Konspirationsteorier
Læsetid: 10 min.

Tidligere QAnon-tilhænger: »Trump udnyttede vores frygt«

Millioner af amerikanere tror mere på konspirationer end på det virkelighedsbillede, mainstreammedier formidler. At se bedraget i øjnene kan være skamfuldt, men for Lenka Perron er det vigtigt at fortælle historien om, hvorfor hun lod sig narre. Elitens svigt skaber grobund for konspirationsteorier, siger hun
»Det gav et sus af spænding. Vi gik sammen om endelig at rydde op i systemet. For omsider at finde noget, der kunne forklare vores elendige hverdag,« siger Lenka Perron, der er tidligere QAnon-tilhænger.

»Det gav et sus af spænding. Vi gik sammen om endelig at rydde op i systemet. For omsider at finde noget, der kunne forklare vores elendige hverdag,« siger Lenka Perron, der er tidligere QAnon-tilhænger.

Erin Kirkland

Udland
5. februar 2021

I sommeren 2017 begyndte Lenka Perron dagligt at bruge flere og flere timer på internettet og på at sætte sig ind i teorier om obskure magtfulde kræfter. Nogle dage orkede hun ikke at lave mad og sprang også den daglige gåtur over.

Hun blev stadigt mindre nærværende over for sine tre børn på 11, 15 og 19 år, der måtte vænne sig til at se hende sidde med blikket fastklistret til sin smartphone. Men hendes grundige research skulle nok vise sig at blive umagen værd, sagde hun til sig selv. For når det gjaldt, ville hun være med til at redde USA – og det ville også være til gavn for dem.

En dag, da hun surfede på nettet, blev hendes opmærksomhed fanget af et opsigtsvækkende indlæg. En person, der hævdede at være regeringskilde, skrev i et opslag på Facebook, at John Podesta, daværende demokratisk stabschef i Det Hvide Hus, stod over for et saganlæg.

Hun undrede sig, for på sin mobil så hun også et videoklip, der viste ham stå afslappet og hyggesnakke foran et publikum. Ikke længe efter så hun tidligere udenrigsminister Hillary Clinton, der angiveligt også stod over for at blive stillet for retten, spadsere rundt på Hawaii med ubekymret mine og en kaffekop i hånden.

»Hun opførte sig overhovedet ikke som en person, der snart skulle arresteres,« siger Lenka Perron.

Oplevelserne betød, at hun blev grebet af en nagende følelse. Der var noget, der slet ikke hang sammen. Fem måneder og mange lignende overvejelser senere mente Perron, der bor i en forstad til Detroit og arbejder som konsulent i forsikringsbranchen, omsider at have gennemskuet, hvad der var galt.

»På et tidspunkt indså jeg, at der er en grund til, at alt det her ikke hænger sammen,« siger hun. »Der er nogen, der manipulerer med os. Og griner af os bag vores ryg.«

Bred appel

Lenka Perrons rejse ind og ud af konspirationsfantasiernes verden kan give et indblik i, hvad der nu vil ske med de titusindvis af tilhængere af QAnon og andre establishmentfjendtlige konspirationsteorier, der har forvrænget mange amerikaneres virkelighedsopfattelse.

Der er tegn på, at flere har mistet troen: Da Trump efter Bidens indsættelse forlod Washington, trak han tæppet væk under en vigtig trosartikel for QAnon – nemlig troen på, at det i sidste ende ville blive Trump og ikke Biden, der blev taget i ed som præsident den 20. januar.

Men andre QAnon-tilhængere ser ud til kun at blive radikaliseret yderligere, og flere eksperter tror, at QAnon-bevægelsens konspirationsunivers vil sætte sig fast i den amerikanske kultur ved at antage nye former for at inkorporere nye udviklinger – der er allerede mange fortilfælde for teoriens tilpasningsdygtighed.

QAnon-bevægelsens disciple er kun én af grupperingerne inden for et betydeligt segment af amerikanere, der dyrker konspirationsteorier som esoteriske sandheder. Men hvor konspirationsfantasier før havde stærkest tag i små højreradikale grupper, appellerer de nu bredere på tværs af det politiske spektrum og tæller såvel libertære lockdown-modstandere som venstreorienterede wellness-typer og Stop the Steal-trumpister.

Teorierne kan være ondartede og skadelige for andre mennesker, der havner i deres sigtekorn: Forældrene til børn, der blev dræbt ved skudmassakren på Sandy Hook Elementary School, er blevet systematisk chikaneret af såkaldte ’konspi-racister’ (racistiske konspirationstilhængere).

Velkendt er også den såkaldte pizzagate-historie om, hvordan en bevæbnet mand gik til angreb på en pizzarestaurant i Washington i den tro, at den var hovedkvarter for en pædofiliring af børnesmuglere, deriblandt Hillary Clinton. Og blandt de hundredvis af oprørere, som stormede den amerikanske kongres den 6. januar, var adskillige iført sweatshirts med QAnon-bevægelsens logo.

Fremmedgjorte

Men hvor der findes mange vidnesbyrd om, hvordan folk lokkes ind i konspirationsteoriernes verden, er det mindre velbelyst, hvordan nogle af dem kommer ud igen. En nærliggende forklaring kan være, at de, der forlader denne verden, ofte føler skam over, at de lod sig narre. Fordi de nogle gange var blevet så afhængige af deres dyrkelse af de alternative fortællinger, at de blev fremmedgjorte over for familie og venner.

Lenka Perron bor i en forstad til Detroit. Hun har en kandidatgrad og arbejder som konsulent i forsikringsbranchen og frivillig ’life coach’.

Lenka Perron bor i en forstad til Detroit. Hun har en kandidatgrad og arbejder som konsulent i forsikringsbranchen og frivillig ’life coach’.

Erin Kirkland

I dag betragter Perron de konspirationsteorier, hun førhen troede på, som skøre, men i tilbageblik kan hun også forstå, hvorfor hun lod sig rive med. Konspirationsteorierne gav trøst. De tilbød nye holdepunkter i en kaotisk verden, der føltes stadig mere ulige og som en sammensværgelse imod middelklasseamerikanere som hende selv.

De alternative fortællinger tilbød derudover en rolle som heroisk og indviet modstandskæmper: Onde komplotter kunne besejres. Men en diffus følelse af, at ting var uden for hendes kontrol, kunne ikke.

Teorierne var ganske vist det pure opspind, men de knyttede an til en følelsesmæssig sårbarhed, der stammede fra en ægte virkelighed. For Perron handlede det om en oplevelse af, at Det Demokratiske Parti havde forrådt hende og svigtet hendes dybe og livslange tillid til partiet.

Den indvandrerfamilie, hun stammer fra, og som kommer fra det tidligere Jugoslavien, var fagforeningsorganiserede demokrater fra Detroits arbejderklasse, der havde set deres relative velstand og middelklasselivsform falde sammen efter USA’s tilslutning til den nordamerikanske frihandelsaftale (som blev indgået under præsident Clinton i 1994, red.).

Som inspektør for forsikringsbranchen kom hun i årtier på de lokale fabrikker og så, hvordan der blev færre og færre overenskomstmæssige fagforeningsjob. Alligevel bevarede hun sin loyalitet over for demokraterne, fordi hun troede på, at partiet ville kæmpe for hende. Og da Bernie Sanders stillede op som præsidentkandidat, blev hun stærkt begejstret.

»Han satte ord på de ting, jeg ikke selv kunne finde ud af, når jeg så omkring mig,« siger Perron, som i dag er 55 år. »Middelklassen skrumpede. Den rigeste ene procent og de store selskaber satte sig bare på mere og mere og sugede til sig.«

Hun følte sig overbevist om, at den demokratiske partiledelse ville satse på Sanders, og hun meldte sig endda frivilligt til hans kampagne og mødte mange nye venner i hans bevægelse. Men hun oplevede også, at nyhedsmedierne ikke viste den store interesse for at dække ham, og i 2016 led han nederlag i primærvalget til Hillary Clinton. Da Perron begyndte at gennemlæse lækkede e-mails fra den demokratiske partiledelse, så det ud til, at partiets magtelite reelt havde konspireret om at udelukke Bernie Sanders.

Hun brugte uger på at gennemlæse de e-mails, der var hacket fra John Podesta, formanden for Den Demokratiske Nationale Komité og fra Hillary Clinton. Og hun blev chokeret og rasende over, hvad hun læste. Derefter begyndte hendes rejse ind i konspirationsteorierne og til sidst også ind i QAnon-bevægelsen.

»Der var ikke skyggen af diskussioner om, hvad partiet kunne gøre for arbejderklassen,« fortæller hun om e-mail-lækket. I stedet for, siger hun, handlede mailkorrespondancen mest om »dyre middagsselskaber og eksklusive fester«.

Meningsfæller

I konspirationsteoriernes verden var der ingen mangel på meningsfæller. Lenka Perron var ikke længere et enligt offer for kræfter, hun ikke forstod, men del af et fællesskab af mennesker, der søgte sandheden. Hun kom til at elske oplevelsen af kunne samles om et fælles formål. Sammen lærte de, hvordan man researchede på internettet, hvordan man fandt frem til, hvem de betydningsfulde personer var i de hackede e-mails, og hvordan man kunne spore forbindelser fra dem til store donorer.

»Det gav et sus af spænding,« siger Perron. »Vi gik sammen om endelig at rydde op i systemet. For omsider at finde noget, der kunne forklare vores elendige hverdag.«

Fællesskabet voksede, og dele af det søgte nu også mere dystre steder hen. Perron husker at have set og delt videoer, der hævdede at forbinde det førnævnte Washington-pizzeria til John Podesta, Hillary Clinton og børnesexhandel. Prikkerne var måske tågede, men hun og hendes nye venner på Facebook og Reddit trak linjer, der skabte klare forbindelser imellem dem. Det lyder skørt i dag, indrømmer hun, men dengang føltes det så ægte og foruroligende, at hun nogle gange kunne få det næsten fysisk dårligt over det.

»Vi blev alle dybt engagerede i det her,« fortæller hun om sine første måneders konspirationsfordybelse. »Det var som et puslespil, vi alle kunne lege med. På en måde blev vi alle til en slags medforfattere.«

Men hvor de første måneder gik ud på at, at forskellige grupper mere eller mindre broderede på deres egne teorier, blev alle teorier efterhånden fusioneret op i en kæmpeteori om en deep state-konspiration. Dette skete, da Q, den anonyme person eller persongruppe, der igangsatte QAnon-bevægelsen, begyndte at offentliggøre de første indlæg sidst i 2017, fortæller hun.

Q’s dråbevise informationsbetroelser fik vanedannende virkning og trak hende igen ind i konspirationsuniverset på et tidspunkt, hvor hun ellers var begyndt at komme i tvivl.

»Q fik os til at føle os specielle. Q fik os til tro på, at han gav også ekstremt vigtige insideroplysninger, der grundlæggende kunne bruges til at redde alt, hvad der var godt i verden og USA,« siger hun. »Vi følte, at vi nu tilhørte en kreds af moralske overlegne. At vi var blevet del af en særlig klub.«

I mellemtiden måtte hendes familie spise fastfood hver dag, da hun helt var holdt op med at lave mad, og hendes stressniveau var skudt i vejret, hvilket svækkede virkningen af hendes blodtryksmedicin. Perrons læge, der var bekymret, fordoblede hendes medicindosis. Venner forsøgte at tale hende ud af sammensværgelsesteorierne ved at sende hende faktuelle oplysninger, men det gjorde kun besættelsen værre.

»Fakta var ikke længere fakta,« sagde Perron. »De kom fra uhyre magtfulde, ondskabsfulde mennesker, der kun sendte os beskeder for at få os til at føje os som får.«

Efterhånden som månederne gik, blev de konspiratoriske påstande, hun så, dog stadigt mere bizarre. Der blev produceret professionelt redigerede videoer om kannibalisme og satanisme inden for Det Demokratiske Parti. »De mennesker, jeg lærte at kende på sociale medier, forekom mig efterhånden mere og mere udflippede, og jeg ville ikke ende som dem,« siger hun.

Med tiden blev Trump selv til en kilde til tvivl. Q præsenterede ham som en stor begavelse og en strålende mesterstrateg, og i et stykke tid accepterede hun det. Men gradvis blev det sværere at forene den mytiske Trump med den mand, hun kunne observere i det virkelige liv.

En telefonsamtale med en barndomsven satte endnu mere gang i den begyndende selvransagelse.

»Jeg husker, at jeg ringede til min bedste veninde og udpegede alle de pædofile, der havde sat sig på magten i Washington, og fortalte hende, hvordan de havde overtaget hele regeringssystemet,« fortæller Perron. »Men så kunne jeg mærke, at der ligesom var en del af hende, der sagde: ’Du er ikke længere den veninde, jeg kender.’ Hun formulerede ikke sin skepsis med ord – det var bare en følelse, jeg fik.«

Da Lenka Perron forlod QAnon, blev hun først grebet af en følelse af skam og skyld. Ydmygende havde det været: Perron, der har en kandidatgrad, plejede tidligere at se ned på scientologer som personer, der tror på skøre ting. Nu var hun selv blevet offer for et ikke mindre skørt bedrag.

I dag ser hun hele oplevelsen som lærerig. Hun har talt med sine børn om, hvorfor hun lod sig fuppe, og om det, hun gik igennem. Og hun oplever, at hun nu har lært sig selv at identificere sammensværgelsesafhængighed hos andre. Hun er også gået med til at udtale sig til denne artikel, fordi hun gerne vil hjælpe de mange andre, der stadig sidder fast i QAnons univers.

Perron arbejder nu som frivillig life coach og kom for nylig i kontakt med en 40-årig mand, der havde mistet sit ægteskab og var begyndt at falde i søvn på sit arbejde. På et tidspunkt begyndte han at sende sms’er med links til QAnon, og hun forstod, at han holdt sig oppe hele natten for at fordybe sig i konspirationsteorier.

»Jeg kunne bare se, at hans liv var ved at bryde sammen,« siger hun. »Men jeg kunne ikke trænge igennem. Jeg kunne slet ikke få hul igennem til ham.«

Hun fortæller, at hun nu ikke længere arbejder med den 40-årige.

Nok er Trump afsat fra magten, men Perron er overbevist om, at jorden stadig er frugtbar for konspirationsteorier, fordi mange af de dybereliggende forhold i det amerikanske samfund er de samme: Der er stadig udbredt mistillid til autoriteter og dyb vrede over magtfulde politikere, de toneangivende liberale nyhedsmedier og den voksende indkomstulighed.

Medmindre det amerikanske samfund oplever store forandringer, siger Perron, vil den stærke efterspørgsel på konspirationsteorier fortsætte.

»Trump udnyttede os bare – han udnyttede vores frygt,« siger hun. »Når man ikke længere lever i frygt, falder man ikke så nemt for disse ting. Men jeg tror ikke, vi er i nærheden af at nå derhen.«

© The New York Times og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvem kan Q være? Tromp? En fra hans stab? Jeg ved det ikke, men tror der er vær at undersøge. Finder vi ud af det på rette måde kan hele skittet falde sammen.

Denise Ellefsen, Ine Jeppesen, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann, Steen K Petersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Meget få voksne mennekser bryder sig om at blive talt ned til. Endsige udnyttet via deres arbejde. En gang kaldte man det udbytning, så gik det og mange andre udtryk "af mode". Men når de, der har mange penge vil have en vedvarende forrentning, så må andre nødvendigvis blive relativt fattigere.

Man har ad mange omgange i historien måtte sande, at et oplyst folk er svært at løbe om hjørner med. Og nu ser vi det så igen. Men menigmand virker alligevel famlende i det politiske tusmørke. "hvem har ret?", "hvem taler sandt og hvem lyver?"

De kloge narrer de dumme, de dumme snyder hinanden. Men et folk, hvor (for) mange lyver for hinanden, snyder sig selv.

Espen Bøgh, Rolf Mikkelsen, Anna Louise Finck-Heidemann, Jan Fritsbøger, Inge Lehmann, Ole Frank, Claus Nielsen, Steen K Petersen, Steffen Gliese, Lillian Larsen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Konspirationsteorier udspringer af paranoia. Konspirationsteoretikere bør derfor søge hjælp hos psykologer i stedet for at forsøge, at rekruttere sunde mennesker ind i deres forskræmte univers. Det gør ikke noget godt for os, der forsøger at forhindre de alvorligste konsekvenser af magtkorruptionen.

H.C. (Hans Christian) Ebbe, peter juhl petersen, Jan Fritsbøger, Ole Frank og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@AJ: NYT havde en artikel for et par måneder siden, hvor de pegede på at der gik rygter om at det var Ron Watkins, en 8kun administrator.
https://www.nytimes.com/2020/11/10/technology/qanon-election-trump.html

Mette Eskelund

Fremragende artikel til at forstå alle komponenterne i at blive "sammensværgelsesafhængig".

Peter Mikkelsen, Kurt Nielsen, Tina Peirano, Anna Louise Finck-Heidemann, Svend Erik Sokkelund og hanna skjønning anbefalede denne kommentar

Q gætter jeg på er hans 2 sønner og Bannon, det er da oplagt. Og at folk hopper på løgnene i tider, hvor de har det svært. .....Tænk hvor mange tyskere, der blev nazister, der vitterligt blindt troede på Hitler, som kom da landet var i krise, gav jobs og mad på bordet, beskyldte jøderne for alt dårligt i Tyskland osv osv. Trump er farlig, Putin, Erdogan i Tyrkiet, Men tyranner taber altid.

Lisbeth Glud, Estermarie Mandelquist, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Anna Louise Finck-Heidemann, Jan Fritsbøger og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Super god artikel - der forklarer mekanismerne bag at folk kan lade sig indfange af konspirations teorier. Fedt at hun vælger at stille sig frem og fortælle om det.

Der er flere der spørger - hvem er Q?

Der var faktisk noget seriøst god graver journalistik på New York Times, der ikke afdækker hvem Q er, men de dokumenterer, hvordan Rusland i adskillige situationer har bidraget aktivt til at få flest mulige konflikter til at blusse op i USA ved hjælp af Dis-information.

Dis-information = "Bevidst forvrænget information, der i det skjulte sættes ind i kommunikations processen med det formål at manipulere og bedrage"

Efter at have set dette seriøst gode journalistik, synes jeg, det er en nærliggende tanke, at Q meget vel kan være en meget veludført dis-informations kampagne fra russisk side.

Jeg siger ikke, at det forholder sig sådan, men se dokumentaren her, og døm selv:
https://www.nytimes.com/2018/11/12/opinion/russia-meddling-disinformatio...

Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann, Claus Nielsen, Alvin Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Den originale historie i NYTimes har en meget opløftende og analyserende række kommentarer om udviklingen fra reality tv til redigeret dokumentar, bl.a.
De påpeger selvfølgelig også nogle interessante ting, som vi også kan konstatere, desværre: at forringelserne af uddannelse for at tilpasse folk arbejdsmarkedet i stedet for samfundslivet er dødsensfarligt, når man samtidig har lagt magt i folkets hænder. Og det skal man ved Gud blive ved med at gøre, det kræver bare, at vi bevidst, og som det også er nødvendigt, skifter interesser væk fra forbrug og over til oplysning og deltagelse, i det store som det lille samfund.
Det kan jo lade sig gøre, vi var ikke endt, hvor vi er, med dog dele af velfærdssamfundet intakt - og interessen og oplysningerne om administrativ elendighed i virkeligheden aktiverer heldigvis igen folk i større grad, som nu KLs utrolige sabotage imod målrettet testning af sundhedspersonale, fordi man ikke satte tilstrækkeligt med ressourcer ind på at løse et problem med tilgængelighed af tests.
Folk er desværre blevet forkælet med, at det er nogles skyld, hvis ting går dem imod, og derfor rettes vrede og konspirativ tænkning derhen, hvor den er mest selvbehagelig, som i forargelsen over den helt nødvendige beslutning om at aflive alle mink.
En ting, som kommentarerne også gør opmærksom på, er, at det stadig er i den ældre del af befolkningen, at progressive tanker overvintrer efter de mange års angreb fra oligarkerne på højrefløjen. En alliance mellem ung og gammel er, hvad der skal til, udenom min generation, der desværre har vist sig at være plaget af en helt uberettiget fornemmelse af at bære alverdens synd på sine skuldre, selvom den er forkælet fra det øjeblik, dens medlemmer slog øjnene op til morgensolen: vi oplever, at evnen og viljen til at lide en smule afsavn i håbet om, at tingene kan løses bedre på den anden side - eller kræver, at vi finder andre måder at få det bedste ud af omstændighederne på - ikke er udviklede færdigheder blandt alt for mange. Overfladen dominerer over en dybere forståelse af de omstændigheder, vi er underlagt i en verden, vi ikke selv har skabt, men dog har haft held til at gøre relativt beboelig for os som art.

Anders Madsen, Ove Junne, Per Christiansen, Eva Schwanenflügel, Inge ambrosius, Ole Frank, Bent Gregersen, Fam. Tejsner, Alvin Jensen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Præcis som Venstre har gjort det gennem 20 år ved at bruge udlændinge som brækjern til at ødelægge velfærdsstaten, hvor Dansk Folkeparti blev udnyttet som koben.

Eva Bjarnø, Peter Mikkelsen, Tina Peirano, Karsten Nielsen, Erik Nielsen, Anna Louise Finck-Heidemann, Jan Fritsbøger, Inge Lehmann, Ole Frank, Bent Gregersen, Hans Larsen, Helle Walther, Alvin Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeppe Lindholm, DF er overhovedet ikke blevet udnyttet, det er værd at huske på, at DF springer direkte ud af Fremskridtspartiet pga. personkonflikter, men ikke substantielle uenigheder.
Simon-Emil Amnitzbøll-Bille fik faktisk sagt det i sin ordførertale under behandlingen af søgsmålet imod Støjberg. Det var faktisk en stor fornøjelse at høre - og godt, at han på sin egen måde også er sluppet ud af den kult, der er LA.

Ole Svendsen, Lisbeth Glud, Peter Mikkelsen, Per Christiansen, Eva Schwanenflügel, Anna Louise Finck-Heidemann, Jan Fritsbøger, Inge Lehmann, Ole Frank, Helle Walther, Carsten Munk og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Alt er som det skal være, så hvad er problemet?
Generelt kører politik som folket ønsker. Alle er sure på Trump, han var den onde, nu er han væk, hvad er problemet?
Der er frihed og demokrati, de rige bliver lidt rigere, og de mindre bemidlede lidt fattigere, det gør folk trygge, alt andet er konspirationsteorier og gak gak.
Så er der de daglige fix med personjagt på politikere, det er harmløst, og giver en tryghed, lidt kritik og en kop kaffe.
Trump er dum, terroristerne er dumme, alt er som det skal være, trygt og dejligt.

Ole jakob Dueholm Bech, Anders Graae, Hanne Utoft, Ron Levy og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

"»Trump udnyttede os bare – han udnyttede vores frygt,« siger hun. »Når man ikke længere lever i frygt, falder man ikke så nemt for disse ting. Men jeg tror ikke, vi er i nærheden af at nå derhen.«"

Og før Trump udnyttede Obama-administrationen og Republikanerne den manglende oplysning i USA til at støtte kuppet i Ukraine - og den vanvittige, økonomiske og militære krig mod Syrien. Samt Libyen-overfaldet. Og før ham udnyttede Bush jr. frygten for terror, herunder krigen mod samme, til at iværksætte krigsforbrydelser i Irak og Afghanistan i gigantskala. Det er godt nok en meget selektiv og politiserende diskurs, som præger kampen mod trumpismen.

Espen Bøgh, Anders Graae, Peter Mikkelsen, John Andersen, Flemming Berger, Arne Albatros Olsen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Danmark fører også disinformationskampagner mod f.eks. Venezuela - og russerne. Og syrerne. Det er åbenlyst - men vi skal bestemt ikke tale om dén slags i pæne Information.dk.

Espen Bøgh, Anders Graae, Torben Arendal, Peter Mikkelsen, John Andersen, Flemming Berger, Alvin Jensen, Jan Fritsbøger, arne tørsleff og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

"Trump udnyttede vores frygt"

Hvis man kan sidestille frygt med naivitet, indbildskhed og uvidenhed, så ja, og det er gentagne gange påvist at frygt er irrationel og ude af proportioner med de farer man frygter. F.eks. er vi bange for at flyve, men ikke bange for at færdes i trafikken. Vi frygter seriemordere og edderkopper, men vi har et mere tilbagelænet forhold til atomarsenaler (ja dem har vi stadig).

Ole Svendsen, Carsten Wienholtz, Ete Forchhammer , Alvin Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel
Ole Svendsen, Morten Balling og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Konspirationsteorier udspringer af mange ting, men en af de afgørende af dem er afmagt.

Peter Mikkelsen, Hanne Utoft, Per Christiansen og Morten Balling anbefalede denne kommentar

Hører jeg kvinden sige; "jeg er uskyldig i min dumhed"?

Gentange gangeforundres jeg over det som bliver fortalt / fremvist via medierne om og af amerikanerne selv, og er snublende nær den opfattelse, - at den udrejste almue fra fortiden ikke er blevet stort meget klogere end datidens mangelende skolegang var udtryk for.

Det er en trist erkendelse at skulle gøre sig her i vor moderne tidsalder, men rejser også et spørgsmål om et svigt fra samfundssystemet side i forbindelse med uddannelse af borgerne i Amerika, - som tilsyneladende er ganske så mangelfuld, dermed et stort politisk svigt overfor samfundet.

Det er vel en krænkelse af menneskerettigheden for individet, at det underforsynes med viden af faktuel karakter, således det som helt og forstående mennesker med faste klare værdier kan manøvrere i det samfund de befinder sig i, på en afklaret for forstandig måde, uden at skulle stå intellektuelt tomhændet overfor løgne, bedrag, kultfænomener, konspirationsteorier og alskenns andre vanvittige trosfordomme og idiotiske ideer, - uden at have muligheden for at afsværge og affærdige disse med viden, indsigt værdier faktuelle standarder som skjold og modvåben, imod disse tosserier.

Det er pudsigt som historien gentager sig.

1844 var året for »Den store Skuffelse«. Jesus Kristus var alligevel ikke steget ned fra himmelen for at genoprette sit rige på Jorden.

Det var ellers, hvad en række vandreprædikanter i løbet af 1830-erne havde fortalt de kristne menigheder i store dele af det kolonialiserede USA. Deres argumenter byggede på nogle spidsfindige kalenderudregninger med udgangspunkt i bibelske skriftsteder.

Så længe før Internettet og sociale medier har det altså været muligt at organisere mennesker omkring et alternativt idéunivers. (Der var også lidt konspirationsteori i det, for Den katolske Kirke spille rollen som Antikrist, der skulle besejres, inden Kristus kunne genoprette sit rige.)

Konsekvenserne for de troende kunne være voldsomme. Op til 1844 havde mange undladt at tilså deres marker og havde gældsat sig, så de kunne lade sig opsluge i bibelstudier og tilbedelse, og de stod nu med udfordringer i forhold til deres konkrete overlevelse.

Andre reagerede som Lenka Perron, de forlod bevægelsen uden at se sig tilbage, men der var også nogle, for hvem det lykkedes at transformere trossystemet på måder, så begivenhederne i 1844 kunne forklares. Det blev der indtil flere religiøse trossamfund ud af, som eksisterer den dag i dag; umiddelbart kan jeg komme i tanke om Jehovas Vidner og Syvende Dags Adventisterne, men der er sikkert flere.

Jeg er spændt på at følge med i, hvordan QAnons trossystem bliver transformeret til at kunne rumme, at Trump ikke blev indsat som præsident.

P.S. Hvor tragisk det end er, så var det lidt heldigt for verdenshistorien, at militærkuppet i Myanmar kom efter præsidentindsættelsen i USA, ellers kunne det nemt været blevet meget meget grimt.

Stakkels Anthony Weiner som må lægge ryg til at være pædofilskurk i alle QAnons konspirationsteorier.

Han stillede op til et demokratisk lokalvalg, samtidig med han åbenbart delte computer med sin kones boss - præsidentkandidat Hillary Clinton. Det kom jo frem af selveste Comey fra FBI en uge før vælgerne skulle stemme Clinton eller Trump i 2016.

Pludselig tog fanden fat i ham og han sætte såkaldte dickpics ud til enhver kvinde han havde ved siden af sin kone. En af den var blot 15 år.

Weiner blev snuppet, og røg i spjældet og står nu i et sex offender register.

Anthony Weiner er således slet ikke pædofil, men man kan måske godt sige, at han er halvpædofil!

Eva Schwanenflügel

Come on, Jan Jensen, det er da hele Hollywood, regeringen og den kreative elite der er pædofile satanister, ifølge QAnon..

Desuden er ret mange republikanske DA's, dommere, valgforordnede og guvernører blevet spammet med telefonopkald og mails for at "lave om på valget", og er blevet hængt ud på Twitter med dødstrusler til følge.

Fx blev republikaneren Raffensperger fra Georgia,hans kone og børn belejrede af Trump-supportere i biler, der kørte frem og tilbage foran huset.

Hans kone og børn fik ulækre, seksuelle og voldelige beskeder på deres telefoner, og blev truet med død og tortur, hvis Raffensperger ikke ændrede valgresultatet i Trumps favør.

Raffensperger blev også ringet op af Trump, der forsøgte at true sig til 17.800 flere stemmer i Georgia, det er som bekendt ude og offentlig viden.

Så Wiener er ikke mere stakkels end han kan tilslutte sig resten af klubben.

Det er rigtigt, Eva. Men sexmaniac Wiener er den knage konspirationsteoretikere kan hænge deres teorier op på, som har lidt med virkeligheden at gøre. Pædofil tæt på Clinton og det demokratiske parti. Og så digter de bare videre.

De har sikkert også et par andre næsten-fakta om stemmeafgivningen.

Læren må være, at vi herhjemme skal holde fast i at have nogle troværdige offentlige tv-kanaler. Så nyheder ikke bliver en vare. Som det ville være, hvis vi, som i USA, overlod nyhedsformidling til kommercielle som kanal 3, kanal 5 osv.

@ Eva Schwanenflügel, 05. februar, 2021 - 18:17

Jeg elsker virkelig den første linje i den artikel du henviser til:

"The Republicans have always been the party of law and order: they love ordering other people around while acting as if the law doesn’t apply to them. "

Denise Ellefsen

Q er her: https://www.matthewbooks.com/matthews-messages/ Hans budskaber virkede ret uskyldige til at starte med. Men de blev mere og mere groteske. Alene i Danmark abonnerer rigtig mange på hans budskaber som er oversat til dansk af Kim Dyrlund.

Ole Svendsen

@ Denise Ellefsen
De påstande, som du henviser til via Matthewbooks, virker godt nok temmelig groteske og far out....