Analyse
Læsetid: 6 min.

’Giftige flystriber’ over golfklubben: Republikanerne slipper ikke af med det konspiratoriske højre

Anført af Mitch McConnell forsøger den republikanske elite nu at lægge afstand til de mest yderliggående elementer i partiet. Meget tyder imidlertid på, at konspirationsteorier og højreradikale tendenser er blevet fast del af den republikanske koalition. I 2021 er partiet lige så meget ’chemtrails’, som det er ’country club’
Det republikanske senatsmedlem Mitt Romney til begravelsen for den politimand, der mistede livet under angrebet på Kongressen. I denne uge sagde Romney om det republikanske medlem af Repræsentanternes hus QAnon-sympatisøren Marjorie Taylor Greene, at der »ikke er plads nok til både konservative og kukkuk« i partiet.

Det republikanske senatsmedlem Mitt Romney til begravelsen for den politimand, der mistede livet under angrebet på Kongressen. I denne uge sagde Romney om det republikanske medlem af Repræsentanternes hus QAnon-sympatisøren Marjorie Taylor Greene, at der »ikke er plads nok til både konservative og kukkuk« i partiet.

Carlos Barria/Ritzau Scanpix

Udland
5. februar 2021

Popstjernen Lana Del Reys seneste single, Chemtrails over the Country Club, er en lidt dyster, højstemt ballade, som ikke umiddelbart handler om politik. Men som den politiske kommentator Matthew Yglesias bemærker, kunne titlen også være overskriften på en »sofistikeret analyse« af Det Republikanske Partis nyere historie.

Billedet af chemtrails – de lange, tynde skyer efter passagerfly, som ifølge en gakket konspiration i virkeligheden er gasser, der holder os fanget i elitens sindelagskontrol – der skærer igennem den rolige, blå himmel over den traditionelle overklasse i golfklubben er en vidunderlig metafor for det drama, som i disse dage udspiller sig i Det Republikanske Parti, og den motor, som i årevis har drevet partiet mod højre. 

Den seneste uge har fremtrædende republikanere forsøgt at gøre det, som Donald Trump konsekvent undlod: Varslet et opgør med den yderste højrefløj. Anført af partiets leder i Senatet, Mitch McConnell, forsøger den republikanske elite nu at trække en streg mod højre, en linje, der skal markere, hvor Det Republikanske Parti slutter, og den gakkede konspiratoriske højrefløj starter.

»Vanvittige løgne og konspirationsteorier er en cancer i Det Republikanske Parti og vores land,« sagde senatslederen tidligere på ugen.

Udtalelsen var rettet mod det nyvalgte medlem af Repræsentanternes Hus, Marjorie Taylor Greene. En lyshåret crossfitinstruktør fra Georgia, som har bragt alle de mest vanvittige konspirationsteorier fra internettet med sig ind i Kongressen.

Hun har vist aldrig sagt noget om chemtrails-teorien, men hun har udtrykt sig positivt om QAnon-konspirationen, sat spørgsmålstegn ved den officielle udlægning af 9/11-angrebet og luftet en teori om, at et skoleskyderi i Florida, som efterlod 17 døde, var planlagt af venstrefløjen for at skabe opbakning til ny våbenregulering.

Og i et nu slettet facebookopslag fra 2018 skrev hun, at de store skovbrande i Californien i virkeligheden blev antændt af laserkanoner fra det ydre rum, og at den jødiske Rothschild-familie nok spillede en rolle i det hele.

Hvis Marjorie Taylor Greene er chemtrails, er Mitt Romney til gengæld golfklubben. Det mest åbenlyse eksempel på det, man i USA kalder en country club-republikaner. En velhavende, veluddannet konservativ, der gerne vil have skatten ned, militærudgifterne op og ellers ikke lave om på det store. I denne uge sagde han om Majorie Taylor Greene, at der »ikke er plads nok til både konservative og kukkuk« i partiet.

Torsdag slap hun imidlertid med et lille smæk over fingrene, da den republikanske gruppe var samlet for at stemme om, hvorvidt hun kunne beholde sine udvalgsposter. Angiveligt modtog hun stående ovationer fra sine republikanske kolleger, da hun beklagede og tog afstand fra sine udtalelser.

»Den ekstremistiske fløj af Det Republikanske Parti lever videre,« skrev The New York Times.

Dræn sumpen 

Når kampen om Marjorie Taylor Greene er interessant, skyldes det, at det ikke bare varsler et symbolsk opgør med Trumps tid i spidsen for partiet, men med en udvikling, der har været undervejs i partiet i årtier.

Siden Ronald Reagan første gang talte om at »dræne sumpen« i Washington, har Det Republikanske Parti været en koalition af pæne, klassiske konservative som Mitt Romneys vælgere, og frustrerede amerikanere, hvis dybe skepsis over for »eliten« og den bestående orden undertiden – og i tiltagende grad – er kommet til udtryk som ekstremisme og konspirationsteorier. Bare tænk på Tea Party-bevægelsen, Obamas dåbsattest og Clinton-familiens påståede mørke hemmeligheder.

Den umage koalition er også udtryk for et større politisk skred, som har sendt store dele af overklassen og den øvre middelklasse mod Det Demokratiske Parti, mens mange arbejdervælgere er strømmet den anden vej.

Groft skåret har den republikanske partielite i mange år lukreret på den antielitære højrefløjs entusiasme og mobiliseringskraft, uden selv at få snavsede hænder. Så længe dets mest yderliggående udtryksformer udspillede sig på internettet, til demonstrationer eller i konservativ taleradio, kunne partiet holde det ud i strakt arm. De var ikke direkte implicerede eller ansvarlige.

Ud over at valget af Trump i 2016 var den antielitære fløjs sejr over golfklubben, markerede det også en ny linje over for den mere yderliggående højrefløj. Som præsident nægtede Trump konsekvent og demonstrativt at trække en grænse mod højre.

Han sagde selvfølgelig ikke, ’QAnon har ret, alle de demokratiske politikere er med i en satanisk, pædofil kult’ – men han tog heller ikke afstand fra dem.

»Jeg ved ikke meget om bevægelsen, men jeg har hørt, at det er mennesker, som elsker vores land højt,« sagde han om QAnon-bevægelsen. Da han blev spurgt til nynazistiske demonstranter i South Carolina, som havde dræbt en moddemonstrant, sagde han, at der var »meget fine mennesker på begge sider,« og da han i den første tv-debat med Joe Biden blev bedt om at forholde sig til den højreekstremistiske gruppe Proud Boys, svarede han »stand back and standby«, som kan oversættes til noget i stil med »vent og hold jer beredte«.

Hvis republikanerne indtil da havde holdt de ekstreme elementer tæt nok på til at høste energien og langt nok væk til, at man til hver en tid kunne undsige det, gjorde Trump forbindelsen mellem partiet og det yderste højre mere eksplicit.

På sin vis er det også det, der er kernen i den kommende rigsretssag mod Trump: Demokraterne vil have rettens ord for, at der går en lige linje fra de republikanske politikere til de uromagere, som angreb kongresbygningen. At man kan holde Trump og republikanere direkte ansvarlige for de ekstreme dele af deres bagland.

Mitch McConnells opgør med de højreekstreme er åbenlyst et forsøg på det modsatte. At skubbe det yderste højre så langt væk, at det ikke smitter af på partiet.

For lidt, for sent

Meget tyder imidlertid på, at det er for sent. Godt nok bliver Trump formentlig ikke dømt ved rigsretssagen. Sagen vil ikke etablere, at de republikanske politikere bærer et juridisk ansvar for deres vælgeres handlinger. Men det kommer heller ikke til at give republikanerne det ’rene’ brud med Trump, som mange country club-republikanere givetvis kunne ønske sig.

Politisk kommer partiet næppe til at vikle sig fri af det konspiratoriske højre. Dramaet omkring Marjorie Taylor Greene viser, at ekstremismen nu også findes i Kongressen. Og selv om hun måske er alene om de værste af sine konspiratoriske vrangforestillinger, viser den republikanske gruppes beslutning om ikke at tage hendes udvalgsposter fra hende, at størstedelen af hendes kolleger hellere vil acceptere dem end at risikere at støde det yderliggående højre fra sig.

Selv om Mitch McConnell siden angrebet på Kongressen har forsøgt at slutte sig til de sidste dages hellige, kunne intet være mere forkert end at fremstille ham i rollen som fornuftens stemme, der kæmper den moderate kamp for, at det gamle parti ikke fortaber sig i de konspiratoriske tåger. 

Med ufattelig kynisme har han selv næret konspirationsteorierne i det omfang, han vurderede, det var politisk fordelagtigt. Helt indtil Trumps sidste dage fastholdt han, at præsidenten var i »sin gode ret« til at udfordre de »mistænkelige omstændigheder« omkring valgresultatet.

Ifølge kilder i partiet, der har udtalt sig anonymt til amerikanske medier, lød rationalet sådan, at man ikke kunne risikere at skubbe Trump fra sig, da man havde brug for energien og begejstringen omkring ham til de to omvalg i Georgia, der skulle fordele de afgørende sæder i Senatet.

McConnells kamp for at vriste partiet fri af det ekstreme højre er for lidt og for sent, og det er forkert, når McConnell beskriver det konspiratoriske overdrev som en »cancer« i partiet. Det er ikke et fremmedlegeme, et udefrakommende onde, der spreder sig i en ellers sund krop. Det er en logisk konsekvens af, hvordan partiet er blevet forvaltet i årtier.

Marjorie Taylor Greene og hendes vælgere er en del af den republikanske koalition. I 2021 er partiet lige så meget chemtrails, som det er country club.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nu må man måske ikke længere håbe på at besindelse vil indfinde sig?
"Så længe der er liv er der håb" er blevet til " sålænge GOP eksisterer er der intet håb for et bedre USA" ?

Man kan jo håbe at de lære at holde sig væk fra det lort. Som de siger i Asterixalbummet Tvekampen "så længe der er gyder, er der håb."

Løsningen er bl.a. dialog, engagement med sin befolkning og demokratiudvikling.

Men naturligvis er det et problem at Republikanerne er fedtet ind i paranoide forestillinger, men er det noget nyt? Det samme gælder jo Demokraterne, som har paranoide forestillinger om Wikileaks, Putin/russerne, nordkoreanerne og kineserne m.fl. Biden har allerede, i hans første præsidentielle måned, forstærket den amerikanske besættelse af syriske energifelter, meldt ud at man bryder tilbagetrækningsaftalen med Taleban i Afghanistan, varslet flere tropper i Irak - og som det seneste har Blinken fremført at Iran står på nippet til at få atomvåben. Paranoiaen og fjendebillederne og konspirationstankegangen råder hele linjen rundt i det amerikanske, politiske establishment - og det er et gigantisk, geopolitisk problem, som bl.a. Danmark desværre slet ikke forholder sig kritisk til (tværtom, vi hopper med på meget af paranoiaen).

Mikael Velschow-Rasmussen, Lars Løfgren, Anders Graae, Peter Beck-Lauritzen, ingemaje lange og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

At erkende truslers eksistens er ikke paranoia. "Vil du fred så, vær beredt til krig" - lyder et gammel romersk bonmot. Havde man indset sandheden i dette havde nazityskland nok ikke kunnet overrumple det hele Europa og gennemført ww2. Lær af historien?