Rebecca Solnit: Stormen på Capitol Hill var et ægte kupforsøg

Onsdag den 6. januar stod USA’s præsident, Donald Trump, i spidsen for et kupforsøg. En højreradikal pøbel blev kupforsøgets instrument, da voldelige uromagere stormede den amerikanske kongresbygning og afbrød stadfæstelsen af valgmandskollegiets stemmeafgivning, der definitivt skulle anerkende Joe Biden og Kamala Harris som præsidentvalgets legitime vindere.

Samme proces blev også forsøgt afsporet af folkevalgte republikanske kongresmedlemmer, der i ond tro trak tiden ud med grundløse påstande om, at valget ikke var gået rigtigt til, hvorfor Trump måtte blive på sin post.

Også disse manøvrer var et kupforsøg – og samtidig en overlagt bestræbelse på at tilsidesætte forfatningen og den demokratiske folkevilje. Med andre ord: et dobbeltattentat på republikken, som blev forsøgt gennemført af ledende republikanere og USA’s præsident i forening. Den pøbel, der trængte ind udefra, ville ikke have eksisteret uden politikerne indenfor. Nok udtrykker disse insidere nu rædsel og afsky over hændelsen Men ansvaret er deres.

Hvis Mitch McConnell (kommende republikansk mindretalsleder i Senatet, red.) og andre republikanske ledere havde anerkendt valgets legitime vinder allerede i november, havde det ikke været muligt at så tvivl om resultatet fra regeringens egen rækker. Og i så fald havde der ikke været nogen pøbel på Capitol Hill. Da det ikke lykkedes at undertrykke stemmer nok til at sikre republikansk valgsejr, forsøgte Trump-regeringen i stedet at undertrykke afgivne stemmer med tilbagevirkende kraft. Trump inviterede selv pøblen indenfor efter at have brugt måneder på at oppiske den. Han aktiverede den på samme måde, som når en bombes lunte antændes.

Onde hensigter

’Kupforsøg’ er altså det rette ord, og selv om det næppe vil lykkes at stoppe Bidens overtagelse af præsidentposten, var dette helt åbenlyst hensigten som del af en kampagne for at delegitimere og dermed svække den tiltrædende regering.

Forud for dette var gået forsøg på at antænde hvid vrede, især hvide mænds vrede, som alle fra Trump til National Rifle Association, Fox News, diverse højrefløjsmediefigurer og forskellige ’hvidt herredømme’-grupper såsom Proud Boys foruden store dele af Det Republikanske Parti har deltaget i. Raseriet retter sig imod, at andre mennesker stilles lige for loven, og at kvinder og farvede også kan regere, når magten fordeles mere lige. Selv samme raseri forsøgte også at delegitimere en sort præsident med birtherisme (falske påstande om, at Barack Obama ikke var indfødt amerikaner, red.) og obstruktion af lovgivningsarbejde. Raseriets mål er altså i sidste ende lighedsprincippet.

Demokrati er et sæt af aftalte spilleregler for at træffe beslutninger sammen og respektere resultatet, uanset om man kan lide det eller ej. Den slags vold, vi så på Capitol Hill, er autoritær. Den er en metode til at forsøge at tvinge andre mennesker til at underkaste sig gerningsmændenes vilje.

Det er vold, der kommer fra hvide mænd, der længe var de eneste mennesker med magt i dette land. Nu iscenesætter dele af denne gruppe sig som marginaliserede og undertrykte outsidere, fordi andre måske også får andel i magten og en stemme. Vi så den samme slags mænd sidste sommer, da de invaderede Michigans hovedby udstyret med halvautomatiske rifler, og vi så dem igen, da en håndfuld af dem blev arresteret for planer om at kidnappe Michigan-guvernør Gretchen Whitmer. Vi har set dem i racistisk motiverede skudoverfald fra grænsen ved Texas til en synagoge i Pennsylvania.

Voldsideologi

Dette kupforsøg blev bygget på en stadig mere uhæmmet voldsideologi, vi også har set komme til udtryk i de masseskyderier, der er blevet et jævnligt tilbagevendende fænomen i det 21. århundredes Amerika – i den beundring af skydevåben og våbenrettigheder, der har skabt dræbermaskinen og gjort den heraf resulterende dødsvold så udbredt, at døden som følge af skudsår for nylig overhalede trafikdrab som den førende amerikanske måde at dø på.

Mens jeg skriver dette, hører jeg en republikansk leder på tv sige: »Husk, at vi er partiet for lov og orden.« Selvsagt er optøjerne i Capitol teknisk set udtryk for lovløshed, men »lov og orden« som et højrefløjsslagord betyder, at højrefløjen selv sætter loven for at gennemtvinge sin version for samfundets orden.

Autoritarisme er altid en ideologi om ulighed: Jeg laver reglerne, I følger dem, og jeg ændrer dem efter eget valg og straffer dem, der ikke adlyder. Og hvis jeg har lyst, straffer jeg også dem, der ikke adlyder, fordi jeg kan. Politikforskeren Frank Wilhoit sagde engang: »Konservatisme bygger på nøjagtig ét princip (…). Der skal være insidergrupper, som loven beskytter, men ikke forpligter på noget, og outsidergrupper, som loven forpligter, men ikke beskytter.«

Hvad vi så under stormen på kongresbygningen, var, at intet forpligtede uromagerne, som forventer at få det, som de vil have det. At tale om rettigheder i den forbindelse er absurd misvisende.

Hvad der står på spil i USA i dag, er ikke bare resultatet af et demokratisk valg. Men retsstatsprincipper og vælgerrettigheder. Og i sidste ende handler det også om autoriteten bag fakta og dokumentation, historie og videnskab, og om at ingen har ret til at tilsidesætte denne autoritet for egen personlig vindings skyld.

Trumps holdning har hele tiden har været, at lige netop han er hævet over dette hensyn og skal nyde denne ret i uindskrænket omfang. Onsdag så vi den ultimative konsekvens af den trumpistiske tilgang, da en pøbel saboterede en forfatningsmæssigt foreskreven procedure for fredeligt magtskifte. Et sådan maskefald ville under alle omstændigheder være sket før eller siden, fordi nationens love altid ville begrænse Trumps magt i rækkevidde og varighed, mens han selv begærer en grænseløs og uendelig magt.

Han har altid været i konflikt med loven, og han har altid haft en hær af frivillige til at hjælpe sig med det. Onsdag handlede de som en hær, en fjendtlig besættelsesstyrke i nationens hovedstad. Det var, hvad han ønskede. Det var, hvad han satte i scene, og det var, hvad vi fik.

Trump er den mest insisterende offentlige løgner, USA nogensinde har set, og hans løgne er en væsentlig del af hans autoritære sindelag, en afvisning af at lade sig forpligte af fakta, selv af fakta om, hvad han selv sagde eller gjorde dagen før.

Han forlangte at få en parallelfortælling, hvor han vandt valget. Og han lagde grunden til det, længe før det skete, da han allerede længe før valget hævdede, at hvis han tabte, ville det være ulovligt – præcis det samme gjorde han i 2016. I en videooptagelse onsdag sagde Trump til sit publikum: »Vi elsker jer«, da han bad dem om at gå hjem, men han gentog endnu en gang, at valget var stjålet.

Og det var jo også derfor, de overhovedet var der i første omgang. Ivanka Trump slettede tilsyneladende et tweet, hvor hun kaldte uromagerne for »amerikanske patrioter«.

Trump-familien og dens loyalister ved magten vil nu afvise det værste af det, der skete, og foregive at være chokerede, alt imens de vedbliver at nære de samme kræfter.

Diskussionen om de seneste par måneders forløb har ofte taget afsæt i den falske binære modsætning, at enten sker der et vellykket kup, hvor valgresultatet forkastes, eller også får vi et mislykket kup. Men der findes en uheldssvanger tilstand midt imellem: Den består i at delegitimere den demokratiske proces og den tiltrædende regering.

I denne mellemtilstand fortsætter Trumps tilhængere med at se deres leder og dem selv som hævet over loven og berettiget til kun at håndhæve de love, de finder passende på baggrund af de fakta, de selv foretrækker. De er i gang med at opbygge en parallel og adskilt fantasivirkelighed og ser ud til at stile imod, at en skyggeregering skal belejre og underminere den folkevalgte og retmæssige regering. Hvad vi så onsdag, var kun det første udslag af, hvordan den strategi kan tage form.

Rebecca Solnit er klummist for Guardian US

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen