Gæld
Læsetid: 6 min.

Mainstreamøkonomer advarer Biden mod overophedning af USA’s økonomi og højere gæld

Præsident Joe Bidens hjælpepakke på astronomiske 1.900 milliarder dollar møder kritik på grund af sine stimuluschecks til middelklassen og højere mindsteløn til de trængte amerikanere. Trods mindre frygt for statsgæld blandt økonomer bliver selve beløbets størrelse og risiko for inflation fremhævet
Anerkendte mainstreamøkonomer som Lawrence Summers, finansminister under præsident Clinton og præsident Obamas chefrådgiver, er betænkelige ved at pumpe 1.900 milliarder dollar ind i USA’s økonomi.

Anerkendte mainstreamøkonomer som Lawrence Summers, finansminister under præsident Clinton og præsident Obamas chefrådgiver, er betænkelige ved at pumpe 1.900 milliarder dollar ind i USA’s økonomi.

Jonathan Ernst

Udland
13. februar 2021

Trods advarsler fra republikanske politikere og mainstreamøkonomer om risikoen for overophedning af USA’s økonomi, inflation og højere gæld synes præsident Joe Biden at være fast besluttet på at få sin coronahjælpepakke vedtaget i Kongressen af et snævert flertal af demokrater inden for de næste par uger.

Efter vedtagelsen af en hjælpepakke på 1.900 milliarder dollar vil Kongressen tilsammen have bevilget 5.200 milliarder dollar, siden coronapandemien slog ned i USA sidste år og førte til et tab af 22 millioner arbejdspladser og en negativ vækstrate i anden kvartal på 31 procent.

Beløbet svarer til en fjerdedel af USA’s anslåede bruttonationalprodukt i 2020.

Den rekordstore indpumpning af penge i økonomien har ført til en heftig debat mellem konservative økonomer, mainstreamøkonomer og progressive økonomer om de eventuelle makroøkonomiske risici.

Generelt hersker der bred enighed om behovet for at vedtage en ny hjælpepakke, der kan hjælpe delstaterne med at finansiere en udrulning af vaccinekampagnen og understøtte cirka ti millioner ledige amerikanere. Penge til at genåbne flere skoler og gymnasier og starte nye føderale ordninger, som sygedagpenge og børnepenge har også tværpolitisk opbakning.

De planlagte stimuluschecks på 1.400 dollar til hvert familiemedlem anses imidlertid af republikanere og konservative økonomer for at være alt for generøse. Det fulde beløb vil blive udbetalt til enkeltindivider med en indkomst i 2020 på maksimum 75.000 dollar og til par med en samlet indtægt på højst 150.000 dollar.

Checkens størrelse falder til nul jo tættere enkeltindividets og parrets årsindtægt kommer på henholdsvis 100.000 og 200.000 dollar. Totaludgiften vurderes at blive 350 milliarder dollar.

Moderate republikanske senatorer har foreslået et lavere indtægtsloft, hvilket Biden har erklæret sig åben over for. Men der er næsten enstemmig opbakning blandt demokrater i begge af Kongressens kamre til at give den amerikanske middelklasse et økonomisk boost.

En stigning i den føderale mindsteløn fra 7,25 dollar til 15 dollar i timen, indfaset over de næste fem år, er imidlertid langt mere kontroversiel. Kongressens velansete budgetkontor forudser et tab af 1,4 millioner arbejdspladser og en forhøjelse af det føderale budgetunderskud med 54 milliarder dollar over ti år. På den positive side vil en højere mindsteløn bringe næsten en million amerikanere over fattigdomsgrænsen og øge 17 millioners indkomst betydeligt.

Men det er tabet af så mange arbejdspladser, der vækker politisk modstand. Mange små virksomheder og næringsdrivende siger, de kan blive nødt til at lukke, hvis de pålægges at forhøje timelønnen. Flere moderate demokratiske senatorer, for eksempel Joe Manchin fra West Virginia, er modstandere af en så stor stigning i mindstelønnen.

I mange delstater ligger mindstelønnen allerede på et ret højt niveau. I New York er den 15 dollar i timen.

Frygt for overophedning

Det er ikke alene indholdet, men også hjælpepakkens størrelse, der deler vandene.

Anerkendte mainstreamøkonomer som Lawrence Summers, finansminister under præsident Clinton og præsident Obamas chefrådgiver, og Olivier Blanchard, tidligere cheføkonom i Den Internationale Valutafond, er betænkelige ved at pumpe 1.900 milliarder dollar ind i USA’s økonomi.

Bidens pakke følger en tidligere hjælpepakke på 600 milliarder dollar, der blev vedtaget i december, som endnu ikke er blevet brugt op.

»Min bekymring går på, at så mange penge i omløb, vil øge efterspørgslen i en sådan skala, at det vil føre til overophedning. Økonomien vil ikke være i stand til øge produktionen nok til at tilfredsstille efterspørgslen,« siger Blanchard til Tufts University podcast EconoFact Chats.

Et lavere stimulusbeløb på 1.000 milliarder dollar vil ifølge den franskfødte økonom dæmme op for prisstigninger og løninflation og dermed afværge behovet for, at USA’s centralbank må hæve renten. En højere rente ville gøre det dyrere at optage lån til nyinvesteringer, dæmpe den økonomiske vækst og have en negativ effekt på beskæftigelsen.

Desmond Lachman, økonom i den konservative tænketank American Enterprise Institute, peger desuden på, at en højere rente ville gøre det dyrere for forbundsstaten at få gælden under kontrol.

Allerede sidste år slog forbundsstatens gæld rekord med 100 procent af BNP. Man skal tilbage til året efter Anden Verdenskrig for at finde en så høj gæld. Og i en rapport torsdag forudser Kongressens budgetkontor, at gælden vil fortsætte med at stige og nå op på 107 procent af BNP i 2030. Kongresøkonomernes beregning tager ikke højde for Bidens hjælpepakke og udgifter til investeringer i infrastruktur og til præsidentens klimaprogram.

Ifølge Desmond Lachman vil centralbanken, Federal Reserve, stå i et vanskeligt dilemma, hvis en overophedning af økonomien fører til inflation.

»Banken vil blive presset af politikere og regering til ikke at hæve renten, fordi det vil øge forbundsstatens renteudgifter på gælden kolossalt. Men hvis priserne begynder at stige, vil finansmarkedernes tillid til USA’s økonomi blive udfordret,« skriver Lachman på det liberalt konservative nyhedsside Bulwark.

Indtil videre føler centralbankformand Jerome Powell sig imidlertid tryg ved at støtte en kæmpe saltvandsindsprøjtning. I en nylig kongreshøring fremhævede han, at den officielle ledighed på 6,3 procent af arbejdsstyrken er groft undervurderet, hvilket ifølge Powell skyldes tekniske fejl såvel som den omstændighed, at millioner af arbejdsløse – især kvinder i lavtlønsjob – har opgivet at søge beskæftigelse under pandemien.

I en tale til Economic Club of New York onsdag forklarede Powell:

»I betragtning af de mange, der har mistet job og formentlig vil have svært ved at finde beskæftigelse efter pandemien, er det ikke nok, at centralbanken stimulerer økonomien med vores opkøbsprogrammer (kvantitative lempelser, red.). Vi har behov for et program, der engagerer alle samfundsinstitutioner.«

Powell mener med andre ord, at den uudnyttede arbejdskraft i USA er så stor lige nu, at Bidens hjælpepakke og efterfølgende økonomiske initiativer ikke vil skyde over målet og overstimulere økonomien. Og centralbankformanden føler sig sikker på, at renten vil forblive lav i lang tid fremover uden at skulle gribe ind mod bratte prisstigninger.

Gældsspøgelset

Progressive økonomer som nobelprismodtagerne Paul Krugman og Joseph Stiglitz advarer imod en gentagelse af Obama-regeringens fejlvurdering af behovet for en stimulering af økonomien i 2009. I en bestræbelse på at imødekomme republikanerne skar Obama sin stimuluspakke ned fra 1.200 milliarder til 800 milliarder dollar.

Det beløb var for lavt og førte til en for langsom økonomisk genopretning efter finanskrisen. Og Obama fik aldrig en chance for at gøre det om, fordi republikanerne vandt kontrollen med Repræsentanternes Hus i 2010 og herefter insisterede på at føre sparepolitik. I de næste seks år fremmanede republikanerne gentagne gange gældsspøgelset i forhandlingerne med Obama.

Det er et argument, som Det Republikanske Parti opgav under præsident Trump og efter alt at dømme vil bringe op igen. Men ifølge Krugman vejer udsigten til en højere gæld ikke nær så tungt i amerikansk politik, som den plejede at gøre.

»For ti år siden frygtede mange demokrater, herunder Obama, gældsspøgelset. Det er ikke længere tilfældet,« skriver Krugman i sin klumme i The New York Times.

»I dag har selv mainstreamøkonomer en langt mere afslappet holdning til gæld end dengang.«

Og den dybere pointe for progressive økonomer er, at en keynesiansk stimulering af USA’s økonomi på et tidspunkt med lav vækst og høj ledighed vil få økonomien til at vokse og henad vejen øge statens indtægter gennem skatter og afgifter. Det er penge, der kan gå til at nedbetale gælden.

Men risikoen for en overophedning af økonomien hænger stadig over politikernes og finansmarkedernes hoveder. Det var Lawrence Summers ikke sen til at gøre opmærksom på i en kronik i The Washington Post, der blev mødt af vrede og frustration i Biden-regeringen.

Her pegede Summers på, at kløften mellem amerikansk økonomis aktuelle og potentielle produktionskapacitet – kendt som »output gap« – ifølge Kongressens budgetkontor er fem gange mindre Biden-pakkens størrelse. Beregningen er behæftet med stor usikkerhed, idet ingen kan forudsige, hvornår økonomiens normaltilstande vender tilbage efter pandemien.

Summers anbefaler stadig Biden at skyde over målet og giver i kronikken udtryk for håb om, at han overdriver risikoen for en overophedning.

Serie

Gældsrevolutionen

Efter finanskrisen blev statsgæld udpeget som en trussel mod vores fælles velstand. Men efter et årti med vedvarende lave renter taler mainstreamøkonomer nu om paradigmeskift i gældspolitikken, og under pandemien har stater da også optaget gæld i et tempo, der ikke er set siden Anden Verdenskrig.

Men hvad vil det egentlig sige, at vi ikke længere behøver at bekymre os om gælden? Kan vi uden videre hæve det offentlige forbrug og låne os til den grønne omstilling?

I en ny serie undersøger Information dynamikkerne bag, mulighederne i og risikoen ved det nye gældsparadigme.

Seneste artikler

  • Økonomen, der forudså finanskrisen: Pas på – coronaøkonomiens boble brister

    22. marts 2021
    I en tid med stigende ulighed i indkomst og formuer og boomende børsmarkeder er kursen sat mod et nyt krak, der kan blive så smerteligt som tilbage i 2008 – især for de private husholdninger. Det skriver en af de få økonomer, der forudså finanskrisen, i denne kommentar
  • Tidligere finansminister Lawrence Summers: Bidens hjælpepakke skulle kun have været halvt så stor

    12. marts 2021
    Hjælpepakken, der onsdag blev vedtaget i USA, er en af de største siden Anden Verdenskrig. De 1.900 milliarder dollar varsler en ny tid i det kriseramte land og vil fungere som lokomotiv for verdensøkonomien, forudser OECD. Men Lawrence Summers, der var finansminister under Clinton og toprådgiver for Obama, er bekymret
  • Analyse: Coronagælden havde været højere uden hjælpepakker

    11. marts 2021
    Danmark har det seneste år lånt milliarder af kroner til hjælpepakker. Men havde der ikke været hjælpepakker og andre tiltag som for eksempel udbetaling af de indefrosne feriepenge, ville coronagælden ifølge ny analyse fra AE-rådet have været endnu højere. Økonomer bakker op om hovedkonklusionen, men påpeger visse usikkerheder
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Beck-Lauritzen

Konservativt pladder; hjælpepakken er til folk med indtægt under 75.00 dollar, hvilket svarer til en timeløn på ca. 45 dollar. Der tales om, at minimumslønnen skal hæves til 15 dollar. Så hvem skal have hjælpepakke-pengene? De fattige, som af nød, må bruge dem til umiddelbare fornødenheder, for ikke at sulte! Disse hjælpepakker vil stimulere omsætningen og, under normale omstændigheder, give skatteindtægter til staten. Her tvivler jeg dog, da megen hokus-pokus betyder ingen skat, som følges af de enkelte staters skattebegundstigelser til den rige del af befolkningen. Hjælpepakkens størrelse er ikke enorm, ift. USA's BNP.
Så lad de rige betale mere i skat, giv lønmodtagere en anstændig løn at leve af, hvilket vil stimulere forbruget og dermed også produktiviteten, lig med større BNP.
Disse økonomer har et politisk ærinde!

jesper jespersen

Blot til orientering. Lawrence Summers var tilbage i 1990erne som (Vice)finansminister i Clinton-regeringen om nogen hovedarkitekten bag deregulering af den finansielle sektor og dermed afviklingen af de sidste rester af Roosevelts bankregulering (den såkaldte Glass-Steagall Act), hvilket udstak retningen mod den stribe af finanskriser, der kendetegnede perioden frem til det store krak i 2008.
Det er mig en gåde, hvorfor hans udtalelser fortsat vækker så megen interesse.
Måske findes svaret i kommentaren ovenfor.