Interview
Læsetid: 10 min.

Kinaforsker: Nej, vi er ikke så afhængige af Kina, at vi bør give køb på vores værdier

Vi må gøre op med den falske fortælling om, at vi er så økonomisk afhængige af Kina, at vi af frygt for repressalier ikke tør gå i rette med det kinesiske styre, mener kinaforskeren Luke Patey. »Vi undervurderer vores egen magt og indflydelse. Kina har mindst lige så meget brug for os, som vi har for Kina«
Hvor mange job er ytringsfriheden værd, spørger kinaforsker Luke Patey retorisk. Han kritiserer Danmark for ikke at ville byde dissidenter fra Hong Kongs demokratibevælgelse velkommen af frygt for repressalier fra Kina. På billedet anholdes en demonstrant i Hong Kong.

Hvor mange job er ytringsfriheden værd, spørger kinaforsker Luke Patey retorisk. Han kritiserer Danmark for ikke at ville byde dissidenter fra Hong Kongs demokratibevælgelse velkommen af frygt for repressalier fra Kina. På billedet anholdes en demonstrant i Hong Kong.

Claude Medale

Udland
27. januar 2021

Vi bliver nødt til at gå på diplomatiske listefødder, skrue ned for kritikken og gøre alt for at undgå at lægge os ud med det kommunistiske lederskab i Beijing. For vi er simpelthen blevet for økonomisk afhængige af kineserne, og de vil straffe os, hvis vi træder dem over tæerne.

Det er nærmest en etableret sandhed nedskrevet på stentavler: Kun en tåbe frygter ikke Kinas økonomiske hævn.

»Det er så indgroet en tankegang, at hvis man udfordrer den, er det som at gå ind i en kirke og råbe, at Gud ikke eksisterer,« siger Luke Patey, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Men det er så netop ham, der stiller sig frem som blasfemikeren og udfordrer fortællingen om, at vi skal frygte den kinesiske økonomiske styrke, og at så snart Kina svinger sin dragehale, er vi nødt til at gå på kompromis med vores politiske værdier – ellers taber vi penge.

Luke Patey insisterer på, at vi – Danmark og Europa – er langt mindre afhængige af eller sårbare over for Kina, end mange af vores politikere, erhvervsfolk og kinaforskere bilder sig selv og os ind.

»Det er en falsk fortælling, at vi er afhængige af Kina,« mener han. »Hvis du er afhængig af nogen, så betyder det også, at de kontrollerer dig. Og vi er bestemt ikke økonomisk kontrolleret af Kina.«

»Selvfølgelig spiller Kina en stor økonomisk rolle for EU, landet er vigtig for mange af vores selskabers forsynings- og produktionskæder, og vi skal være så meget som muligt en del af Kinas vækst,« siger Luke Patey. »Men Kina spiller en langt mindre økonomisk rolle for EU, end det ofte bliver udlagt.«

Første skridt på vejen mod at bremse Kinas forsøg på at bruge sin økonomiske magt til at udøve indflydelse i Europa, argumenterer han, er netop at indse, at Europas økonomiske afhængighed af Kina er en myte.

Han peger på, at EU’s handel med Kina ifølge Eurostat blot udgør fem procent af EU’s samlede handel, mens EU-lande gennemsnitligt har over 60 procent af deres handel med andre EU-lande. Og selv om europæiske ledere ofte siger, at Europa handler for 1,7 milliarder euro hver dag, er det en ganske lille del af de 30 milliarder dollar, EU ellers handler for dagligt.

»Kinas indflydelse skal ses i en kontekst, og de her tal viser, at vi ikke er afhængige af Kina,« siger han.

Prissætter demokratiske værdier

Ifølge Luke Patey er der meget på spil i Europas og Danmarks forhold til Kina – vores økonomiske fremtid og også vores demokratiers helbred – og det er langt hen ad vejen en konsekvens af, at vi har ladet Beijings økonomiske trusler få indflydelse på vores ageren i alt for stor grad.

»Det er på høje tid, at vi ser nøgternt på Kinas økonomiske indflydelse, og at vi får en debat om forholdet mellem vores værdier og vores økonomiske interesser. Med sit forsøg på at bruge sin økonomiske magt til at fremtvinge politiske indrømmelser fra os tvinger Kina de europæiske demokratier til at prissætte, i hvor høj grad vi tør sige vores ærlige mening om Kina,« siger han.

Luke Patey er canadier bosiddende i København og får snart udgivet sin bog How China Loses: The Pushback Against Chinese Global Ambitions i Europa.

»Kina er og vil fortsætte med at være en supermagt og vil fortsætte med at vokse i enorm grad i løbet af det næste årti,« siger han, »men det er også et Kina, der med sin opførsel, der opfattes som værende meget aggressiv, gør det sværere for sig selv at nå den status som ubestridt, evig supermagt, som den kinesiske ledelse ønsker.«

Begejstringen for Kina er blevet langt mindre i Europa de seneste år, hvor kinesiske diplomater aktivt har forsøgt at presse, lokke eller tvinge europæiske lande til at udvande kritik og reaktioner på Kinas menneskerettighedsbrud eller militære fremfærd i Det Sydkinesiske Hav.

Det sker eksempelvis ved at tilbyde gulerødder i form af investeringer og markedsadgang eller med stokkeslag ved at stoppe for pengestrømmen eller blokere for adgangen til de kinesiske forbrugere.

»Kina er utrolig stærk, men vi er nødt til at skubbe tilbage, hvis vi ikke skal presses for meget af Kina, og Europa har rig mulighed for at stille sig stærkere over for Beijing,« mener Luke Patey.

Politiske værdier har også en pris

Tyskland er det EU-land, der handler mest med Kina – 8,5 procent af landets handel sker med Kina. Alligevel kan tyskerne ikke anses for at være voldsomt sårbare over for kinesisk pres, mener Luke Patey.

Tyskland har nemlig en meget balanceret sammensætning af handelspartnere, hvor eksempelvis USA og Holland står for otte procent hver af den tyske udenrigshandel.

Ifølge den tyske industrigruppe BDI, så er to procent af de tyske job relateret til handel med Kina.

I sidste ende bliver det en subjektiv, politisk vurdering, om man mener, den økonomiske pris ved en kinesisk strafaktion er for høj at betale

»I Danmark er 30.000-50.000 job relateret til handel med Kina (ifølge tal fra Danmarks Statistik, red.). Det er vigtigt for en udenrigsminister eller statsminister at forsvare de job. Men til hvilken pris? Man må gøre op med sig selv, hvordan man vægter sine politiske hensyn,« siger Luke Patey.

»Politiske værdier har også en pris. Er det eksempelvis den mulige økonomiske gevinst værd, at vi grundlovsstridigt lukker munden på 100 kinakritiske demonstranter (som man gjorde det i København i forbindelse med den kinesiske præsidents statsbesøg i Danmark i 2012, red.) eller ikke tager imod dissidenter fra Hongkong? Hvor mange job er ytringsfriheden værd? Det er en diskussion, vi bliver nødt til at tage.«

For Luke Patey har Europas ageren i forhold til Kina de seneste år vist, at vi langt hen ad vejen har givet køb på vores værdier i jagten på yuan.

»Lige siden afslutningen på Den Kolde Krig har vores udenrigspolitik været designet til at prioritere handel og investeringer højest. Enhver mulighed for økonomisk gevinst har haft en højere værdi end eksempelvis beskyttelsen af vores egne borgeres ytringsfrihed og ret til at kritisere Kina,« siger han.

Kina har også brug for os

Det bliver også ofte fremført, at vi ikke har råd til at være for kritiske over for Kina, da vi risikerer at forpeste samarbejdsklimaet i så høj grad, at det kan gøre det langt sværere at samarbejde om at finde løsninger på fælles udfordringer, eksempelvis klimakrisen.

Men det afviser Luke Patey:

»Det er jo ikke sådan, at Kina befinder sig på en anden planet. De er selv optaget af at bekæmpe klimaændringerne for deres egen skyld, så der er ingen modsætning mellem at samarbejde med Kina på klimaområdet og samtidig forsvare vores værdier og handelsinteresser«.

Det er også vigtigt for Luke Patey at understrege, at Europa ikke skal undervurdere sin egen styrke.

»Vi undervurderer vores egen magt og indflydelse,« siger han. »Kina har mindst lige så meget brug for os, som vi har for Kina. De har også brug for handel og investeringer og for adgang til verdens største marked i Europa. Der er derfor slet ikke tale om, at den ene part er afhængig af den anden, men derimod om gensidig afhængighed.«

Desuden er Kinas økonomiske strafaktioner langt mere begrænsede og mindre skadelig for samhandlen, end man nogle gange kan få indtryk af. For det er ikke totalkrig, men små bombetogter, Kina gennemfører.

Luke Patey fremdrager som eksempel forholdet mellem Norge og Kina, som røg i dybfryseren, da den norske Nobel-komiteen i 2010 fremkaldte et raserianfald i Beijing ved at tildele den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo fredsprisen. Kina reagerede ved at lukke ned for importen af norsk laks, hvilket angiveligt kostede 1,3 milliarder dollar i tabt norsk eksport til Kina mellem 2011 og 2013 svarende til 0,3 procent af Norges totale årlige eksport. Effekten på norsk eksport blev dog kortvarig – allerede i 2015 satte den gensidige handel nye rekorder.

»Og laksesælgerne kører stadig rundt i Ferrari-biler i Oslo, eftersom de kunne sælge deres produkter andre steder i verden end i Kina,« siger Luke Patey.

For tiden forsøger Kina at straffe Australien økonomisk som reaktion på, at den australske regering har opfordret til en international undersøgelse af COVID-19-pandemiens udbrud i Kina. Denne straffeaktion ser ud til at koste omkring fire procent af Australiens eksport til Kina.

»Når kineserne oplever noget som en politisk trussel, reagerer de, men på en relativt afmålt måde,« siger Luke Patey.

Godt for selskaber, ikke for nationen

Men hvorfor har vi så i så mange år hørt, at det vil få store økonomiske konsekvenser, hvis vi lægger os politisk ud med Kina, hvis det tilsyneladende ikke hænger sådan sammen?

Luke Patey peger på, at det er en fortælling, som det kinesiske regime selv har været med til at promovere for at afskrække andre nationer. Men især vestlige virksomheder har sunget med på melodien:

»En af forklaringerne kan være, at virksomhedernes interesser sættes over de nationale interesser. Der er selskaber, som har ti-15-20 procent af deres salg i Kina, og Kina spiller også en stor rolle i de globale forsyningskæder og som produktionscenter for europæiske selskaber. Selskaberne gør derfor et stort arbejde for at undgå politiske problemer,« siger Luke Patey. »Hvis Mærsk, Danfoss eller Novo Nordisk har det godt i Kina, er det dog ikke lig med, at det gør noget godt for Danmark. Det er godt for aktionærerne og ejerne, men det betyder ikke nødvendigvis, at der bliver skabt flere job eller øget velfærd hjemme i Danmark.«

»Vi forstår ikke i tilstrækkelig grad forholdet mellem handel og investeringer i Kina, og hvad det bringer tilbage til EU,« siger Luke Patey.

Han peger dog på, at danske og europæiske selskaber i stadig større grad investerer i Kina og bygger fabrikker i Kina for at producere varer til det kinesiske marked, og de job, der derved bliver skabt, er hovedsageligt kinesiske job, og den profit, der genereres, bliver ofte geninvesteret i Kina.

»Vores regeringer er nødt til at genoverveje udenrigspolitikken; at det ikke kun handler om at fremme handel og investeringer, men også om langsigtet strategisk konkurrence og desuden om værdier,« siger han.

Spred økonomiske interesser

For at Europa ikke skal fremstå sårbar i en fremtid, hvor et stadigt stærkere Kina meget vel kan øge det økonomiske pres på andre lande for at få gennemtrumfet sin politiske vilje, er det ifølge Luke Patey nødvendigt for EU at sprede sine økonomiske interesser mere.

Det er tid til et opgør med, siger han, at Europa bruger sin energi på at »jage hver eneste dollar i Kina«, og nu også begynder at fokusere lidt mere på eksempelvis at udvikle Central- og Østeuropa som nye produktionscentre og desuden begynder at udvikle handelsrelationer til andre vækstcentre.

»Kina er den største vækstmaskine i den globale økonomi, men er langtfra den eneste, og inden for de næste årtier vil Indien og Sydøstasien blive nye globale vækstcentre. Der skal vi være klar,« siger han. »Det handler bestemt ikke om at afkoble vores økonomi fra den kinesiske. Vi skal være en del af den kinesiske økonomi, men skal også søge andre steder hen.«

Et kinesisk økonomisk pres skal også imødekommes ved, at der bliver skruet op for et internationalt samarbejde.

»Demokratier må stå sammen i flok og sammen presse på i internationale organisationer for at sikre, at Kina ikke bruger sit handelsvåben mod individuelle lande,« siger han.

Luke Patey erkender samtidig, at det hidtil har været svært for demokratiske lande at stå sammen, da de har kappedes om at vinde Kinas gunst.

»Europas lande står dog nu allerede tættere sammen og er begyndt at vise, at de kan handle kollektivt over for Kina, eksempelvis gennem fælles tiltag som screening af kinesiske investeringer i Europa og regler mod statssubsidier,« siger han. »At vi står sammen skal ikke betyde, at vi vil inddæmme Kina, men at vi vil afskrække Kina fra at overskride vores grænser.«

Fremtid på spil

»Vi skal finde en balance. Europas økonomiske velfærd bliver styrket af handel og investeringer med Kina, men bliver samtidig også truet af handel og investeringer med Kina, da kinesiske selskaber i sig selv er stærke nok til at udkonkurrere europæiske selskaber, men også fordi de nyder en enorm stor kinesisk statsstøtte, som underminerer vores egen konkurrencedygtighed.«

Det sidste kræver, at der lægges pres på Kina for at leve op til internationale regler om statsstøtte.

»Europas økonomiske fremtid er på spil, hvis vi ikke spiller efter de samme regler,« siger Luke Patey.

Men Europa skal også kigge indad og gøre en større indsats for at gøre sig selv mere konkurrencedygtig for at kunne hamle op med Kinas stadig stærkere og mere avancerede selskaber, mener han.

Tilbage i kolonitiden var Asiens lærde chokerede over den europæiske overlegenhed og indså, at deres egne samfund var sagtnet bagud.

»Nu er det Europa, der står i en lignende situation,« siger Luke Patey. »Nu er det tid til, at Europa i stedet for at kigge mod Kina, og hvad man kan opnå på det kinesiske marked, satser stort på at forbedre sig selv, sin egen teknologi og produktion. Det vil gøre os langt mindre sårbare og mere selvsikre i fremtiden.«

Serie

Den kinesiske udfordring

I Vesten troede vi, at voksende velstand ville få Kina til at ligne os, men i stedet er landet blevet mere autoritært og mindre villig til at acceptere den eksisterende verdensorden. Så hvordan håndterer vi et frembrusende Kina, der ikke deler vores værdier? I EU og USA bliver en kinakritisk linje stadig skarpere, men vi har også brug for Kina til at løse fælles udfordringer, ikke mindst på klimaområdet. I en serie spørger Information politikere og eksperter om, hvad vi stiller op med den kinesiske udfordring.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Kloge Luke har kigget i statistikker og fundet nogle små tal for handel mellem Kina og EU. Så vi kan tage det helt rolig og slutte op om USAs nye kolde krig mod Kina.
Men ellers tak, Luke. Jeg har det fint med min Huawei og jeg er helt ligeglad om det er dine venner i USA eller kinesere der ser jeg skriver dette.

Søren Dahl, Knud Bisgaard, Thomas Møller, John Andersen, t. helleskov og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Tak, Luke, fordi du sobert og velfunderet kalder tingene ved deres rette navn og med udgangspunkt i statistikker forklarer, at det ikke er formålsløst at modsige Kinas regering.
Gad vide, hvornår også Chr.borg og erhvervslivet opdager det?

Naja Abelsen, Anders Andersen, Arne Albatros Olsen, Steen Bahnsen, Ete Forchhammer , Annette Munch, Ninna Maria Slott Andersen, Ole Svendsen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Den store udfordring på værdier kommer først når Kina om ikke så mange år bliver verdens største og dermed styrende økonomi med kraft til at lægge økonomiske restrektioner på f.eks. USA eller EU. - Det skarpeste våben der kan anvendes uden direkte krig og som i dag ofte bruges af USA og EU for at presse en situation i den retning Vesten ønsker det.

John Andersen, Alvin Jensen, Torben K L Jensen og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar

Det er fortsat uklart for mig, hvad det er, vi kritiserer Kina for.
Er det deres konfucianisme - https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=konfucianisme
og deres meritokrati - https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=meritokrati
vi ikke kan tillade dem - som alternativ til vore menneskerettigheder og liberale demokrati?
De forsøger jo - mig bekendt - ikke at "omvende" os ;-)

kjeld hougaard, Knud Bisgaard, Mogens Holme, Thomas Møller, John Andersen, Karsten Nielsen, Torben K L Jensen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Vi er bange for kineserne er lige som os.

Thomas Møller, John Andersen og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Arne Thomsen 26. januar, 2021 - 23:24

"Det er fortsat uklart for mig, hvad det er, vi kritiserer Kina for."
citat fra læserbrev

Tja, det er nok forskelligt - afhængigt af, hvad der skal forstås med begrebet "vi".

Personligt kritiserer jeg kineserne for deres overgreb imod Hongkong's indbyggere, tibetanerne, uighurerne .... men det er klart, at hvis du ikke er nogen af delene, så er det ikke din ryg, der ømmer.

Naja Abelsen, Anders Andersen, Chris Skovgaard, Anna Olsen, Klaus Lundahl Engelholt, Jo Falk Nielsen, Jørgen Larsen, Arne Albatros Olsen, Steen Bahnsen, Lene Kiørboe, Søren Dahl og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Thomas Møller

Hvilke værdier, fristes jeg til at spørge? Retten til at gå i hvert sit ekkorum af løgn og konspirationsteorier? Retten til frådende national egoisme og dæmonisering af f.eks. Kina? Retten til at spilde vores tid med et evigt slagsmål mellem to overordnede fraktioner af politik (egoisme kontra fællesskab) som gøres til en aldrig ophørende væg til væg-underholdning af medierne? Eller hvad?

Karsten Nielsen

Når Information skriver om Kina – eller for den sags skyld om Rusland – kan man som abonnent efterhånden være sikker på en tendentiøs tilgang til emnet. Således også her. Vi skal mene noget bestemt – og ikke danne mening ud fra veloplyste, nuancerede og saglige informationer. Denne ”kinaforsker, hvis konkrete forskningsfelt er uklar, er i dén grad først og fremmest politiserende. Hvor siger han egentligt noget substantielt? Jo enkelte tal er oplysende – men ellers er han ude i et tydeligt politisk ærinde. Ville en sagligt funderet forsker fx sige: ”men det er også et Kina, der med sin opførsel, der opfattes som værende meget aggressiv, gør det sværere for sig selv at nå den status som ubestridt, evig supermagt, som den kinesiske ledelse ønsker.” ”Der opfattes” og ”evig”!! Sådan er det hele artiklen igennem, og min respekt og anerkendelse er fuldstændig gået fløjten. Tag Jer nu sammen inde på redaktionen og levér velresearchede informationer belyst fra alle relevante sider - så skal jeg nok selv danne min mening.

kjeld hougaard, Knud Bisgaard, Søren Dahl, t. helleskov og Morten Voss anbefalede denne kommentar

"Kun en tåbe frygter ikke Kinas økonomiske hævn". Men er proklamationer, sanktioner og handelspolitiske initiativer virkelig det eneste middel, vi har for at fremme af menneskerettigheder i Kina?
Det vigtigste spørgsmål må vel være: HVAD VIRKER BEDST? og ikke ”Hvad koster det?”. Virker det med vidtgående krav, beskyldninger, grøftegravning, trusler, restriktioner og højrøstet tale? Virker det, at vi sætter os på den høje hest og docerer for kineserne, hvordan de skal styre deres land? Mon ikke kineserne kunne finde på at henvise til, at deres styreform har afskaffet hungersnød og skabt en velstandsudvikling i et tempo, der ikke er set magen til. Mon ikke de stolte kinesere kan være ligeså stædige som vi? Man kunne forestille sig, at de ville begynde at tale om indblanding i ”andre landets indre anliggender” – noget vi selv er meget følsomme overfor her i Vesten. Hjælper den hårde linje? Hjalp koldkrigen på menneskerettighedsudviklingen i Sovjetunionen? Nej, vel!
Kina har stadig store underudviklede landområder, hvor befolkningen - gætter jeg på - er mest optaget af, at have mad og varme til vinteren, tætte huse, gerne med vand og WC, skolegang for børnene, arbejde og et fungerende vejnet. Da jeg besøgte Kina for 10 år siden, var jeg mest overrasket over den enorme forskel på land og by. Nogle steder på landet boede folk i hytter og pløjede med okseforspand. Vejene var så små og dårlige, at vi måtte skifte til minibusser, fordi vejene ikke kunne rumme vores store og ellers luksuriøse turistbusser. Endnu mere overraskende var, at man ikke havde en offentligt sundhedssektor med lige og fri adgang. Sygdom var åbenbart en privatsag. Så der er stadig nok af basale velfærdstiltag at tage fat på i Kina. Derfor er det slet ikke sikkert, at kinesere på landet er ligeså optaget af ytringsfriheden i Hong Kong, som vi er. Det er naturligvis skammeligt set gennem vores lune villavinduer, men sådan er det: Erst kommt das Fressen, dann kommt die Moral, som digteren skriver.
Alternativerne til den hårde linje overfor Kina ser måske ikke ud til at være ligeså heroiske som sanktioner, fordømmende taler, højlydt kritik, nedgøring, dæmonisering og trusler om krig – kold eller varm - for der ender det jo før eller siden, når vi forlader respekten, diplomatiet og samarbejdsvejen.
Indtil videre har vi satset på, at velfærdsudviklingen i Kina gradvist medfører, at styret må ændre sig i retning af at overholde almindelige menneskerettigheder, som Kina har accepteret via sit medlemskab af FN. Der er ingen grund til at opgive denne strategi, nu hvor kineserne er begyndt at se på, hvordan vi indretter vores velfærdssamfunds instirutioner. Hvis vi har ret i – hvad jeg også tror på – at menneskerettighederne har universel værdi, så vil kravet om efterlevelse af menneskerettigheder også før eller siden finde politisk udtryk i Kina. For 150 år siden var Danmark en undertrykkende politistat med politibrutalitet og hårde straffe til afvigerne. Vi fandt selv ud af at skabe et velfungerende demokrati. Mon ikke også kineserne kan det.
Vi behøver da på ingen måde at ophøre med at tage afstand fra menneskerettighedskrænkelser hverken i Kina eller Hong Kong. Vi skal ikke give køb på vore principper. Hvis kinesiske diplomater har forsøgt at presse, lokke eller tvinge europæiske lande til at udvande kritik og reaktioner på Kinas menneskerettighedsbrud, har vi da heldigvis fortsat råd til at trække på skuldrene. Vi behøver ikke at lægge skjul på, at vi foretrækker frie valg, folkestyre og magtens tredeling.
Så jo, kineserne har meget at lære af os. Om de så i højere grad vil rette sig efter vores råd ved at blive truet og udskammet, eller ved at vi indtager den bedrevidendes position og straffer med sanktioner, er nok mere tvivlsomt. Og om ikke de kunne finde på, at give det, de lærer, et særlig kinesisk udtryk, vil vi godtnok få svært ved at leve med, men kunne da prøve.
Så nej, vi skal ikke undlade at tale imod politiovergreb ved demonstrationer. Og naturligvis skal vi heller ikke afholde os fra at fortælle kineserne, hvordan vi klarer udfordringerne med utilfredse borgere i vores del af verden. Måske skal vi ikke lige fremhæve politidrabene og Black Live Matters-uroen i USA, og vi skal nok heller ikke skilte med, at en af vores allierede i Mellemøsten holder en stor etnisk gruppe undertrykt i bantustans, for det kan kineserne jo allerede selv.
Men der er stadig meget de kan lære af os, specielt hvis vi starter med at ”feje for egen dør”, rette vores egne fejl, og således satse på det gode eksempels magt. Derved ville verden blive bedre for os alle, og tricky spørgsmål som ”Hvor mange job er ytringsfriheden værd?” vil stå afklædte som det de er: konfrontatoriske og konfliktbefordrende.

Naja Abelsen, Jørgen Frandsen, Karsten Nielsen og Arne Thomsen anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Som det tydeligt fremgår af dagens avis: en Dansk har altid ”hånden klar til stening” [PH]. I dag, som det ofte er, er det Sverige og Kina, Rusland er vist ikke med i dag, vi danske ved hvordan de ska regeres. Som vi ved hvordan Irak, Afghanistan, ”Vestbredden” [det land Gud gav sit foretrukne stammefolk] + Afrikas stater med flere skal udvikle samfund i området. Jo menneskerettigheder og demokrati – tvangsfjernelse og opdragelse af børn af ”de uegnede” mm. Ikke tvangs abort, men fostret tvangs adopteres af ”de egnede” – så kommer lykken. Til forskellige: informations mål er at opbygge jer til at mene det ”rigtige ”: ”vi har fjernet os fra at ville beskrive virkelighedens komplexitet – men opbygge læseren” [chefredaktøren]. Det danske stammefolk har let til angst – så at skubbe til våres angst for ”de anderledes” er enkelt.
Ps: New Zealand har lige skrevet en handelsaftale med Kina. Praktisk taget alle vare fri for told og afgifter. Frihed, er for mig Danmarks frihed til at udvikle vores samfund, kæmpe de krige vi danske vil. Giv andre her på kloden samme frihed. Det må være skønt at leve i et angst frit land!

Jørgen Frandsen

@Torben Lindegaard: De demonstrationer som forgår i Hong Kong var mindst lige så voldelige som BLM og De Gule Veste (i henholdsvis USA og Paris) Mig bekendt er politiet ikke gået mildere til værks nogen af stederne - tværtimod!
Jeg mener ikke at de såkaldte overgreb mod Uighurerne er særligt godt belyst af uafhængige kilder, og vel i virkeligheden ikke væsensforskelligt fra overgreb mod kristne rundt omkring i den arabiske verden, der jo som bekendt er vores "venner"
Dalai Lama har jo mange gange fastslået, at han ikke ønsker at Tibet forlader Kina, så er ikke sikker på at konflikter der er anderledes end andre løsrivningsfraktioner, herunder også adskillige i Europa.
I modsætning til den vestlige verden, der har utrolig travlt med at prædike vores livsstil og demokrati, har Kina ingen intention om at forandre den øvrige verden. De har til gengæld en stålsat vilje til at bringe Kina ud af fattigdom, som i fortiden gjorde Kina til et let offer for overgreb fra europæere og Japan.
Kina er langt fra perfekt (har været der adskillige gange) men er også langt fra det monster som vestlige medier og politikere har travlt med at fortælle os.