Owen Jones: Jeremy Corbyn var en uorganiseret og inkompetent leder, som havde ret i det meste

Da Tony Blair i 1996 skulle overbevise briterne om, at New Labour rent faktisk var nyt, og partiet mente den nye midtsøgende linje alvorligt, beroligede han Mail on Sundays læsere med følgende ord:

»I behøver virkelig ikke bekymre jer om, at Jeremy Corbyn pludselig tager over.«

Mens Labour de følgende to årtier buldrede ud ad ’Den tredje vej’, sænkede skatterne, slankede velfærdsstaten og distancerede sig fra fagbevægelsen, sad Jeremy Corbyn på parlamentets allerbageste bænk og stemte imod. Internt i Labour blev han betragtet som en karikatur af en håbløst bedaget gammelsocialist. Et omvandrende monument over venstrefløjens synspunkter under minearbejdernes strejke i 1984.

Lige indtil han pludselig blev formand for partiet. I 2015 stillede han kun modvilligt op. Det skulle have været en rent symbolsk markering, et lille, rituelt bjæf for at gøre opmærksom på, at partiet stadig havde en »hård venstrefløj«. I stedet blev det begyndelsen på et radikalt eksperiment.

Hvad sker der, hvis den kritiske, mest yderliggående venstrefløj rent faktisk får magt over et stort, regeringsbærende parti?

Den britiske forfatter Owen Jones’ seneste bog This Land – The Story of a Movement er både et stålsat forsvar for det politiske projekt, en kras kritik af Corbyn selv, og et forsøg på at ændre fortællingen om eksperimentet.

»Corbyn har ændret britisk politik. Efter årtiers eksil langt fra Westminster, er venstreorienterede, progressive synspunkter tilbage i centrum af britisk politik,« siger Labour-aktivisten og Corbyn-støtten Owen Jones. Grundlæggende er Labour blevet socialdemokratisk igen. Og den succeshistorie fortaber sig ofte i det, der i dag – med en vis ret – står som den dominerende fortælling om Corbyn-projektet, mener Jones.

Kampen om eftermælet

Et år efter Corbyns knusende valgnederlag til Boris Johnson, er den mest udbredte udlægning, at Labours højrefløj havde ret. Man kan ikke vinde valg på radikal venstreorienteret politik, og hans nederlag må tjene til skræk og advarsel for hele det europæiske centrum-venstre.

Både Corbyn og bevægelsen er tilmed belastet af den ringe håndtering af sagerne om antisemitisme i Labour, som de aldrig helt har vedkendt sig. Som følge af sagen var Corbyn suspenderet fra partiet i en periode tidligere på efteråret, og han har stadig ikke fået sin plads i parlamentet tilbage.

Alt i alt tegner der sig altså et billede af en politisk og moralsk fiasko.

Det er den udlægning, Owen Jones gerne vil nuancere. For grundlæggende var det politiske projekt populært, fastholder forfatteren. Meningsmålinger viser, at Corbyns gammelsocialistiske ideer var populære. Uanset om det handlede om at nationalisere jernbanerne, hæve skatterne for de rigeste eller udvide det sociale sikkerhedsnet, viste målinger bred opbakning.

»Over hele Europa er de socialdemokratiske partier i krise, ikke mindst fordi de fleste af dem har vendt ryggen til socialdemokratismen,« siger Owen Jones til Information. Tony Blairs ’tredje vej’ har vist sig at være en blindgyde. »Man glemmer ofte, at Corbyn knækkede den kurve i 2017, da Labour fik over 40 procent af stemmerne.«

Corbynismen fejlede ikke noget. Det politiske projekt var rigtigt, siger Owen Jones. Problemet var i vid udstrækning Corbyn selv. En rar og sympatisk mand, men en sløset, uprofessionel og konfliktsky leder, som var ude af stand til at vælge sine kampe, aldrig formåede at levere overbevisende svar på Brexit og svigtede sit ansvar i sagerne om antisemitisme.

Som det hedder i bogen: »Når radikal politik bliver fremlagt uden forbehold og undskyldninger, men eftertrykkeligt og i primærfarver, er folk sultne efter den.«

Forfulgt

Owen Jones’ bog er skrevet både fra »deltageren og iagttagerens« perspektiv, erkender forfatteren. I This Land fortæller han, hvordan han afviste et formelt job i partiet, men alligevel gik til møder i Westminster, ’varmede op’ for Corbyn til vælgermøder og rådgav hans inderkreds i centrale spørgsmål.

Financial Times har beskrevet ham som »Corbyn-projektets vigtigste cheerleader i medierne«. Så når Owen Jones taler om corbynismen, taler han også et politisk program, han selv har været med til at forme.

For at forstå Corbyns fald kommer man ikke uden om, at han havde meget svære arbejdsbetingelser, mener Jones.

»Ingen oppositionsleder i Storbritannien har nogensinde oplevet så omfattende, intens fjendtlighed fra både medierne og sit eget parti,« siger han.

Den britiske boulevardpresse tegnede et billede af en radikal ekstremist, som ville opløse hæren, aflyse julen og nærede sympati for jihadister. The Sun betegnede ham som en støtte af IRA og »alle jihadistiske tosser med store skæg, som længes efter at udslette Vesten«. En decideret klapjagt, mener Owen Jones – også selv om Corbyn tidligere har udtrykt sympati for IRA og betegnet Hamas og Hizbollah som »venner«.

»Pressen førte totalkrig mod Corbyn. Det var forfærdeligt og uretfærdigt. Vi har ikke en fri presse i det her land. Den er overvejende styret af meget rige personer, som støtter en status quo, de lukrerer på,« siger Owen Jones.

Men modstanden var langt fra Corbyns eneste problem.

Brexit

I august 2018 spurgte en journalist fra Channel 4 Jeremy Corbyn, om han virkelig mente, at Storbritannien ville være bedre tjent med at forlade EU.

Labour-lederen svarede undvigende, at han gerne så, at Storbritannien »bevarede et godt forhold til unionen«, ligesom det var vigtigt at beskytte jobs i »fødevaresektoren og industrien«. Så spurgte journalisten igen. Så igen. Så en gang til. Seks gange i streg måtte Jeremy Corbyn træde vande med ulidelige politikerformuleringer.

Oppositionslederen havde simpelthen ikke et svar på landets største politiske udfordring i årtier.

»Labour forestillede sig, at Brexit nødvendigvis ville gøre mere ondt på de andre. At de Konservative var på vej mod et internt sammenbrud,« siger Owen Jones. Så i stedet for at formulere en klar position for, hvilken slags Brexit de foretrak, lurepassede de og mente ingenting.

»Jeremy var aldrig karismatisk på nogen konventionel måde. Den ene ting, han havde, var, at mange så ham som en principfast mand,« siger han.

Det giver en vis troværdighed at have haft de samme synspunkter i 40 år. Corbyn blev betragtet som en mand, der mente, hvad han sagde, og sagde, hvad han mente. En ikkepolitiker.

»Brexit fik ham til at fremstå som en almindelig politiker. Eller en mindre karismatisk, mindre kompetent og mindre statsmandsagtig udgave af en almindelig politiker,« siger Owen Jones.

Han mistede sin troværdighed. I halvandet år op til det katastrofale valg i december 2019 handlede den politiske debat ikke om andet.

»I stedet for at skabe vilkårene for, at de kunne tale om ting, som de var lidenskabelige omkring, siksakkede Labour mellem forskellige, uklare positioner på Brexit.«

Antisemitisme

I 2012 malede den amerikanske graffittikunstner Mear One et stort vægmaleri på en gavl ved Brick Lane. Seks grådige kapitalister med lange næser, som sidder omkring et matadorspil, der hviler på ryggen af en flok underkuede slaver på alle fire.

»The new world is the enemy of humanity,« stod der med henvisning til en velkendt, antisemitisk konspirationsteori om, at verden i virkeligheden bliver styret af en lille hemmelig orden.

På Facebook skrev Jeremy Corbyn, at Mear One ikke skulle bekymre sig om anklagerne om antisemitisme. »Du er i godt selskab. Rockefeller ødelagde også Diego Vieras vægmaleri, fordi det indeholdt et billede af Lenin.«

Den sag dukkede selvfølgelig op, så snart Corbyn blev formand for Labour. Ud over at være besynderligt lang tid om at sige undskyld og trække sine kommentarer tilbage erkendte han aldrig helt, at antisemitisme var et reelt problem i både Labour og på venstrefløjen som sådan. Og det er det, mener Owen Jones.

»Corbyn tiltrak en masse nye medlemmer til Labour. Og fordi han repræsenterede forandring og et reelt skifte væk fra den sædvanlige politik, appellerede han også til en del mennesker, som læste deres egne radikale holdninger ind i Corbyns projekt. Herunder en del fra internettets konspiratoriske kaninhuller,« siger han. »Og de huller ender stort set altid i antisemitisme.«

Et andet problem er, at mange på venstrefløjen ikke betragter antisemitisme som rigtig racisme, fordi de ikke opfatter jøder som en udsat minoritet.

»Der er en forestilling om, at jøder ikke længere bliver stigmatiseret i medier, på jobmarkedet og i retssystemet. Det gør sorte og muslimer. Og at jøder er hvide. «

Owen Jones støtter den Labour-rapport, som for nylig konkluderede, at sagerne om antisemitisme blev håndteret forkert. Corbyns ledelse overholdt ikke procedurerne, de smed ikke de pågældende medlemmer ud hurtigt nok og forsømte i det hele taget deres ansvar.

Det var den rapport, der fik Corbyn suspenderet, fordi han erklærede, at det var en »dramatisk overdrivelse« af rapporten.

»Corbyn skulle fra starten have kigget dybt ind i kameraet og lovet det jødiske mindretal, at han ville bekæmpe antisemitisme, også i eget parti. Og gøre det helt klart for medlemmerne, at hvis I gør og siger denne her slags ting, ryger I ud med det samme. Så hører I ikke til på venstrefløjen, så er I venstrefløjens fjender,« siger Owen Jones.

»Det gjorde han bare ikke.«

Tabte valget, vandt idékamp

En stor del af Owen Jones’ bog er viet til at beskrive Corbyn-bevægelsens fejl i udpenslende detaljer. Ideen om, at Corbyn blot blev slagtet af en brutal presse og intern modstand fra partiet, at det i virkeligheden bare var den herskende klasse som modsatte sig forandring, er nemlig også forkert.

»Der er ingen fremtid for et frigørelsesprojekt, der ikke lærer af sine fejl,« skriver han som en programerklæring i bogen.

»Ideen om, at det alene var etablissementet, som smadrede Corbyn, er ikke bare forkert, den efterlader os også med en fatalistisk konklusion om, at et transformativt, venstreorienteret projekt er dømt til at fejle. At det nødvendigvis vil blive knust af stærkere kræfter, og derfor ikke er kampen værd,« siger Jones.

Og så er vi tilbage ved pointen i Owen Jones’ bog. Et rigtigt politisk projekt, som blev forvaltet forkert. 

 – Meningsmålinger viste stor opbakning til den økonomiske politik. Men hvad med kulturelle spørgsmål som globalisering og indvandring? 

»Pressen forsøgte ofte at fremstille Corbyn som eksponent for en woke eller identitetspolitisk linje. Men i virkeligheden udtalte han sig meget sjældent om den slags ting. Tværtimod, efter at have brugt et helt liv på at kæmpe for migranter og flygtninges rettigheder, gjorde han meget lidt ud af det som leder af Labour,« siger Jones.

»Igen vil jeg sige, at Brexit faktisk forvandlede politik til en slags kulturkrig. Pludselig var vi alle sammen enten leavers eller remainers«.

Men spørgsmålet, kan man indvende, er, om ikke Brexit blot accelererede nogle modsætninger, som vi ser over hele vesten. Land mod by, de veluddannede mod de ufaglærte, de gamle mod de unge. Ligesom andre store centrum-venstre partier er Labour nødt til at etablere og fastholde en umage koalition, som både består af aldrende, socialt konservative arbejdere i gamle industriområder, og progressive, veluddannede unge i byerne.

 – Så hvad er corbynismens svar på det?

»Jeg er skeptisk over for den fremstilling, at de unge er middelklasse og de gamle i industriområderne er arbejderklasse. Mange af dem, vi kategoriserer som arbejderklasse, er pensionister. Og det er en kendsgerning, at pensionisters levestandard faktisk er steget i en periode, hvor den er faldet for mange andre grupper. Blandt folk, der rent faktisk arbejder, har Labour et stort flertal. Problemet er, at stort set ingen over 65 år stemmer på partiet,« siger Owen Jones.

»Hvordan man ændrer det? Jeg ved det ikke.«

Forfatteren tror imidlertid ikke på, at man bør appellere til de ældre ved at skrue ned for social progressive mærkesager om køn, seksualitet og globalisering. Så forlader de unge i byerne bare partiet.

»Labour har tidligere taget kernevælgere for givet. Bare se på Skotland. I 2010 vandt Labour 41 af 59 sæder i Skotland, fem år senere tabte de 40 af de 41 igen,« siger han.

Og så skal man huske, siger Owen Jones, at Labour i sig selv er en bred koalition. Man kan ikke uden videre gøre som det danske socialdemokrati og rykke til højre i udlændingepolitikken og til venstre i den økonomiske politik.

»Vi har et valgsystem, som gør, at hele venstrefløjen skal samles i et parti. Vi er nødt til at bo sammen i det samme hus, fordi ingen har råd til at flytte ud,« siger han.

Labours nye leder, Keir Starmer, har skrevet under på ti principper, som »i bund og grund bevarer de grundlæggende søjler i corbynismen«, vurderer Owen Jones.

»Hvis venstrefløjen formår at holde ham fast på dem, kan Labour gå ind til det næste valg med en radikal platform, som minder om Corbyns.«

Uanset hvad mener Owen Jones, at Jeremy Corbyn har åbnet et mulighedsrum for venstrefløjen, som ingen havde regnet med var muligt for fem år siden. Lige nu bliver han og projektet måske udskældt som en fejl og en historisk undtagelse.

»Men corbynismen er ikke en undtagelse. Den var og er et resultat af historien. Af at Labour havde forladt socialdemokratismen, og uligheden var eksploderet. Alle de forudsætninger, som førte til Corbyn, findes stadig,« siger han.

»Og det er jo ikke ligefrem, fordi Tony Blair kan pege på en masse højreorienterede socialdemokratiske regeringer rundt omkring i Europa og sige, ’se hvor godt det går for ’den tredje vej’’«.