Kineserne blev ikke ligesom os. Nu er de ved at blive vores største udfordring

For blot få år siden var Vesten overbevist om, at Kina kunne påvirkes til at blive mere som os. Nu frygter vi i stedet Kinas indflydelse, og i december vedtog Folketinget en mere kritisk Kina-politik – men man understregede også behovet for et tæt partnerskab. Hvordan skal man egentlig håndtere et kinesisk styre, der fremstår som en af Danmarks og Europas største udfordringer? Det undersøger Information i en ny serie
Tilbage i 00’erne arbejdede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen kraftigt for et tættere samarbejde med Kina. Som her i 2004, hvor han mødtes med den kinesiske premierminister Wen Jiabao (til højre) under et besøg i Kina.

I dag erkender både han og den danske udenrigsminister fra dengang, Per Stig Møller, at både de og Vesten var naive i tilgangen til Kina.

Tilbage i 00’erne arbejdede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen kraftigt for et tættere samarbejde med Kina. Som her i 2004, hvor han mødtes med den kinesiske premierminister Wen Jiabao (til højre) under et besøg i Kina.

I dag erkender både han og den danske udenrigsminister fra dengang, Per Stig Møller, at både de og Vesten var naive i tilgangen til Kina.

frederic brown

Udland
4. januar 2021

Det er den samme person, der taler. Og det samme land, der bliver talt om. Men beskrivelsen er fuldstændigt forandret.

Da Anders Fogh Rasmussen var på sin første visit i Kina som statsminister i 2004 fortalte han mig på et hotel i Shanghai, at Kina »går positive skridt fremad«, og han karakteriserede Kina som et land, vi skulle samarbejde tæt med.

Da han i 2008 igen besøgte Kina, sagde den tidligere Venstre-formand, at det var hans »klare bedømmelse«, at øget økonomisk frihed ville føre til politisk frihed.

Men kort før jul – over et årti senere – er tonen en helt anden. Over telefonen insisterer han over for mig på, at det nu er nødvendigt, at Europa sammen med USA »stiller hårdt mod hårdt« over for et Kina, som han ser som en »aggressiv« magt, der forsøger at »splitte EU«. Og som ovenikøbet er »en trussel mod demokratiet« på globalt plan.

Selv om den tidligere NATO-generalsekretærs syn på Kina har ændret sig i måske særlig bemærkelsesværdig grad, så er han langtfra den eneste tidligere danske toppolitiker, som i dag ser det kommunistiske regime i et ganske andet lys, end dengang de var på officielle besøg i landet.

Da Per Stig Møller, den tidligere udenrigsminister og formand for Det Konservative Folkeparti, i 2006 sad ved siden af mig i en sofa i Beijings lufthavn, var det vigtigt for ham at fokusere på, at menneskerettighedssituationen i Kina »er blevet bedre«, og han forventede optimistisk, at det kinesiske styre ville spille en »konstruktiv rolle« på den internationale scene.

Nu fortæller han mig imidlertid, at Kina opfører sig »magtfuldkomment«, og han ser et Beijing, der »bruger sin økonomiske og politiske magt til at få omverdenen til at kowtowe (knæle underdanigt, red.) foran sig, som var landet igen omdannet til Riget i Midten«.

I 00’erne – og et godt stykke op i 10’erne – var danske ministre ellers generelt overbeviste om, at når de landede i Beijing, underskrev handelsaftaler og trykkede hænder med kinesiske ledere, så var de med til at åbne Kina og til at hjælpe en udvikling på vej, der skridt for skridt ville få den hastigt voksende asiatiske gigant til at indordne sig og lade sig tøjle af internationale regler nedfældet af Vesten. De ville blive lidt mere ligesom os.

»Vi troede på det,« siger Anders Fogh Rasmussen.

Da han på sine besøg mødte det daværende kommunistiske lederskab, så fik han, fortæller han, det helt klare indtryk, at »de var beredte på at liberalisere Kina og åbne mere op«.

Det var en anden tid, erkender Per Stig Møller. Dengang var der fortsat en fast tro på, at vi kunne påvirke Kina i en positiv retning ved at invitere landet indenfor, og at økonomisk vækst ville skabe et uimodståeligt pres i retning af demokratisering.

»Jeg var da også overbevist om, at det ville fremme demokratiseringen i Kina, da de i 2001 kom med i verdenshandelsorganisationen WTO,« siger Per Stig Møller. »Jeg forestillede mig måske ikke, at et flerpartisystem ville vokse frem, men dog en liberalisering af samfundet og en middelklasse, der ville kræve mere demokrati. Men det skete jo ikke.«

»Altså, vi har jo været naive,« siger Per Stig Møller om Vestens daværende syn på Kina.

En ny situation

Nu er situationen markant anderledes. Der er blevet rusket op i magtforholdet. I dag handler det langt mindre om, hvad vi kan gøre for at påvirke Kina, og mere om frygten for, hvordan Kina påvirker os, og debatten om Kina er blevet betydeligt mere kritisk og mistroisk inden for blot de seneste par år.

I Danmark er der netop blevet lagt op til en politiske hårdere linje, da et stort flertal i Folketinget i slutningen af december bakkede op om en skarp kritik af Kina for landets menneskerettighedsbrud, og det skal angiveligt føre til en strammere kurs over for landet.

Og mens EU tidligere var mere forsigtig og diplomatisk, så beskriver Bruxelles nu åbent Beijing som en »systemisk rival«.

Kina anklages direkte af EU for at sprede desinformation, for cyberangreb og for at forsøge at påvirke EU politisk og bruge sin økonomiske magt til at kue europæiske nationer. Og for en unfair handelspolitik og et stærkt aggressivt opkøb af strategisk vigtige europæiske virksomheder, mens det kinesiske marked fortsat er relativt utilgængeligt.

Europas frustration forstærkes yderligere af, at Kina nu er mere lukket, undertrykkende og autokratisk end tidligere. Det går den forkerte vej. Men hvordan skal vi håndtere det?

Kaster man et blik på den såkaldte vedtagelsestekst, som et bredt flertal i Folketinget vedtog i december, er ambivalensen tydelig:

Folketinget udtrykker på den ene side sin »dybe bekymring« over menneskerettighedssituationen i Kina med henvisning til de seneste indskrænkninger af de demokratiske rettigheder i Hongkong. Men på den anden side slutter teksten med ordene: »Folketinget tillægger Danmarks fortsatte strategiske partnerskab med Kina stor betydning.«

Per Stig Møller sagde tilbage i 2006, at det var vigtigt at fokusere på, at menneskerettighedssituationen i Kina »er blevet bedre«, og han forventede optimistisk, at det kinesiske styre ville spille en »konstruktiv rolle« på den internationale scene. Nu siger han imidlertid, at han ser et Beijing, der »bruger sin økonomiske og politiske magt til at få omverdenen til at kowtowe (knæle underdanigt, red.) foran sig, som var landet igen omdannet til Riget i Midten«.

Per Stig Møller sagde tilbage i 2006, at det var vigtigt at fokusere på, at menneskerettighedssituationen i Kina »er blevet bedre«, og han forventede optimistisk, at det kinesiske styre ville spille en »konstruktiv rolle« på den internationale scene. Nu siger han imidlertid, at han ser et Beijing, der »bruger sin økonomiske og politiske magt til at få omverdenen til at kowtowe (knæle underdanigt, red.) foran sig, som var landet igen omdannet til Riget i Midten«.

Jacob Ehrbahn

Mogens Lykketoft, den tidligere formand for Socialdemokratiet, som besøgte Kina som udenrigsminister i 2001, beskriver over en Zoom-forbindelse Kina som »en systemisk og økonomisk konkurrent« og siger, at han »uden forbehold er skuffet over den meget autoritære udvikling, Kina er gået igennem under præsident Xi Jinping, og over at der i dag er et langt mindre håb om et nogenlunde uafhængigt civilsamfund sammenlignet med for 19 år siden, da jeg var derovre som udenrigsminister«.

For den tidligere formand for FN’s Generalforsamling er det dog også yderst vigtigt at pointere den dramatiske økonomiske vækst og det velstandsløft, som Kina har skabt de seneste årtier.

Han peger på, at Kina i dag har en økonomi, der er mindst 30 gange større, end da han besøgte landet første gang i 1978. Og den præstation, siger Lykketoft, udgør »den mest betydningsfulde ændring i den økonomiske magtfordeling i vores levetid«, og det giver Kina en styrke og selvtillid, som gør det svært for Vesten at presse, påvirke eller udfordre det kinesiske styre.

»Det er en udvikling, som skal være det allerførste, man taler om, før man begynder at tale om alle problemerne i Kina,« mener Lykketoft. »Det er fortællingen om, at det regime, der behersker Kina, er kommet for at blive, og det er vi nødt til at forholde os til som en realitet.«

Demokratisk alliance

Anders Fogh Rasmussen er dog overbevist om, at vi er nødt til at kaste alt ind for at påvirke og modstå Kina – ikke kun fordi det er kinesernes fremtid, men også vores egen, som er på spil.

»Vi er i dag mindre naive i Europa omkring Kina,« siger Fogh Rasmussen, som i dag leder The Alliance of Democracies Foundation.

Han udtrykker dog også utilfredshed over, at »der stadig er mange europæiske lande, der ikke tør kritisere styret i Beijing, da de er for økonomisk afhængige af Kina,« og han advarer om, at Beijing »bruger sin økonomiske magt til at købe sig til politisk indflydelse i Europa og til at splitte EU-landene«.

Den kinesiske målsætning, mener Anders Fogh Rasmussen, er at underminere europæisk sammenhold i en sådan grad, at Europa vil stå svagere som kollektiv over for Kina og ikke vil være i stand til at modstå de kinesiske forsøg på at udvide sin indflydelsessfære.

Han argumenterer, at hvis man vil forhindre den udvikling, så er det altafgørende, at verdens demokratier danner en tæt alliance for at modstå det autokratiske pres fra Kina – og Rusland – som han mener udfordrer en regelbaseret global orden og principperne om frihedsrettigheder, frihandel og markedsøkonomi.

»Vi risikerer en verden domineret af autokratiske kræfter,« siger han. »Hvis vi står sammen, kan vi dog presse dem. Det er vigtigt at markere over for Kina, hvor grænsen går.«

Den Anders Fogh Rasmussen, som nu taler for en hård kurs mod Kina, er den samme Anders Fogh Rasmussen, som i 2008 som statsminister indgik et såkaldt »strategisk partnerskab« med lederne i Beijing, som skulle knytte Danmark og Kina tæt sammen.

Når han selv forklarer årsagen til sin ændrede attitude over for Kina, så peger han på år 2012, hvor Xi Jinping kom til magten.

»Under ham er landet blevet mere undertrykkende, aggressivt og lukket, og han har bragt Kina på konfrontationskurs med verdens frie demokratier,« siger han.

Tone for skinger

Mens Anders Fogh Rasmussen er stærkt kritisk over for Kina, så er Mogens Lykketoft bekymret for, at kritikken i Danmark og Europa er begyndt at blive for skinger.

»Man er gået fra en meget sangvinsk indstilling og en ubetinget accept af det positive i enhver form for økonomisk samkvem med Kina til nu at være røget alt for meget over i den modsatte grøft,« mener han.

For Lykketoft nytter det ikke noget med det, han beskriver som »en protestagtig tilgang« til Kina, hvor man lufter sin kritik mere for »sin egen selvtilfredsstillelses skyld« uden blik for, om det rent faktisk fører til konkrete resultater.

Den hårde kritik og fremfærd over for Kina – som især USA’s præsident Donald Trump har stået for de seneste år – er ifølge Lykketoft kontraproduktiv, da den har »medvirket til, at det kinesiske regime har strammet kursen«.

Han advokerer derfor for en mere imødekommende indstilling, og at man skruer ned for kritikken og presset på Kina, for eksempel på menneskerettighedsområdet. Både fordi det er svært for ham at få øje på den positive effekt, men også fordi at man ved at sætte hårdt mod hårdt risikerer at forpeste samarbejdsklimaet mellem Kina og Vesten i så høj grad, at det kan gøre det langt sværere for de to sider at samarbejde om at finde løsninger på fælles udfordringer, eksempelvis klimakrisen.

»Der er en afgjort risiko,« mener Lykketoft, der altså opstiller et dilemma, hvor vestlige lande kan blive nødt til at opgive deres forsvar for menneskerettigheder af frygt for, at de ellers kan sætte klimakampen over styr.

»Vi har flere fælles interesser i en velordnet verden, end vi har interessemodsætninger, og vi kan ikke udskyde samarbejdet om at løse klimakrisen, indtil Kina bliver mere demokratisk eller mere liberalt styret.«

Et uønsket besøg

Hvordan man skal forholde sig til Kina blev højaktuelt og helt konkret i starten af december, da demokratiforkæmperen og oppositionspolitikeren Ted Hui fra Hongkong dukkede op i Danmark på flugt fra undertrykkelsen fra det kinesiske regime, som nu så godt som har kvalt det demokratiske håb i den tidligere britiske kronkoloni.

Ted Hui tog til Christiansborg for at finde støtte til hongkongborgernes forsvar mod kinesiske overgreb, men udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ville ikke møde ham – en beslutning, som han er blevet stærkt kritiseret for fra andre politiske partier.

Mogens Lykketoft kan imidlertid »slet ikke forstå, hvad man synes regeringen gjorde forkert i den sag«. Han mener ikke, at det ville have »nogen som helst positiv virkning«, hvis udenrigsministeren havde mødt Ted Hui.

Det er Anders Fogh Rasmussen dog lodret uenig i. Han ser Jeppe Kofods manglende vilje til at møde Hongkong-politikeren som endnu et eksempel på, hvordan man »bøjer nakken« af frygt for Kina.

For ham er det tydeligt, at Vestens eftergivende holdning over for Kina ikke har virket, og han mener, at det er bydende nødvendigt, at man rejser sig op og markerer sin holdning til Kinas brutale fremfærd – i dette tilfælde i Hongkong – hver gang man får mulighed for det.

»Jeppe Kofod skulle have mødt Ted Hui. Det ville have været en symbolsk handling, men det har også en effekt. Det sender et klart signal til Kina, hvis man overalt og hele tiden viser dem, hvor man står,« siger Anders Fogh Rasmussen.

EU er løsningen

Alle tre – Fogh, Lykketoft og Møller – er dog enige om, at løsningen på at håndtere Kina findes i EU – i samarbejde med USA. Også selv om de erkender, at EU-landene hidtil ikke har været gode nok til at danne en fælles front.

På trods af at Mogens Lykketoft argumenterer for en blødere kritik af Kinas udvikling, så mener han, at Europa skal slå hårdt ned på kinesiske forsøg på at påvirke og skabe splid i EU.

»Det er vigtigt, at vi skal holde fast i at signalere fælles holdninger, så vi ikke bliver spillet ud mod hinanden,« siger han. »Man er nødt til at forstå, at Kina også er kynisk og brutal som stormagt, og derfor må man stå sammen over for dem.«

Mens Anders Fogh Rasmussen står for en hårdere linje og Mogens Lykketoft for en mere imødekommende, så fokuserer Per Stig Møller i stedet på, at den politiske og økonomiske udfordring, som Kina udgør, bedst håndteres ved, at vi fokuserer på at forbedre vores egen position.

Hans syn på Kina ændrede sig med finanskrisen i 2008-2009, hvor de vestlige landes økonomier blev sendt til tælling.

»Det var skelsættende. Der bliver kineserne jo ret overbeviste om, at der er problemer i det liberale kapitalistiske Vesten, mens de selv er i stand til at cykle uden om problemerne. Der får de en større selvsikkerhed,« siger Per Stig Møller, som mener, at den selvsikkerhed fører til et mere nationalistisk Kina, som reagerer »kraftigere og kraftigere« på kritik udefra, samtidig med at de skruer op for deres indsats for at »udnytte deres økonomiske magt til at få politiske indrømmelser«.

Den udvikling – kombineret med, at kineserne »begynder at være teknologisk på niveau med Vesten og nogle steder overgår os,« som han bemærker – har tændt alarmerne flere steder.

Per Stig Møller mener dog, at Vesten har reageret helt forkert på den økonomiske, politiske og teknologiske udfordring fra Kina.

USA har indledt en handelskrig med Kina, EU har taget tiltag for at dæmme op for kinesiske investeringer i vestlige virksomheder, og en lang række vestlige nationer forhindrer nu kinesiske techgiganter, som Huawei, adgang til sine markeder.

»Vi er jo i en kappestrid. Hvis vi skal vinde den og undgå en kinesisk teknologisk og økonomisk dominans, som også vil give Kina større politisk indflydelse, så skal vi ikke fokusere på at stække dem, men i stedet på at gøre os selv dygtigere, eksempelvis ved at investere mere i forskning og udvikling af blandt andet kunstig intelligens og andre teknologier,« siger Per Stig Møller.

»Da Sovjetunionen sendte Sputnik i kredsløb om jorden reagerede Kennedy jo ikke ved at forhindre russerne i at tage ud i rummet. I stedet sagde han: ’OK, så tager vi til månen’. Det er sådan, vi i dag skal reagere på den kinesiske udfordring: ved at sigte højere.«

Den kinesiske udfordring

I Vesten troede vi, at voksende velstand ville få Kina til at ligne os, men i stedet er landet blevet mere autoritært og mindre villig til at acceptere den eksisterende verdensorden. Så hvordan håndterer vi et frembrusende Kina, der ikke deler vores værdier? I EU og USA bliver en kinakritisk linje stadig skarpere, men vi har også brug for Kina til at løse fælles udfordringer, ikke mindst på klimaområdet. I en serie spørger Information politikere og eksperter om, hvad vi stiller op med den kinesiske udfordring.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jacob Nielsen

Jeg tror den helt store udfordring bliver når krigstrommerne lyder i det Sydkinesiske Hav, og Taiwans befolkning bliver udfordret på dens eksistens. Og grunden til at vi skal stoppe Kinas ambitioner om at inkludere Taiwan i riget i midten, er at vi deler de samme værdier med Taiwan og ikke med Kina.

Dèt her bliver, udover klimaforandringerne, det største de næste 10 år.

Bo Bjerregaard Rasmussen, Inge Lehmann, Erik Karlsen, Janus Agerbo og Jan Kvist Nielsen anbefalede denne kommentar

Min fornemmelse er, at vi først og fremmest bør orientere os grundigt om. hvad Kina er i dag.
Jeg tror ikke det er nok at sige, at det er statskapitalisme contra privatkapitalisme - ej heller at det er fællesskabets vel før den enkeltes frihed - modsat os, der primært hylder den enkeltes frihed.
Hvis ikke vi lærer at forstå Kina, er vi dårligt stillet.
Jeg vil i hvert fald gerne lære mere.

Per Kaas Mortensen, Torben K L Jensen, Kjeld Jensen, John Andersen, Mogens Holme, Palle Yndal-Olsen, Hans Aagaard, kjeld hougaard, Dan Jensen og Jens Carstensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hvorfor er det stadig en kæmpe overraskelse, at Anders Fogh Rasmussen tog fejl i alt hvad han lavede?

Skatteforvaltningen ville ikke elske denne forfører, der fiflede med sin og vores SKAT.

Men det var ligemeget.

Vi skulle også have et skattestop der velsignede boligejerne, og og lagde grundstenen til fininanskrisen.

Det var ligemeget.

Vi skulle også hade udlændinge, for det gjorde de nationalneurotiske i Dansk Folkeparti.

Det var ligemeget.

Vi skulle ind i krigen mod Irak på forløjede præmisser og det var sådan det var.
Med én stemme over i Folketinget.

Dan Jensen, Per Kaas Mortensen, Sonja Rosdahl, Palle Yndal-Olsen, Christian Mondrup, Jo Falk Nielsen, Maia Aarskov, P.G. Olsen, Birte Pedersen, Inge Lehmann, Torben K L Jensen, Kjeld Jensen, Lars Løfgren, Mads Greve Haaning, Signe Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen, John Scheibelein, John Andersen, Mogens Holme, Jan Fritsbøger, Jeppe Lindholm, Palle Jensen, Claus Bødtcher-Hansen, Lillian Larsen, Viggo Okholm og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

Uanset om vi kan lide Kinas form for regime så kan vi ikke komme bort fra at de ikke har den fattigdom de havde før og de er blevet ligestillet med os på mange fronter. Jeg synes måske vi skal vende blikket en smule indad omkring frihed. Ja vi har friheden til brok, men vi har også friheden til ike at forskelsbehandle flygtninge og mennesker som ikke har evnen til at få samme økonomi som mange fordi vi i den grad belønner mennesker der leder. Er det frihed og ligestilling?
Selvfølgelig skal vi diskutere demokrati og frihed under ansvar, men er vi nu så gode, som gør os fortjente til at belære de millioner mod øst?
At nogen anser vores såkaldte allierede mod vest som et forbillede set i sammenhæng med riget i øst kan nok undre mig.

Per Kaas Mortensen, Palle Yndal-Olsen, Benjamin Bjerre, Jo Falk Nielsen, Torben K L Jensen, John Andersen, Mogens Holme, Hans Aagaard, Ruth Sørensen, kjeld hougaard og Dan Jensen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Med Trump blev Kina pludselig gjort til syndebuk for USAs grådighed og total ansvarsløse og rå kapitalisme. Inden Trump var Kina den nye, store samarbejdspartner og kommende lydige underleverandør af halv-fabrikata til amerikanske virksomheder ude og hjemme. Men Kina lader sig ikke diktere af USA og EU, og de finansierer fortsat det overforbrug hjemme i USA som amerikanere ikke selv vil betale for. Og hvem ved: Måske finansierer de også de milliardgaver som Merkel på EUs vegne giver til tyske virksomheder?

Torben K L Jensen, John Andersen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Det er næppe så enkelt som Anders F. opstiller det - men fred med ham, han kan vel ikke forpligtes ud over de evner naturen har udstyret ham med.
Jeg kan dog give ham ret i at vi skal sætte hælene i, men kun hvis vi gør det helhjertet, os selv incl.

Finn Jakobsen

Det er virkelig svært, det her.
Når det handler om 'ligelyldige' lande som Qatar og Israel kan vi hygge os med at tale om boycot.
Men det kan vi ikke omkostningsfrit om Kina.
I det, vi kalder Det Sydkinesiske Hav, som vietnamesere kalder East Sea er der en territorialkonflikt,
hvor Kina påberåber sig magt over områder, som tilhører Vietnam. Områder, rige på fisk, olie og måske andet værdifuldt. Kina har i løbet af de sidste 2o år stille pg roligt tilegnet sig mere og mere, og de har ogå etableret militære holdepunkter på øer, der traditinelt tilhører Vietnam. Kina laver landkort, der afspejler dette - og Vietnam protesterer ved at afvise denne autoritet. For eksempel: nye kinesiske oas inkluderer de omstridte territorier i Kina, og vietnamesiske myndigheder afviser disse pas ved grænsen. Kinesisk producerede biler har de 'nye' Kina-kort i deres systemer, og Vietnam forsøger at afvise dem. Kort sagt: Kina opførr sig imperialistisk overfor Vietnam, og Kina afviser, at stridighederne skal løses ved en international domstol, og siger at de vil have bilatrale forhandlinger. Det samme sker mht Kinas territoriale konflikter med andre lande i området.
Det, vi ser, er en konsekvent kinesisk imperialisme, som trodser histroriske kendsgerninger om områdets nationale tilknytning.
Kina forfalsker gamle kort og ophøjer sine egne til at være historiske kendsgerninger.
Det skal vi bare vide.

Dan Jensen, Bjørn Pedersen, Jo Falk Nielsen, Henrik Günther, Inge Lehmann og René Arestrup anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Igen – Danmarks eneste erklærede racist – Nej kinesere er ikke som os, og de bliver det ikke, og vice versa. Det samme med svenskerne. Vi tænker aldrig på at ”VI”, som kolonimagter, regerede verden til WWII, og forsøgte så godt det gik der efter med et mantra: ”frihed, demokrati og menneskelige rettigheder”. Totalt uacceptabelt i de gode gamle dage. Ex: Hong Kong kunne ha fået demokrati i 50’erne. Vi vil med magt forandrer mennesker: Nord Korea, Vietnam, Afghanistan, Iraq (de to senere har et ”retsopgør” i gang mod dem der samarbejdede med besættelsesmagten: OS!), Libyen, Cuba (nu kandidat til ”statsterror” land), sanktioneret af Danmark siden 58 – det gjorde dem ikke til danskere. Og vi danskere sulter dem der lever i Iran, Venezuela, Nordkorea, og vi må ikke bygge gasledning til Rusland. Saudi, golfstaterne er OK! (de har penge) Israel er OK – de har kontakt med Gud. Vi fattede aldrig af Aung San Suu Kyii aldrig aspirerede til at blive vores helt, men helt i sit eget land, hvor hun nu vandt overlegen sejer i valget: Gratuleret af Xi, Modi med flere. Vestens projekt: at alle i hele verden skal være som vi er – det projekt konfronteres med en verden med befolkninger som helst vil være som de er – det senere accepteres globalt. Kun ”Vesten” står med dette krav = resultatet ”Westlessness”. Der er intet vi kan gøre ved det – sådan ER vi, og vi kan heller ikke blive noget andet end det vi ER (racisten taler). Våres århundrede varende dominans af kloden er på vej ud – godt for alle ”de anderledes andre”.

Torben K L Jensen, John Andersen og Jeppe Lindholm anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Der er ingen, som vil være som os. Med mindre de bliver tvunget til der. Og "vi" har ellers prøvet meget meget hårdt de sidste 75 år.

Palle Yndal-Olsen, Torben K L Jensen, John Andersen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Kineserne har bl.a. som mål, at blive selvforsynende på alle fronter. Særligt på den højteknologiske front. Og her ikke mindst kunstig intelligence. En sådan bestræbelse burde EU også anlægge som mål, idet EU synes at falde længere og længere bagud og overlader hele den højteknologiske udvikling, og ikke mindst indtjening, til store amerikanske techgiganter. En uholdbar situation i længden.

Torben K L Jensen, kjeld hougaard og John Andersen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Berlingske Tidende citat: "I 2020 svingede pendulet atter tilbage mod gensidig mistillid og fjendskab. To ting i Kina spillede en afgørende rolle i den udvikling: coronapandemien og den nationale sikkerhedslov, som Kinas regering påtvang Hongkong"
Før Hongkong i 1841 blev besat af englænderne og inddraget som britisk kronkoloni var Hongkong en del af Kina. I 1898 indgik briterne en lejeaftale med Kina om leje af Hongkong 99 år frem. Da Kina ikke ønskede at forlængede lejeaftalen blev Kina og Storbritannien i 1984 enige om, at hele Hongkong området skulle overdrages til Kina i 1997, som en speciel administrativ region vedrørende Hongkong 50 år frem. Siden 1997 blev Hongkong således igen en del af Kina. Igen med en forventning fra vestens side, at Kina sikkert uundgåeligt var blev "amerikaniseret" før den tid. Det skete så ikke.
En pandemi kan opstå hvor som helst. Den spanske syge i 1918 havde f.eks. sit ophav i USA blandt en flok tamænder på en farm. Corona, den kom så fra Kina. Den næste kunne så komme fra en svinebesætning i Danmark. Det er ikke til at forudse.
Det som for alvor har skabt rører i andedammen er hverken Hongkong eller corona - De er bare undskyldninger. Det er derimod det faktum, at Kina er ved at overhale USA, og dermed vestens ideologi, som verdens største økonomi med hastige skridt og det helt uundgåelig. Og da penge og økonomi er vestens og kapitalismes største og mægtigste våben - meget større end 1.000 megaton a-bomber, da det kan sættes ind hvor som helst billig og effektivt og nærmest uden konsekvenser - er USA og vesten med et vågnet op og ser sin eksistens som verdenshersker alvorlig truet. Og som præsident George W. Bush sagde det, så har amerikanernes frihed en pris. En pris, som resten af verden har været vant til at betale - Det kan være på vej til at være slut nu, hvor den økonomiske magtbalance er ved at tippe til Kinas fordel. Og dermed er det med et kineserne, som sidder på vestens og kapitalismens mægtigste våben. Penge.

jens christian jacobsen, Jo Falk Nielsen, Torben K L Jensen, kjeld hougaard, Signe Hansen og John Andersen anbefalede denne kommentar

Eva Schwanenflügel
03. januar, 2021 - 22:27
"Hvorfor er det stadig en kæmpe overraskelse, at Anders Fogh Rasmussen tog fejl i alt hvad han lavede?"

Eva,
det er ikke det, der er den store overraskelse. Overraskelsen ligger i, at han faktisk indrømmede, at han tog fejl dengang mht. Kina.

Jeppe, jeg har altid tænkt at handelsskole-vesten var ualmindeligt uintelligente da de placerede al vestlig produktion af teknologi i Kina. Det var for oplagt at Kina på den lidt længere bane ville overtage produktionen og teknologien. Jeg tror egentlig at kineserne selv synes at vi er usædvanligt dumme. Som at narre slik fra en lille dreng :-)

Lillian Larsen, P.G. Olsen, Eva Schwanenflügel, Jeppe Lindholm og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar

For at blive klogere må man søge andre kanaler end de sædvanlige. Prøv fx. "The Point" hos CGTN.

Jeppe Lindholm

Signe, det kan du godt have ret. Men jeg tænker kineserne alligevel før eller siden ville udvikle sig til det de i dag er eller måtte blive fremadrettet. For de har såvel viljen som evnen til at gøre det. Så det måtte komme før eller siden. Og når en drage først er vågnet er den svær at tøjle.

jens christian jacobsen

Kina hverken vil eller kan true vesten. Hvorfor skulle de dog det? Vesten har brug for den kinesiske pengetank og Kina har brug for vestens investeringer. Det er kun Trump og hans effektive anti-kinesiske propaganda der får selv ædruelige intellektuelle i vesten til at købe det amerikanske koldkrigsbillede.

Jacob Nielsen

@jens, jeg mener at Taiwan er et vestligt samfund, fordi vi deler de samme værdier, og det uanset at det ligger i fjernøsten, lidt ligesom Australien og NZ der ligger på den anden side af jorden. Derfor mener jeg at Kina er en stor trussel mod vores interesser, om end ikke en militærtrussel mod Danmark direkte. Modsat dig, mener jeg at vi skal stå last og brast med befolkningen i Taiwan, også selvom det vil medføre en militær konfrontation, der vil kunne føre til den næste verdenskrig. Og så må det koste det det koster.

jens christian jacobsen

Taiwan producerer langt størsteparten af den teknologi, som Kina eksporterer bl.a. til USA og Kina investerer tungt i Taiwans energisektor og i landbruget på øen. Så hvorfor skulle Kina ønske at 'besætte' Taiwan og dermed risikere global udstødelse orkestreret af USA? De eneste, der ønsker at Kina vil gøre det, er USA. Og det er åbenbart lykkes at overbevise dig, Jacob. Minder i øvrig om at USA sikrede Kinas plads i FN på bekostning af netop Taiwan. Verden er sgu kompliceret...

Kjeld Hougaard:
Nu er/var er jeg USA kritisk, så umiddelbar må valget mellem de to stater, hvis de får mere magt end nu bare være pest eller kolera,
Men samtidig kan vi ikke afvise at Kinas form for menneskerettigheder og måske udnyttelse af magten mod naboer mod syd ikke bør være uimodsagt.
Men uanset kan vi ikke løbe fra vores dobbelt moral, da vores erhverv uden blusel Har ladet kineserne lave det beskidte arbejde så vi her kan få billigere varer endda med kvalitet samtidig med at vores kapitalejere alligevel skummer fløden Lid ti lighed med Bangla Desh, hvor forholdene er horrible. Kineserne har uddannelser arbejde og begyndende velstand, hvilket passer vores kapitalisme fint. Vi må bar er kende at straf og ytrings forbud er en del af prisen for den velstand,
Jeg vil næsten tro at der er flere rigtig fattige i USA, de må brokke sig, men ingen hører dem, for her hersker kapitalen.

Niels Christensen

Det er ikke overraskende at Lykketoft er positiv overfor KIna. Han har jo en indgroet svaghed for undertrykkende regimer. Hans mange årige forelskelse i Cuba in mente.

Ulla Blicher-Mathiesen

Kina har 1.5? milliarder mennesker! Og lige nu meget skæv fordeling mænd/kvinder. De værdsætter deres ældre, da de jo har mere erfaring!. Måske kunne vi lære lidt her!