Kinas brudte løfter og øgede aggressivitet bringer EU-landene tættere sammen

Indtil for nylig blev de østeuropæiske lande set som Kinas trojanske hest, der kunne svække og splitte Europa. Men Kina har ikke leveret investeringer som lovet, og med en række skuffede østeuropæiske lande er der pludselig skabt en uventet chance for en mere kritisk EU-politik over for Kina – som dog står stærkt med flot økonomisk vækst trods coronaåret
Først var Milos Zeman kritisk over for Kinas menneskerettighedskrænkelser, men så blev han Tjekkiets præsident. Kritikken forstummede, nu ønskede han, at Tjekkiet blev et »usynkeligt hangarskib« for kinesiske investeringer i Europa, og så fik han fornemt statsbesøg af Xi Jinping. Siden har forholdet kun ført til skuffelse for Tjekkiet – og mange andre ligesindede lande i Østeuropa. Det økonomiske udbytte over at have lagt sig fladt ned for Beijing har simpelthen været for ringe.

Først var Milos Zeman kritisk over for Kinas menneskerettighedskrænkelser, men så blev han Tjekkiets præsident. Kritikken forstummede, nu ønskede han, at Tjekkiet blev et »usynkeligt hangarskib« for kinesiske investeringer i Europa, og så fik han fornemt statsbesøg af Xi Jinping. Siden har forholdet kun ført til skuffelse for Tjekkiet – og mange andre ligesindede lande i Østeuropa. Det økonomiske udbytte over at have lagt sig fladt ned for Beijing har simpelthen været for ringe.

MICHAL CIZEK

Udland
19. januar 2021

Når det kommer til Kina, har Tjekkiets præsident Milos Zeman de sidste mange år rejst en stor del af følelsesregistret igennem – fra foragt til kærlighed og til sidst skuffelse. Og han har taget sit land med på en del af turen.

Med arven efter Vaclav Havel, den tidligere dissident og senere præsident, var Tjekkiet førhen et af de mest kritiske lande i Europa over for menneskerettighedssituationen i Kina.

Det lader dog ikke til, at det var højttravende eller velpolerede idealer, der motiverede Milos Zeman, da han i sin egen fortid gav udtryk for, at dem, der ønskede at knytte tætte bånd til kineserne, havde et ønske om selv at blive »skævøjer«.

Og det var en kommentar, han hurtigt glemte, da han som præsident blev en af de politiske ledere i Europa, der omfavnede Kina mest venskabeligt, lige så snart den kinesiske præsident Xi Jinping stillede det østeuropæiske land investeringer i milliardklassen i udsigt.

Milos Zeman sagde, at han ønskede, at Tjekkiet blev et »usynkeligt hangarskib« for kinesiske investeringer i Europa. Og han udtrykte sin taknemmelighed over udsigten til kinesiske yuan – og Tjekkiets kritik af Kina forstummede.

Men præsidentens rejse var ikke slut. For da kineserne pumpede langt færre penge ind i den tjekkiske økonomi, end der var blevet stillet i udsigt, blev han desillusioneret: »Den kinesiske side har ikke levet op til sine løfter om investeringer,« sagde han sidste år til tjekkiske medier, for derefter at melde afbud til et vigtigt møde i Beijing.

Venskabet stak ikke dybt.

»Præsidenten udviklede sig til en stor støtte af Kina, da man ønskede at tiltrække sig så mange kinesiske investeringer som muligt,« siger Vaclav Kopecky, en tjekkisk forsker med fokus på relationerne mellem Europa og Kina ved tænketanken Association for International Affairs.

»Men så skete der det, som vi nu også har set mange andre steder i Central- og Østeuropa, hvor man har sat næsen op efter store kinesiske investeringer og har skruet ned for kritikken af Kina: investeringerne er udeblevet, skuffelsen er udbredt, og flere lande er hurtigt blevet langt mere skeptiske og kritiske over for Kina.«

Vaclav Kopecky peger på, at et markant skifte i syn på Kina har fundet sted over hele Østeuropa, men det er for alvor slået igennem i lande som Polen, Rumænien og de baltiske stater – ud over altså Tjekkiet.

Kinas trojanske hest

Den udvikling er ved at skabe en helt ny dynamik i Europas forhold til Kina. For ikke så længe siden ringede alarmklokkerne højere og højere over, at Kina med sin forrygende økonomiske muskel og løfter om gigantinvesteringer havde succes med at opnå politisk velvilje og støtte i Østeuropa. Beijing hev de østeuropæiske lande tættere på sig selv og længere væk fra Bruxelles, hvilket svækkede og splittede EU.

»Central- og Østeuropa blev længe set som Kinas trojanske hest i EU, som gjorde det muligt at påvirke Europa politisk og svække det europæiske samarbejde,« siger Vaclav Kopecky.

Men med den nye, udbredte skuffelse i Østeuropa over ikke at have nok økonomisk udbytte af at have lagt sig fladt ned for Beijing, er der nu ved at danne sig en fælles kinakritisk skepsis på tværs af EU, hvilket ifølge Lucrezia Poggetti, der forsker i EU-Kina-relationer ved den tyske tænketank Merics, giver mulighed for en mere robust og sammenhængende EU-politik over for Kina.

»Der er skabt en ny konsensus i Europa angående Kina,« siger Lucrezia Poggetti. »Skuffede lande i Østeuropa ser nu i høj grad på Kina på samme måde som resten af EU, hvor der er udpræget frustration over og kritik af, at Kina opfører sig stadig mere autoritært hjemme og meget mere aggressivt ude omkring i verden – og også over for Europa.«

Det kan vise sig at være et markant vendepunkt. For mange politikere – også i Danmark – har i årevis talt om, at enkeltstående lande ikke har styrke nok til at håndtere den politiske og økonomiske udfordring, som Kina udgør, og de har efterlyst et langt stærkere sammenhold EU-landene imellem. Men problemet har hidtil konsekvent været, at Beijing har haft held med at spille landene ud mod hinanden ved at vifte med løfter om øget handel og investeringer.

»Muligheden for enighed blandt EU-landene er nu langt større,« mener Vaclav Kopecky. »Mens det er både uventet og positivt for EU, er det omvendt noget, som Kina bestemt ikke er tilfreds med. De ønsker ikke et EU, der er i stand til at stå stærkt og samlet over for Kina.«

Coronaeffekten

Lucrezia Poggetti peger på, at det har påvirket Europas syn på Kina negativt, at regeringen i Beijing har brugt coronapandemien politisk.

»Det har været tydeligt, at Kina har politiseret pandemien. Beijing har forsøgt at sprede desinformation om sin egen og Europas håndtering af COVID-19 og har brugt pandemien som en anledning til at angribe det liberale demokrati og til at promovere sit eget politiske styre,« siger hun.

Det store spørgsmål er dog, om de økonomiske konsekvenser af pandemien vil rykke på magtforholdet mellem EU og Kina og igen underminere et nyt europæisk sammenhold, hvis stadig mere økonomisk pressede lande i Europa vil gå på politisk kompromis i en desperat jagt på investeringer i et håb om at blive hjulpet ud af coronakrisen. For mens mange europæiske økonomier styrtdykker, har Kina formået at ride coronastormen af.

Som den eneste større økonomi har Kina nemlig oplevet økonomisk vækst i 2020. Landets økonomi voksede med 2,3 procent sidste år – det er godt nok det laveste væksttal siden 1970’erne under formand Mao – men alligevel et yderst positivt resultat, da det også så sort ud i Kina med minusvækst i begyndelsen af 2020. I fjerde kvartal brølede den kinesiske økonomi atter derudad med en vækst på 6,5 procent.

Relativt står Kina altså markant styrket økonomisk.

»Der er ingen tvivl om, at vi stadig vil være sårbare over for den kinesiske strategi med at bruge et økonomisk pres for at opnå politiske indrømmelser,« mener Lucrezia Poggetti.

Kinesiskcentreret orden

Tilbage i 2012 oprettede Kina det såkaldte 16+1 forum, hvor Beijing uden om Bruxelles årligt holdt – og stadig holder – møder med 16 østeuropæiske nationer, hvoraf de fleste er EU-medlemmer. Senere er Grækenland også stødt til, og forummet har nu navnet 17+1. Formålet er officielt at styrke økonomisk samarbejde, men i resten af Europa har det kinesiske initiativ også styrket mistanken om, at Beijing er ude på at underminere EU ved at skabe en kløft mellem Øst- og Vesteuropa.

Samtidig har en lang række øst- og sydeuropæiske lande tilsluttet sig Xi Jinpings store udenrigspolitiske prestigeprojekt, Den Nye Silkevej, som via land- og søvejen med store investeringer i veje, jernbaner og havne er godt i gang med at knytte Kina – og ikke mindst kinesiske producenter – tættere sammen med resten af Asien, Mellemøsten, Afrika og Europa.

Kritikere ser projektet som et led i et forsøg fra Beijings side på at skabe en mere kinesiskcentreret international orden, der også giver Kina et politisk overtag i forhold til deltagerlandene.

Det blev set som en kæmpe sejr for Beijing, da Italien forrige år som den hidtil største europæiske økonomi tilsluttede sig og dermed blåstemplede det kinesiske silkevejsprojekt – den italienske beslutning var med til at øge allerede dybe uenigheder blandt EU-lande om, hvordan man skal håndtere det frembrusende Kina.

Der har således været udtrykt stor frustration i Bruxelles – og især i vest- og nordeuropæiske lande – over, at der dannede sig et tydeligt mønster, hvor lande, som har tilsluttet sig 17+1 og silkevejsprojektet, har været villige til at handle til Kinas fordel ved at blokere for et fælles europæisk forsvar for liberale værdier, menneskerettigheder og international lov.

Blandt andet har de gjort det svært at finde en fælles position over for Beijings undertrykkelse af demokratikravene i Hongkong, tortur og fængsling af menneskerettighedsadvokater og Kinas aggressive fremfærd i territoriale stridigheder.

Nu er spørgsmålet, i hvor høj grad Kina har mistet sit greb om de østeuropæiske nationer i takt med, at frustrationen over de manglende økonomiske gevinster ved at knytte sig tættere til Beijings dagsorden tager til.

For på trods af det politiske frieri har de 12 EU-medlemmer, som deltager i 17+1 sammenslutningen, ifølge beregninger fra Merics blot tiltrukket sig kinesiske investeringer for 8,6 milliarder euro mellem 2010 og 2019. Til sammenligning har Kina i samme periode investeret 12 milliarder euro i Finland og 10,2 milliarder euro i Holland.

Kina har også investeret over 20 gange mere i Tyskland end i Polen, der er det største europæiske deltagerland i 17+1.

»Kina har forsøgt at bruge 17+1 til at splitte Europa og forsøger egentlig fortsat at gøre det, med nu uden nævneværdig succes, da landene i Østeuropa har indset, at de ikke har fået meget økonomisk ud af det,« siger Lucrezia Poggetti.

Hun peger på, at mange af landene nu nedprioriterer relationerne til Kina og derfor er langt mere villige til at spille med på vesteuropæiske landes stadig hårdere kritik af Kinas cyberangreb, spredning af desinformation, forsøg på at påvirke EU politisk, brug af sin økonomiske magt til at kue europæiske nationer, unfair handelspolitik, begrænsning af europæiske virksomheders relative svære adgang til det kinesiske marked, og at Kina nu er mere lukket, undertrykkende og autokratisk end tidligere – for bare at nævne nogle eksempler.

Konkrete politiske skridt

EU gør brug af en stadig skarpere retorik over for Kina – blandt andet ved at betegne landet som en »systemisk rival« – men ifølge Lucrezia Poggetti har man også taget konkrete politiske skridt, der har været mulige på grund af den nye europæiske konsensus omkring Kina.

Hun peger på, at EU-landene eksempelvis er blevet enige om indførelsen af såkaldte Magnitsky-sanktioner, der åbner op for at indefryse aktiver, nægte indrejse og forbyde handel med personer involveret i menneskerettighedskrænkelser, hvilket blandt andet er en reaktion på interneringen og undertrykkelsen af det uighuriske mindretal i Xinjiang og eroderingen af de demokratiske rettigheder i Hongkong.

Ydermere har man taget tiltag til at optrappe screening af kinesiske statsfinansierede investeringer og opkøb i europæiske kerneindustrier. Og som reaktion på den nye kontroversielle sikkerhedslov i Hongkong, som reelt kriminaliserer modstand mod kommunistpartiet, er man blevet enig om at indføre eksportkontrol, der i sin essens skal sikre, at europæiske virksomheder ikke eksporterer teknologi til Kina, som kan bruges til overvågning og undertrykkelse af befolkningen.

»Vi er alle blevet langt mindre naive og en smule mere klarsynede, når det kommer til vores relationer med Kina – både i den østlige og vestlige del af EU,« siger Lucrezia Poggetti.

»Det er nødvendigt med en fælles front, hvis EU vil vise, at det er en troværdig geopolitisk spiller, som ikke kun retorisk vil tale om en systemisk rivalisering med Kina, men som også rent faktisk vil gå konkret til værks for eksempelvis at bakke op om og beskytte demokratiske rettigheder mod angreb fra Kina eller beskytte det europæiske marked mod uønsket økonomisk indflydelse fra Kina.«

Den kinesiske udfordring

I Vesten troede vi, at voksende velstand ville få Kina til at ligne os, men i stedet er landet blevet mere autoritært og mindre villig til at acceptere den eksisterende verdensorden. Så hvordan håndterer vi et frembrusende Kina, der ikke deler vores værdier? I EU og USA bliver en kinakritisk linje stadig skarpere, men vi har også brug for Kina til at løse fælles udfordringer, ikke mindst på klimaområdet. I en serie spørger Information politikere og eksperter om, hvad vi stiller op med den kinesiske udfordring.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Da helt fint med østlige EU's klarsyn. Kigger de samme lande på størrelsen af tilskuddene fra EU, vil de også opdage en forskel. Ungarn og Polen er langt de største netto-modtagere. Læg dertil, at de kinesiske investeringer i infrastruktur, udføres af kinesere med importerede kinesiske råvarer. Så udover den byggede bros bekvemmeligheder og prisen der skal betales for den, har disse kineske investeringer ikke givet noget til samfundene. Modsat EU-midlerne. Kinesiske investeringer har også "stringes attached". Kineserne gør det samme på Balkan, i Afrika osv.
Lad os godkende Taiwan og støtte de lande, ex. Australien, Fiji og Norge, når de kommer i "bad standing" i Kina. Kinas BNP fremgang; tjah, der findes også tal-magikere i Kina og baserer denne fremgang sig på inflation!

Jens Aaberg, Alvin Jensen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Martin Gøttske

Det er vigtigt, at du i artiklen understreger, at EU vil skulle beslutte eventuelle seriøse sanktioner overfor Kina, i anledning af f. ex. Kinas overgreb modmenneskerettighederne, med konsensus.
Kina skal altså bare finde eet land, der vil stemme imod - og det bliver nok ikke så svært.

Kineserne kunne f. ex. starte med Danmark.
Vi er gelasne ud over alle grænser, når der er potentielle storkunder i i farvandet.

Vores nuværende Statsminister var Justitsminister i den regering, der sidste gang vi havde kinesisk besøg, spjættede ud med højre lår, og beordrede Politiet til bryde Grundloven for at forhindre kinesisk ansigtstab - så hun ved, hvad der kræves.

Lillian Larsen, Jens Aaberg, Flemming Berger, Claus Nielsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Udgangspunktet i indslaget er menneskerettigheder og investeringer. Menneskerettighederne i Kina er til at overse. Investeringerne, uanset størrelse eller mangel på samme i ex. Tjekkiet, kan karakteris som "golde" for samfundene, modsat bidragene fra EU.
Så, hvad gør vi i EU? Glemmer de manglende menneskerettigheder i Kina, for at få billig infrastruktur, bygget af "isolerede" kinesiske arbejdere? Kineserne er ikke "flinke", melodien er "noget for noget"! I DK har vi regler på arbejdspladserne, bl.a. vinterarbejdstøj. Men det kan italienske entreprenører ikke finde ud af på Storestrømsbroen. Så, jo der er lang vej endnu, før arbejdreglerne, menneskerettighederne, korruptionsreglerne, ordentlighedsreglerne, ja, sikkert også færdselsreglerne, er helt implementeret i EU. Og Kina er nok helt udenfor pædagogisk rækkevidde.
Så, hvad gør vi i EU ved det? Går kapitalismens vej: billigste tilbud vinder, uanset præmisser?

Vi vesterlændinge tænker - nærmest automatisk - at Kina er forkert på den, fordi de ikke respekterer de menneskerettigheder, der for os er de rigtige.
Vi anerkender ikke muligheden at leve efter principper i konfucianismen
https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=konfucianisme
Vi sætter den enkeltes frihed øverst, mens de sætter fællesskabets trivsel forrest - kan man måske sige.
Kinas samfundsorden kan sikkert kritiseres, hvor det i situationer går ud over den enkelte.
Vores samfundsorden kan vel også kritiseres, hvor nogle få tilraner sig rigdom og magt på vi andres bekostning - ulighed.

kjeld hougaard, Erik Boye, Stig Hartvig Nielsen, Peter Beck-Lauritzen, Jan Fritsbøger og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Benjamin Bjerre

"Vi sætter den enkeltes frihed øverst, mens de sætter fællesskabets trivsel forrest - kan man måske sige."

Hver eneste gang nogen siger det, så viser det sig snart at "fællesskabets bedste" tilfældigvis er det samme som deres personlige bedste. Det er i praksis ikke anderledes end når "individets frihed" bliver kreativt tolket til at betyde "MIN frihed og skid hul i de andre".

Dybest set er der ikke så fandens stor forskel på kineserne og os selv. Der er nok mange folk herhjemme der med glæde ville acceptere det kinesiske system... så længe de selv fik en behagelig plads i partibureaukratiet.

Jens Aaberg, Claus Nielsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

er investeringer nogensinde ren filantropi, alle investorer forventer vel selv at få glæde af investeringen,
men vesten ( især USA ) kan jo ikke lide at andre end dem selv kan investere og opnå fordele,
så mediebilledet her i vesten er voldsomt biased imod kina, der skabes fjendebilleder og
dæmonisering på samlebånd, og medierne er velvilligt med på vognen,
tænk hvis vore medier var bare næsten lige så kritiske når det gælder USAs indflydelse og militarisme !

jens christian jacobsen, kjeld hougaard og Erik Boye anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

nej benjamin der findes faktisk mennesker som ikke tænker egoistisk, og det er jo ikke helt forkert når borgerlig snak om frihed tolkes som, "MIN frihed og skid hul i de andre", for det er hvad det er, eller man kunne kalde det de privilegeredes frihed til at bestemme ,hvem der ingen privilegier skal have, så kan man jo skære ned på de lediges sikkerhedsnet, og få billigere arbejdskraft "af hensyn til konkurrenceevnen" på den måde.

Stig Hartvig Nielsen

"Kinas øgede aggressivitet" ??

Hmm - har Kina da placeret militærbaser rundt om hele EU og USA? Truer Kina med at angribe EU eller USA - eller angribe fra farvande tæt på EU og USA? Støtter Kina militante, voldsparate demokratiforkæmpere i EU og USA? Kritiserer Kina forskellige vestlige landes og fx Pakistans afradikalisering af militante muslimer?

Eller er det måske snarere USA og NATO, der er aggressive over for Kina... Ved at placere militærbaser rundt om Kina - ikke mindst tæt på kinesisk farvand, ved at støtte militante højreekstremister i Hong Kong og militante muslimske uighurere osv.

jens christian jacobsen, kjeld hougaard, t. helleskov, Espen Bøgh, Flemming Berger og Arne Thomsen anbefalede denne kommentar