Feature
Læsetid: 10 min.

Til den sidste dråbe: Verdens mest ikoniske olieselskab insisterer på en sort fremtid

For otte år siden var ExxonMobil verdens største børsnoterede selskab. I dag er de ikke engang blandt USA’s 30 største. Dets nedtur er symptomatisk for en branche i krise, en økonomisk epoke under afvikling og en fortælling om Amerika, der ikke længere rigtig passer
Det er både symptomatisk og spektakulært, at oliegiganten ExxonMobil er røget ud af listen over USA's 30 største virksomheder: ExxonMobil er ikke bare et energifirma, det er en amerikansk institution, indbegrebet af big oil og af den amerikanske drøm.

Det er både symptomatisk og spektakulært, at oliegiganten ExxonMobil er røget ud af listen over USA's 30 største virksomheder: ExxonMobil er ikke bare et energifirma, det er en amerikansk institution, indbegrebet af big oil og af den amerikanske drøm.

Angus Mordant/Ritzau Scanpix

Udland
26. januar 2021

I mere end hundrede år har verden været smurt ind i olie. De tykke, sorte dråber har været en forudsætning for vores livsform. For biler, skyskrabere, flyvemaskiner og køleskabe. For industrisamfundet, og alt det, vi i dag betragter som modernitet.

Nu er vi måske på vej ud af oliens tidsalder.

2020 har været en lang række af symbolske nederlag for olieindustrien. I foråret kollapsede oliepriserne, så det på et tidspunkt kostede 240 kroner at komme af med en tønde af det, vi engang kaldte det sorte guld. Toneangivende investorer har trukket sig fra de fossile selskaber og stemplet aktierne som usikre og risikable, og Danmark – EU-landenes største olieproducent – har sat en slutdato for udvindingen i Nordsøen.

Mest spektakulært er oliegiganten ExxonMobil trillet ned fra tinderne og hele vejen ud af de indekser, der opgør USA’s 30 største virksomheder. ExxonMobil er nemlig ikke bare et energifirma. De er en amerikansk institution, indbegrebet af big oil, og det absolut største dyr i fortællingen om den industri, der i mere end 100 år har slået takten, den globale økonomi har danset til.

»En af de mest magtfulde forretninger, amerikansk kapitalisme nogensinde har skabt,« skriver Steve Coll i sit særdeles grundige værk om ExxonMobil, Private Empire.

»ExxonMobil opfatter sig selv som en suveræn, storpolitisk aktør med egen udenrigspolitik. Et moderne Ostindisk Kompagni,« forklarer Coll, der også er dekan på Columbia University, til Information.

I 2012, da Colls bog udkom, var ExxonMobil verdens mest værdifulde børsnoterede virksomhed. Dengang, på toppen af oliens indflydelse, kom otte af verdens ti største firmaer fra olieindustrien.

Siden da er ExxonMobils værdi mere end halveret. Ifølge Forbes er firmaets værdi faldet med cirka 700 milliarder kroner alene i 2020, og selv om det stadig er Amerikas førende olieselskab, er ExxonMobil nu ti gange mindre end Apple.

Som et varsel om overgangen fra én økonomisk orden til en anden, var det naturligvis et techselskab fra Californien, der endt med at skubbe den texanske oliegigant ud af det amerikanske top-30-indeks.

Tilbage står et billede af, at COVID-19 ikke har forårsaget ExxonMobils krise, men accelereret en nedtur, der allerede var undervejs. Olieselskabernes egentlige problem er større og mere grundlæggende: klimaforandringerne.

Befolkningen er ved at skifte holdning, erhvervslivet forbereder sig, presset på politikerne stiger, og klimakrisens egen tvingende nødvendighed bliver hele tiden tydeligere.

Midt i det hele står ExxonMobil, som stædigt og aggressivt kæmper for at holde fast i den gamle modernitet.

»De er bygget til at operere i en verden, der kører på olie,« forklarer Steve Coll.

Umiddelbart er ExxonMobils svar på krisen da også det samme, som det altid har været: mere olie, mere gas.

Ikke del af ’skønhedskonkurrence’

»Vi kan ikke se ud i fremtiden, men det forhindrer os ikke i at prøve,« sagde ExxonMobils øverste chef, Darren Woods, tidligere i år.

ExxonMobils konkurrenter, ikke mindst europæiske mastodonter som Shell, Total og BP, forsøger at slippe af med mærkatet ’oliefirma’ og genopfinde sig selv som bredspektrede energiselskaber. De har erklærede mål om at blive CO2-neutrale og investerer nu massivt i vedvarende energi. Senest har BP bebudet, at det som det første af de store olieselskaber vil nedbringe dets produktion af olie og gas allerede i dette årti.

BP er dog stadig et gigantisk oliefirma, som de fleste intuitivt forbinder med et gigantisk udslip i Den Mexicanske Golf. Regner man det hele med slipper BP årligt direkte eller indirekte ufattelige 415 millioner ton CO2 ud i atmosfæren. BP er således på ingen måde en helt i fortællingen om klimakrisen. Tværtimod. Men firmaer har lagt en bemærkelsesværdigt anden linje end fætter ExxonMobil fra Amerika.

Det var tydeligt i foråret, da Exxon-boss Darren Woods hånligt betegnede konkurrenternes grønne ambitioner som en »skønhedskonkurrence«.

Woods, en pertentligt udseende mand, man – i modsætning til Silicon Valleys excentrikere – nemt kunne forveksle med en revisor, har i stedet lagt en anden strategi, der baserer sig på den antagelse, at uanset hvad videnskabsfolk, aktivister, politikere og de sidste dages hellige i toppen af erhvervslivet siger, vil verden have brug for olie og gas mange år ud i fremtiden.

ExxonMobil har ikke ønsket at stille op til interview til denne artikel, men henviser til en tale, som Woods holdt for nylig holdt for virksomhedens medarbejdere:

»Kun 15 procent af verdens befolkning bor i højindkomstlande,« sagde han.

»I takt med at folks liv bliver forbedret, stiger også deres forbrug af energi. Milliarder af mennesker arbejder for at hæve levestandarderne for dem selv og deres familier.«

Det er derfor, at ExxonMobil står fast, selv om investorer og konkurrenter er på vej væk. Et opgør med de fossile brændstoffer er undervejs i Europa og Amerika, men selv hvis bilerne her bliver elektriske, og regeringerne gør alvor af deres klimaambitioner, er der stadig en enorm spirende middelklasse i det globale syd, som drømmer om benzinbiler, køleskabe, aircondition og flybilletter. Og selv hvis den globale efterspørgsel på olie topper inden for ti år, sådan som eksperterne forventer, er der stadig et marked. Et stort, lukrativt marked, som ExxonMobil satser på at dominere.

»Vi taler ofte om, at virksomheder skal have et højere formål. Fint, jeg kan ikke forestille mig et mere nobelt formål end at hjælpe folk og lokalsamfund over hele verden med at vokse sig mere velstående og indfri deres drømme om et bedre liv gennem energi, der er til at betale,« erklærede Woods til sine medarbejdere.

Det er ExxonMobils sats, forklarede Chris Matthews, der dækker olieindustrien for The Wall Street Journal for nylig i podcasten The Journal:

»Og ser man helt bort fra, hvad der er bæredygtigt og moralsk, er det langtfra sikkert, at dets strategi viser sig at være særdeles profitabel i sidste ende.«

Bare en coronakrise?

ExxonMobils krise er et anliggende for os alle sammen. Det mener i hvert fald den berømte klimaaktivist, Bill McKibben, som for to måneder siden sagde sådan her til Information:

»Industrien er i åbenlyst, terminalt forfald. På den lange bane er der intet håb for den. Lige nu kæmper den en desperat kamp for at bevare forretningsmodellen et par årtier endnu. Lykkedes det for den, smadrer den planeten.«

Sammen med Naomi Klein startede han for ti år siden den såkaldte afinvesteringsbevægelse, som forsøger at presse pensionskasser, kapitalfonde og andre store investorer til at trække deres penge ud af fossilindustrien. Mere end 1.200 institutioner, der tilsammen administrerer svimlende 86 billioner kroner, har forpligtet sig til at vende ryggen til olieselskaberne.

Alligevel er det åbenlyst, at alle ExxonMobils problemer her og nu ikke skyldes den grønne omstilling alene. Som følge af pandemien faldt den globale efterspørgsel på olie med næsten ti procent i 2020 i forhold til 2021, og det dramatiske prisdyk i april var først og fremmest et resultat af en priskrig mellem Rusland og Saudi-Arabien.

Derudover har ExxonMobil foretaget en række dårlige investeringer over de seneste ti år, som betyder, at det er dårligt polstret til at stå sådan en krise igennem.

»Så det store spørgsmål er, hvor meget af den modgang, det oplever nu, som er cyklisk og bare handler om lave oliepriser, der måske snart stiger igen, og hvor meget af den der er udtryk for et strukturelt skifte væk fra olien,« siger forfatter til bogen om ExxonMobil, Steve Coll.

En amerikansk virksomhed

Det er ingen tilfældighed, at de europæiske oliefirmaer trods alt er længere fremme i forberedelserne på en verden uden olie, forklarer Coll. I årtier har de skullet navigere over for en europæisk offentlighed, der er mere optaget af klimaforandringer, og de har skullet operere i lande, som politisk har gjort mere for at regulere området. 

Man må også forstå, at olie spiller en anden, mere positiv rolle i amerikansk kultur. Det sorte guld indtager en central rolle i en særlig amerikansk selvfortælling om, hvordan et vildt og uopdyrket kontinent blev tæmmet og forvandlet til verdens mest moderne nation. For mange amerikanere er olie et symbol på velstand og udvikling, og mere olie er lig med mere udvikling og mere velstand.

ExxonMobil er i særdeleshed et amerikansk firma, som er »viklet ind i landets økonomiske og industrielle historie«, forklarer Coll.

Oliegiganten er også efterkommer af den oprindelige amerikanske megasucces Standard Oil. Og John D. Rockefellers imperium var en skabelon for det, vi i dag kalder den amerikanske drøm. En slidsom, kynisk og fremsynet forretningsmand, som begyndte med ingenting og endte med et imperium så dominerende, at myndighederne i 1911 skred ind og brød det op i mindre dele.

For mange amerikanere er ExxonMobil en ikonisk virksomhed, der repræsenterer national storhed, magt og den amerikanske drøm. I visse dele af befolkningen er der en næsten ideologisk forherligelse af industrisamfundet, som måske også forklarer noget af den udbredte klimaskepsis i USA – og hos ExxonMobil selv.

Oliegiganten er i hvert fald et gammeldags firma, forklarer Steve Coll. Mens firmaer som Apple og Amazon – der har erstattet olieselskaberne som den dominerende kraft i USA’s økonomi – har gjort sloganet move fast and break things til et ideal og ophøjet dyder som innovation, åbenhed, kreativitet og omstillingsparat til noget, der minder om et ideologisk program, har ExxonMobil grundlæggende drevet virksomhed på samme måde i 50 år.

»Firmaet repræsenterer en type amerikansk virksomhedskultur, som er ved at forsvinde,« siger Coll.

ExxonMobil vægter stabilitet, rekrutterer indefra, holder på medarbejderne hele livet og belønner ikke nytænkning. Det trives ikke i den slags disruption, som klimakrisen også er, men har de sidste 100 år vokset sig rig og magtfuld i takt med det lange, seje træk mod større velstand og højere globalt energiforbrug.

Tvivlens købmænd

Ligesom andre olieselskaber har ExxonMobil længe kendt til fossile brændstoffers effekt på klimaet, men alligevel aktiv modsagt og modarbejdet klimavidenskaben.

Havard-forskerne Naomi Oreskes og Geoffrey Supran, som har dokumenteret den afgrundsdybe forskel mellem, hvad ExxonMobil vidste, og hvad det prøvede at bilde befolkningen ind, kalder det »tobaksindustritaktik«. På samme måde som tobaksfirmaer skabte tvivl om cigaretters skadevirkninger, har ExxonMobil aktivt forsøgt at fabrikere en videnskabelig kontrovers, hvor der i virkeligheden var klar konsensus. 

Særligt i årene op til og efter årtusindskiftet, da klimabenægteren Lee Raymond var øverste chef, investerede ExxonMobil millioner af dollar i alternativ’ forskning og reklamekampagner, som skulle understrege usikkerheder i klimavidenskaben.

»Raymond Lee var på et helt personligt plan oprigtigt overbevist om, at klimavidenskaben tog fejl,« siger Steve Coll. »Og selv i den verden var det en markant og usædvanlig holdning.«

Da Rex Tillerson, som senere blev udenrigsminister for Trump, overtog tøjlerne i 2006, markerede det en lille opblødning. I 2008 erklærede ExxonMobil for eksempel, at det afviklede støtten til en række klimaskeptiske grupper. Ikke før 2014 – cirka fire årtier efter dets egne forskere konstaterede det – anerkendte firmaet formelt, at klimakrisen var reel.

I dag er ExxonMobil officielt tilhænger af Parisaftalen og har viet en afdeling af sin hjemmeside til at beskrive sin klima- og bæredygtighedsstrategi. I oktober fik Bloomberg imidlertid fat i lækkede, interne papirer, som viser, at ExxonMobil selv skønner, at dets udledninger vil stige med 17 procent frem mod 2025.

Presset af investorer fremlagde ExxonMobil i december en ny klimaplan, som blandt andet indeholder et mål om at reducere udledningerne med mellem 15 og 20 procent over de næste fem år. I modsætning til BP og Shell har ExxonMobil dog fortsat ikke sat et mål for, hvornår det vil være CO2-neutral, og selv i sin klimastrategi er kernebudskabet fortsat i overensstemmelse med den overordnede strategi:

»Vi vil levere billig energi til at støtte menneskehedens udvikling samtidig med at fremme effektive løsninger på klimaforandringerne,« hedder det.

I en mail til Information henviser ExxonMobil til tidligere erklæringer om, at firmaet tager udgangspunkt i et scenarie, hvor olie og gas stadig vil udgøre over halvdelen af verdens energiforbrug i 2040, og ifølge det videnskabelige selskab Union of Concerned Scientist flyder der stadig penge fra ExxonMobil til klimaskeptiske grupper.

Exxon-chef Darren Woods’ egne ord om en »skønhedskonkurrence« trænger sig på.

Steve Coll tvivler da også på, at firmaet vil have held til at ændre sit image som emblemet på den umoralske rolle, big oil har spillet i kampen om klimaforandringerne.

»Det vil kræve, at det ændrer grundlæggende i dets forretning. Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Det vil det ikke,« siger han.

Hvad ville Rockefeller gøre?

Cirka samtidig med at Colls bog Private Empire udkom i 2012, kulminerede hundrede års mere eller mindre ubrudt succes for ExxonMobil. Verdens mest værdifulde virksomhed.

Uanset om dets sats holder, og der også i fremtiden vil være gode penge at tjene i olieindustrien, er det næsten umuligt at forestille sig, at firmaet vil nå de højder igen.

Hvis spørgsmålet er, om ExxonMobils nedtur er cyklisk eller strukturel, er det åbenlyst, at en del af krisen i hvert fald handler om andre, mere grundlæggende forskydninger i den globale økonomi end pandemien.

Til trods for at den amerikanske olieproduktion faktisk er steget dramatisk over det seneste årti, og at firmaer som ExxonMobil de seneste fire år har været begunstiget af uanede mængder politisk velvilje fra Trump-regeringen, har sektoren tabt kapital, anseelse og indflydelse. Apple er nu mere værd end hele den amerikanske energisektor tilsammen.

Som Steve Coll formulerer det, er ExxonMobil »på mange måder en anakronisme«.

Verden er ikke længere smurt ind i olie. I det 21. århundrede er den globale økonomis tyngdepunkt rykket til Silicon Valley, og dens mest eftertragtede råstof er data.

Selv Rockefellers efterkommere, amerikansk olies kongefamilie, har vendt ryggen til olie. Allerede i 2014 solgte The Rockefellers Brothers Fund, der blev stiftet af John D. Rockefellers sønner, sine investeringer i fossil energi. I en erklæring skrev de dengang: 

»Vi er ret overbeviste om, at hvis han var i live i dag, ville han som en snu og fremsynet forretningsmand trække sig ud af fossile brændstoffer og rykke sine investeringer over i grøn, vedvarende energi.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

A truly Kodak moment.

Morten Balling

Hvis jeg ejede et olieselskab ville jeg føle mig ret rolig ift. den fremtidige indtjeneing. Over 80% af den energi vi globalt bruger i dag kommer fra olie, kul og gas.

"De tykke, sorte dråber har været en forudsætning for vores livsform."

Ja, og de er også grunden til at det overhovedet har været muligt at brødføde så mange mennesker som vi er blevet. 1/3 af det globale energiforbrug går til at sørge for at de fleste får noget at spise.

Vi skal af med de fossile energikilder pga. klimaet, men det er langt fra så nemt som mange tror. Uden et alternativ til fossil energi, så kan man ikke producere fødevarer nok, og selvom mange tror anderledes, så har vi ikke noget brugbart alternativ til fossil energi som ville kunne fungere i dag.

Vi har brugt ca. halvdelen af oliereserven. Reserven er den del af ressourcen som det kan betale sig at udvinde. Det koster nemlig ikke bare penge, men også energi at udvinde olie, og den halvdel vi allerede har brugt var den som var nemmest at udvinde.

Ifm. energi taler man om "Energy Returned On Investment" (EROI) og den siger ikke noget om penge, men om hvor meget energi man skal bruge på at udvinde f.eks. en tønde råolie (energiforbruget typisk omregnet til olieækvivalenter). Da olieeventyret startede lå EROI på noget som lignede 1:100. I dag er den nede på mellem 1:5 og 1:10 hvis man er optimistisk, og den udvikling fortsætter. Når vi kommer ned på et forhold på 1:1 så kan det ikke betale sig at udvinde mere olie, fordi man så skal bruge ligeså meget energi på at udvinde den som den energi man kan hive ud af den udvundne olie.

Indtil da vil jeg gerne vædde på at "vi" fortsætter olieproduktionen, og alle mine venner ved at jeg kun væder når jeg er sikker på at vinde. Nogen her som vil vædde?

(Disclaimer: Dette skal ikke opfattes som et forsvar for olieindustrien. Blot som en konstatering af kendsgerningerne ingen ønsker at se i øjnene: At vi er fucked uden nogen løsning.)

Thomas Madsen, Carl Chr Søndergård, Mikael Velschow-Rasmussen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Ja, olien bliv vores skæbne.

For hver liter olie og hvert kilo kul vi bruger mindre i EU og vesten afbrændes der ekstra 10 liter olie og ekstra 10 kilo kul derude i verden, hvor et stigende forbrug af fossile brændstoffer eksplodere i takt med resten af verden arbejder sig ind på et forbrugsmønster som vores.

- Og hvem kan benægte dem dette?

Vibeke Olsen, Carl Chr Søndergård og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Så du kan roligt investere i sort. Det vil give gode solide afkast i mange årtier frem. Indtil solen går i sort.

PS. Husk. Og det er afgørende for dit investeringsafkast. Det gælder ikke for investeringer i EU og vesten. Her satses der grønt.

Mads Christensen

@ Gert Romme
Nix. Ikke ExxonMobil, men Dick Cheney var 'noget ved musikken' i Halliburton (har ikke lige slået hans titel efter). H er et af de allerstørste firmaer, som sælger services til operatører af olie- og gasproducerende felter, i praksis over hele verden.

Morten Balling

"Og hvem kan benægte dem dette?"

Det kan fysikken. Det kommer ikke til at ske. Man regner med at olieproduktionen globalt topper i disse år, og derpå vil den komme til at falde i stort set samme tempo som den steg. Dette samtidig med at bla. FAO forudsiger at vi vil komme til at skulle producere dobbelt så mange fødevarer i 2050 som vi gør i dag.

Det med det grønne EU er en skrøne. Danmark er et "foregangsland" siger man, men reelt kommer alt for lidt energi fra vedvarende kilder. Vores "lave" CO2 udledning er et trick i beregningerne, i og med at vi får en stor del af vores energi fra afbrænding af (importerede) træer. Det er ikke bæredygtigt, slet ikke globalt, og derfor kan man ikke kalde biomasse vedvarende energi med mindre man nedsætter energiforbruget væsentligt.

Bemærk iøvrigt at der bruges meget kreativt spin ifm energipolitik. F.eks. denne:

https://www.radikale.dk/content/rekord-vindenergi-d%C3%A6kker-39-procent...

Hvis man lige læser overskriften, så lyder det jo vildt godt at 39% af Danmarks elforbrug kommer fra vindmøller (i 2014), men elforbrug er bare en del af det samlede energiforbrug. Hvis energiforbruget skal ned, så skal man bla. af med de fossilt drevne biler, og erstatte dem med el eller brint. Det vil give et helt andet forholdstal end 39%.

Hvis nogen tænker shale oil lige nu, så kom endelig på banen med de argumenter. Start dog med at tjekke EROI for shale oil, samt størrelsen af reserven, ikke ressourcen!

Mads Christensen

Rex Tillerson blev headhuntet af Trump fra posten som Chairman og CEO hos ExxonMobil til posten som udenrigsminister. Det var han ikke ret længe, fra feb '17 til marts '18.

p.s. Cheney var også Chairman og CEO i sin tid hos Halliburton, fra 1995 til 2000.

BP plc, tidligere blot BP, er fortsat blandt de allerstørste energiselskaber i verden - og har solide markedsandele i den grønne kapitalisme. Til BP knytter der sig en om de store energiselskaber illustrativ historie, som også er illustrativ for moderne magtpolitik.

I 1951 blev et af verdens mest olierige lande, Iran, demokratisk da Mossadeq blev premierminister - hvilket bl.a. indebar at Iran ikke længere tillod udenlandske energiselskaber som f.eks. britiske Anglo-Iranian Oil Company at have lukrative oliekoncessioner i landet. Dette, foruden den iranske regerings arbejde for at realisere politisk emancipation, social lighed og demokratiske tilstande, bevirkede at briterne og amerikanerne i 1953 realiserede den såkaldte Operation Ajax, som kuppede Mossadeq fra magten og erstattede ham med shahen, som i årtierne efter genskabte totalitære tilstande i landet - og genåbnede landet for udenlandske energiselskaber, herunder Anglo-Iranian Oil Company - som nærmest symbolsk markerede sin økonomiske optur qua det genåbnede, iranske oliemarked med at omdøbe sig til BP.

Ud over at det er vigtigt at forstå og anerkende de politiske rækkevidder og den historiske udviklings nære sammenhæng med særdeles kapitalstærke energiselskabers økonomiske aspirationer og interesseforvaltning, så er det også illustrativt (og oxymoronisk) at briterne og amerikanerne gennem årtier har ført an i en økonomisk, paramilitær og politisk bekrigelse af Iran, hvor den tilbagevendende hovedanklage har været at landet ikke er demokratisk, mens historisk oplysning afdækker at den eneste gang, det er lykkedes iranerne at etablere et demokrati, blev det hurtigt slået ned af selvsamme britere og amerikanere.

Vibeke Olsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Jan Fritsbøger, Torben Arendal, John Andersen, Flemming Berger og Erik Tvedt anbefalede denne kommentar

Republikanerne er glade for olie - og Obama pralede af at USA under hans præsidentskab var blevet verdens mest olieproducerende land, men hans i egne øjne største succés var Paris-aftalen (hvilket umiddelbart kunne ses som et paradoks, men Paris-aftalens globale udsættelse af nedlæggelsen af den fossile industri var både en succés for industrien og for Obama m.fl.s fremtræden som miljø- og klimaprogressive).

Aktuelt ser det imidlertid ud til at en Demokratisk administration vil gøre noget (hvor meget kan hverken vides eller forudses) ved olieindustriens hærgen af det amerikanske fastland - men på den anden side er administrationen en stærk tilhænger af den grønne kapitalisme, som baserer sig på nogle særdeles dubiøse industriformer og ressourceforbrug.

Vibeke Olsen, Jan Fritsbøger og John Andersen anbefalede denne kommentar
Thomas Madsen

Morten B. Har fat inden lange ende. Jeg kan ikke forstå hvorfor folk tror vi er færdig med olie om 20 år.

Jeppe Lindholm

Ak ja. Hvis man kunne skrive, snakke eller fornægte sig ud af klimarealiteterne, så var alle klimarelaterede problemer jo løst. Forlængst. Men det kan man desvære ikke.

Jan Fritsbøger

hvis man postulerer at verdens befolkning ikke kan brødfødes uden olie og folk tror på det,
så glemmer de måske helt det gigantiske overforbrug af resurser, vi har på alt muligt andet som vi sådan set slet ikke egentlig har brug for, hvem har for eksempel brug for krig og militær ?
men problemet er altså ikke at mennesker skal have mad eller dækket andre basale behov, problemet er at et lille mindretal mener sig berettiget til alt det de har raget til sig,
de er sygeligt afhængige af at eje ting, de tror endda de kan eje den klode vi lever på, og de mener de har ret til deres overflod og deres privilegier og deres magt, men magt er ikke ret ! og selv om pengemagten har magt til at berige sig selv har den ingen som helst ret,
hvis juraen siger noget andet er juraen illegitim !
de er grådige forbrydere imod menneskeheden, og bør snarest muligt fratages deres magt, deres privilegier og deres "ejendom", hvis menneskeheden og naturen skal kunne fortsætte med at eksistere.
men det rigtige sted at starte er at droppe eget overforbrug og dermed ikke købe overflødige produkter og ikke arbejde for pengemagten ( lønarbejde og job )
men arbejde for menneskeheden, hvilket vil sige dyrke sin egen mad og lidt ekstra til naboen om nødvendigt, og nej det behøver ikke betyde tilbage til stenalderen, det betyder bare at droppe meningsløs produktion, og forbrug for forbrugets og "økonomiens" skyld,
alle virksomheder bør ejes 100% af dem som arbejder der, og lønnen bør være lige stor uanset hvad man bidrager med, der skal ikke være noget overskud til nogen "ejere".

Morten Balling

@Jan Weber Fritsbøger

Jeg er helt bevidst om at vi bruger ressourcer på dumme ting såsom at bekrige hinanden, men det gør vi. Hvis du har en idé om hvordan vi får mennesker til at opføre sig mere fornuftigt, så kan jeg kun opfordre til at du deler den.

Overforbruget ses ikke kun i brugen af ressourcer til militær. Generelt bruger en gennemsnitsdansker ca. 5-10 gange flere ressourcer end planeten kan levere bæredygtigt. Hvis vi vil leve bæredygtigt med den nuværnde globale befolkning, så skal vi minimum ned og bruge ressourcer som en gennemsnitlig inder gør i dag, og selvom vi nok skal komme til det, så sker det ikke før der ikke er mere at bruge grådigt løs af. Sådan fungerer mennesker, og ja, det er dumt.

Ift. fødevarer så kan man iøvrigt sige at alle mennesker skal have en vis mængde energi mm. via deres kost. De riges overforbrug er ikke problemet ift. fødevarer. Selv Bill Gates et al, spiser ikke mere end de fleste. De bruger heller ikke personligt ret meget mere energi end gennemsnittet, men de virksomheder de ejer bruger ressourcer. De bliver rige målt i penge, men penge er ikke værdi og de producerer noget som andre bruger. Andre? Stort set os alle.

Vibeke Olsen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar
Vibeke Olsen

Det siges at 25% af fødevareproduktionen spildes bla fordi vi i vesten skal have 10 valgmuligheder hver gang vi præsenteres for en vare - alt pakket ind i hårdt og blødt plastik, det er sørgeligt hvad man skal slæbe til genbrug i selv en lille husholdning. Det er ting der kun kan lovgives om og politikerne svigter. I dag holder en mobiltelefon kun i ca 3 år! (Apple holder vist længere ;-). Har læst her i Avisen at for hver gang en Dansker køber 1 kilo it, forbruges der 32 kilo råmaterialer, for mig er det vanvittigt. Jeg har dårlig samvittighed over at lukke op for varmt vand og varme fordi jeg ved det er de russiske skove som bliver brændt af. - jeg er selvfølgelig nødt til at gøre det alligevel og regeringen snyder med tallene. Ikke så sært at folk bliver mere og mere skeptiske overfor hvad politikerne siger.
For øvrigt er der i alle USA's stater jobs connected til militærindustrien og det kan godt være at Biden og Blinken talks a nice talk men deres korruption og mangeårige svingdørsjobs med især militærindustrien gør fremtidsudsigterne usikre. Eller dvs mest Blinken, Biden kan ikke kende Libyen fra Syrien mere.