Topøkonom: Naturen skal ind i de økonomiske regnemodeller

»Dette er en slående indrømmelse fra en økonom,« skriver det britiske finansmagasin The Economist. »Professor Dasgupta argumenterer for, at økonomer må anerkende, at der vitterlig er grænser for vækst.«

Passagen i magasinet handler om den 600 sider store rapport bestilt af det britiske finansministerium. The Economics of Biodiversity hedder rapporten, som den ansete Cambridge-økonom sir Partha Dasgupta har udarbejdet, og som for nylig blev offentliggjort i The Royal Society i London med deltagelse af blandt andre premierminister Boris Johnson.

»Dette er en grundig, vidtfavnende og brillant argumenterende appel om handling, som jeg som politisk planlægger er passioneret overbevist om, vi er nødt til at handle på nu,« siger Bank of Englands cheføkonom Andrew Haldane om Dasgupta-rapporten.

»Budskabet fra Dasgupta-rapporten om biodiversitetens økonomi er højt og tydeligt: Vi må fikse vores relation til den naturlige verden eller ødelægge menneskehedens velstand, velfærd og vores fremtid,« supplerer FN’s vicegeneralsekretær og direktør for FN’s Miljøprogram UNEP, Inger Andersen.

Indlejret i naturen

Den ansete økonom gennemfører i rapporten en grundig redegørelse for, at der er grænser for økonomisk vækst, som vi kender den, og at økonomer såvel som andre er nødt til at forstå, at mennesket ikke står uden for naturen, sådan som de økonomiske standardmodeller traditionelt har antaget.

»Vi er indlejret i naturen,« siger Sir Partha Dasgupta igen og igen igennem rapporten.

Han lægger i høj grad ansvaret for, at vi er havnet i en uheldsvanger økologisk krise på selve den makroøkonomiske tænkning blandt økonomer.

Indtil begyndelsen af 1970’erne var naturen og miljøet reelt ikkeeksisterende i de makroøkonomiske modeller for vækst og udvikling. Og selv herefter har det i bedste fald været anskuet i en perifer forstand fjernt fra virkeligheden.

»Tanken var, at menneskelig snilde med tiden ville overvinde naturens knapheder og ultimativt sætte menneskeheden fri fra naturens begrænsninger. Rutinen med at bygge økonomiske modeller oven på de senest designede indebar, at makroøkonomisk teori om vækst og udvikling fortsatte med at blive udbygget, uden at naturen optrådte som en essentiel størrelse i vore økonomiske liv,« skriver Dasgupta.

»Det kan godt være, at vi i stigende grad satte spørgsmålstegn ved naturens fravær i de officielle forestillinger om økonomiske muligheder, men det var en bekymring, der blev reserveret til søndage. På hverdage forblev vores tænkning uændret.«

Økonomiprofessoren mener, at selv den nyere økonomiske tænkning om håndtering af blandt andet klimaudfordringen via økonomiske virkemidler rummer faldgruber. En sådan ’klimaøkonomisk tænkning’ kan virke tillokkende på økonomer, fordi den nærer forestillingen om, at traditionelle redskaber som afgifter, prissætning af ressourcer og anden regulering kan håndtere udfordringen, »uden at det bliver nødvendigt at give afkald på vækst i den materielle levestandard i de rige lande«.

Med henvisning til så forskellige aktører som forfatteren til Stern-rapporten fra 2006 om klimakrisen, Nicholas Stern, nobelprisøkonomen William Nordhaus og Bjørn Lomborg skriver Dasgupta, at den klimaøkonomiske litteratur har »næret den tanke, at vi med blot mindre investeringer i rene energikilder i en kortere årrække – for eksempel to procent af det globale BNP – vil kunne opnå at nyde endeløs vækst i verdens output af varer og serviceydelser, det globale BNP. Det er en tanke, der bør ydes modstand«.

For selv hvis adskillige hindringer kunne ryddes af vejen via teknologiske fremskridt, så »er vore økonomiske muligheder begrænset af det planetære systems virkemåder«.

Han minder om det velkendte forhold, at en maskine ikke med 100 procent effektivitet kan omdanne varme til arbejde – der er altid et tab undervejs, energien kan ikke genbruges, men degraderes uvægerligt gennem processerne.

»Det biologiske modstykke er, at det end ikke teoretisk vil være muligt at omdanne vore voksende affaldsmængder til en form, der ikke indebærer noget yderligere krav på biosfærens opsamlede tjenester.« På dansk: Forestillingen om en cirkulær økonomi, hvor alt affald omdannes 100 procent til nye råstoffer uden spild og uden behov for tilførsel af jomfruelige ressourcer, er en illusion.

»Var vi i stand til at gøre det, ville vi være i stand til helt at frigøre os fra naturen.«

Malplaceret kvantificering

Sir Partha Dasgupta udfordrer også den tænkning blandt en række miljøfokuserede økonomer, der søger at prissætte naturen i håb om at vække myndighedernes og samfundets forståelse for vigtigheden af at beskytte natur og biodiversitet.

Han henviser til det måske mest berømte eksempel af alle, studiet af den grønne økonom Robert Costanza og kolleger i 1997, der opgjorde værdien af den samlede biosfæres strøm af serviceydelser til menneskeheden til i størrelsesorden 33 billioner dollar årligt – en værdi større end det globale BNP på den tid og derfor noget, vi må værne om.

»Dette estimat er et eksempel på malplaceret kvantificering,« mener Dasgupta.

»Forfatterne til studiet søgte at overbevise os om, at biosfæren er værdifuld, fordi den kan tillægges stor pengeværdi. Det er at anskue tingene bagvendt.«

Han tilføjer, at naturen, klimaet og biodiversiteten rummer risiko for overskridelse af tipping points ved menneskelig påvirkning og dermed løbske, uforudsigelige feedbackprocesser, som de økonomiske modeller ikke kan håndtere.

»Den økonomiske videnskab om biodiversitet er studiet af ikkelineære processer,« fastslår Dasgupta.

En ny type model

Om den tilbagevendende offentlige diskussion blandt både økonomer og lægfolk om, hvorvidt fortsat BNP-vækst er forenelig med bæredygtighed, siger økonomiprofessoren, at spørgsmålet i økonomifagets forstand kun vil kunne besvares, hvis man håndterer det i en makroøkonomisk model, der har indbygget de faktisk grænser, som i den fysiske verden sættes for råstofforekomster, biokapacitet og absorptionsevne for drivhusgasser, forurening og affald.

»Eftersom denne modeløkonomi har indbygget grænser, er ubegrænset vækst i produktion, forbrug og inkluderende velstand ikke mulig.«

Hvor langt væksten kan forløbe i et sådant lukket system, skal der altså en ny type model til at anskueliggøre. Vores viden om den aktuelle udtømning og belastning af biosfæren tyder ifølge Dasgupta på, at det ikke drejer sig om ’lang tid’.

I rapporten udvikler han faktisk, hvad han kalder en ’prototype’ på den slags model, der er brug for, hvis man finder det ønskeligt og nødvendigt at gå den vej for at indkredse grænserne for vækst. I økonomsprog en produktionsfunktion, der tager højde for naturen.

Naturen fortrængt

Den britiske økonom leverer i den 600 sider store rapport de grundlæggende principper for det, han kalder ’biodiversitetens økonomi’.

Han beskriver, hvordan det økonomiske fags sprog faktisk er blevet fattigere, mere éndimensionelt, med indfasningen af BNP og modeltænkningen. Den klassiske økonomis fader, Adam Smith, talte i sit hovedværk om The Wealth of Nations, nationernes velstand – nu taler man om the GDP of nations, nationernes bruttonationalprodukt, siger Dasgupta.

Og da man i efterkrigstiden begyndte at udvikle de matematiske modeller for økonomien, blev naturen fortrængt.

»At introducere naturen eller naturkapital i de økonomiske modeller ville have været at føje unødig bagage til øvelsen,« skriver han om overvejelserne dengang. Og med naturen ude af ligningen forsvandt den ud af tænkningen.

»Rapporten demonstrerer, at for at kunne afgøre om vores valgte vej for økonomisk udvikling er bæredygtig, er nationerne nødt til at indføre et system for økonomisk bogholderi, der registrerer et inkluderende mål for velstand. Forudsætningen om, at dette skal være ’inkluderende’, betyder, at velstand også omfatter naturen som en værdi. Dagens praksis med at bruge BNP til at bedømme økonomiens ydeevne baserer sig på en fejlagtig anvendelse af økonomi.«

I rapporten udfoldes et matematisk formelsprog for en biodiversitetens økonomi, som blandt andet indbygger grænser i systemet – denne del af rapporten er nok kun tilgængelig for fagfolk, men skal altså ses som spire eller inspiration til nye, mere holistiske økonomiske regnemodeller, måske som dem, professor Peter Birch Sørensen, Københavns Universitet, og Finansministeriet herhjemme udvikler på.

»De principper, vi har udviklet, gør det muligt for det økonomiske fag at tjene vore værdier frem for at styre dem,« anfører den britiske økonom.

Men en biodiversitetens økonomi er andet og mere end nye regnemodeller og ikke kun nye systemer af afgifter og reguleringer.

Det er også en omstilling af samfundets institutioner – eksempelvis finanssektorens institutioner, der drives af ikkebæredygtige incitamentstrukturer. Eller uddannelsesystemet, der forsømmer at lære børn og unge om naturen og ansvaret for den. Eller regeringerne, der »næsten overalt forstærker problemet ved at betale mennesker mere for at udbytte naturen end for at beskytte den«.

»Problemets kerne handler om dybt forankret, vidtspredt institutionelt svigt.«

Så omstillingsprocessen er også demokratisk, såvel som mental.

»Den økonomi, vi her konstruerer, er hverken helt topdown eller helt bottomup. Den går også på tværs. Den taler for institutioner, der opmuntrer til spredning af informationer og vejledning i alle retninger. Og mere end noget andet appellerer den til ændringer i vor sensibilitet,« skriver Dasgupta med henvisning til den natur, der ikke har nogen egen stemme og derfor er aldeles sårbar over for vore aktiviteter.

»Vi har brug for andet og mere end simple lovmæssige rammer og sociale normer for at tøjle vore udskejelser. Vi er nødt til at lære, hvordan vi praktiserer selvbeherskelse,« mener økonomiprofessoren.

Johnson: To atomer i samme molekyle

Professorens 600 sider er nu under fordøjelse i den britiske regering, må man antage. Boris Johnsons umiddelbare kommentar ved rapportens offentliggørelse hos Royal Society handlede ikke om, at den menneskelige økonomi er indlejret i naturen som et undersystem, men at økonomien og økologien ikke er i konflikt, men sideordnede, som »to atomer i det samme molekyle«.

Premierministeren takkede sir Partha Dasgupta for således »godt og grundigt« at have punkteret myten om, at når den ene vokser, må den anden gå ned.

Biodiversiteten er en afgørende og iboende del af væksten, sagde Johnson som sit væsentligste udbytte af de 600 sider.

Hvad end den britiske regering får ud af rapporten, så er sir Partha Dasgupta ikke alene. OECD’s afgående generalsekretær, Angel Gurria, sagde forleden i en tale, at »den allermest påtrængende, nye og øjeblikkelige risiko handler om at bekæmpe COVID-19 og dens sundhedsmæssige, økonomiske og sociale konsekvenser. Men vort allervigtigste intergenerationelle ansvar er at beskytte planeten (…) Vi er på kollisionskurs med naturen, og vi er nødt til at ændre kurs for kommende generationers skyld«.

Og i torsdags offentliggjorde FN’s Miljøprogram UNEP sin egen rapport Making Peace with Nature på 168 sider – med budskaber som et ekko af Dasguptas.

»Menneskeheden fører krig mod naturen. Det er tankeløst og selvmorderisk. Konsekvenserne af vores hensynsløse adfærd er allerede tydelige i form af menneskelig lidelse, tårnhøje økonomiske tab og en accelererende nedbrydning af livet på Jorden,« siger FN’s generalsekretær António Guterres i rapportens forord.

»De eksisterende sociale, økonomiske og finansielle systemer formår ikke at tage højde for de livsvigtige goder, vi får fra naturen, og at levere incitamenter til at behandle økosystemerne og naturkapitalen med visdom, så deres værdier opretholdes.«

I tråd med Dasgupta-rapporten appellerer UNEP-rapporten til, at verdens regeringer i deres beslutningsprocesser inddrager naturkapitalen som en faktor i ligningen, en faktor, der skal forøges, ikke tæres på, når den økonomiske politik formuleres og implementeres.

Når alt kommer til alt, er det spørgsmålet, om selv en sådan fornyet økonomisk tænkning og metodik er nok, anfører sir Partha Dasgupta i sin rapport.

»Man kan have sine tvivl om, hvorvidt en sådan håndfast cost-benefit-analyse kan være det rigtige sprog for os at udtrykke vore værdier i. Der er sider af naturen, der kræver omsorg og omtanke på andre måder. Mange mennesker, måske i alle samfund, placerer det hellige i naturen. Og det hellige står ikke til forhandling.«

»Vi kan indgå kompromiser – der er altid konkurrerende behov og ønsker – men vi sætter ikke en pris på det hellige,« skriver Dasgupta.

En modig økonom. Som for øvrigt skriver Naturen med stort N hele vejen gennem de 600 sider.

Dette er anden og sidste del af en artikel om rapporten ’The Economics of Biodiversity’. Artiklens første del et blev bragt mandag.