Ja, sagde Emmanuel Macrons minister for forskning og højere uddannelse, Frédérique Vidal, i sidste uge, da hun sad på direkte aftenfjernsyn og blev udspurgt om en kontroversiel forside på dagens Le Figaro. Ja, hun mente faktisk ligesom den konservative avis, at franske universiteter var infiltreret af »islamo-gauchisme«. Af ’venstre-islamisme’. Af en uhellig blanding af islamistapologi og ’woke’ akademia. Af en »radikal« strøm af tankegods, som »opdeler og splitter« det franske samfund i mindre grupper: i hvide og sorte, mænd og kvinder, magtfulde og undertrykte.
Og den er især gal med studierne i »postkolonialisme« og »intersektionalitet«, sagde Vidal nogle dage senere i parlamentet, så nu ville hun iværksætte »en undersøgelse« af de franske universiteter.
Og så brød helvede løs. For var det ikke en knægtelse af den fri forskning og universiteternes uafhængighed. Endda fra ministeren på området?
»Vi er ikke længere i Frankrig, vi er i Iran,« brølede Jean-Luc Mélenchon fra sin plads på den yderste venstrefløj, og en strøm af rasende kommentarer ramte de franske aviser, for slet ikke at tale om de amerikanske – det vender vi tilbage til.
En næsten samlet front af franske sociologer og filosoffer med åbne skjorter og halsklude – der ellers i årevis har kastet om sig med vagt definerede begreber som ’kontingens’ og ’diskurs’ og nu er ved at lære den nye epokes paroler om ’strukturel hvidhed’ og ’femonationalisme’ – krævede pludselig formalistisk klarhed: Islamo-gauchisme er alt for upræcist, lød det fra mange, ja, det er faktisk »uden videnskabeligt indhold«, som universitetet Sciences Po skrev i en erklæring.
Og imens Macrons talsmand forsøgte at komme til orde og fortælle verden, at regeringen skam bakker »absolut« op om forskningsfriheden, og mens seks ud af ti franskmænd i en meningsmåling svarede, at de genkendte problemet med islamo-gauchisme (de forstod åbenbart godt, hvad det betød), krævede stjerneøkonomen Thomas Piketty og 600 andre akademikere ministerens afgang.
Den tabte bydel
Det er bare det seneste skud på den hastigt voksende busk, som er den franske islamdebat.
Siden præsident Emmanuel Macron i sidste uge fik vedtaget en ny lov, der skal forsvare »republikkens principper« ved at styrke den sekulære stat og modvirke parallelsamfund, er debatten vokset og vokset.
Først rejste en rasende polemik sig i Paris-forstaden Trappes, da en lokal gymnasielærer, Didier Lemaire, for et par uger siden gik på landsdækkende tv og fortalte, at hans bydel var »definitivt tabt«. Islamisterne havde vundet, sagde han, mænd og kvinder sad ikke længere sammen på cafeerne, og en radikal udgave af islam spredte sig blandt hans elever, så man ikke længere kunne udtrykke sig frit.
Byens borgmester afviste alt. Den slags er bare med til at stigmatisere muslimer, sagde han.
Ikke desto mindre må Didier Lemaire nu leve med politibeskyttelse døgnet rundt, han er truet på livet – så noget må der vel være om snakken. For slet ikke at tale om en anden lærer fra en anden parisisk forstad, Samuel Paty, der som bekendt blev halshugget på åben gade i oktober efter at have vist Muhammed-tegningerne i undervisningen.
En anden gren spirede frem af debatten i forrige uge, da højrefløjens leder, Marine Le Pen, og Macrons indenrigsminister, Gérald Darmanin, mødtes i en stort opsat tv-debat om islamisme. De stod bag hver sin pult i et rødt tv-studie og kappedes om at være mest sekulær og mest bekymret over franske parallelsamfund, og det skabte røre i andedammen af venstreorienterede, må man sige. For repræsenterer Darmanin ikke et tragisk ryk mod højre for regeringen og for præsidenten? En overtagelse af Le Pens positioner?
Videoklip fra debatten blev taget ud af kontekst og delt på de sociale medier, så det så ud, som om indenrigsministeren kritiserede islam som religion. Som om han vil være hårdere end de hårdeste hårde på højrefløjen.
Vi stakkels mennesker, som slæbte os igennem hele den timelange debat, havde dog set en noget mere nuanceret skikkelse end den Darmanin, man kunne læse om på Twitter: Han skelnede faktisk klart mellem islam og islamisme, han talte imod at forbyde tørklæder i det offentlige rum (Le Pen vil gøre det forbudt), og han hånede højrefløjens idé om, at indvandrere langsomt er ved at overtage landet. Men debatten stoppede ikke af den grund.
New York vs. New York
Danskere vil kunne nikke genkendende til debattens temaer. Vi kender diskussionen om det politiske centrum, som delvist overtager højrefløjens retorik og politik – nogle ser det som en tragedie og en flirt med spøgelset fra 1930’erne, andre som en naturlig demokratisk proces, hvor borgernes bekymringer løbende indoptages i det politiske system. Og vi kender debatten om »tabte« kvarterer i byerne – nogle ser truslen fra parallelsamfund som overdreven, andre som et eksistentielt problem for den universalistiske velfærdsmodel.
De amerikanske medier har derimod rapporteret om de franske løjer med en blanding af mistro og slet skjult forfærdelse. Universitetsdebatten var »bizar, pinlig og selvdestruktiv«, som The Washingtons Posts mand i Paris, James McAuley, skrev.
Det er måske ikke så underligt, at amerikanerne er chokerede. De forskellige grene af islamdebatten leder nemlig alle ned til den samme store stamme. Til én stor, grundlæggende konflikt om, hvad et samfund overhovedet er, og hvad forholdet mellem stat og borgere bør være.
Macron har selv beskrevet det som en konflikt mellem en universalistisk og en multikulturel samfundsmodel, hvor Europa groft sagt repræsenterer den første og USA den sidste. Det er ikke forkert.
Tag New York som eksempel: Her har godt 300.000 ultraortodokse jøder opbygget deres eget samfund med streng kønsadskillelse, arrangerede ægteskaber og en religiøs skolegang uden undervisning i evolutionsteori og moderne naturvidenskab – det har vi tidligere beskrevet her i avisen. Men lige ved siden af jøderne lever unge newyorkere, som dyrker en særlig version af den identitetspolitiske woke-bølge. De er feminister og antiracister.
De to befolkningsgrupper har intet med hinanden at gøre og stiller ingen krav til hinandens levevis, som på mange måde er modsatrettede. Det er definitionen på parallelle samfund. Det er ’separatisme’, som man siger i Frankrig. Og det er netop det, Macrons regering kæmper imod.
Den franske stat er historisk bygget på en anden tilgang. En ’åben nationalisme’, hvor alle i princippet kan komme og blive franske, hvis de vil. Med tryk på det sidste – de skal netop ville det. De skal være villige til at fralægge sig religion, etnicitet og andre tilhørsforhold, når de deltager i det offentlige liv. Staten og samfundslivet skal være neutralt, og nationen skal være en enhed, det broderskab, som kan handle i fællesskab.
Tvang, pligter og fælles regler
Uanset hvilket ord man anvender, har undervisningsministeren en pointe: Den multikulturelle Brooklyn-tilgang suger lige nu næring fra en særlig amerikansk idé om identitet og om forholdet mellem individ og stat, som fylder mere og mere på Europas universiteter.
En idé, som betoner individets ret til ikke at blive påduttet flertallets normer. Til ikke at blive krænket og fornedret. Som betoner særlige dele af menneskets identitet, især køn og hudfarve, og som dermed har tendens til at opsplitte samfundet i mindre dele.
Set med amerikanske øjne kan de strenge franske love om sekularisme og farveblindhed derfor ligne en knægtelse af individets rettigheder. Og politikker som skolepligt for alle treårige (som man har i Frankrig) og tvungen vuggestue for børn i belastede kvarterer (som vi nu de facto har i Danmark) ses ikke som samfundets hjælp til de svageste børn. De fremstår i stedet som majoritetens små-totalitære måder at påtvinge sårbare grupper en særlig måde at være på. En stigmatisering og en diskrimination.
Når Frankrig nu igen-igen diskuterer islam, er det en del af en større diskussion om, hvad et samfund overhovedet er: Hvem har ansvaret for børnenes ve og vel – forældrene eller staten? Hvor går grænsen mellem religionsfrihed og friheden fra religion? Hvordan sikrer man, at samfundet hænger sammen, uden at knægte borgernes rettigheder?
Det er nemt at skrive forfærdede indlæg om højrefløjsretorik og ’hundefløjteracisme’, hver gang nogen giver konkrete svar på de abstrakte spørgsmål. Men svar er der brug for. For Frankrig har problemer med parallelsamfund, islamisme og terrorisme. Og Vesten har problemer med splittelse, ikke kun mellem etniske og religiøse grupper, men også mellem socialklasser og politiske grupperinger.
De kan ikke løses ved, at staten respektfuldt trækker sig tilbage og lader livet gå sin gang, som det for eksempel sker i New York. At skabe et sammenhængende samfund indebærer altid et element af tvang, pligter og fælles regler. Det vil i første omgang begrænse borgernes frihed. Og derfor har den franske tilgang også sin egen skyggeside: I sin mest radikale form gør den borgerne til små uniforme soldater, som ranke og vandkæmmede afsynger nationalmelodien med hånden på hjertet. Så bliver samfundet stift og konformt. Det er det, mange amerikanere (og mange franskmænd) er bange for.
Men det universalistiske ideal behøver naturligvis ikke nå helt derud. Til gengæld er tilgangen helt nødvendig, hvis man vil opretholde et sammenhængende samfund, som på længere sigt kan give både den enkelte og fællesskabet en anden form for frihed: en mulighed for at handle i fællesskab. At få alle med. At lave gratis skoler, hospitaler og sociale ydelser. At have legitime institutioner, tillid og et reelt fællesskab.
"Diskurs" er et komplekst begreb, men ikke vagt - bortset fra i den helt banale forstand, at der er nuancer og fortolkninger ud over den banale leksikon-definition i ethvert komplekst begreb. At afskrive enhver afvigelse fra den nationale linie som intellektuelt uholdbar (og i øvrigt støtte til islamisterne!) på så tyndt et grundlag gør seriøs debat lidt svær at gennemføre.
Á propos vag og misvisende sprogbrug, og den danske variant af tvungen vuggestue for muslimer: Smag lige én gang til på udtrykket "Obligatorisk læringstilbud".
"Tilbud" betyder i almindelig, dansk sprogbrug noget som man er fri til at sige ja eller nej til. Hvis det er "et tilbud, man ikke kan sige nej til" så er det noget med et afhugget hestehoved i sengen (som i Godfather), og altså i virkeligheden tvang, ikke et tilbud.
"Obligatorisk" betyder at man skal have det.
Sat sammen til "Obligatorisk tilbud" ville det i utvungent sprog betyde at man SKAL have tilbuddet (fordi obligatorisk), men derefter kan sige ja eller nej (fordi tilbud).
Men hvad det i virkeligheden er, er tvungen uddannelse af småbørn med et specifikt politisk sigte. Så kan man så mene at det politiske formål er vigtigt nok, og de som man tvinger er modvillige nok, til at det er tvangen værd - men den luskede sprogbrug antyder at man godt er klar over at tvangen er for problematisk til at man kan kalde den ved sit navn.
(Dette er i øvrigt et konkret og ret basalt eksempel på diskursanalyse.)
Et oxymoron er det obligatoriske læringstilbud, Troels Ken Pedersen - tragikomisk.
Til jer der læser her: om Frankrigs debat om samfund og individ m.m
skriv under på det nyeste borgerforslag om at få danske børn hjem fra Syrien med deres mødre til retsforfølgelse i deres eget land., Danmark.
Jeg er ikke på Facebook. Derfor min opfordring her og som handling på baggrund af en fransk debat om individ og samfund. Ret og pligt, fællesskab og retspolitisk sikkerhed .
Det er nu ikke kun i det universalistiske Frankrig, at borgerne ranke og vandkæmmede afsynger nationalmelodien med hånden på hjertet. Det går da også helt godt i det multikulturelle USA.
En fin balanceret fremstilling, der stiller de rette spørgsmål
Der mangler bare noget i Christian Bennike, en god afslutning " Lang liv Macron og hans regering"!
@ Judith Kaastrup
Aldrig.
Jeg blander mig ikke i forældres valg på deres børns vegne. Forældrene ønskede et anderledes liv for deres børn. Det vil jeg ikke forhindre dem i
En debat mellem Marine Le Pen og Macrons indenrigs minister Gérard Darmanin viser hele præcis hvad hele kampagne imod "Islamo gauchisme" og separatismen går ud på, det næste præsident valg i 2022 hvor man vil skabe kun et sandhed : Islamismen er problemet og der findes kun 2 kanditatter Le Pen et Macron.
Debat om Islamisme ville have fået en hele karakter hvis Jean Luc Mélenchon, venstrefløj, ( som skulle være en repræsentant af Islamo gauchisme havde være med f-eks).
Problemet er at Christian Bennike er med på Macrons præmissen om Islamo gauchisme og separatismen så kan man vist nok kun klappe af Darmanin foran Le Pen og opfordre at stemme på Macron til næste præsident valget når nu der skulle findes kun de to!!!!!
"universalistiske Frankrig"
Hvad er det universalistiske ved Frankrigs uddannelsessystem som er designet så du dør fattig hvis du er født fattig. Ikke underligt at de har en del at diskutere.
France, inequality, and the social elevator
https://voxeu.org/article/france-inequality-and-social-elevator
Religion bør være en privatsag og ikke andet.
Jeg tager afstand til enhver religion der gør sit indtog i offentlige institutioner med krav om speciel hensyntagen.
Tag dit valg ; Hvilken religion er helt din beslutning og er herefter et spørgsmål mellem dig og din gud; Ikke et spørgsmål mellem dig og mig.
Sekulære samfund er det eneste rigtige og staten har naturligvis et ansvar hvis børn misrøgtes eller opdrages til ikke at kunne fungere i samfundet. Men kun det.
I en sekulær stat hører religion som udgangspunkt til i hjemmet og i de dertil indrettede faciliteter.
Sådan må det være.
PS: Ovenstående gælder naturligvis også katolikker , hinduer, ase-troende og hvad der nu ellers findes.
Helt forståeligt at Frankrig, som samfund med dets historie, ønsker at sætte de sekulære værdier i forreste række.
Mit håb er at Danmark også en dag træder ind i de moderne tider hvad dette angår og bliver en fuldt sekulær stat.
Det er ikke uden grund islam er årsag til så meget debat. For islam er ikke bare en religion. Det er en politisk bevægelse, som gør alt hvad den kan for at sætte dagsorden der, hvor den får lov til at gro. Stort set alle vegne på kloden, hvor islam har minoriteter skaber det grobund til ballade med krav om frigørelse fra moder landet for at skabe sin egen muslimske stat. Det ser man ikke inden for andre religiøse bevægelser. For de agerer ikke politisk. Herhjemme i vores egen lille andedam er det ikke budisme eller hinduisme, som demonstrerer, stiller krav og som blander sig i den offentlige debat og agerer politisk. Det er islam.
Jeg vil gerne komme tilbage til Islamo gauchisme.
Gauchismen er et udtryk der dykkede op i tresserne i Frankrig og omfattede de yderste venstrefløj bevægelser, disse bevægelser var både antiautoritær og i opposition til de traditionnelle venstrefløjen s partier som kommunist parti, som var ret stærk i Frankrig, socialist parti og fagforeningerne.
Disse traditionnelle venstrefløjen s partier svarede ikke til de kraver ungdom stillede på det tidspunkt, kraver om først og fremmest frigørelse, ligestilling, lighed og om en mere radikal ændring af samfundet.
Gauchismen prægede meget studiemiljøet på universiteter særlig i humanoria.
Gauchismen er ikke eksisterende mere i Frankrig men den kulture som blev skabt på universiteter på det tidspunkt om fri forksning, om samfund s kritisk forksning eksisterer stadigvæk, fri forksning er en grundpille i et demokrati.
Når Emmanuel Macrons regeringen bruger udtrykket Islamo gauchisme sætter den spørgsmål s tegnet med den samfund kritisk forksning som den fri forksning tillader samtidig reduceret den de tanker, overvejelser venstrefløjen gøre sig til " gauchisme", dvs umoden, realitetsfjernet, blindet for de problemer det franske samfund står overfor.
Macrons regeringen bruger i udtrykket Islamo gauchisme et andet tricks, det er at kobble venstrefløjen ( gauchisme) med Islam. Det tricks blev brugt før hvis I husker det: Judeo bolchevisme i 1930, hvor man kobblede aspirationen til socialisme med en verdenomspændt religion, jødedom hvis målet var i følge Nazisterne ( selv Churchill har haft disse tanker) at overtage magten.
Macrons kampagne imod separatismen og Islamo gauchisme er optak til præsidentvalget hvor man reduceret venstrefløjen til useriøs Islamo gauchister og hvor der vil finded kun 2 kanditater Macron og Le Pen.
Der findes problemer i Frankrig pga arven fra særlig den postkolonial indvandring og den enormt fattigdom og mangel på perspektiver der findes i disse miljøer, det kan både Macron og Le Pen bruge og mon ikke de er ret enige om at Venstrefløjen er Islamo gauchiste.
Det Macron ikke havde regnet med er vist nok de protester hans angreb på den fri forksning vil udløse på universiteterne.
Det så sjældent at læse i en dansk avis, så lad mig slå et kors i taget:
Fuld støtte til Kinas sekulære anstrengelser. Nej til sekterisme så som Tibet Buddhister , muslimer med flere.
Judith Kaastrup, 25. februar, 2021 - 08:55
Den sag du gerne vil kæmpe for i Al-Hol og Al-Roj lejrene i Syrien er meget sympatisk, med tanke på de stakkel børn i lejrene, men der er ingen gode argumenter for at hente dem hjem, ganske som; Peter Engelbrecht, 25. februar, 2021 - 10:16 giver udtryk for.
Mange sælger gerne historien på falske betingelser, herunder at Danmark skulle være skyldig i børnenes situation, - trods det at forældre selv valgte at tage ned til Syrien og tilslutte sig IS, og dens forbrydelser og handlinger i Islams navn.
Danmark hver hverken pligt eller jurisdiktion til at hente børn og mødre hjem fra disse lejre, og slet ikke til at skille mødre og børn ad.
Nogle har for nyligt påpeget at - iflg. menneskeretskonventionen har Danmark en pligt og jurisdiktion til at hente mødre og børn hjem til Danmark, men det er en fejlfortolkning.
Hvis det var således at Danmark havde jurisdiktion over danskere i det fremmede, ville der intet problem være med at udsende danske repræsentanter til de lande hvor de sidder i fængsel for en begået kriminalitet, og kræve dem udleveret til Danmark, - men sådan er det bare ikke, og det er der præcedens for fra tidligere sager, i såvel Tyrkiet og Thailand, hvor danskere havde forbrudt sig mod loven.
Kvinderne med deres børn må vente på den dom der venter dem for deres evt. forbrydelser, hvilket også er retfærdigt, da det netop er derned forbrydelserne er sket og beviserne findes, - så det vil være helt forkert at tage dem til danmark for at dømme den for deres forbrydelser dernede, - og desuden har vi heller ingen beviser imod dem her i danmark.
Jeg har ingen respekt for individer der er tilhængere af at skære halsen over på folk, mens der råbes "gud er stor". De kan for min skyld rådne op i fængsler Mellemøsten.
Men børnene er uskyldige og skal hjem.
Og beder Syriske myndigheder os om at befri dem for de sindssyge forældre, da de har nok at gøre med, så må vi tage dem hjem også og spærre dem inde.
Og det kan umiddelbart lade sig gøre.
https://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE12643354/medier-tyskl...
Men det er Of topic og dermed spam af tråden.
Religionskritik er forudsætning for al kritik. Udryddelse af religioner som illusorisk lykke for mennesket er et krav over menneskers virkelige lykke. Derfor er et venstreorienteret krav om at opgive illusioner om deres livsbetingelser et krav om at opgive de betingelser der fremmer illusioner.
Sådan skrev Marx i 1843. Bennikes fine tekst fortæller desværre en historie om hvordan masse-fatamorganaer spreder sig i disse år mange steder på kloden. Jøder der kræver særrettigheder og muslimer der radikaliseres osv
Hvor er den venstreorienterede kritkk af disse forhold?
jens christian jacobsen
Jeg stemmer SF og kritisere al religion og især Islam.
SF tager social kontrol og oprettelsen af parallelsamfund særdeles alvorligt.
Enhedslisten er blandt de første når der demonstreres imod Hitzb-Ut-tahrir.
Jeppe Dragsted fra Ø betegner islamismen som den største fascistoide trussel globalt.
Skulle der være socialister der forsvarer selve værdierne i Islam eller synes parallelsamfund er helt fint, så er det kun et fåtal.
Jeg ser at Eivind Larsen og fem andre mænd
I den grad er mod at danske statsborgere kan få deres politiske vildfarelser som meget unge idealister prøvet ved en dansk domstol. Og at deres børn kan rende dem . Too bad. Unge dumme kvinder. !
De ka bare rådne op kan de, langt fra danmark.
Hmm. Så meget for informations koryfæ , der bare har vadet i humanistisk tolerance , venlig overbærenhed og støtte fra en boomer generation, der ikke ku få nok i egen revolutionær ufejlbarlighed.
Judith Kaastrup
Regner du undertegnede blandt de der ikke mener at børnene skal hjem ?
PS: Kan du ikke finde en tråd hvor dit ærinde passer bedre ?
@ Judith Kaastrup
Du kender mig ikke så drop din analyse af mig som person.
jeg kritiserer din holdning til emnet ikke dig som person. Du er vel andet end det du skriver i dit indlæg?
"I den grad er mod at danske statsborgere kan få deres politiske vildfarelser som meget unge idealister prøvet ved en dansk domstol. Og at deres børn kan rende dem . Too bad. Unge dumme kvinder. !"
Der er også talrige mænd, som har ret til at få prøvet deres sag ved en dansk domstol; det er jo en helt vanvittig og retsløs generalisering, som finder sted iht. de, som drog til Syrien for angiveligt at føre hellig krig med IS.
Endnu mere vanvittige bliver vore standarder, når man skæver til at vores allierede i Syrien-krigen, USA, indirekte har supporteret ekstremistiske militser og direkte ladet IS få lov til at myrde løs i Syrien.
De korslagte danske arme er dybt prostituerede og helt uholdbare for et retssamfund. I realiteten sidder der en kreds af korrumperede, politiske hellige i vort Folketing - og en folkedomstol et sted i de offentlige samtaler, som tilsyneladende er fejlinformerede om hvad en retsstat er. Den skal gerne garantere rettigheder - og tåle udfordringer som IS-kollaboratører og trumpisme; det er når den for alvor er udfordret at lakmustestene indfinder sig. Og Danmark dumper med et brag.
"Nogle har for nyligt påpeget at - iflg. menneskeretskonventionen har Danmark en pligt og jurisdiktion til at hente mødre og børn hjem til Danmark, men det er en fejlfortolkning."
Danske statsborgere har ret til at blive dømt ved en domstol, fremfor at modtage politiske domme fra vore politikere og meningsmålinger. I praksis kan den danske stat få en aftale med Assad om at tage imod de, som vil hjem - for selvfølgelig er det korrekt at Danmark ikke har pligt til at hente dem, men pligt til at modtage dem, hvis de returnerer (hvilket mig bekendt vitterligt ærgrer mange af vore elitepolitikere).
Grundlæggende er det en diskussion om hvor meget staten skal blande sig i borgernes liv.
Disse kvinder har vendt Danmark ryggen fordi de ikke brød sig om den danske kultur, det politiske system og friheden og mente at det kalifatet kunne tilbyde var at foretrække også for deres familie. Det samfund de valgte til vil bekæmpe Danmark med alle midler.
Det viste sig så at være en fata morgana og nu fanger bordet.
At danske journalister/fotografer gang på gang tager til Syrien og fotograferer disse børn med det formål at få os til at tro at det er os der er de onde virker modsat. Ja det er synd for disse børn at deres forældre har valgt et anderledes liv på familiens vegne ligesom det er synd for mange andre børn i verdenens brændpunkter. Vi kan ikke hjælpe dem alle og skulle jeg vælge vare der andre mennesker der stod længere fremme i køen. Danskerne er yderst hjælpesomme rundt om i verdenen men der må være en grænse. Jeg ser disse menneskers problem som selvforskyldt, de kendte til risikoen og rejste afsted fordi de hadede/hader vesten.
De onde og de gode - det sorte og det hvide. Og så alle dem, der hader os (og vores frihed). Bush jr. revisited; man må sige at propaganda virker.
Peter Engelbrecht
Her er et mere seriøst svar på dit indlæg.
Flere nationer har hentet børn og mødre hjem fra fangenskab i Syrien. (Norge og Tyskland, Finnland ) . Andre nationer debatterer det.
I min optik har vi en forpligtigelse til at hente statsborgere hjem hvis syriske myndigheder beder Danmark om det. Præcis som vi forventer at andre nationer henter henter deres statsborgere hjem når Danmark beder dem om dette.
Vi skal ikke synke ned på andres niveau desangående og nægte at tage statsborgere hjem.
Dog mener jeg ikke at Danmark decideret skal arbejde på at få voksne IS-Galninge tilbage: Men børnene er helt uskyldige og risikerer at dø i lejrene. Det kan Danmark ikke tillade sig.
Og ja; Jeg går ind for at skille børnene fra deres forældre idet de alligevel ville blive anbragt/bortadopteret og dermed skilt fra forældrene, hvis alle kom tilbage til landet.
Om de hjernevaskede forældre skal have en chance til ?.
For min skyld ikke den store modstand ifald de får en tidsubegrænset straf og aldrig bliver lukket ud i samfundet, hvis der er tvivl om de vil begå terror.
PS: Og dette var så mit sidste indlæg i denne tråd der handler om noget andet.
Judith Kaastrup, 25. februar, 2021 - 18:37
Hanne Utoft, 25. februar, 2021 - 21:03
I giver de rigtig gas piger, for at udfylde tomrummet i jeres liv med empati for såvel "de stakkel mødre(vildfarne unge idealister) og deres børn i fangelejrene i Syrien, hvor de venter på at deres ager undersøges og de bliver dømt herfor".
Åh... hvor er de altså uskyldige i noget som helst, er jeres forståelse for dem, mens I holder børnene frem som en yderligere retfærdiggørelse for deres livs valg for dem selv og deres børn, ved at rejse ned til Syrien og tilslutte sig IS.
I "hellige kvindelige krigere" få dog et sundt forhold til jeres empati overfor andre der har gjort sig bedre fortjent til jeres empati, - ikke til dem der flyttede til Mellemøsten for at tilmelde sig IS.
I bringer skam over jer selv med jeres falske følelse for disse IS krigere, der muligvis endog er skyld i danske soldaters død i kampen mod IS, - og det kan i simpelthen ikke være bekendt.
- Nogle var endda familiefædre med børn(!), som kæmpede for andres frihed i det fremmede.
Det er ligeledes nedladende at skubbe de halshuggede tilside for disse kvinder og mæmd med børn der tilsluttede sig IS, - der blot tog tilfældige nødhjælpsarbejdere som gidsler og halshugggede dem for øjnene af verden og deres familier, og det kan I heller ikke være bekendt.
Fangelejrene er en "ventesal" indtil de kan komme for retten og blive dømt for de forbrydelser de må have begået, - det er også dernede beviserne for disse forbrydelser findes ligesom vidnerne befinder sig dernede.
- Jeg går ud fra jeg er med i "fembanden" og blandt de "onde", men det tager jeg som en æresbevisning for at kunne styre min empati hen imod dem jeg finder det er mest synd for, af alle de dræbte som IS er skyld i, og som intet havde med krigen at gøre, go dem der kæmpede for andres frihed imod IS og dens psykotiske voldsregime..
"I bringer skam over jer selv med jeres falske følelse for disse IS krigere, der muligvis endog er skyld i danske soldaters død i kampen mod IS, - og det kan i simpelthen ikke være bekendt."
Personligt har jeg fokus på at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist - det vil jeg gerne bekende. Vil du så bekende at du faktisk ikke ved hvad de danske syrienskrigere hver især måtte have på samvittigheden, Espen Bøgh?
Hanne Utoft, 26. februar, 2021 - 12:25
- Hvordan kan du finde på at stille mig det spørgsmål, når du citerer mig for; "der muligvis endog er skyld i danske soldater død", - det er jo svaret på dit spørgsmål!
Espen Bøgh, jeg vil gerne være sikker på at du erkender at du smider om dig med formodninger, fremfor bekræftet viden.