Nobelprisvindende økonom: Sparepolitikken er langt om længe ved at dø

Den amerikanske økonom Joseph Stiglitz har altid gået rundt med en klar fornemmelse af, at han havde ret. Men på det seneste har han tilmed haft en vidunderlig oplevelse af, at kendsgerningerne er ved at få fat i haserne på hans gamle meningsmodstandere. I takt med at de neoklassiske positioner, der har domineret den økonomiske debat, bliver konfronteret med virkeligheden, er vinden omsider begyndt at blæse i Stiglitz’ retning.  

Joseph Stiglitz er keynesianer og har i snart et halvt århundrede råbt op om, at økonomiske kriser som udgangspunkt bør besvares med offentlige investeringer, der kan skubbe gang i de berømte hjul. Også selv om det betyder, at staten må optage gæld.

»Når renterne er lave, arbejdsløsheden høj og uligheden stor, er det komplet åndssvagt, at staterne ikke låner penge og øger de offentlige investeringer massivt,« siger Joseph Stiglitz.

Faktisk behøver det ikke være krisetider. Kan man låne billigt til investeringer i uddannelse, infrastruktur, teknologi, grøn omstilling eller andre ting, der enten løser presserende problemer eller skaber bedre vækstvilkår på sigt, har det altid været sund fornuft, siger han.

Mens Stiglitz har råbt, har sparepolitikken imidlertid rullet derudad. Og nedskæringerne og den evigt strammere budgetdisciplin er ikke altid blevet præsenteret for befolkningen som politiske valg, men som tvingende økonomiske nødvendigheder.

»Men faktisk har det altid været dårlig økonomi kun at kigge på den side af regnestykket. Kun at have øje for den risiko eller de negative effekter, der var forbundet med, at stater låner og bruger penge, alt imens man ser helt bort fra de potentielle gevinster ved investeringerne,« siger Stiglitz.

»Det var en politisk dagsorden ført frem af folk på højrefløjen, som ville begrænse statens størrelse. Ikke et seriøst økonomisk argument.«

Og nu er den gamle keynesianer begyndt at øjne sparepolitikkens endeligt. 

»Jeg håber det, og jeg er faktisk også optimist,« siger han.

Paradigmeskift

Alle økonomer deler naturligvis ikke Stiglitz fortælling om et stort økonomiske paradigmeskift. De mest almindelige fremskrivninger antager fortsat, at renten vil vende tilbage til et ’normalt’ niveau på små fire procent. Det gælder blandt andre de økonomiske vismænd herhjemme. I så fald er det ikke ’billigere’ at låne på lang sigt.

Mange økonomer vil også fastholde, at man ikke bare kan reducere ’sparepolitikken’ til én stor, misforstået frygt for statsgæld. En ting er midlertidige underskud for at håndtere en stor krise, som den vi står i nu. Noget andet er et langsigtet budget, hvor de faste udgifter er langt større end de faste indtægter – som det for eksempel var tilfældet i Grækenland, før EU svingede pisken med ’sparepolitik’. Den slags skal helst stadig stemme – uanset, hvor bange man er for statsgæld.

Når Stiglitz alligevel lyder særligt selvsikker for tiden, skyldes det måske, at en række fremtrædende økonomer er begyndt at tage små skridt i hans retning.

Det begyndte med den tidligere chef for budgethøgene i IMF, Olivier Blanchard. Siden fulgte en række andre af verdens førende mainstreamøkonomer, som samlede sig om det, der er blevet præsenteret som en ny, fælles erkendelse: Statsgæld er ikke nær så stort et problem, som vi hidtil har bildt os ind.

»Kendsgerningerne har ændret sig, og derfor har økonomerne, fornuftigt nok, også ændret holdning,« skrev den borgerlige avis Financial Times for nylig i en leder.

»Hverken inflationen, den økonomiske vækst og renteniveauet har udviklet sig, som vi forventede, efter finanskrisen. Det har ikke kun holdt omkostningerne ved at låne nede, men også demonstreret, at nedskæringspolitikken nok har haft en større negativ effekt, end vi regnede med.«

Det skyldes først og fremmest renten. Man plejer at sige, at når landene øger de offentlige underskud og lader statsgælden vokse, stiger renten også. Men efter et år med ekstreme underskud som følge af corona er renten fortsat lav. Nu mener mange økonomer, at vi skal vænne os til, at den økonomiske vækst som udgangspunkt altid er højere end renten. Og hvis det er tilfældet, vil det for et land som Danmark være stort set uden omkostninger at låne penge. Alt det har vi tidligere beskrevet mere udtømmende her i avisen.

I denne sammenhæng er det væsentlige bare, at statsgæld ikke er nær så stort et problem, som vi har troet.

»Og de politiske implikationer af den erkendelse er enorme,« siger Stiglitz.

Det er det, nobelprisvinderen helst vil tale om. Han øjner nemlig det, han kalder »en tilbagevenden til ganske almindelig keynesiansk fornuft«. En ny æra af stærke stater, kollektive hensyn og fælles løsninger.

Sparepolitikkens triumf

Hvis vi skruer tiden cirka ti år tilbage, finder vi ifølge Stiglitz det mest hovedrystende eksempel på, at politikere har ført en forfejlet politik på baggrund af en overdreven frygt for gæld.

Efter finanskrisen besluttede de europæiske lande – stik imod »keynesiansk fornuft« – at stramme til, skære ned i de offentlige udgifter og lave håndfaste regler imod for store budgetunderskud.

»Selv inden den nuværende debat om gæld var der generel konsensus om, at hvis blot Europa havde ført en mere ekspansiv finanspolitik, havde krisen ikke været lige så dyb, og genopretningen var kommet langt hurtigere,« siger Stiglitz.

Dengang var debatten imidlertid domineret af en række misforståelser.

Ud over Tysklands historiske angst for høj inflation og den generelle forestilling om, at høje underskud ville føre til stigende renter, havde to amerikanske økonomer ved navn Carmen Reinhart og Kenneth Rogoff netop udgivet et studie, som angiveligt dokumenterede, at hvis statsgælden først når over 80 procent af BNP, hæmmer det væksten.

Med eksplicit henvisning til studiet forklarede EU’s daværende økonomikommissær Olli Rehn, at hvis ikke man fik nedbragt statsgælden, ville det få »en markant negativ effekt på væksten«. Og så ville vi jo aldrig komme ud af krisen.

»Det har siden vist sig at være helt forkert,« siger Joseph Stiglitz. »Men det var med til at kanonisere forestillingen om, at vi altid skal betragte det som noget negativt, når statsgælden stiger.«

Man kan se henvisningerne til studiet som et forsøg på at finde et økonomisk belæg for en naturlig, moralsk impuls. Lande som Grækenland, Spanien og Portugal havde levet over evne. De havde brugt flere penge, end de havde, og det virkede rimeligt, at en sådan slendrian skulle have konsekvenser. I Reinhart og Rogoffs studie fandt man videnskabelig dækning for, at håndfaste nedskæringer og budgetdisciplin ikke bare var en passende straf, men også fornuftig politik.

»En måde at etablere et empirisk fundament for den europæiske krisepolitik,« siger Joseph Stiglitz.

Resultatet var langvarig massearbejdsløshed i Sydeuropa og en europæisk økonomi, som var markant længere end den amerikanske om at komme på fode igen.

Men den europæiske gældspanik producerede også et andet og endnu mere varigt problem: Reinhart og Rogoffs studie er siden blevet tilbagevist, og ingen bekymrer sig længere om høje renter – men de stramme europæiske budgetregler består. Den såkaldte Vækst- og Stabilitetspagt, sparepolitikkens største triumf, gælder stadig. Som udgangspunkt betyder den, at EU-landene ikke må have en statsgæld, der overstiger 60 procent af BNP, og at de årlige underskud skal holdes under tre procent af BNP.

»De tal er grebet ud af den tynde luft,« mener Stiglitz. »Den politiske ramme, der har vejledt og udstukket linjen for europæisk finanspolitik, har vist sig at være misforstået, og i mine øjne burde EU afvikle den med det samme.«

De kendte ubekendte

Det er ikke, fordi statsgæld er komplet ligegyldigt, siger Stiglitz. Hans kritik af stramme budgetregler skal ikke forstås som en »opfordring til finanspolitisk uansvarlighed«, understreger han.

Lige nu pågår der for eksempel en debat i USA om præsident Joe Bidens planlagte hjælpepakke til næsten to billioner dollar. Obamas tidligere rådgiver Larry Summers har for nylig udtrykt bekymring for, at hjælpepakken er så stor, at den vil overophede økonomien og føre til øget inflation. 

Andre økonomer har desuden advaret om en midlertidig stigning i inflationen, når forbrugerne er vaccinerede og klar til at bruge penge efter genåbningerne – hvilket kan risikere at føre til prisstigninger, hvis produktionskapaciteten ikke kan følge med.

Umiddelbart er Stiglitz ikke bekymret, men han anerkender, at man principielt kan overophede økonomien. At vi ikke behøver bekymre os om gæld lige nu, er ikke ensbetydende med, at det bedste, som regeringerne kan gøre lige nu, er at øge det offentlige forbrug ud i det uendelige.

En hård grænse for statsgælden på 60 procent af BNP er bare en enormt primitiv tilgang, mener Stiglitz. Der er intet empirisk eller teoretisk belæg for, at lige præcis 60 procent skulle være en afgørende skillelinje. Det er bare et tal, som nogen er blevet enige om.

I januar i år udgav Joseph Stiglitz et nyt forskningspapir i samarbejde med to økonomer, der normalt ligger til højre for ham i debatten. Clintons tidligere finansminister Rick Rubin og Peter Orszag, der har en fortid som chef i finansgiganten Citigroup og fungerede som rådgiver for Obama.

Her argumenterer de for, at man etablerer en ny og mere sofistikeret »finanspolitisk ramme«. De peger på, at man i stedet bør etablere nogle såkaldte automatiske stabilisatorer, som bliver udløst, hvis der opstår bestemte problemer i økonomien. Det kunne være en fond, der automatisk øger de offentlige investeringer, hvis den generelle efterspørgsel i økonomien falder, eller – som man allerede har gjort i Danmark – laver et system, hvor pensionsalderen stiger i takt med levealderen.

Det handler om at håndtere risiko, forklarer Stiglitz. Den egentlige erkendelse oven på det seneste årti bør nemlig være, at vi ikke er nær så gode til at forudse, hvad der vil ske i økonomien, som vi troede.

Som Financial Times skrev i sin leder, har hverken inflationen, renten eller væksten opført sig i overensstemmelse med de økonomiske modeller, som særligt de neoklassiske positioner baserer sig på.

»Vi er rigtig dårlige til at fremskrive økonomien. I årtier har man haft alt for stor tiltro til modeller, som man antog, kunne beskrive den økonomiske udvikling. Forestillinger om naturlige niveauer og modeller baseret på rationelle forventninger har vist sig at tage fejl. De bliver hele tiden ramt af udviklinger, de ikke havde forudset, og som grundlæggende ikke er mulige at forudse,« siger Stiglitz.

Det var altså en dårlig idé at have en meget stærk antagelse om, at renten ville stige som følge af underskuddet her under coronakrisen. Men det er en tilsvarende dårlig idé at gå ud fra, at renten vil holde sit nuværende lave niveau for altid.

»Her i USA er der nu folk, som siger, at vi bare kan bruge løs og gældsætte os helt uden begrænsninger, fordi lave renter vil vare for evigt. Men nej, det kan man heller ikke regne med,« siger han.

Man skal acceptere rentestigninger som en reel risiko. En kendt ubekendt. Det er kernen i Stiglitz, Orszag og Rubins nye udgivelse: Vi ved det ikke. Og når vi først har erkendt det, bliver opgaven at administrere risiko. I forbindelse med renten har de tre et konkret bud. I stedet for at forny gælden løbende bør regeringerne optage lån til en fast rente med en meget lang løbetid og på den måde forsikre sig mod rentestigninger.

Gammel vin

Sidst Stiglitz blev interviewet her i avisen var i april sidste år, godt en måned inde i coronakrisen. Dengang sagde han, at man skulle forstå pandemien som »endnu et søm i neoliberalismens ligkiste«.

Når det hele brænder på, orienterer vi os alle sammen mod staten, og netop en pandemi er et oplagt eksempel på, at vi ikke kan løse tidens store problemer én og én, men er nødt til at handle i fællesskab.

»På den måde indfanger krisen indbegrebet af den klassiske socialdemokratiske pointe. Et individs handlinger har konsekvenser for andre, og derfor er staten nødt til at gribe ind og regulere,« siger Stiglitz.

Alt det mener økonomen stadig. Og den nuværende økonomiske debat skal på sin vis også forstås som et spirende opgør med neoliberalismen, mener han.

»En af de centrale doktriner i meget neoliberal politik er, at man skal bruge pengepolitik i stedet for finanspolitik til at stabilisere økonomien,« forklarer Stiglitz. Er der problemer i økonomien, er det ikke politikerne, som skal skyde flere skatteyderpenge ud i samfundet, men centralbankerne, som må træde til ved for eksempel at sænke renten.

»Igen må man også forstå det som et ideologisk mål om ikke at hæve de offentlige udgifter,« siger han.

Men efter et årti, hvor centralbankerne har drejet på alle de håndtag, der har været til rådighed, og hvor renten i forvejen er i nærheden af nul, står det klart, hvad keynesianere som ham har sagt hele tiden.

»Pengepolitik er ikke specielt effektiv, finanspolitik er meget effektivt, og vi kan sagtens håndtere den statsgæld, som følger af at øge de offentlige udgifter,« siger han.

»Der er måske ikke så mange af os, men almindelige keynesianske økonomer vil sige, at det her har vi hele tiden vidst,« siger Stiglitz.

Og det er faktisk sådan, det lyder, hvis man skal sammenfatte nobelprisvinderens udlægning af den nye økonomiske debat om gæld. Mest af alt markerer det bare en kærkommen tilbagevenden til en »almindelig keynesiansk doktrin«.

Offentlige investeringer er gode og vil i mange tilfælde finansiere sig selv over tid. Derfor behøver vi ikke bekymre os om gæld. Eller som Stiglitz måske i virkeligheden burde sige. Hvad sagde jeg.