Nyhed
Læsetid: 9 min.

I Italien er det lykkedes den mindst populære politiker at skille sig af med den mest populære

Italiens mest upopulære politiker, Matteo Renzi, har i et magtspil gjort en ende på den ellers så populære premierminister Giuseppe Contes politiske liv. Krisen skaber usikkerhed om Roms evne til at håndtere milliarderne fra EU’s genopretningsfond – nu får en tidligere ECB-chef formentlig opgaven med at styre landet, men han vil ikke kunne forhindre nye kriser
Matteo Renzi er en af de mest upopulære skikkelser i italiensk politik, men han formår alligevel at føre an i det politiske magtspil.

Matteo Renzi er en af de mest upopulære skikkelser i italiensk politik, men han formår alligevel at føre an i det politiske magtspil.

Insidefoto/SIPA/Ritzau Scanpix

Udland
4. februar 2021

Han var hele det europæiske centrum-venstres yndling, da han i 2014 som blot 39-årig blev Italiens yngste premierminister nogensinde. Matteo Renzi blev set som et frisk pust, der kunne ruske op i det notorisk forstenede politiske system i Rom. Han var selvsikker, dynamisk, støjende og lovede at gennemføre en ny reform hver måned.

»Renzi er løftet om forandring,« skrev en italiensk avis begejstret. Og han førte sit parti, Partito Democratico (PD), til en historisk stor sejr ved et EU-valg.

Men de enorme politiske ambitioner kolliderede med befolkningens og systemets modstand mod reformprojekterne. Pludselig blev Renzi beskrevet som arrogant og magtfuldkommen. Og efter godt 1.000 dage ved magten trak han sig efter et kæmpe nederlag i en folkeafstemning, der egentlig handlede om en forfatningsændring, men som han havde gjort til et spørgsmål om sin egen popularitet.

»Jeg vidste ikke, at de hadede mig så meget,« skulle han efterfølgende have sagt om de italienske vælgere.

Det var personligt, og han var bitter. Lige siden har Renzi fremstået som en af de mest upopulære og polariserende skikkelser i italiensk politik, og hans kamp for at komme tilbage på toppen har været med til at definere de seneste år af italiensk politik.

Og den kamp er også forklaringen på den nuværende politiske krise i Rom og på, at de folkevalgte politikere nu reelt er blevet sat fra bestillingen. Landet skal nu efter al sandsynlighed styres af den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, som vil skulle stå i spidsen for en teknokratregering, der skal redde det, der reddes kan.

Spiller poker

Det hele begyndte at rulle, da Renzi i januar trak sit lille parti, Italia Viva, ud af premierminister Giuseppe Contes regering og dermed bragte den til fald – en kynisk manøvre, der gav Renzi mere indflydelse, men samtidig trak Italien ned i endnu en af de dybe og lammende kriser, der er så hyppige i landet. Det har om muligt gjort ham til en endnu mere upopulær skikkelse i den italienske befolknings øjne.

»Renzi spiller poker,« siger Nicola Pasini, professor i samfundsvidenskab ved Università degli Studi Milano. Og det Renzi spiller om er sin egen og Italiens politiske fremtid – og Europas penge.

For det, der sker lige nu, har en direkte indflydelse på, hvordan Italien vil være i stand til at håndtere de 1.500 milliarder kroner, som landet står til at modtage fra EU’s genopretningsfond. Vil pengene blive tabt på gulvet midt i det italienske kaos, Renzi har skabt?

»Genopretningsfonden er en kæmpe mulighed for Italien, som vi ikke har råd til at spilde, men det er netop det, som vi risikerer med denne krise,« siger Nicola Pasini.

Roberto D’Alimonte, politolog fra LUISS Guido Carli Universitetet i Rom, er enig. »Europa må lige nu kigge på os med bestyrtelse,« siger han. »Midt i en pandemi og på et tidspunkt, hvor vi burde fokusere på genopretningsplanen og de penge, som kommer fra EU, har Renzi fået det hele til at kollapse. Alt har stået stille i ugevis.«

Super Mario

Efter Conte-regeringens kollaps blev det forsøgt at danne en ny regering med de samme centrum-venstre-koalitionspartnere. Men tirsdag stod det klart, at det ikke var muligt, og onsdag bad præsident Sergio Mattarella den tidligere ECB-chef fra 2011 til 2019, Mario Draghi, om at stille sig i spidsen for forhandlinger om dannelsen af en »ikkepolitisk regering«.

Super Mario, som han også kaldes, og som blev anerkendt for at have reddet euroen efter en dyb gældskrise i begyndelsen af 00’erne, har nu fået til opgave af præsidenten at skabe den stabilitet, som de folkevalgte politikere i deres evindelige skænderier og manglende samarbejdsvilje ikke har formået.

Præsident Mattarella har gjort det klart, at han ikke ønsker at udskrive et parlamentsvalg midt i pandemien, og siger, at Italien ikke har tid til at spilde flere måneder på en valgkamp, når kræfterne i stedet skal bruges på at bekæmpe COVID-19, udrulningen af vaccinerne og håndteringen af EU’s genopretningsfond.

»Vi har brug for en velfungerende regering,« sagde Mattarella. »Til april skal vi præsentere EU for en genopretningsplan, og vi kan ikke spilde denne mulighed for vores fremtid.«

For Bruxelles og resten af Europa vil Draghi formentlig blive set som en drøm af en premierminister.

»Han er supereuropæer og vil stå i spidsen for en regering, der vil være yderst venligsindet over for EU,« siger Roberto D’Alimonte.

Situationen ville have været en helt anden, hvis der i stedet blev udskrevet valg, for så ville den stærkt EU-skeptiske yderste højrefløj, anført af Matteo Salvini fra Lega og Giorgia Meloni fra Italiens Brødre, formentlig komme til magten.

»Så ville det hele blive vendt på hovedet,« siger Nicola Pasini.

Salvini siger, at han ikke vil modsætte sig udnævnelsen af Draghi, selv om han mest af alt ønsker sig et valg, der potentielt kan give ham posten som premierminister.

Men selv om Draghi som premierminister er det mest sandsynlige udfald, så er det endnu ikke helt afgjort. Det hidtidige regeringsparti og parlamentets største parti, Femstjernebevægelsen, har meldt tydeligt ud, at de ikke vil støtte ham.

For at Draghi skal kunne danne regering vil han derfor skulle hente støtte fra både højre og venstre i parlamentet, inklusive det socialdemokratiske PD og den tidligere premierminister Silvio Berlusconis centrum-højre-parti, Forza Italia. 

Forza Italia har indikeret, at man vil støtte Draghi, og henviser til en stor grad af respekt mellem Draghi og Berlusconi – der er blevet spekuleret i, at Berlusconi kan være interesseret i at styrke sin politiske status i et forsøg på at overtage præsidentposten efter Mattarella.

Lykkes det ikke at opnå politisk opbakning til teknokratregeringen, kan præsidenten blive nødt til at udskrive nyvalg.

Renzi jubler

Men Matteo Renzi jubler. Han vil mene, at han har spillet sine kort rigtigt. Han er kommet af med Conte, som han anser for en politisk rival. Og han har efter al sandsynlighed undgået et nyvalg, som ifølge meningsmålinger ville udradere hans parti, Italia Viva, og begrave ham selv politisk. Og med Mario Draghi ved roret ser det ud til, at Italien vil håndtere genopretningspengene mere på linje med det, som Renzi selv ønsker.

Af en politiker, som står i spidsen for et parti, der ifølge meningsmålinger bakkes op af mindre end tre procent af vælgerne, har Renzi altså formået at sætte et stort aftryk.

»Han var nødt til at spille hasard, da han kunne se, at han i Conte-regeringen ikke havde den indflydelse, han ønskede, og ved et valg ville han være helt færdig,« siger Nicola Pasini.

Renzis politiske spil har dog skabt vrede i vælgerhavet, da han som Italiens måske mest upopulære politiker har sat en stopper for Giuseppe Contes politiske karriere. Conte, der – inden han blev hentet ind som premierminister i 2018 – var en ukendt jurist, er vokset med opgaven under coronakrisen og har udviklet sig til at være landets mest populære politiker.

»Conte er blevet set som en meget succesfuld og velanset politiker, som nyder stor folkelig opbakning. Ifølge meningsmålinger har mellem 55 og 60 procent af befolkningen tillid til ham, hvilket er helt ekstraordinært i Italien. På den anden side er Renzi den politiker, som med blot 11 procent nyder den mindste grad af tillid,« siger Piero Ignazi, professor i samfundsvidenskab ved Bologna Universitet. »Det er en dramatisk forskel, og alligevel er det lykkedes den mindst populære at skille sig af med den mest populære.«

»Hans mål er magten, så simpelt er det,« siger Piero Ignazi om Renzi. »Han er bange for at forsvinde fra scenen. Enten ved at være en irrelevant politiker i parlamentet eller ved at blive stemt ud ved valg. Nu prøver han at skabe en skarpere profil for sig selv og sit parti i håb om, at det vil ændre hans chancer, når valget engang kommer.«

Roberto D’Alimonte mener dog, at Renzis handlinger ikke kun er motiveret af personlig magt, men også af reelle politiske ønsker.

»Renzis plan er at øge sin egen magt, men hans kritik af Conte-regeringen, især vedrørende planerne for genopretningsfonden, har også været udtryk for reelle politiske modsætninger,« siger D’Alimonte.

Renzi har udtrykt frygt for, at Conte-regeringen ville ødsle de mange EU-penge væk og samtidig ikke have en tilstrækkelig ambitiøs plan for at adressere landets dybe strukturelle problemer.

I en tale i senatet har Renzi sagt, at han frygtede, at Conte-regeringen ikke ville udnytte den enestående mulighed for at få rusket op i Italiens stillestående økonomi, som genopretningsfonden udgør. Og i begyndelsen af denne uge sagde han, at »problemet ikke er min person«, men den nu tidligere regerings politik.

Et skrøbeligt system

Og det er heller ikke hans skyld alene, at Italien lader til at hoppe fra den ene dybe politiske krise til den næste. Siden starten af 1990’erne har Italien haft 12 forskellige premierministre, og landets regeringer har haft en gennemsnitlig levetid på blot 18 måneder.

»Der bliver spildt overordentlig meget tid og energi på disse kriser,« siger Nicola Pasini. »Det politiske system er utroligt skrøbeligt, og det bliver stadig mere radikaliseret og polariseret, og politiske fjender skriger ad hinanden, at de er enten fascister eller kommunister. Man anerkender simpelthen ikke sine politiske modstanderes legitimitet, og det gør det utroligt svært at finde en atmosfære, hvor man kan samarbejde.«

Roberto D’Alimonte peger også på, at italiensk politik er blevet stadigt mere kaotisk og sprængfarligt, fordi det i dag handler mere om loyalitet over for personer end over for partier. Og politikere hopper ofte fra parti til parti for at maksimere deres egen indflydelse – af de 945 medlemmer af parlamentets to kamre, som blev valgt ved det sidste valg i 2018, har omkring 150 siden hen skiftet parti.

En af dem er Renzi selv. Han blev valgt som kandidat for PD, men i efteråret 2019 etablerede han sit eget parti, Italia Viva.

»Problemet i Italien er, at der overhovedet ikke er en samarbejdskultur i det italienske parlament. Der er ikke den samme villighed til at indgå kompromiser, som der eksempelvis er i Danmark,« siger Roberto D’Alimonte. »Partierne er svage, og det handler mere om personer. Det gør situationen meget ustabil, og det vil ikke ændre sig, med mindre der kommer fundamentale reformer af det politiske system.«

Ry som forræder

Hvis der er nogen, der har forstået at optimere sin egen rolle og spille det politiske spil i Italien – med partihop, skiftende alliancer og loyaliteter og rænkespil – så er det Renzi. Lige inden han stiftede Italia Viva, og mens han stadig var i PD, satte han i 2019 sig selv i scene ved at forhindre et truende nyvalg, hvor en stor del af hans støtter i partiet formentlig ville være blevet stemt ud. Det gjorde han ved pludselig at kæmpe for en ny regeringskoalition mellem to ærkefjender, hans eget parti og Femstjernebevægelsen, som han tidligere havde svoret, at han ikke ville røre med en ildtang.

Han erklærede, at hans mål var at undgå, at Salvini og en højrefløjsregering ville komme til magten, og at den nye venstrefløjskoalition blev til noget, var i høj grad hans fortjeneste. I januar i år var det så ham, der smadrede selv samme koalition.

I det hele taget har han fået et ry som en person, hvis ord man ikke kan stole på.

I 2014 sagde han til den daværende premierminister for PD, at han var loyal over for ham. Men kort efter stak han ham i ryggen og tog hans job. I 2016 lovede han at forlade politik, hvis han tabte en afgørende folkeafstemning. Han tabte, men forsvandt ikke fra den politiske scene. Og i 2019 sagde han, at han ville blive i PD og ikke ville danne sit eget parti. Hvilket han så alligevel gjorde kort efter.

»Især på venstrefløjen har han nu et ry som en forræder,« siger Nicola Pasini. »Men alligevel formår han igen og igen at være ham, der fører an i det politiske magtspil. For mange fremstår han også som den politiker, der symboliserer alt det, der er galt med italiensk politik.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Gøttske

Hej Gert,
Det er jo netop også det, der står i artiklen: "...og onsdag bad præsident Sergio Mattarella den tidligere ECB-chef fra 2011 til 2019, Mario Draghi, om at stille sig i spidsen for forhandlinger om dannelsen af en »ikkepolitisk regering«."

Jes Enevoldsen

Til Gert. Nej, Draghi er bestemt ikke nogen socialist. Han er en højreorienteret neo-liberalist og har været det hele livet. Det "mærkelige" er jo at socialister og liberalister i denne pandemikrise er enige om at det er staten, som skal redde virksomhederne, arbejdspladserne, familierne osv. og Draghi er jo også på den linje. Så derfor er det svært for den italienske højrefløj at sige nej til Draghi (fordi han er en af deres egne) og venstrefløjen fordi han støtter statens aktive indgreb og har et image af at være effektiv. Men han skal stadig navigere i det morads, som det italienske parlament er. Desuden får han nok ikke den goodwill som Mario Monti havde i begyndelsen efter at Berlusconi blev væltet i 2011, da mange italienere denne gang begræder den væltede Conte.
Prodi var først og fremmest politiker (og ja, uddannet økonom som så mange politikere (Fogh Rasmussen!), så jeg synes ikke sammenligningen med Draghi holder. (Jeg har ikke læst artiklen).