Tirsdag skal grønlænderne til stemmeurnerne hele tre gange: De skal vælge medlemmer til menighedsrådene, der skal findes nye kommunalpolitikere, og så skal grønlænderne vælge 31 medlemmer til Landstinget, Inatsisartut, så Grønland kan få en ny regering.
Siumut, det store og magtfulde grønlandske socialdemokrati, sad ellers sikkert på magten i en koalitionsregering med partierne Demokraterne og Nunatta Qitornai, og det kunne de have gjort til april 2022, hvis de havde siddet hele valgperioden ud.
Men i november sidste år puffede Erik Jensen til magtbalancen i Siumut, da han på partiets årsmøde valgte at stille op til kampvalg og udfordre den siddende formand og regeringsleder, Kim Kielsen.
Erik Jensen vandt formandsposten i Siumut, men Kim Kielsen fortsatte som regeringsleder, indtil demokraterne i februar fik nok og trak sig fra regeringskoalitionen. Demokraterne var i stigende grad blevet utilfredse med, at den nyvalgte Siumut-formand, Erik Jensen, var begyndt at stille spørgsmål ved mineprojektet ved Kvanefjeld, der ellers er første og eneste større mineprojekt i Grønland.
Valgkampen, der slutter tirsdag, har derfor fra start handlet om den planlagte mine i Sydgrønland, hvor der skal udvindes sjældne jordarter og uran. Men den har også handlet om velfærd, offentlige investeringer og naturligvis fisk.
Som Ulrik Pram Gad, der forsker i grønlandsk identitet ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, siger, »handler valget mest af alt om fordelingspolitik«.
»Fokus er spørgsmålet om prioriteringer: Hvor skal der investeres, hvordan skal fiskekvoterne fordeles, hvor skal lufthavnene udbygges – og at nogle må ofre sig for den økonomiske udvikling som med Uranminen.«
Forud for valgdagen fører venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit, IA, stort i meningsmålingerne, hvor partiet står til at få hele 13 af de 31 pladser i Landstinget. Det er fem pladser mere end ved valget i 2018. Siumut står til at beholde deres ni pladser, mens demokraterne, der ser ud til at blive valgets store taber, går fra seks til tre pladser. De små partier, Nunatta Quitornai og Samarbejdspartiet står til at miste hvert deres ene mandat og dermed ryge helt ud af Landstinget.
Men det er en flok uprøvede partiledere, der fører deres partier til valg: Fire af syv af de opstillede partier har fået nye politiske ledere siden valget i april 2018. Heriblandt de to største partier Siumut, hvor Erik Jensen blot har haft formandskabet i få måneder, og IA, hvor Múte Bourup Egede har stået i spidsen for partiet, siden Sara Olsvig trak sig fra posten kort efter valget i 2018 i protest over det betændte politiske miljø mellem partierne i Landstinget.
Politisk drejer valget sig primært om minedrift og fisk, men også det evige underliggende tema, selvstændighed, spiller en rolle. Her giver vi et overblik over valgkampens vigtigste spørgsmål.
Mineprojekter deler befolkningen
Drømmen om økonomisk uafhængighed i Grønland kædes ofte sammen med minedrift, og det er også af naturressourcerne, Grønland skal leve. Det siger professor i økonomi Torben M. Andersen, der er mangeårig formand for Grønlands Økonomiske Råd.
»Grønland bliver aldrig en industrination, men skal leve af sine naturressourcer. Det er der, perspektivet ligger.«
Foruden fisk, der målt på antal beskæftigede, omsætning og skatteindtægter ubetinget er Grønlands største erhverv, satser de grønlandske politikere på at udvikle både turisme og landbrug.
Men særligt de mange råstoffer og mineraler i den grønlandske undergrund har, siden det grønlandske Landsting under Siumuts ledelse i 2009 hjemtog råstofområdet, været set som det økonomiske potentiale, der kunne frisætte grønlænderne i forhold til Rigsfællesskabet. Grønland modtager årligt omkring 3,5 milliarder kroner i bloktilskud og servicer fra Danmark.
Derfor har forskellige grønlandske regeringer – alle ledet af Siumut – det seneste årti kæmpet for at tiltrække udenlandske investorer, der har villet købe licenser og udvikle storskalaminedrift i Grønland.
Det har vist sig svært, og det eneste store projekt foreløbigt er minen ved Kvanefjeld i Sydgrønland, hvor australske investorer har investeret mange millioner kroner i forundersøgelser og nu er klar til at sætte gang i projektet.
Men spørgsmålet deler befolkningen, og der er opstået et stigende pres fra borgere, fåreavlere og landbrugere, der er bekymrede over klima- og miljøpåvirkninger ved åben minedrift.
Det har lagt et stadigt større pres på de grønlandske politikere og fået Siumut til at vakle i partiets opbakning til projektet ved blandt andet at forlænge den igangværende høringsperiode med tre måneder frem til juni i år.
Økonomiske analyser har vist, at de mange råstoffer og mineraler i den grønlandske undergrund ganske vist kan bidrage væsentligt til den grønlandske økonomi. Men analyserne har også vist, at minedrift ikke bliver det økonomiske eventyr, som mange grønlændere i starten håbede på.
En forskergruppe under Københavns Universitet udgav i 2014 rapporten Til gavn for Grønland, hvor de konkluderede, at minedrift og udnyttelsen af råstoffer ikke kunne blive stor nok til at bære den grønlandske økonomi. Det ville kræve 12 storskalaprojekter inden 2040, hvilket forskergruppen anført af Minik Rosing konkluderede ikke er realistisk.
Det er Torben M. Andersen enig i. Han mener heller ikke, at der er nogen grund til at tro, at minedrift skulle være et quickfix for den grønlandske økonomi.
»Det er urealistisk at tro, at der i løbet af kort tid skulle komme så megen mineaktivitet, at det for alvor vil ændre på den økonomiske situation.«
»Udfordringen er samtidig, om det kommer lokalbefolkningen til gode. Om det også giver lokal beskæftigelse,« siger Torben M. Andersen.
Derfor er minedrift et spørgsmål, der besværliggør en fremtidig regeringskonstellation. IA ønsker at stoppe projektet i Kvanefjeld, men kan få svært ved at samle et flertal til at kunne danne regering, mens Siumut tøver for meget omkring projektet til, at deres naturlige regeringspartnere i demokraterne kan være med.
Fisk til alle
Rygraden i grønlandsk økonomi er fisk og skaldyr, især hellefisk og rejer, der sikrer omkring 90 procent af eksportindtægterne, og en meget stor andel af befolkningen i Grønland lever helt eller delvist af indtægter fra fiskeriet.
Derfor er fiskeriet et af valgkampens største og politisk farligste emner, og især kvotetildeling og forholdene for fiskerne indenskærs, nær kysterne, er sensibelt for mange landstingspolitikere, fordi folk i bygderne ofte er utilfredse med lovgivningen og de begrænsninger, den sætter for det lokale fiskeri.
Siumut lovede i valgkampen forud for sejren i 2018, at partiet ville lave et nyt kvotesystem, men indtil videre er reformarbejdet havnet i en kommission, der endnu ikke er nået til et resultat.
De seneste år har markedspriserne været gunstige, og det har sikret en stabil grønlandsk økonomi med stigende offentlige indtægter og overskud på de offentlige finanser, men fra flere sider advares om akut risiko for overfiskeri.
Grønlandsbanken har derfor påpeget, at den manglende politiske regulering af især indenskærs-fiskeriet, hvor der er for mange jollefiskere, kan ende med at true økonomien.
»Det er hverken økonomisk eller biologisk bæredygtigt, når kvoterne for eksempelvis hellefisk og torsk har været sat højere end den biologiske rådgivning igennem en årrække. Ud over risikoen for et biologisk kollaps er vigtigheden af et bæredygtigt fiskeri især tydeligt at se, når Grønland handler med udlandet,« skriver banken.
Samme toner lyder fra formand for Grønlands Økonomiske Råd, Torben M. Andersen. Han peger på, at den grønlandske økonomi er meget sårbar, fordi den er »ekstremt specialiseret« omkring fiskeriet, og at faren for overfiskeri derfor udgør en trussel for økonomien.
»For rejefiskeriet er det ikke et problem, fordi det er certificeret. Hellefiskeriet er mere udfordret, fordi der indenskærs er blevet fisket mere, end den biologiske rådgivning anbefaler.«
Eller som Sara Olsvig, tidligere grønlandsk medlem af Folketinget og tidligere formand for IA, skriver i en analyse i Altinget forud for valget:
»Et kollaps i bestande grundet overfiskeri vil også være et kollaps for Grønlands økonomi, men ingen af de nuværende ledere af de største partier har været tydelige omkring princippet om bæredygtighed, eller hvordan fiskeriet konkret skal fremtidssikres.«
Spørgsmålet om selvstændighed
Ved alle grønlandske valg er vejen til selvstændighed altid et underliggende tema. Ikke at det nødvendigvis fylder meget eller flytter mange stemmer, men det er et godt emne værdipolitisk, og derfor kommer der også altid under en valgkamp flere symbolpolitiske meldinger om et selvstændigt Grønland.
Siumut har også været på banen med forslag om en ny grønlandsk forfatning og et krav om, at alle i selvstyreejede virksomheder skal tale grønlandsk.
Forslagene har fået stærk kritik af Samarbejdspartiet, der er det eneste grønlandske parti, der ikke arbejder for grønlandsk selvstændighed, men derimod for at styrke Rigsfællesskabet. Samarbejdspartiets stifter og leder, Tillie Martinussen, har i dagbladet Sermitisiaq kaldt forslagene for rent valgflæsk:
»Vi slås i øjeblikket med politikerlede blandt vælgerne i Grønland. Siumuts indholdsløse symbolpolitiske udmeldinger nærer denne lede,« siger hun.
Det er politisk redaktør på Sermitsiaq, Jensine Berthelsen, enig i.
»Det er en følelsesladet debat, når den popper op. Jeg ved ikke, hvilken type vælgere de appellerer til, men højst sandsynligt rent grønlandsksprogede, fordi det kort bliver trukket op ved hvert valg på den ene eller anden måde.«
»De ved godt selv, at det er urealistisk,« siger Jensine Berthelsen i et interview med KNR, hvor hun videre påpeger, at der også er mange grønlændere, som kun taler dansk.
Seniorforsker ved DIIS, Ulrik Pram Gad, er enig i, at der er noget rutinepræget i de symbolpolitiske meldinger om grønlandsk selvstændighed. Og at det ikke betyder særlig meget realpolitisk.
»Der kommer nogle symbolpolitiske meldinger, og de kommer næsten enslydende og ordret ens ved hvert eneste valg – og måske har vælgerne lyst til at blive bekræftet.«
Ulrik Pram Gad peger på, at andelen af grønlændere, der ønsker selvstændighed på den meget korte bane – og uden at skele til prisen – er meget lille. Måske 10-15 procent. Det samme er den andel af befolkningen, der ikke ønsker et selvstændigt Grønland, mens flertallet først ønsker, at Grønland bliver selvstændigt, når det engang er økonomisk muligt.
»I rigtig mange år har et stort flertal sagt, at Grønland skal være selvstændigt. Og i lige så mange år har et stort flertal også sagt, at selvstændighed ikke må gå ud over velfærden,« siger Ulrik Pram Gad.
Partier og mandatfordeling i Grønlands Landsting
Siumut
Det store grønlandske socialdemokrati, Siumut, har haft regeringsmagten i alle årene – på nær fire år – siden Hjemmestyrets indførelse i 1979 og er derfor Grønlands bedst organiserede parti med forgreninger i enhver bygd.
Partiet støtter selvstændighed og har derfor – indtil for ganske nylig – været blandt de ivrigste fortalere for hurtigst muligt at tiltrække udenlandske investeringer og få igangsat storskalaminedrift.
Siumut har ni pladser i Landstinget.
Inuit Ataqatigiit
Inuit Ataqatigiit, IA, går også ind for selvstændighed, men den må ikke koste velfærd, og derfor er et selvstændigt Grønland et langsigtet mål for IA.
IA er søsterparti til Socialistisk Folkeparti, SF. Partiet har en stærk rød-grøn profil og støtter derfor ikke minedrift, der går ud over miljø og klima.
IA har otte pladser i Landstinget.
Demokraatit
Demokraterne har som mål, at Grønland skal være selvstændigt – men på langt sigt. Partiet går ind for at styrke den grønlandske økonomi ved at satse på flere storskalamineprojekter og er ivrige fortalere for projektet ved Kvanefjeld.
Partiet er et socialliberalt parti og er søsterparti til Radikale Venstre.
Partiet har seks pladser i Landstinget.
Partii Naleraq
Partiet, der er stiftet (i 2014) og ledes af tidligere landsstyreformand Hans Enoksen, er modstander af projektet ved Kvanefjeld, men går ind for hurtig selvstændighed.
Partiet er placeret i centrum i det politiske spektrum.
Naleraq har fire pladser i Landstinget.
Atassut
Partiet har vaklet på spørgsmålet om grønlandsk selvstændighed, hvilket for nylig kostede partiet dets næstformand, Aqqaluk Heilmann, der skiftede til Partii Naleraq på grund af partiets slingrekurs.
Ved valget i 2018 støttede partiet grønlandsk selvstændighed, men nu ønsker partiet at forblive i Rigsfællesskabet. Partiet, der er et af Grønlands gamle partier, begyndte som en konservativ bevægelse i 1978 og regnes som et liberalt orienteret parti.
Atassut har to pladser i Landstinget.
Nunatta Qitornai
Siumuts tidligere parti- og organisationssekretær og tidligere finansminister i Aleqa Hammonds regering, Vittus Qujaukitsoq, stiftede kort før valget i 2018 sit eget parti, Nunatta Qitornai (vort lands børn), som ved valget i 2021 stiller op med en klar plan med elleve skridt for, hvordan Grønland kan blive selvstændigt.
Partiet er et centrumparti, der støtter Kvanefjeld og andre storskalaprojekter i råstofindustrien for at nå målet om en selvbærende økonomi.
Ved valget i 2018 stillede tidligere landstingsformand Aleqa Hammond op for partiet, men hun fik blot 176 stemmer.
Partiet har en plads i Landstinget.
Samarbejdspartiet
Partiet er det eneste med et dansk navn i Landstinget, og partiets erklærede formål er også at styrke Rigsfællesskabet. Partiet går derfor ikke ind for grønlandsk selvstændighed.
Partiet har været ramt af interne magtkampe og beskyldninger om misbrug af partimidler, hvilket i december førte til ekskludering af en lang række medlemmer, og det gik derfor svækket ind i valgkampen
Partiets leder og medstifter, Tillie Martinussen, har medvirket i dokumentarfilmen Kampen om Grønland.
Partiet har en plads i Landstinget.
31/mar/2021
Kære Grønland,
det er, for jeres egen skyld, vigtigt at
i er og forbliver en ligeværdig del af
det Grønland-Danske Rigsfællesskab :-) !
Alternativet vil nemlig være, at i bliver
domineret og undertrykt af andre store
nationer som USA, Canada og især Kina :-( !
Så, bevar Grønland og Danmark sammen :-) !
Kærlig hilsen
Claus
Naturligvis skal Grønland, inuiternas land, selv bestemme og beslutte om sin nutid og fremtid.
Grønland
Meld jer ud af rigsfællesskabet. Den Danske samfunds samfundsmodel er forfejlet. Grønland er jo som Acapulco.
Men et råd til jer. Når i vil sælge råstoffer. I stedet for finansielle aktiver, forlang det i mangler for at opbygge et godt samfund. I har f.eks. ikke meget træ . Udvalget af fødevarer vil være begrænset uden import. Infrastruktur. Ekspertise til at opbygge en mine industri. Oa. At tage imod finansielle aktiver.- Det er den´ måde nykolonisering foregår . Man kan jo ikke eje jordkloden 3 gange, Hvad den finansielle sektor, muligvis, gør. Finansielle aktiver er simpelthen, hovedsageligt , imaginære penge, som er opbygget vha. uliberale, planøkonomiske reguleringer, som støttekroner til erhverv, reguleringer af valuta, toldmure, head-fonde med short-selling og mm.
Vil man starte virksomhed er det meget svært uden polstring af imaginære
finansiel polstring. Derfor ser vi , i dag, finanssektoren vokser, men mindre og større mikroøkonomiske virksomheder lukker på stribe. Et land drevet af finansielle aktiver vil være ledet af finansverdenen og ressourcer som mineraler kan få en lav værdi i forhold til sin nytteværdi. Vi ser det i Danmark. Hvor fødevareproduktion og handelsflåde ikke har den nytteværdi de burde have, selvom de er vitale for verdenshandelen. Handelsflåden overlever sandsynligvis ved finansielle aktiver. Og fødevarer produktionen er ofte så klemt at landbrug og dyrehold ikke har mulighed for at omstille sig til bæredygtige løsninger.
Havde Lars Larsen stået i banken, i dag, og søgt et lån til at starte virksomhed op med. Havde der stået en vagt klar til at smide ham ud af banken.
Det jeg konkluderer her er ud fra Adam Smith. Som kaldte det pseudopenge i stedet for imaginære penge. Men det ville være meget svært at omstille et land som Danmark til en liberal økonomi. Et samfund og økonomi i Smith´ billede kunne være ingen reguleringer eller tilskud til erhvervsliv, men et stærkt samfund som tager sig af syge og mennesker som mister sit indtægts grundlag. Men Danmark er et udpræget konkurrence samfund. Som indebærer at hvis man skal have motivation til at konkurrere , skal nogen have det ad helvede til. Selvom vi kalder os et velfærdssamfund bevilges der lukrative pensionsordninger og fordele til toppen af samfundet. Ud fra frygten om at ende på bunden af "velfærdssamfundet" Folk vil end ikke slås i hartkorn med de mest udsatte.
Et samfund i Smits´ model kunne være at går du neden om og hjem, tilbyder vi dig støtte til at komme i gang igen, som alle andre. og hvis jeres pensionsordninger skal være særligt lukrative, skal i selv spare op til den eller jeres firma skal tilbyde den. Men om man er venstreorienteret, radikal, nationalkonservativ eller grøn. Er den danske befolkning ikke klar til fra den ene dag til den anden at udjævne disse indgroede klasseskel.
Men Grønland- I kan starte på en frisk. I behøves ikke at kopierer Dansk og Vestlige lortesamfund.
Der tegner sig , dog, et billede for mig, af Adam Smith som et dumt svin.
F.eks. Han konkluderer at der ikke er synderlig forskel på børn op til 6-8 års alderen. Om det var filosoffens børn eller syerskens børn´. Forskellen opstår af hvad de bliver oplært i. Alligevel var social arv ikke et issue for ham. For ikke at nævne hans syn på mennesker i "tredje verdens lande"
Men jeg forstår ikke hvorfor ikke venstrefløjen ikke bruger hans modeller i det samfund de ønsker sig.
Men jeg forstår ikke hvorfor venstrefløjen, ikke bruger, hans modeller i det samfund de ønsker sig.
Og undskyld for de andre " tastaturfejl "
Hvis Grønland en dag ikke længere er en del af Danmark, så bliver det en del af noget andet, bestemme selv kommer 50.000 mennesker aldrig til. Men indflydelse det skal man have og kan man få, spørgsmålet er bare hvor man får det bedst.
Nogle gange tænker jeg, at grønlænderne faktisk ikke er klar over hvor heldige de egentligt er når man sådan ser på resten af verden og lignende miniput nationer.
Men selvstyret har været bekvemt for staten, det har sparet den rigtig meget ansvar og mange penge, fordi man selv ville. At man ville selv har så kostet på velfærden og kvaliteten i det øvrige samfund i Grønland, men nogle mener at det er hele prisen værd, og fred være med det, men prisen betales af den almindelige grønlændere og ikke de højtsvævende pranger.
@Peter Hansen
Jeg tror du giver du lige har givet fløjen for løsrivelse vind i seglende med denne nedladende fremstilling af Grønlændere.
@Jens Ole Mortensen
Hvor i alverden læser du jeg er nedladende, og hvilket af det jeg har skrevet er ikke sandt?
Claus! Grønland har aldrig været en ligeværdig del af det såkaldt ”Grønland-Danske Rigsfællesskab”. Sikkert derfor er alle partier i Grønland enig om en ting,- Fuld selvstændighed som endemål.
Men før de får selvstændighed er der et ”lille” problem som burde løses. Det radioaktive affald og andre giftstoffer som Amerikanerne efterlod ligger der endnu. Amerika aftalte med Danmark (ikke Grønland) at det var lige meget med oprydning fordi det var beskyttet af permafrosten som ville vare til evig tid. Det ved vi nu, er forkert. Permafrosten smelter alarmerende hurtigt. Det radioaktive affald og andre giftstoffer ligger som en tidsindstillet bombe under frosten. Hvad sker der når permafrosten slipper det løs, i havet, eller i grundvandet?
Vil det ødelægge det grønlandske fiskeri, den grønlandske turistindustri eller grundvandet. Et lyspunkt kunne være at i en verden hvor rent drikkevand bliver en mangelvare, der vil Grønland med en dygtig sælger kunne markedsføre deres vand som værende radioaktivt desinficeret.
@Peter Hansen
bestemme selv kommer 50.000 mennesker aldrig til
De rigeste 50000 mennesker bestemmer utroligt meget over vores verden.
Nogle gange tænker jeg, at grønlænderne faktisk ikke er klar over hvor heldige de egentligt.
Grønland er aldrig blevet spurgt om de ville være en Dansk ø.
Men selvstyret har været bekvemt for staten, det har sparet den rigtig meget ansvar og mange penge, fordi man selv ville.
Når man bliver koloniseret fra en fangerkultur til vores system kan man ikke bare vende tilbage. De skylder ikke Danmark noget.
Grønland har enorme forekomster af råstoffer. De burde alle være rige.
I stedet har de nogle af de største sociale problemer i verden.
indflydelse det skal man have og kan man få, spørgsmålet er bare hvor man får det bedst.
Jeg vil mene at de opnår størst indflydelse ved at bytte råstoffer for infrastruktur og det de mangler til at opbygge et godt samfund, frem for finansielle værdipapirer . Lukker man først det ind kan stormagter kræve sin ejendomsret. Selvom de har betalt med imaginære penge.
Hvorfor skulle Grønland ikke kunne vælge den økonomiske model jeg foreslår. Tror man på den private ejendomsret og staters suverænitet, må man da erkende at grønlændere ejer hele lortet på denne storslåede ø.
Eller vil man indføre sanktioner eller krigshandlinger hvis de hævder sin ret ?
Desuden er så og sige alle de stater som har lukket vores vestlige økonomiske system ind lorte samfund, med fattigdom, kriminalitet og radikale oprørsgrupper. Lorte samfund som det danske, men det er på en anden måde.
Og Grønland kan få enorm indflydelse. Både økonomisk og geopolitisk. I kraft af deres råstoffer.
Det ønsker jeg for dem. Og hellere Grønland som en magtfaktor end Saudiarabien.
Vi har denne værdipolitiske politik. Indvandrere skal bestå prøver med åndsvage prøver. Og de skal lære Dansk fra den dag de er i Danmark. Og indordne sig den Danske kultur, hvad det så end er,
Og nu er der en lignende værdipolitisk kamp på Grønland. Der foreslås at man skal tale grønlandsk for at indtage job i den offentlige sektor.
For mig giver denne værdipolitik ingen mening. Men det er nu lidt morsomt at danskere i den grønlandske offentlige sektor skal på skolebænken for at lære grønlandsk.
Drømmene om selvstændighed spiller op ad en forestilling om at en løsrivelse fra Danmark vil frigive et menneskeligt og økonomisk overskud som vil gøre Grønland istand til at blive en selvstændig nationalstat med indflydelse i verden. Tilsyneladende er der stadig en forestilling om at Danmark på kolonial vis stadigt undertrykker den grønlandske befolkning og dermed er årsag til de infrastrukturelle og alvorlige sociale problemer som eksisterer i Grønland.
En af drømmene om frigørelse er vel nærmest hvad man kan kalde Dubai drømmen: salget af olie og mineraler kan medføre en rigdom som så kan fordeles ud i det etnisk grønlandske samfund, så man slipper for det hårde slid med fiskeri og fangst.
En anden drøm er stormagtsdrømmen om at landet i kraft af sin strategiske beliggenhed og størrelse vil blive ligestillet med stormagterne i det arktiske område.
Jeg synes der mangler en basal refleksion i Grønland over de mere en 20 år med selvstyre og måske et mere realistisk syn på sin situation og sine muligheder. Befolkningsmæssigt er Grønlands befolkning på nogenlunde samme størrelse som Bornholms, befolkningen er fordelt i 5 storkommuner fordelt på et areal større end Europas, med byer med befolkningstal svarende til et spænd imellem Ærø Kommune til Åbenrå. Uddannelsesniveauet i befolkningen er ikke højt, præget af meget frafald på ungdomsuddannelser og en usammenhængende uddannelsespolitik de seneste tiår. (bl.a.fravalg af dansk sprog i skolen, som udelukker fra at tage dansksprogede uddannelser i Danmark) En stor del af befolkningen er derfor henvist til ufaglært arbejde eller de traditionelle erhverv med fiskeri, forarbejdning eller fangst. Drømmen om turistindustriens boom og økonomiske afkast til det grønlandske samfund har vist tydeligt vist sin risiko.
Politisk har grønlandsk landspolitik tit været præget af sognerådspolitik hvor man først og fremmest varetager sit områdes interesser og af en nepotisme og småkorruptions kultur som kunne være kopieret fra dansk kommunalpolitik.
Spørgsmålet er derfor om selvstændighed i den grønlandske opfattelse er en reel mulighed? Vil Grønland kunne bevare den selvstændighed man ønsker uden tilknytningen til Danmark (som både sender bloktilskud men også støtte til udvikling af civilsamfundets institutioner) eller vil Grønland hurtigt blive inkorporeret i en amerikansk interessesfære hvor mineraler og olie vil blive udnyttet sammen med en del af den grønlandske befolkning? Har Grønland en tilstrækkelig stærk politisk organisation og stærke politiske ledere som kan fastholde selvstændigheden eller vil magtapparatet korrumpere som mange mindre stater i Mellem og Sydamerika?
@Jesper Jørgensen
Drømmene om selvstændighed spiller op ad en forestilling om at en løsrivelse fra Danmark vil frigive et menneskeligt og økonomisk overskud som vil gøre Grønland istand til at blive en selvstændig nationalstat med indflydelse i verden.
Hvad er dit argument for at det ikke kan lade sig gøre ?
Jeg tror vores verdenssyn er forskelligt. Du ser en stationær verden og en uforanderlig verdensorden. Jeg ser en verden som forandres af naturen og vores natur. En verdensorden som er en trussel mod klima og biodiversitet. En verden hvor globaliseringen er en myte. Og deraf stigende "illegal" handel, hvidvask bla. Mere tro på alternativ valuta som kryptovaluta. stigende konflikter også i USA og Europa. Og radikale oprørsgrupper. Jeg ser det som en naturlig konsekvent af en mislykket verdensorden. Og i stedet for at sige vi kan lige så godt indordne os efter den nuværende verdensorden. Mener jeg verdensordenen må indordne sig efter at verden forandre sig. Og at den nuværende verdensorden er urealistisk mhst. at løse klima/biodiversitets problemer, fattigdom, konflikter. økonomisk kriminalitet radikalisering, K opsving og dermed arbejdsløshed.
Som Greta Thunberg siger.- Verden forandre sig uanset om i kan lide det eller ej.
Man kunne lige så godt stemme om vi har corona eller ej. Som at stemme for at det hele ikke forandre sig.
@ Jens Ole Mortense
Du åbner alt for mange debat emner til jeg vil svare alle dem alle, men blot sige at det absolut ikke var ment nedladende, jeg prøvede bare på at tale om realisme i en global verden styret af meget stærke kræfter.
Hvis Grønland havde et befolknings tal 10 gange større og andre forudsætninger, f.eks geografisk, infrastrukturelt osv. Så var det en anden sag mht. muligheden for selvstændighed. Du nævner råstofferne, problemet er, at det vil koste milliarder at starte sådan et eventyr op, du kan sammenligne det med de milliarder der blev investeret i Nordsøen før olie og gas eventyret gav overskud. De milliarder har Grønland ikke selv og det er bare et af forhindringerne som gør at man i alle tilfælde vil være stærkt afhængige af andre og de modkrav de så ville stille.
Grønlænderne, fødte som tilflyttere, er i dag danske statsborger, det giver dem kæmpe fordele, og ting som andre kun drømmer om og stræber efter ude i verden, der står tusinder om ikke millioner klar til at flytte til Danmark hvis de fik lov.
Grønland er i dag og jf. grundloven, en ligeværdig del af Danmark. Men den ligeværdighed i praksis er blevet undermineret siden selvstyret blev oprettet, og det er den på den måde at staten ikke sørger for at der er samme velfærd, investeringer, standarder generelt osv.som f.eks. I resten af Danmark.
Hvis Grønland havde været en region, så tror jeg tingene havde set helt anderledes ud i dag, i forhold til 40 års hjemmestyre og selvstyre, og så tror jeg måske ikke trangen til løsrivelse havde været så stor.
Jeg mener ikke selvstyret har været en succes, det har været for de få der er ved magten, udviklingen er sat i stå, og på en del områder blevet forringet, det er det min kritik er baseret på, og jeg tror absolut ikke det vil blive bedre for den menige grønlænder ved selvstændighed, nej, så vil der være nogle få klan familier, som vil sidde på det hele når enten USA, Canada eller store pengetanke har tager over.
Husk også at øen Grønland faktisk var en del af Norden før inuit kom til øen, så der er ingen der har erobret noget eller tager andres land, men det er som sagt en helt anden historie, men sin historie bør man kende.
Det der er problemet med Grønland er først og fremmest at de, på trods af viljen, så mangler evnerne til at føre kompetent indenrigs-, udenrigs-, social- og sikkerhedspolitik etc. Det ved, om nogen, statsadministrationen omkring Slotsholmen,, men det er så forbandet svært at få det sagt på en værdig måde,.
Men uanset dansen om den varme grød, så ved dé grønlændere der kan forholde sig realistisk til øens placering i verden, at det kun vil blive med mindre indflydelse på egen situation, hvis det ikke sker indenfor rigsfællesskabet.
Skal man vælge mellem pest og kolera, så er det et klart ja til det sidste.
Grib nu selvstændigheden, I kan gøre det uden nogen ballade. Få en ordning med DK over en periode med tilskud. Derefter sender I jeres studenter til USA og kommer til få glæde af den amerikanske velfærdsstat.
Det at grønlændere hellere vil gå det sidste skridt mod fuld selvstændighed, end blive i Rigsfællesskabet, skyldes mere end blot økonomiske hensyn. Hvis man i et "fælles"-skab, føler sig usynlig, stadig ser og hører på racistiske jokes og talemåder fra danskere, hvis man kun er ligeværdig "de jure", men ikke "de facto", er selv en selvstændighed med risiko for økonomisk udnyttelse at foretrække.
Det er ikke ensbetydende med at man ikke potentielt kunne, måske, muligvis, og hvis at man gad, øge respekten og skabe et nyt Rigsfællesskab hvor grønlændere føler sig mere respekteret og ligeværdige. Men det sker ikke, så det sker ikke.
@Bjørn Pedersen
Problemet, som jeg ser det, det er ofte at nogle både vil blæse og have mel i munden, man vil have mere end man egentligt er berettiget til i forhold til 50.000 mennesker, og det sætter jo de andre 5.8 millioner danskere i et skævt lys, for hvor er ligeværdigheden så?
Lige respekt giver sig selv, selvfølgelig skal man have det, og man skal opføre sig ordentligt og snakke pænt til hinanden og om hinanden.
Jeg er helt med på at Grønland har særlige udfordringer som også kræver særordninger og særtilskud, men det giver ingen mening at bare fordi at man bor i Grønland, så skal man have mere at sige over staten og andre danske statsborgere end folk der bor f.eks. på Bornholm, i hverfald ikke hvis vi skal rette os efter grundlovens ord om at Grønland og Færøerne er ligeværdige med resten af landet, for så vil man forfordele folk der har bosat sig på Grønland i forhold til andre dele af Danmark.
Grønland har i dag 2 valgte folketingskandidater, hvilket er en ret stor og god repræsentation i forhold til folketal, og disse to kandidater må så konstruktivt bruge deres mandater til at fremme lokale interesser på lige fod med andre folketingskandidater.
Men jeg er også bange for, at der med selvstyret er plantet en "evig" kile i mellem Grønland er resten af Danmark, og skaber et dem og os, og det bremser for udvikling og større fremtidsrelaterede investeringer, fra både staten, private indenlandske og udenlandske investeringer, for den konstruktion gør alle partere usikre på hvad det egentligt er for en størrelse de har med at gøre, samtidigt med, at staten så, på papiret, ikke behøver at påtage sig det store ansvar om hvad der foregår (f.eks. alle børnesagerne) eller lave de store investerings og udviklingsplaner for Grønland.
Da Grønland i praksis var en ligeværdig del med resten af Danmark, fra 1953 til 1979, der skete der en kæmpe udvikling og opbygning, den udvikling og de investeringer er i dag fundamentet for Grønland med opbygningen af fiskeriet som en af de største succeser.
Dengang var Grønland en positiv historie på forsiderne og i medierne!
Det fundament bliver i dag delvist systematisk nedbrudt f.eks. med forringelsen og nedprioriteringen af dansk, som så alt andet lige, gør det svære at gennemføre og få en uddannelse og dermed veluddannede der kan tage vare på de lokale samfundsfunktioner som også er nødvendige at varetage i et moderne Grønlandsk samfund. Samtidigt vil man også altid pga. folketallet, være afhængig af udefrakommende ekspertiser det vil ikke stoppe ved f.eks. selvstændighed.
Men det er ikke kun danskkundskaberne der gør at fundamentet mørner, der trænges netop til ny næring, nye investeringer, nye ideer, nye visioner, nye job, ting som også den almindelige borger på gaden kan se en fidus i og få gavn af, men alt dette bremses f.eks. også af selvstyret og deres mere eller mindre forstokkede måde at fungere og reagere på, ofte kigges der f.eks. på meget snævre egeninteresser hos de valgte.
Græsset er ikke altid grønnere på den anden side, jeg synes staten/regeringen bør tilbyde Grønland en ny løsning, en løsning, som kan stoppe alt selvstændighedssnak, en løsning som gør at grønlænderne kan se en udvikling og fremtid for sig i Grønland, for ellers risikere vi, at det halve af Grønand flytter til Danmark, selvstændigt eller ej.
Grønland var ikke "i praksis ligeværdig" med Danmark fra 1953 til 1979, medmindre du taler om samme slags lighedsforståelse som hvis nogen slog fast at det skam også er forbudt for de rige at tigge på gaden. Du forveksler vist "ensrettet" med "ligeværdig". Og mht. at de ikke skal have "mere" at sige, øh, jo, det skal/bør de da som selvstyre. De er et land i rigsfællesskabet, og ikke bare en dansk kommune, der skal indordne sig Mette Frederiksen og os vælgere.
Nej, græsset er ikke altid grønnere, men i det mindste er det dig selv der bestemmer over dit land. Os der tror på demokrati som den mest retfærdige styreform, er også nødt til at acceptere at det er nationen - ikke teknokratiske og/eller økonomiske "vismænd" og deres "rationelle" betragtninger - der skal bestemme hvilken retning staten bevæger sig hen imod. Hvis Grønland skal fortsætte som del af Danmark, må det være den grønlandske nations betragtninger der skal bestemme hvordan Grønland udvikle sig.
Og det spørgsmål er ikke bare et økonomisk. Medmindre du selv ville droppe dansk selvstændighed hvis en europæisk teknokrat fortalte dig at det ville give flere investeringer, mere trickle down effekt, flere jobs, mere fremskridt, hvis Danmark ophørte som selvstændig stat og blev del af en anden, størrere statsdannelse.
Lad os nu være realistiske, og droppe al den snak og tankespind om grønlandsk selvstændighed. Det er drømme, med fødderne placeret solidt lige ud i den blå luft. Samme dag som selvstændighed bliver erklæret, vil USA indlemme grønland i deres “fællesskab”, og så er al håb om indflydelse på egen situation forbi.
Valget står mellem begrænset indflydelse i et dansk rigsfællesskab, eller ingen i et amerikansk. Ikke mere, ikke mindre.
Jensen mod Nielsen, hverken den ene eller den anden! Begge er udtryk for en forfærdelig tvangsassimilation så det batter. Nej, længe leve Grønland og Selvstændighed. Om ikke ad demokratiske veje så skal det nok lykkes for PolarGuerillaen evt. med hjælp fra de Asiatiske Stepper & Bjerge.
@Jacob Nielsen
Samme dag som selvstændighed bliver erklæret, vil USA indlemme grønland i deres “fællesskab”, og så er al håb om indflydelse på egen situation forbi.
Kom det dertil at USA invaderede Grønland af geopolitiske årsager. Er de da fuldstændigt ligeglade med Danmark. Vær dog selv realistisk.
Hvordan tror et land med 50.000+ indbyggere, med massive problemer af druk, vold, sexuelle overgreb, dårlig uddannelse niveau, generel kriminalitet sig i stand til at lave et land?
Man forventer vel ikke at Danmark efter selvstændighed skal vedblive med med den massive bloktilskud ordning i alt uendelighed?
Det er jo ikke en måde at bygge et land.
De massive kapitalistiske interesserer der forsøger at tilrage sig retten til udnyttelse af Grønlands råstoffer, vil ikke Grønlænder noget godt.
Det er at stikke sig selv blår i øjne.
De vil udnytte råstofferne, til sig selv.
Oprydning mv kommer Grønland selv til at forestå/betale for, eller ikke, for det får Grønland aldrig råd til.
Men alkohol problemet bliver nok mindre, når importen stopper, når pengene strømmende bliver mindre.
Kontanthjælpen, dagpenge, ophører ved selvstændighed, pludselige rigdommene ved råstof aftalerne kommer ikke på tale.
Har Grønland nogle forhandleren der kan hamle op med, smarte forhandlere?
Kommer det ikke bare til at gå som alle andre oprindelige folkefærd, I bliver snydt så gletscher vandet driver af jer.
Det var godt nok overdrevet at danske medier - DR og TV2 - så blindt overfokuserede på de så "voldsomme" sociale problemer i Grønland, til trods for at grønlændere er begyndt at drikke mindre ift. danskere. Det tager nok tid at afvænne sig fra det "ildvand" som de hvide har bragt med sig. Anyway, jeg er glad for at det Grønlandske Folk foreløbigt har valgt Natur & Fred frem for "Civilization & War".