Irans Ali Khamenei er Mellemøstens Macchiavelli og udkæmper tre kolde krige på én gang

Den eneste hersker i nutidens Mellemøsten, som har tusinder af unge passionerede mænd, der er villige til at dræbe og dø for sig, er ayatollah Ali Khamenei.

Han er den diametrale modsætning af stort set samtlige arabiske monarker i den persiske golf. De bor i ekstravagante paladser, han bor i et simpelt hjem i et arbejderkvarter i Teheran. De fester på Seychellerne, han fortrækker et stille liv bag lukkede døre.

De shopper i London, Paris og Madrid, han har aldrig været i Vesteuropa. De vil være venner med Israel, han sender Katjusja-raketter efter israelerne. De opretholder deres magt ved at fedte for USA, han holder på sin magt ved at konfrontere amerikanerne.

I årene efter Det Arabiske Forår i 2011 er Golfens monarker oprigtigt bekymrede for fremtiden. Ved hjælp af penge, våben, lejesoldater og diplomati forsøger de at inddæmme både de revolutionære strømninger, Tyrkiets ambitioner, sunni-islamisterne og Iran – uden helt at knække rivalernes vilje.

Især ayatollah Khameneis evne til at intimidere og konstant være et skridt foran, trods pres fra alle sider, indgyder frygt blandt monarkerne i Golfen. I Khamenei – en mand, der, som vi skal se, muligvis spejler sig i Victor Hugos Les Misérables – har golfaraberne tilsyneladende mødt deres overmand i Mellemøsten.

Og med god grund.

Skak i 3D

Khamenei spiller skak i 3D. Han er den eneste leder i verden, der kæmper tre kolde krige på en gang. Hver eneste morgen vågner ayatollahen op og forvalter trusler fra Israel, USA og Saudi-Arabien på én gang. Og hver eneste dag slår han fra sig ved hjælp af loyale regeringer og militser i regionen, der fungerer som hans forlængede arm. 

Men det er især Irans magtfulde Revolutionsgarde, en institution, der mestrer den asymmetriske krigsførelse, som gør Khamenei så dødbringende effektiv mod sine fjender:

Hvis amerikanerne invaderer Irak, planter han vejsidebomber alle vegne. Hvis golfmonarkerne støtter Khameneis rivaler i Libanons parlament, saboterer han golfarabernes skibsfart i Hormuzstrædet. Hvis det israelske luftvåben likviderer hans mænd i Syrien, affyrer han mortérgranater mod USA’s ambassade i Bagdad. Hvis golfaraberne sender et par lobbyister til Washington, sender hans allierede i Yemen et par droner efter monarkiernes oliefaciliteter.

Alt dette gør Khamenei, samtidig med at han agerer indenrigspolitisk stabilisator, der opretholder magtbalancen mellem regimets regerende eliter.

»Når Revolutionsgarden bliver for stærk, svinger han pendulet mod det regulære militær for at balancere garden. Når teknokraterne bliver for magtfulde, svinger han pendulet i retning af de mere ideologiske elementer i regimet,« siger Ali Alfoneh, Iran-ekspert ved Arab Gulf States Institute i Washington og forfatter til den anmelderroste bog Political Succession in the Islamic Republic of Iran (2020).

Fra digter til diktator

Ayatollah Khamenei – født i 1939 i den hellige by Mashhad hos en ludfattig familie – er den mand, der har haft den mest destruktive indflydelse på hele Det Arabiske Forår. Det var ham, der sendte generalmajor Qassem Soleimani på et fly fra Teheran til Kreml i Moskva for at overbevise Vladimir Putin om at intervenere i Syrien, da det så mørkest ud for Assad-regimet tilbage i 2014.

Resultatet har været på grænsen til det ufattelige: 500.000 dræbte, 16 millioner fordrevet, 100.000 forsvundet, en hel verdensdel destabiliseret – og stærke mænd er blevet en efterspurgt vare.

Men tilbage i sine unge dage ønskede Khamenei sig et helt andet liv end det nuværende som en machiavellistisk statsmand, der leger med mellemøstlige nationers skæbner, som var det et strategispil.

Som ung studerede Khamenei persisk litteratur og havde mest af alt bare lyst til at hænge ud i intellektuelle kredse med forfattere og digtere. Han røg pibe offentligt. En mode, som hans præstekolleger betragtede som vestlig og dekadent.

Under turbanen lod han endda håret gro langt som en hippie, hvilket på alle måder var afvigende adfærd i de religiøse cirkler. Men Khamenei var ikke nogen traditionel præst. Han var så inspireret af de marxistiske tanker, at han overvejede at genfortolke shiaislamisk teologi i marxistiske termer.

»Han havde én fod i den intellektuelle verden og en anden fod i den gejstlige verden uden nogensinde at blive et fuldt anerkendt medlem af nogen af dem,« skriver Mehdi Khalaji, ekspert i det iranske præsteskab, i sin grundige rapport for tænketanken Washington Institute for Near East Policy.

Da Khameneis forgænger – Den Islamiske Republiks grundlægger storayatollahen Ruhollah Khomeini – døde i 1989, havde Ali Khamenei faktisk slet ikke de nødvendige religiøse kvalifikationer til at varetage stillingen som Irans åndelige leder. Men med list og kneb omformulerede hans allierede nogle paragraffer i den iranske forfatning, så han fik jobbet.

Siden den dag har Ali Khamenei hersket som Guds repræsentant på jorden. Juridisk er han nu stedfortræder for Imam al-Mahdi, en shiaislamisk frelserskikkelse, der ifølge de hellige shiitiske bøger vender tilbage ved dommens dag med Jesus Kristus som næstkommanderende.

Og i dag er Khamenei mere eller mindre den lovgivende, udøvende og dømmende magt. De få mænd der skal holde ham i skak, er formelt set alle sammen udpeget af ham. Politikere, præster, bureaukrater og sågar hærchefer.

Og især mænd i militæruniformer er gået hen og blevet hans fortrukne venner.

Hans manglende religiøse legitimitet blandt præsterne har betydet, at han har skaffet sin legitimitet fra barakkerne snarere end de religiøse seminarer. I tre årtier har Khamenei brugt sin energi på at gøre Irans generaler til de nærmeste allierede.

Den fejlslagne digter og fejlslagne præst endte altså med at blive en succesfuld militærdiktator.

»Hvis forgængeren Khomeini engang var en gejstlig diktator, er Khamenei mere en militærdiktator,« som Karim Sadjadpour, senior fellow ved Carnegie Endowment for International Peace sagde til Times Magazine tilbage i 2014.

Den sidste antiimperialist

Det er en kombination af brutalitet, kynisme og realisme understøttet af en lang tradition for statsmandskunst, som har hjulpet Khamenei med at udfylde de tomrum, der opstod i Mellemøsten både før og efter Det Arabiske Forår.

Og indtil videre har han gjort det bedre end prinserne i Golfen.

I Irak udnyttede han en række amerikanske fejltrin efter Saddam Husseins fald til at øge sin indflydelse blandt landets shiamuslimer. I Syrien udnyttede han oprøret mod Assad til at gøre det til en kamp mod sunniekstremister. Og i Yemen udnyttede han saudiernes brutale belejringer og luftbombardementer til at række hånden ud til de udsultede yemenitter.

Modsat de regionale arabiske kongedømmer, der køber amerikanske våben, allierer sig med Israel, integrerer deres nationer i den neoliberale verdensorden og hyrer magtfulde lobbyister i Washington, har Khamenei haft andre midler i sit arsenal:

Ud over Revolutionsgarden og dedikerede shiakrigere, der er villige til at sprænge sig i døden for ham, er Khamenei enestående blandt nuværende mellemøstlige autokrater, fordi han kompromisløst og konsistent har gjort modstanden mod imperialismen, USA og Israel til sine varemærker.

»Modstanden udgør en del af regimets fundament. Antiamerikanismen, eller antiimperialismen, er belejligt international,« som Ali Alfoneh fra Arab Gulf States Institute påpeger.

Da Barack Obama i 2014 sendte to breve til ayatollahen med budskaber om at begrave »fortidens mistro«, blev Khamenei urolig. Skulle han nu virkelig tale med Den Store Satan, udføre offentligt diplomati og måske undergrave den islamiske revolutions mytologi?

»Bag lukkede døre indrømmede højtstående iranske embedsmænd, at Obamas breve var foruroligende for Khamenei, da de lagde pres på ham og gjorde det svært at retfærdiggøre Teherans fortsatte fjendtlighed mod USA,« skriver Karim Sadjadpour i en grundig rapport for Carnegie Endowment for International Peace.

Andre siger, at Khameneis antiamerikanisme og antizionisme – paroler, som altså har givet ham overhånden i dele af Mellemøsten under revolterne – stikker meget dybere, da der måske ligger personlige traumer bag. Under Pahlavi-styret – inden præsterne tog magten – blev han seks gange anholdt, torteret og smidt i isolationsfængsling af Irans berygtede sikkerhedstjeneste SAVAK.

»De, der kender Khamenei personligt, har spekuleret i, om rødderne til hans had mod Israel og USA går tilbage til denne periode, da det blev antaget, at SAVAK i vid udstrækning havde modtaget hjælp fra CIA og Mossad,« skriver Karim Sadjadpour.

Men Khameneis modstand mod USA og Israel – om den skyldes ideologiske eller personlige årsager – har ikke bare været nyttig, fordi den har gjort ham til regionens sidste antiimperialist. Modstanden tjener også et indenrigspolitisk formål.

»Antiimperialismen er belejlig, da den kan bruges i de permanente udrensninger af hjemlige kritikere,« forklarer Alfoneh.

Den dydige forbryder

Og de hjemlige kritikere er der mange af i disse dage. Hvis Khamenei engang foretrak et selskab med digtere, skribenter og intellektuelle, foretrækker han nu at se dem bag tremmer og helst i kældrene under Irans fængsler, hvor han selv tilbragte sin isolation under monarkiet.

De mest irriterende skribenter lider en langt værre skæbne end de fugtige kældre; de bliver hængt, ligesom det skete for journalisten Ruhollah Zam i begyndelsen af december.

Ayatollahens foragt for intellektuelle er dog på mange måder dybt ironisk. Han er nemlig en legendarisk bogorm. Khamenei er muligvis den eneste mellemøstlige magthaver, der har europæiske romaner fra det 18. og 19. århundrede liggende ved sovepuden.

Han har læst og genlæst dem alle sammen. Lev Tolstoj, Romain Rolland, Honoré de Balzac og Alexandre Dumas. Men det er primært den franske romantiker og dramatiker Victor Hugo, som har gjort størst indtryk på Den Islamiske Republiks åndelige leder.

»Les Misérables er den største roman, der nogensinde er skrevet!« har Khamenei ved flere lejligheder proklameret.

Om det skyldes romanens skildring af, hvordan social uretfærdighed i Frankrig i 1800-tallet konstant forvandlede gode og uskyldige mænd til tiggere og kriminelle, er ikke til at vide. Måske genkender Khamenei problematikkerne fra sin egen barndom hos en fattig og religiøs familie i byen Mashhad.

»Personligt tror jeg, at Khamenei først og fremmest er betaget af Jean Valjean-figuren: den dydige forbryder,« siger Ali Alfoneh.

Man kan selvfølgelig kun gisne om, hvad der helt præcis ligger bag Khameneis fascination af Les Misérables’ helt Jean Valjean. I romanen er Valjeans største gave hans menneskelighed, medfølelse og stræben efter social retfærdighed.

Tror ayatollah Ali Khamenei selv på, at han er en dydig vogter af retfærdighed? Han fremhæver dagligt islam og retfærdighed som Den Islamiske Republiks mest afgørende søjler.

Hvis det er tilfældet, er Khameneis kamp mod social uretfærdighed i så fald den mest ironiske kamp overhovedet. I sin krig mod »den globale arrogance« – Khameneis eget udtryk for amerikansk imperialisme – har han været villig til at udsætte alle andre for uretfærdigheder.

Intellektuelle er spioner, demonstranter er en femte kolonne, araberne er zionismens marionetter, sunnimuslimer er imperialismens tjenere, de 80 millioner iranere må bare lære at leve med sanktionerne, og selv hans egen bror er blevet gennemtævet på åben gade for at ytre sig kritisk.

Og syrerne? For ikke at miste terræn mod de arabiske monarker forvandlede Khamenei bogstavelig talt Syrien til murbrokker og begravede undervejs hele den syriske revolution under dem. Ved hjælp af et transnationalt shiitisk netværk af imamer, spioner, og loyalister rekrutterede det iranske regime shiamuslimske jihadister fra Pakistan, Afghanistan, Irak og Libanon, som gik fra den ene belejring til den anden godt hjulpet af revolutionsgardens feltherrer som dukkeførere. 

Men måske er historien om Khamenei ved at nå til vejs ende.

»Den Islamiske Republiks betydning toppede under borgerkrigen i Syrien, men har siden været stødt dalende på grund af folkelig og politisk modstand, økonomiske problemer samt pandemien. Det samme gælder for Khameneis betydning,« siger Alfoneh.

Erdogan den store digter lurer

Den eneste trussel mod ayatollahens magt har i flere år været hans alder (han er nu 81 år), men måske er præsident Erdogan langsomt ved at vende sig mod Khamenei efter mange års ro på den front.

I begyndelsen af december skabte præsident Erdogan opstandelse med sin optræden i Baku i Aserbajdsjan. Tyrkeren rejste til Baku for at fejre Aserbajdsjans sejr mod Armenien efter 44-dages krig over Nagorno-Karabakh. En krig, der efterlod tusinder af døde.

Ved en militærparade i Baku reciterede Erdogan et digt, der skabte panderynker i Teheran. Indirekte begræd Erdogan, at Irans tyrkisktalende azerier, der udgør 15 millioner af Irans befolkning, ikke længere er under tyrkisk herredømme.

»De adskilte Aras-floden og fyldte den med klipper og sten,« indledte Erdogan med reference til den flod, der løber gennem Kaukasus.

»Jeg vil ikke adskilles fra dig, de har adskilt os med magt.«

Siden har alle stillet et hav af spørgsmål. Opfordrede Erdogan virkelig til separatisme? Vil Erdogan gøre alvor af en pantyrkisk doktrin og forene alle tyrkisktalende folkeslag under sin magt? Er det derfor Erdogan kort efter Joe Bidens sejr sendte sin mest betroede ambassadør til Jerusalem? Hvad pønser han på?

Hverken Erdogan eller Khamenei lader til at været interesseret i en konflikt, men det store spørgsmål, som overtrumfer alle, er: Hvad vil Erdogan egentlig?

Læs i næste afsnit om præsident Erdogans regionale ambitioner, der har ført til konfrontationer med alle.