Reportage
Læsetid: 10 min.

I Tigray er flygtningelejre blevet brændt ned, og 20.000 er sendt på flugt – igen

To store flygtningelejre i Tigray er blevet smadret under Etiopiens verserende borgerkrig, så flygtninge er sendt på flugt på ny. Nogle er bortført, andre dræbt. Men hovedparten kæmper ligesom Tigrays millioner af borgere for at overleve i den krigsplagede region, hvor nødhjælp snart fire måneder inde i konflikten fortsat har svært ved at nå frem
En udbredt opfattelse hos de humanitære ngo’er, der arbejder i Etiopien, er, at FN har været alt for konfliktsky over for den etiopiske regering og har ikke kæmpet hårdt nok for at sikre fuld humanitær adgang til Tigray og de tusindvis af flygtninge.

En udbredt opfattelse hos de humanitære ngo’er, der arbejder i Etiopien, er, at FN har været alt for konfliktsky over for den etiopiske regering og har ikke kæmpet hårdt nok for at sikre fuld humanitær adgang til Tigray og de tusindvis af flygtninge.

Eduardo Soteras

Udland
23. februar 2021

Flygtningelejren var stille og støvet, da jeg besøgte den for snart to år siden.

Det var midt på foråret, og Eritrea og Etiopien havde lige sluttet fred til stor international applaus, der fik alverdens regeringer til at flokkes om den nye progressive etiopiske leder, Abiy Ahmed. Fra Danmark var kronprinsesse Mary sendt på besøg, men ud over foretræde i Etiopiens paladser gik turen også til flygtningelejrene i Tigray, fordi hun er protektor for Dansk Flygtningehjælp.

Jeg var med som en del af presseopbuddet, og vi rejste i timevis for at komme op nordpå til Hitsats-flygtningelejren blot 50 kilometer fra grænsen til Eritrea. Tydeligst husker jeg, at jeg et sted i lejren gik ind i en lille hytte med bliktag, hvor syv forældreløse flygtningedrenge boede.

På en betonbriks i hjørnet sad Bereket Fseha på 13 år. Med hjælp fra en tolk fortalte han om sin flugt fra Eritrea et år tidligere. Det var varmt selv indenfor i skyggen, så sveden samlede sig som store dråber i hans ansigt, og han nulrede lidt uroligt sin korshalskæde mellem fingrene, imens han fortalte.

Bereket Fseha havde vandret alene i to døgn fra sit barndomshjem for at komme væk fra fattigdom og en bedstemor, der ikke længere havde mad nok til dem begge. Ved grænsen til Etiopien havde han gemt sig i et træ for ikke at blive opdaget af de bevæbnede grænsevagter fra Eritrea, der nådesløst bevogtede grænsen for at dæmme op om den vedholdende strøm af eritreiske militærafhoppere og flygtninge.

»Jeg var meget bange, men jeg besluttede mig for at tage chancen. Så tidligt om morgenen krydsede jeg grænsen, uden at vagterne så mig,« fortalte Bereket Fseha.

I sikkerhed i Etiopien blev han taget godt imod af nødhjælpsarbejdere og FN, der driver Etiopiens store flygtningelejre med samlet set knap en million flygtninge fra især usikre nabolande som Sydsudan, Somalia og Eritrea.

I Hitsats-lejren begyndte Bereket Fseha et nyt liv. Han kedede sig ganske vist nogle gange, men han fik i det mindste mad nok at spise og kunne drømme om at komme videre til USA eller måske slå sig ned i Etiopien, der jo havde taget godt imod ham.

Men det var alt sammen før borgerkrigen. I dag er Hitsats-lejren og nabolejren Shimelba brændt ned til grunden, og FN har ikke længere styr på, hvor Bereket Fseha og op mod 20.000 andre flygtninge befinder sig.

Sidste gang FN’s flygtningeorganisation (UNHCR) noterede sig livstegn fra Bereket Fseha, var i slutningen af oktober, hvor han modtog et måltid mad. Det var umiddelbart før krigen brød ud, og alle internationale nødhjælpsarbejdere og FN-ansatte blev beordret væk og måtte overlade flygtningene til sig selv.

»Jeg kan se, at Bereket Fseha er opført i vores register, men vi har ikke noget telefonnummer på ham, og han har jo ikke nogen søskende eller forældre. Så vi ved ikke, hvor han er,« siger Chris Melzer, der er talsperson for UNHCR i Etiopien

Civile dræbt

Krigen i Tigray begyndte i november som en konventionel krig med kampvogne, missiler og bombardementer efter længere tids eskalerende uenigheder mellem de regionale ledere i Tigray og de føderale myndigheder i Addis Ababa. Krigen, som regeringen foretrækker at betegne som en »lov og orden-operation«, er blevet udkæmpet i et næsten hermetisk lukket informationsvakuum, hvor internet, telefonforbindelser og indrejse af mennesker og nødhjælp har været skåret ned til et minimum.

FN, internationale ngo’er og diplomater kæmper stadig for at få fuld humanitær adgang til det meste af regionen, så de kan få nødhjælp frem til de millioner af mennesker, der er blevet ramt af krigens konsekvenser. Mens der er kommet drypvise nødhjælpstransporter frem til især hovedbyen Mekelle, er 80 procent af regionens syv-otte millioner indbyggere stadig afskåret fra hjælp, oplyser FN.

Etiopiens regering har samtidig brugt lejligheden til at køre sin egen propagandaoffensiv, der både har nedtonet konfliktens brutalitet, involveringen af Eritrea og ikke mindst antallet af civile drab. En måned inde i konflikten påstod Abiy Ahmed ligefrem, at de føderale soldater ikke havde dræbt en eneste civilist i hele den militære offensiv – en påstand, der siden har vist sig for god til at være sand.

I sidste uge kunne Human Rights Watch offentliggøre en rapport, hvor de dokumenterer, at Etiopiens føderale hær dræbte mindst 83 civile i de indledende bombardementer, hvor de ramte både skoler, hospitaler, beboelsesejendomme og markedspladser.

»I starten af krigen affyrede etiopiske føderale soldater artilleri mod Tigrays urbane områder på en tilsyneladende tilfældig måde, der var som skabt til at forårsage civile tab og materiel ødelæggelse,« sagde Laetitia Bader, regionalchef i Human Rights Watch, da rapporten blev offentliggjort.

Det er derfor bombardementer, der kan kategoriseres som krigsforbrydelser, hævder Human Rights Watch.

»Personer, der bevidst eller hensynsløst begår sådanne alvorlige overtrædelser af krigens love, er ansvarlige for krigsforbrydelser,« skriver ngo’en.

Eritrea er med

En anden af krigens løgne er involveringen af Eritrea, som regeringerne i både Eritrea og Etiopien hidtil har benægtet. Men den fortælling er ikke længere noget, som Tigrays midlertidige lokalregering, der ellers er udpeget af centralregeringen i Addis Ababa, støtter op om.

Den siger derimod, at tilstedeværelsen af soldater fra Eritrea i Tigray både er et faktum og en omstændighed, der komplicerer den svære opgave med at skabe lov og orden i regionen.

Det skriver Etiopiens uafhængige Menneskerettighedsråd, der netop har aflagt rapport om de omfattende menneskerettighedskrænkelser i Tigray.

»Krigen har efterladt de regionale regeringsstrukturer totalt i laser,« lyder det i rapporten, der er baseret på interviews og observationer under besøg i Tigray i december og januar.

Rapporten beskriver overordnet Tigray som en region, der er blevet kastet ud i lovløshed og kaos på grund af krigen. Hospitaler er blevet plyndret og har ikke nok medicin. Alle regionens ti fængsler er brudt sammen, så mordere og kriminelle er på fri fod. Voldtægter og kønsbaseret vold er eksploderet. Og granater og miner ligger spredt rundt omkring på veje og tæt ved landsbyer, så mange børn er blevet dræbt eller lemlæstet.

Den 12-årig dreng Mehari Fitsum mistede eksempelvis sit ene ben, fordi en håndgranat blev samlet op af nogle af hans venner.

»Bomben eksploderede midt i blandt dem. To af børnene døde på stedet, og tre af dem, inklusive Mehari, blev såret,« beretter Mehari Fitsums far i et afsnit i menneskerettighedsrådets rapport.

»Vi blev nødt til at gå hele vejen til hospitalet her i Mekele, og vores søn mistede sit ben, fordi vi ikke kom frem hurtigt nok.«

Flygtningelejre brændt

Til trods for statspropagandaen er det efterhånden blevet tydeligt, at det ikke kun er Tigrays lokalbefolkning, men også de mange tusinde flygtninge fra Eritrea, der er kommet i klemme i konflikten. Fra analyser af satellitfotos har den britiske ngo DX Open Network konstateret, at de to store flygtningelejre i det nordlige Tigray, Hitsats og Shimelba, er blevet systematisk brændt ned hytte for hytte i løbet af konflikten. Senest ved et angreb den 16. januar.

Satellitbillederne af ødelæggelserne blev af FN’s flygtningechef Filippo Grandi fremhævet som opbakning til mange mundtlige beretninger om det samme, da han for nyligt var i Etiopien og blandt andet besøgte to flygtningelejre i det sydlige Tigray, der modsat lejrene mod nord stadig er åbne og relativt velfungerende.

»I alle mine år som nødhjælpsarbejder har jeg sjældent set en humanitær indsats så forhindret og ude af stand til at levere hjælp i så lang tid til så mange med så enormt presserende behov,« siger generalsekretæren for Norsk Flygtningehjælp, Jan Egeland, om situationen for de internt fordrevne flygtninge i Tigray.

»I alle mine år som nødhjælpsarbejder har jeg sjældent set en humanitær indsats så forhindret og ude af stand til at levere hjælp i så lang tid til så mange med så enormt presserende behov,« siger generalsekretæren for Norsk Flygtningehjælp, Jan Egeland, om situationen for de internt fordrevne flygtninge i Tigray.

Eduardo Soteras

»Vi mødtes med nogle af de omkring 3.000 flygtninge, der nu er blevet genlokaliseret – eller har omlokaliseret sig selv fra Hitsats og Shimelba. Så nu ved vi, at de to lejre var skueplads for kamphandlinger og er blevet alvorligt ødelagt, ligesom mange flygtninge blev mishandlet og fanget i krydsilden,« sagde Filippo Grandi på et afsluttende pressemøde under sit besøg.

»De fortalte også, at lejrene blev infiltreret af bevæbnede mænd, om drab, kidnapninger og om tvungne hjemsendelser af flygtninge til Eritrea foretaget af styrker fra Eritrea, der er til stede i området.«

Nødhjælp er klar

FN indrømmer, at flygtningene blev overladt til sig selv fra den ene dag til den anden, da krigen brød ud. Men der er ikke de store tegn på anger i verdensorganisationen.

»Vi har mandat til at beskytte flygtninge, men vi kan jo ikke bare gøre, som vi vil. Vi er underlagt de lokale myndigheder, og de beordrede os til at rejse den 6. november. Desuden var det en logistisk umulighed at forestille sig, at vi på nogle få timer ville kunne evakuere alle 20.000 indbyggere i flygtningelejrene og få dem transporteret væk i busser,« siger Chris Melzer, talsmanden for UNHCR.

Han siger, at FN ikke betragter de 20.000 flygtninge som »forsvundne«, som nogle medier har udlagt det, fordi FN har en overordnet idé om, hvor de er. Omkring 3.000 er flygtet til de to andre flygtningelejre i Tigray mod syd. Nogle hundrede er flygtet mod vest ind i Sudan. Et ukendt antal er enten blevet dræbt eller bortført af soldater fra Eritrea. Men hovedparten af flygtningene, formentligt op mod 10.000 – og derfor sandsynligvis også Bereket Fseha – er flygtet mod øst og befinder sig nu i nogle af de utilgængelige områder af Tigray – især omkring byen Shire.

»Vi ved, at de fleste er i det område, men vi har ikke adgang til dem endnu. De lever under forfærdelige forhold. De er jo flygtet til fods uden nogen ejendele, og de bor nu på gaden eller omkring byen. De må drikke vand fra vandpytter på gaden, og de har ingen mad. Vi har hørt, at flere af dem er så desperate, at de spiser bark og blade fra træer,« siger Chris Melzer og forsøger at beherske sin frustration.

»Vi har her i Addis lastbiler fyldt med nødhjælp, der bogstaveligt talt er klar til at tage afsted. Men vi har ikke fået adgang endnu og kan derfor ikke komme frem med hjælpen.«

FN er svagt

En udbredt opfattelse hos de humanitære ngo’er, der arbejder i Etiopien, er dog, at det især er FN, der har svigtet. FN har været alt for konfliktsky over for den etiopiske regering og har ikke kæmpet hårdt nok for at sikre fuld humanitær adgang til Tigray. Selv FN’s generalsekretær António Guterres har talt premierminister Abiy Ahmed efter munden.

»Vi har ikke nogen beviser for tilstedeværelsen af eritreiske tropper i Etiopien. Jeg konfronterede premierministeren med det spørgsmål, og han garanterede mig, at de ikke har bevæget sig ind på Tigrays territorium,« sagde Guterres til pressen i FN-hovedkvarteret i New York tilbage i december.

Det har nu vist sig at være løgn. Men det understreger ifølge ngo’erne, at FN har været for godtroende og konfliktsky.

»Vi deler alle et ansvar for, at den humanitære hjælp til Tigray er så lang tid om at komme frem. Men det er især FN, der har været svage,« siger en ledende nødhjælpsarbejder i Addis Ababa under betingelse af anonymitet.

»Det er FN, der har vægten til for alvor at lægge pres på regeringen. Den mulighed har de totalt misset. Der er stadig meget begrænset adgang for os til at levere nødhjælp og få personale ind i store dele af Tigray.«

Norsk Flygtningehjælp, der havde aktiviteter i de to nu forsvundne flygtningelejre, har for nylig forsøgt sig med en lidt mere åben kritik af hele den humanitære indsats i Tigray.

»I alle mine år som nødhjælpsarbejder har jeg sjældent set en humanitær indsats så forhindret og ude af stand til at levere hjælp i så lang tid til så mange med så enormt presserende behov. Som internationalt samfund har vi klart fejlet i at imødekomme det humanitære nødsituation, vi står over for,« sagde generalsekretæren for Norsk Flygtningehjælp, Jan Egeland, for nylig.

Andre steder er kritikken af den etiopiske regering endnu mere ligefrem. The Economist skrev en leder i slutningen af januar, hvor regeringen blev beskyldt for at bruge sult som våben mod befolkningen i Tigray. Det afviste regeringen blankt i et hidsigt modsvar. Men også den anerkendte forsker Alex de Waal, der er direktør for World Peace Foundation, har netop i et indlæg i The Irish Times ytret samme hårde kritik med henvisning til, at hungersnød er menneskeskabt, og at sult er en forbrydelse.

»Sandheden er, at tigrinerne har sultet i stilhed i tre måneder. Tigrinerne har råbt om hjælp, men et tæppe af benægtelse og forvrængning har forhindret os i at høre deres råb. Svigtet når op på det allerhøjeste niveau.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her