Hård kritik af kinesiskledet udviklingsbank

Når Kina investerer stort i udlandet, bliver det i dag mødt med skepsis fra USA og EU. Det gælder både for kinesiske opkøb af teknologi og for investeringer i infrastruktur og energiforsyninger langs Silkevejen, kommunistpartiets internationale prestigeprojekt, der skal trække verdens lande tættere på Kina.

Alligevel er Danmark og en lang række demokratiske lande medejere af en kinesiskdomineret udviklingsbank med speciale i netop infrastrukturprojekter. For fem år siden trådte Danmark ind i ejerkredsen af Den Asiatiske Infrastrukturinvesteringsbank (AIIB) med en forpligtelse på 2,48 milliarder kroner. En femtedel af det beløb har Danmark overført til banken, mens resten er i form af garantier. Daværende udenrigsminister Kristian Jensen (V) satte sin underskrift i Beijing, hvor han udtalte, at det kinesiske initiativ ikke handlede om politik, og at det var bedre at være inde i varmen end at stå udenfor.

»Når jeg kigger på vedtægterne, som de er blevet, er jeg ikke bekymret. Det er klart, at da ideen om AIIB først dukkede op, var vi mange, der var bekymrede for, hvor det her ville lande henne. Undervejs har kineserne lyttet til den kritik, så banken nu kommer til at leve op til vestlige standarder,« sagde han ved den lejlighed til Berlingske.

Men sådan er det ikke gået. Der var grund til bekymring, og det er der fortsat, lyder det fra den danske miljøorganisation VedvarendeEnergi, der står bag en ny, kritisk rapport om AIIB.

»Den danske regering var dengang enormt optimistisk. På det tidspunkt vidste man ikke, at Kinas første multilaterale udviklingsbank ville indføre så mangelfulde retningslinjer,« forklarer en af rapportens to forfattere, Wawa Wang, programleder hos VedvarendeEnergi med speciale i ansvarlige investeringer.

»Da Danmark gik ind i ejerkredsen af banken for fem år siden, var der en anden stemning og håb om, at et samarbejde med deltagelse af mange vestlige lande kunne trække Kina i retning af højere standarder inden for multilateralt samarbejde. Men vores monitorering har vist det modsatte,« siger hun.

Uddelegerer ansvar

Rapporten ’Den Asiatiske Infrastrukturinvesteringsbank ført af Beijing: Global leder i infrastrukturinvestering, men til hvilken pris?’ ser kritisk på AIIB’s retningslinjer og praksis – med fokus på manglende offentliggørelse af informationer i forbindelse med bankens kæmpeinvesteringer. Ud over Wawa Wang har miljøøkonomen Korinna Horta fra den tyske ngo Urgewald medvirket til udarbejdelsen af rapporten.

Veje, havne og energiforsyninger er en mangelvare i mange af verdens fattigste lande, hvor infrastruktur er et kronisk underfinansieret område. Men som det fremgår af rapporten, er klimakrisen og tab af biodiversitet tæt forbundet med dårligt gennemtænkte, store infrastrukturprojekter.

Det gælder kraftværker og dæmninger, mineprojekter og eksportkorridorer, der ødelægger verdens skove og naturområder og risikerer at udsætte lokalbefolkninger for forurening og tvangsforflyttelser eller at fjerne deres livsgrundlag.

Kina er en storinvestor i global infrastruktur, og for tiden er der ekstra grund til at zoome ind på AIIB’s aktiviteter, lyder det fra VedvarendeEnergi. Fra en langsom start de første år har banken nu udstedt lån for 124 milliarder kroner og godkendt over 100 projekter. Og tempoet bliver på grund af pandemien sat hastigt i vejret. AIIB’s COVID-hjælpepakke er på 84 milliarder kroner alene frem til oktober i år.

Rapporten fremhæver to konkrete eksempler, der er problematiske. Det ene er et gigantisk turismeprojekt i Indonesien, hvor AIIB har givet lån på over halvanden milliarder kroner. Projektet skal bane vej for luksushoteller og en golfbane med 27 huller. Undervejs er de lokale indbyggere blevet mangelfuldt informeret og kompenseret samt intimideret af sikkerhedsstyrker. I to år har Wawa Wang forsøgt at få AIIB i tale om projektet – uden held.

»Banken svarer ikke på kritik eller spørgsmål fra civilsamfundet. Selv når der er tale om beviselige brud på menneskerettigheder eller miljøproblemer, ser man væk. Det er meget forskelligt fra vores oplevelser, når vi arbejder på projekter med andre udviklingsbanker som Verdensbanken eller Den Asiatiske Udviklingsbank,« siger hun.

I det indonesiske tilfælde er låntageren – eller klienten, som det hedder på banksprog – et stort, statsejet turismeforetagende. Det har selv lavet en evaluering af de sociale og miljømæssige konsekvenser ved projektet, men AIIB har ikke undersøgt oplysningerne.

»Klienten har en klar interesse i at få udbetalt pengene og gennemført projektet så hurtigt som muligt. Banken har et ansvar for at tjekke fakta, men i Indonesien og andre steder har klienten præsenteret vurderinger, der ikke stemmer overens med virkeligheden, og det har AIIB ikke fået undersøgt,« siger Wawa Wang.

Lukket og topstyret

Og det er ikke noget tilfælde. For selv om AIIB har samme struktur som nogle af de andre udviklingsbanker, hersker der en lukket og topstyret kultur i organisationen. I modsætning til de etablerede, internationale udviklingsbanker sidder AIIB’s bestyrelse ikke samlet i hovedkvarteret. De er eksterne bestyrelsesmedlemmer med base i deres hjemlande rundt omkring i verden.

Til gengæld har præsidenten usædvanlig stor magt og kan egenhændigt godkende investeringer i projekter på op til 1,25 milliarder kroner i den offentlige sektor og op til 350 millioner kroner i den private sektor. Åbenhed og retssikkerhed er ikke kinesiske adelsmærker, hvilket smitter af på en bank med hovedsæde i Beijing og med Kina som suverænt største aktionær. For som det fremgår af rapporten:

»Pressefrihed, internetfrihed og forsamlingsfrihed for civilsamfundet giver mulighed for at monitorere, hvordan udviklingsbankerne investerer i infrastrukturprojekter. Hvis en udviklingsbank i Washington skaber problemer for landsbyer i Indien, så̊ har de mulighed for at tage sagen til den amerikanske højesteret.«

De rettigheder og muligheder er yderst begrænsede i Kina. Både for kinesiske borgere og personer berørt af bankens projekter i modtagerlandene. Dertil kommer, at fundamentale krav om offentliggørelse af informationer ikke findes i bankens regulativer.

For at sikre transparens er det i Verdensbanken og Den Asiatiske Udviklingsbank praksis, at bestyrelsen forelægges evalueringsrapporter om projekters sociale og miljømæssige konsekvenser 120 dage inden, de skal godkendes. Det er ikke tilfældet i AIIB.

Informationer offentliggøres ofte lige op til godkendelsen, hvilket udelukker berørte grupper fra at blive hørt. For tiden er AIIB ved at revidere sine politikker på området og overvejer at indføre en fast tidsramme for offentliggørelser af projektinformationer, fremgår det af et skriftligt svar til Information fra bankens kommunikationsafdeling.

Svækker standarder

Hos den danske regering erkender udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), at der er brug for at forbedre AIIB’s politikker på »en meget lang række områder«. Han fremhæver, at det er et arbejde, der foregår i bankens bestyrelse, hvor Danmark sidder med.

»Det er udviklingslandenes regeringer eller virksomheder, som selv står for projektforberedelsen i forbindelse med lån fra AIIB. AIIB skal støtte i nødvendigt omfang og føre tilsyn med, at det sker på en måde, som lever op til bankens standarder. Her er der bestemt mulighed for forbedring, men vi er fra dansk side glade for, at AIIB har etableret en klagemekanisme, så problemer kommer frem,« siger han.

Den danske regering har derfor ingen intentioner om at trække sit medlemskab.

»Fra dansk side arbejder vi løbende for, at AIIB lever op til internationale standarder – hvis vi trækker os ud har vi ingen indflydelse. Og vi oplever faktisk, at når vi sammen med ligesindede lande arbejder målrettet på at rette op på standarderne i AIIB, så rykker vi også banken i den rigtige retning,« lyder det fra den danske udviklingsminister.

Men hos VedvarendeEnergi frygter man tværtimod, at det nærmere er AIIB, der trækker de internationale standarder ned.

»Når Kina investerer, så blander kinesiske banker eller myndigheder sig ikke i, hvordan projekterne gennemføres. Når Danida derimod finansierer et projekt, så falder pengene sammen med krav om overholdelse af miljøforhold og sociale standarder. Det er med til at forbedre lovgivningen i modtagerlandet,« siger Wawa Wang.

»Problemet er, at Kina eksporterer sin model igennem AIIB, så bankens klienter selv kan bestemme, hvilke krav og regler de ønsker at opfylde. Det er meget kritisk. Det risikerer at svække de høje standarder andre udviklingsbanker sætter, fordi de alle sammen er i konkurrence med hinanden.«