Feature
Læsetid: 9 min.

Tysklands kinapolitik: Verden skal, bitte, løse sine problemer uden os, så vi kan sælge biler i fred

Kansler Merkels bløde linje og Tysklands hårde industriinteresser kan blokere for den demokratialliance mellem Europa og Joe Bidens USA, som skal dæmme op for det frembrusende Kina – men den tyske taktik kan samtidig også være med til at forhindre en ny koldkrigsfront mellem Vesten og Kina
Industriens interesser er ét aspekt, der har ført til en kinavenlig politik i Tyskland. Et andet aspekt hedder Angela Merkel, kansleren, der i halvandet årti i høj grad har udstukket EU’s politik over for Kina.

Industriens interesser er ét aspekt, der har ført til en kinavenlig politik i Tyskland. Et andet aspekt hedder Angela Merkel, kansleren, der i halvandet årti i høj grad har udstukket EU’s politik over for Kina.

Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Udland
15. februar 2021

I det bitterkolde sludvejr er det håbløst at prøve at tælle bilerne på havnen i nordtyske Bremerhaven. For her på en af verdens største »parkeringspladser« er der plads til op mod 100.000 spritnye biler fra tyske producenter som Mercedes, BMW eller Volkswagen, der venter på at blive skibet ud i verden på de cirka 200 meter lange, skoæskeformede kæmpetankere.

Inden for få uger vil en stor del af bilerne drøne rundt på kinesiske veje. Og derfor er de ikke bare biler. De er også vigtige brikker i et geopolitisk spil, da de har så stor økonomisk betydning, at Tyskland hænger i håndbremsen i forhold til USA’s og flere europæiske landes ønske om en ny fælles front mod Kina.

Den nye amerikanske regering under præsident Joe Biden har slået fast, at USA fortsat vil spille hardball mod Kina som under Trump. Men de vil ikke længere gøre det med ekspræsidentens America First-attitude, men derimod med nye »demokratiske alliancer«, som skal dæmme op for autokratiske kræfter og det frembrusende kinesiske regime.

Her er Europa den mest oplagte partner – og det er i høj grad Tyskland, som vil afgøre, om Europa vil danse i takt med USA.

»I Trumps fire år kunne Angela Merkel holde Europa ude af de globale konflikter og den hårde konfrontation med Kina. Under Biden er Europa nu tvunget til at tage stilling til konflikterne – og til USA’s invitation,« siger Mareike Ohlberg, der er kinaekspert ved German Marshall Fund og forfatter til bogen Den lydløse erobring: Hvordan Kina undergraver vestlige demokratier og skaber en ny verdensorden.

»Det har politisk sprængkraft, for Kina er Tysklands suverænt vigtigste handelspartner, og Berlin er en af Beijings mest samarbejdsvillige partnere i Europa.«

Ja, forholdet til Kina er i dag ligefrem »den største udfordring for det transatlantiske forhold,« som får den amerikansk-europæiske strid om NATO-bidragene »til at ligne en fluelort«, som det i sidste uge røg ud af munden på Sigmar Gabriel, der var tysk udenrigsminister indtil 2018 og nu er formand for den tysk-amerikanske interesseorganisation Atlantikbrücke.

I euro er det ikke småting, det er på spil for Tyskland: Den tysk-kinesiske handel ligger årligt på over 1.500 milliarder kroner.

»I den tyske industri er der en stemning af, at så længe det går, giver vi den fuld skrue med Kina,« siger Mareike Ohlberg.

»Især i bilindustrien taler vi om virksomheder med en stærk lobby, som giver virksomhederne en magt, der er større end deres økonomiske betydning. Det har skabt en afhængighed af Kina, som gør, at vi politisk ikke er der, hvor EU gerne ville være.«

Merkels arv

Industriens interesser er ét aspekt, der har ført til en kinavenlig politik i Tyskland. Et andet aspekt hedder Angela Merkel, kansleren, der i halvandet årti i høj grad har udstukket EU’s politik over for Kina. Selv om hun træder tilbage til efteråret, kan det meget vel være hende, der nu lægger de spor, som gør, at Europa ikke entydigt vil stille sig på USA’s side i en ny koldkrigsagtig konfrontation mellem Vesten og Kina.

I disse måneder står Merkels bløde tyske linje i modsætning til den generelle tendens i EU. Bruxelles betragter nu åbent Kina som en »systemisk rival«, som spreder desinformation, står bag cyberangreb og misbruger sin økonomiske magt til at kue europæiske nationer og aggressivt opkøber strategisk vigtige europæiske virksomheder – mens det kinesiske marked fortsat er relativt lukket for europæiske investeringer. Dertil kommer bekymringerne om den kinesiske undertrykkelse af etniske mindretal og civilsamfundet som helhed – og konflikterne om Hongkong og Taiwan.

I det lys virker Merkels kinesiske linje »nærmest opgivende«, som Didi Kirsten Tatlow formulerer det. Hun er kinaekspert og forsker ved Tysk Udenrigspolitisk Selskab (DGAP) og ved det kinapolitiske institut Sinopsis i Prag.

»Det er måske den vigtigste del af Merkels arv: En pessimistisk og passiv fortolkning af Kinas opstigning under KKP – at den ikke rigtig hverken kan begrænses eller formes,« siger hun.

»If you cant beat them, join them, virker til at være Merkels formel. Få det bedste ud af det med handel, som skaber umiddelbar stabilitet på hjemmebane i Tyskland.«

Andre analytikere ser i Merkels kinapolitik nærmere en håbefuld eller ligefrem naiv tro på, at Vestens fremherskende tilgang til Kina igennem 00’erne og en del af 10’erne stadig kan bære frugt: Hvis vi handler med Kina og skruer op for den politiske dialog, vil kineserne blive mere som os – og i sidste ende lade sig tøjle af Vestens internationale regler.

På tysk går den forhåbning under begrebet »Wandel durch Handel« – forandring gennem handel. Det er bare ikke sket. Under Xi Jinpings snart ti år ved magten er Kina blevet mere autoritært indadtil og mere aggressivt udadtil.

Spørgsmålet er ifølge Mareike Ohlberg fra German Marshall Fund derfor, om »Wandel durch Handel« har været selvindbildning hele vejen.

»Handelsforholdet ændrer nærmere Europa,« mener hun.

»Det er Kina, der trumfer normer igennem, som vi blandt andet oplever det med en stigende europæisk selvcensur i forhold til kritik af Kina.«

Tysk pres for aftale

Merkel fik sig dog en strategisk sejr i hendes kinesiske bestræbelser hen mod slutningen af det tyske EU-formandskab. Det skete, da EU og Kina i de allersidste dage af 2020 indgik en stærkt omdebatteret investeringsaftale, der gør det lettere for europæiske investorer, virksomheder og ikke mindst bilfabrikanter at få adgang til det kinesiske marked.

Investeringsaftalen blev presset igennem af Merkel på trods af stærke opfordringer fra Bidens spritny regering om at udsætte den. Og også i en lang række mindre EU-lande var der frustration over aftalen, siger Vaclav Kopecky, der forsker i relationerne mellem Europa og Kina ved den Tjekkiet-baserede tænketank Association for International Affairs.

»Det var pres fra Tyskland, der førte til, at investeringsaftalen pludselig skulle gøres færdig i al hast,« siger Vaclav Kopecky, der understreger, at det, der er godt for Tyskland, ikke nødvendigvis er godt for hele Europa.

Han ser investeringsaftalen som langt mere attraktiv for især Tyskland end for Central- og Østeuropa – og han mener, den tyske afhængighed af det kinesiske marked er grunden til, at Tyskland er mindre kritisk over for Kina end de østeuropæiske lande, der ellers tidligere blev set som EU’s svage flanke i forhold til kinesisk indflydelse.

»Der er lande, som udtrykker frustration over, at Tyskland bruger EU’s kinapolitik og EU-institutioner til at promovere tyske interesser, eksempelvis når det kommer til investeringsaftalen,« siger Lucrezia Poggetti, der forsker i EU-Kina-relationer ved tænketanken Merics.

»De fleste andre lande, eksempelvis i Central- og Østeuropa, er nu langt mere hårde over for Kina end Tyskland, og de abonnerer i højere grad på den amerikanske tilgang til Kina end den tyske.«

Didi Kirsten Tatlow fra Tysk Udenrigspolitisk Selskab går et skridt videre i sin kritik.

»Investeringsaftalen understreger, at der i Tyskland desværre kun er en big company-strategi og en handelsstrategi – og ikke en langsigtet udenrigspolitisk strategi.«

Merkel og multilateralismen

Merkels stærkeste modargument mod denne kritik er, at hun nægter at se Kina som en ny koldkrigsmodstander – og at hun også med frihandel vil modsætte sig, at verden atter deles op mellem to konkurrerende geopolitiske blokke i konfrontationen mellem Washington og Beijing.

Ved årets virtuelle udgave af World Economic Forum i slutningen af januar, som normalt finder sted i Davos, sagde Merkel netop, at hun »helst vil undgå, at der bliver opbygget nye blokke«, og hun understregede, at hun og den kinesiske præsident Xi Jinping er »enige i behovet for multilateralisme«.

Den nye amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, taler også varmt om multilateralisme – men som et våben rettet mod Kina:

»Vi vil igen engagere USA i multilaterale institutioner og være med til at udforme regler og normer, forsvare demokratiske værdier og forebygge kinesiske aggressioner med vores militære magt,« udtalte Blinken til tv-stationen NBC.

I en tale ved den transatlantiske tænketank Atlantic Council understregede den franske præsident Emmanuel Macron dog i sidste uge, at det langtfra kun er Merkel, der er imod en vestlig alle-mod-Kina-koalition.

»Det scenarie har et kæmpe konfliktpotentiale og er i mine øjne kontraproduktivt,« udtalte han.

Lucrezia Poggetti mener også, at vi skal bevæge os væk fra den ensidige tankegang om, at Europa enten skal følge USA eller Kina.

»Mit håb er, at vi vil stoppe med at se på vores relationer med Kina gennem en prisme af konkurrence mellem USA og Kina. At vi forstår, at EU også har egne interesser, når det kommer til Kina,« siger Poggetti.

Men kan Europa undgå at vælge side – altså at blive trukket ind i stormagternes tiltagende konfrontation?

Det tror Didi Kirsten Tatlow fra Tysk Udenrigspolitisk Selskab ikke. For Europa og især Tyskland har ikke hverken økonomisk sikkerhed, industriel sikkerhed, cybersikkerhed eller militær sikkerhed til at sikre den europæiske drøm om »strategisk autonomi«.

»Hvis vi vil opretholde vores demokratier, er vi i mine øjne tvunget til at være mere klare i spyttet og gå i en mere transatlantisk retning,« siger hun.

»Det gælder ikke mindst i en situation, hvor EU er svækket af Brexit og udvikler sig i retning af et tysk domineret forbund, mens der langsomt opstår en ny ’anglosfære’ med USA, Storbritannien, Canada, Indien og Australien som de afgørende drivkræfter.«

Ond lektion

I forhold til autonomien får EU for tiden en ond lektion i dilemmaet om cybersikkerhed og åbne markeder. I Berlin ser der nemlig ikke ud til at være opbakning til at bandlyse enkelte forsyningsselskaber til at udvikle det tyske 5G-net. Altså heller ikke kinesiske Huawei, som USA ellers har presset EU-lande hårdt til at vende ryggen. Måske har det her gjort indtryk, at den kinesiske ambassadør i Tyskland har antydet, at et svar på en udelukkelse af Huawei kunne være en kinesisk boykot af tyske biler.

Det grundlæggende problem i Huawei-spørgsmålet er, at hardware og software i 5G-netværket dårligt kan skilles ad. Huawei er i Didi Kirsten Tatlows øjne derfor ikke bare en »afgørende stresstest for EU’s kinapolitik«, men også en åbenlys ladeport for kinesisk indflydelse – og spionage – i Europa.

»Kina er nu engang et diktatur, der vil styre verden med teknologi og videnskab,« siger forskeren, der selv har tilbragt små fyrre år i Kina og Hongkong og er medforfatter til bogen Kinas greb efter fremmed teknologi – hinsides spionage.

»Vi ved jo, hvad firmaer som Huawei vil. Jeg er ikke koldkriger, men jeg kender systemet indefra og mener, at vi må være realister: Målet med kinesisk teknologi er at binde os i deres logikker og værdisystemer.«

Mere Merkel

For Kinaeksperten Mareike Ohlberg fra German Marshall Fund skal svaret på den kinesiske udfordring også være: Gå med Biden, USA og de allierede i Stillehavsområdet.

»Vi må sætte mere hårdt mod hårdt og selv som tyskere tage med i købet, at det vil koste i forhold til en kinesisk markedsåbning,« siger hun.

»Vi må indse, hvor svært det er at få Kina til at bevæge sig – og at vi kun tilnærmelsesvist kan opnå det med store koalitioner.«

Men vil eksportnationen Tyskland nogensinde blive klar til at gå den vej? Og kan skiftet allerede komme til september, når Merkel abdicerer som tysk kansler?

Hvis man ser på hendes mulige efterfølger, er der ikke meget, der tyder på en mere kritisk linje over for Beijing. Den ny CDU-formand Armin Laschet taler overvejende pænt og forsigtigt om det tætte forhold til Beijing. Det samme gælder Bayerns ministerpræsident Markus Söder, der gælder som det varmeste bud på en kommende kansler.

Uanset udfaldet af kanslerkampen vil vi altså få mere af Merkels handelspragmatiske kinalinje. Men alligevel kan det tyske valg i september blive afgørende for Europas relationer med Kina, mener Lucrezia Poggetti.

»Hvis De Grønne, som det ser ud til, kommer i regering eller får flere sæder i parlamentet, vil det formentlig medføre et større fokus på værdier og demokratiske principper. I kinapolitikken vil det åbenlyst føre til et sammenstød med den meget magtfulde tyske industri – og især med bilproducenterne,« siger Lucrezia Poggetti.

Dette grønne skifte tvivler Didi Kirsten Tatlow på.

»Den tyske industri vil stritte stærkt imod, der hvor dens profit udfordres. Og De Grønnes bagland tænker ikke strategisk,« siger hun.

»Antiamerikanismen sidder dybt i Europa. Mange har ikke forstået, hvad der er på spil, og at vi ikke kan løse udfordringen uden USA.

Konfliktpræget geopolitik er heller ikke tyskernes livret generelt.

Ifølge en repræsentativ undersøgelse fra Infratest for avisen Welt am Sonntag ønsker 77 procent af tyskerne, at Tyskland forbliver neutralt og holder sig ude af konflikten mellem USA og Folkerepublikken Kina.

»Verden skal, bitte, løse sine problemer uden os, så vi kan sælge vores biler i fred«, lyder Mareike Ohlbergs sarkastiske kommentar.

Serie

Den kinesiske udfordring

I Vesten troede vi, at voksende velstand ville få Kina til at ligne os, men i stedet er landet blevet mere autoritært og mindre villig til at acceptere den eksisterende verdensorden. Så hvordan håndterer vi et frembrusende Kina, der ikke deler vores værdier? I EU og USA bliver en kinakritisk linje stadig skarpere, men vi har også brug for Kina til at løse fælles udfordringer, ikke mindst på klimaområdet. I en serie spørger Information politikere og eksperter om, hvad vi stiller op med den kinesiske udfordring.

Seneste artikler

  • Den kinesiske udfordring bliver kun større

    19. februar 2021
    Der er brug for en langt mere åben og bred debat om, hvor tæt Danmark bør være knyttet til Kina. Ved at fortsætte som før vil kløften mellem, hvad Danmark ønsker at stå for internationalt, og hvordan Danmark handler over for Kina, vokse sig større
  • Ved at genopbygge alliancerne vil USA bremse ’den kinesiske trussel’

    8. februar 2021
    Med sin første udenrigspolitiske tale langede USA’s præsident Joe Biden hårdt ud mod Kina og landets »økonomiske overgreb«. I Washington er en debat om mulig inddæmning af Kinas ekspansive globale politik i fuld gang
  • Danmark deler stadig mere viden med Kina – nu skal samarbejdet granskes

    29. januar 2021
    Med enorme investeringer og en yderst målrettet indsats er Kina på rekordtid blevet integreret i det globale videnssamfund. Det er forbundet med muligheder for danske forskere – men i stigende grad også risici. Regeringen vil kortlægge truslerne i det internationale forskningssamarbejde og forebygge, at dansk viden misbruges
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Der er to muligheder. Vi kan køre tyske fossil premium biler eller dø. Vestens æra lakker mod enden efter mere end 500 år.

Og resten af verden længed efter godtgørelse, efter at gave været underlagt tvang og vestlig latterliggørelse i århundrede.

Torben K L Jensen og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar

Der er en udbredt konsensus og narrativ i Information om en optrappende og konfrontatorisk inddæmning af truslen fra øst. Hvad var det lige den kolde krig lærte os?

Flemming Berger, Mogens Holme, Knud Bisgaard, Hanne Utoft, Søren Dahl, Ole Arne Sejersen og Anders Graae anbefalede denne kommentar

Det lyder som en rigtig god ide, at Information vil lave en serie om vores relation til Kina - et forhold, som man på forhånd har valgt at se som et problem ved at kalde serien ”den kinesiske udfordring”. Ligeledes er det på forhånd er bestemt, at der skal ”dæmmes op for det frembrusende Kina”, der således – også på forhånd - anses for mere ”frembrusende” end andre stormagter i varetagelse af egne interesser. Det er ellers god praksis at have hørt præmisserne inden dommen afsiges.
Information er ”Kina-kritisk”. Men retorikken er ikke kun kritisk, den er også krigerisk. Hvorfor er det fx som udgangspunkt forkert, betænkeligt eller beklageligt, at den tyske taktik har været ”med til at forhindre en ny koldkrigsfront mellem Vesten og Kina”? – det modsatte forekommer da meget værre. Hvad er det, vi vil opnå med ”en ny fælles front mod Kina”? og hvorfor er det en helt gal holdning, hvis ”Europa ikke entydigt vil stille sig på USA’s side i en ny koldkrigsagtig konfrontation mellem Vesten og Kina”? eller at vi sammen med Kina skaber ”en ny verdensorden”?

Det bliver spændende og meget vigtigt at se dokumentationen, argumenterne eller i det mindste sandsynliggørelsen af
• at ”Kina undergraver vestlige demokratier”.
• at Kina ”spreder desinformation, står bag cyberangreb og misbruger sin økonomiske magt til at kue europæiske nationer”. Måske kan vi endda få at vide, hvilke europæiske nationer, der er kuet af Kina.
• at den håbefulde, naive tro på »Wandel durch Handel« skulle være en ringere vej til fred og sameksistens end en konfrontatorisk kold-krigslinje?
• hvordan vi ligeværdigt vil ”skrue op for den politiske dialog”, hvis vi på forhånd kræver, at kineserne skal blive ”mere som os”, og ”lade sig tøjle af Vestens internationale regler”. Er det så overhovedet en dialog?

Det ville være rigtigt godt, hvis vi kommer til at høre eksperter, der kender Kina indefra, så vi også kan få indblik i hvordan kineserne ser på samarbejdet og den fredelige sameksistens, som alle hylder i skåltalerne. Måske findes der endda eksperter, som har førstehåndskendskab til Kina, og hvis oplysninger således ikke er filtreret gennem amerikanske efterretningskilders objektiver, eller som kan fremkomme med vurderinger og analyser, der ikke var farvet af snævre amerikanske interesser. Hvor vigtigt eller interessant er citater fra konservative vestlige tænketanke, der langt hen ad vejen citerer hinanden og har en forforståelse om Kina som en trussel mod Vesten?
Uafhængig information om en potentiel fjende som Kina er vigtig, så vi ikke træffer forkerte, farlige eller selvmorderiske beslutninger. Terrorbalancen mellem Vesten og Sovjet gjorde intet godt for menneskerettighederne i øst. En hård konfrontatorisk linje overfor Kina kan virke heroisk, men kan let vise sig kontraproduktiv eller direkte farlig og give anledning til urolig nattesøvn for os selv.

Hele den vestlige medieverden har flere gange ladet sig føre bag lyset af den effektive amerikanske propagandamaskine. Tænk bare på historien med den grædende sygeplejerske og Iraqs påståede tyveri af kuvøser fra Kuwait, eller den gigantiske og dygtigt orkestrerede historie om Saddan Hosseins masseødelæggelsesvåben, som også rev os med i flere krige.

Flemming Berger, Hanne Utoft og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Søren Dahl, prøv at se DR2's Debatten fra januar i år nedenfor - start 22 minutter henne i streamen, hvor Clement og vor udenrigsminister samt en ungdommelig Kina-korsfarer flyver ind til debatten om Kina-problemet ... og derpå bliver det spændende, da Kina-journalist Flemming Ytsen får ordet og bringer en informeret diskurs på bordet (29 minutter henne). Uffe Elbæk reagerer efterfølgende med sentimentalisering hvor han viderebringer amerikanske rygter om et verserende, kinesisk folkemord.

https://www.dr.dk/drtv/se/debatten_-biden-i-trumps-verden_233269

Jeg kom til at tænke på ovenstående i forlængelse af din opfordring til en bedre informeret debat om Kina.

Peter Beck-Lauritzen

Mere handel, ingen Wandel/principper og værdier! Merkel skuffer.
VW fabrik i Kinas uighur-område, HongKong, Taiwan, Huiwei, corona osv, så SKAL Tyskland lefle for Kina, for at sælge biler. No go, Merkel.
Trist. Men er amerika bedre? Rusland, Indien?
EU må blive "autonom" (den gode betydning).

Jørgen Mathiasen

Hvis ikke andre, så kan Informations journalister lægge ører til Norbert Röttgen i gårsdagens udgave af Marcus Lanz. Han har den største udenrigspolitiske kompetence indenfor CDU/CSU.

Af største betydning for Forbundsrepublikken er den nye præsident i USA og forholdet over Atlanten - vestbindingen er fortsat en grundsten i tysk politik, og dernæst står forholdet til et vanskeligt land i øst, Rusland, på dagsordenen. Der er talrige andre udenrigspolitiske temaer og her dukker Kina også op, men volumen over for Kina har man først gennem EU.