Analyse
Læsetid: 13 min.

Den næste Merkel bliver en mand. En mand med en næsten umulig mission

CDU er i akut identitetskrise op til lørdagens valg af ny formand efter 16 år med kansler Merkel. Kandidatfeltet er så svagt, at vinderen risikerer blot at blive en brik i et andet magtspil om selve kanslerposten til Forbundsdagsvalget i september. Spørgsmålet er, om CDU’s magtmaskine og konservatismen har mistet sit tag i tyske vælgere
I 2018 meddelte kansler Angela Merkel, at hun ville stoppe som formand for det tyske konservative parti CDU. Den nye Merkel skal findes lørdag til et onlinevalg i partiet.

I 2018 meddelte kansler Angela Merkel, at hun ville stoppe som formand for det tyske konservative parti CDU. Den nye Merkel skal findes lørdag til et onlinevalg i partiet.

Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Udland
14. januar 2021

»Jeg lover det: Sammenlignet med Trump bliver min afgang røvkedelig. Hilsen Angela Merkel.«

Selv om denne uskyldige tyske joke forhåbentlig går hen og bliver sand, når Tyskland til efteråret skal vælge efterfølgeren til kansler Merkel ved valget til Forbundsdagen, så bliver det i sandhed ikke et røvkedeligt politisk år i Tyskland.

Tværtimod. Allerede i denne weekend står Europas største parti, Merkels CDU, foran et udskudt og uforudsigeligt onlinevalg om, hvem der skal lede partiet gennem supervalgåret 2021. Et år, der ud over valg til Forbundsdagen byder på hele seks delstatsvalg i EU’s største land. Alt sammen med et gabende magtvakuum i toppen af Europas største parti, CDU/CSU.

Kan og skal partiet genopfinde sig selv efter 16 år med Merkel? Er der overhovedet noget alternativ til Merkels midtsøgende kurs i en tid, hvor presset kommer fra Tysklands nye borgerlige venstre-centrum-parti, De Grønne, og ikke fra det internt splittede og dybt coronaforvirrede Alternative für Deutschland på højrefløjen?

Hvem kan binde kristendemokraterne sammen praktisk og ideologisk? Og hvem kan styre Europas suverænt største økonomi, som coronakrisen – hvilken historisk ironi! – vil efterlade med en rekordhøj gæld, netop som vi siger farvel til Merkel, der i sin tid som verdens mest magtfulde kvinde har insisteret på tysk og europæisk sparepolitik?

Smil og klap

I Konrad Adenauer Haus, CDU’s particentral i Berlin, hober alle disse spørgsmål sig op og skaber dybe panderynker. Det er ikke så mærkeligt, for kun godt halvdelen af CDU-vælgerne siger, at de helt sikkert vil fortsætte med at stemme på partiet efter Merkels afsked, uanset hvem der bliver kanslerkandidat.

Partiets hovedpine er kun blevet værre, efter Merkels kronprinsesse, Annegret Kramp-Karrenbauer, trods den gysersmalle sejr i formandskampen mod den liberalkonservative hardliner Friedrich Merz for et lille år siden erkendte sin manglende tyngde og trak sig som partiformand og dermed som mulig kommende kansler.

På valg som ny formand står nu atter Merkels gamle CDU-rival, den mangeårige BlackRock-medarbejder Friedrich Merz, der stadigt mere forsigtigt giver den som konservativ bannerfører for »en frisk start efter Merkel-æraen«.

Over for ham står den midtsøgende og påfaldende farveløse ministerpræsident i delstaten Nordrhein-Westfalen, Armin Laschet, der åbent kræver »en fortsættelse af Merkels 16 gode år for Tyskland«.

Som joker med beskedne chancer er den tidligere miljøminister og nuværende udenrigspolitiske talsmand i CDU, Norbert Röttgen, den tredje valgmulighed for de 1.001 delegerede CDU-medlemmer, der fredag aften og hele lørdag vil sidde klar hjemme foran skærmen.

For at peppe det triste onlineformat op har particentralen bedt de delegerede om at optage små videoclips af sig selv med »synligt bifald (cirka 60 sekunder, gerne smilende)«. Om det vil give hele balladen en flair af liv og optimisme, kan man dog godt komme i tvivl om – i hvert fald hvis man har set de tre kandidaters blodfattige debatter op til partidagen.

Friedrich Merz (født 1955) er den halvhårde højrekandidat

  • Credit: Christian Spicker/Ritzau Scanpix.

    Mangeårig politiker, finansjurist og BlackRock-medarbejder.
  • Merz er født og opvokset i en juristfamilie i Nordrhein-Westfalen, medlem af CDU fra 1972, fra 1989 medlem af Europa-Parlamentet. Fra 1994 til 2009 sad Merz i Forbundsdagen, hvor han ikke mindst oplevede at blive fortrængt af Merkel fra toppen af CDU.
  • I 2009 trak Merz sig helt fra partiet. Han ville tydeligvis have alt eller intet. Da Merkel i 2018 blev tvunget ned fra formandsposten i CDU, gik der da også kun få minutter, før meldingen kom: Merz vil tilbage i toppen af CDU. Han lovede mere law and order, en hårdere asylpolitik og lavere skatter – og at han ville »halvere AfD«. Men ved formandsvalget mod Annegret Kramp-Karrenbauer tabte han knebent efter blandt andet en forbløffende dårlig valgtale.
  • For venstrefløjen er ekslobbyisten Merz, der har to privatfly, en yndlingshadefigur, men også i CDU/CSU er der mange stemmer, der advarer mod en højredrejning under Merz. En torn i øjet er ikke mindst Merz’ fortid som leder af tilsynsråd i den tyske afdeling af BlackRock – verdens største og mest magtfulde finansforvalter. Merz har i december godt nok fremhævet, at BlackRock er begyndt at investere grønnere, men både i CDU/CSU og især i det mulige regeringspartnerparti, De Grønne, ser mange med hovedrysten på Merz’ mangeårige pagt med finanskapitalismen.
  • Selv om han de seneste måneder har taget afstand fra sine tidligere minimalstatsideer og nedtonet sine værdikonservative holdninger, har grupper som CDU’s kvindeforbund Frauen Union og den socialpolitiske venstrefløj i partiet udtalt sig mod Merz.
  • Merz kalder sig »europæer til benet«, men udtalte sig i sommer meget kritisk mod den fælleseuropæiske genopretningsfond »på Tysklands bekostning«.
  • Merz regnes som en usædvanlig analytisk begavelse med fremragende retoriske evner og som en stærk leder med et stort ego. Det er samtidig hans svaghed som formandskandidat: Merz strutter af kanslerambitioner uden at have meningsmålingerne med sig, og han regnes for at være en polariserende figur, der dårligt kan binde det store parti sammen.

På de helt centrale spørgsmål om økonomisk genopretning og grøn omstilling svarede både Laschet og Merz, at miljø og klima selvsagt skal beskyttes, men at det skal ske med »markedsøkonomiske midler«, der ikke øger den tyske gæld og presser den tyske industri og stålproduktion til at flytte til andre lande som Kina. Men svarene forblev så vage, at Süddeutsche Zeitung med en henvisning til den amerikanske børnebogserie titulerede de tre kandidater som »de tre spørgsmålstegn«.

Formand uden kanslerdrømme

Ikke bare formatet for partidagen er usædvanligt. Faktisk er absolut intet, som det plejer at være eller burde være, hvis man ser det med CDU-briller.

I normale tider ville chefen i magtmaskinen CDU/CSU altid være partiets åbenlyse kanslerkandidat. Men alle tre kandidater til formandsposten står »himmelråbende svagt i meningsmålingerne«, som den tyske politolog og chefredaktør ved Magasinet for tysk og international politik, Albrecht von Lucke, formulerer det over en sløj mobilforbindelse.

Ligesom mange i CDU helt åbent gør det, ser han i stedet på en anden løsning, hvor partileder og kanslerkandat er to forskellige personer. Han peger her på de to suverænt mest populære kanslermuligheder: Bayerns ministerpræsident Markus Söder, som ganske vist er fra CDU’s sydtyske søsterparti CSU, og den unge Jens Spahn, som er populær, men som også står i coronaorkanens øje som tysk sundhedsminister, og som stadig har til gode at bevise, at han kan indtage en post med så store krav til et europæisk lederskab som den tyske kanslerpost.

»Det er virkelig ironisk,« konkluderer von Lucke.

»I et så svagt felt til formandsposten i CDU er det den formandskandidat, som gør det mest klart, at han ikke vil være kansler, der har den bedste chance for at blive valgt som formand.«

Omtrent samme analyse har en af de mest brugte politiske kommentatorer i Tyskland, den mere konservative politologiprofessor Herfried Münkler. For ham er det både åbenlyst og naturligt, at de delegerede først og fremmest vil se på, hvilke kansler- og valgmuligheder den enkelte formand giver partiet. For de fleste delegerede handler et optimalt valgresultat til CDU/CSU i efteråret jo også om deres egen politiske karriere – altså om at blive genvalgt.

»Meget tyder på, at Friedrich Merz faktisk kan kræve at blive kanslerkandidat, selv om han ifølge meningsmålingerne står ringe (som kanslerkandidat, red.). Og så vil de delegerede næppe vælge ham som formand,« siger Münkler til Information ved en onlinepressekonference få dage før formandsvalget.

»Det perspektiv taler altså for, at det bliver Laschet eller måske Röttgen.«

Udbrændt tysk Trump

Sammenlignet med Merz har ministerpræsident Armin Laschet fra Nordrhein-Westfalen godt nok et ry som en blød figur, der tilmed har leveret en stærkt kritiseret siksakkurs i tacklingen af coronakrisen i delstaten med 17 millioner indbyggere. Men som partiformand vil Laschet modsat den mere polariserende Merz have den fordel, at han har bevist, at han kan holde sammen på CDU’s suverænt største delstatsforbund, og at han er mesterlig til at udglatte interne konflikter.

Armin Laschet (født 1961) er et afdæmpet magtmenneske 

  • Credit: Federico Gambarini.

    Ministerpræsident i Tysklands folkerigeste delstat Nordrhein-Westfalen med 18 millioner indbyggere.
  • Laschet er katolik fra Aachen, trådte ind i CDU som 18-årig og blev valgt ind i Forbundsdagen i 1994, hvor han var en progressiv stemme i det kristendemokratiske parti, blandt andet for liberal indvandringspolitik og en »økologisk markedsøkonomi«.
  • Økonomisk og økologisk ser Laschet i dag ikke det store opbrud for sig, men satser på en fortsættelse af Merkel-regeringens linje.
  • I 2017 vandt Laschet delstatsvalget i Nordrhein-Westfalen, det tyske socialdemokratis hidtil urørlige »røde højborg«. Som formandskandidat betoner han desuden gang på gang, at hans specialitet er at løse konflikter og udligne interesser. For mange i partiet er det både en fordel og en ulempe: Han kan holde sammen på partiet, men han er også en relativt svag lederfigur med tøvende kommunikation, ikke mindst i coronakrisen.
  • Ligesom konkurrenterne Friedrich Merz og Norbert Röttgen kommer Laschet selv fra Nordrhein-Westfalen, hvor CDU’s delstatsforbund stiller med næsten 300 af de 1.001 CDU-delegerede. Men de fleste vil formentlig støtte Laschet, fordi han er deres delstatsleder og ministerpræsident, og et valgnederlag til ham om formandsposten vil få Laschets taburet til at vakle og dermed svække hele CDU i NRW.
  • Den midtsøgende Laschet vil have lettere end Merz ved at samarbejde med De Grønne – og måske vigtigst: Som en fleksibel og afdæmpet magtpolitiker vil han formentlig gå ganske pragmatisk vil spørgsmålet om, hvem der skal være kanslerkandidat i CDU/CSU op til efterårets valg. Laschet vil næppe stille sig selv i forgrunden.

Desuden vil Laschet med sin midtsøgende Merkel-kurs have langt lettere end Merz ved at samarbejde med De Grønne, som ligner en oplagt regeringspartner efter valget.

»Tiden er løbet fra Merz,« lyder Albrecht von Luckes diagnose.

»Merz var den anti-Merkel, som CDU længstes efter ved formandsvalget i 2018 efter flygtningekrisen og AfD’s stærke valg ved de østtyske delstatsvalg. Men nu er Merkel atter den suveræne nummer et. CDU-parolen hedder atter ’keine Experimente’, og partiet ønsker en fortsættelse af Merkel-æraens midtsøgende linje.«

Alligevel er det direkte plat, at flere medier har kaldt Merz for »Tysklands Trump«, mener von Lucke. Det er han ikke, om end han også er »egomann og narcissist«.

»Omvendt har billederne fra USA medvirket til, at Merz’ højrepopulistiske antiestablishmentattitude er forældet. Hans neoliberale økonomiske tænkning, hans reaktionære samfundssyn og hans svage klimapolitik ville få store dele af de borgerlige midtervælgere til at sige farvel til CDU/CSU.«

At sætte debatten

Alligevel er Merz stadig favorit ved siden af Laschet. En af dem, der tror på ham, er historieprofessor Andreas Rödder, der selv er medlem af CDU og rådgiver partiet som en af Tysklands fremmeste konservative tænkere. Han ser stadig en tysk længsel efter en ny liberal-konservatisme, som Merz måske kan indfri.

»Problemet er jo, at den offentlige debat for tiden er domineret af identitetspolitiske emner som antidiskriminering og antiracisme, altså klassiske samfundsemner for De Grønne, og nu har corona tilmed også ændret vores syn på staten og politikeres ledelsesansvar fundamentalt,« siger Rödder over skype fra Mainz.

»Men det ændrer ikke på, at vi har brug for en stærk borgerlig midte med en stærk leder, der i høj grad kan præge temaerne i stedet for bare at tilpasse sig dem, også på klimaområdet. Her er Merz klart stærkest.«

Andreas Rödder medgiver, at tidsånden har bevæget sig væk fra Merz’ linje de senere år. Men han er omvendt overbevist om, at Merz kan ændre den politiske diskurs i Tyskland. Og han frygter, at AfD atter opnår fremgang og kan true CDU fra højre – afhængigt af hvordan coronakrisen og protesterne udvikler sig.

Norbert Röttgen (født 1965) er jokeren i formandsspillet

  • Credit: Michael Kappeler. 

    Medlem af Forbundsdagen siden 1994, jurist og tysk miljøminister fra 2009-2012.
  • Norbert Röttgen er som de to øvrige kandidater fra delstaten Nordrhein-Westfalen, hvor han blev CDU-medlem allerede som 17-årig. Efter en stejl optur i partiet med øgenavnet ’Muttis klogeste’ blev han i 2009 miljøminister, men efter et valgnederlag i Nordrhein-Westfalen i 2012 lod Merkel ham falde dybt og fyrede ham som minister. Siden 2014 har han været leder af Forbundsdagens udenrigsudvalg.
  • Norbert Röttgen regnes som et sympatisk magtmenneske og en fremragende analytiker, der kræver en indholdsmæssig fornyelse af CDU/CSU. Men han har ikke noget stærkt netværk i CDU, og han har aldrig bevist, at han kan virke som integrerende kraft i partiet. Derfor virker han som en mindre sandsynlig vinder af formandsvalget.

»Hvis CDU fortsætter mod midten, kan millioner af CDU-vælgere til sidst spørge sig selv: Hvorfor ikke springe direkte over til De Grønne, når CDU allerede ligger så tæt op ad dem?«

Valgstrategisk katastrofe

Det lyder overbevisende. Men lederen af afdelingen for politik og socialforskning ved det tyske meningsmålingsinstitut Forsa, Peter Matuschek, giver et andet billede: Merz har godt nok stærk sympati blandt vælgerne i de østtyske delstater og blandt mange AfD-vælgere. Men det vil ifølge Forsas undersøgelser ikke få dem til at vælge CDU, hvis Merz skulle blive både formand og kanslerkandidat.

»Valgstrategisk ville det være en katastrofe for CDU/CSU at foretage en højredrejning væk fra midten med Merz i spidsen,« siger Peter Matuschek.

»Det tyske socialdemokrati SPD er nærmest ude af ligningen, men CDU/CSU har millioner af stemmer at tabe til De Grønne på den konto.«

Som valgforsker har han derfor et klart råd til CDU/CSU: Markus Söder fra Bayern er partiets klart stærkeste kort – kør ham i stilling som kanslerkandidat!

Det spil har den tredje formandskandidat, jokeren Norbert Röttgen, set som den første og for længst peget på Söder. Men også Armin Laschet har et fint forhold til Markus Söder, mens Merz siges at have et mere anstrengt forhold til bayreren. Med andre ord: Taktisk står Laschet her bedst.

Magtmaskinen hakker

I det store spil er det afgørende spørgsmål således, om CDU får valgt en formand, der formår at spille det taktiske spil, som kan holde søsterpartierne omkring den nuværende opbakning under Merkel på godt 35 procent.

Det tvivler Bernd Ulrich på. Han er ugeavisen Die Zeits venstreorienterede vicechefredaktør, og som en af de få analytikere tror han på, at det i efteråret måske kan ende med en grønsort regering frem for en sort-grøn regering: at De Grønne altså bliver større end CDU/CSU og kan snuppe kanslerposten, hvis CDU laver tilstrækkelig mange fodfejl det næste halve år og ved Merkels afsked sidder tilbage som et reaktionært mandeparti uden stærke klimaambitioner.

»Der er sket noget med CDU/CSU’s magtidentitet, som er værre end at miste magten: nemlig at viljen til magt glider dem af hænde,« skriver Bernd Ulrich i en opsigtsvækkende analyse i Die Zeit.

»An­ge­la Mer­kel giver frivilligt magten fra sig. Hun vil ikke mere, og hun kan måske heller ikke mere, fordi hendes metode – at afpolitisere valgkampene for i stedet at lave ægte politik med kriserne som drivkraft – er slidt op.«

Ud ad vinduet

At magtens selvfølgelighed kan glide Europas største parti af hænde med Merkels afgang skyldes også, at CDU som parti – ligesom konservatismen som ideologi – aldrig har haft et skarpt, fremadskuende program: Så længe CDU er ved magten, regeres der ud fra det muliges kunst og uden store, aktive omvæltninger oppefra. Men med coronakrisen og tidens andre kriser og politiske og energimæssige omstillinger globalt og nationalt er spørgsmålet, om det er nok.

Bernd Ulrich fra Die Zeit svarer: Nej. Og det har vælgerne forstået, mener han. Men han medgiver også, at ikke bare magtmaskinen CDU/CSU, men al politik kører med helt usædvanligt kort kørelys under coronakrisen. Desuden virker valget til Forbundsdagen i september rent politisk uendeligt langt væk.

Selv en stærkt populær figur som CDU-sundhedsministeren Jens Spahn kan blive mærket af problemer under coronakrisen i det kommende halve år – og det samme kan ministerpræsidenter som Laschet og Söder.

Alligevel ser kommentatoren Albrecht von Lucke det som venstreorienteret ønsketænkning, at CDU/CSU i den grad skulle falde sammen. Jo mere krisen kradser, desto mere ønsker tyskerne helt i Merkels ånd stabilitet frem for polarisering. Og selv blandt De Grønnes og det slagne socialdemokratiske SPD’s vælgere tror flertallet ifølge meningsmålinger på, at CDU/CSU er det stærkeste parti, når det handler om at stille den rette kansler og tackle økonomiske kriser.

Von Lucke læner sig derfor langt ud ad vinduet, siger han over mobilen fra hjemmekontoret i Berlin, og vover en meget konkret prognose:

»På lørdag bliver Armin Laschet formand. Og i løbet af foråret vil han gøre Markus Söder til kanslerkandidat, også selv om Söder åbenlyst er skidebange for opgaven. For han står nu engang stærkest blandt vælgerne og kan blive tvunget til det, selv om de ikke vil af med ham i Bayern. Men ring til mig på søndag efter partidagen, så har jeg måske skiftet holdning.«

Man kan altså håbe på, at Merkels afgang bliver røvkedelig sammenlignet med Trumps. Men coronavirkeligheden tyder på, at det bliver et rasende spændende år i Europas største parti og vigtigste nation.

Tidslinje: Vejen mod den næste Merkel

  • 2005-2021: Efter al sandsynlighed formår Angela Merkel som den første tyske kansler nogensinde at sidde frem til sin selvvalgte afgang – lige nu endda med forrygende meningsmålinger bag sig, men også med et stadig større magtvakuum i partiet under sig.
  • December 2018: Efter Merkel er blevet tvunget til at opgive formandsposten i CDU, vælges hendes kronprinsesse, ministerpræsidenten i den lille delstat Saarland, Annegret Kramp-Karrenbauer, som ny formand med et snævert forspring foran Merkels gamle rival Friedrich Merz.
  • Februar 2020: Efter stærkt internt pres trækker Annegret Kramp-Karrenbauer sig som formand og dermed også som mulig kanslerkandidat.
  • 2020: På grund af corona udsættes CDU’s partidag og formandsvalget to gange, mens Merkels popularitet fortsat stiger.
  • 15.-16. januar 2021: På en onlinepartidag vælger CDU ny formand. På valg står ministerpræsident Armin Laschet (bakket op af sundhedsminister Jens Spahn), CDU-udenrigsekspert Norbert Röttgen og – igen – finansjuristen Friedrich Merz.
  • Foråret 2021: Formandsvalget er ikke automatisk et valg af den kommende CDU-kanslerkandidat. Men i løbet af foråret vil CDU/CSU blive tvunget til at stille den kanslerkandidat, der skal føre valgkamp hen over sommeren. Lige nu er de to mest oplagte kanslerkandidater i kulissen den bayerske ministerpræsident Markus Söder og sundhedsminister Jens Spahn.
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det bliver vel interessant at se, om Markus Söder ender med at blive kanslerkandidat, selv om han konstant viger uden om at svare, når han får spørgsmålet, og hellere vil snakke om corona-tiltag.
Også blandt de bayerske CSU-vælgere vil han være et populært valg, så det er ikke rigtigt, at de ikke vil af med ham. Den sidste meningsmåling i Bayern fortæller, at 84 % af CSU-vælgerne mener, at Markus Söder vil være et godt valg.

Jørgen Mathiasen

Jeg troede såmænd, at Information havde valgt at lukke øjnene for formandsvalget i CDU, men så er der heldigvis andre, der finder det mere interessant.

Der er ikke bare tale om et formandsvalg. CDU foreslår også kanslerkandidaten for unionen (dvs. CDU/CSU), og Tysklands kommende kansler er ikke alene en magtfuld person i EU, han er også en fremtrædende politiker i verdenspolitikken. Det undrer ikke, at en ministerpræsident fra NRW kan få sved på panden ved at tænke på det ansvar.

Af særlig interesse for Informations læsere er antageligt følgende: Valget af Friedrich Mertz som formand, en stokkonservativ mand, fører næppe til at vælgere af AfD går til CDU, sådan som CDUere håber. Derimod kan det flytte vælgere til SPD, som derfor håber på valget af Mertz. Hvis vælgerbevægelsen er tilstrækkelig stor, kan det føre til en centrum-venstre regering i Tyskland - det som Merkels kurs hidtil har blokeret.

Asbjørn Ammitzbøll Flügge

Tweetet er, så vidt jeg er orienteret, fra en satireprofil.

Jeppe Lindholm

Ingen kunne løfte arven efter Helmut Kohl, som sad som tysk kansler i en lille menneskealder. Og så kom Angela Merkel. Og løftede Tyskland til nye højder. For mig er en af Merkels kriterier til succes hendes opvækst i DDR øst Tyskland, som har givet hende en afmålt og ydmyg tilgang til kansler embedet. Kohl-hoveder er der mange af. Men der er kun en Merkel. Jeg kommer faktisk til at savne hende i baghovedet som en klippe og integritet i EU og tysk relateret politik og i en verden fuld af stigende populisme, så man skulle tro man befandt sig i en reklame blok. Hun er jo blevet vores alle sammens Mutti igennem de seneste mange mange år. Så helt klart et fremtidig savn.

Anders Thornvig Sørensen

Jeg respekterer Merkel for to ting. 1. Hun er ikke krigsgal. 2. Hun har i alle sine år som kansler, mig bekendt, aldrig løjet groft over for offentligheden. Hun har fremsat urealistiske løfter og lavet meget muligt andet, som man ikke undgår i et langt og aktivt politisk liv. Men grove løgne har hun ikke begået. Det vil jeg fremhæve, for det er efterhånden en sjælden kvalitet, desværre.

Der er også mange grunde til, at jeg ikke tæller med i skaren af hendes beundrere, men det kan være lige meget nu.

Jeppe Lindholm

Der er faktisk kun een ting galt med Merkel. At hun ikke er valgt som kansler for SPD frem for CDU/CSU. Så havde hun jo nærmest været perfekt.