Gæld
Læsetid: 10 min.

Lige nu bliver man betalt for at låne penge. Det har vendt vores idé om økonomi på hovedet

Verdens velstand ophober sig hos oliearabere, amerikanske techmilliardærer og den kinesiske stat. Derfor falder renten. Det er næsten gratis at låne penge til huskøb og statsobligationer. Og det ændrer fundamentalt synet på økonomi og på gæld. I en ny serie undersøger Information det gældspolitiske paradigmeskift
På fotoet spiller Christian Bennike fodbold i Real Madrid-trøje foran sine forældres fynske paracelhus, dengang man stadig skulle betale en mindre formue i årlige renteudgifter, hvis man ville købe hus.

På fotoet spiller Christian Bennike fodbold i Real Madrid-trøje foran sine forældres fynske paracelhus, dengang man stadig skulle betale en mindre formue i årlige renteudgifter, hvis man ville købe hus.

Privatfoto

Udland
13. februar 2021

I 1988 gik mine forældre ned i banken og lånte penge til et gult parcelhus i Strib på Fyn. Min mor kan ikke præcis huske, hvad renten var på det lån, de fik, men jeg sidder lige nu og kigger i de historiske statistikker, og de siger 12-14 procent om året. Sådan var det i 1980’erne:

Poul Schlüter var statsminister, »Bag Duggede Ruder« spillede i radioen, Rambo-filmene gik i biografen, og hvis man skulle låne en million til et lille murstenshus, måtte man betale 150.000 kroner om året i rente.

Sådan er det ikke ligefrem i dag. I dag kan man optage et realkreditlån med en rente på lige omkring nul procent. Ja, nul! Eneste grund til, at man alligevel skal betale penge, er, at bankerne skruer op for ’bidragssatserne’ – men det er en anden historie.

Dengang i 1988 lavede mine forældre også en lille børneopsparing til mig i den lokale bank tæt ved det gule hus. Det gør jeg ikke til min søn i dag, for det kan ende med at koste ham penge. Forleden blev jeg ringet op af min bankrådgiver, som bare lige ville fortælle, at det altså nu koster mig 0,7 procent i rente at have penge stående i banken. Man betaler banken for at have penge i banken. Der er negative renter, som det hedder. Det koster stort set ikke penge at låne penge.

Det gælder også for nationer. Når den danske stat i øjeblikket udsteder statsobligationer og sælger dem til banker eller pensionskasser på de internationale lånemarkeder, betaler investorerne staten for at låne. Sådan er det over hele Vesten. Selv det evigt kriseramte Grækenland bliver lige nu betalt for at låne.

Renten har groft sagt været faldende i 40 år, i Danmark toppede den i 1982, og nu har den altså nået nul. Det ændrer grundlæggende præmisserne for politik og økonomi. For hvis renten er nul eller negativ, er gæld ikke længere et alvorligt problem.

»Verden har ændret sig,« som den amerikanske præsident, Joe Bidens, nye finansminister, Janet Yellen, sagde under en høring i Senatet i forrige uge. Derfor har hun det også fint med at bruge 1.900 milliarder dollar på en ny hjælpepakke til amerikanerne, selv om USA’s gæld allerede er på 100 procent af BNP.

Vi er vidner til et regulært paradigmeskift i synet på statsgæld. Der er opstået en ny konsensus: at statsgæld slet ikke er så farligt og faktisk helt nødvendigt i en periode. Ortodoksien fra tiden efter finanskrisen, hvor statsgæld og underskud blev set som et meget alvorligt problem, der skulle nedbringes så hurtigt som muligt, er blevet til »en lidt gammeldags måde at se det på«, som Mette Frederiksen (S) sagde i et interview på TV 2 News forleden.

»Fundamentet for diskussionen har ændret sig,« sagde den danske overvismand Michael Svarer i Deadline på DR2 i sidste uge.

Forudsagt for år siden

Ændringen har været flere år undervejs.

Allerede i 2014 talte USA’s forhenværende præsident Barack Obamas økonomiske rådgiver Larry Summers om, at Vesten var fanget i »sekulær stagnation«: lav vækst, lav inflation og lave renter.

Og et vendepunkt indfandt sig i begyndelsen af 2019, da den anerkendte franske økonom og tidligere cheføkonom for IMF Olivier Blanchard roligt gik på talerstolen hos den amerikanske økonomforening og holdt en kort præsentation:

Så længe væksten i en økonomi er højere end renten på statsgælden, så vokser økonomien – og så skrumper gælden af sig selv, sagde Blanchard. Det var sådan set ikke nyt, det er matematisk logik. Det nye var, at Blanchard viste, at det faktisk er den historiske normaltilstand: Økonomien (g) vokser generelt hurtigere end renterne på gælden (r). »r < g«, som der stod på Blanchards powerpointslides.

En stat er jo ikke som et menneske, skal vi huske. En stat kan blive ved og ved med at optage nye lån, der kan betale dens gamle lån. Den kan ’rulle gælden over’, som det hedder. Altså kort sagt gøre, som statsminister Mette Frederiksen sagde for nylig i et interview: ignorere gælden på kort sigt. Låne flere penge og investere dem, så økonomien på langt sigt vokser fra gælden.

Det kræver så bare, at man har råd til at betale renter på gælden, mens man venter på, at den langsomt bliver mindre. Og det kan vi lige nu, fordi renten som sagt er … nul.

Det betyder ikke, at staterne kan bruge løs uden at tænke på dagen i morgen. Det betyder heller ikke, at penge er gratis – det har Blanchard understreget flere gange. Men det betyder, at gæld ikke er et lige så stort problem, som mange tidligere har troet. Og det betyder, at det ikke giver mening at se på gældens størrelse af BNP, som vi ellers typisk gør. Det giver mere mening at se på renteomkostningerne i forhold til vækst, som Larry Summers har foreslået.

Men det korte af det lange er, at det hele peger tilbage på én ting: renten.

Renten-renten

Det er den lave rente, som er præmissen for den nye forståelse af gæld og makroøkonomi. Og det rejser et nyt spørgsmål: Hvorfor er renten så lav?

Nu sidder den opmærksomme læser måske og tænker: Jamen, det er da nemt, det er jo centralbankerne, der sætter renten. Men selv om det er en af forklaringerne, er det ikke forklaringen. Centralbankerne kan rigtig nok bestemme renten, når de låner penge ud til banker. Men de kan ikke bestemme renten-renten, altså den rente, som økonomerne kalder »den naturlige realrente« eller »r*«.

Den afgøres nemlig af det globale forhold mellem udbuddet af penge og efterspørgslen på penge. Hvis mange gerne vil låne penge, og få vil låne penge ud, ja, så er penge dyre. Og omvendt.

Som Morten Spange, der er chefrådgiver for pengepolitik i den danske Nationalbank, siger til mig:

»Den naturlige realrente er faldet, fordi der er flere, der gerne vil spare op, end der vil investere. Og det sker globalt. Vi har globale kapitalmarkeder.«

Det lyder jo simpelt nok. I hvert fald indtil man graver lidt i det. De fleste er enige om at r* er faldet – nogen mener ligefrem, at den naturlige realrente lige nu er negativ – men det besvarer ikke spørgsmålet: Hvorfor?

Det er der grundlæggende fem – måske seks – forklaringer på. Og de hænger sammen.

1. Alle sparer op

Den korte forklaring er altså, at flere sparer op. De seneste årtier har der ophobet sig Joakim von And-agtige pengebunker rundt omkring i verden. Makroøkonomer taler om »porteføljeoverskud« og »opsparingsoverskud«.

Kineserne er blevet rigere og har opbygget store overskud på handel med resten af verden – det er derfor, de kan lave ’Belt and Road’-projektet, hvor de bygger havne og veje over hele verden: De bruger af deres pengebunker.

Noget lignende sker i lande som Tyskland og Holland, hvor den private sektor har store overskud.

Og i både Europa, USA og Kina bliver befolkningerne nu ældre og sparer derfor mere op til deres pensioner. Det påvirker også virksomhederne, forklarer Jacob Funk Kirkegaard, som er seniorøkonom ved tænketanken Peterson Institute for International Economics:

»Når befolkningens størrelse stagnerer eller bliver mindre, investerer virksomhederne også mindre, fordi der kommer færre kunder på deres hjemmemarkeder. Så står pengene bare der. Og så falder renten,« siger han.

Det bliver til rigtig mange pengebunker. Og jo større udbud af penge … desto lavere rente.

2. Ulighed

Men ud over pensionsopsparingerne er det ikke hr. og fru hvem-som-helst, der har Joakim von And-pengebunker. Det er især de rigeste, og deres andel af økonomien er vokset.

En stadig større del af verdens velstand ligger i puljer af penge hos oliearabere, hos den kinesiske stat, hos tyske aktionærer og amerikanske techmilliardærer. De bruger ikke pengene på nye cykler og charterrejser, som sætter gang i økonomien andre steder. De køber især finansielle produkter, aktier og obligationer. Og så falder renten.

For nogle år siden gik en graf viralt i USA. Den viste to kurver, produktivitet og timeløn. De følges ad i en lige opadgående linje fra 1948 til 1973. Men så går de to streger hver til sit: Produktiviteten fortsætter opad, men lønkurven flader ud. Det betyder, at almindelige lønmodtagere udgør en stadig mindre andel af den samlede økonomi. Sådan er det over næsten hele verden: de, der ejer virksomheder, bygninger og jord, får en stadig større andel.

»Ændringer i indkomstfordelingen er den vigtigste faktor til at forklare den lave rente,« mener Matthew Klein, der er analytiker på finansmagasinet Barron’s. »Det betyder nemlig, at færre penge går til varer og services, og flere penge går til finansielle aktiver.«

3. Kina, kvinder og babyboom-generationen

De faldende renter kan groft sagt forklares ved, at den globale arbejdsstyrke i et halvt århundrede løbende er blevet udvidet. Først kom kvinderne på arbejdsmarkedet. Så kom den store babyboom-generation i job. Og til sidst kom en milliard kinesere ind i den globale økonomi.

Den voksende arbejdsstyrke har trykket de globale lønninger – løn er jo udbud og efterspørgsel. Lavere lønninger har gjort det billigere at producere varer. Det har fået priserne til at falde, og så kan man købe mere for sine penge. Og så falder renten. Det er kort sagt argumentet i bogen The Great Demographic Reversal af den britiske økonom Charles Goodhart. Han mener i øvrigt, at det hele er ved at skifte nu – og at rente vil stige igen. Men det vender vi tilbage til.

4. De store innovationers tidsalder er forbi

En anden teori er, at der ikke er lige så mange gode investeringer derude længere. Tænk over det: Vi får nye apper og hurtigere computere, men hvor er de rigtig-rigtig store og samfundsomvæltende opfindelser? Hvor er den moderne pendant til elektrificeringen eller kloakeringen? Til bilen ellen bare til vaskemaskinen?

Vi ved, at produktiviteten er faldet – altså vores evne til at blive bedre og hurtigere. Væksten er også lav. Måske skyldes det, at vi ikke innoverer, som før. Det mener økonomer som Robert J. Gordon og Tyler Cowen. Det presser renten ned, for hvis man ikke kan forvente en lige så høj forrentning af sine penge som tidligere, bliver penge mindre værdifulde. Eller som en økonom ville sige: Marginalafkastet på kapital falder.

Desuden har nutidens førende virksomheder slet ikke brug for store mængder af kapital. Facebook og Google bygger ikke jernbaner og fabrikker. Det reducerer yderligere behovet for kapital – og så falder renten.

5. Centralbanker trykker penge

Endelig er der centralbankerne. Deres job er groft sagt at lave penge ud af ingenting og låne dem videre til bankerne, så priserne er stabile. De sætter ’den korte rente’, som man siger, altså den rente, bankerne betaler for at låne penge i nationalbanken. Lige nu kan Danske Bank og de andre gå ned i ECB, Den Europæiske Centralbank og låne til minus 0,5 over tre år. Og de låner dem videre til firmaer og huskøbere.

Desuden har næsten alle store nationalbanker opkøbsprogrammer, ’kvantitative lempelser’, hvor de laver penge og opkøber staternes gæld for at få ’den lange rente’ til at falde. Det er alt sammen med til at holde renten nede, men det er bare ikke grunden til de lave renter.

»Der er stor enighed om, at de lave renter skyldes store strukturelle og demokratiske tendenser,« siger Erik Fossing Nielsen, der er cheføkonom i den italienske storbank UniCredit.

»Nogen ser centralbankerne som heroiske skikkelser, fordi de har sænket renten. Men det er ikke deres fortjeneste. De har bare været heldige.«

6. Vi aner det ikke

Endelig skal det nævnes, at ikke alle køber præmissen om, at der findes en stor ’naturlig realrente’ et sted derude. Ideen om r* bygger på en almindelig økonomisk idé om, at opsparing og investering over tid altid er det samme. s=i, som økonomerne skriver i en af deres grundligninger. Og hvis man kunne overskue alle pengestrømme i hele verden over tid, kunne man se, hvor mange der lånte, og hvor mange der udlånte, og så kunne man beregne den optimale r*, »ligegvægtsrente«, som den også kaldes, og så ville hele det globale økonomiske system gå op.

»Altså bortset fra, at det ville det overhovedet ikke,« som skotske Mark Blyth skriver til mig i en e-mail. Han er professor i international politisk økonomi ved Brown University.

»Det forudsætter, at hele økonomien bestemmes fra udbudssiden, og at der er et tradeoff mellem inflation og lønudvikling, og at inflation skyldes pengemængden. Men sådan har det ikke været i 20 år,« skriver han. »Lige nu kan man have et hvilket som helst niveau af arbejdsløshed, og inflationsniveauet er konstant. Siden 2008 har centralbanker pumpet billioner ud i økonomier, og der er ingen inflation.«

Der er altså grundlæggende noget, vi ikke har forstået, mener Blyth.

Bliver det ved?

Det gode spørgsmål er naturligvis, om det fortsætter. Bliver renten ved med at være lav? Ja, indikerede chefen for USA’s centralbank, Jay Powell, onsdag. Der er stadig så mange arbejdsløse i USA, at der er brug for en »løs pengepolitik«, som det hedder, når renten er lav. Lige nu har de fleste økonomer samme forventning: Renten forbliver lav. I hvert fald på kort sigt.

På lidt længere sigt er det mere uklart – sådan er det jo med fremtiden. Men britiske Charles Goodhart mener som sagt, at det hele vender inden for det næste årti. På grund af demografien: Kineserne bliver ældre. Kvinderne er allerede på arbejdsmarkedet, og boomerne går på pension. Så bliver arbejdskraften igen dyr, og så vil renten igen stige. Måske.

Men uanset hvad vil der stadig være meget, meget langt op til det niveau, mine forældre købte hus til i 1980’erne.

Serie

Gældsrevolutionen

Efter finanskrisen blev statsgæld udpeget som en trussel mod vores fælles velstand. Men efter et årti med vedvarende lave renter taler mainstreamøkonomer nu om paradigmeskift i gældspolitikken, og under pandemien har stater da også optaget gæld i et tempo, der ikke er set siden Anden Verdenskrig.

Men hvad vil det egentlig sige, at vi ikke længere behøver at bekymre os om gælden? Kan vi uden videre hæve det offentlige forbrug og låne os til den grønne omstilling?

I en ny serie undersøger Information dynamikkerne bag, mulighederne i og risikoen ved det nye gældsparadigme.

Seneste artikler

  • Økonomen, der forudså finanskrisen: Pas på – coronaøkonomiens boble brister

    22. marts 2021
    I en tid med stigende ulighed i indkomst og formuer og boomende børsmarkeder er kursen sat mod et nyt krak, der kan blive så smerteligt som tilbage i 2008 – især for de private husholdninger. Det skriver en af de få økonomer, der forudså finanskrisen, i denne kommentar
  • Tidligere finansminister Lawrence Summers: Bidens hjælpepakke skulle kun have været halvt så stor

    12. marts 2021
    Hjælpepakken, der onsdag blev vedtaget i USA, er en af de største siden Anden Verdenskrig. De 1.900 milliarder dollar varsler en ny tid i det kriseramte land og vil fungere som lokomotiv for verdensøkonomien, forudser OECD. Men Lawrence Summers, der var finansminister under Clinton og toprådgiver for Obama, er bekymret
  • Analyse: Coronagælden havde været højere uden hjælpepakker

    11. marts 2021
    Danmark har det seneste år lånt milliarder af kroner til hjælpepakker. Men havde der ikke været hjælpepakker og andre tiltag som for eksempel udbetaling af de indefrosne feriepenge, ville coronagælden ifølge ny analyse fra AE-rådet have været endnu højere. Økonomer bakker op om hovedkonklusionen, men påpeger visse usikkerheder
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det, vi ikke har forstået er, at vi ikke lever i den knaphed, som det økonomiske system har som sin grundpræmis. Det kan godt være, at alle ikke kan få alt, når de lige beder om det; men coronakrisen lærer os, at i hvert fald mange af os har været vant til stort set at kunne få, hvad vi har tilstrækkeligt brug for, omend ikke altid, hvad vi gerne vil have (men som vi ikke vil have nok til at sætte alle kræfter ind på at få det). Ingen har vist nogensinde hørt om, at man ikke kan købe en mobiltelefon, hvis man vil - eller mange andre ting. Folk kører i større og større biler, fordi pengene skal finde et afløb, og formodentlig står vi dér, hvor det kommer til at slå om, fordi der ikke er noget sjov ved status, som stort set alle besidder. - Forhåbentlig går det så den anden vej, imod et mere realistisk billede af, at det jo ikke er lykken at fylde sin tilværelse op med alt muligt, man aldrig får brugt.

John Liebach, Kim Hjerrild, Kim Andersen, Jan Fritsbøger, Dan Jensen, Alvin Jensen, Anders Olesen, Rune Mariboe, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, Birte Pedersen, Torben K L Jensen, David Zennaro, Kim Houmøller og David Adam anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Ja, og hvis arbejdsmarkedet også bliver vendt på hovedet, fordi der bliver knaphed på arbejde hvor der før var rigeligt, så skal vi måske til at betale for at gå på arbejde? Så koster det hurtigt ti millioner at blive bankdirektør - og det enda kun i en lille bank!

Carsten Munk, Alvin Jensen, Kurt Nielsen, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar
Flemming Ytzen

Tak for glimrende artikel - jeg vil følge serien tæt. Men hvordan passer EU's vækst- og stabilitetspagt ind i dette billede? Der er noget der ikke rimer her.

https://www.wikiwand.com/en/Stability_and_Growth_Pact

Martin Bæksgaard Jakobsen, Anders Olesen, Lise Lotte Rahbek, Gert Friis Christiansen, Frederik Nissen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

fin artikel - god oplysning.

Billedet af Bennike som dreng iført en fodboldtrøje fra én af verdens rigeste og mest gennemkapitalistiske klubber er illustrativt; det er let at forudse at bolden før eller siden vil blive sparket gennem ruden.

Peter Lihn Jørgensen

Glimrende artikel

Jesper Frimann Ljungberg

Jaaahh.. right.
Og alt imens sidder, der mange i rundt omkring i det offentlige og allerede har set at spareknivene har været fremme.
Tror I virkelig at hospitalerne får penge til at dække alle udgifter ?
Tror I virkelige at hospitalerne får penge nok til afvikle de pukler, af udskudte operationer mv. ?
Husk på at når man skal afvikle pukler af arbejde, så er koster det typisk mere end standard taksten.
Vi kommer til at se massive offentlige besparelser fremadrettet på kerneydelserne, for det er der man sparer. Tror mig der bliver ikke fyret nogen kommunikations medarbejdere.

// Jesper

Eric Philipp, John Liebach, Flemming Berger, Alvin Jensen, Peter Hertz, Lise Lotte Rahbek, Kim Houmøller, Michael Friis, Niki Dan Berthelsen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

‘Tak for historien’, plejer børnene at sige til læreren, men som voksen, spørger jeg: Og hvad kan vi så lære af det.
Bennike: Gør det slet ikke ondt nogle steder? Hvis vi ser det som en beretning fra en krigszone (hvad det er), hvor mange døde og sårede er der så, og hvor bliver det registreret henne? Som ‘krigskorrespondent’ ser du vel også de små og uskyldiges lidelser, går jeg ud fra. Hvad er det, jeg skal forstå og derefter gøre noget ved?

Alvin Jensen, Lise Lotte Rahbek og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Peter Engelbrecht

Tror ikke jeg kan huske at have mødt en dansker det ikke har argumenteret for huskøb med, “at det er en god investering”.

I dag køber ingen hus for at have tag over hovedet, det handler blot om at det første hus er springbrættet til noget større eller bedre.

Alle brokker sig over huspriserne og de samme “leger aktie-bolig-spekulanter”.

Vi må håbe på at de unge i dag, ser anderledes på meningsfuldhed, lykke og livet generelt som gør, at de gerne bo små, uden bil og til gengæld har tid til det der giver glæde fx nærvær og være social.

Blot en tanke

Søren Kristensen, Alvin Jensen, Anders Olesen, Rune Mariboe og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Så længe Danmark er den sikreste havn, står udenlandske pengetanke i kø for at betale os for at opbevare deres penge. Og jeg ser ikke umiddelbart Danmark miste sin status som sikreste havn i den nære fremtid.

I det perspektiv er det nationaløkonomisk sundt at belåne sin ejendom til skyerne; hver million, jeg låner, trækker hver måned 500 kr hjem til Danmark.

Lokalt set er det superusundt, fordi den utøjlede gældsstiftelse er med til at presse den i forvejen pressede ejendomsværdi ud i endnu større inflation, hvilket på arbitrær vis øger skellet imellem rig og mindre rig i eskalerende fart.
Man forsøger at regulere lidt ved at begrænse gældsstiftelsen i de såkaldte vækstzoner omkring København og Århus, men effekten bliver i sidste ende, at man sætter skæringspunktet for at deltage i festen lidt højere.

Det seneste påfund (fra regeringen i 2017) er at sætte ejendomsværdiskatten fri, hvilket skulle have været sket pr. 2021 men blev skudt til 2024. Resultatet er en for nogle ejendomme eksplosion i ejendomsværdiskat (eksempel: Et hus i Charlottenlund til 14.000.000 kr går fra en beskatning på 100.000 kr/a til 300.000 kr/a) - for andre ingen forandring - når ejendommene handles efter 2024. Konsekvensen vil blive et stort antal husejere i teknisk insolvens, hvis problemet ikke håndteres inden.
En alternativ bremse på inflationen (uden at skabe voldsom deflation som ovennævnte) var at momse privat ejendomshandel på lige fod med al anden handel og samtidigt give skattefradrag for al vedligehold/bebyggelse.

Jeg skal måske tilføje, at jeg er en af de semi-heldige, der ramte boligmarkedet i dykket 2010-2011, og at jeg derved i kraft af mine variable lån har trukket en årlig netto-gevinst på 8-10% siden - uden at lægge en krone i indskud.

Derfor vil evt. momsning af gevinst ved ejendomshandel ramme mig ganske hårdt - men ikke så hårdt som alternativet rammer samfundet.

Krister Meyersahm

Vi bør forbyde finansinstitutternes pengeskabelsesakrobatik. Det skal kun være tilladt at udlåne penge man, rent faktisk har i kassen. Altså penge som svarer til en butiks varelager - anskaffet ved ejernes og kundernes indskud og den akkumulerede egenkapital. Desuden, lånte penge til videre udlåning. Man skal ikke kunne skaffe sig enorme indtægter ved at udlåne penge der - ikke findes.

Desuden bør det gøres strafbart at opkræve negative renter – altså lade bankkunder der har penge stående i banken, betale for det. Det er så syg en tilstand at man næsten ikke kan fatte galskaben, specielt fordi bankerne jo ikke har nogen udgift ved at opbevare pengene. Der er jo tale om, at næsten alle indeståender, ikke er penge i form af sedler og mønter udstedt af Nationalbanken men derimod - ”fiktive” penge udstedt af private banker.

Folketinget bør også tæmme statens bank og påbyde den at opkræve
rente af de penge den udlåner – negative renter er en pest som kureres med rentetilskrivning. Man må også påbyde private udlånere at belægge alle udlån med renter. Desuden skal der lovfæstes en minimumsgrænse for rente, måske 2% – så kan man konkurrere herfra men altså ikke fra stort set nul.

Arne Thomsen, Per Torbensen, Steen K Petersen, Jacob Nielsen og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Peter Engelbrecht
13. februar, 2021 - 11:15

Det er lykkedes finanskapitalen, at få almindelige husejere o.a. til at tro på løgnen om, at vi alle sammen har en interesse i deres boligspekulation. Men hvis kvadratmeterprisen på dit hus er steget med 10 procent i den periode, hvor du har ejet det, så er kvadratmeterprisen altså også steget med 10 procent på det hus du gerne vil købe, når du har solgt dit nuværende hus. Hvis du altså gerne vil købe et nyt hus med samme beliggenhed og samme standard.

Det udelukker ikke, at du kan sælge dit hus, købe et nyt og score en arbejdsfri gevinst. Det kan du gøre, hvis du flytter fra det centrale København eller Århus og ud i en forstad - eller endda flytter til Vestjylland eller Lolland. Hvis du er snild på fingrene eller endda håndværker, kan du også sælge dit hus og købe et, der skal renoveres og dermed score en arbejdsfri gevinst - altså hvis du fraregner det antal arbejdstimer, som du skal anvende på at renovere.

Der hvor du kan score den helt store arbejdsfri gevinst er, hvis du flytter fra København til Udkantsdanmark, men hvor mange gør det? Pensionister kan måske gøre det, men hvis man har et arbejde i København, flytter man næppe til Lolland eller Vendsyssel.

De der scorer kassen er banker og realkreditinstitutter. Selvom renten er lav (eller nul) stiger gebyrer på boliglån år for år. Under overskriften “Gebyrgribbe” skrev David Rehling i en leder i Information 15. maj 2018: “Siden 2008 er bankernes gebyrer steget med 53,4 procent. Til sammenligning er priserne på daglige forbrugsvarer som mad, transport og tøj steget med 14,5 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik...Danmarks Statistik kan oplyse, at bankernes gebyrer i de øvrige EU-lande i samme periode kun er steget med 8,3 procent.”

Danskerne har ifølge OECD verdens højeste private gæld - 257 procent af vores disponible indkomst. Når omkring 75-80 procent af bankernes udlånskapital går til boliglån, så betyder det, at det meste af vores private gæld er gæld i boliger. De gebyrer, som danske banker og realkreditinstitutter pålægger boligejerne ligger altså på et niveau, der er ca. 6,5 gange højere end EU gennemsnittet. Desuden stiger kvadratmeterprisen på en bolig, hver gang renten falder, og det medfører, at almindelige lønmodtagere anvender en større og større del af deres disponible indkomst på at bo. Deres indkomst kan slet ikke følge med boligpriserne, og for flere og flere af disse mennesker, er en bolig i Århus og København udenfor økonomisk rækkevidde.

Når man læser ovenstående analyse, kan man godt få det indtryk, at det pga. de lave renter er meget mere fordelagtigt at købe en ejendom i dag, end det var i 1988. Men Christian Bennike skriver dog: "Eneste grund til, at man alligevel skal betale penge, er, at bankerne skruer op for ’bidragssatserne’". Bennike burde have gjort lidt mere ud af, hvor meget der er skruet op for bidragssatserne. Men det har David Rehling så påpeget for et par år siden. Svagheden i Bennikes analyse er, at han ikke skelner mellem privat og offentlig gæld. Den offentlige gæld har ingen gebyrer, og derfor gælder formlen r < g for den offentlige gæld - ikke for den private. Det er dog en helt anden diskussion.

Det man er nødt til at tage i betragtning er, at det fra husejerens synsvinkel er fuldstændig ligegyldigt, om banken kalder det rente eller bidragssats. Det er de faktiske udgifter i forbindelse med et boliglån, der tæller. Og her har bankerne fat i den lange ende. For at sige det lige ud, tager finanskapitalen røven på boligejerne, men det er lykkedes for dem at bilde den brede befolkning, at vi alle sammen tjener på deres spekulation. Der findes naturligvis boligspekulanter, som scorer kassen på at købe og sælge ejendomme, men de der betaler prisen for boligspekulationen er den brede gruppe af lønmodtagere, som udelukkende anvender deres bolig til at bo i.

Eric Philipp, Anders Reinholdt, Steen K Petersen, Lars Jørgensen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Krister Meyersahm
13. februar, 2021 - 15:14

Du er tilsyneladende kommet dig, siden du fik verbale øretæver af Jesper Jespersen for at efterplapre mainstreamøkonomien. Denne gang har du ramt hovedet på sømmet, men jeg tilføjer lige, at alle penge i omløb i økonomien er statsgaranterede værdier. Et pengekredsløb starter altid med, at staten bruger penge og derefter opkræver skatter og afgifter. For at vi som borgere kan opretholde vores borgerlige rettigheder - f.eks. som ejendomsbesiddere - er vi nødt til at betale skat, og derfor er vi også nødt til at arbejde for at få fat i nogle af de penge, som staten sender i kredsløb. (Jeg ser bort fra meget rige mennesker, der anbringer deres formue i skattely.)

Altså er alle penge i sidste instans statsgaranterede værdier, men det løjerlige i den moderne finansialiserede kapitalisme er, at staten har overladt skabelsen af pengene til private aktører - altså bankerne - uden at der foreligger en politisk beslutning om udlicitering. Bankerne har altså fuldstændig vederlagsfrit opnået retten til at kontrollere og tjene penge på den allermest væsentlige del af statens ejendom: pengene. Alligevel brokker de sig, når staten pålægger dem visse begrænsninger. F.eks. når staten hæver kapitalkravet. Det er totalt latterligt. Det svarer til, at du låner mig din bil gratis, og jeg derefter brokker mig over, at du ikke også betaler for benzinen.

Det, som du foreslår er, at kapitalkravet skal hæves til 100 procent. Det er det samme som foreningen Gode Penge foreslår. Deres forslag indebærer. at hele pengeskabelsen skal tilbage til Nationalbanken, og at vi allesammen skal kunne vælge, om vi vil have en konto i Nationalbanken eller i en privat bank. Forslaget vil medføre en enorm begrænsning af finanskapitalens magt over økonomien. Det er nemlig deres ret til at skabe penge som gæld, der er helt central for deres profitmaskine.

Anders Reinholdt, Arne Thomsen, Lars Jørgensen, Flemming Berger og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Gert Romme
13. februar, 2021 - 11:33

Det er spekulation, der driver inflationen, og det er ikke korrekt, at der ikke er nogen inflation. (Se evt. min kommentar til Peter Engelbrecht.) Du ser ganske vist en lav inflation, når du udelukkende ser på forbrugerprisindekset, og det er en ganske udbredt fejltagelse. Forbrugerprisindekset indeholder ikke ejendompriser, fordi anskaffelse af en ejendom anses for en investering - ikke for et forbrug.

Professor Katarina Juselius har i bogen "Økonomien og virkeligheden" påvist, at boligpriserne i perioden 1983-2018 steg med 375 procent, mens almindelige forbrugerpriser steg med 112 procent. Vi har altså en uofficiel inflation, som er ca. 3,3 gange højere end den officielle.

Rune Mariboe, Jan Fritsbøger, Jacob Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Peter Engelbrecht

@ Ivan Breinholt Leth

Du har helt sikkert ret og ja det du tjener på det ene hus skal du give tilsvarende for det nye du køber hvis du bliver i det samme område.

Jeg ved jeg er naiv og idealistisk og alligevel håber jeg på at der vil komme et lille oprør i retning af at de unge (eller andre) vælger at spare op, købe mindre, undgå gæld, færre møbler, ingen bil, simpelthen bo flere på færre m2

Det kan lade sig gøre selvom standarden er anderledes end i 50’erne og jeg tror på at med hjælp fra en arkitekt og vilje kan det lade sig gøre. Tiden er forbi ift at vi alle bor 100% ens i typehuse alle indrettet med enten teaktræ eller lyst egetræ og klassiske y-stole.

I stedet for kunne der bygges så man kan flytte en væg eller etablere en hems og fjerne den igen hvis børnene flytter hjemmefra. Jeg tror på det individuelle
Byggeri i gode materialer med løsninger er 100% tilpasset køberen. Man kunne bygge til når man fil sparet op til mere.

I dag ejer bankerne husene og fritids-spekulanterne er lejere. De kommer aldrig til at eje i deres afdragsfriheds-cirkus. De narrer sig selv i bekræftelse / spejling hos naboen som har indrettet sig på samme måde.

Blot en tanke

Krister Meyersahm

Ivan Breinholt Leth.
"Du er tilsyneladende kommet dig, siden du fik verbale øretæver af Jesper Jespersen for at efterplapre mainstreamøkonomien", skriver du.

Efterplapre beskæftiger jeg mig ikke med - det var egne ydmyge funderinger. Jeg responderede på Jesper Jespersen "verbale øretæver" på den pågældende tråd således:

JJ opfattede at jeg var tilhænger af noget der har "bragt os på kollisionskurs med natur og klima". Jeg skrev tilbage: Jeg er ikke med. Er det ikke snarere den alt for rigelige tilgang til penge, fremskaffet som lån, ved anvendelse af statslig og privat pengeskabelses hokuspokus ( komponenter i form af ikke eksisterende fysisk substans ) der har forceret udviklingen og dermed sløseriet og miljøsvineriet?

JJ replicerede ikke herpå.

Ivan Breinholt Leth

Krister Meyersahm

JJ skrev: " du argumenterer fuldstændig som de neoklassiske ’topøkonomer’ med William Nordhaus i spidsen, der har bragt os på kollisionskurs med natur og klima." Jeg kender ikke William Nordhaus, og jeg ved ikke om du argumenterer på en måde, som har bragt os på kollisonskurs med natur og klima.

Men du skrev: "Staten skal ikke låne.... Disse penge skal selvfølgelig betales tilbage." Derefter plæderer du for et "kontantsamfund der kun bruger de penge der indbetales i skatter." Når du ovenfor skriver: "Vi bør forbyde finansinstitutternes pengeskabelsesakrobatik,", er det som om, at du modsiger dig selv, for hvis finansinstitutterne ikke skal skabe penge, så følger det deraf, at det skal staten. Men hvis kun staten skaber pengene, hvorfor skal staten så opkræve skat for at dække statens udgifter? Det, du påstår er, at staten først skal skabe penge og sende dem i omløb, hvorefter den skal inddrage nogle af pengene igen for at dække sine udgifter. Det giver ikke mening. Hvis staten skaber alle pengene, er den da ikke nødt til at opkræve skatter og afgifter for at dække sine udgifter. Den kan da bare trykke på en knap og kreditere diverse konti, som ejes af personer, der leverer ydelser og varer til staten.

Ivan Breinholt Leth

Peter Engelbrecht, Gert Romme

Ingen undgår gæld. Jeg betragter også mig selv som gældsfri, men det betyder ikke, at jeg ikke medvirker til at betale af på en gæld. Vores samfund er gennemsyret af gæld. Som jeg skrev ovenfor har Danmark verdens højeste private gæld.

Landbruget har en gæld på 340 mia kroner. Hver gang vi spiser er vi med til at betale landbrugets gæld. Hvis du bor til leje, er du med til at betale din udlejers gæld. Hvorfor har Danmark EU's højeste forbrugerpriser - ca. 30 procent over EU gennemsnittet? En del af forklaringen er en forholdsvis høj moms og høje lønninger, men en anden del af forklaringen er gæld og spekulation i ejendom. Huslejen for et butikslokale i centrum i de store provinsbyer ligger et sted mellem 40 og 60.000 kroner om måneden. I København ligger lejen på mindst 100.000 kroner om måneden. Det er en udgiftspost, som forretningerne er nødt til at få dækket, og den dækkes naturligvis af kunderne. Hver gang du køber en vare, er du med til at betale en gæld.

Peter Engelbrecht

@ Ivan Breinholt Leth

Men er det ikke et problem?

jesper jespersen

Kære alle, Det er en vigtig diskussion, der føres i kommentarfeltet som opfølgning på en omfattende artikel, der desværre lider at den svaghed, at ordet 'gæld' bruges synonymt uanset om det er privat gæld, offentlig gæld, statsgæld (- eller moralsk gæld - når vi trækker veksler på vores børn og børnebørns fremtid, der dog kun optræder indirekte).
Anyway, det skrev jeg to kronikker om i sommer, som måske var værd at genlæse:

Økonom: Danmark har rigeligt råd til at øge tempoet i den grønne omstilling
24. juli 2020DebatJesper Jespersen Kommentarer (6)
Gæld er ikke bare gæld i samfundsøkonomien. Nu hvor vi har overskud på betalingsbalancen og ingen gæld i udlandet, skal vi ikke være bange for at investere i samfundets genopretning og den grønne omstilling – heller ikke selv om det forøger statsgælden, skriver professor emeritus i økonomi Jesper Jespersen i denne kronik

Det er i en tid som denne, at Danmark skal øge statsgælden
22. juni 2020DebatJesper Jespersen Kommentarer (10)
Det er sund økonomisk fornuft for Danmark, at man i en tid med kriser som denne aktivt øger statsgælden. Det kan skabe (grønne) investeringer og gavne både nutiden og fremtiden. Her er en forklaring på hvorfor, skriver professor emeritus på Roskilde Universitet Jesper Jespersen

Krister Meyersahm

Ivan Breinholt Leth.
...."hvis finansinstitutterne ikke skal skabe penge, så følger det deraf, at det skal staten", anfører du. Ja, naturligvis - staten skal have monopol på pengeudstedelsen og private aktører skal kun kunne låne i statens bank eller i andre institutter der har skaffet pengene uden, at benytte sig af "egen" pengeskabelse ( kan heller ikke når det er forbudt). Herved sikrer vi at staten får en indtægt af alle udlån, modsat nu, hvor de ikke får en øre for de private pengeudstederes fiktive penge.

Omkring skat har staten og dens bank ikke noget med hinanden at gøre og derfor skal vi alle betale for statens udgifter.

Jeg har ikke forstand på økonomi, men når private banker har mulighed for at skabe nye penge "ud af ingenting", så bliver der vel så rigeligt med penge, at det ikke rigtig koster noget at låne dem - med alle de konsekvenser, der følger heraf, som jeg ikke kan overskue.
Tænker også på, hvordan det mon forholder sig med private banker i Kina.

Henrik Salling

Ivan Breinholt Leth
Imponerende - jeg har sjældent hørt en omgang så koncentreret vrøvl, siden Pernille Skipper i en Clement-debat fortalte Lars Rebien Sørensen, at det private privatliv ikke skabte indtægter. Det var åbenbart så grotesk at selv han opgav at kommentere dette totale sorte hul i en folkevalgt politikers videnunivers. Nu må I ærligt talt lige tage jer sammen.

Ivan Breinholt Leth

Henrik Salling
Hvis du har nogle argumenter at bidrage med, så sig bare til. Men hvis du blot leder efter et sted, hvor du kan brække dig, bør du måske overveje at gå et andet sted hen. Pernille Skipper har ret. " Det private privatliv" skaber ingen værdi. Det er ligesom det "koncentrerede vrøvl" rent tidsspilde.

Ivan Breinholt Leth

Peter Engelbrecht
Jo, det er et problem. Men som jeg skrev ovenfor, så bør vi skelne mellem privat og offentlig gæld. Artiklen har den svaghed, at den ikke foretager en sådan skelnen. Hvilket Jesper Jespersen bekræfter ovenfor. Til forskel fra private debitorer kan staten rulle sin gæld over, og i princippet er der ingen grænse for, hvor længe den kan gøre det. Så længe væksten er højere end renten på gælden, er gælden ikke et uoverskueligt problem for staten. Desuden kan staten skabe penge. Det kan private ikke, bortset fra disse kryptovalutaer, som har en begrænset brug. Du kan hverken betale din gæld eller din skat med en kryptovaluta. Den store private gæld, som vi har i Danmark, kan vise sig at blive et problem, når renten stiger eller hvis huspriserne falder.

Ivan Breinholt Leth

Arne Thomsen
Det koster noget for private at låne penge, fordi der er forskellige gebyrer på et lån. Når renter falder til nul, eller til under nul, hæver bankerne deres gebyrer.

Ivan Breinholt Leth

Arne Thomsen
Det koster noget for private at låne penge, fordi der er forskellige gebyrer på et lån. Når renter falder til nul, eller til under nul, hæver bankerne deres gebyrer.

Peter Engelbrecht

@ Ivan Breinholt Leth

Så vil jeg håbe på, at renten vil stige og påvirke boligmarkedet i en retning med stigende ejendomspriser., som forhåbentlig vil give et mere realistisk billede af hvad tingene koster og motivationen til at sparre op.

Det er sgu lidt mærkeligt at vi er nået dertil hvor par på 20 år mener det er normalt at have et fuldt møbleret hus, to biler i carporten uden en krone på lommen. Man låner til det hele og bruger 1/3 af livet på at betale det tilbage og ender ud med, alligevel, ikke at eje dee, fordi det er nemmere at leve på klods.

Måden det er skruet sammen på har alt for mange negative konsekvenser. Håber på at flere og flere vælger en vej ud af bankernes stavnsbånd

Ivan Breinholt Leth

Peter Engelbrecht
Det er klart, at kredit medvirker til at fremskynde forbrug. Det er også klart, at vores forbrug ikke er bæredygtigt. Desuden medfører vores høje gæld, at en stor del af befolkningen er reduceret til gældsslaver. Når man har en milliongæld, som løber over 30 år, og som medfører et pres på den disponible indkomst, vil man være tilbøjelig til at fokusere på for enhver pris at beholde sit arbejde og blæse på alt andet. Det er ikke befordrende for hverken solidaritet eller kritisk, demokratisk debat. Der findes f.eks. lønmodtagere, som er bange for arbejdsgivere, som checker ansattes Facebook profil, og selv et lille læserbrev i en avis, kan Google finde frem til.

En rentestigning kan medføre, at antallet af tvangsauktioner stiger. Hvis antallet af tvangsauktioner er stort nok, vil ejendomspriserne falde. Det vi så under finanskrisen i 2008 var, at et kollaps på det amerikanske boligmarked forplantede sig gennem det verdensomspændende finansielle system, og medførte en global finanskrise. Staterne trådte til med hjælpepakker (bail outs) til bankerne for at forhindre et totalt kollaps. Efter min mening var disse hjælpepakker til finanskapitalen på statens regning en eklatant fejltagelse, som blot udskød problemet. Verdens nationalstater burde have benyttet sig af, at hele den finansielle sektor var som en synkefærdig skude totalt afhængig af, at staternes trådte til for at redde trådene ud for dem. Vi havde ikke politiske ledere med mod og økonomisk indsigt, som præsident Franklin D. Roosevelt i 30erne. Historien viser, at hver gang regeringer sætter den finansielle sektor fri fårvi en bobleøkonomi. P.g.a. det høje spekulative niveau i økonomien vil vi bevæge os fra den ene finansielle boble til den næste, som almindelige lønmodtragere kommer til at betale prisen for. Der er to mulige bobler på vej. Boligmarkedet og aktiemarkedet. Boligpriserne er nu højere, end de var op til finanskrisen og aktiekurserne stiger konstant. Jeg kender ikke tallet for Danmark, men i USA udgør aktiekursernes pålydende værdi nu ca. 200 procent af det amerikanske BNP. Når aktiekurserne stiger, mens øknomierne er lukkedé ned, så er der noget, der ikke stemmer. Der kan kun være et svar: Spekulation.

“Privates gæld kan ikke rulles over”
Det forstår jeg ikke; mine korte prioritetslån ruller over hvert hhv. halve, tredje og femte år, og jeg kommer desuden til at rulle mit lange, når det skal indfries om en årrække. Hvis ikke renten inden da er steget så meget, at jeg har indfriet.

Min gæld er langt større, end hvad jeg har lyst til at betale ad “naturlig” vej, men renten er så lav, at jeg reelt kun behøver arbejde halvdelen af året.

Det eneste, jeg er “slave af”, er den globale økonomi; jeg har konstant et øje på markederne og potentialet for dansk rentestigning (og andre årsager til nedgang i ejendomsværdien). Ellers ville min tilgang være hasard.