Sådan blev Det Arabiske Forår til nye krige – og en fredsaftale mellem gamle fjender

En varm sommerdag i august 2014 letter to emiratiske kampfly fra en militærbase i Egyptens vestlige ørken og sætter kursen mod Libyens hovedstad Tripoli 1.300 kilometer vestpå. I sigtekornet har de militante islamister fra Gaddafis hjemby Misrata. Kampflyene udfører som planlagt  et dusin angreb og vender hjem til luftbasen i den egyptiske ørken.

Luftbombardementerne er en kæmpe succes, men missionen skaber stor utilfredshed i Washington.

Emiraterne og Egypten – begge tætte amerikanske allierede – er gået solo i Libyen uden at informere amerikanerne om bombardementerne – som protokollerne ellers foreskriver. De efterlader daværende præsident Barack Obamas generaler målløse på sidelinjen. Den type brud på de gensidige aftaler er aldrig sket før.

Den sommerdag i august markerede missionen mere eller mindre et nyt kapitel i kampen om Mellemøsten efter revolutionerne under Det Arabiske Forår i 2010-11. Ved hjælp af medier, diplomati og luftangreb eskalerede Emiraterne, Saudi-Arabien og Egypten for alvor deres projekt om at genoprette den gamle orden, og ingen skulle stå i vejen, heller ikke selveste Barack Obama.

Golfens kongedømmer nægtede at se på, mens folkevalgte islamister tog magten i flere lande. Præcis som i Egypten ville de heller ikke se islamister i Libyen, som er tilknyttet Det Muslimske Broderskab, og som har ideologiske bånd til Tyrkiets præsident Erdogan, der har ambitioner om at blive leder af den islamiske verden.

»Efter Det Arabiske Forår kommer Golfmonarkierne til at repræsentere den kontrarevolutionære strømning, der ønsker at sætte en stopper for islamisternes fremmarch. De begyndte med kuppet mod folkevalgte Morsi i Egypten, men nu gik de videre til andre lande,« siger Kristian Ulrichsen fra Baker Institute.

Libyen var et eksempel på de nye ’stedfortræderkrige’. Parallelt med den åbnede Saudi-Arabien og Emiraterne en front mod Iran i Syrien. I takt med massedeserteringerne fra Bashar al-Assads hær i Syrien havde Irans revolutionsgardister og shiakrigere nemlig fået større fodfæste i Syrien. En udvikling, som skræmte Saudi-Arabien og Emiraterne.

I al hemmelighed blev jugoslaviske våben, der var havnet i Kroatien efter Balkan-krigene, købt af saudierne og fløjet direkte fra Zagreb til Jordans hovedstad Amman. I samarbejde med den jordanske efterretningstjeneste blev disse våben smuglet ind over grænsen til den syriske opposition.

Duften af jasmin fra Det Arabiske Forår var i 2014 – hvor ’stedfortræderkrigene’ begyndte at sætte deres præg på regionerne – for længst forsvundet. Hele Mellemøsten var forvandlet til et beskidt og kompromisløst nulsumsspil: Hvis oliemonarkerne tabte terræn, ville islamisten Erdogan eller den iranske antiimperialist Khamenei vinde det i stedet.

Og netop som de arabiske kongedømmer troede, at de var ved at komme tilbage i kampen gennem krigene i Syrien og Libyen, skete der noget uventet.

De iransk-støttede houthier i Yemen har vist sig at være en for stor mundfuld for golfmonarkierne. Gennem fem års krig har golflandene haft svært ved at knække dem.

Hani Mohammed

De iranskstøttede houthier indtog Yemens hovedstad Sanaa i september 2015 på blot tre dage og sendte den saudiske marionetdukke – Yemens præsident Abdrabbuh Hadi – på flugt til Riyadh.

»Golfmonarkierne var pressede. De følte, at de var nødt til at blive langt mere assertive, hvis de skulle have en chance,« siger Kristian Ulrichsen, mellemøstforsker ved Baker Institute Rice University.

Agamemnon og Aurelius

I midten af 2010’erne blev Barack Obama ved med at tirre de arabiske kongedømmer i Saudi-Arabien og Emiraterne. Han rakte hånden ud til deres ærkefjende Iran, omtalte præsident Erdogan som Vestens vindue til den muslimske verden og antydede hele tiden, at amerikanerne ville nedtone deres engagement i Mellemøsten.

Kaosset i Mellemøsten var Obamas skyld, mente prinserne, og flere i Vesten gav dem ret.

»USA er ikke længere villig eller i stand til at være verdens politibetjent. Den svimlende akkumulering af kriser og konflikter, som verden står over for i dag – i Ukraine, Irak, Syrien, Gaza og Libyen – er knyttet til USA’s nye standpunkt,« skrev den tyske udenrigsminister Joschka Fischer i 2014.

De golfarabiske prinser Mohamed bin Salman af Saudi-Arabien og Mohamed bin Zayed af Emiraterne cementerer deres alliance i midt 10’erne for at stå stærkere sammen mod Iran og Tyrkiet.

Bandar Al-Jaloud

Derfor tager de to kronprinser – 35-årige Mohamed bin Salman af Saudi-Arabien og 59-årige Mohamed bin Zayed af Emiraterne – sagen i deres egen hånd.

I 2015 åbner de en tredje front i Yemen i et forsøg på at genoprette status quo og knuser dermed de sidste rester af håb for yemenitterne, der i 2011 gjorde oprør mod deres magthavere. Ligesom i Syrien og Libyen forvandles oprøret i Yemen til en blodig stedfortræderkrig.

Af de to kronprinser er det Mohamed bin Zayed af Emiraterne, som går forrest. Han er grundet hans anonyme livsstil den mindst kendte af samtlige mellemøstlige autokrater, men The New York Times har tidligere kaldt ham den mest magtfulde arabiske magthaver i live.

»Han er uden tvivl den visionære af de to kronprinser. Modsat den saudiske kronprins har emiraternes Mohamed bin Zayed hele tiden haft en meget klar vision for Mellemøsten efter de arabiske revolutioner,« siger Mark Levine, professor i moderne mellemøstlig historie ved University of California, Irvine.

Og mens den emiratiske kronprins er en slags arabisk Marcus Aurelius (romersk kejser og filosof, red.): typen, som tager sig god tid til at overveje sine tanker uden input fra andre, er Saudi-Arabiens unge kronprins en slags kong Agamemnon: impulsiv, fremfusende og brutal.

Den saudiske kronprins har købt en luksusyacht fra en russisk vodkamilliardær til tre milliarder kroner efter en tilfældig gåtur på den franske riviera, opløst journalisten Jamal Khashoggi i syre i et badekar på det saudiske konsulat i Istanbul og taler for en mere aggressiv linje over for yemenitterne.

Emiraternes Mohamed bin Zayed er anderledes. Da han var teenager, blev han sendt alene til Marokko med et pas, der viste et andet efternavn. Ingen i Marokko skulle behandle ham som royal. Her arbejdede kronprinsen som tjener på en lokal restaurant. 1970’ernes Marokko var præget af ubeskrivelig fattigdom. Det var en perfekt ramme til at hærde en tronarving.

Den emiratiske kronprins Mohamed bin Zayed til møde med Donald Trump i Det Ovale Værelse. Kronprins Mohamed bin Zayed – som The New York Times har kaldt for den mest magtfulde araber – er hovedarkitekten bag normaliseringsaftalerne med Israel, der skal inddæmme både Tyrkiet og Irans udenrigspolitik.

I dag er Mohamed bin Zayeds vision for Mellemøsten simpel:

Han vil opretholde en neoliberal orden og skabe fred med Israel. Han hader både shia- og sunniislamister, og han skelner ikke mellem moderate og radikale. I hans optik deler de alle samme mål, nemlig en Islamisk Republik af en eller anden art med den hellige Koran som statens forfatning.

»Mohamed bin Zayeds store projekt er at bekæmpe dem med alle midler eller i hvert fald begrænse deres magt,« siger Mark Levine.

I realiteten er det dog hele tiden Golfarabernes magt, som er under pres. Ved samtlige stedfortræderkrige har de problemer med at vinde sejre. Overalt kører de godt og grundigt fast i en sump, som de har svært ved at komme ud af.

Så hvordan skal kronprinserne overhovedet bekæmpe stormagter som Tyrkiet og Iran, der har regionens ældste statsapparater, flere århundreders krigserfaring bag sig og veldefinerede ideologier?

Mohamed bin Zayed får en idé. Han sender en superambassadør til Washington. En mand, som kan påvirke de politiske beslutninger i Trump-administrationen og måske arbejde for at skabe politiske alliancer, der kan holde de regionale magter i skak. Det er langt mere effektivt end krudt og kugler.

»Yousef al-Otaiba, emiraternes ambassadør i USA, er måske verdens mest magtfulde diplomat overhovedet. Snu, energisk, og charmerende. Han bliver en meget afgørende skikkelse for emiraterne,« siger Kristian Ulrichsen.

Verdens mægtigste ambassadør

Den 46-årige Otaiba – en raffineret og velklædt gentleman, der taler flydende engelsk – bliver et vigtigt våben for Golfaraberne i kampen om Mellemøsten. Et eksempel på hans indflydelse er, at Times Magazine netop har sat Otaiba på listen over de 100 mest indflydelsesrige personer på kloden.

I Washington, D.C. er han kendt som en mand, der lever et spektakulært dobbeltliv. Om dagen møder han højtstående embedsmænd, donerer penge til sine koners velgørenhedsprojekter, finansierer tænketanke og arbejder konstant på at forbedre Emiraternes image som et sekulært monarki, der står på Vestens side.

Om natten er ambassadøren kendt som en playboy.

Emiraternes ambassadør Yousef al-Otaiba sammen med den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo i New York University Campus i Abu Dhabi. Yousef al-Otaiba – der lever et ekstravagant liv i Washington – er flere gange blevet kaldt verdens mest magtfulde ambassadør.

POOL new/Ritzau Scanpix

Han er muligvis den diplomat, der holder de mest ekstravagante fester i USA, og alle de personer, som betyder noget, står på hans gæstelister. Otaiba sætter angiveligt helt nye standarder for begrebet arabisk generøsitet. 

De pebrede regninger fra de vilde nætter i New York, Los Angeles og Washington sender Otaiba til Abu Dhabis utømmelige statskasse, som til gengæld forventer en betydelig forbedring af emiraternes indflydelse i USA. 

»Han er en utrolig operatør. En dygtig networker, som ofte er i kontakt med de rigtige cirkler på de rigtige tidspunkter og generelt bare en enorm ressource for emiraternes kronprins Mohamed bin Zayed,« siger Ulrichsen.

Tilbage i 1990’erne blev Otaiba sendt til Kairo for at studere på det prestigefyldte Cairo American College. Det var lang tid før, han blev optaget på Dwight D. Eisenhower School for National Security and Resource Strategy, der uddanner nogle af USA’s mest kompetente embedsmænd.

I Kairo blev han introduceret til Frank G. Wisner II – den amerikanske ambassadør i Egypten og søn til en af CIA’s grundlæggere, Frank G. Wisner I. Den amerikanske ambassadør i Kairo ender med at blive en slags mentor for Yousef Otaiba.

»Han var ikke på college for at jagte piger, drikke øl eller spille fodbold. Han ville forberede sig på det liv, der ventede foran ham,« som Wisner II sagde om Otaiba til The Huffington Post tilbage i 2018.

I kronprinsens tjeneste

Og dét, som pludselig ventede Yousef Otaiba, var en helt særlig opgave:

Han skulle få hele Washington til at vende sig mod Teheran.

På vegne af kronprinsen af Emiraterne går Otaiba straks i gang med at føre en aggressiv kampagne i Washington op til præsident Donald Trumps indsættelse. Ved hjælp af et massivt netværk af fiksere og særlige rådgivere formår han at sætte flere hemmelige møder op, som efter sigende får afgørende betydning for USA’s Iran-strategi.

Det første hemmelige møde finder sted på Seychellerne. Det arrangeres af George Nader – en dømt pædofil, der senere bliver forhørt af den særlige undersøger Robert Mueller i sagen om Ruslands indblanding i præsidentvalget i 2016. 

Mødet på Four Seasons Hotel på Seychellerne – mellem emiraternes kronprins og det kontroversielle amerikanske lejesoldatfirma Blackwaters grundlægger Eric Prince, en af Steve Bannons allierede – får ifølge magasinet The New Yorker stor betydning for Washingtons Iran-strategi.

Men kronprinsen kommer endnu tættere på, da han får en direkte linje til Jared Kushner kort inden indsættelsen af Trump. Det sker via Kushners ven Richard Gerson, chef for investeringsselskabet Falcon Edge Capital, hvis navn også nævnes flittigt i rapporten om Ruslands indblanding i præsidentvalget. 

I december 2016 flyver emiraternes magtfulde kronprins til New York, hvor han møder Jared Kushner og Trumps nærmeste rådgivere. Her taler kronprinsen om »faren fra Iran« og »fredsaftaler vedrørende Palæstina«.

»De var dybt imponerede over dig, og de er allerede overbeviste om, at du er en ægte ven og deres tætteste allierede,« skriver Richard Gerson til kronprinsen efter mødet, har The New York Times erfaret.

Maksimalt pres på Iran

Med Donald Trump i Det Hvide Hus får kongedømmerne den perfekte allierede, der er villig til at presse Iran i bund. I en tale til nationen den 8. maj 2018 trækker Trump USA ud af atomaftalen med Iran. Han lover desuden at bremse Irans »terroraktiviteter« over hele verden, at sætte en stopper for Irans »truende aktivitet i Mellemøsten« og »eliminere truslen« fra Irans ballistiske missilprogram.

»Kongedømmerne fik deres vilje med sabotagen af atomaftalen, men de får faktisk ikke alt,« siger Ulrichsen.

De golfarabiske monarkier og Israel allierer sig med Donald Trump mod Iran. Billedet er fra den dag præsident Donald Trump trækker USA ud af atomaftalen.

Ting Shen

Presset på Iran med hårde sanktioner og pressionstaktikker fører til flere måneders drama i Den Persiske Golf. Teheran svarer igen med sabotage af olietankere, sprængladninger i Hormuzstrædet og raketter mod oliefaciliteter i Saudi-Arabien. I september 2019 rammer iranerne saudiernes kronjuvel, oliefaciliteterne i Abqaiq.

»Saudierne tænker, at landets Iranpolitik måske er ved at give bagslag og måske endda har gjort dem endnu mere sårbare over for Iran,« siger Cinzia Bianco, ekspert ved tænketanken European Council on Foreign Relations. 

Kongedømmernes satsning i Washington er ikke nok. Både stedfortræderkrigene og Trump-alliancen har stadig deres begrænsninger mod Iran og Tyrkiet. Golfaraberne satser på en ny masterplan.

I 2019-2020 svirrer det med rygter om hemmelige møder om bord på luksusyachter mellem golfarabiske og israelske spionchefer. Selv den respekterede tænketank Atlantic Council omtaler spekulationerne i deres rapport under sektionen »Emerging Arenas and Activities Allowing Cooperation«.

I september 2020 sker der noget. Emiraterne normaliserer forholdet til Israel. Bahrain, Oman, Sudan og Marokko følger efter. Saudi-Arabien har formelt endnu ikke normaliseret med Israel af frygt for intern uro, men i efteråret 2020 er der meldinger om, at Benjamin Netanyahu har været til møde ved en rødehavsby i Saudi-Arabien sammen med den israelske Mossad-spionchef Yossi Cohen.

»De såkaldte ’normaliseringsaftaler’ mellem Israel og de arabiske monarkier signalerer til Iran og Tyrkiet, at Golfstaterne kan etablere en ny regional afskrækkelsesakse,« siger Cinzia Bianco.

Efter normaliseringsaftalerne står Iran svækket regionalt, men er på ingen måde knækket.

Revolutionsgarden udfører stadig sabotageangreb. Ayatollah Ali Khamenei har stadig indflydelse i Irak, Syrien og Yemen, og det ballistiske missilprogram fortsætter med uformindsket styrke. Som led i en magtdemonstration sender iranerne endda en militærsatellit i kredsløb om jorden.

Golfaraberne har brugt deres penge på medier, våben, lejesoldater, politik, stedfortræderkrige, diplomati og lobbyisme – og alligevel har de svært ved at knække Tyrkiets og især Irans vilje.

Hvordan kan en gammel mand som ayatollah Khamenei, der går i kedelige kjortler og billige klipklapper, og som dagligt gentager antiimperialistiske slogans stadig opretholde et teokrati i det 21. århundrede?

Måske ligger svaret i Khameneis kærlighed til Victor Hugos Les Misérables.

Læs om ayatollah Ali Khamenei og den franske klassiker i næste afsnit af serien.