Mener man sin klimaaktivisme alvorligt, er det svært at fastholde Goldman Sachs som fjendebillede

Det var ikke Trump, Brexit eller coronavirus, der udløste opgøret med globalisering. Det var derimod truslen fra Kina, siger den canadiske historiker Quinn Slobodian
Det var ikke Trump, Brexit eller coronavirus, der udløste opgøret med globalisering. Det var derimod truslen fra Kina, siger den canadiske historiker Quinn Slobodian

Jesse Jacob

Udland
20. marts 2021

Langsomme samtaler findes også som ugentlig podcast. Du kan høre den her eller ved at søge på ’Langsomme samtaler’ i din podcast-app.

Først troede Quinn Slobodian, det bare var politisk retorik: »Der kom en ny bølge, som kaldte til forsvar for nationalstaterne mod den internationale frihandel, for arbejderne mod de store onde virksomheder, og som krævede, at man skulle kæmpe for de gamle industriarbejdspladser,« husker han.

Den canadiske historiker var netop gået på barsel, efter han havde afsluttet sin bog om de ideer, der skabte den moderne globalisering, Globalists – the Birth of Neoliberalism and the End of Empire. Og mens han gik hjemme og passede sin baby, hørte han, hvordan højrefløjspartier i Europa klagede mere og mere over globaliseringen, og hvordan Donald Trump under sin valgkamp angreb globaliseringen, som om det var en farlig sygdom, der var trængt ødelæggende ind i det amerikanske samfund og skulle uddrives med magt.

»Min umiddelbare reaktion i 2016 var en dyb skepsis over for hele forestillingen om, at alting var i gang med at forandre sig,« forklarer Quinn Slobodian fra sit hjemmekontor i en forstad til Boston.

»Jeg husker levende situationen efter finanskrisen i 2008. Dengang hed det sig, at ingen troede på nyliberalismen mere, og keynesianismen ville gøre et stort comeback. Det varede cirka 16 måneder, og så var vi tilbage til normalen.«

Trump havde en anden politisk retorik end sine forgængere, forklarer Slobodian, men hans handelspolitik handlede mere om at beskytte nationale interesser i en amerikansk styret globalisering end om at trække USA tilbage fra verden. Brexit var også mere en idé om global Britain, som skulle intensivere kampen for bedre handelsaftaler for Storbritannien uden for Den Europæiske Union, end et land, der lukkede sig om sig selv.

Men fire år efter det store politiske opbrud i 2016 er  Quinn Slobodian ved at være overbevist om, at  opgøret med globaliseringen ikke kun er et populistisk opråb og et slogan. At nogle grundlæggende forandringer af verdensøkonomien og den politiske konsensus er ved at finde sted.

»Efter pandemien har vi set et meget stærkt ønske om at styre økonomien politisk igen. Der er kommet en bevidsthed om, at det er vigtigt at være modstandsdygtig og selvforsynende. Om at kontrollere forsyningskæder og værdikæder,« siger Slobodian.

»Så hvis du lægger opbruddet i 2016 sammen med opbruddet i 2020, begynder det at føles, som om vi har at gøre med fundamentale transformationer af vores økonomiske politik og forståelse af verdensmarkedet.«

Det hele handler om Kina

Forandringerne er ifølge historikeren hverken udløst af Trump, Brexit eller corona.

»Den vigtigste faktor er en erkendelse af, hvad Kinas opstigning som global stormagt er kommet til at betyde. Og at vi bliver nødt til at komme op med et andet strukturelt svar end den politik, som blev ført i 1990’erne og frem. Det er efter min mening forklaringen på de forandringer, som du ser i USA, Europa og Canada. Det store fokus er på at beskytte vores egen infrastruktur og få kontrol over vores værdikæder, skabe ’europæiske giganter’ i EU og købe amerikanske i USA,« forklarer han. 

Hvis vi fortsætter den nyliberalistiske handelspolitik, som har defineret globaliseringen i et par årtier, vil det kommunistiske Kina blive den globale vinder. For at forsvare de vestlige arbejdspladser, principper og demokratier må de vestlige samfund foretage et ideologisk selvopgør. Som Slobodian slår fast: »Det handler alt sammen om behovet for at inddæmme Kina.«

For bare ti år siden ville den handelspolitik, Joe Biden har lovet, han vil gennemføre, være blevet afvist som protektionistisk. I dag betragtes den som et offensivt forsvar for amerikansk industri og arbejdspladser.

»Det er tankevækkende«, siger Slobodian, »at Joe Biden på ingen måde har travlt med at ophæve de toldtariffer, som Donald Trump indførte over for kineserne.«

Og for bare et par år siden forsvarede EU principielt og praktisk den frie og lige konkurrence systematisk. I dag advarer Kommissionen mod kinesiske opkøb i Europa og anbefaler store investeringer i europæiske giganter, som skal kunne klare sig i konkurrencen mod kinesiske og amerikanske giganter. 

»Det er forståelsen af Kinas nye magt, tror jeg, som har været anledningen til, at konsensus om den økonomiske politik har flyttet sig så meget over et par år – og så selvfølgelig den nye globale forståelse af behovet for at reagere mere drastisk, hurtigere og på større skala på klimaforandringerne.«

Det, der lød som retorik i 2016, er ifølge Quinn Slobodian ved at blive til virkelig politik i 2021 .

En intellektuel bevægelse

Internationalt blev Quinn Slobodian intellektuelt berømt, da han i 2018 udgav Globalists – the Birth of Neoliberalism and the End of Empire. Nyliberalisterne roste bogen, fordi den afdækkede deres egen idéhistorie og tog deres intellektuelle engagement alvorligt, mens de, der kritiserer nyliberalismen, hyldede den som en overbevisende afdækning af globaliseringens herskende ideologi.

»Da jeg startede med at skrive bogen, tænkte jeg selv, at nyliberalisterne var de riges nyttige idioter. En gruppe af akademikere og forfattere som Friedrich Hayek og Ludwig von Mises, som bare forsvarede det bestående samfund og retfærdiggjorde kolossal økonomisk ulighed,« fortæller Slobodian med et smil.

Jesse Jacob

Han havde sympatiseret med den store demonstration mod verdenshandelsorganisationen WTO i 1999, der blev kaldt The Battle of Seattle og blev begyndelsen på en verdensomspændende antiglobaliseringsbevægelse. Han havde selv deltaget i demonstrationerne mod Irakkrigen i 2003 og var engageret i venstrefløjens idéudvikling.

Men han var også historiker og nysgerrig efter at finde ud, hvordan nyliberalismen var blevet så stærk, at den blev en globalt dominerende måde at tænke på. Han begyndte at studere de forskellige skoler i Wien og Genève i perioden mellem Første og Anden Verdenskrig, deres akademiske udvekslinger og deres måder at introducere deres ideer gennem tænketanke og konferencer til politikere på.

Slobodian blev overrasket over deres tænkning og deres ambitioner.

»Der er mange definitioner af nyliberalismen. Men den, jeg skriver om, var en intellektuel bevægelse af forskere, som fandt sammen i 1930’erne, og som opfandt begrebet nyliberalisme til at beskrive en position, de selv så som en middelvej mellem den totale laissez-faire-kapitalisme på den ene side og totale statsformer som fascisme og socialisme på den anden side. Det var et kompromis mellem demokrati og kapitalisme,« fortæller Slobodian.

»De var ikke modstandere af politik. Nyliberalismen var for dem tværtimod en måde at regere på, det var en politisk teori.«

Det er en misforståelse, tilføjer han, når man antager, at mainstreamøkonomien er nyliberalistisk, og at nyliberalisme betyder, at økonomerne skal bestemme det hele. Det er både en banalisering af nyliberalismen og den økonomiske forskning på universiteterne. Nyliberalismen advokerer for en adskillelse af politik og økonomi. Og den adskillelse er en politisk beslutning, som opretholdes af juridiske institutioner.

»Det er jo ikke, fordi nyliberalister som Friedrich Hayek og Milton Friedman er meget indflydelsesrige økonomer, som præger forskningen på de økonomiske institutioner på verdens universiteter,« forklarer Slobodian.

»De forstod, at det kræver jura og institutioner at designe rammerne omkring økonomien, så den ikke bliver forstyrret af kollektivet. De ville sikre gensidighed og handel på lige og frie vilkår, og de ville sikre, at de demokratisk valgte regeringer ikke greb og krænkede borgernes ejendomsret.«

Blå bog: Quinn Slobodian

  • Født i Canada i 1978.
  • Udgav i 2012 ’Foreign Front: Third World Politics in Sixties West Germany’ og i 2018 ’Globalists: The End of Empire and the Birth of Neoliberalism’, som blev hans store gennembrud.
  • Er i dag ansat som professor ved Wellesley College i Massachusetts.

En global vision

– Betragter du i dag nyliberalisterne som idealister, der arbejdede for en bedre verden?

»Jeg har helt klart en anden opfattelse af dem, end da jeg startede med bogen. Men jeg ville sige det på en lidt anden måde: De ville ikke skabe en verden, men arbejdede for at undgå en værre verden. Generaliserende kan man sige, at de havde en pessimistisk forståelse af menneskets natur. De var overbeviste om, at mennesker har en tendens til at handle egoistisk og misbruge magt over for hinanden. Udfordringen med en demokratisk valgt regering var for dem, at man skulle begrænse dens evne til at undertrykke og krænke borgerne.«

Deres mål var heller ikke, som mange antager, at gøre staten så lille som muligt og markedet så frit som muligt, understreger Slobodian. De var ikke modstandere af regulering, men forestillede sig to niveauer af politik.

Det ene var en juridisk global orden, som sikrede fri og fair konkurrence. Økonomien var ikke noget, man kunne overskue og styre politisk, men derimod en dynamik, man skulle sætte nogle juridiske rammer for.

De anden var et nationalt niveau, hvor de ønskede, at man skulle beskytte borgerne, forsvare ejendomsretten og de bærende institutioner. De havde en global vision for en arbejdsdeling mellem det verdensomspændende marked, der skulle regeres af minimale regler, og nationalstaten, der skulle styres demokratisk.

På den måde var nyliberalismen som teori en løsning på et problem, som blev mere påtrængende i årtierne efter Anden Verdenskrig. Der var behov for en politisk model, som kunne sikre demokratiet i nationalstaten og samhandel mellem nationalstaterne. Således blev Den Europæiske Union bygget op som et økonomisk samarbejde, der skulle skabe betingelser for handel mellem de europæiske stater uden at udfordre de nationale demokratier.

Ideer og politik

Nyliberalisterne var ifølge Slobodian gode til at gøre sig gældende i de fora, hvor der blev udviklet politik og skabt nye institutioner:

»Når der opstod kriser eller politiske åbninger, var de altid klar med en manual for, hvad man kunne gøre, og hvordan det skulle begrundes. Nyliberalismens historie er fuld af eksempler på den slags,« siger Slobodian.

Jesse Jacob

Efter en kort pause tilføjer han: »Det kunne venstrefløjen godt lære noget af.«

Han understreger også, at nyliberalismens historie ikke er en fortælling om, hvordan akademiske ideer erobrede og ændrede verden. Ideerne var også attraktive, fordi folk med økonomisk og politisk magt kunne bruge dem til at indrette en verden, som forsvarede deres privilegier og interesser. Og de indgik i komplicerede samspil med magtpolitik, økonomisk politik, forskellige aktørers interesser, institutionelle hensyn og kompromiser med andre moralske og politiske krav.

Men det lignede længe en uovervindelig doktrin for den globale økonomi, at international samhandel skulle styres af fælles og gensidige regler, der blev overvåget og reguleret af blandt andet WTO, som blev skabt under nyliberalistisk inspiration i 1990’erne.

De demokratisk valgte regeringer i Vesten forklarede gennem 1990’erne og frem til i hvert fald 2016 deres befolkninger, at man måtte indrette national politik, så man kunne klare sig bedst muligt i den globale konkurrence. Det, der engang havde været akademiske spekulationer i Wien og Genève, blev nu til den naturlige måde at se verden på selv for arbejderpartiet i Storbritannien, demokraterne i USA og selv de nordiske socialdemokratier.

Man skulle sænke skatterne på de rigestes indtægter og formuer, så de ikke forlod landet, og hvis man satte sig op imod frihandelsdoktrinen, blev det kaldt for protektionisme, der vakte associationer til nationalisme.

Udfordring til venstrefløjen

Den doktrin blev udfordret i 2016 i de nationale demokratier, hvor vælgere protesterede mod globaliseringen og koblingen mellem fri bevægelighed af services, kapital og arbejdskraft, som førte til udflytning og indvandring. Og den er som sagt blevet angrebet i både EU og USA som svar på Kinas dominans.

»Den her situation rejser et interessant spørgsmål til venstrefløjen i dag,« anfører Slobodian:

»Det var nemt at være imod de overnationale institutioner i nyliberalismens æra, da alting handlede om at skabe adgang til nye markeder og optimere den internationale konkurrence mellem verdens arbejdere og producenter. Men hvad nu hvis disse institutioner handler om at skabe grøn omstilling? Hvad nu hvis deres mål er at lave en helt anden type handelsaftaler? Hader vi dem så stadig?«

Det var ifølge Slobodian også nemt for venstrefløjsaktivister at være modstandere af Den Europæiske Centralbank, Kommissionen og bureaukratiet i Bruxelles under krisen i eurozonen, hvor de var med til at kræve offentlige nedskæringer i de sydeuropæiske demokratier som betingelser for redningspakken. Dengang levede EU op til fjendebilledet af nyliberalismen.

»Men nu, hvor EU begynder at forandre sig, naturligvis i små skridt, men alligevel, så begynder modstanden mod EU mere og mere at ligne et reaktionært og nationalistisk forsvar for nationalstaten på en måde, som jeg synes må være ubehagelig for folk, der faktisk gerne vil se forandringer i verden.«

Et par generationer af aktivister på venstrefløjen er vokset op med, at de globale institutioner var nyliberalistiske. Og hvis man var imod ulighed og udbytning udøvet af mænd i jakkesæt uden demokratisk mandat, kunne man engagere sig i vilde gadeprotester mod disse institutioner.

»Verdensbanken, WTO og Den Internationale Valutafond var frygtelige institutioner. Man kunne lave store dukker af dem, som man ødelagde for at ydmyge dem på gaden. Nu må vi spørge os selv, om de stadig er frygtelige, hvis de arbejder med nogle andre mål. Om man kan lave kompromiser med dem. Om man vil miste al moralsk legitimitet som aktivist og ende som nyttig idiot, hvis man i stedet ser dem som institutioner, der kan hjælpe med at skabe en grøn omstilling.«

Og hvis man som venstreorienteret mener sin klimaaktivisme alvorligt, er det ifølge Slobodian svært at fastholde det absolutte fjendebillede af Goldman Sachs, hvis direktør siger, de vil flytte investeringer fra fossil til grøn energi, og lederen af World Economic Forum, som også kalder til kamp mod klimaforandringer.

Men det er også svært at alliere sig mod den økonomiske verdensordens giganter:

»Højrefløjen har skabt et meget effektivt billede af en ny slags progressiv kapitalisme, hvor tilhængere af åbne grænser, klimaaktivister og grønne virksomhedsledere bliver fremstillet som ny elitekoalition. Det kan blive en virkelig forhindring i vores bestræbelser på at skabe nye stærke grønne græsrodsbevægelser, som har folkelig opbakning, men som også kan lave effektive alliancer,« siger Slobodian.

»Det var én ting, jeg lærte ved at skrive bogen: Venstrefløjen har måske ikke brug for guruer som Friedrich Hayek. Men vi har brug for en robust vision for, hvordan de nationale demokratier og de overnationale institutioner skal fungere sammen. Det kan jeg ikke se, at venstrefløjen har nu.«

Denne artikel er en redigeret version af en videosamtale, som du kan se eller gense i sin fulde længde her.

Se hvem Rune Lykkeberg interviewer næste gang og tilmeld dig det virtuelle arrangement her. Det er gratis for Informations abonnenter.

Langsomme samtaler

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan både læse og lytte til samtalerne.

Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

Podcast

Langsomme samtaler

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan se samtalerne live på Zoom eller lytte til podcasten ugen efter.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Uklart hvad det er Slobodian vil i Lykkebergs fremstilling.
Neoliberalismen genopstod på et møde i World Economic Forum i begyndelsen af 1980'erne og eksplicit formuleret som en politisk-økonomisk doktrin der skulle afløse socialdemokratiske og socialistiske regeringers succes i Europa efter 2. verdenskrigs afslutning. Det politiske budskab i neoliberalismen har altid været tydelig og bygger på manipulerede tal og politisk retorik og sjældent på empiri. Slobodian hat tilsyneladende opdaget dette efter lange, intensive studier. Tillykke med det. Han argumenterer så vistnok for at politisere økonomien i kamp mod kommunisterne i øst. Men hvad nyt er der i det? Neoliberalismen har spillet fallit både politisk og økonomisk og har ødelagt mere klima på 40 år end andre økonomiske doktriner har gjort på 200 år og Thatcher og Reagan og til en vis grad Merkel og Macron, Clinton og Trump er ikke lykkedes med at 'dæmme op for' kinesisk effektivitet. At forestille sig en ny 'effektiv koalition' mellem europæiske institutioner og græsrødder pakket ind grønne slogans og under neoliberal (gen)dominans er i bedste fald naivt. I værste fald manipulerende. Kina er en ny, stor spiller på den globale bane der udfordrer amerikansk kapitalisme og udfordringen er ikke at genopfinde neoliberalismen, men politisk at afvise global amerikansk aggression, der ønsker at trække Europa ind i deres kamp for amerikanske arbejdspladser.

Claus Høeg, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Knud Chr. Pedersen, Alvin Jensen, Susanne Kaspersen, Lars Løfgren, Karsten Nielsen, Mikkel Bonde Stouby og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

"Deres mål var heller ikke, som mange antager, at gøre staten så lille som muligt og markedet så frit som muligt, understreger Slobodian. De var ikke modstandere af regulering, men forestillede sig to niveauer af politik.

Økonomien var ikke noget, man kunne overskue og styre politisk, men derimod en dynamik, man skulle sætte nogle juridiske rammer for.

De anden var et nationalt niveau, hvor de ønskede, at man skulle beskytte borgerne, forsvare ejendomsretten og de bærende institutioner. De havde en global vision for en arbejdsdeling mellem det verdensomspændende marked, der skulle regeres af minimale regler, og nationalstaten, der skulle styres demokratisk."

Nationale stater, hvor indirekte konkurrencedemokratier via NPM skulle råde - og internationale/globale handelsarenaer/frihandelszoner, hvor international storkapital via konkurrencedomstole og monetære voldgifter skulle råde.

Det hele blev realiseret, og nu forestiller man sig at den grønne kapitalismes skalkeskjul kan hvidvaske storkapitalens lakajer i Goldman Sachs et al. Og dén manøvre skal man såmænd nok også lykkes med.

Claus Høeg, Torben K L Jensen, Susanne Kaspersen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Hovs, det hele blev ikke realiseret; TTIP blev bremset, men der vil nok ikke gå længe før vi ser en genrejsning af denne Titanic.

Troels Ken Pedersen

Her er et eksempel på Goldman Sachs' tilgang til bæredygtighed - konkret i form af yngre bankansatte i G-S, som synes at 95 timers arbejdsuger er lidt uholdbart, og kunne man måske begrænse det til 80 timer om ugen?

https://www.bbc.com/news/business-56452494

Torben K L Jensen, Alvin Jensen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Bent Christensen

Ros til Goldmann Sachs for at gøre Dong grøn.

Det var de sku nok blevet alligevel, Bent.

Bent Christensen

Uden tvivl Alvin men ikke så hurtigt. Og så sælg skidtet nu så vi kan få corona gælden ned, pt. 90000 pr. borger i DK.

Jens Ole Mortensen

Jeg forstår ikke hvordan liberale kan sætte Adam Smith i forbindelse med minimal stat. Han mente at al indflydelse fra politikkere og embedsfolk i økonomien skulle væk. Som han sagde - Efterhånden vil der opstå nepotisme og koruption og man vil forvride konkurrencevilkår. Og penge ville få overdrevne værdier i forhold til den reelle økonomi. Han kaldte det pseudopenge. Hans livssyn var. Han troede på gud, men ikke en indgribende gud. Gud havde skabt naturen og økonomi og mennesket var natur. Og uløseligt forbundet. Han mente at en økonomis formål var at holde et samfund kørende, ikke omvendt. Han ville være modstander af fiflen med renten, toldmure, hjælpepakker til erhvervsliv og han ville helt sikkert forbande holdingselskaber og short-selling. Som skævvrider den økonomiske balance, som han kaldte den usynlige hånd. Headfonde som er tildelt frie beføjelser til at nogle få med politisk indflydelse kan investere, i og tjene penge, på kriser og konkurser med planøkonomiske indgreb. Det er absolut ikke Adam Smith. Og for ham var det uacceptabelt at en makroøkonomi kunne overstige mikroøkonomi. Og at jordens ressourcer hastigt forsvinder. Hans tankegang var økologisk økonom. Jeg er ikke i tvivl om han så for sig et skattefinansieret samfund, som kunne træde til, hvis mennesker gik fallit, blev syge oa. Jeg kan godt se han har haft et dilemma . På den ene side var der ikke godt, ondt, eller moral i det økonomiske system. Det var natur. Og han kaldes også moral filosof. Han moraliserede meget over kapitalister. Ansatte skulle behandles godt og rimeligt. Så ville de helt automatisk betragte kapitalisten med beundring, for at have skabt økonomisk fremgang. Det var deres natur. Og jeg tænkte. Tja, Hvorfor ikke ? På den ene side kunne han se industrialiseringens fordele . Men på den anden kaldte han industriarbejdere for savlende amøber. En holder en tråd- En nålen og en tredje klipper tråden til. Og intelligens udvikles af det man laver. Derfor var industriarbejderes intellekt det laveste noget menneske kan have. Jeg har svært ved at gennemskue hvilken samfundsmodel han havde forestillet sig. Han levede i et kristent samfund, før demokrati. Og det kunne man ikke revse på den tid.

Havde han levet i dag ville have stået ved Greta Thunbergs side og grædt af frustration. Over verdens tilstand.
Hvis han da mente at det var ulejligheden værd at belære savlende amøber på det laveste intellektuelle niveau et menneske kunne synke til.

Et system med Headfonde og shortselling har absolut intet med Smith liberalisme at gøre.

Mon ikke overskriften er sat på spidsen. For man fristes til at spørge hvorfor det dog har taget så lang tid for disse idealister i Goldman Sachs at indse at der måtte gøres noget? (ironi forekommer). Vi har trods alt kendt til problemerne med drivhusgasserne i over 30 år så man kan ikke beskylde bevægelsen for at være proaktiv. Men ok- nu går den ikke så ikke længere. Og så er der også i mellemtiden opstået muligheder for en udvidelse af markedet i forbindelse med omlægningen.

I starten vidste man ikke hvad man skulle stille op så der var forhalingstaktikken brugbar. Næste fase kom med salg af CO2 kvoter -. Noget som de nok havde regnet ud ikke ville få nogen betydningsfuld effekt - men det skabte et marked. Nuværende fase består i udvikling af teknologiske fix så som CCS-teknik, bioengeneering o.a. som yderligere udvider markedet og hvor krisen kan kapitaliseres. Markedet fixer det hele og løsningen er derfor at skabe flere af dem.

Som jeg forstår det er kernen i neoliberalismen måden man opfatter markedet på. Oprindeligt i klassisk forstand er markedet vel bare et sted hvor man kan udveksle ting/varer. Men det blev ikke tillagt nogen form for intelligens.

Sådan forholder det sig vist ikke i neoliberal forståelse.
Markedet opfattes som en informationsprocessor som er nærmest guddommelig i sin visdom - klogere end noget menneske. Det er derfor noget vi - staten aktivt skal støtte. Så Laissez faire -kapitalismen blev afløst af minimalstat - og hvem ved hvad det næste bliver - ja, statskapitalisme nævnes - jeg har ikke helt forstået hvorfor denne udgave skulle begrænse sig til UK?

Organiseringen er et kapitel for sig. Slobodians kollega Philip Mirowski bruger en Russisk dukke til at beskrive opbygningen af denne utrolig indflydelsesrige bevægelse.

Den inderste kerne er selvfølgelig Mont Pelerin Foundation - en lukket enklave som i dag globalt består af ca. 500 mennesker. En loge. De næste dukker består af tænketanke, The Institute for Economic Affairs i England, Cato i America, Fraser Institute i Canada, og Stockholm Network for the Nordic Countries. Og mange flere kulturelt, nationalt tilpassede. Yderst opstår falske græsrodsbevægelser ved astroturfing. Et kendt eksempel er Teapartybevægelsen i USA.

https://en.wikipedia.org/wiki/Astroturfing

En tænketank der serviserer udbredelsen af flere sådanne organer er The Atlas Foundation. Her bistår man med at danne og opbygge tænketanke rundt om i verden. Det er altså det samme koncept alle steder men kulturelt tilpasset. Og ofte med person overlap. Her sidder for tiden Martin Ågerup fra Cepos i The Global Council of CEOs.

https://www.atlasnetwork.org/partners/global-ceos

Der eksisiterer simpelthen intet der matcher denne grad af organisering og indflydelse på venstrefløjen.

Et eksempel på forhaling og vi skal vente til markedet får løst problemet. Hokeystavsmetoden var allerede dengang et godt argument. Hvor mon vores regering har hentet sin inspiration henne. Har de fået hand-outs.

"The evidence does not suggest that global warming is such a serious threat that it justifies any action no matter the costs.

The EU should promote gradual reductions of the carbon intensity of the global economy through technology – inexpensive non-carbon energy alternatives will almost certainly be developed during the next 50 years."

Martin Ågerup , November 19, 2003

https://www.politico.eu/article/union-must-reconsider-its-carbon-emissio...

Jens Ole Mortensen

En tilføjelse, hvis man ser økonomi ud fra Smith´ naturbillede.

Den private ejendomsret er ukrænkelig, men kan kun gøre sig gældende under et givent økonomisk system. Bruger et samfund sten som møntfod og et andet muslingeskaller, vil det ene ende værdiløst. Hvis man da ikke har brug for sten eller muslingeskaller i naturalier. Hvis kryptovaluta trænger sig ind i vores økonomiske system vil vores penge til sidst ende værdiløse eller kryptovaluta vil ende fuldstændig irrelevant. Under koloniseringen af f.eks. Afrika, blev afrikaneres betalingsmidler værdiløse. Selv om afrikanske civilisationer havde drevet handel og havde møntfødder, som strakte sig flere tusinde år tilbage.
Det andet er- Vi har sagerne med kriminel hvidvask organiseret af en somalisk bank. For kort tid siden siden var der sager om en Estisk filial under danske bank, som havde hvidvasket for 1.500 milliarder DK. Ligeså havde andre skandinaviske og tyske banker hvidvaskskandaler. Den Somaliske bank er en kriminel organisation. Sådan ser man ikke på de europæiske banker. Forskellen er at den somaliske bank agerer udenfor vores økonomiske system. I 70erne støttede Sovjet og Cuba marxistiske oprørere i Etiopien, med et folkemord på en million mennesker. I 94 begik hutu-regimet folkemord på 800000 Rawandanesere . Regimet fikdet der skulle til af vestlige lande, som havde investeret store beløb i Hutu-regimet. Så folkemordet blev mødt med passivitet. Forskellen er at Hutu-regimet agerede inden for vores økonomiske system. Vi indfører sanktioner mod flere lande, pga. overgreb mod menneskerettigheder. Ved ved andre torturstater , trækker man Adam Smith op af lommen og nu lægger man et positivt pres på diktatorerne. Forskellen er om de kan agere inden for vores økonomiske system. Og jeg kunne fortsætte.
Det jeg vil fortælle er .- Vores moral, ret og uret , godt og ondt. Er i høj grad formet af vores økonomiske system. Og sådan har det også været for Romerriget, Det Antikke Grækenland, Sovjet. Og alle andre økonomiske systemer.

Jeg syntes at man burde tilføje disse to regler i de økonomiske lærebøger.

1 : Den private ejendomsret gælder kun inden for 1 økonomisk system ( På den lange bane i hvert fald)

2 : Vores moral er i høj grad formet af det økonomiske system vi lever under.

Jeg ved godt at det er utopi at holde politikkere og magthavere , helt uden for indflydelse på det økonomiske system. Og det er heller ikke realistisk at tro at kapitalens mennesker, virksomheder oa. vil agerer fuldstændigt uden moralske overvejelser. Men man burde være opmærksom på disse to regler , eller principper jeg , her, har formuleret. De virker som blinde punkter i den økonomiske tænkning.

"Som jeg forstår det er kernen i neoliberalismen måden man opfatter markedet på. Oprindeligt i klassisk forstand er markedet vel bare et sted hvor man kan udveksle ting/varer. Men det blev ikke tillagt nogen form for intelligens."

Kernen i neoliberalismen er konceptet om Homo Economicus; det rationelt handlende menneske og forbruger.