Analyse
Læsetid: 8 min.

Interviewet med Meghan og Harry handlede om mere end selvmordstanker og betændte forældreforhold

Ganske vist springer vi normalt de royale nyheder over her på Information. Men historien om den halvt afroamerikanske skuespillerinde, der vandt prinsen, men alligevel ikke kunne blive prinsesse, rummer en kulturkrig langt større end kronjuvelerne
Meghan Markle og prins Harry er ved at skabe deres egen medieplatform med aftaler med Netflix, Spotify og altså et stort opsat interview med Oprah Winfrey.

Meghan Markle og prins Harry er ved at skabe deres egen medieplatform med aftaler med Netflix, Spotify og altså et stort opsat interview med Oprah Winfrey.

Harpo Productions

Udland
10. marts 2021

Tirsdag morgen rejste tv-værten Piers Morgan sig og stormede ud af settet i det sædvanligvis hyggelige program Good Morning Britain. Som de fleste andre af ugens ophedede diskussioner i Storbritannien handlede det selvfølgelig om #Megxit.

I et opsigtsvækkende interview har prins Harry og hans kone Meghan Markle fortalt Oprah Winfrey, hvordan det britiske kongehus – »firmaet«, som Markle kaldte det – ikke ville beskytte dem mod den britiske boulevardpresses brutale behandling, fratog deres barn titlen af prins, åbent spekulerede i, hvor »mørk« i huden deres barn var, og nægtede hende hjælp, da hun kæmpede med selvmordstanker.

Harry selv fortalte om et anstrengt forhold til sin øvrige familie, og at hans egen far, prins Charles, en overgang end ikke ville tage telefonen, når han ringede.

Sprængfarlige udmeldinger for et notorisk nostalgisk land, hvor ingen institution indfanger den kollektive higen efter tidligere, mere storladne tider som kongehuset.

Nogle er enige med den iltre morgenvært, som tidligere har kaldt Harry og Meghan for en slags landsforrædere og »egoistiske, beregnende Kardashian-wannabees«. Forkælede kongelige, som er for sarte til at håndtere almindelig kritisk presse, for dovne til at passe deres royale pligter, og som nu tilsviner den institution, der har givet dem alle deres privilegier.

Andre mener, at sagen udstiller kongehuset som koldt, kynisk og racistisk.

Ganske vist springer vi normalt de royale nyheder over her på Information. Men historien om den halvt afroamerikanske skuespillerinde, der vandt prinsen, men alligevel ikke kunne blive prinsesse, rummer en kulturkrig langt større end kronjuvelerne. Det er de unge mod de ældre, nye platforme mod de gamle medier, udvikling mod traditioner, åbenhed over for lukkethed.

Her bringer vi et overblik over ugens saftigste sladderhistorie.

Race

Den største blomst i den buket af royale skandaler, som Harry og Meghan afleverede til Oprah Winfrey, handler om race. Med en hvid far og en afroamerikansk mor var Meghan Markle det første mørkhudede medlem af verdens mest berømte kongefamilie. Eller som en professor i sorte studier kalder det i The Guardian: »Verdens nok fremmeste symbol på hvidt overherredømme.«

Oprah Winfrey kunne tilsyneladende kun lige fremstamme et måbende »hvaaaad?«, da Meghan Markle fortalte, at hoffet under hendes graviditet åbent havde bekymret sig om, hvor »mørk i huden« barnet ville blive. Markle efterlod også seerne med et indtryk af, at spørgsmålet om barnets hudfarve var en del af forklaringen på, at det blev besluttet, at deres søn ikke ville få den formelle titel af prins.

Det efterlader groft sagt et uheldigt billede af den institution, som for 200 år siden var øverste koloniherre over den halve verden. Som den unge poesikomet Amanda Gorman, der i januar reciterede et digt ved Joe Bidens indsættelsesceremoni, skrev på Twitter, markerede Markle »Kronens største mulighed for forandring, forbedring og forsoning i en ny æra. De har ikke bare behandlet hende dårligt – de har også forpasset chancen«.

Tirsdag aften oplyste den britiske kongefamilie i en erklæring, at man »er ked af at høre, hvordan parret har haft det«.

»Spørgsmålene, der bliver rejst, særligt dem om race, er bekymrende,« hed det.

Andre anklager da også Meghan Markle for på kynisk vis at trække det mest potente kort i den offentlige debat: racismeanklagen.

Harry og Meghan vil nemlig ikke ud med, hvem der diskuterede barnets hudfarve. Til Oprah Winfrey har de blot sagt, at det hverken var dronning Elizabeth eller hendes mand, prins Philip.

»Det er kujonagtigt,« mener for eksempel vores ophidsede morgenvært, Piers Morgan.

På Twitter skriver han: »Vil alle Meghan/Harry-fans, som nu overfalder mig beskeder som: ’Hold din fucking kæft, hvide mand’ ikke nok stoppe med at forsøge at lukke munden på mig med racistisk mobning.«

I den forstand har anklagerne også vist forskellen på den britiske og amerikanske racismedebat. Mens den klart dominerende vinkel i amerikansk presse har handlet om Meghan Markle som offer for strukturel og eksplicit racisme, tegner britisk presse et mere mudret billede af, hvem der er offer i sagen.

Medier

Og nu vi er ved medierne. I The Smiths-klassikeren The Queen is Dead giver forsanger Morrisey et kærligt råd til prins Charles om, at han aldrig må længes efter at komme på forsiden af den berygtede tabloidavis Daily Mail. Heller ikke, hvis han en dag skulle få lov til at overtage sin mors position som regent.

Men hele denne kongelige affære peger i retning af, at hoffet og formiddagspressens forhold måske slet ikke er så slemt endda. At de snarere lever i en uhellig alliance med store fordele for begge parter.

Som det er nu, er de kulørte medier først og fremmest royalt heppekor. I hvert fald når det kommer til diskussioner om selve institutionens berettigelse.

»De (kongefamilien, red.) er rædselsslagne for, at tabloidaviserne skal vende dem ryggen,« sagde Harry i interviewet.

Derfor stiller de også op, giver dem solohistorier, og derfor var de – måske – tilbageholdende med at forsvare familiens nyeste medlem mod angreb.

I hvert fald må man konstatere, at dækningen af henholdsvis Meghan Markle og kronprins Williams’ kone, den kernebritiske Kate Middleton, er som nat og dag. På Buzzfeed kan man læse en grotesk gennemgang af, hvordan de samme medier har dækket de præcis samme ting med ekstremt forskellige vinkler, alt efter om Kate eller Meghan var hovedperson. Da Meghan spiste en avocado, »kastede hun sig over en frugt, der er forbundet med vandmangel, ulovlig afskovning og miljøødelæggelser«, mens samme avis fortalte den bedårende historie om, hvordan William bragte Kate en avocado med en lille sløjfe, når hun led af graviditetskvalme.

Eksemplerne er galore. Meghan Markle selv kalder det »racistisk«. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt.

Den enorme eksponering rejser også spørgsmålet om, hvorvidt kongehuset overhovedet bør være så bange for tabloidpressen. Meghan Markle og prins Harry synes i hvert fald at være ved at skabe deres egen platform med aftaler med Netflix, Spotify og altså et stort opsat interview med Oprah Winfrey. Det peger på en ny medievirkelighed, hvor Daily Mails spiseseddel ikke har samme betydning, som dengang The Smiths sang om den.

Politik

Det måske allermest ulidelige ved tidens politiske polarisering er, at alting straks bliver klemt ind i det politiske rum og omformet til spørgsmål, vi kan tage stilling til på baggrund af vores politiske tilhørsforhold.

Labour har allerede rejst sagen i parlamentet. Partiets formand, Keir Starmer, har erklæret, at Meghans historie er en »påmindelse om, at alt for mange mennesker oplever racisme i Storbritannien«.

Premierminister Boris Johnson har til gengæld udtalt, at »det bedste, jeg kan sige, er, at jeg altid har haft den højeste beundring for dronningen og den samlende rolle, hun spiller i vores land og over hele Commonwealth«.

Særligt i USA er #Megxit blevet en front i den evige kulturkrig mellem konservative og liberale med Meghan og Harry castet i rollerne som repræsentanter for den elitære, identitetspolitiske venstrefløj.

»Typisk venstreorienteret. Ingen taknemmelighed,« sagde Charlie Kirk, stifteren af den konservative ungdomsorganisation Turning Point, på Fox News.

Og med henvisning til den amerikanske uafhængighedskrig mod briterne skrev den populære radiovært Ben Shapiro på Twitter: »Vi sagde, du ikke skulle lægge dig ud med os, kong George III. Nu slipper vi vores farligste våben løs: B-skuespillerinder bevæbnet med wokeness.«

Meghan Markles personlige ven, tennisikonet Serena Williams, kalder det »systemisk undertrykkelse« og fremhæver sagen som et eksempel på »institutionel racisme og sexisme«.

Og sådan kan alting blive reduceret til den samme, ekstremt velkendte diskussion, uanset om det handler om børnebøger eller prinsesser. Så længe de får lov til at pege fingre af den identitetspolitiske venstrefløj, vil republikanerne forsvare alting. Selv den institution, deres elskede land blev født ud af at føre krig imod.

Forretning

»Vi er ikke en familie, vi er et firma,« siger Colin Firth i sin rolle som kong George VI i filmen The King’s Speech.

Det er sandsynligvis der, de fleste har hørt vendingen, som også Meghan Markle brugte flere gange. Og det skulle være historisk korrekt – selv om det ofte er dronning Elizabeths mand, prins Philip, der krediteres for det mafiøse udtryk, firmaet, der beskriver den rigdom og magt, de voksne medlemmer af det britiske kongehus er beskæftiget med at opretholde.

Men det er også – og her kommer mafiaanalogien ind igen – et firma, der er afhængigt af at kunne operere i skyggen. Det er selve grundlaget for monarkiets opretholdelse, at det kan balancere mellem dyrebar usynlighed og nøje afmålt synlighed. Mellem lukkethed og åbenhed.

Eller som journalisten Walter Bagehot ofte refereres for at have skrevet i 1800-tallet: »Vi må ikke kaste dagslys på magien.«

Det er heller ikke første gang, kongehuset er udsat for det våben, det har sværest ved at forsvare sig imod: åbenhed. Faktisk har royal confessionals, kongelige bekendelser, en lang historie bag sig – fra barnepigen Marion Crawford, der i 1950’erne skrev en bog om Elizabeth og hendes søster Margaret, til prinsesse Diana, prins Harrys mor, hvis hjerteskærende interview med BBC i 1995 står som et af de mest ikoniske. Bad for business.

Og meget bedre bliver det ikke af, at avisen The Guardian for nylig via aktindsigter kunne afsløre, at dronning Elizabeth i 1970’erne angiveligt skulle have lobbyet mod en lov, der kunne afsløre, hvor stor hendes private formue er, fordi det ville være »pinligt«. Afsløringer, som kongehuset har afvist.

Ifølge Business Insider har Elizabeth en formue på omkring 340 million pund, som dels stammer fra skatteyderne, de såkaldte Sovereign Grant, og to yderligere indtægtskilder.

Harry og Meghan er ikke længere på lønningslisten hos kongehuset, som de brød endegyldigt med for nylig. I stedet for de royale forpligtelser har de altså indgået kontrakter med blandt andet Netflix og Spotify. Deres interview, som de ikke skulle have modtaget penge for, er derfor af høj brandingværdi for deres nye forretning @megandharryofsussex.

Til gengæld kan deres åbenhed koste dronning Elizabeth og monarkiet dyrt. For selv om prins Harry og Meghan omtaler dronningen i varme vendinger og hævder, at de stadig bakker op om monarkiet som institution, er dronning Elizabeth jo stadig øverste chef for The Firm.

Tirsdag aften sagde tv-vært Piers Morgan op på Good Morning Britain efter 41.000 klager over hans bemærkninger om Meghan Markle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Det er Diana historien om igen. Den romantiske historie om pigen der finder prinsen. At være royal og en del af en kongelig familie er et professionel erhverv og kan ikke sammenlignes med indtræden i en ordinær familie. Der er traditioner og en nation at tage hensyn til frem for sine egne behov i første række. Det er der ikke noget fordækt over.

Det er sådan det er på første række af samfundet. Det kræver sine offer at være royal og stenstøtte for resten af en befolkning.

Jeppe Lindholm

Noget andet er så, at interviewet sprænger alle grænser for illoyal adfærd.

Ja, her gik man ellers og havde næsten glemt de sidste kongelige bombshell fra de kongelige, at prins Andrew eller hvad han nu hedder, render på ferie med sextrafikerende pædofil.

Der var i øvrigt ikke meget Netflix-kontrakt over hans interview....

Dorte Sørensen

Hvis der ikke er stemning for at afskaffe kongehuset hverken hos de kongelige eller hos et flertal af befolkningen - så må landet jo leve med deres kongehus .

Bare en bemærkning både Diana og Meghan må ha' vidst hvad de gik indtil- de kunne ha' valgt ikke at indtræde i den kongelige familie.

Måske er det Meghan Markle der bringer sit indre kaos til kongehuset. Meghan Markles familehistorie er alt andet end afklaret og mønstre har det med at gentage sig. Diana havde en helt anden familiebaggrund.

Kurt Lindy Hansen

Det glæder mig, at Meghan er kommet ud af det engelske kongehus. For at være medlem af et kongehus er for mig at se en umenneskelig tilværelse, hvilket også fremgår af samtalen. Sådan må tilværelsen også være i eksempelvis det danske kongehus.

Kurt Lindy Hansen

Hvad angår grundlaget for monarkiets opretholdelse - balancen mellem lukkethed og åbenhed - så mestrer vor egen kronprins ikke den disciplin, når han i tide og utide løber rundt på gader og stræder. Han er derved med til at save den gren over, han selv sidder på. At det så kunne medføre, at han slap ud af umenneskeligheden, er da så ikke at foragte.

Kurt Lindy Hansen

@ Dorte Sørensen.
Jeg er ikke sikker på, at Diana og Meghan vidste, hvad de gik indtil. Selv Oprah Winfrey blev flere gange overrasket under samtalen. Jeg synes deres skæbne er tragisk. Måtte disse beretninger herom være en advarsel til andre.

Flemming Olsen

Harry-The-Husband-Lover bliver træt af det der på et tidspunkt. Han er en mand med krudt i røven, som ikke i længden kan klare en vegeterende Hollywood tilværelse med eneste adkomst som tidligere kongelig. Så føler han sig manipuleret og synes pludselig, at det hele er hendes skyld. De bliver skilt, og han vender tilbage til Buckingham Palace og finder en fornuftig dame med hat, hårlak, perlekæde og pæne ben som kan støtte ham i hans genvundne position som prins. Efter at han har indrømmet sin fejltagelse. Meghan starter en deroute med alkohol og stoffer og opfører sig mere og mere pinligt, indtil ingen gider at skrive om hende mere.

Men stakkels børn.

Pernille Rübner-Petersen

Lad os nu ikke have ondt Meghan og Harry .. med deres "uretfærdighed" har de allerede positioneret sig som ekstrem lukrative for Netflix etc. .. hele deres lukrative forretning benefitter af "uretfærdigheden".. samtidig med at det netop er deres royale fortid, som bliver deres enorme privilegium og forsatte grundlag for deres eksistens/celebrity-status - de både blæser og har mel i munden - well done ..

Og typisk for USA - som knap nok er et demokrati eller en retsstat (i europæisk forstand) sætter den god veninde, Oprah, til Meghan til at interviewe parret - der er så klistre, klistre indspist, nepotisme - vi er rige men årh, vi har det så hårdt. så hav medlidenhed med os, så vi kan tjene endnu flere penge og være royale her I USA - bububæ - række tunge til det britiske kongehus og fattigdommen i verden, som vi nok skal give en skilling i ny og næ - as we like.

For resten - i forlængelse af filmen Diana, der havde dansk premiere i 2013, blev det fremført, at Diana havde et tvetydigt forhold til pressen og nogle gange selv lækkede oplysninger for at blive fotograferet. Harry og Meghan er sikkert klogere og kan styre deres publicity bedre - Nu har jeg ikke set interviewet - så måske er jeg unfair - men hvis man må påpege .. hvem, der udtrykte bekymring om barnets hudfarve er ret afgørende . er det ikke? - vedkommendes status og position.. men så ville det blive alt for konkret.. og for specifikt i forhold til at afgøre om det vitterlig var afgørende for om sønnen skulle have prinsetitel og security - det er vel hele humlen om den sag.. hvor stor "uretfærdigheden" er.. og hvor meget der kan tjenes på den.. og derfor måske bedst for indtjeningen at omfanget ikke afklares.
https://www.berlingske.dk/kultur/prinsesse-dianas-umulige-kaerlighed