Seks kvinder af asiatisk herkomst, en hvid mand og en politibetjent. Alle blev de skudt og dræbt af den 21-årige Robert Aaron Long, da han den 16. marts gik til angreb på tre massageklinikker i Georgias hovedstad, Atlanta.
Nu runger deres navne ud over pladsen foran byens domhus, mens de hundredvis af fremmødte tænder stearinlys, der kaster et gyldent skær hen over skoven af håndskrevne skilte med budskaberne »Beskyt asiatiske liv« og »Stop had mod asiater«.
»Vi kæmper for racelighed og retfærdighed ved at opbygge et fællesskab for asiatiske amerikanere og sprede budskabet om deres identitet,« forklarer 21-årige Joseph Gutierrez, der er blandt talerne ved mindehøjtideligheden.
En mindehøjtidelighed, der blot er én af mange i USA’s storbyer den seneste uge, og som har fået stor opmærksomhed under hashtagget #StopAsianHate.
Efter annonceringen af ofrenes navne går Andy Lang, en 17-årig kinesisk-amerikansk universitetsstuderende fra Atlanta, på talerstolen.
»Had mod asiater og asiatiske amerikanere er ikke noget nyt. Jeg har haft samtalen med mine forældre. Ringet til dem og tigget dem om ikke at lade mine bedsteforældre gå alene på gaden. Please, pas på jer selv på vej til arbejde. For jeg vidste, at hvis det kunne ske i New York og Californien, kunne det også ske i Atlanta.«
Andy Lang refererer til den stigning på 150 procent i anmeldelser af hadforbrydelser mod asiatiske amerikanere, som USA har oplevet det seneste år. En stigning, som hun og mange af de fremmødte forbinder med en racistisk retorik under coronapandemien rettet mod asiatiske amerikanere. Særligt dem af kinesisk herkomst. Tidligere præsident Trump er blevet kritiseret for at kalde virussen »China-virus« og »Kung-Flu«.
Drabene i Atlanta har i løbet af de seneste 14 dage skabt voldsom debat om den asiatisk-amerikanske befolknings vilkår. En minoritet, der ikke fylder mange sider i amerikanske historiebøger, som ikke før har haft deres egen borgerrettighedsbevægelse, men som nu er kommet i fokus i USA, hvor minoriteter og ofre for diskrimination er et højspændt politisk tema i kølvandet på Black Lives Matter-bevægelsen.
Iagttagere og kommentatorer diskuterer tilmed, hvorvidt det nye fokus vil føre til en asiatisk udgave af Black Lives Matter.
Giftig fremstilling
Den generelle fremstilling af asian americans hviler typisk på forestillingen om, at gruppen er en såkaldt model minority – et forbillede for andre minoriteter, fordi den klarer sig godt økonomisk og i uddannelsessystemet.
Men det er en myte, påpeger aktivister og forskere.
Dels passer mange asiatiske amerikanere ikke ind i forestillingen om denne model minority, da de arbejder i lavindkomstjob på restauranter, skønhedsklinikker og fabrikker eller som rengørings- og hushjælp.
Dels skygger myten den for årtiers diskrimination.
»I midten af det 20. århundrede blev assimilering og integration betragtet som løsninger på racisme,« har Ellen Wu, lektor i historie ved Indiana University og forfatter til bogen The Color of Success: Asian Americans and the Origins of the Model Minority, sagt til nyhedsstationen NBC News.
»Det betød store ændringer for asiatiske amerikanere, der i årtier havde været udsat for diskrimination, der meget lignede Jim Crow-lovene i Syden.«
Men ’modelminoriteten’ er også en giftig stereotyp, mener Ellen Wu – også selv om det er en stereotyp, som asiatiske amerikanere selv har været medskabere af, fordi den har hjulpet dem til at slippe fri af forestillingen om ’den gule fare’ og i stedet gjort dem til billedet på de gode samfundsborgere.
I den asiatisk-amerikanske befolkning er man tilsyneladende delt i synet på den nye bevægelse imod antiasiatisk racisme. Uenigheden handler ikke mindst om, hvilken generation man tilhører.
Chow-parret vil ikke flytte
Længere nede i The Deep South, i delstaten Mississippi, hvor nogle af USA’s største grupper af førstegenerationskinesere bosatte sig for omkring 100 år siden, har 80-årige Gilroy Chow også fået et opkald af den slags, som 17-årige Andy Lang foretager til sine forældre.
78-årige Frida Quan blev født i baglokalet til forældrenes supermarked i 1942. Sammen med Gilroy Chow er hun en af hovedkræfterne bag Museum for Mississippi Deltas Kinesiske Arv.
Rundt om Gilroy og Sally Chows hus strækker bomuldsmarkerne sig over det flade landskab og minder sammen med tonerne fra de gamle, slidte blues joints nede i bymidten om Mississippis voldelige rødder og racistiske behandling af etniske minoriteter.
Men Gilroy og Sally Chow vil ikke flytte. Det er her, de er født og opvokset. Og de »bruger ikke tid på at lytte efter skud«, som Gilroy Chow udtrykker det. Han har det med mediernes nyheder om stigende kriminalitet som med dækningen af antiasiatisk racisme: Selv om det forekommer, så fylder det ikke i hverdagen.
Gilroy og Sally Chow føler sig ikke truet i deres lokalsamfund, fortæller de. Og i modsætning til den nye Stop Asian Hate-bevægelse opfatter de faktisk ikke drabene i Atlanta som en hadforbrydelse mod asiatiske kvinder.
Ifølge politiet har gerningsmanden forklaret sit motiv for drabene som et forsøg på at »udrydde fristelsen for sin seksuelle afhængighed«. Noget, mange har set som udtryk for seksuel objektivisering af asiatiske kvinder, men som Gilroy og Sally Chow derimod opfatter som et enestående udslag af en enkelt mands sindssyge. De er naturligvis oprørte over drabene i Atlanta og de voldelige overfald på amerikanske asiater. Men de har hverken været til mindehøjtideligheder eller brugt hashtags. Og de har ikke lyst til at være del af en bevægelse, der sætter fokus på had mod asiatiske amerikanere, de ikke kan genkende.
»Som kineser ligger det i min natur at tilpasse mig, og hvad er der galt i det? Jeg er ikke en aktivist,« siger Gilroy Chow.
Ikke et offer
Gilroy Chows far migrerede i 1930’erne til USA som den første i familien, fortæller han over morgenkaffen. På det tidspunkt var den første bølge af kinesere allerede draget fra den kinesiske Guangdong-provins til Mississippi – de to steder har de flade, landlige landskaber til fælles – i håb om at få del i »det gyldne bjerg«, som amerikanske plantageejere lokkede med i deres jagt på ny billig arbejdskraft efter slavetidens ophør.
Men de nye kinesiske daglejere fandt hurtigt ud af, at den bomuldsrige jord kun gjorde plantageejerne rige og begyndte derfor at slå sig sammen om at åbne små supermarkeder på gadehjørnerne i det raceadskilte sydstatssamfund.
Det var den karrierevej, Gilroy Chows far kom til USA for for at forfølge, og den tilværelse, Gilroy Chow blev født ind i. Mantraet var, at man skulle bruge Mississippi som springbræt til at komme videre ud i det amerikanske samfund.
»Arbejd hårdt, send dine børn i skole, og se dem flytte væk fra Mississippi,« som Gilroy Chow formulerer det, mens Sally Chow retter morgenmaden an.
Og det er præcis, hvad hans børn har gjort.
På væggene i køkkenet og inde i stuen hænger fotos af Gilroy og Sally Chows bedrifter: deres og børnenes universitetsdiplomer og bryllupsbilleder, børnebørnenes skolefotos og medaljer i amerikansk fodbold og ikke mindst billeder fra Gilroy Chows karriere som ingeniør for NASA. I en glasboks på stuebordet ligger et billede af en storsmilende Buzz Aldrin arm i arm med Gilroy Chow sammen med en personlig tak fra topastronauten for Gilroy Chows arbejde med at udvikle det landingsmodul, der bragte Aldrin og Armstrong ned på Månen.
Gilroy Chows historie er på mange måder en kontrast til det offerbillede, der de seneste uger er blevet tegnet af de asiatiske amerikanere i medierne. Og uden at være typen, der soler sig i egne bedrifter, er det netop en af årsagerne til, at Gilroy Chow er skeptisk over for den nye opmærksomhed.
»Jeg har været heldig med de muligheder, livet har givet mig,« nikker han mod de udsmykkede vægge og takker både det amerikanske flag, der flagrer fra carporten ude i indkørslen, og den arbejdsmoral, som opvæksten i familiens supermarked gav ham.
Da Sally Chow sætter morgenmaden på bordet, er der intet kinesisk på menuen. Hos Chow-parret serveres røræg, pølser og den klassiske sydstatsmajsgrød grits, og de hjemmebagte blåbærmuffins skal spises med bacon ved siden af, pointerer Sally Chow med tyk sydstatsaccent.
Født i baglokalet
De kinesiske supermarkeder illustrerer om noget den verden, Mississippis ældre kinesiske generation voksede op i.
En halv times kørsel længere nede ad Mississippiflodens bred blev den 78-årige Frida Quan født i baglokalet i sine forældres supermarked tilbage i 1942.
Som del af den kinesiske ekskluderingslov havde amerikanske kinesere dengang ikke lov til at eje egen ejendom, og det var derfor normalt, at kinesiske familier boede i baglokalet til deres lejede butikker under dække af at bruge rummet til vareopbevaring.
Det lille supermarked lå på hjørnet af en gade, der dannede skellet mellem et sort og et hvidt boligområde og fungerede som buffer mellem de to raceadskilte samfund.
Mens sorte under de diskriminerende racistiske Jim Crow-love ikke måtte handle i hvide butikker, fandt de neutral jord i de kinesiske markeder, hvor hvide lokale også handlede. Her ses et af de sidste tilbageværende kinesiske supermarkeder i Mississippi.
»Vi havde bogstaveligt talt ikke råd til at vælge side,« forklarer Frida Quan, der husker en barndom, hvor raceskellene var mudrede.
Indtil 1950’erne havde asiatiske amerikanere ikke adgang til hvide skoler, måtte kun gå til sorte læger og havde ingen stemmeret. Men alligevel kunne hun og vennerne aldrig finde ud af, hvilken ende af bussen de måtte sidde i – et både symbolsk og reelt eksempel på den asiatisk-amerikanske befolknings position.
Sammen med Gilroy Chow og sin nu afdøde mand har Frida Quan været en af hovedkræfterne bag det ti år gamle Museum for Mississippi Deltas Kinesiske Arv, der ligger i Cleveland, Mississippi lige nord for hendes hjemby.
Oplever ikke diskrimination
Under borgerrettighedsbevægelsens protester i 1960’erne forholdt Frida Quan sig neutralt, selv om de udspillede sig for øjnene af hende. Hun husker tydeligt den dag, den første sorte studerende, James Meredith, blev optaget på Mississippis universitet under voldelige protester fra hvide sydstatsborgere og under bevogtning af nationalgarden.
På det tidspunkt havde asiatiske amerikanere allerede fået lov til at gå i hvide skoler, men var stadig på et socialt niveau, hvor så lidt opmærksomhed som muligt var det, man stræbte efter.
Det er derfor, Frida Quan ligesom Gilroy Chow er skeptisk over for den nye Stop Asian Hate-bevægelse. Hun er ked af at høre om angrebene på asiatiske amerikanere, men oplever ikke diskriminationen på egen krop i sydstaternes små samfund, hvor folk generelt kender og ikke længere er bange for hinanden, forklarer hun. Derfor er hun også i tvivl om, både hvor stort problemet er, og hvad bevægelsen vil komme til at betyde.
For hende er det først og fremmest historien, der er vigtig at bevare som en opskrift på fortsat fremgang.
»Jeg sætter pris på opmærksomheden på asiatiske amerikaneres historie, men ved de overhovedet, hvad de taler om?« siger hun med tanke på de mange, især unge amerikanere, der er gået på gaden og internettet de seneste uger for at kæmpe asiatiske amerikaneres sag.
