»Det var min far. Jeg var fire år første gang«: Frankrigs nye #MeToo-bølge gør op med 68’erne og incestkultur

Det er det, der tales om i morgenradioen, som præsidenten laver videohilsner om på Twitter, og som filmstjerner raser over. Man ligger på sofaen en stille eftermiddag, tænder for fjernsynet og dér i tv-studiet sidder pludselig en ung kvinde med langt lyst hår, som roligt fortæller verden om, dengang hun var ti år og blev voldtaget af sin morfar.

Det kan godt være, at den oprindelige #MeToo-bevægelse aldrig for alvor slog rod i Frankrig, men de seneste uger er en ny bevægelse vokset frem: Hundrede – måske tusindvis – af incestofre deler lige nu deres historier online under hashtagget #MeTooInceste.

»Det var min far. Jeg var fire år første gang,« skriver en på Twitter. »Han blev ved i 12 smertefulde år. Efter 30 år er minderne kommet tilbage.«

En anden skriver blot: »Jeg var 6. Mange gange.«

Det begyndte med udgivelsen af en erindringsbog af advokaten Camille Kouchner i begyndelsen af januar. I bogen, La Familia Grande, beskriver hun sin opvækst som datter af en SciencesPo-professor og en tidligere fransk udenrigsminister i det parisiske high society-miljø, og hun anklager sin stedfar – den kendte akademiker og tv-personlighed Olivier Duhamel – for kontinuerligt at have foregrebet sig på hendes tvillingbror. Det skete om aftenen, inden de skulle sove, skriver hun, og det begyndte, da broren var 14 år gammel.

Siden har den 70-årige Duhamel været en jaget mand i Frankrig. Selv om sagen officielt er forældet, har han trukket sig fra samtlige poster, også som præsident for fonden bag SciencesPo. Han har ikke givet interview – og det har tvillingbroren i øvrigt heller ikke, men efter sigende bakker han fuldt op om sin søsters bog.

Aktivister greb hurtigt muligheden og opfordrede incestofre til at fortælle deres historie. Siden er det gået slag i slag. Og efter de seneste par uger må man konstaterer, at Frankrig tilsyneladende har et chokerende stort incestproblem.

I november udkom en ny undersøgelse fra meningsmålingsinstituttet Ipsos foretaget for ngo’en for incestofre, Face a l’incest: Den når frem til, at svimlende ti procent har været udsat for incest. 78 procent af dem er kvinder. Det er høje tal, som regeringen tager alvorligt. Den franske minister for borgerskab, feministen Marlene Schiappa, sagde i sidste uge, at »én ud fem kvinder har været udsat for seksuel vold i barndommen eller i deres ungdom«.

Opgør med ’68

Mange ser den nye #MeTooInceste-bevægelse som et længe imødeset opgør med den kulturelle elite fra 68-generationen og dens grænseløse syn på seksuallivet.

Dels er det ikke første gang, den type anklager rammer den franske kulturelite. Sidste år blev den 84-årige forfatter Gabriel Matzneff sigtet for pædofili efter i årevis at have skrevet om sine forhold til både thailandske drenge og mindreårige franske piger. Også her skulle der en erindringsbog til for at det, alle allerede vidste, for alvor blev en sag – Matzneff nød i mange år opbakning fra folk som Yves Saint Laurent og tidligere præsident François Mitterrand.

Gamle anklager om pædofili bliver også genoptaget over for kunstneren Claude Lévêque, og også her ligner det, at alt for mange i kunstmiljøet alt for længe har vidst alt for meget. Det samme med en af spidserne i den franske modelbranche, Jean-Luc Brunel, som var venner med amerikanske Jeffrey Epstein, der blev dømt for trafficking af mindreårige.

Dels har den kulturelle overklasse i årtier været chokerende apologetiske i tilgangen til overgreb mod børn.

Den 23. maj 1977 sendte 80 af Frankrigs mest fremtrædende kulturpersonligheder således et åbent brev til landets parlament, hvor de opfordrede til helt at dekriminalisere frivillige seksuelle forhold mellem voksne og børn. Blandt underskriverne er nogle af filosofihistoriens største rockstjerner: Michel Foucault og Jean-Paul Sartre. Jacques Derrida, Louis Althusser, Roland Barthes, Simone de Beauvoir, Gilles Deleuze, Jacques Rancière og Jean-François Lyotard.

Den intellektuelle tv-kommentator Alain Finkielkraut blev for nylig fyret for sine udtalelser om sagen om Olivier Duhamel. Han ville vide, om den 14-årige, Duhamel påstås at have forgrebet sig på, havde givet samtykke.

Joel Saget

At gøre pædofili til et tabu var »en uudholdelig konfiskation af væren og mening«, skrev de. Det var altså synd for børnene, at samfundets tildelte »roller« afholdt dem fra at udleve deres seksualitet med de voksne.

Forestillingen om, at børn ikke kan samtykke til sex med voksne, var, som Foucault efterfølgende udtrykte det i et radiointerview, »et overgreb, der er utåleligt og helt uacceptabelt«.

Få måneder sener blev den polske filminstruktør Roman Polanski modtaget med åbne arme i Paris, da han over hals og hoved måtte flygte fra USA under anklage for at have bedøvet en 13-årig pige og derefter voldtaget hende oralt, vaginalt og analt i et soveværelse i Jack Nicholsons hus i Los Angeles. Polanski blev ikke set som en pædofil voldtægtsmand, men som et offer for en småborgerlig amerikansk seksualmoral.

Sociologen Pierre Verdrager beskriver i sin bog L’Enfant Interdit, (Det forbudte barn), hvordan 68’ernes opgør med ’de borgerlige normer’ også kom til at omfatte et opgør med tabuerne om incest og pædofili. Ligesom de homoseksuelle skulle frisættes, skulle de pædofile det også. De var ofre for samfundets konforme ideer om rigtigt og forkert.

Kulturel kapital

Danskere kan nikke genkendende. For da Danmark som det første land i verden frigav pornografien i 1969, blev det også lovligt at købe og sælge børneporno, først i 1980 blev reglerne strammet. Og for tre år siden udkom de to dokumentarfilm De misbrugte filmbørn, som fortæller om det omfattende misbrug af børn under indspilningen af danske ungdomsfilm i slutningen af 70’erne.

Men der er alligevel forskel på Danmark og Frankrig.

»Frankrig har en kulturel overklasse, som vi ikke kender i Danmark. Det er en særlig biotop,« siger Jørn Boisen, der er professor i fransk og institutleder på Universitetet i Sørøst-Norge.

»I Frankrig er der folk med kæmpestor kulturel kapital, hvor det at være kinky ikke har været et problem. Tværtimod. Det har gerne måttet lugte lidt af svovl. I Storbritannien og USA er man mere protestantisk. Hvis man har haft den slags tilbøjeligheder, skjuler man det lidt mere.«

Det går længere tilbage end 1968, forklarer Jørn Boisen:

»Modellen for det franske samfund er altid kommet ovenfra: Borgerskabet har efterlignet adelen, som har efterlignet kongen i et system, hvor det næsten har været en pligt at været seksuelt udfarende og vild,« siger han.

»Franskmændene har altid ment, at briterne og amerikanerne var til grin på grund af deres puritanisme. Tænk, at en senator skulle gå af, fordi han var utro. Det var en kendt sag, at alle præsidenter indtil for nylig havde et farverigt sexliv, det kommer ikke sagen ved.«

Xavier Gorce havde været satiretegner på Le Mond i 18 år, da han i sidste uge sagde op, fordi avisen offentligt undskyldte for en af hans vittighedstegninger.

Joel Saget

Det var almindelig kendt, at François Mitterrand nærmest havde to familier, og de fleste journalister og politikere vidste godt, at Valéry Giscard d’Estaing nærmest fik kvinder leveret til Élyséepalæet. Men det var deres sag, seksuallivet var jo smukt og frigørende.

Dermed ikke sagt, at de to præsidenter har været overgrebsmænd, slet ikke, men det fortæller historien om et stedsegrønt syn på seksuallivet i alle dets former.

Og det kan være med til at forklare, hvorfor den oprindelige #MeToo-bevægelse havde så trange kår i Frankrig: Der var godt nok en fransk version af #MeToo – #BalanceTonPorc, ’angiv dit svin’ – men bevægelsen mødte modstand fra kultureliten.

I januar 2018 udsendte skuespillerinden Catherine Deneuve sammen med 99 andre franske kvinder et brev, hvor de advarede om skyggesiderne ved #MeToo og forsvarede mænds ret til at lægge an på kvinder.

Fyringer og opsigelser

Men noget er forandret.

»Den kæmpestore forskel, der var i 1990’erne, mellem amerikansk og fransk seksualmoral, er blevet udjævnet,« mener Jørn Boisen.

Den nye generation af franskmænd er opvokset med den moderne feminismes angelsaksiske sprog. Det er nu ikke længere et adelsmærke at dufte af svovl, det er djævelskab.

Da Polanski sidste år vandt prisen for bedste instruktør ved Frankrigs svar på Oscaruddelingen, César, udvandrede en af fransk films nye kvindelige stjerneskuespillere, Adel Haenel, i raseri. Og på en optagelse fra foyeren så man Haenel – som selv har anklaget filminstruktøren Christophe Ruggia for at have misbrugt hende, da hun var 12 år – gå i sin smukke blå kjole og ironisk råbe: »Leve pædofilien!«

Den nye incestbevægelse har da heller ikke mødt synderlig modstand. Dermed ikke sagt, at alt er forløbet fredeligt. For som alle rasende samfundsdebatter har #MeTooInceste forgrenet sig og skabt nye underdebatter.

I forrige uge blev den intellektuelle tv-kommentator Alian Finkielkraut fyret fra sit job på tv-stationen LCI efter at have udtalt sig om sagen om den kendte akademiker og tv-personlighed Olivier Duhamel.

Han sad som altid i tv-studiet med slap slipseknude, uglet hår og meninger, man kan slå sig på: Han sagde flere gange, at pædofili er forkasteligt, men han tordnede også med vanlig patos imod »overbuddet af fordømmelse«, som lige nu regner ned over Duhamel. For vidste man egentlig, hvad der var foregået? Offeret har jo ikke sagt noget, og Duhamel selv er tavs som graven.

»Var der samtykke,« ville Finkielkraut vide, og de ord fik en bølge til at rulle på de sociale medier, for hvordan skulle en 14-årig dog kunne give samtykke?

Finkielkraut blev prompte fyret, og næsten lige så hurtigt lagde han sag an mod tv-stationen. Han havde jo sagt, at pædofili er forkert, og man er da for fanden nødt til at »undersøge fakta«, som han sagde.

En lignende sag handler om avisen Le Mondes satiretegner gennem 18 år, Xavier Gorce, som i sidste uge sagde op og smækkede med døren, da avisen offentligt undskyldte for en af hans vittighedstegninger.

På tegningen spørger en lille pingvin en stor pingvin: »Hvis jeg er blevet misbrugt af min adopterede stedbror fra min transseksuelle fars partner, som nu er min mor, er det så incest?«

Det kunne Le Monde-ledelsen ikke se det sjove i. Faktisk kunne tegningen læses som »en relativisering« af incest, som avisen skrev i en offentlig beklagelse. »Den skulle aldrig have været trykt.« Det gjorde Gorce så fortørnet, at han skred, for nej, der var ikke en relativering, sagde han, det var en kritisk kommentar til debatten, ikke mindst til diskussionen om Finkielkraut og til Frankrigs snørklede juridiske regler om incest.

Lettere at tale og få støtte

Men det korte af det lange er, at Frankrig er enig med sig selv, når det gælder sagens kerne: Ingen forsvarer pædofili i år 2021, Foucault og Sartre ser slet ikke godt ud, og det er blevet lettere for incestofrene at tale, har lederen af Face a l’incest sagt til Le Figaro. De kan komme til orde og finde støtte på nettet.

Måske er det derfor, at andelen af personer, som svarer bekræftende, når man spørger, om de selv har været udsat for noget, bare stiger og stiger: Fra tre procent i 2009 til seks procent i 2015 og nu altså ti procent i den før omtalte Ipos-måling.

»De føler sig tilstrækkeligt trygge til at bryde tavsheden,« som psykiateren Muriel Salmona har sagt til Le Monde.

Det ligner et eksempel på det paradoks, den franske aristokrat Alexis de Tocqueville observerede for knap 200 år siden: Jo mere retfærdigt et samfund bliver, jo mindre uretfærdighed, vil borgerne finde sig i.

Og nu skal loven på området også laves om.

I Frankrig er det forbudt for voksne at have sex med unge under 15 år, men det betragtes kun som voldtægt, hvis der er tale om tvang eller om trusler. Emmanuel Macrons regering har allerede øget forældelsesfristen for anmeldelser fra 20 til 30 år (startende fra barnet er 15 år), men aktivisterne vil have fristen afskaffet helt. Og de ønsker en lovgivning i stil med den amerikanske, hvor sex med en mindreårig automatisk betragtes som voldtægt, fordi børn per definition ikke kan give samtykke til sex.

Lørdag tonede Macron så frem i sort rullekrave på en lille video på Twitter:

»Vi hører jer,« sagde han til ofrene, mens hans blå øjne så alvorligt ind i kameraet. »Vi tror på jer. Og I skal aldrig igen være alene.«