Baggrund
Læsetid: 7 min.

Optøjerne set fra Trump-land: »Det er jo kun en forbrydelse, hvis du er Trump-støtte«

Trump har lagt afstand til onsdagens optøjer, men blandt hans kernevælgere på højrefløjen diskuterer de stadig, om angrebet på kongresbygningen skal forstås som en bagatel, en legitim protest eller en venstreorienteret konspiration. Vi giver et overblik over ’det andet Amerika’s fortællinger om optøjerne
Nogle opfatter urolighederne i Washington som en afmålt og forståelig reaktion på demokraternes påståede valgsvindel. Andre er overbeviste om, at uromagerne slet ikke var Trump-tilhængere, men venstreradikale aktivister fra ANTIFA, som blot poserede som republikanere.

Nogle opfatter urolighederne i Washington som en afmålt og forståelig reaktion på demokraternes påståede valgsvindel. Andre er overbeviste om, at uromagerne slet ikke var Trump-tilhængere, men venstreradikale aktivister fra ANTIFA, som blot poserede som republikanere.

Joseph Prezioso

Udland
9. januar 2021

Splittelsen i det amerikanske samfund er eskaleret, så sociologerne nu taler om, at amerikanere bor i to separate virkeligheder. De deler ikke længere de samme kendsgerninger og har fundamentalt forskellige opfattelser af samfundet omkring dem.

I det ene Amerika, der hvor man læser The New York Times, ser CNN og netop har valgt Joe Biden som præsident, er der konsensus om, at optøjerne onsdag i selveste kongresbygningen i Washington, D.C., var en skandale og en ydmygelse af det amerikanske demokrati. I det andet Amerika er billedet mere broget.

En række af Trumps hidtidige allierede i Det Republikanske Parti har taget del i fordømmelsen og brugt optøjerne som et afsæt til at distancere sig fra den afgående præsident, og natten til fredag erklærede Trump, at han »ligesom alle amerikanere er rasende over volden, lovløsheden og kaosset«.

Men længere ude på højrefløjen, hvor en ikke uanselig del af amerikanerne befinder sig, pågår stadig en kamp om, hvordan man skal udlægge onsdagens begivenheder.

En meget omtalt YouGov-måling viser, at 45 procent af de republikanske vælgere støtter uromagerne, og 52 procent mener, at optøjerne først og fremmest var Joe Bidens ansvar.

Nogle opfatter urolighederne som en afmålt og forståelig reaktion på demokraternes påståede valgsvindel. Andre er overbeviste om, at uromagerne slet ikke var Trump-tilhængere, men venstreradikale aktivister fra ANTIFA, som blot poserede som republikanere.

Kigger man på højreorienterede medier som Fox News og Newsmax eller på Trump-begejstrede internetfora, får man indtryk af, at de fleste af hans vælgere fordømmer volden, men betinger deres afstandtagen af et stort, fedt men.

Men sagen bliver blæst ud af proportioner i medierne, men demokraterne har kuppet valget, men sommerens Black Lives Matter-protester var langt værre, men der var tale om et par få brodne kar i en ellers fredelig forsamling.

Vi giver et overblik over de modfortællinger om angrebet på kongresbygningen, der i disse bliver delt, diskuteret og promoveret i Trump-land.

Forskellige variationer af Fox News-stjernen Tucker Carlsons ord til seerne:

»Der er en årsag til, at vi er nået frem til denne triste, kaotiske dag. Det er ikke din skyld, det er deres skyld.«

’Rådne æbler’

Lad os starte på Fox News, som siden 1990’erne har været USA’s mest populære nyhedskanal og det konservative Amerikas førende medie.

Mens Fox’ nyhedsafdeling dækker optøjerne kritisk og relativt nøgternt, har kanalens profilerede talkshowværter som Sean Hannity, Tucker Carlson og Laura Ingraham lagt en mere apologetisk linje.

Hannity talte om »få, rådne æbler«, og Laura Ingraham beklagede, at en stor gruppe »gode patrioter« nu bliver bebrejdet for nogle få tossers værk.

På Fox bliver der også flirtet med en anden, mere konspiratorisk udlægning. Sean Hannity har for eksempel sagt, at han godt kunne tænke sig at vide, hvem de »egentlige anstiftere« var, mens Ingraham konstaterede, at uromagerne »næppe alle sammen var Trump-tilhængere«.

I et interview sagde den tidligere guvernør og vicepræsidentkandidat Sarah Palin, at mange af dem efter hendes overbevisning var »ANTIFA-folk«.

»Jeg har set billeder,« hævdede hun.

Det er ingen hemmelighed, at Trump siden valget har følt sig forrådt af Fox News, som han ikke mener i tilstrækkelig grad har støttet og udbredt konspirationen om demokraternes valgsvindel. I stedet er han begyndt at promovere og stille sig til rådighed for endnu mere radikale højrefløjsmedier som Newsmax og One American News Network (OANN).

I den slags medier er teorien om en venstreradikal false flag-operation mere dominerende.

»Er ANTIFA involveret, må vi til bunds i det,« sagde Trumps tidligere pressechef Sean Spicer på Newsmax, og med henvisning til en nu tilbagevist historie fra den lille, højreorienterede avis Washington Times skrev OANN, at der nu var dokumentation for, at ANTIFA havde infiltreret onsdagens demonstrationer.

Hykleri

Et synspunkt lader til at gå igen på tværs af den Trump-begejstrede højrefløj: Ideen om venstrefløjen, medierne og de demokratiske politikeres hykleri.

En forudsætning for den holdning er, at urolighederne slet ikke er så markant en begivenhed, som mainstreammedierne nu forsøger at fremstille det som. På OANN sagde Trumps personlige advokat for eksempel, at han »ikke ville betegne det som ingenting«, men i New York, hvor han kommer fra, ville de nok bare se det »som optakten til noget«.

Hertil svarede studieværten, Dan Ball: »Ja, sammenlignet med det, vi har set i Kenosha, St. Louis, Portland og Seattle med alle ANTIFA-BLM-protesterne, hvor de banker politifolk, vælter biler, brænder forretninger, og borgmestre og guvernører i de byer alligevel bare sender politiet hjem og lader uromagerne løbe løbsk, er det her slet ikke i nærheden af det niveau. Der er jeg enig med dig.«

På det sociale medie Parcel – en pendant til Twitter, som ikke slår ned på hadefulde ytringer, og hvor mange af brugerne er anonyme – bliver et meme af to artikler fra det venstreorienterede medie VOX delt flittigt. Den ene er en ældre artikel med overskriften »Optøjer er destruktive, farlige og skræmmende – men kan føre til seriøse sociale reformer«. Den anden er fra onsdag aften og bærer rubrikken: »Hver og en der trængte ind i kongresbygningen bør arresteres.«

»Det er kun en forbrydelse, hvis du er Trumptilhænger. Fuck this bullshit!« skriver en anonym bruger.

Mange brugere er vrede over, at de selvsamme medier og venstreorienterede, som i sommer havde travlt med at understrege, hvordan protest og civil ulydighed var helt centrale demokratiske udtryksformer, nu bruger ord som »terrorister« og »oprør«.

Som Laura Ingraham sagde på Fox News: »Dobbeltmoralen er bemærkelsesværdig og patetisk«. 

Legitim reaktion

Vi nærmer os altså også en fortælling, hvor urolighederne ikke var en skandale eller ydmygelse, men et legitimt udtryk for politisk frustration.

På Fox News argumenterede vært Tucker Carlson for, at amerikanske politikerne nu måtte forsøge at forstå, hvorfor så mange gode amerikanere er så utilfredse med det politiske system.

»Politisk vold avler politisk vold,« sagde han.

Kanalens morgenvært Brian Kilmeade betegnede protesterne som »kulminationen på fire år, hvor de har nægtet, at præsidenten vandt valget (..) fire år med frustrerede vælgere som føler, at de er blevet dømt uden at have haft deres dag i retten«.

Endnu længere mod højre, finder man også stemmer, der betragter onsdagens begivenheder som en decideret triumf. I en officiel udtalelse skriver den voldelige højreradikale gruppe Proud Boys:

»I flere timer efterlod vores kollektive styrke politikerne i Washington i total rædsel(...). Systemet vil have dig til at tro, at du er alene. Det er derfor, de forbyder alle de ’radikale’ fra sociale medier. De vil have dig til at føle dig alene. Men sandheden er, at du ikke er alene. Vi er overalt.«

Torsdag, dagen derpå, talte den britiske avis The Independent med to demonstranter, som havde deltaget i optøjerne i kongresbygningen.

»Så meget jeg har betalt i skat gennem mit liv, ejer jeg en stor del af den bygning. Det er min bygning. Det her er mit fortov. Det er mit land. Og i går stjal de det fra os,« siger Matt Walls.

En anden uromager, Ricky Anderson på 64 år, forklarer over for avisen, at de egentlige kriminelle er politikerne.

»De sidder derinde og bryder loven. Det er helt åbenlyst, at loven er blevet brudt med vælgerregistrering og valgsvindel i det her land. Og de sidder bare på hænderne,« siger han.

»Det her var kun starten. Det kommer kun til at vokse herfra.«

Trump i knibe

I Trump-land er det altså stadig til forhandling, hvordan man skal forstå, udlægge og forholde sig til skandalen. Men det står klart, at Trump nu står i en prekær situation, hvor han forsøger at distancere sig fra uromagerne, uden at støde sine tilhængere fra sig.

En svær øvelse, særligt fordi mange føler, at Trump selv har animeret dem til at tage handling.

»Mød op, det bliver vildt,« skrev han kort før jul. I en time lang tale, umiddelbart før optøjerne opfordrede han demonstranterne til at marchere til kongresbygningen og fortalte dem, at man ikke vinder sit land tilbage ved at være svag. »I er nødt til at vise styrke,« sagde han.

Og da det først var blevet vildt, modsatte han sig angiveligt at indsætte nationalgarden, og i en video på Twitter, hvor han godt nok bad uromagerne om at gå hjem, kaldte han dem samtidig »patrioter« og henvendte sig direkte til dem med ordene: »Jeg elsker jer. I er meget særlige«.

I sin seneste erklæring, siger han, at de har »besudlet« det amerikanske demokrati. Desuden har han i kølvandet på optøjerne langt om længe givet op, erkendt at hans tid som præsident er forbi, og han vil arbejde for en »fredelig« overdragelse af magten.

Meget tyder altså på, at Trump denne gang må bøje hovedet. Langt de fleste amerikanere betragter angrebet på kongresbygningen som en skandale. Men blandt hans kernevælgerne er historierne nogle andre. I fire år har Trump fortalt dem, at medierne er korrupte, politikerne uduelige og systemet imod dem. Angrebet på kongresbygningen var den foreløbige kulmination på deres kamp mod institutionerne. Men det var næppe den sidste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kjeld Jensen, du har en pointe i at optøjer som disse er set i mange andre lande, herunder i Østeuropa, gennem de seneste årtier ... og ofte har vi fået ensidigt vinklende udlægninger af sammenhængene og de kæmpende parters motiver, handlinger o.a. fra vore politikere og mainstreammedier (mest markante eksempel var formentligt statskuppet i Kiev i 2014).

I tilfældet Trump er det - stærkt forståeligt - meget vanskeligt for danske politikere og mainstreammedier at støtte hans sag, ligesom det er tæt på umuligt at synes positivt om hans støtters argumenter for at protestere mod magtoverdragelsen til Biden (dog er der rigtigt mange andre gode argumenter for at se særdeles kritisk på den kommende Biden-administrations politiske sigtelinjer - men disse iagttages typisk ikke af danske politikere og medier), men hvis vi for en stund vender blikket mod Venezuela, og Juan Guaidó-netværkets fremfærd gennem de seneste år, er det lykkedes de danske medier og politikere at forstå Guaidó og dennes stærkt højreorienterede støtter, inklusive Trump-administrationen og hovedparten af den amerikanske kongres, som en frihedskæmper. Guaidó har, uden den mindste legitimitet, udråbt sig selv som Venezuelas retmæssige præsident - han har opfordret til sabotage af den venezuelanske regeringsudøvelse, retsvæsenet og fødevaresektor - og han har opfordret til folkelig overtagelse af magten i Venezuela, trods den siddende regerings klare, demokratiske mandat.

Lige så inkonsistent og usammenhængende, det er at anskue Trumpismen og det aktuelle anfald mod valgnederlaget som en frihedskamp, er det at anskue Guaidó og dennes åbenlyse statskup-forsøg i Venezuela som sådan. Og alligevel mener den danske politikerstand, ihvertfald den traditionelt og aktuelt magtbærende del heraf, at Guaidó skal støttes og at Venezuela skal underlægges voldsomme sanktioner - som USA og EU er enige om. Og sådan er det jo så.

Tænk, hvad der ville være sket, hvis Twitter havde udelukket Guaidó fra at deltage på platformen pga. dennes løgne og opfordringer til vold i Caracas' gader? En utænkelig situation, men dog værd at reflektere over.

Emil Davidsen, Poul Mikael Allarp, Marianne Jespersen, Flemming Berger, Peter Beck-Lauritzen, Søren Dahl, Inge Lehmann, Anders Graae, Lars Løfgren og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Marianne Ljungberg

Utoft, ja, det er det da. Værd at reflektere over. Har du en slags konklusion på dine reflektioner ? Er Trump uskyldig? Opfordrer han som præsident til vold i gaderne? Hvis nej, hvem er så skyldige? Jeg forstår ikke hvor du står, selvom du tilsyneladende reflekterer meget

Henrik Ljungberg

Henrik Ljungberg, refleksioner fører ikke nødvendigvis til konklusioner - men måske til mangfoldige perspektiver. I denne sammenhæng kunne ét være overvejelsen om at iagttage protesterne mod valgresultatet som endnu en primitiv reaktion på oplevelsen af magtesløshed, denne gang blot iklædt trumpismens kontroversielle klæder; folkemasser forført af endnu en orange barons gullasch?

Et andet kunne være; er der visse stærke, fælles realpolitiske interesser mellem Trump et al. og Biden et al., siden de begge har støttet Guaidó-netværkets statskupforsøg i Venezuela? Og (i forlængelse heraf et tredje;) er det først, når Biden et al. og de vestlige mainstremmedier agttager risikoen for en højrepopulistisk opstand i eget magtrevir, at ulovlighederne ikke rigtigt går an?

Poul Mikael Allarp, Flemming Berger, Peter Beck-Lauritzen, Søren Dahl, Anders Graae, Lars Løfgren og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Trump opfordrer til at gå mod/indtage Capitol. Bagefter har de samme mennesker "besudlet" demokratiet! Ælle, bælle ni-ti; hvad skal man så tro på? Trump taler med spaltet tunge, som den slange han er! (læs om Roy Cohn, advokat, blot en lille facet om Trump). Hvad positivt har Trump udrettet som præsident? Jo, indført brugen af fakenews og alternative facts! Hvad kan disse udtryk bruges til? Ødelægge tiltroen til samfundet og demokratiet. Alle kan nu sige hvadsomhelst, uden at blive konfronteret med og holdt op imod sandheden. Trist.
Trump har meddelt, at han ikke kommer til Bidens indsættelse, som præsident. Hvor er Trump så henne den dag? Israel, Saudi eller Rusland, hos vennerne, nå ja, Nordkorea tæller vel også med her!

Benjamin Bjerre

Så, hvad skete der lige for kommentarerne? Der røg da et par stykker.
Jeg kiggede lige spillereglerne efter og kan ikke se hvad der skulle ligge til grund. Det er heller ikke første gang det er sket, men jeg fik intet svar på min forespørgsel dengang.

Det er lidt ødelæggende for diskussionen. Nu hænger der kommentarer som svarer på noget der ikke er der længere. Jeg synes det er en mærkelig måde at moderere på.

Benjamin Bjerre, indtil for nogle år siden blev der ikke fjernet kommentarer før debatværten havde taget stilling - og man skulle begrunde sin evt. påklagelse af andres kommentarer. Derved havde man et levende og kritisk kommentariat, hvor modereringen var ret transparent og til tider lærerig for alle parter. Dét som foregår idag virker ofte vilkårligt, tendentiøst og demotiverende - svært at forstå hvorfor Information.dk gik bort fra det tidligere system (selvom det er indlysende at man idag anvender mindre arbejdskraft på debatværtfunktionen).

Lillian Larsen

Desuden kan man også uforvarende komme til at berøre "stødende kommentar". Kan man fummelfingret forårsage at et indlæg slettes?

Det kan vel ikke udelukkes at fummel kan medvirke til både det ene og det andet, men mere ærgerligt er det vel at man nu skal være stødt for at beklage en kommentar. Dette lægger op til emotionel kamp og skaber desuden uklarhed om baggrunden for beklagelsen. I princippet kan et tilstrækkeligt antal klik på stødende kommentarer dermed (må det antages) fjerne kommentarer, som ellers er saglige og relevante.

”Mange brugere er vrede over, at de selvsamme medier og venstreorienterede, som i sommer havde travlt med at understrege, hvordan protest og civil ulydighed var helt centrale demokratiske udtryksformer, nu bruger ord som >>terrorister<< og >>oprør<<.”

Men er der så en forskel, der kan forklare hvorfor den ene situation skulle være okay, men ikke den anden, som kunne forsvare de forskellige udmeldinger imod anklagen om hykleri? Altså på protest og civil ulydighed i tilfældet med BLM i modsætning til stormløbet imod kongressen?

Der er i hvert fald stederne til forskel, men der er også andre ting:

Hvor BLM protesterne har fundet sted på almindelig vej, hvor almindelige mennesker bor og har deres butikker, er denne storm på en regeringsbygning.

BLM protesterne er fostret af vrede i en del af befolkningen, på baggrund af klart og tydeligt beviseligt dybt tragiske hændelser, som folk selv har set udrullet enten gennem private optagelser, eller igennem historier forklaret og fremlagt i medierne. Det kan ikke bestrides at de mennesker, der er blevet dræbt er blevet dræbt, det er de. Det kan heller ikke bestrides at de har været ubevæbnet, for det var de. I de tilfælde hvor det er blevet filmet, som i Floyd sagen, kan det vel heller ikke bestrides at der er sket en kriminel handling, uanset hvad intentionen var.
De kommer også, som følge af en gradvis bevidstgørelse i dele af befolkningen, omkring de ulige forhold der eksisterer på mange andre planer.

Så kommer stormen mod kongressen på baggrund af løgne, fremsat af præsidenten selv og hans håndlangere, hvilket vi har rettens bevis for. Domstole som også har republikanske dommere til at sidde og dømme i disse sager. Der er ingen tydelige beviser, men kun ren manipulation og hjernevask. Og manipulationen forsætter når Fox News o.s. forsøger at sidestille BLM protesterne med stormen på kongressen.

Det er jo rigtig nok at >>optøjer er destruktive, farlige og skræmmende – men kan føre til seriøse sociale reformer<<.
Men de reformer der her er tale om, er også meget forskellige.

I BLM tilfældet er det, retten til at blive behandlet på lige fod med de andre borgere, at man bliver set og hørt, som den ligeværdige samfundspartner man er på et mere generelt plan også.

I tilfældet med stormen mod kongressen, er det en omstyrtning af et valgresultat, som var helt legitimt ifølge domstolene, et kup, en afvikling af retsstaten og demokratiet. Og det ændres ikke af at man er blevet narret til at tro noget andet.

Hvis man går ud fra at alle Amerikanere går ind for forfatningen, som den står nu, så burde det første være en legitim protest, mens den anden ikke burde være det.