I løbet af et par uger blev GameStop-aktier noget af det hotteste på børserne. Torsdag lukkede handelsplatforme som Robinhood så for handel med GameStop-aktier. Her fortæller tre amatørinvestorer – en amerikaner og to briter – om deres bevæggrunde for at deltage i aktionen mod kapitalfondene.
»Det handler om mere end kursgevinster«
En 37-årig butikschef fra Pittsburgh, USA, fortæller, at han først hørte om GameStop-aktieaktionen på sit arbejde:
»Jeg hørte nogle kolleger hype historien og senere også nogle venner – alle internetstærke millenial-typer og småbørnsforældre. Så læste jeg selv op på det og fandt hurtigt ud af, det her ville jeg også sætte penge i, så jeg kunne score kassen og fryde mig over de grædende rigmænd i jakkesæt til 5.000 dollar«.
Han købte aktier for 500 dollar, der foreløbig har indbragt en kursgevinst på 23 procent.
»Hul i det, jeg gør det sgu, tænkte jeg, så i går købte jeg for 500 dollar mere. Mine forældre går ud af deres gode skind, hvis de hører det. Jeg har hørt om nogen, der tog lån i huset for at satse hele butikken på GameStop. Selv har jeg det fint med ikke at sætte større beløb på spil.«
Butikschefen fortæller, at det for ham handler om mere end pengegevinster.
»Det er selvfølgelig en chance for at score en kursgevinst, men for mig handler det om meget mere. Min partner og jeg tjener ret godt i dag, men for syv år sad vi hårdt i det i Washington og måtte rykke til Pittsburgh. Vi bor i lejebolig og kan ikke blive godkendt til at købe hus. Set fra min lille afkrog synes jeg, at jeg og mine penge sender et budskab.«
Han tilføjer:
»Jeg vil ikke sælge endnu. Jeg har da nerver på, men holder fast. Jeg vil hellere lide tab end se Wall Street og Fintech (en branche, som består af virksomheder, der benytter moderne teknologi og innovation til at konkurrere i markedet for traditionelle finansielle institutioner, red.) vinde.«
’Det glæder mig at se den lille mand vinde’
En 33-årig advokat fra Manchester siger:
»Jeg glæder mig over at se de her hedgefondegribbe, der slår mønt på at presse nødlidende selskaber, ende som tabere for en gangs skyld, mens den lille mand vinder. Jeg stødte selv på nogle interessante overvejelser om GameStop i Wallstreetbets-tråden på Reddit. Grundtesen var, at der måtte være masser af short-sælgere, som skyldte folk GameStop-aktier og stod over for at skulle bruge en masse penge for at købe dem tilbage, når deres optioner udløb. Jeg syntes, det gav god mening og købte selv 60 aktier for en latterlig sum. I går solgte jeg 15 af dem for 300 dollar stykket, og her til eftermiddag steg de 45, jeg har tilbage, til 380 dollar stykket. Havde jeg solgte dem alle, kunne jeg for en investering på 2.250 dollar have scoret en gevinst på omkring 17.000 dollar.«
Han har handlet med aktier før, fortæller han, men aldrig før gamblet som nu.
»Med GameStop fik jeg en chance, som man kun får én gang, tænkte jeg, så jeg slog til.«
Nu hvor hans handelsplatform har lukket af for yderligere handel med GameStop, siger han:
»For mig ser det ud, som om spillereglerne er skævvredet til fordel for hedgefondene. Nu falder mine 45 aktier i værdi, og så må vi jo se, hvor de lander om nogle dage. Men jeg sælger ikke. Det handler ikke om pengene, men om at sende et signal.«
’Alle er med på at sige skråt op til Wall Street’
En 23-årig studerende ved et universitet i London fortæller, at han investerede 5.000 pund i GameStop, da aktiekursen lå på omkring 60 dollar, »men jeg har venner, der har satset langt større beløb end det. Vi gik ind i det sammen og ikke kun på grund af pengene, men fordi vi ville sende det budskab til Wall Street, at det ikke er okay, at I laver penge på at ødelægge virksomheder, job og økonomi.«
Den studerende tilføjer:
»Mine venner og jeg har alle dækket vores startpositioner, nu kører vi bare videre, indtil alle betaler. Alle vores familier, venner, rige eller fattige, er helt med på det, vi laver. Først var de bange for, at vi ville tabe alle vores penge, men nu har det set hedgefondene give efter, og nu vil alle være med til sige skråt op til Wall Street. Folk har ikke tilgivet eller glemt, hvad der skete i ’08. Det handler ikke om pengene. Det handler om at aflevere et budskab.«