25 år efter krigen i Bosnien bliver etniske grupper holdt adskilt med jernhegn i skolegården

Elever deles op efter etnicitet og religion. De skal gå ind ad forskellige indgange til skolen og op ad forskellige trapper til deres klasselokaler. De undervises ikke sammen, forhindres i at lege med hinanden i frikvartererne og læser i forskellige lærebøger, som fortæller dem, at det er ’de andre’, der bærer skylden for krig, folkemord og etnisk adskillelse.

Det er et kvart århundrede, siden det sidste skud blev affyret i krigen i Bosnien-Hercegovina fra 1992-1995, men stadig den dag i dag føres den etniske konflikt videre i Balkan-landets skoler. Her bliver muslimske bosniakker, katolske kroater og ortodokse serbere holdt skarpt adskilt.

»Skolerne bruges ikke til at skabe forsoning, men i stedet til at sprede fordomme,« siger Selma Bukovica Gundersen. »Børnene holdes adskilt og præsenteres kun for én af de tre ensidige etnonationale versioner af historien, og dermed kommer skolen til at cementere de etniske opdelinger, der opstod under krigen.«

Selma Bukovica Gundersen har en kandidatgrad i pædagogisk antropologi, og for nylig forsvarede hun på Københavns Universitet sin ph.d.-afhandling, som netop fokuserer på det stærkt etnisk opdelte uddannelsessystem i Bosnien-Hercegovina. En opdeling, der på slående vis illustreres af et billede på en af de første sider af afhandlingen, hvor børn af kroatisk og bosniakisk etnicitet holdes adskilt af et jernhegn ude i skolegården.

Hendes studie blotlægger et land, der efter krigen er forsøgt sat sammen af brikker, der ikke lader til at passe sammen, og hvor skolesystemet ikke skaber medborgere, men modborgere. Og det er især en konsekvens af, at etnonationalitiske politikere og religiøse repræsentanter puster til spliden mellem befolkningsgrupperne og bruger skolen som led i deres indsats for at opretholde deres adskillelsespolitik og magtpositioner.

Hun advarer om, at det markant mindsker muligheden for, at man overhovedet kan holde sammen på landet og fastholde en fred, når befolkningen fra barnsben får at vide, at deres landsmænd er fjender.

»Dem, der startede krigen, er de samme, som nu fortsætter konflikten i skolerne,« siger hun. »Fastholdelse af det historiske perspektiv, der har ført til konflikten, kan i værste fald føre til genoptagelse af krigen på et senere tidspunkt. Derfor er det af afgørende betydning, hvordan det kontroversielle emne behandles i skolen.«

Venner bliver til fjender

Selma Bukovica Gundersen har, som hun siger det, »selv været barn af uddannelsessystemet i Bosnien«. Men det var en ganske anden tid. Det var, da Bosnien-Hercegovina var en del af Jugoslavien, og inden Balkan blev martret af krig i 1990’erne.

Hun voksede op i byen Goražde i den østlige del af Bosnien som del af den bosniske muslimske befolkningsgruppe, men dengang havde religion og det etniske tilhørsforhold svag appel til befolkningen.

Hendes bedste veninde var serber, og i skolen var bosniakker, kroatere og serbere blandet sammen. I det kommunistiske Jugoslavien blev forskellene neddæmpet, og i skolen lærte børnene om jugoslavisk patriotisme og om »broderskab og enhed«.

»Vi vidste jo godt, at nogle fejrede jul og andre eid, men det betød ikke noget dengang,« fortæller hun. »I skolen dyrkede man sammenholdet.«

Men de etnonationalistiske kræfter var allerede begyndt at pible frem i slutningen af 1980’erne. Og Selma Bukovica Gundersens liv tog en dramatisk drejning, da Jugoslavien gik i opløsning og Bosnien-Hercegovina i april 1992 erklærede selvstændighed. Hendes families serbiske naboer forlod Goražde, mens andre serbere pludselig dukkede op bevæbnede og i uniformer og med kampvogne, der omringede dalen, som byen ligger i bunden af.

En serbisk ven af familien advarede dem om, at »noget forfærdeligt ville ske, og at vi burde flygte«.

»Vi troede først ikke på det, for vi havde jo været vant til at leve sammen uden problemer, som naboer, venner, i ægteskaber, i familier, på tværs af etnicitet og religion,« fortæller hun.

Den første serbiske granat blev affyret mod Goražde den 4. maj 1992. Men allerede måneden forinden var Selma Bukovica Gundersen – dengang 13 år gammel – flygtet med sin familie, og året efter ankom de til Danmark.

Noget af det sidste hun så, da hun forlod hjembyen, var hendes yndlingslærer – en serber – som nu stod bevæbnet sammen med andre soldater ved en af de serbiske barrikader.

»Læreren blev forvandlet til en slags fjende, ligesom mange af mine venner og deres familier blev det i de dage,« siger hun.

En over tre år lang krig fulgte, hvor fjenden var defineret af religion og etnicitet.

100.000 mistede livet, hvoraf næsten halvdelen var civile. Det anslås, at omkring 200.000 mennesker blev fængslet i lejre, 20.000-50.000 kvinder blev voldtaget, og over 15.000 børn dræbt.

Gensidig frygt

Der var – og er – tydeligvis brug for en indsats for at skabe en forsoning mellem de etniske grupper. Når Selma Bukovica Gundersen i dag tager til Bosnien, oplever hun, at kroatere, serbere og bosniakker har vendt ryggen til hinanden og samlet sig tættere i egne enklaver.

Nogle områder er så godt som renset for andre befolkningsgrupper af den simple – og grusomme – årsag, at de simpelthen blev etnisk udrenset under krigen eller flygtede for aldrig at vende tilbage.

»Frygt får folk til at holde sig tæt til deres egen etniske gruppe,« siger den danske forsker. »Mens mange i Bosnien holder de etnonationalistiske politikere ansvarlige for at puste til angsten og spliden, så er mange også virkelig bange for ’de andre’ og ser på den anden befolkningsgruppe som nogen, der slog ihjel og slagtede uskyldige mennesker, og de har derfor svært ved overhovedet at betragte dem som medmennesker.«

Mange af skolerne i Bosnien er opdelt efter etnicitet. Som eksempelvis denne skole i byen Mostar, hvor de første to etager benyttes af etnisk opdelte klasser, mens tredje sal her bruges af en international skole, der ikke er opdelt.

Laura Boushnak

Hun peger på, at det netop er her, hvor uddannelsessystemet kunne spille en positiv rolle som arenaen, hvor man kunne arbejde mod forsoning og fredelig sameksistens ved at skabe en fælles national fortælling og identitet – og på den måde opfostre en kritisk stillingtagen til de historiske fortællinger blandt eleverne.

Men det sker ikke. I stedet bruges skolerne til at cementere forskelle, og de unge generationer af serbere, kroater og bosniakker vokser ofte op uden at kende jævnaldrende fra de andre grupper og uden et samlet nationalt fællesskab.

En fred med dybe kløfter

Segregation i skolerne er langt hen ad vejen, påpeger Selma Bukovica Gundersen, en konsekvens af den fredsaftale – den såkaldte Daytonaftale – som blev indgået mellem de krigende parter i november 1995. Den fik volden til at stoppe. Men freden blev indgået på betingelse af, at man delte landet skarpt op langs etniske linjer.

Landet blev opdelt i serbisk Republika Srpska og den Bosniakisk-Kroatiske Føderation, som igen er inddelt i ti kantoner med hvert deres parlament og regering. Etniske partier har reelt skåret landet op og delt det mellem sig, og de fastholder i høj grad deres magtpositioner ved at spille på frygten for de tidligere krigsfjender.

På toppen af konstruktionen befinder sig en svag nationalregering med tre præsidenter – en for hver af de etniske grupper, som hver ottende måned skiftes til at bestride præsidentembedet.

Det er opskriften på en kraftesløs, ineffektiv national enhed, og FN har da også beskrevet, hvordan Bosnien befinder sig i en »kronisk dysfunktionel« tilstand.

Den voldsomt decentraliserede styring af landet slår også igennem i uddannelsessystemet. Der er intet fælles nationalt undervisningsministerium, men derimod hele 13 lokale af slagsen, som tilrettelægger forskellige læseplaner for de tre etniske grupper.

Dertil fastslog Daytonaftalen, at de tre grupper taler hvert deres sprog – selv om de indtil da reelt havde talt samme sprog, nemlig serbokroatisk, blot med få dialektforskelle.

Konsekvenserne har vist sig store. I overensstemmelse med den europæiske konvention om barnets rettigheder, der siger, at børn har ret til at blive undervist på deres modersmål, har man været nødt til at opdele undervisningen af børnene langs sproglige og dermed også etniske linjer. Det har igen ført til, at det tidligere fælles uddannelsessystem nu har forskellige læseplaner og lærebøger til de forskellige grupper.

»Fra begyndelsen har det jo været problematisk, at man politisk har bestemt, at de tre grupper taler forskellige sprog, når de faktisk taler det samme sprog,« siger Selma Bukovica Gundersen. »Men det afspejler, at de nationalistiske partier, som repræsenterer de tre sider, der udkæmpede krigen i Bosnien-Hercegovina, og som skrev under på Daytonaftalen, aldrig var interesseret i et fælles uddannelsessystem. De ville styrke forskellene, da det tjente deres politiske mål.«

Forskellige historier

I Bosnien går børn nu oftest i det, som Selma Bukovica Gundersen beskriver som monoetniske skoler – altså etnisk rene skoler, hvor der udelukkende er elever fra en enkelt befolkningsgruppe – eller i de såkaldte to-skoler-under-ét-tag, hvor elever fra forskellige etniske grupper undervises i samme bygning, men holdes skarpt adskilt.

Forskeren har til sin afhandling interviewet historielærere og elever, observeret undervisningen, analyseret læseplaner, historiebøger og uddannelseslove.

En af hendes konklusioner er, at eleverne fra de tre grupper i historieundervisningen bliver præsenteret for tre fundamentalt forskellige udlægninger af krigen 1992-1995 – »både hvad angår det, der er sket, og hvem der har skyld«, siger hun, og påpeger, at under krigen og i årene umiddelbart efter var historieundervisningen »direkte hadefuld«.

Som man kan læse i hendes afhandling, hed det i historiebøgerne i de serbisk dominerede områder, at krigen blev startet af »religiøst fanatiske kroatiske katolikker« og »muslimske fundamentalister«, som »angreb det serbiske folk«.

I de kroatiske områder var det dog serberne, som fik skylden: »De slagtede, skød, hængte, massakrerede, røvede, brændte og transporterede mennesker til talrige lejre,« hedder det blandt andet.

Imens fik de »serbiske nationalister« også skylden i bosniakkernes historiebøger for »massedrab og masseuddrivelser« af muslimer.

Senere har man dog modereret sproget i historiebøgerne en smule, men budskabet er fortsat reelt det samme. De andre etniske grupper beskrives stadig i fjendetermer og som de ansvarlige for krigens udbrud og rædsler, mens egne forbrydelser benægtes eller forties.

Som Selma Bukovica Gundersen skriver i sin afhandling: »Lærebøger på alle tre sider repræsenterer en ensidig version af historien med fuldstændig udeladelse af den anden sides historie, kultur, tradition og legitimitet.«

Hun mener, at historielærebøgerne »opretholder konfliktkulturen«, hvilket forhindrer, at de unge udvikler et tilhørsforhold til nationen frem for udelukkende deres etniske grupper.

Splittede elever

Og Selma Bukovica Gundersen viser i sin afhandling, at historieundervisningen har en tydelig effekt på de unges forståelse af krigen og syn på de nutidige etniske relationer. Hun har fået over 100 elever i 14-årsalderen fra grundskoler i byerne Sarajevo, Mostar og Banja Luka til at skrive essays, hvor de skal forholde sig til deres identitet og deres viden om krigen.

I de essays, de serbiske unge har skrevet, indgår de serbiske forbrydelser under krigen på ingen måde, og i stedet fokuserer de i høj grad på ’de andre’ som ansvarlige for Jugoslaviens sammenbrud og den ødelagte »harmoni« mellem befolkningsgrupperne. En af eleverne mener, at Bosnien »ingen fremtid« har som land og burde deles op, og den serbisk dominerede del af landet skulle indlemmes i Serbien: »Fordi vi er serbere,« som han skriver det.

Imens giver de kroatiske elever i deres essays serbisk ekspansionisme ansvaret for krigen. »Jeg ved, at serberne altid har ønsket at dominere,« som en elev skriver. Og de ser sig ikke som borgere i et samlet Bosnien. »Der er intet, der knytter os til dette land,« skriver en anden kroatisk elev, som fortsætter: »Hvis jeg skal være helt ærlig, så frygter jeg for og venter på, hvornår de vil begynde at skyde igen.«

I Sarajevo fremstiller de bosniakiske børn i deres essay deres folk som ofre for aggression, tortur og etnisk udrensning begået af serbere, der, som en elev skriver, »ikke kan kaldes for mennesker«.

Selma Bukovica Gundersen siger, at den efterkrigssplittede uddannelsespolitik får hende til at sætte spørgsmålstegn ved, om staten overhovedet kan overleve, når borgerne ikke har en følelse af tilhørsforhold til landet.

»Det er naturligvis positivt, at der ikke er krig længere, og at folk ikke slår hinanden ihjel, men den etniske splittelse er voldsom og bliver ved med at være det, på grund af den måde man uddanner de nye generationer på,« siger hun. »Eleverne identificerer sig ikke med Bosnien-Hercegovina, men med deres etnicitet, og hvis man ikke kender eller møder hinanden og kun hører om ’de andre’ som fjender, er det selvfølgelig meget nemmere at dæmonisere hinanden.«

»I Bosnien har de etnonationale kræfter, som startede krigen, gennem uddannelsessystemet nu skabt et godt udgangspunkt til at få de nye generationer til at tro blankt på deres version af krigen og historien. Det gør det nemmere for magthaverne at spille befolkningsgrupperne ud mod hinanden og fastholde konflikten,« siger Selma Bukovica Gundersen. »Det kan skabe en meget farlig og håbløs fremtid.«