Valg i Holland
Læsetid: 13 min.

Mark Rutte var personalechef på en peanutbutterfabrik – nu er han personalechef for Holland

Selv om ingen helt ved, hvad han står for, er den hollandske statsminister, Mark Rutte, på vej til at vinde næste uges valg stort. Engang var han personalechef i UniLevers peanutbutterafdeling, i et årti har han været personalechef for sit land. ’Et smilende vakuum’, siger nogle. Men historien om Rutte er også historien om Holland. Om den underlige blanding af cowboyliberalisme og revisorregler. Om et politisk system uden spærregrænse, hvor 37 partier nu står på stemmesedlen. Et land, som måske er en virksomhed
Ingen ved helt, hvad Rutte mener. Ingen kan udpege én store reform, som han for evigt vil huskes for – måske noget med privatiseringer og budgetdisciplin, men ikke noget stort projekt. Og det er pointen. »Hvis du har visioner, så tag til øjenlæge,« siger Rutte selv med et citat fra Helmut Schmidt.

Ingen ved helt, hvad Rutte mener. Ingen kan udpege én store reform, som han for evigt vil huskes for – måske noget med privatiseringer og budgetdisciplin, men ikke noget stort projekt. Og det er pointen. »Hvis du har visioner, så tag til øjenlæge,« siger Rutte selv med et citat fra Helmut Schmidt.

Bart Maat

Udland
13. marts 2021

Man cykler gennem de kolde, fugtige gader i Haags regeringskvarter, og det føles ikke ligefrem, som om Holland står midt i en historisk valgkamp. De smukke renæssancehuse virker trætte, her er underligt tomt, lukkede butikker, udgangsforbud efter klokken 21.

På de gulvtæppebeklædte gange i parlamentet, som normalt bruser af liv, trisser et par assistenter stille rundt, mens sikkerhedsvagterne fortæller hinanden vittigheder.

Der er valg uden valgkamp. Uden debataftener og taler. Uden nerve. En ensom demonstrant står i læderjakke og rottemaske foran parlamentet – »de er nogle rotter, politikerne«. Men ellers er det hele bare »så fucking kedeligt«, som en af tv-journalisterne, der skutter sig på brostenene foran den store tunge trædør til statsministeriet, siger.

»Det hele er corona, corona, corona.«

Bag trædøren er der forhandlinger om genåbning og vaccinepas. Ministre ankommer og kører væk i store sorte biler, men det er ikke ligefrem ophidsende.

Valget den 17. marts skulle ellers have handlet om Hollands fremtid. Om den grønne omstilling, som ikke just går strygende i Shells hjemland, om huspriserne, som er eksploderet, om alle de jordskælv oppe nordpå, hvor årtiers gasudvinding har gjort jorden porøs og ustabil. Og om den skandale, som i januar tvang regeringen til at gå af, fordi man i et årti uretmæssigt har tvunget landets allerfattigste familier til at tilbagebetale enorme beløb.

I stedet er den store historie om valget blevet manden, som de kolde kameraer og ministrene er kommet for at møde. Manden, som fører meningsmålingerne suverænt, som i ti år har ledet Holland og nu snart er landets længst siddende statsminister siden Anden Verdenskrig, og den længst siddende i Europa efter Merkel og Orban: 54-årige Mark Rutte fra det liberale parti VVD.

Selv efter skandalen med børnepengene. Selv efter Hollands i bedste fald middelmådige håndtering af coronakrisen – hollænderne var det sidste land i Europa til at påbegynde vaccinationerne, og for hver gang Danmark tester 20 personer tester Holland én.

Selv efter ti år på posten er Mark Rutte ikke bare populær, han er mere populær end nogensinde. Hans kurve steg, da corona ramte, og den er aldrig faldet igen.

»Det er en rally round the flag-effekt, som har holdt i et år,« som Claes de Vreese, der er professor i politisk kommunikation på Universitetet i Amsterdam, sagde til mig forleden. »Det er ret utroligt,«

Ruttes parti står til at vokse fra 25 til 40 mandater og dermed tage en fjerdedel af alle pladser.

 

Fremgangen skyldes selvfølgelig, at Rutte kan give den som landsfader og leder. At borgerne sjældent skæver til andre EU-lande og sammenligner test- og vaccinetal. Og at alle beslutninger om nedlukning er lavet med brede politiske flertal – så hvem skulle for alvor kritisere ham? Jo, de to højrepopulistiske partier, selvfølgelig: Gode gamle Geert Wilders, der står til at blive næststørst, og det nyere enfant terrible-parti, Forum for Demokrati, som lige nu skider på reglerne og holder antilockdownvalgmøder i oplandet i bedste Men in Black-stil, hvor de prædiker libertarianisme og konspirationsteorier.

Men det er ikke hele forklaringen.

Ruttes succes er også historien om Holland som nation. Om kultur og historie. Om den underlige hollandske blanding af cowboyliberalisme og regelrethed. Og om et vildt politisk system uden spærregrænse, som på én generation er gået fra at være det mest stabile i Europa til nu at være det mest kaotiske. I midten af det hele sidder Mark Rutte med spidset blyant og rødt æble og holder styr på sagerne.

»Mark Rutte plejede at være personalechef i UniLevers peanutbutterafdeling – nu er han personalechef for Holland,« siger Rik Rutten, der er politisk redaktør på den store avis NRC.

»Han har ét styrende princip: effektivitet. Samfundet skal fungere og være effektivt. Coronahospitalssengene skal ikke være for fulde, men de skal heller ikke være for tomme. Men derudover … «

Rik Rutten tænker lidt.

» … derudover er det meget, meget svært at sige, hvad han mener.«

Hollandsk politik er et kalejdoskop

Måske er det fordi Holland minder så meget om Danmark – den afslappede tone, de høje, blege skikkelser på deres cykler, de gutturale r-lyde, de korte arbejdsuger, børn i flyverdragter – at man let overser, hvor forskellige landene også er: Det er blot en generation siden, at Holland var opdelt i ’søjler’, verzuiling, i bedste østrigske eller ligefrem nordirske stil: Katolikker og protestanter, socialdemokrater og liberale.

Grupper, som ikke bare havde hver deres aviser og radiokanaler, men også separate skoler, fodboldklubber, banker, boligforeninger og politiske partier. I 1960 giftede kun én ud af 20 katolikker sig med en ikkekatolik, og hollandsk politik var »det mest stabile system i Europa«, som Tom van der Meer, der er professor i statskundskab ved Amsterdam Universitet, siger.

Der er valg uden valgkamp. Uden debataftener og taler. Uden nerve. En ensom demonstrant står i læderjakke og rottemaske foran parlamentet – »de er nogle rotter, politikerne«. Men ellers er det hele bare »så fucking kedeligt«, som en af tv-journalisterne siger.

Der er valg uden valgkamp. Uden debataftener og taler. Uden nerve. En ensom demonstrant står i læderjakke og rottemaske foran parlamentet – »de er nogle rotter, politikerne«. Men ellers er det hele bare »så fucking kedeligt«, som en af tv-journalisterne siger.

Daniël Siegersma

Det er som om, 50’erne varede fire årtier i Holland. Midt i 80’ere fik de tre store partier, socialdemokraterne, de liberale og kristendemokraterne, stadig knap 90 procent af stemmerne.

Men de politisk opbrud kom også til Holland. Verden blev moderne, vælgerne behøvede ikke længere stemme efter deres klasse, job og familie, de blev individer – og så gik det stærkt.

Fordi Holland ikke har en spærregrænse, vrimlede det pludselig med politiske partier. To tredjedele af en procent er nok til ét mandat. De gamle partier klumpede sig sammen på midten og omkring dem opstod nye. Pim Fortuyn blev en stjerne, så blev han skudt, Geert Wilders kom til, og på en generation gik Holland fra at være det mest stabile system i Europa med de mest loyale vælgere, til det mest kaotiske og ustabile, hvor flest vælgere skifter parti og bestemmer sig senest.

Tom van der Meer kalder det »den store fragmentering«, det er en tendens over hele Europa, men intet steder så ekstremt som i Holland.

I år er der 37 partier på stemmesedlen: et dyreparti, et parti for ældre, et ortodokst muslimsk parti, to højrepopulistiske partier, et væld af centrum-højre-partier … 15 af dem står lige nu til at komme ind.

Det utrolige er, at dette kaotiske system har været bemærkelsesværdigt stabilt. Der er brede aftaler og samarbejde. Ingen regeringskriser. Holland har haft samme regeringsleder i ti år.

»Hollandsk politik er et kalejdoskop,« som Tom van der Meer siger.

»En væld af former og farver, som danser inden for en meget snæver ramme. En politisk konsensuskultur.«

Og så er vi tilbage ved Mark Rutte, for alt det kaos kræver en solid personalechef. En effektiv fyr i midten, der tager ansvar og lave uperfekte kompromiser.

En mand med »ideologisk rygrad som en slange«, som Claes de Vreese siger.

»Et smilende vakuum,« som Simon Kuper har kaldt Rutte i Financial Times.

»En blændede politisk håndværker,« som Léonie de Jonge, der er lektor i europæisk politik på universitetet i Groningen, udtrykker det.

Ingen ved helt, hvad Rutte mener. Ingen kan udpege én store reform, som han for evigt vil huskes for – måske noget med privatiseringer og budgetdisciplin, men ikke noget stort projekt. Og det er hele pointen.

»Hvis du har visioner, så tag til øjenlæge,« siger Rutte selv med et citat fra Helmut Schmidt.

I den forstand er hollandsk politik det modsatte af fransk eller amerikansk politik: I Frankrig handler det netop om præsidentens visioner og kraft. Macron laver pensionsreform. Joe Biden laver hjælpepakke. Sådan er det ikke i Holland. Her laver man mange små aftaler. Hollænderne er handelsfolk, også politisk: Man mødes på den politiske markedsplads og prutter om prisen fra sag til sag.

Som allerede Napoleons bror Louis bemærkede, da han i 1806 blev indsat som den første konge af Holland: »Hollænderne er håndværkere og købmænd, ikke krigere.«

Man går ikke engang til valg i blokke, som i Danmark. Det er ikke blå mod rød, det er alle partier mod alle, og efter valget leder det største parti så en lang regingsforhandling. Hvis Ruttes parti som ventet bliver størst, ved ingen, om han laver en ny centrum-højre-regering eller i stedet lokker De Grønne og socialisterne med i en regering. Wilders har han dog på forhånd afvist.

D-vitamin og tidligt i seng

Mark Ruttes far var først gift med Mark Ruttes mors storesøster. De boede i den hollandske koloni Indonesien og havde tre børn, men under Anden Verdenskrig blev hollænderne samlet i lejre, hvor konen døde. Efter krigen tog Ruttes far til Haag med sine tre børn og giftede sig med sin afdøde kones lillesøster. De fik yderligere fire børn. Mark kom til som den yngste af de syv, hans far var 58 år gammel.

Han spillede klaver, og allerede i gymnasiet sagde han højt, at han ville være statsminister. Som 16-årige øvede han sig med sin bedste ven: Den ene spillede rollen som journalist, den anden som statsminister.

Han blev tidligt medlem af de unge liberale i VVD. De ville med tiden blive det største af en række små partier, forudså han. Han fik ret.

Han studerede historie i sin hjemby, Haag, og i 1995 købte han en lejlighed i byen med en gode ven, og her bor han stadig – single og uden børn.

»Han er totalt ligeglad med materielle ting,« siger Petra de Koning, som i efteråret udgav biografien Mark Rutte.

»Og det er egentlig underligt, for hans parti går netop op i den slags. I biler, i store huse, i lave skatter. Men han er ligeglad.«

Rutte læser bøger, lytter til Chopin og Mozart, drikker af og til et glas vin, men er aldrig fuld, tager D-vitamin og går tidligt i seng.

Og mest bemærkelsesværdigt: Han gør de samme ting igen og igen: Går i den samme mørke hættetrøje og de samme blå cowboybukser, når han har fri. Cykler samme vej på arbejde, spiser på den samme restaurant ved det samme bord.

En gang om året modtager hans bedste venner en besked fra Ruttes sekretær med forslag til middagsaftaler og kaffemøder et år frem i tiden. Så ved vennerne fra studietiden, at de den 27. april og den 2. september skal drikke en øl med deres ven Mark i halvanden time på den og den bar.

Allerede som studerende ankom han til kaffeaftaler med vennerne og bekendtgjorde som det første: ’Hej! Jeg har halvanden time, så skal jeg videre’.

To gang om året tager han på ferie med sin mor og søster i den samme hytte i den samme nationalpark i Østholland. Petra de Koning fortæller om en engang, da hytten var optaget. Modvilligt bookede de et andet hus i en anden park, de ankom, steg ud af bilen, så sig omkring, så på hinanden og kørte hjem igen.

Alligevel er Ruttes politiske »hovedoverbevisnig«, som Petra de Koning udtrykker det, »live and let live«. En mild form for liberalisme, hvor staten giver borgerne plads. Uden fordømmelse. Men også med den stramme og sparsommelige tilgang til penge, som præger de fleste hollandske partier.

På den måde kommer Mark Rutte til at personificere det, man med lidt god vilje kan kalde den hollandske folkesjæl.

Mark og folkesjælen

For på den ene side er Holland hash og prostituerede, technofester og nudiststrande, en hel befolkning, som trækker på skuldrene over homoægteskaber, og hvor over 6.000 personer hvert år assisteres til selvmord. Det er det berømmede hollandske frisind, som ofte forklares historisk: Det lille åbne land af handelsfolk, hvor hele verden mødtes på markedspladsen. Hvor jøderne kunne søge tilflugt, hvor Voltair kunne trykke sine bøger. Live and let live. Den attitude blev styrket af Anden Verdenskrig, hvor Holland blev besat, bombet og udsultet.

Men Holland har også en anden side.

»Den store misforståelse om Holland er, at det er et liberalt og tolerant land, hvor alle ryger pot og cykler til prostituerede,« siger den britiske forfatter Ben Coats, som bor i Holland og har skrevet den glimrende lille bog Why the Dutch are Different.

»Det er i sin kerne et konservativt land.«

Et land, hvor man pligtskyldigt besøger sin mor om søndagen, hvor ulovlige parkeringer og cykelture uden lygter prompte honoreres med en bøde, hvor restaurantregninger minutiøst deles, hvor 60 procent af alle kvinder arbejder på deltid, så de kan passe børnene, og hvor den politisk midtervælger ligger solidt til højre for midten.

Pressen ventede og ventede, men Mark Rutte kom aldrig kom ud ad trædøren til statsministeriet. Han viser sig meget lidt offentligt under valgkampen. Han deltager i tv-debatterne, og han holder sine pressemøder. Men han ikke brug for mere omtale. Han lever fint med, at nationen kun taler om corona.

Pressen ventede og ventede, men Mark Rutte kom aldrig kom ud ad trædøren til statsministeriet. Han viser sig meget lidt offentligt under valgkampen. Han deltager i tv-debatterne, og han holder sine pressemøder. Men han ikke brug for mere omtale. Han lever fint med, at nationen kun taler om corona.

Daniël Siegersma

»Højrepartierne vil typisk tilsammen få 75 ud af 150 sæder i parlamentet, mens venstrefløjen, normalt får mindre end 35,« siger Tom van der Meer. »Det er den strukturelle magtbalance mellem de to blokke.«

Den anerkendte politolog ryster på hovedet, da jeg spørger, hvorfor det er sådan:

»Vi ved det ikke, men vi kan se, det går langt tilbage i tiden.«

Lige som hollændernes frisind kan konservatismen forklares historisk: Den evige trussel om oversvømmelser gjorde det nødvendigt med regler og systematik for at holde diger og dæmninger ved lige. Det blev forstærket af handelsmændenes regnskaber og den calvinistiske tro. Grundighed og behovsudsættelse blev kardinaldyder, og ­ligesom på tysk er det hollandske ord for gæld og skyld det samme, schuld.

Læg de to sider sammen – den vilde cowboyfrihed plus de firkantede regler – så har man et paradoksalt land, hvor prostitution ikke bare er lovligt og accepteret, men hvor bordelmutterne har deres egen lobbyorganisation og minutiøst reviderer deres regnskaber. Og hvor en politiker, som ingen helt ved hvad mener, kan være statsminister i et årti.

Mark – ja, jeg kalder ham Mark

Når Mark Rutte med jævne mellemrum toner frem på tv-skærmen til et af sine korte og præcise coronapressemøder, sidder 34-årige Kelly van Steenis i sofaen med sin lille hund Fay og sin toårige datter og klapper i hænderne.

»Jeg klapper bogstavelig talt,« siger hun, da jeg møder hende på en lille sti på en grå dag i en forstad til Haag, hvor hun går tur med mand, hund og datter. Bag os slæber vandet i en kanal sig afsted.

»Rutte er en rigtig leder. Han tager sig af folk i den her umulige situation.«

Hendes mand nikker, hunden snuser til en bænk, og jeg præsenterer den åbenlyse kritik: At Holland jo har været enormt langsomt til at vaccinere. At testsystemet ikke fungere. Er det ikke Ruttes ansvar? Nej, ikke sådan rigtig, siger de.

»Hans strategi har bevidst været go slow,« siger Frank van Steenis, som er 57 år og selvstændig.

»Det ville da være bedre, hvis vi havde været lige så hurtige som Israel, men de har en meget militant tilgang til tingene, som vi ikke er vilde med. Ruttes strategi har været mere sikker.«

Hans kone fortsætter:

»Mark – ja, jeg kalder ham Mark – er altid rolig og velovervejet. Jeg ville da gerne have, at valgkampen handlede om noget andet også. Om skoler. Om indvandring eller om klima. Men det er ikke så underligt, at corona fylder det hele.«

Så går de videre.

Rutte er det trygge valg, den solide leder, som stort set ikke behøver føre valgkamp. Der hænger da et par billboards ved motorvejene med hans ansigt, men nothing fancy.

Han kom aldrig kom ud ad trædøren til statsministeriet. Han viser sig meget lidt offentligt under valgkampen. Han deltager i tv-debatterne, der hænger de her billboards, han holder sine pressemøder. Men han ikke brug for mere omtale. Han lever fint med, at nationen kun taler om corona.

Selv den 37-årige buschauffør, Michael, som holder pause bag stationen, og som ikke rigtig går op i politik – han har rigeligt at gøre med sit job og sin familie – er fan af Mark Rutte.

»Jeg kan lide ham,« siger han og tænder motoren. »Han er god for Holland.«

CEO for Holland A/S

Jeg kan ikke lade være med at tænke på et citat fra den franske forfatter Michel Houellebecqs seneste bog, Serotonin. Hovedpersonen er på ferie i Spanien, hvor han møder nogle hollændere og en passant bemærker: »Holland er ikke et land, det er snarer en virksomhed.«

Måske er det ikke helt forkert. Hvis Mark Rutte er personalechef, må Holland vel være en form for virksomhed.

Så jeg har læst citatet op for alle dem, jeg har talt med til denne artikel. Hvad tænker de? Er det rigtigt? Hver gang har jeg forventet fornærmede miner: ’En virksomhed, hvad snakker du om, det er mit hjemland!?’ Men det modsatte er sket.

»Vi taler tit om Holland på den måde,« som Rik Rutten sagde. »Om Holland A/S. Det er et udtryk, man bruger.«

Houellebecq tager måske ikke helt fejl. Men som Petra de Koning bemærkede, da jeg talte med hende om sagen:

»Man kan sagtens lave en fortælling om Rutte som direktør for virksomheden Holland. Det rejser så bare et større spørgsmål,« sagde hun:

»Hvorfor er hollænderne så tilfredse med at have det på den måde?«

I en tidligere version af denne artikel fik vi tilskrevet citatet »Hvis du har visioner, så tag til øjenlæge« den tyske kansler Willy Brandt. Citatet stanmer naturligvis fra en anden tysk kansler, Helmut Schmidt.

Serie

Hollands mærkelige coronavalg

17. marts er der valg i Holland. I et politisk system, som på en gang er det mest stabile og det mest kaotiske i Europa. Med 37 partier på stemmesedlen, en populær statsminister, som ingen ved, hvad mener, og en valgkamp, hvor man ikke må føre valgkamp. Et land, der til forveksling ligner Danmark, men som alligevel er helt forskelligt. Holland er endnu en gang Europas politiske eksperimentarium, og Information er med. Vi rejser til digerne og til Den Haag for at fortælle historien om et meget, meget underligt valg.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Holland er det, vi ikke er: reformert, og derfor ser man denne mærkelige, i danske øjne forkastelige dyrkelse af systemet over mennesket.

"Holland er ikke et land, det er snarere en virksomhed" noterer et sted hovedpersonen i Michel Houellebecqs "Serotonin", 2019, s.30

Tidligere i samme roman og i samme dur (scenen er henlagt til en tapas-bar for europæiske nudist-seniorer et sted i nærheden af Malaga):
"Ved de udendørs borde var det let at skelne englændernes krog fra tyskernes krog; jeg var den eneste franskmand; hvad hollænderne angik, var de virkelig nogle ludere, de satte sig hvor som helst, en race af flersprogede og opportunistiske handelsfolk, det er hvad hollænderne er, det kan ikke siges for ofte". M. Houellebecq, Serotonin, s. 28