Analyse
Læsetid: 8 min.

Efter frifindelsen af Trump står republikanerne over for et internt opgør

Den tidligere præsident byder 43 republikanske senatorers frikendelse velkommen og lader forstå, at han ikke er færdig med amerikansk politik. Republikanerne benyttede bekvemt et forfatningsteknisk argument til at lade Trump slippe endnu engang, men Mitch McConnell og andre lægger samtidig kraftig afstand til ekspræsidenten
Det politisk mest sprængfarlige ved de 43 republikaneres frikendelse af Trump er, at det åbner døren for den tidligere præsidents comeback.

Det politisk mest sprængfarlige ved de 43 republikaneres frikendelse af Trump er, at det åbner døren for den tidligere præsidents comeback.

Lucas Jackson

Udland
15. februar 2021

Amerikanerne vil huske nummeret 43.

Så mange republikanske senatorer brugte et forfatningsteknisk argument til at undlade at tage stilling Donalds Trumps ansvar ved en rigsret for det voldsomme angreb på kongresbygningen den 6. januar.

Kun syv republikanere kendte Trump skyldig lørdag. Sammen med 50 demokrater gav det et flertal på 57, men domfældelse kræver 67 stemmer.

57 stemmer var ellers et solidt flertal, der i løbet af den korteste rigsretssag i USA’s historie var blevet overbevist af anklagerne fra Repræsentanternes Hus om, at Trump bærer ansvaret for sine tilhængeres stormløb mod Kongressen den 6. januar, hvor den fredelige overdragelse af magten til en nyvalgt præsident skulle godkendes.

Hvad der skete den dag, blev således beskrevet af det republikanske kongresmedlem Liz Cheney i hendes begrundelse for at støtte resolutionen i Repræsentanternes Hus, som rejste tiltale mod præsident Trump. En udtalelse, der flere gange blev citeret af anklagerne i Senatet:

»USA’s præsident hidkaldte en en ophidset menneskemængde, samlede demonstranterne og tændte lunten, der udløste angrebet. Ansvaret for alt, hvad der herefter skete, kan placeres hos ham. Intet af det ville være hændt uden præsidenten. Præsidenten kunne omgående og kraftfuldt have grebet ind og stoppet voldsudøvelsen. Det gjorde han ikke. Aldrig tidligere har en præsident i sådan en grad svigtet sine embedspligter og ed til forfatningen.«

I Kongressen om eftermiddagen den 6. januar ringede flere republikanske ledere desperate til Trump og tryglede ham om at tilbagekalde masserne. Det afviste præsidenten at gøre i flere timer, mens hans tilhængere begik hærværk og kvæstede politibetjente med brandsprøjter, køller og flagstænger. Én betjent mistede livet.

Efter voteringen i Senatet lørdag lagde den republikanske mindretalsleder, Mitch McConnell, ikke fingrene imellem i sin evaluering af Trumps opførsel

»Alt dette skete, fordi demonstranterne var blevet fodret med fantastiske løgnhistorier af den mægtigste person på denne planet – og det, fordi han var rasende over at have tabt valget. Hans handlinger forud for optøjerne var et skandaløst svigt af hans pligter,« fastslog McConnell.

Det store paradoks

Men paradoksalt nok sluttede mindretalslederen sig til de 42 andre republikanere, der frikendte Trump for ethvert ansvar med den tekniske begrundelse, at forfatningen ikke skulle give belæg for at stille en tidligere præsident for en rigsret. Et synspunkt, der deles af yderst få forfatningsretseksperter.

På det grundlag så de 43 ingen grund til at tage stilling til anklagerne. At et klart flertal på 56 mod 44 senatorer i en resolution sidste tirsdag havde afvist disse forfatningsmæssige indsigelser og defineret rigsretssagen som en gyldig proces, blev bekvemt ignoreret.

Anklageholdet på ni kongresmedlemmer var både forbløffet og dybt skuffet over Mitch McConnells beslutning. Det er en udbredt opfattelse blandt politiske analytikere, at yderligere ni republikanske senatorer ville have stemt skyldig, hvis deres leder havde anbefalet det.

Den demokratiske flertalsleder, Chuck Schumer, skummede af raseri. Nancy Pelosi, formand for Repræsentanternes Hus, dukkede uanmeldt op til en pressekonference arrangeret for de ni anklagere og hudflettede McConnell for i sin tale at have givet et misvisende billede af forløbet, der førte til en udsættelse af rigsretten til efter Trumps afgang.

Pelosi tilføjede, at McConnells udlægning ikke tydede godt for et tværpolitisk samarbejde i denne kongressamling.

Fra sin residens i Mar-a-Lago i sydøstlige Florida hilste Trump sin frifindelse velkommen ved at gentage sin påstand, at rigsretssagen skulle være endnu et eksempel på den »heksejagt«, demokrater og medier har udsat ham for gennem de seneste fire år. Her er han fotograferet til en amerikansk fodbodkamp på militærakademiet West Point i december sidste år.

Fra sin residens i Mar-a-Lago i sydøstlige Florida hilste Trump sin frifindelse velkommen ved at gentage sin påstand, at rigsretssagen skulle være endnu et eksempel på den »heksejagt«, demokrater og medier har udsat ham for gennem de seneste fire år. Her er han fotograferet til en amerikansk fodbodkamp på militærakademiet West Point i december sidste år.

Shalan Stewart

»Heksejagt«

Men det politisk mest sprængfarlige ved de 43 republikaneres frifindelse af Trump er, at det åbner døren for den tidligere præsidents comeback. Det er en anerkendelse af ham som den dominerende skikkelse i partiet, der kan få en afgørende indflydelse på midtvejsvalget i 2022, og som giver ham en fribillet til at stille op i præsidentvalget i 2024.

En domfældelse ville have diskvalificeret Trump fra et fremtidigt politisk embede og stækket hans politiske indflydelse, idet han ville være berøvet muligheden for at genopstille.

Fra sin residens i Mar-a-Lago i sydøstlige Florida hilste Trump nyheden velkommen ved at gentage sin påstand, at rigsretssagen skulle være endnu et eksempel på den »heksejagt«, demokrater og medier har udsat ham for gennem de seneste fire år. Ikke et ord fra hans mund om fortrydelse.

I en pressemeddelelse påstod Trump, at det ikke var ham, der havde »nedgjort retsprincipper, talt nedsættende om ordensmagten, hyldet demonstranterne, legitimeret urostiftere og brugt retssystemet som et instrument til at tage politisk hævn«.

Hele det synderegister lagde Trump på demokraternes skuldre – en henvisning til sidste forårs Black Lives Matter-protestbevægelse, der i flere storbyer udartede sig til sporadiske optøjer, vandalisme og plyndringer. I sine afsluttende bemærkninger sidestillede hans advokat Michael van der Veen angrebet på Kongressen med Black Lives Matter, som han benævnte en »pøbel«.

Republikansk sydstatsparti

For mange afroamerikanere var frikendelsen en bekræftelse af det tag, hvidt overherredømme stadig har i Det Republikanske Parti.

»Trump er nu leder af et nyt sydstatsparti, tidligere kaldt republikanerne. Et parti, hvis ideologiske forfædre altid har været repræsenteret i regeringsapparatet og samfundet,« skriver professor i racehistorie på Harvard University Khalil Gibran Muhammad i et tweet.

Trumps indignerede og hårdnakkede reaktion på rigsretssagens udfald antyder, at han ikke har planer om at gå i politisk eksil i Florida. De seneste uger har han ellers været ukarakteristisk stilfærdig, hvilket kan skyldes et livsvarigt forbud mod at kommunikere på Twitter.

»Vores historiske, patriotiske og smukke bevægelse, der skal gøre Amerika til en storslået nation igen, er kun lige begyndt,« lyder det fra Trump.

Afslutningen på rigsretssagen virkede nu ikke ovenud lovende for Trumps politiske fremtid. I partitoppen er der et brændende ønske om at klippe vingerne af ham. En af hans farligste modstandere har vist sig at være mindretalsleder Mitch McConnell.

Og dennes nummer to, senator John Thune fra South Dakota, er heller ikke på god fod med den tidligere præsident.

»Det var ubehageligt at skulle frikende ham. Resultatet var ikke godt for nogen af os,« sagde Thune til journalister i Kongressen.

Den republikanske senator fra North Dakota, Kevin Cramer, var heller ikke begejstret for at have kendt Trump uskyldig.

»Rigsretssagen har belastet Trump, fordi folk har set gentagne billeder fra den forfærdelige dag og forstået, hvor upassende hans reaktion var,« lød det fra Cramer.

Cramer tilføjede, at det ville blive »sværere« for ham at støtte Trump, hvis han genopstiller.

»Jeg tror ikke, han bliver præsident igen.«

Efter den første rigsretssag mod Trump sidste år håbede mange republikanske senatorer, at præsidenten havde lært lektien. Det skete ikke.

Spørgsmålet er, hvad der nu vil ske. I sin tale efter afstemningen konstaterede McConnell, at Trump som forhenværende præsident ikke nyder immunitet imod retsforfølgelse. Det kan tolkes som en diskret opfordring til præsident Joe Bidens justitsministerium om at indlede en retlig undersøgelse mod Trump.

»Trump,« lød det formanende fra mindretalslederen, »er ikke helt sluppet for straf.«

Men det bliver uligt sværere at føre bevis ved en domstol for, at Trump i sin ytringer den 6. januar opildnede forsamlingen til voldsudøvelse. For Bidens kandidat til justitsministerposten, Merrick Garland, ville det være en politisk varm kartoffel at røre ved.

Mere sandsynligt er det, at Trump kan blive dømt for at have forsøgt at presse Georgias indenrigsminister, Brad Raffensperger, til at manipulere med valgresultatet. En retlig undersøgelse er allerede i gang.

En dag med dramatik

Rigsrettens sidste dag var fyldt med dramatik. Senatorer i begge partier havde forventet, at anklagere og forsvarere ville komme med deres afsluttende bemærkninger, og at de allerede lørdag eftermiddag ville stemme og afslutte en retssag, hvis udfald var forudbestemt.

Men nogle minutter efter, at sagen var genoptaget lørdag, stillede hovedanklager Jamie Raskin krav om at indkalde et vidne. Den forudgående aften havde CNN afsløret indholdet af en samtale, lederen af republikanerne i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, havde med præsident Trump midt på eftermiddagen den 6. januar.

McCarthy fortalte Trump over telefonen, at Trump-tilhængere prøvede at bryde ind i hans kontor, og McCarthy tryglede den daværende præsident om at bruge Twitter og gå på tv med en opfordring til de indtrængende masser om at trække sig ud af kongresbygningen. De ville kun lytte til deres præsident, sagde McCarthy.

Trump svarede, at det var den venstreradikale gruppe, Antifa, der havde stormet bygningen. Hvortil McCarthy skal have sagt: Nej, det er dine tilhængere!

Trumps replik lød: »Okay, Kevin. Det ser ud til, at disse her folk er mere opbragte over valget, end du er.«

Samtalen skal være endt i et voldsomt skænderi.

Den næste dag beskyldte McCarthy Trump for at have været medansvarlig for angrebet på Kongressen. Efterfølgende beskrev han episoden over for flere republikanske kolleger. En af dem, Jaime Herrera Beutler, tog detaljerede noter og fortalte så CNN om det fredag.

Indkaldelse af et vidne risikerede dog at åbne en Pandoras æske og forlænge retssagen med dage eller måske uger. Anklagernes skridt kom bag på Trumps forsvarer, Michael van der Veen, der var tæt på at miste beherskelsen og truede med at indkalde 200 vidner. Hans modpart, Jaime Raskin, syntes at lægge op til at indkalde andre vidner.

Men hverken demokrater eller republikanere var interesserede i at forlænge retssagen og blev enige om at indskrive CNN’s artikel i protokollen som et bevis. Det kunne anklagerne fra Repræsentanternes Hus ikke stille noget op imod. De måtte give sig.

Raskin og de andre medlemmer af anklageholdet havde af politiske årsager et begrænset manøvrerum. Indkaldelse af vidner ville have stjålet dyrebar tid fra demokrater i Senatet, der er ivrige for at få præsident Bidens kandidater til poster i hans regering godkendt og COVID-19-hjælpepakken vedtaget.

Republikanerne ville også gerne have processen overstået så hurtigt som muligt. Resultatet er, at en tilbundsgående undersøgelse af, hvad der skete bag kulisserne i for eksempel Det Hvide Hus på den dramatiske dag i januar, ikke blev gennemført.

Al viden om Trumps handlinger er baseret på presserapporter baseret på anonyme kilder. Det er ikke udelukket, at Kongressen vil nedsætte en undersøgelseskommission til at kulegrave dette tragiske kapitel i USA’s historie.

Serie

Rigsretssagen mod Donald Trump

Donald J. Trump bliver som kun den tredje præsident i USA’s historie stillet for en rigsret. En proces, der i yderste konsekvens kan fjerne ham fra magten. Udfaldet er ikke garanteret på forhånd, og uforudsete ting kan ske. Følg slagets gang i Information.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Jeg bryder mig ikke særligt meget om Donald Trumps politik. Men et bemærkelsesværdigt menneske, det er han.

Jeppe Lindholm

Det er vi nok en del der allerede er klar over, uden at du behøver at gøre os opmærksom på det.

Hvis du skulle have noget har noget interessant at sige, må du endelig skrive videre.

Mikkel Lambert, Jan Bruun, Mogens Holme og Jeppe Lindholm anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Morgens Kjær,

Tak fordi du oplyser verden. Jeg må indrømme, det magter jeg, ydmygt, ikke.

Jeppe Lindholm

I øvrigt. Hvis jeg var amerikansk statsborger, så ville jeg helt klart stemme på Donald Trump. For som en del af det mindre økonomisk bemidlede amerikanske samfund er der reelt ikke noget alternativ. Demokraterne er ikke andet end Den-Lille-Svindler gange 10.

For bunden af det amerikanske samfund er der reelt IKKE noget at stemme på.

- Præsis derfor er USA ikke noget demokrati, men et kapitalistisk diktatur.

Anders Graae, Torben Arendal og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Smuk mand, smuk billede. Ik.

Trump er godt nok ude, men han er ikke dømt ude. Desværre kan man ikke sige det samme om det liberale, amerikanske demokrati. Det synes at være i færd med at blive dømt ude af den amerikanske befolkning og det amerikanske senat for en længere periode. Til de europæiske ”undergangslande” Polen, Ungarn og vel egentlig også Rusland og Hviderusland, kan vi derfor også tilføje USA.

Der er forskelle på, hvorfor det er gået så galt, men bortset fra USA er de afsluttende mekanismer på mange måder ens i alle landene. Magthaverne har gradvis monopoliseret den offentlige politiske debat i en sådan grad, at deres befolkninger nu er uden en fælles kritisk, offentlig platform, som de kan diskutere deres samfund ud fra. Det er sket gennem chikane, forbud og gennem venners opkøb af kritiske medier.

I USA er situationen lidt anderledes. På forbundsniveau har den amerikanske politik i de sidste mange år været en ejendommelig affære med to partier, hvis politik mange amerikanere har svært ved at se forskel på. Det åbner op for et politisk engagement uden et reelt politisk indhold.

Det ligner i sin perverterede form det gammeldags landsbyslagsmål, hvor ungdommen fra to landsbyer efter sigende mødtes for gennem et fysisk slagsmål at afgøre, hvis by der fortjente den største hæder. Lidt på sammen måde som fodbold gennem de sidste 40 år har udviklet sig til et ”landsbyslagsmål på lejesoldat-basis”. Den eneste grund til af fans hepper på deres hold er, at det netop er deres hold”. De hepper så at sige på sig selv og deres identitet.

Denne ”heppen på sig selv” uden noget indhold at heppe på, har været en forudsætning for Trumps ødelæggelse af en fælle amerikansk platform at diskutere politik på. Han har uden at blive modsagt af sine vælgere kunne bortdømme kritiske medier som ”fake news” uden anden grund, at de ikke støttede hans – og derfor også hans vælgeres sag.

Det har været chokerende at følge, men lige så chokerende at måtte erkende, at USA i noget længere tid end Trump har regeret, har været uden en fælles, offentlig platform, hvor den brede befolkning gad lytte til seriøse politiske og økonomiske diskussioner. Denne funktion er overtaget af Facebook og Twitter, og det har vist sig at være præcis det modsatte af en fælles, offentlig platform.

Rune Mariboe, P.G. Olsen, Anders Graae, Josephine Kaldan og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Jeppe Lindholm, her er en vred mand - tidligere stjernejournalist på NYT, som kalder USA for et samfund med inverted totalitarism - hans synspunkter vedr. kapitalismediktatoriske dynamikker ligger ikke så langt fra din betegnelse kl. 21.48:
www.youtube.com/watch?v=BMYjroVIDLA.

Her er lidt om begrebet og dets oprindelse:
https://en.wikipedia.org/wiki/Inverted_totalitarianism

Jeppe Lindholm

Uanset hvad, så tror jeg vi kan være enige om én ting. Det bliver uhørt spændende, at se, hvor verden havne henne.

Af natur har jeg ALTID været optimist. Men, som også Jer andre, er optimismen udfordret.

Jeg begynder, med rette, at tvivle alvorligt på mennesket.

Jeppe Lindholm, mennesket er en - på forskellig vis - formbar og påvirkelig størrelse ... herom bør der ikke være tvivl. Men at mennesket som sådan, dvs. samtlige mennesker, også bærer på en ægte, god vilje, omend denne kan synes nok så svær at få øje på, bør der vel ikke herske tvivl. Misantropien ligger lige om hjørnet, hvis man lader menneskers tvivlsomme og destruktive handlinger tage éns udsyn.

Jeppe Lindholm

Adolf Hitler bærer menneskets tvivl på sine skuldre. Alene dette historiske faktum, viser vejen mennesket igen er på vej ind på. Alene klimaforandringer og de forandringer det vil medfører sætter fremtiden i perspektiv.

Eller er der nogen, som tror de katastrofale klimaforandringer, verden står over for vil medfører fantastiske positive fremtidsperspektiver?

- Hvis klima indsatsen fejler, så ved vi alle godt, hvor det fører hen. Beklager min ærlighed. Og beklager min tvivl om, at en hver klimaindsats vil fejle.

"Til de europæiske ”undergangslande” Polen, Ungarn og vel egentlig også Rusland og Hviderusland, kan vi derfor også tilføje USA."

Strengt taget går ikke mange (europæiske) lande fri af betegnelsen 'undergangslande', fsva. denne - foruden en politikerstand som 'hepper på sig selv og egen identitet' - omfatter omfattende demokratikriser, voldsom segregering af befolkningerne, magtfuldkommenhed og indskrænkning af civile rettigheder, deltagelse i krigsforbrydelser på stribe mv. Frankrig og i nogen grad England - Italien. Spanien. Grækenland. De reformer, som især sydlige Euro-lande gennemgik i konsekvens af EU-Trojkaens krav, har også betydet en voldsomt øget ulighed, demokratikriser og tab af fælles offentlige samtaler. Digitaliseringen og vor samtids idealisering af netværksparadigmet som erstatning for tidligere nødvendige/uundgåelige, sociale fællesskaber har også spillet en betydelig rolle for demokratikriserne verden over; fremmedgørelsen er generelt øget - og demokratier kan ikke fungere i fremmedgørelse; de bliver i bedste fald løbende forsøg på brandslukning; i almindeligste fald demokraturer.

Flemming Berger, Anders Graae og Mogens Kjær anbefalede denne kommentar

Det er ynkeligt at se Mitch McConnell på TV spille sit dobbeltspil i forbindelse med rigsretssagen mod Trump.

På den ene side har han stemt imod domfældelse af Trump, og sidenhen renser han sig selv ved at sige ; "Trump er moralsk skyldig i hændelserne d. 6. januar 2021"!

Det er den værste og ynkeligste måde af barnagtig natur Mitch McConnel her fører sig frem med i uskyldighedens tjeneste, - en fordrejning(løgn) som han åbenbart har til fælles, og deler denne evnen med Trump.

Jeppe Lindholm

...Mennesket er mindst 50 år for sent på den. Ja, faktisk 150 år. For fra dag ét, hvor mennesket begyndte at afbrænde fossile brændstoffer, har der været tvivl om konsekvenserne. Men den psykopatiske magt og grådigheden vandt. Sådan er det. Og det må vi leve med. Demokrati eller ej. Det er sådan set ligegyldig.

Nej, jeg kan ikke gøre for det. Det er bare sådan det er.

Mikael Velschow-Rasmussen

Jeg synes egentlig godt vi kan nævne navnet på personen, der taler om USA's forfald i den video, Hanne U. refererer til [14FEB, 22:16] :-)

Jeg linker derfor til en lidt nyere video fra YT, hvor personen er gæst i et kombineret radio- og Internet-program; Economic Update med Richard Wolff, (som er noget så spændende som en amerikansk pro-Marx Økonom).

https://www.youtube.com/watch?v=hhqLMHM76jU

Gæsten er Chris Hedges som vel sammen med bl.a. Aaron Mate, Glenn Greenwald, Matt Taibbi, Max Blumenthal og Abby Martin, må anses for at være blandt vor tids fremmeste og mest troværdige journalister.

Både Richard Wolff og Chris Hedges er gode udgangspunkter for at søge troværdig information om verdens tilstand, i stedet for den sædvanlige omgang propaganda Main Stream Medierne (MSM) serverer for os, (og det gælder desværre ofte også den nærværende mindst ringe - specielt når det drejer sig om geo-politiske emner).

Mogens Kjær, Anders Graae, Hanne Utoft og Søren Peter Langkjær Bojsen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Det store flertal af senatorer der frikendte Trump, også denne gang, viste at et politisk tilhørsforhold ganske tit snarere er et religiøst tilhørsforhold. Det handlede om at redde partiet, for uden Trump-vælgerne ville det idag nærmest forsvinde?

Carsten Hansen

Republikanerne har 3½år ca. til at frigøre sig fra Trump og dermed redde partiets anseelse ude i verden.
Spørgsmålet er om det vil ændre ret meget i det store billede?.

I min optik er der kun én vigtig ting; At det er bedre der sidder en Demokrat i det ovale værelse end en republikaner.
De helt store forhåbninger har jeg ikke for et bedre og forandret USA.

Men hvis verden absolut skal have en "Verdens ledende og stærkeste nation", så er alt andet bedre end Rusland og Kina. (Af realistiske bud)

Anders Thornvig Sørensen

Sagen har vist, at der er et flertal i begge kongressens kamre mod ham. Med lidt held og snilde kan flertallet bruges til at vedtage en lov under 14. amendment, sektion 3, som gør et nyt præsidentkandidatur (såvel som opstilling til ethvert offentligt embede) afhængig af domstolsgodkendelse - i hans tilfælde.

Det ville i givet fald enten ske automatisk, som forudsætning for opstilling; eller ved, at der rejses sag ved domstolene efter opstilling - hans opstilling.

Afhængigt af, hvordan man skruer loven sammen, kan domstolsprøvelsen blot komme til at handle om hans rolle under stormen på senatet; eller den kan udstrækkes til også at handle om skattesager hos både ham selv og hans nærmeste, m.v.

Så kan partiet opstille ham alligevel, og håbe på, at texanske jurister får medhold i retten, når de hævder, at "an officer of the United States" under XIV-3 definitionsmæssigt ikke omfatter USA's præsident. Det skal jeg ikke kunne sige. Men jeg tager det i hvert fald ikke for givet, at Højesteretten virkelig ønsker at latterliggøre sig selv over for befolkning, der nu to gange i sit flertal har stemt mod manden.

Under Trump havde amerikansk økonomi en vækst på 2,9 % reallønnen var steget, den amerikanske forbrug var steget, inden pandemien.
Nu er det sådan, at Trump er ude af amerikansk politik, han er ikke længere relevant, så kan man tie ham ihjel, eller holde liv i fjendebilledet.

Marcela Muñoz

Jeg synes, det er misvisende at sige, at Trump blev 'frikendt'. Han blev ikke dømt (desværre), men det er ikke det samme som at blive frikendt.

"Men hvis verden absolut skal have en "Verdens ledende og stærkeste nation", så er alt andet bedre end Rusland og Kina. (Af realistiske bud)"

Selvom der ikke kun lå humanistiske og demokratiske idealer bag dannelsen af FN, så er dette organ hvad vi globalt har mhp. at opretholde fælles internationale standarder for denne klodes væld af interesser (herunder biologiske og klimatiske). Af samme årsag bør indsatserne for at styrke FN's demokratiske tilstand (herunder fjerne sikkerhedsrådet m.m.) - og dets position og kompetencer styrkes betragteligt, således at afviklingen af stor- og supermagters (økonomiske og militære) selvtægtspolitikker kan muliggøres ... og forhåbentligt siden resultere i at store stater konverteres til regionale og lokale fællesskaber uden absurde vækstidealer, men med genuine, folkelige demokratier.

I mange ører vil dette naturligvis lyde lige så langt ude, som det i sin tid lød da de(n) første påstod at jorden er rund, eller da nogle advokerede for stemmeret til kvinder og slaver etc. Men som vision er det vel vanskeligt at se andre bæredygtige visioner for sig, medmindre at man altså vil fastholde idéen om at der kan skabes demokratier i store, topstyrede statskonstruktioner (som notorisk vil have varierende former for imperialistiske og kapitaliserende agendaer).

Mikael Velschow-Rasmussen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Men som det er vel vanskeligt at se andre demokratisk bæredygtige visioner for sig, skulle der stå.

Emil Groth

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad du vil sige med din kommentar. Men dine faktuelle oplysninger om økonomisk vækst og mindstelønninger i USA trænger til en gevaldig opstramning.

Den økonomiske vækst under Trump adskilte sig ikke væsentligt fra Obamas sidste præsidentperiode - særligt ikke når man medregner Trumps lempelser i finanspolitikken gennem skattelettelser. Hvis man er i en høj konjunktur, som USA var og er, så veksler man bare en vækststigning i BNP med en større gæld - herunder udlandsgæld. Det er "piece of Cake" og i øvrigt stik imod økonomiske forbedringer til de dårligst stillede. Altså et minus til Trump.

Og videre: Så vidt jeg ved, har Trump på intet tidspunkt forhøjejet minimumslønnen – endsige foreslået dette. Tværtimod har det republikanske parti på alle måde forhindret dette i at ske til trods for, at USA har den laveste mindsteløn blandt lande med veludviklede økonomier.

At lønningerne for de dårligst stillede rent faktisk er steget gennem de seneste 4 år, skyldes ikke Trumps bestræbelser eller den føderale, økonomiske politik. Det er et resultat af de forskellige staters (dvs. ikke-føderale) indsatser. Endnu et minus til Trump.

Dine økonomiske fejltagelser svarer helt til hvad man ser fra Trump- støtter som Lars Seier Christense og Asger Aamund. Men de har heller ikke nogen større indsigt i makro-økonomi. Den ene har forstand på transaktioner på finansmarkedet, og den anden på virksomhedsøkonomi- dvs. i alt væsentligt et husholdningsregnskab. Deres udtalelser om nationaløkonomi grænser undertiden til det pinlige.

Hanne Utoft, Mikael Velschow-Rasmussen, Inge Lehmann og Lasse Schmidt anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det taler til Trumps ære (ved godt det lyder corny) hvis han stiller op igen, alene fordi det underminerer forestillingen om at han udelukkende er drevet at forfængelighed. Han har sat flueben ved: præsident og altså, igen HVIS han stiller op, må han være drevet af en eller anden form for politisk interesse og det er da altid noget.

Mogens Kjær, Under Trump faldt arbejdsløshedsprocenten med 0,2 % til 3,6 % det laveste siden 69. Mange økonomer var overakede over den buldrende økonomi under Trump. CNN lavede en undersøgelse om amerikanernes tilfredshed med Trumps økonomiske politik, der stemte 56% tilfredshed.
Ja, det er måske lidt barnligt, at han stormer kongressen, men hva, Obama stormede Syrien.

Emil Groth

Det er der jo ikke noget mærkeligt ved. Det er en ganske enkel funktion af at lempe finanspolitikken med voksende gæld til følge., således som jeg netop har beskrevet i lighed med den effekt på væksten i BNP. Egentlig er det mere mærkeligt, at arbejdsløsheden ikke er faldet mere.

"Ja, det er måske lidt barnligt, at han stormer kongressen, men hva, Obama stormede Syrien."

På en måde gjorde Obama det samme som Trump; han lod klart forstå at han ikke anerkendte Syrien - og at han støttede et oprør mod landets politiske etablissement.

Ud over dette, kan sagerne næppe sammenlignes, selvom det i sagens natur skal iagttages at Trump-administrationens krigsforbrydelser bifaldes af kongressen, fuldstændigt som Obama-administrationens blev.

I Syrien, hvis befolknings trøstesløse fremtid ingen - herunder Information - rigtigt gider at interessere sig for, fortsætter den amerikanske krigspolitik; man er i færd med at bygge en lufthavn, som bl.a. skal understøtte den ulovlige besættelse i den østlige del af landet, foruden bistå med at håndtere olien og gassen.