Baggrund
Læsetid: 6 min.

Kan CDU’s nye bløde og varme formand Armin Laschet lede Europa gennem en kold og hård tid?

Angela Merkels CDU har valgt den midtsøgende, milde og »magtmenneskelige« Armin Laschet som ny formand. Han er det sikre kort, men det er tvivlsomt, om han ved efterårets tyske valg kan vinde kanslerposten
»Armin Laschet er en klokkeklar konsensuspolitiker, han er midtsøgende og har som program ikke at polarisere. I den forstand er han en fortsættelse af Merkel og en forberedelse på en regering mellem CDU/CSU og De Grønne,« siger journalisten Tobias Blasius. Han har fulgt Laschet tæt siden hans tid som EU-parlamentsmedlem omkring årtusindskiftet og har nu udgivet Laschet-biografen Den magtmenneskelige.

»Armin Laschet er en klokkeklar konsensuspolitiker, han er midtsøgende og har som program ikke at polarisere. I den forstand er han en fortsættelse af Merkel og en forberedelse på en regering mellem CDU/CSU og De Grønne,« siger journalisten Tobias Blasius. Han har fulgt Laschet tæt siden hans tid som EU-parlamentsmedlem omkring årtusindskiftet og har nu udgivet Laschet-biografen Den magtmenneskelige.

Christian Mang

Udland
18. januar 2021

Nervøse blikke, rænkespil i gangene, bragende bifald efter valgresultatet.

Alt dette måtte man drømme sig til, da Europas største parti, Angela Merkels CDU, lørdag holdt sin skæbnesvangre partidag. Den foregik nemlig digitalt, og resultatet af formandsvalget endte med det sikre valg:

Den neoliberale alfahan, BlackRock-medarbejder og CDU-veteran Friedrich Merz måtte endegyldigt opgive at få hævn over sin gamle rival Angela Merkel med et comeback i spidsen af partiet. I anden valgrunde blev Merz nemlig slået snævert, da 521 CDU-delegerede satte deres klik ved partiets nye formand, den midtsøgende og joviale Armin Laschet, der er ministerpræsident i delstaten Nordrhein-Westfalen. Merz fik 466 stemmer.

Efter valget var der åbenlys ærgrelse over Friedrich Merz’ fald i konservative tysksprogede medier som Welt, Cicero og Neue Zürcher Zeitung, der tørt konstaterer, at det nu for anden gang efter den faldne CDU-leder Annegret Kramp-Karrenbauer er lykkedes Angela Merkel at få kørt sin ønskekandidat i stilling. Magasinet Politico går endda et skridt længere og konstaterer, at »Merkel-æraen er måske kun begyndelsen: Valget af Armin Laschet til ny partichef i CDU vil sikre, at Merkels linje vil fortsætte«.

Fra de tyske kommentatorer på den politiske midte og ud mod venstre er der derimod lettelse at spore over, at »Merz’ onemanshow er aflyst« til fordel for Laschets »solide holdindsats«, som Süddeutsche Zeitung skriver. Og internationalt er der – for eksempel i den spanske avis El País – tydelig lettelse over, at CDU ikke valgte en europapolitisk usikker fremtid med Friedrich Merz, men det sikre kort med Armin Laschet: »Trumpismen har vist, at demokratier har brug for stærke og mådeholdne konservative partier,« skriver El Pais.

»Armin Laschet er det sikre valg, men også et valg, der udskyder kattepinen om kanslerkandidaturet,« siger den tyske politolog Albrecht von Lucke.

Det er et problem for CDU, mener han, for nervøsiteten stiger i Europas sidste store konservative folkeparti. CDU forener en skønsom blanding af konservative, liberale, socialt orienterede og kristelige vælgere. Og op til valget til Forbundsdagen i september, hvor Angela Merkel takker af efter 16 år som kansler, er det store spørgsmål derfor: Er Merkel den eneste lim, der holder partiet sammen i dets identitetskrise?

Dårligere håndværker

»Armin Laschet er en klokkeklar konsensuspolitiker, han er midtsøgende og har som program ikke at polarisere. I den forstand er han en fortsættelse af Merkel og en forberedelse på en regering mellem CDU/CSU og De Grønne,« siger journalisten Tobias Blasius. Han har fulgt Laschet tæt siden hans tid som EU-parlamentsmedlem omkring årtusindskiftet og har nu udgivet Laschet-biografen Den magtmenneskelige.

»Armin Laschet er ikke karriereliderlig, han har ingen magtaura, om du vil, og han udstråler ikke: Jeg vil være nummer et. Men for det meste når han alligevel sine mål ad taktiske omveje.«

Taktisk har Armin Laschet lært mere af Helmut Kohl, der var Forbundskansler 1982-1998, end af Angela Merkel. Men han har aldrig haft den ’basta-attitude’, som Kohl og senere Gerhard Schröder var kendt for.

»Coronakrisen har udstillet Laschets svagheder og styrker,« siger Tobias Blasius om den katolske Laschet, der har ledet Nordrhein-Westfalen med 18 mio. indbyggere siden 2017.

»Krisen har vist Laschets fantastiske evne til at få alle i tale, til at afveje situationen og forklare beslutninger, så folk forstår dem følelsesmæssigt. Men han har også vist direkte dårligt lederskab ved at tillade sig en række politiske fodfejl og dårlig kommunikation. Sammenlignet med Merkel er han en markant dårligere politisk håndværker – en klassisk rheinlænder, som ofte vil det rigtige, men planlægger for sløset.«

»Tyrker-Armin«

I sin valgtale til de partidelegerede gik Laschet meget åbent ind på magtvakuummet efter Merkel – og på sine egne svagheder. Han stak til den mere autoritære modkandidat Friedrich Merz ved at sige, at CDU »ikke har brug for en CEO eller en bestyrelsesformand, men en holdleder«. Og med en hilsen til Trump-tilhængernes storm på Capitol nærmest råbte Laschet ud i det tomme CDU-studie, at Tyskland har »brug for politikere, der ikke skaber polarisering men sammenhold«. Men Laschet, der ofte beskrives som en blød mand med en hård kerne, indrømmede også blankt:

Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
»Jeg er ikke den, der skaber den perfekte iscenesættelse«.

Den beskedenhed er opsigtsvækkende. Men hvor kommer den fra hos denne »ivrige Twitter-bruger uden pressefilter« med en »usædvanligt selvironisk humor«, som Laschet-biografien beskriver ham?

En del af svaret findes i den 59-årige Armin Laschets barndom i Aachen ved den tysk-belgiske grænse, hvor han stadig bor i rækkehus med sin familie. Dengang arbejdede hans far, som var kulminearbejder, sig op til et job som skoleinspektør, og allerede som 18-årig trådte Laschet ind i CDU, hvor han stik mod partilinjen fulgte ivrigt med i De Grønnes opstigning.

Da Laschet i 1994 blev valgt ind i Forbundsdagen, blev han med kæpheste som »økologisk markedsøkonomi« set som en progressiv figur i det konservative parti.

Efter en tur over EU-parlamentet blev det billede cementeret, da Laschet i 2005 blev integrationsminister i Nordrhein-Westfalen og bedrev en liberal indvandringspolitik. I flygtningekrisen 10 år senere bakkede han også entydigt op om Merkels linje og bekræftede dermed sit øgenavn: »Türken-Armin« eller »Tyrker-Armin«.

Muttis vinderlinje

Laschets Merkel-tro linje blev efter flygtningekrisen ofte set som en blindgyde for hans karriere. Men der tog hans modstandere fejl. I 2017 vandt Laschet mod alle odds delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen, det tyske socialdemokratis hidtil urørlige »røde højborg« gennem 50 år, fortæller Tobias Blasius over telefonen fra Düsseldorf.

»Laschet kommer ikke til at indfri den konservative længsel i CDU. Og i valgkampen har han spillet mere økonomisk liberal, end han egentlig er, for at imødekomme højrefløjen i partiet.«

Selv om han kommer fra det industriprægede Nordrhein-Westfalen, er Laschet i Blasius’ øjne således »relativt progressiv for en CDU-politiker«, når det handler om at tænke en grøn omstilling af økonomien. Omvendt indrømmer han, at det ikke siger meget: Trods de konservative fraser om at »bevare skabelsen« har Laschet ikke noget visionært grønt program for energiomstillingen i industrinationen Tyskland. I sine oplæg i valgdebatterne holdt han fast i vage formuleringer om, at »Tyskland hurtigst muligt skal ud af gældsættelsen i coronakrisen«, og at stigende europæiske CO2-priser er »meningsfyldte incitamenter til en modernisering«.

Hvad Europa angår, er han også moderat progressiv. Med sin hjemstavn i trekanten mellem Tyskland, Holland og Belgien lægger han vægt på europæisk og især tysk-fransk samarbejde, som han vil puste mere liv i. Som Helmut Kohl gjorde det for en generation siden, lægger han vægt på, at de små lande i EU skal imødekommes. Men omvendt har Laschet kun svage forbindelser til Østeuropa og begrænset udenrigspolitisk erfaring.

»Det ændrer ikke på, at han overbevist transatlantiker, og at han insisterer på at holde så mange kanaler til Putin åbent som overhovedet muligt,« vurderer Tobias Blasius.

»Det er rent mediesludder, at Laschet vil svække tysk og dermed europæisk udenrigspolitik.«

Verdens svære gang

Men hov, stop, alle de vurderinger forudsætter, at Laschet bliver kansler til september. Og det er langt fra givet.

Den populære sundhedsminister Jens Spahn, der officielt har bakket op om Laschets formandskab, skal allerede have loddet sine chancer for selv at blive kanslerkandidat. Og i kampen om vælgernes gunst står den bayerske ministerpræsident Markus Söder fra CDU’s søsterparti CSU forrest. Hele 54 pct. af tyskerne tror på Söder som kansler, mens kun 28 pct. pegede på Laschet op til formandsvalget.

»Senest mandag begynder Laschets udfordringer med spørgsmålet: Har han virkelig formatet og opbakningen til at føre CDU/CSU frem til valget som kanslerkandidat?« siger Albrecht von Lucke.

»Format: Ja. Opbakning: Tvivlsomt. Hvis han får stærk medvind i meningsmålingerne i de næste måneder, og hvis CDU gør en god figur i forårets delstatsvalg (i Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz, red.), så har Laschet måske en chance. Men mere realistisk vil han blive tvunget til at give kanslerkandidaturet til Söder.«

Den diagnose deler Laschet biografiskribent Tobias Blasius. Men kan Laschet kansler, som det hedder på nytysk?

»Ja. Det skal dog siges: Tyskerne vil helst have en leder, der holder alle verdens påtrængende problemer fra livet. Det kan Laschet ikke,« siger Tobbias Blasius.

»Men det skyldes nærmere verdens svære gang end Laschets tyngde som politiker.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Mathiasen

Opbakning til at afløse Merkel har Laschet allerede noget af, men tidspunktet til at opgøre om det er tilstrækkeligt. er der endnu ikke. Det er en udbredt opfattelse i tyske medier, at kanslervalgforeningen CDU ikke uden videre giver kanslerkandidaturet til Söder, og Bayerns ministerpræsident vil nok af egen drift foretage en mest mulig præcis risikovurdering af det projekt.

Da der er valg i 6 ud af 16 forbundslande i Tyskland i år, vil der blive rig lejlighed til at tage temperaturen på de tyske vælgere. Det må foreløbig antages, at valget af Laschet med den homoseksuelle sundhedsminister Spahn i teamet, betyder, at CDU stiller op til kampen om midten, og det kan fortsat forhindre en centrum-venstre regering i Tyskland. Det ægrer naturligvis SPD, men det er heller ikke sjovt for De Grønne, som står til at tage et regeringsansvar sammen med unionen (CDU/CSU).
Mal sehen!