Analyse
Læsetid: 3 min.

Super Mario har tæmmet Italiens politiske partier. I hvert fald midlertidigt

Den tidligere bankmand Mario Draghi er blevet Italiens syvende premierminister på et årti. Den enorme opbakning til ham er uden fortilfælde, men det er udfordringerne, han står over for, også
Italiens nye premierminister, Mario Draghi, har tæmmet de ellers stridbare partier, da de godt er klar over, at det ikke nytter noget at vende ryggen til, når 1.500 milliarder kroner fra EU’s genopretningsfond skal fordeles.

Italiens nye premierminister, Mario Draghi, har tæmmet de ellers stridbare partier, da de godt er klar over, at det ikke nytter noget at vende ryggen til, når 1.500 milliarder kroner fra EU’s genopretningsfond skal fordeles.

Alessandra Tarantino

Udland
16. februar 2021

Sjældent har der været så opskruede forhåbninger og så enorm en opbakning til en ny premierminister. Og sjældent har en ny premierminister stået over for så store udfordringer.

Da 73-årige Mario Draghi lørdag blev taget i ed som premierminister i Italien, blev han hyldet som »et nyt italiensk mirakel« i medierne. Over 70 procent af italienerne giver ham ifølge meningsmålinger deres fulde støtte, mens alle partier i parlamentet – på nær et enkelt – er trådt ind i hans nationale samlingsregering.

Draghi, den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank (ECB), der fik tilnavnet ’Super Mario’ for sin indsats for at redde euroen fra at bukke under for en gigantisk gældskrise i 2012, har i sin nye rolle som premierminister brug for al den medvind, han kan få. For han har travlt. Pandemien, der har kostet næsten 94.000 italienere livet, og den dybe økonomiske krise, der sidste år fik Italiens bruttonationalprodukt til at skrumpe med katastrofale ni procent, skal håndteres beslutsomt.

Desuden skal han hurtigt sammensætte en troværdig plan for, hvordan Italien til fulde skal udnytte de 1.500 milliarder kroner, som landet står til at modtage fra EU’s genopretningsfond i form af tilskud og billige lån.

Og så skal han redde Italien fra landets egne politikere.

For han kommer til magten på baggrund af et nederlag for de folkevalgte politikere – og dermed for det italienske demokrati. I deres inkompetence har de ikke været opgaven voksen med at styre Italien gennem krisen. De har ikke været i stand til at tage de nødvendige beslutninger og indgå holdbare kompromiser, og i stedet er det hele druknet i paladsintriger, populisme og et fokus på at varetage politikernes og partiernes egne interesser frem for nationens.

Italiens præsident, Sergio Mattarella, valgte derfor at trække stikket og fratage de folkevalgte magten og dermed så godt som suspendere demokratiet ved at udpege Draghi til at stå i spidsen for en teknokratisk, ikkepolitisk regering.

Det er næppe en episode, der vil gøre sig godt i et reklamefremstød for demokratiet som styreform – og det er sigende, at det modtages med lettelse i befolkningen, at de folkevalgte er blevet tvunget til at overlevere tøjlerne til en mand, der aldrig har stået på en stemmeseddel.

Gamle fjender samlet

En af Mario Draghis første sejre har været at danne en samlingsregering, der har bragt politiske kræfter sammen, som ellers havde svoret, at de aldrig ville være i stue sammen.

Tidligere kommunister er nu sammen med højreradikale, og EU-skeptikere er sammen med EU-entusiaster.

Det er eksempelvis ikke længe siden, at Femstjernebevægelsen sagde, at der var »nul procents chance« for, at man ville gå i regering med den tidligere premierminister Silvio Berlusconis centrumhøjreparti Forza Italia.

Og centrum-venstres Partito Democratico insisterede på, at de aldrig ville gå i regering med det indvandrerfjendske parti Lega, »selv hvis premierministeren var Supermand«.

Men nu står de sammen bag Super Mario. De er midlertidigt tæmmet af Draghi, da de godt er klar over, at det ikke nytter noget at vende ryggen til, når 1.500 milliarder kroner fra EU’s genopretningsfond skal fordeles.

Som Matteo Salvini, lederen af Lega, siger det: »Jeg foretrækker at være i rummet, når vi skal beslutte, hvordan pengene skal spenderes.«

Draghi har forsøgt at fastholde partiernes loyalitet til sin regering ved at give ministerposter til dem alle. 15 ud af 24 ministerposter er gået til politikere fra parlamentspartierne.

Men de tungeste ministerposter er gået til teknokrater, som eksempelvis skal stå i spidsen for finansministeriet og nye ministerier for teknologisk innovation og digitalisering og grøn omstilling, der er fokusområder, som det er blevet pålagt EU’s medlemslande at fokusere på, hvis de skal have udbetalt midlerne fra EU’s genopretningsfond.

Og indtil videre har partierne accepteret, at landet vil blive styret af denne ’hovedbestyrelse’ bestående af teknokrater, som man håber hurtigt og effektivt vil kunne gennemføre økonomiske reformer og effektivisere det notorisk langsommelige italienske bureaukrati.

Spørgsmålet er dog, hvor længe den italienske version af borgfreden vil vare.

Lige nu koster det ikke meget at bakke op om Draghi, da han ikke har sagt meget om, hvilke reformer han agter at gennemføre. Når det først bliver mere konkret, så vil politik igen blive lukket ud af æsken, på godt og ondt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Det ser fredeligt ud lige nu. Men det yderste højre lurer lige om hjørnet, hvis vi ikke passer på, og hvis vi giver dem lov. Særligt valget i Frankrig i 2022 kan blive en udfordring for EU og Europa.

Så brug dit hoved og tænk over konsekvenserne før du handler.