Teknokrati
Læsetid: 9 min.

Draghi ses som en genopstået frelser i nålestriber. Men han er også et sygdomstegn for demokratiet

Italiens nye premierminister, Mario Draghi, præsenteres som ’et mirakel’ og nationens nye administrerende direktør, men hans ikkepolitiske teknokratregering er i virkeligheden et symptom på et demokrati i krise. Lige nu brokker italienerne sig dog ikke. De stoler ikke længere på de folkevalgtes evne til at løse samfundskriser. Og mistroen kan brede sig til resten af Europa, advarer eksperter
Modsat hvad man skulle tro, så har de folkevalgte politikere i Italien ikke problemer med at give magten til den nye premierminister, Mario Draghi.

Modsat hvad man skulle tro, så har de folkevalgte politikere i Italien ikke problemer med at give magten til den nye premierminister, Mario Draghi.

Ritzau/Scanpix

Udland
6. marts 2021

Jesus er genopstået i skikkelse af en nålestribet bankmand. Og han har sat sig for bordenden som Italiens administrerende direktør.

Da Mario Draghi i midten af februar blev indsat som premierminister, lød der et nærmest øredøvende lettelsens suk i den italienske offentlighed. De folkevalgte politikere og deres skingre polemik, intriger og ineffektivitet blev skubbet til side, og ind trådte i stedet den kølige og kløgtige Draghi.

Sådan lød kommentarerne på italiensk tv’s politiske talkshows.

En italiensk avis udråbte ham ovenikøbet til at være »et mirakel«, allerede inden han overhovedet havde haft mulighed for selv at udrette et af slagsen.

Den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank med tilnavnet ’Super Mario’ blev håndplukket af den italienske præsident til at løse problemerne og skære igennem der, hvor politikerne ikke evnede. 

Draghi var valgt for sin ekspertise. Han var dog ikke demokratisk valgt, men det lod til at være lige meget.

»Draghi blev præsenteret som frelseren, der vil løse alle problemer,« siger Filippo Tronconi, professor i samfundsvidenskab ved Bologna Universitet, hvor han forsker i teknokrati.

»Han er næsten blevet set som en slags Jesus.«

Lige siden den græske filosof Platon for over 2.000 år siden skrev, at magten i en idealstat ikke bør gives til pøblen, men skal placeres i hænderne på en lille elite af vise regenter, har folk følt sig tiltrukket af tanken om et liv under en teknokrat, der med sin visdom og ekspertise kan tage over og styre landet med sikker hånd.

Det er en tiltrækning, hvis kraft forstærkes i krisetider. Og en krisetid befinder Italien sig netop i nu, hvor pandemien har kostet næsten 100.000 italienere livet og fået landets økonomi til at skrumpe med ni procent.

73-årige Draghi, en topøkonom med international erfaring, kan meget vel være yderst kompetent til at styre Italien, og han lever måske også op til Platons idé om en ideel regent. Men Platon var en antidemokratisk tænker, og midt i hyldesten af Draghi har der forbløffende nok været meget lidt fokus på, at da han sammen med sine teknokrater rykkede ind i regeringskontorerne, blev demokratiet sendt uden for døren.

»Det er fundamentalt udemokratisk,« siger Filippo Tronconi om det, der sker i Italien lige nu.

Den nye leder – samt otte andre teknokrater, som indtager tunge ministerposter i regeringen – har aldrig stået på en stemmeseddel. Og folkevalgte politikere fra det yderste højre til det yderste venstre har suspenderet de politiske ideer, som vælgerne ellers havde stemt dem ind i parlamentet på for at bakke op om denne nye, teknokratiske og nationale hovedbestyrelse.

Men kan man virkelig – som italienerne gør – sætte demokratiet på pause, uden at demokratiet lider skade?

Det er ikke noget, der lige nu er et spørgsmål, som lader til at bekymre italienerne; hovedparten bakker ifølge meningsmålinger op om Draghis regering.

Og som Filippo Tronconi udtrykker det: »Italien elsker teknokrater.«

Folkets teknokratiske holdning

Det er italienerne dog ikke ene om. På tværs af Europa er der en udbredt agtelse for teknokrater, som går hånd i hånd med en voksende mistillid til partipolitik og en faldende værdsættelse af demokratiet som sådan.

»Mange i Europa har mistet respekten for demokratiet og abonnerer på ideen om, at partipolitik og demokratiet, som vi hidtil har kendt det, har mistet evnen til at handle effektivt og ansvarligt,« siger Eri Bertsou, professor i politologi ved Zürich Universitet og medforfatter til bogen The Technocratic Challenge to Democracy.

Ved Zürich Universitet leder hun et researchprojekt, der måler befolkningernes holdning til teknokrati på tværs af Europa. Projektet viser, at en betydelig andel af folk i specielt Syd- og Østeuropa har det, Eri Bertsou beskriver som en »teknokratisk holdning«:

»Det er folk, der foretrækker en tilgang til politik, hvor man i stedet for den kaotiske debat og de politiske studehandler, som i dag præger partipolitik, har eksperter, der er uafhængige af partipolitik, og som har viden, evner og ekspertise, og som ifølge fortællingen er i stand til at foretage fornuftige, effektive, ikkeideologiske valg på nationens vegne.«

Ifølge Eri Bertsous research er det op mod 20 procent af befolkningerne i Syd- og Østeuropa, der har denne indstilling. I den nordlige og vestlige del af Europa er den samme attitude også til stede, men ikke i nær så høj grad.

En moden kærlighed til teknokrati

Blandt andre Tjekkiet, Finland, Portugal, Grækenland og Rumænien har i perioder haft teknokratiske regeringer.

Men måske elsker italienerne alligevel teknokrater med en større passion end andre, mener Filippo Tronconi, fordi de »samtidig hader deres folkevalgte politikere så meget mere«. Og så er det samtidig en moden kærlighed, italienerne har udviklet til teknokrater, som flere gange har fået til opgave at »redde landet« fra dybe kriser – og fra landets politikere.

Draghi er den fjerde teknokrat, der har stået i spidsen for en italiensk regering siden 1993. Men imellem disse teknokratiske regeringer har politiske regeringer i stadig højere grad også hevet ikkepolitiske teknokratiske eksperter ind som ministre – ifølge Filippo Tronconis research har de udgjort 20 procent af alle ministre i politisk styrede regeringer det seneste årti.

»Italienere accepterer generelt – og er ofte også begejstrede for – teknokratiske regeringer, fordi de simpelthen ikke længere stoler på, at de folkevalgte politikere er i stand til at løse de problemer, som samfundet står overfor, og politikerne ses som værende alt for fokuserede på kortsigtede løsninger og på det næste valg,« siger professor Lorenzo Castellani, der forsker i politisk historie ved LUISS Guido Carli Universitet i Rom.

»Specielt når der er en krise som nu, har folk et ønske om, at der skal orden på sagerne, og her fremstår Draghi som en erfaren administrerende direktør, der kompetent kan styre håndteringen af Italien på et meget dramatisk tidspunkt med en pandemi, økonomisk krise og udrulningen af vacciner.«

Ikke kompetente nok

Opfattelsen af, at politikere ikke er i stand til at løse nutidens problemer, handler dog ikke kun om indenrigspolitiske emner i Italien – eller blot om italienske politikere.

Håndteringen af alt fra eksempelvis forholdet til EU’s yderst indviklede og bureaukratiske struktur og helt over til klimaforandringer er ifølge Lorenzo Castellani blevet så kompleks, at det ofte er en uoverskuelig opgave selv for erfarne politikere.

»Den politiske elite er ofte ikke tilstrækkelig kompetent til at håndtere et yderst komplekst system,« siger Lorenzo Castellani. »Teknokraters specialiserede indsigt kan blive en stadigt større nødvendighed.«

Selv om befolkningerne mange steder lige nu slutter op om deres politiske ledere, som står i spidsen for at håndtere den største sundhedskrise i nyere tid, så kan Eri Bertsou alligevel også se samme tendens på europæisk plan: »Mistroen til politikere er vokset stort set overalt, og det hænger blandt andet sammen med, at der er en stadigt mere udbredt opfattelse blandt borgere, at politikerne ikke har et tilstrækkeligt højt niveau både med hensyn til erfaring og kompetencer til at håndtere en stadigt mere kompleks verden,« siger hun.

I forbindelse med hendes researchprojekt ved Zürich Universitet har Eri Bertsou på tværs af Europa foretaget undersøgelser, hvor borgere er blevet spurgt, hvilke områder de har mindst tiltro til, at de folkevalgte politikere kan håndtere.

»Der er specifikke politikområder, og det gælder især inden for klimapolitik, hvor folk ikke har tiltro til, at politikerne kan løfte opgaven, og de ser hellere, at en uafhængig ekspertkomité får det fulde ansvar med at tage de nødvendige beslutninger,« siger hun.

Mindre tiltro til demokratiet

Den manglende tiltro til folkevalgte politikeres evne til at håndtere problemerne er ifølge Filippo Tronconi et foruroligende tegn på, at der også er en dalende tiltro til selve demokratiet, og at stadigt flere ikke kan se fordelene ved demokratiet.

»Der er så mange, som ikke længere stoler på demokratiske løsninger og det demokratiske system, og som er klar til at acceptere, at man i krisetider suspenderer demokratiske spilleregler og giver stærke mænd ekstraordinære beføjelser,« siger Filippo Tronconi.

»Det udgør en demokratisk risiko, når færre og færre italienere er klar til at forsvare eller blot acceptere demokratiets ufuldkommenhed, og den demokratiske debat bliver svagere og svagere i det italienske samfund.«

Ifølge Eri Bertsou kan man også i andre dele af resten af Europa se det, som hun beskriver som »demokratisk erosion«, hvor der er en faldende tiltro til det demokratiske system. »Det bliver for alvor et stort problem, hvis folk mister troen på det demokratiske system,« siger hun.

Men når et land som Italien flirter med teknokrati, underminerer det også betydeligt befolkningens påskønnelse af deres demokratiske rettigheder.

»Teknokrati kan skade og udhule demokratiet,« siger Eri Bertsou. »Folk vil få det indtryk, at deres stemme er ligegyldig, når de politisk valgte ledere får frataget magten til fordel for teknokrater. Det giver et indtryk af, at demokratiet bare er et show uden indhold.«

Instinktiv teknokratregering

Det var den italienske præsident, Sergio Mattarellas, beslutning at bringe Mario Draghi til magten.

Da det politiske system var fastlåst i magtkampe og politiske uenigheder om, hvordan 1.500 milliarder kroner fra EU’s genopretningsfond skal udnyttes bedst muligt – og fordi han ville undgå at udskrive parlamentsvalg midt under en epidemi, selv om det ellers potentielt ville kunne løse op for den fastlåste parlamentariske situation – valgte Sergio Mattarella at fratage de folkevalgte magten og udpege Draghi som leder af en ikkepolitisk regering.

Draghi har dog fortsat brug for parlamentarisk støtte fra de politiske kræfter i parlamentet, og alle partier – på nær et enkelt – er trådt ind i hans nationale samlingsregering.

»I Italien har man nu så mange gange haft teknokratiske regeringer, at man har vænnet sig til, at det er del af værktøjskassen, når kriser skal løses, og derfor er det stadigt mere sandsynligt, at man fremover hyppigere vil vende sig mod teknokraterne, når der er problemer,« siger Eri Bertsou.

Man skulle måske tro, at folkevalgte politikere ville kæmpe med næb og kløer mod dannelsen af en teknokratisk regering. Men i Italien er det faktisk ofte ikke tilfældet.

»De politiske partier vælger simpelthen at nægte at tage beslutninger, som måske kan være nødvendige for landet, men som er upopulære i befolkningen. De kan derfor vælge at gemme sig bag en teknokratregering og lade den tage de ubehagelige beslutninger, så de selv undgår vælgernes straf ved næste parlamentsvalg,« siger Filippo Tronconi.

Det skete blandt andet, da den tidligere EU-kommissær Mario Monti fra 2011 til 2013 stod i spidsen for en teknokratregering, der blev sat til at udføre det upopulære og beskidte arbejde med smertelige besparelser og nedskæringer, som politikerne ikke turde.

Den oplevelse med en teknokratisk regering førte dog til en stærk modreaktion. Ved de efterfølgende valg stemte de italienske vælgere i stort tal på den diametrale modsætning til teknokraterne, nemlig populisterne.

For Lorenzo De Sio, professor i samfundsvidenskab ved LUISS Guido Carli Universitet, er det dybt problematisk, at teknokratregeringer ofte bliver præsenteret, som om de er i stand til at tage den rigtige og apolitiske beslutning til nationens fordel. Det er falsk reklame. For ideen om, at der er et objektivt, rationelt valg mellem en korrekt beslutning og en forkert beslutning, er falsk.

»Det er umuligt at tage sådan en beslutning. Alt er en politisk beslutning. Der er forskellige løsninger på problemer, og beslutninger bliver truffet ud fra forskellige politiske anskuelser og vil være til fordel for nogle frem for andre,« siger Lorenzo De Sio.

Den rigtige beslutning findes ikke

Den pointe understreger endnu en gang for Filippo Tronconi, at teknokratregeringer ikke er forenelige med et demokrati.

»Politiske løsninger har vindere og tabere. Og det er det, som de politiske partier bruges til: at repræsentere de forskellige grupper i samfundet og stå for en fredelig forhandling mellem de forskellige interesser. Det er det, som politik og pluralisme bygger på. Men når teknokraterne så dukker op, så glemmer vi det, der er politiks essens – pluralisme – og så tror vi, at Draghi kan komme med den objektivt rigtige løsning, men den eksisterer ikke. Nogle vil fortsat vinde og tabe,« siger Filippo Tronconi.

Den politiske krise i Italien er ekstra akut, da det politiske system både skranter, når teknokraterne har magten, og når de folkevalgte har den.

»Det italienske demokrati i dag handler mest om politiske individer, der egentlig ikke har stærke partiorganisationer bag dem. Vi har set Berlusconi, Renzi, Salvini – hele tiden kommer der en ny stor leder, som skal redde os, men kort efter falder de igen. Det er en endeløs cyklus af entusiasme og desillusion, og for hver runde, der går, stoler befolkningen en lille smule mindre på demokratiet,« siger Filippo Tronconi.

»Derfor er der også flere, der ser positivt på teknokratiet som løsning, men når vi så har en teknokratregering, så underminerer det så igen demokratiet. Vi er inde i en ond cirkel lige nu.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Mogensen

Mon ikke Goldman Sachs sidder og gnider sig i hænderne!

jens christian jacobsen, Bjørn Pedersen, Hanne Utoft og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Teknokrati kontra demokrati i Italien.

Det giver associationer til vort eget systems magtkampe - nyligt eksemplificeret under Corona-krisen. Er det eksperter eller regeringen, der bestemmer?

Og helt aktuelt opereres der nu med fra regeringens side - uden stillingsopslag - at kunne placere politikere i stillinger som ambassadører. Altså det omvendte, når politikere/folkevalgte erstatter neutrale embedsmænd.

Men bliver det dermed et demokrati?

"Den nye leder – samt otte andre teknokrater, som indtager tunge ministerposter i regeringen – har aldrig stået på en stemmeseddel. Og folkevalgte politikere fra det yderste højre til det yderste venstre har suspenderet de politiske ideer, som vælgerne ellers havde stemt dem ind i parlamentet på for at bakke op om denne nye, teknokratiske og nationale hovedbestyrelse."

Er der ikke en vis chance for at hvis f.eks. den polske præsident udpegede en ikke-folkevalgt til politisk regent, og denne siden udpegede endnu flere ikke-folkevalgte til sin administration, mens de traditionelt magtbærende partiers parlamentarikere lagde sig fladt ned for det hele, at så ville mange toneangivende medier og politikere tale om en bekymrende, totalitær udvikling? I Italiens tilfælde taler man om at demokratiet er 'sat på pause'.

jens christian jacobsen

Ja medielingoen vidner om en ubegrundet og absurd forskelliggørelse af lande i Europa. Det varme, sprudlende Italien og det mørke, fjerne Polen. Så mistillid til det liberale demokrati kan umulig være lige alvorlig begge steder endsige have samme årsager.