35-årige Ko Thet Wais krop ligger livløs på gulvet. Bag ham fylder en valgplakat for Myanmars folkevalgte leder, Aung San Suu Kyi, det meste af væggen.
»Stem NLD« står der på plakaten.
Ko Thet Wai har et grønt klæde viklet om hovedet – det dækker over skudhullet. Hans kone og seksårige søn ser grædende til.
I dag er Aung San Suu Kyi og hendes parti, NLD, ikke længere ved magten i Myanmar. Og Ko Thet Wai er ikke længere i live. Billedet af den døde 35-årige og hans sørgende familie er blot et af mange vidnesbyrd, der via sociale medier og lokal presse strømmer ud fra det sydøstasiatiske land.
Siden kuppet den første februar har juntaen svaret igen på den omfattende modstand i befolkningen ved gradvist at eskalere brugen af vold. Sikkerhedsstyrkerne skyder nu direkte ind i menneskemængder, og demonstranter bliver slået ihjel i fangenskab.
En nylig rapport fra Amnesty International dokumenterer brugen af tunge våben som maskingeværer og snigskytterifler.
Alene søndag blev flere hundrede demonstranter såret og flere end 40 dræbt i Yangon-forstaden Hlaing Tharyar. Det var her Ko Thet Wai blev ramt af et skud i hovedet. Distriktet er nu erklæret i undtagelsestilstand, hvilket giver militæret beføjelser til at retsforfølge lovovertrædere uden om det civile retssystem ved militærdomstole med en strafferamme på op til dødsstraf.
Omfattende strejker
Hlaing Tharyar bliver i dag beskrevet som en krigszone, men overgrebene mod civilbefolkningen sker landet over. Masseprotesterne mod juntaens magtgreb er bredt forankret. De finder sted i form af daglige demonstrationer og er baseret på en strategi med udgangspunkt i civil ulydighed. Målet er at sætte samfundet i stå for at tvinge militæret til at bøje sig.
Massive arbejdsnedlæggelser både i den private og offentlige sektor har allerede ramt vitale dele af økonomien hårdt. Banksektoren er lammet, og de fleste aktiviteter på havnen i Yangon er sat i bero. Selv i hovedstaden, Naypyidaw, der blev konstrueret af militæret som et administrativt centrum, strejker store dele af centraladministrationen.
På Twitter tegner rettighedsforkæmperen Maung Zarni, der med base i USA og England i årtier har kæmpet for demokrati i Myanmar, et billede af en bevægelse, der er i fremdrift og på rette spor.
»Der er ikke bare tale om gadeprotester i Myanmar. Det er som taget ud af lærebogen for revolutioner, der vil lykkes. Jeg har været involveret i forskellige bølger af vores antidiktaturkampagner i over 30 år. Jeg kan genkende en revolution, når jeg ser en,« skriver han.
Opfordrer til selvforsvar
Men andre er mere skeptiske. Hidtil har modstanden været baseret på ikkevoldelige midler. Spørgsmålet er, hvor længe det vil fortsætte. Drabstallet nærmer sig 200, og intet tyder på, at militæret går tilbage til mere fredelige metoder.
I forlængelse af weekendens mange dødsfald udsendte en sammenslutning af parlamentarikere, der ser sig selv som en skyggeregering for den nu afsatte civilregering, en meddelelse. Demonstranterne har ret til at beskytte sig selv og andre mod de illegitime sikkerhedsstyrker, fremgår det.
Ordlyden kan nemt tolkes som en opfordring til væbnet modstand. Gruppen af parlamentarikere, hvoraf hovedparten er fra NLD, opfordrer derudover Myanmars mange etniske minoriteter og deres militser til at slutte sig til protestbevægelsen.
Mange af de bevæbnede etniske grupper har et yderst anstrengt forhold til militæret. Hovedparten af dem har meldt ud, at de ikke anerkender militærregeringen, hvilket de facto betyder et sammenbrud for den våbenhvileaftale, der har eksisteret siden 2015.
Kalder på sanktioner
Fortsætter den nuværende udvikling, er der en reel risiko for, at både etniske grupper i grænselandet og vrede og desperate byboere i den centrale del går til modangreb på militæret. Det vurderer skyggeregeringens FN-ambassadør, Sasa, der var i Naypyidaw, da kuppet fandt sted, men som lykkedes med at slippe ud af landet.
Tirsdag blev han anklaget for landsforræderi af militærregimet. Over for britiske Sky News forklarer han, at et maksimalt internationalt pres på juntaen – både økonomisk, diplomatisk og politisk – er nødvendigt for at undgå borgerkrig.
»Hvis vi ikke danner en international koalition mod Myanmar så hurtigt som muligt, er jeg bange for, at det vil medføre den største borgerkrig, vi nogensinde har set,« udtaler han.
USA og EU har varslet nye sanktioner, mens Indien, Japan og sammenslutningen af sydøstasiatiske nationer har indtaget en mindre kritisk position. Især Kina har forsøgt at forholde sig neutralt. I Myanmar har det fået mange demonstranter til at beskylde den kinesiske ledelse for at holde hånden over eller ligefrem hjælpe militærjuntaen.
De voldsomme episoder i Hlaing Tharyar i weekenden fandt sted i forlængelse af adskillige ildspåsættelser af kinesiskejede fabrikker. Kina har siden opfordret regimet til at beskytte kinesiske interesser i landet og straffe gerningsmændene.
Skalpel eller pistol
Tusindvis af indbyggere er de seneste dage flygtet fra Yangon-forstaden, hvor regimet har øget sikkerheden og lukket ned for internetforbindelsen. Det har dog ikke forhindret beretninger og dokumentation om soldaternes overgreb fra at brede sig.
En sådan beretning kommer blandt andet fra den unge læge, Soe Min, der søndag tog fra Yangon til Hlaing Tharyar for at tilbyde sin hjælp på stedets beskedne hospital. På sin facebookprofil beskriver han de kaotiske timer under umulige forhold – og de tanker oplevelsen førte med sig.
»I går slog de flere end 100 ihjel. Jeg var måske i stand til at redde fire eller fem. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om det ville være bedre, hvis jeg slog dem ihjel, der udfører drabene. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om den eneste måde at redde flere liv ville være ved at lægge skalpellen i min hånd ned og samle en pistol op i stedet.«
