Ved at genopbygge alliancerne vil USA bremse ’den kinesiske trussel’

Med sin første udenrigspolitiske tale langede USA’s præsident Joe Biden hårdt ud mod Kina og landets »økonomiske overgreb«. I Washington er en debat om mulig inddæmning af Kinas ekspansive globale politik i fuld gang
Kinesiske fabriksarbejdere spiser frokost med halvanden meters afstand, for at minimere risikoen for coronasmitte.

Kinesiske fabriksarbejdere spiser frokost med halvanden meters afstand, for at minimere risikoen for coronasmitte.

Li Ying Xinhua / eyevine

Udland
8. februar 2021

Hvordan skal USA forsvare sin dominerende magtposition på verdensscenen mod den fremstormende supermagt i Asien? USA, en kolos på lerfødder, tynget af coronakrisen, splittet af et polariseret politisk klima og svækket af brodne alliancer.

Det bliver præsident Joe Bidens største udenrigspolitiske udfordring de næste fire år, hvilket han da også betonede i sin første udenrigspolitiske tale sent torsdag aften dansk tid.

I talen sagde Biden, at USA vil konfrontere Kinas »økonomiske overgreb«, ligesom han fremhævede Kinas overgreb på menneskerettigheder og immateriel ejendomsret.

Biden overtager en kinapolitik fra Donald Trump, der var af den fejlagtige opfattelse, at USA’s globale indflydelse stadig er så mægtig, at rivaliserende magter ville vige, så snart de blev konfronteret med truende retorik og økonomiske sanktioner. Og at USA ville stå stærkere uden at være bundet af allianceforpligtelser og multilaterale frihandelsaftaler.

På den måde trak Trump eksempelvis USA ud af frihandelsaftalen med 11 stillehavslande i Asien og Latinamerika (Trans-Pacific Partnership, TPP) med begrundelsen, at amerikanerne kunne opnå større fordele ved at indgå bilaterale frihandelsaftaler.

Og han afviste at gå sammen med EU, Japan, Korea, Indien og andre asiatiske lande for at stække Kinas merkantilisme og aggressive fremfærd i nabolandene.

Trumps USA efterlod et magttomrum, som Kina forstod at udfylde.

I efteråret sluttede Kina sig til Regional Comprehensive Economic Partnership (RCEP), hvis andre medlemmer tæller Japan, Sydkorea, Australien, New Zealand og alle andre lande i Østasien og Sydøstasien.

Og for at gøre ondt værre har Kina for nylig erklæret, at landet vil søge om optagelse i TPP, der efter USA’s udmeldelse har skiftet navn til Comprehensive and Progressive Agreement for Trans-Pacific Partnership (CPTPP).

»Kina har spillet sine kort virkeligt godt,« siger handelsøkonom Robert Lawrence, der er professor på Harvard University Kennedy School of Government.

»Præsident Obamas primære argument for USA’s indtræden i TPP var, at vi skulle sidde ved bordenden, når reglerne for samhandel i stillehavsregionen i det 21. århundrede blev udformet. Nu kan det ende med, at Kina kommer til at sidde ved bordenden,« advarer Lawrence.

Det er ikke, fordi amerikansk økonomi taber store summer på at være uden for CPTPP. En beregning lavet af handelsøkonomer ved Peterson Institute for International Economics (PIIE) i Washington, D.C., anslår tabet til at være mellem 50 og 100 milliarder dollar årligt.

»I det store billede er det et lavt beløb. Det skyldes, at USA har bilaterale aftaler med halvdelen CPTPP’s medlemmer, så vi undgår told,« siger Gary Hufbauer, seniorstipendiat ved PIIE.

Men der er bred enighed blandt amerikanske handelsøkonomer om, at USA kan blive nødt til at søge om genoptagelse i stillehavspagten.

»Storbritannien planlægger at ansøge, og hvis briterne bliver optaget sammen med USA, vil CPTPP stå for mere end 50 procent af den globale økonomi. Herefter er det ikke længere WTO, der øver størst indflydelse over reglerne for international handel. Det er CPTPP,« bemærker Hufbauer.

Samhandlen med Kina

En ting er, hvad Biden-regeringen gør for at styrke USA’s indflydelse i det internationale handelssystem. Noget andet er, hvad den nye præsident kan gøre for at forbedre de bilaterale handelsrelationer med Kina, der er blevet stærkt forværret gennem de seneste fire år.

Trumps handelskrig har stort set været en fiasko. USA’s handelsunderskud med Kina skulle vendes til et overskud. I stedet er underskuddet steget. Kina skulle ophøre med at subventionere sine statsselskaber, der udgør en tredjedel af økonomien. I stedet blev subsidier holdt uden for en handelsaftale indgået mellem de to lande i januar 2020.

Første fase af den nu et år gamle bilaterale handelsaftale opfylder dog ét amerikansk krav – amerikanske producenter i Kina vil ikke længere være tvunget til at overføre teknologi til kinesiske partnere. En tilsvarende klausul findes i investeringsaftalen indgået i december mellem EU og Kina.

Ellers er aftalen mestendels af merkantilistisk karakter. Kineserne forpligter sig til at aftage for 200 milliarder dollar eksportvarer over to år, og det drejer sig fortrinsvis om landbrugsvarer og bioteknologiske produkter og energiressourcer.

Men det er en ordning, der går ud over nogle af USA’s nære allierede og handelspartnere, hvis landbrugssektorer vil miste markedsandele i Kina. Eksempelvis medfører Kinas løfte om køb af amerikanske sojabønner, at Brasiliens eksport af samme vare falder.

Men den høje toldmur, som Trump og Xi Jinping rejste for de fleste produkter handlet mellem de to lande, bliver stående. USA vil fortsat lægge straftold på 65 procent af de kinesiske importvarer, og Kina gør det samme på 57 procent af produkter fra USA. Biden-regeringen har endnu ikke meldt ud, hvad den vil stille op med denne toldmur.

»Vores relationer til Kina bliver revurderet,« sagde Bidens talskvinde Jen Psaki i sidste uge.

»Vores mål er at engagere os i forholdet fra en styrkeposition, og det betyder, at vi først vil koordinere og kommunikere med vores allierede og partnere.«

Presset fra Kongressen

Det kan imidlertid blive en yderst delikat opgave for Biden-regeringen at rede trådene ud i et forhold til Kina, der efter alt at dømme er blevet forværret af Trumps handelskrig og forpurret af præsident Xi Jinpings repressive politik i Hongkong, det angivelige folkedrab mod den muslimske befolkning i Xinjiang og Beijings stigende fjendtlige tone mod Taiwan.

»Biden er under pres for at opfylde modstridende krav fra flere forskellige sider,« siger Harvard-professor Robert Lawrence.

I Kongressen, forklarer Lawrence, ønsker republikanere og en del demokrater at straffe Kina for overtrædelse af FN’s menneskerettighedskonvention og ILO-konventionen mod tvangsarbejde. Kongreslovgivere stiller samtidig krav om, at Kina yder flere retsgarantier til amerikanske virksomheder med drift i landet.

»Det betyder, at Biden ikke kan fjerne straftolden uden at få noget konkret til gengæld fra det kinesiske styre,« lyder det fra Lawrence.

Uden for Washington vil erhvervssektorer, der i kraft af straftold er blevet beskyttet imod konkurrence fra kinesiske lavprisprodukter, endvidere modsætte sig en sænkning af toldmurene. Det samme vil fagforeninger, som frygter tab af industrijob.

Samtidig skal Biden-regeringen tage højde for straftoldens indflydelse på priser for mange varer med mærkatet ’Made in China’. De højere priser rammer de amerikanere, der under coronakrisen har færre penge på lommen.

Samlet set kan Bidens kinapolitik således ikke reduceres til kun at være et spørgsmål om at åbne det kinesiske marked mere for amerikanske produkter og virksomheder eller at skabe lige forudsætninger for international konkurrence gennem afskaffelse af subsidier og andre handelshindringer.

»Alle dimensionerne af USA’s kinapolitik, herunder handelssamkvemmet, vil blive anskuet i et større perspektiv – nemlig rivaliseringen mellem de to økonomiske supermagter,« vurderer Hufbauer fra Peterson Institute for International Economics.

Det er også grunden til, at alle betydningsfulde beslutninger vil ligge hos udenrigsminister Anthony Blinken og national sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan.

I en tale til US Institute of Peace i Washington i sidste uge signalerede Sullivan, at USA ikke vil lade Kina fortsætte sin repressive politik internt og eksternt omkostningsfrit.

»Kina vil betale en pris for, hvad landet gør i Hongkong og Xinjiang og for dets trusler og fjendtlighed over for Taiwan,« advarede han.

I sit første interview som udenrigsminister sagde Blinken til tv-stationen NBC, at USA til forskel fra Kina har mange allierede og partnere, der kan være med til at lægge pres på Kina.

»Vi vil igen engagere USA i multilaterale institutioner og være med til at udforme regler og normer, forsvare demokratiske værdier og forebygge kinesiske aggressioner med vores militære magt,« udtalte Blinken.

Samtidig anerkendte udenrigsministeren, at Kinas udfordring af USA på den globale scene også kan tilskrives USA’s »selvforskyldte svagheder«, en indirekte kritik af Trumps America First-politik.

»Det betyder, at vi bliver nødt til at reengagere os i verden,« sagde Blinken.

En debat om strategi

Både i det amerikanske udenrigsministerium og i udenrigspolitiske tænketanke bliver der i disse dage intenst diskuteret, hvordan USA skal håndtere, hvad der vidt og bredt bliver kaldt ’den kinesiske trussel’.

Skal USA gentage og overføre sin strategi fra Den Kolde Krig med at ’inddæmme’ Sovjetunionens ekspansive politik til Kina? Eller er Kina en helt anden og måske langt farligere trussel mod USA’s dominans, mod den liberale verdensorden og vestlige demokratiers levedygtighed?

Debatten har endda fået en anonym analytiker i Washington til at parafrasere et langt og berømt telegram skrevet i 1946 af USA’s ambassadør i Moskva, George Kennan. Heri fremsatte Kennan det teoretiske grundlag for en inddæmningspolitik, der senere blev gennemført under præsident Harry Truman.

I »The Longer Telegram« skriver analytikeren, at Kina ikke længere bør anses for at være en »status quo-magt«.

»Kina er blevet en revisionistisk magt, og for USA og den amerikansk anførte liberale verdensorden betyder det et fundamentalt skifte i den strategiske situation. Det ville være at friste fare, hvis vi ignorerer dette skifte. Xi er ikke længere en udfordring til amerikansk overhøjhed. Han udgør en alvorlig trussel mod hele den demokratiske verden,« hedder det.

Nogenlunde samme budskab lyder fra en ny og omtalt bog med titlen The World Turned Upside Down: America, China, and the Struggle for Global Leadership, der er skrevet af den indflydelsesrige handelsøkonom Clyde Prestowitz.

Men hvad kan Biden og hans rådgivere rent faktisk gøre for at inddæmme Kina, og er det en ønskelig og farbar vej at tage?

Meget taler for, at den nye præsident vil vælge den »lange vej gennem institutionerne«.

Det vil være en strategi, ifølge hvilken USA dels genvinder sin økonomiske styrke ved at investere i udvikling af en moderne og fossilfri infrastruktur. Dels genopretter et blakket internationalt renommé ved at reducere en gabende social og økonomisk ulighed i det amerikanske samfund og samtidig opprioriterer minoriteters lige rettigheder og sociale velfærd.

Parallelt vil USA under Biden opleve et skift i holdning til globaliseringen. Den bærende idé her er at flytte fokus væk fra en traditionel promovering af amerikanske selskabers udflytning af produktion til lande som Kina med billigere arbejdskraft.

Frem for at indgå frihandelsaftaler, der har til formål at hjælpe industrivirksomheder og finansselskaber med at få fodfæste i eksempelvis Kina, vil Biden-regeringen bruge skattelove til at befordre mere produktion i USA. Mottoet lyder: Højere skat på dem, der flytter udlands og deponerer overskud i skattely – lavere skat til dem, der vælger at blive i USA.

»Hvorfor skal USA hjælpe Goldman Sachs med at åbne Kinas finanssektor,« spurgte Jake Sullivan i en artikel i Foreign Affairs Magazine sidste år.

Det internationale spor

Det er også i den sammenhæng, man skal se Bidens nylige dekret, som opdaterer en lov kendt som ’Buy American’. Ifølge forordningen vil andelen af udenlandske komponenter, der indgår i amerikanske produkter fremstillet og solgt til forbundsstaten, blive nedsat.

Formålet er at skabe flere amerikanske arbejdspladser i forbindelse med Bidens planer om at udbygge USA’s infrastruktur og hans kommende klimainitiativ. Forordningen skulle ikke være i strid med WTO’s regler for fri konkurrence i medlemsstaternes offentlige indkøb.

I det internationale spor forventes USA at genoptage sin støtte til WTO, der ifølge tidligere cheføkonom Patrick Low »har været handlingslammet gennem de seneste fire år«. Biden-regeringen har signaleret sin støtte til udvælgelsen af den forhenværende nigerianske finansminister og direktør i Verdensbanken, Ngozi Okonjo-Iweala, til generaldirektør.

Trods hendes amerikanske statsborgerskab afviste Trump-regeringen at støtte Okonjo-Iwealas kandidatur.

USA’s nære handelspartnere kan også se frem til forhandlinger om at fjerne straftold på aluminium og stål, som Trump-regeringen indførte for at tilgodese amerikansk industri.

»Biden-regeringen vil næppe lade USA’s stålindustri i stikken, men vi regner med, at straftold vil blive erstattet af importkvoter,« siger Hufbauer fra Peterson Institute.

Herudover kan udviklingslandene forvente mere støtte fra USA’s udviklingsorganisation, USAID, der vil blive ledet af tidligere FN-ambassadør, irskfødte Samantha Power. Biden har allerede lovet bevillinger til produktion af en gratis COVID-19-vaccine til fordeling i fattige lande.

Og særlig international goodwill forventes at blive indkasseret fra en klimapolitik, der blandt andet vil bistå udviklingslande med amerikansk teknologi til omstilling fra fossile brændsler til vedvarende energikilder.

Den kinesiske udfordring

I Vesten troede vi, at voksende velstand ville få Kina til at ligne os, men i stedet er landet blevet mere autoritært og mindre villig til at acceptere den eksisterende verdensorden. Så hvordan håndterer vi et frembrusende Kina, der ikke deler vores værdier? I EU og USA bliver en kinakritisk linje stadig skarpere, men vi har også brug for Kina til at løse fælles udfordringer, ikke mindst på klimaområdet. I en serie spørger Information politikere og eksperter om, hvad vi stiller op med den kinesiske udfordring.

Seneste artikler

  • Den kinesiske udfordring bliver kun større

    19. februar 2021
    Der er brug for en langt mere åben og bred debat om, hvor tæt Danmark bør være knyttet til Kina. Ved at fortsætte som før vil kløften mellem, hvad Danmark ønsker at stå for internationalt, og hvordan Danmark handler over for Kina, vokse sig større
  • Tysklands kinapolitik: Verden skal, bitte, løse sine problemer uden os, så vi kan sælge biler i fred

    15. februar 2021
    Kansler Merkels bløde linje og Tysklands hårde industriinteresser kan blokere for den demokratialliance mellem Europa og Joe Bidens USA, som skal dæmme op for det frembrusende Kina – men den tyske taktik kan samtidig også være med til at forhindre en ny koldkrigsfront mellem Vesten og Kina
  • Danmark deler stadig mere viden med Kina – nu skal samarbejdet granskes

    29. januar 2021
    Med enorme investeringer og en yderst målrettet indsats er Kina på rekordtid blevet integreret i det globale videnssamfund. Det er forbundet med muligheder for danske forskere – men i stigende grad også risici. Regeringen vil kortlægge truslerne i det internationale forskningssamarbejde og forebygge, at dansk viden misbruges
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kinas selvbevidsthed har sin økonomske oprindelse i vestens kræmmersjæl, der har behov for billig arbejdskraft, og som vesten i årtier har udnyttet ved eksport af arbejde til kinesiske arbejdere, så vestens kræmmere har kunnet tjene endnu flere penge.

Som økonomiske stormagt og i takt hermed er Kinas selvbevidsthed også vokset, og udfordrer dermed den amerikanske selvforståelse omkring verdensordenen, hvor begge parter hævder de har det bedste politiske system - når blot man kan indordne sig!

Her vil nogle sikkert protestere voldsomt over min afsluttende sætning i forrige afsnit, men mon ikke der er noget rigtigt heri alligevel.

Ser vi tilbage på de foregående republikanske regeringer og især Bush jr. regeringen der tildelte sig selv magt - globalt, og ikke mindst indenlands, hvor man aflyttede alt og alle elektronisk, og slev indenfor Amerikas grænser overtrådte lover(forfatningen) groft, og man samtidig løj overfor undersøgelseskommissionen om disse indenlandske aflytning af borgerne, så blev ingen af disse ansatte straffet for ikke at overholde loven, - endsige at lyve overfor undersøgelseskommissionen.

Den amerikanske politiske elite og deres ansatte er altså hævet over loven, og som kun dømmer dem længere nede i hierarkiet, - så det er såmænd ikke så stor forskel imellem de to systemer, magtens folk bestemmer hvem der skal stilles for retten!

Grundlæggende er det naturligvis forkert, - men begge systemer benytter sig heraf, så hvad er forskellen?

Kinas økonomiske overgreb, ligner til forveksling de overgreb som Amerika selv har benyttet sig af igennem mange mange år, så forskellene her er da også til at overse.