Trumps anerkendelse af Marokkos suverænitet over Vestsahara kan føre til krig i Nordafrika

En lille gruppe mennesker står samlet foran den amerikanske ambassade på Østerbro.

»Sahara libre,« råber de. Frit Sahara. Flag i rød, grøn, hvid og sort vajer i den vindblæste decemberkulde. Flaget tilhører Vestsahara, og det er også på grund af Vestsahara, at den lille gruppe mennesker er stimlet sammen foran den amerikanske ambassade en mørk og kold lørdag eftermiddag i december.

Siden 1975 har Vestsahara været besat af nabolandet Marokko, hvorfor Vestsahara også beskrives som Afrikas sidste koloni. Det resulterede i mange år i en væbnet konflikt mellem Marokko og befrielsesbevægelsen Polisario, der repræsenterer folket fra Vestsahara, saharawierne. I 1991 indgik parterne imidlertid en våbenhvile, der indebar, at FN indsatte en fredsbevarende styrke, Minurso-missionen, i området, som skulle sikre saharawiernes krav på en folkeafstemning.

Folkeafstemningen er endnu ikke blevet afholdt, Minurso-mandatet er forlænget for 41. gang, og oven i det har USA’s afgående præsident, Donald Trump anerkendt Marokkos suverænitet over Vestsahara, som en af sine sidste handlinger i embedet.

»Marokko anerkendte De Forenede Stater i 1777. Det er derfor passende, at vi anerkender deres suverænitet over Vestsahara,« tweetede Trump begejstret 10. december.

Senere lød samme udmelding i en erklæring fra Det Hvide Hus i Washington: »USA anerkender marokkansk suverænitet over hele Vestsaharas territorium.« Underskrevet af Præsident Donald Trump.

At deklarationen er i direkte modstrid med FN’s fredsforhandlinger fra 1991, melder historien ikke noget om. Og er dybt problematisk, mener Erik Hagen, der er leder for den norske støttekomité for Vestsahara og også sidder i bestyrelsen for den internationale forening Western Sahara Research Watch.

»Det her har store konsekvenser for folkeretten. Ønsker vi at bo i en verden, hvor lande kan få anerkendelse for ulovlig besættelse? Det er en farlig tendens.«

At USA går direkte ind og underkender FN’s fredsproces, mener Erik Hagen ikke, der kan være tvivl om.

»Det er vanskeligt at se det på anden måde, end at Marokko har fået carte blanche – et grønt lys – til at eskalere besættelsen og dermed spændingen i de dele af territoriet, der endnu ikke er besat.«

Erik Hagen henviser til de områder af Vestsahara, som fortsat er under saharawisk kontrol. At amerikanske kort nu officielt inkluderer de områder, som en del af Marokko, finder han dybt problematisk.

»Der burde lægges øget pres på Marokko, ikke det modsatte,« siger han.

Bananfluen Trump

Meldingen om Trumps anerkendelse af marokkansk suverænitet over Vestsahara stod ikke alene den 10. december. Samtidig sagde Marokkos konge, Mohammed 6., nemlig ja til at slutte fred med Israel.

Dermed har i alt seks arabiske regeringer nu indgået fredsaftaler med Israel, trods Israels fortsatte besættelse af Palæstina. Ud over Marokko drejer det sig om De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Sudan, der i år har indgået aftaler med Israel, samt Egypten og Jordan, der i henholdsvis 1979 og 1994 sluttede fred med Israel, det skriver The New York Times.

Trump kalder aftalen »historisk« og tweeter, at aftalen mellem Israel og Marokko er »et massivt gennembrud for fred i Mellemøsten«. Det er dog langt fra alle, som bakker ham op i den påstand. Blandt andet har Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, John Bolton, der selv har været udsendt som FN-ambassadør i Vestsahara, skrevet en skarp kritik af Trump i Foreign Policy under titlen »Biden Must Reverse Course on Western Sahara«.

»I sin forhastede beslutning konsulterede Trump hverken Polisario Front – som længe har repræsenteret saharawierne – eller Algeriet eller Mauretanien, som er de mest berørte nabolande, eller nogle andre. Sådan går det, når en dilettant skal håndtere USA’s udenrigspolitik,« skriver Bolton, der også beskylder Trump for at være en »bananflue«, når det gælder hans evne til at fokusere på langsigtede løsninger.

Også James Baker, der var USA’s udenrigsminister under George H.W. Bush samt den første specialudsendte for FN-missionen i Vestsahara, kritiserer Trump.

»Vi må ikke vende ryggen til folket i Vestsahara i forsøg på at promovere bedre forhold mellem Israel og de arabiske naboer. Desværre er denne kyniske beslutning om at anerkende Marokkos påstand om suverænitet over Vestsahara i bytte for Marokkos løfte om at etablere formelle relationer med Israel, præcis det,« skriver han i The Washington Post.

James Baker frygter desuden, at det kan føre til en eskalering af konflikten mellem Marokko og Polisario. 13. november brød Marokko den 29 år lange våbenhvile, da landet lancerede en militær operation på det territorium, der stadig er under saharawisk kontrol. Det fik Polisario til at erklære krig, skriver The New York Times.

Frygten for en yderligere militær eskalering mærker også Kurt Mosgaard, der er tidligere styrkechef for FN’s Minurso-mission og aktiv i FN-forbundet.

»Formelt set så betyder det ikke så meget, at Trump nu anerkender Marokkos suverænitet over Vestsahara, men i praksis så har det den konsekvens, at saharawierne, der tålmodigt har ventet på en folkeafstemning siden 1991, helt mister troen, og så er der kun én løsning tilbage, som er at gribe til våben. «

Kurt Mosgaard vurderer risikoen for krig til at være stor, fordi interesserne i området er så modstridende.

»Polisario opererer i både Mauretanien og Algeriet, som ikke er særlig gode venner med Marokko. Det betyder, at det potentielt kan udvikle sig til en storkrig i Nordafrika.«

Samme analyse har James Baker. Han forudser desuden, at al-Qaeda i det islamiske Maghreb og andre grupper kan udnytte situationen, hvis spændingen stiger i regionen.

At en væbnet konflikt kan være den eneste udvej, mener også Mohamed Yumani.

Han er 36 år og født og opvokset i de saharawiske flygtningelejre, der ligger nær Tindouf i Algeriet. Her har omkring 150.000 fordrevne saharawier boet siden 1975. Og de kan snart ikke vente mere, fortæller Mohamed Yumani.

»Ifølge både FN og EU-domstolen har vi krav på selvstædighed. Nu har vi ventet 29 år på en folkeafstemning, og vi kan snart ikke vente længere.«

Under sin udsendelse med Minurso-missionen besøgte Kurt Moesgaard flygtningelejrene i Algeriet. Her oplevede han, at mange af de unge ikke længere ville finde sig i status quo, de ville have krig.

»Jeg besøgte deres træningslejr. Der er mange unge, der har meldt sig under fanerne, og som er klar til at indtræde i en væbnet konflikt,« fortæller han.

Kurt Mosgaard har dog stadig et spinkelt håb om, at FN’s fredsbevarende mission med tiden vil finde en løsning.

»Jeg er FN-fan, men jeg synes, det er meget problematisk, at der er nogle lande, som bryder med den grundlæggende pagt. Det synes jeg ikke, verden fortjener.«

Danmark har gemt sig bag FN

Siden maj 2019 har der ikke været en specialudsending for FN i Vestsahara. Den sidste på posten var Horst Köhler, der trak sig tilbage af helbredsmæssige årsager. Det er vigtigt, at der findes en ny specialudsending, for ellers kommer der ingen løsning, forklarer Kurt Mosgaard.

Dertil mener han, at Danmark og andre lande skal kræve nye forhandlinger nu, hvor konflikten i Vestsahara igen er kommet i søgelyset.

»Danmark og alt for mange lande har gemt sig bag FN. Vi skal kræve forhandlinger nu, og at de skal foregå på ordentlig vis. Skulle det komme til en eskalering af den væbnede konflikt, bliver FN nemlig formentlig nødt til at trække Minurso-missionen tilbage, og så er der ikke meget, vi kan stille op.«

Mohamed Yumani håber også, at den øgede opmærksomhed omkring Vestsahara måske kan komme til at ændre noget. I hvert fald er han glad for, at mennesker verden over demonstrerer og laver kampagner for den saharawiske sag.

»Deres engagement og medfølelse giver os håb,« siger han.

Håb og kampgejst er vigtigt, mener Mathilde Goldschmidt Andersen, der er aktiv i Vestsaharagruppen i Global Aktion samt medarrangør af demonstrationen foran den amerikanske ambassade.

»Vi demonstrerer for at vise vores utilfredshed med USA’s aktive støtte til ulovlige besættelsesmagter og det, Trump kalder fredsaftaler. Det er kyniske alliancer, der underminerer internationale konventioner og retten til selvbestemmelse og frihed – fundamentale principper, som USA selv hævder at være grundlagt på.«