Ny opmærksomhed om sorte amerikaneres livsvilkår giver håb om et mere retfærdigt samfund

Sikke et år, sukker Stanley Nelson, en af USA’s førende sorte dokumentarfilminstruktører.

Først var der coronaepidemien, som ramte afroamerikanere hårdt. Så politimordet på George Floyd og en massiv protestbevægelse mod racisme. Dernæst et præsidentvalg, hvor Trump og republikanerne forsøgte at få sorte vælgeres stemmer kasseret i Detroit, Milwaukee og Atlanta. Og til sidst stormløbet den 6. januar, hvor Trump-tilhængere bragte sydstatsflaget ind i Kongressen.

Den afroamerikanske filminstruktør er umiddelbart glad for den øgede opmærksomhed, der er, på systemisk racisme i det amerikanske samfund lige nu. Men medfører det afgørende forandringer?

»Vi har set forandring til det bedre siden George Floyds død,« svarer Stanley Nelson.

»Men jeg ved jo ikke, om det holder. Jeg har svært ved at gennemskue, hvad der egentlig vil ske af fremskridt for os farvede amerikanere. Når jeg hører folk udtrykke optimisme, tænker jeg: Okay, men 76 millioner stemte på Trump, og i vores historie bliver fremskridt for sortes ligestilling ofte fulgt af bratte tilbageslag.«

I sine to første måneder i Det Hvide Hus har præsident Joe Biden taget de første skridt.

Ministerier og agenturer i forbundsapparatet skal nu efterleve strikse krav om ligestilling ved ansættelse af etniske minoriteter og kvinder. Vicepræsident Kamala Harris står i spidsen for regeringens bestræbelse på at hjælpe minoriteter på alle niveauer i samfundet – blandt andet i socialpolitik, i skolerne og med små virksomheders adgang til kapital.

I Repræsentanternes Hus har demokraterne vedtaget en politireform, George Floyd Justice in Policing Act, der blandt andet forbyder politiet at bruge kvælertag, og som ophæver den høje grad af immunitet mod retsforfølgelse, ordensmagten nyder i de fleste delstater. Reformens skæbne i Senatet er dog usikker.

For mange sorte vil sagen mod politibetjent Derek Chauvin, der for alvor går i gang ved en domstol i Minneapolis på mandag, være en afgørende prøve på, hvorvidt den øgede opmærksomhed omkring deres underprivilegerede situation i det amerikanske samfund vil føre til meningsfulde forandringer.

Chauvin er sigtet for at have myrdet George Floyd med et knæ på hans nakke. Selve anklagen går på forskellige grader af mord, herunder uagtsomt manddrab. Ifølge Minnesotas straffelov kan han idømmes op til 25 års fængsel.

Men det er ikke, fordi forventningerne til en dom over Chauvin er særlig høje i USA’s sorte samfund, hvor man er vant til, at politibrutalitet ikke bliver taget alvorligt af statsadvokater, eller at sager mod betjente ikke fører til domme ved domstolene, forklarer Kamau Marshall, der er tidligere pressemedarbejder i Joe Bidens valgkampagne 2020, i nyhedsmagasinet Politico.

»Sorte amerikanere er blevet skuffet så mange gange. Vi ved, hvad der burde ske i denne sag, men vi ved også, at de fleste retssager mod politi ikke har haft et godt udfald for os sorte,« siger han.

Under de indledende retsmøder er en jury på 12 medlemmer blevet udpeget af en hvid dommer med input fra Minnesotas statsadvokat og Chauvins forsvarsadvokat. Seks af nævningene er hvide, fire sorte og to af blandet race – en hårfin etnisk balance, der er usædvanlig i et land, hvor et flertal af juryen og dommeren traditionelt har været hvide amerikanere.

Lave forventninger

George Floyd døde 25. maj, mens Derek Chauvin pressede sit knæ ned over hans nakke i ni minutter. I de første par minutter hev Floyd efter vejret og råbte: »I can’t breathe!« Efter seks minutter erklærede en anden betjent, at Floyd ikke længere havde nogen puls. Trods det fortsatte Chauvin med at holde ofret i et kvælertag i yderligere tre minutter.

Floyd, 47, var mistænkt for at have indløst en falsk 20-dollarseddel i en nærliggende butik. Han blev lagt i håndjern og kastet til jorden, da han med henvisning til klaustrofobi nægtede at sætte sig ind i en patruljevogn. Chauvins sagfører vil hævde, at Floyd døde af en overdosis af opioiden fentanyl, og henvise til en obduktionsrapport, der viste tre næsten blokerede kranspulsårer og et højt blodtryk.

George Floyd filmet med et kamera fæstnet på en betjents uniform, da han blev arresteret og senere døde i politiets varetægt.

Ritzau Scanpix

En videofilm af episoden, taget af en 17-årig afroamerikansk pige, udløste et chok i USA og førte til massedemonstrationer i hundredvis af amerikanske byer. Flere storbyer oplevede voldelige optøjer, nedbrænding af politistationer og plyndring af butikker.

Synet af en hjælpeløs sort mand, der kvæles langsomt af en hvid politibetjent, mens tre andre betjente og civile tilskuere kigger på uden at gribe ind. For mange afroamerikanerne var det bare endnu et eksempel på et samfund med hvidt overherredømme, som de har følt sig magtesløse over for gennem århundreder.

Det sagde forfatteren Isabel Wilkerson for nylig i et webinar på Harvard Chan School of Public Health med sorte intellektuelle og politikere – et webinar, der handler om hendes nye bog, Caste – The Origins of Our Discontents.

»Vi ved, at kun et drastisk opgør med systemisk racisme vil ændre vores situation,« sagde Wilkerson, der vandt Pulitzerprisen for sin bog om afroamerikaneres vandring fra sydstaterne til nordstaterne i første halvdel af det 20. århundrede (The Warmth of Other Suns, 2010).

For sorte amerikanere er det ifølge Wilkerson svært at begribe, at hvide medborgere kan leve side om side med afroamerikanere uden at få øjnene op for den racisme, der gennemsyrer hele systemet.

»Der er desværre alt for mange, der er født i et samfundslag, hvor ulighed og uretfærdighed er usynligt for dem. Og så lige pludselig sker der noget, som får dem til at vågne op. Sidste år så vi, hvordan COVID-19 ramte sorte amerikanere hårdere end hvide og Floyd blive gjort til et undermenneske for en falsk 20-dollarseddel,« fortsatte hun.

De usynlige

Også filminstruktøren Stanley Nelson mener, at den virkelighed, sorte lever i, er usynlig for mange hvide amerikanere. I 2003 optog han en dokumentarfilm om Emmett Till, der i 1955 i en alder af 14 blev torteret, skamferet i ansigtet og myrdet af to hvide mænd i Mississippi. Tills brøde var at have fløjtet af en hvid kvinde på vej ud af en butik.

Inden begravelsen valgte Tills mor at åbne kisten under en lit de parade, hvor tusinder af afroamerikanere havde lejlighed til at se drengens skamferede ansigt. Det chokerende foto af liget gik USA og verden over og tændte – ligesom mordet på George Floyd – en gnist, der i årene efter 1955 eksploderede i borgerretsbevægelsens kamp for lige rettigheder.

Under optagelserne i Mississippi interviewede Nelson en hvid mand om, hvad han nu årtier senere syntes om, at sorte måtte sidde adskilt fra hvide i biografer, og at sorte skulle træde ud på gaden, når en hvid person nærmede sig på fortovet.

»Han kunne ikke forstå spørgsmålet. Det var helt forbigået hans opmærksomhed,« husker filminstruktøren og tilføjer:

»Sådan er det på en måde stadig i dag. Bemærk, at det pludselig efter mordet på Floyd er gået op for The New York Times, at vi sorte ikke har været synlige i avisspalterne. Sidste søndag åbnede jeg magasinet, der handlede om mode, og 25 ud af 30 kvindelige modeller var sorte. Min søster er begyndt at kalde avisen for The Black Times.«

Nelson er glad for den nyopståede opmærksomhed viet til sorte amerikanere i medierne og det private erhvervsliv.

»Jeg tror ikke, at det var ondt ment, at de overså os. Snarere skyldes det vel manglende betænksomhed fra dem, der har magt og indflydelse,« siger han.

Men en ting er at gøre sorte mere synlige i offentligheden – noget andet at tage et opgør med den subtile og direkte forskelsbehandling. Afroamerikanere oplever gang på gang følelsen af at være ugleset, intimideret og ydmyget, forklarer LaTosha Brown.

Hun er sort politisk aktivist fra Alabama og var med til at grundlægge Black Voters Matter i 2017. Organisationen spillede en væsentlig rolle for præsidentvalgets udfald i 2020 gennem mobilisering af demokratiske minoritetsvælgere i svingstaterne.

Black Voters Matters arbejde fik især indflydelse på Joe Bidens sejr i Georgia og på valget af de to demokratiske senatorer fra sydstaten i januar, som gav demokraterne flertal i Senatet. Men arbejdet har ikke været omkostningsfrit for sorte aktivister som LaTosha Brown, der konstant oplever, hvordan den gamle racekonflikt i sydstaterne rumsterer i baggrunden.

Vandalisering

Sidste efterår køre hun med sit hold rundt i en lejet bus, hvorpå der var klistret billeder af afroamerikanske kvinder og mænd og en tekst: WE’VE GOT POWER (vi har indflydelse).

»På et tidspunkt i valgkampen opsøgte vi sorte vælgere i Cleveland, Ohio, og havde lejet et hus gennem Airbnb til at overnatte,« fortæller hun i en nylig samtale med den sorte intellektuelle Khalil Gibran Muhammad fra Harvard University Kennedy School.

LaTosha Brown fortsætter:

»Huset lå i et hvidt kvarter, og vi begik den klassiske fejl at lade chaufføren køre derhen og sætte os og sikkerhedsvagterne af lige uden for. Et kvarter senere blev der sat ild til huset og nogle skraldespande, og vi måtte flygte.«

På et andet tidspunkt i valgkampen sidste efterår blev ruderne i en bus, Black Voters Matter havde lejet i Alabama, knust. En tilkaldt politipatrulje afviste ifølge Brown at lave en politirapport.

Hun har et andet eksempel:

Under midtvejsvalget til Kongressen sørgede Black Voters Matter for, at sorte pensionister blev kørt i bus fra dagplejecentre til valgstederne. En dag blev Brown ringet op af direktøren for Jefferson Amt i Georgia og fik besked om at vende om og køre bussen tilbage til centret.

»Centerlederen havde givet os lov til at køre de ældre til valgstederne, men amtsdirektøren – en hvid herre på omkring 40 år – protesterede. Han sagde: ’Når du kommer ind i mit amt, så skal du orientere mig på forhånd om din tilstedeværelse.’ Jeg sagde til ham, at sorte amerikanere har ret til frit at bevæge sig over amtsgrænser.«

En af de ældre passagerer, en afroamerikansk kvinde, var ifølge Brown traumatiseret af oplevelsen.

»Hun blev fysisk syg. Det mindede hende om alle de hindringer, hvide lagde i vejen for sortes ret til at stemme i 1960’erne,« husker Brown.

Som aktivist med et kendt navn i sydstatspolitik er Brown vant til dødstrusler. På anbefaling af FBI tilbragte hun for eksempel valgdagen i Georgia den 4. januar på et tilflugtssted, hun bruger i særligt farlige situationer.

Ifølge Brown følte mange afroamerikanere sig traumatiseret af videoen af George Floyd, ligesom de havde været i 1955 af fotoet af Emmett Tills lig.

George Floyd blev holdt nede med et knæ på halsen af den nu anklagede betjent Derek Chauvin (th.) ved siden af kollegaen J. Alexander Kueng.

Ritzau Scanpix

»Vi er ved vejs ende. Vi kan ikke holde til at opleve flere politimord på ubevæbnede sorte mænd og kvinder. Så for os var det sidste præsidentvalg et spørgsmål om overlevelse. Bare tanken om, at en præsident, der repræsenterer hvidt overherredømme, ville blive siddende fire år længere i Det Hvide Hus, var ubærlig,« siger hun.

Retfærdighed

Donald Trumps nederlag og indsættelsen af en ny præsident, og især en vicepræsident af blandet race, har givet fornyet håb til det sorte Amerika.

»Der er et eller andet specielt ved dette øjeblik i vores historie,« siger Bryan Stevenson, grundlægger af Equal Justice Initiative i Montgomery, Alabama.

»Trods ligestilling indskrevet i forfatning og love lever vi stadig i et land med hvidt overherredømme. Og vores fysiske tilstedeværelse vækker stadig frygt hos hvide amerikanere. De anser os stadig for at være en trussel. Og det er altså virkelig udmattende fortsat at skulle navigere i den virkelighed. Vi har fået nok.«

Bryan Stevenson, en landskendt jurist og advokat, har i årevis forsvaret sorte tiltalt for kriminalitet og er manden bag et nyt museum i Montgomery, Alabama, om de sortes historie i Amerika fra slaveriet til massefængslingerne i 1990’erne.

For Stevenson og et voksende antal sorte intellektuelle og politikere er USA nu nået til et punkt, hvor det ikke længere er nok for hvide amerikanere at slå til lyd for lighed mellem racerne.

»Vi vil have retfærdighed,« siger han på et spørgsmål fra Information i en samtale med en gruppe udenlandske journalister.

En anden fremtrædende afroamerikaner, forhenværende præsident Barack Obama, mener til gengæld, at retfærdighed bør gælde alle i det amerikanske samfund.

»Demokraterne skylder sorte mennesker det samme, som de skylder alle mennesker: retfærdighed,« som han forklarede i programmet The Breakfast Club i november, hvor han var blevet spurgt om, hvad Det Demokratiske Parti skylder afroamerikanere.

Men i Stevensons øjne handler retfærdighed om at udbedre al den vold og alle de skader, der i tidens løb er blevet forøvet mod USA’s afroamerikanske befolkning. Han foreslår for eksempel annullering af helligdage til ære for racistiske sydstatspolitikere og nedrivning af offentlige monumenter og mindesmærker for sydstatsgeneraler. Og at delstaterne automatisk skal indskrive sorte og andre minoritetsvælgere i valgregistrene fremfor at lade det være op til den enkelte.

»Hvis automatisk valgregistrering var blevet indført sammen med stemmeretsloven i 1965, ville den politiske situation i USA i dag have været radikalt anderledes. Sorte ville have haft mere indflydelse,« siger Stevenson.

I perioden med raceadskillelse blev skoler for sorte børn underfinansieret. Det skal der rettes op på med flere offentlige investeringer i skoler, der ligger i kommuner med mange sorte indbyggere. Stevenson vil også have en gratis videregående uddannelse indført for studerende på de såkaldt »historisk sorte universiteter« i sydstaterne.

Racismeprotesterne bredte sig til en lang række lande. Her bæres en såret mand væk under sammenstød mellem Black Live Matters-aktivister og moddemonstranter i London.

Daniel Leal-Olivas

Banker skal gøre det lettere for afroamerikanere at optage kreditforeningslån og låne penge til investeringer i sortejede virksomheder.

»Vi forventer ikke at få udstedt en check fra regeringen som betaling for alle uretfærdighederne begået imod os. I stedet bør retfærdighed ske ved at udbedre skaderne gennem de offentlige og private institutioner,« siger Stevenson.

Sorte forretningsfolk

Det er en veldokumenteret kendsgerning, at forretninger og virksomheder ejet af sorte amerikanere altid har haft sværere end hvide ved at få adgang til lån fra både forbundsregeringen og pengeinstitutterne – et forhold, der historisk set har betydet en akkumulering af mindre velstand i USA’s sorte samfund.

»Jeg er træt af at høre al den snak om racelighed, når vi sorte forretningsfolk har så svært ved at få hjælp fra forbundsregeringen i form af billige lån og ved at konkurrere om ordrer i den offentlige sektor,« siger Cindy Hill, der, kort inden coronapandemien brød ud i USA, startede et marketingfirma i Oakland, Californien.

Hill er medlem af det afroamerikanske handelskammer i Oakland, som blandt andet hjælper mindre firmaer ejet af sorte med at optage lån fra banker og det offentlige. Hun mener, at sorte forretningsfolk skal have en fortrinsstilling, når de søger om erhvervsstøtte fra forbundsstaten, delstaterne og de offentlige institutioner for at indhente det tabte.

»Det er det eneste retfærdige, fordi de hvide har haft en tyvstart på over 400 år og nedarvet velstand fra tidligere generationer. Det har vi ikke. Jeg forstår udmærket, at det for mange hvide er et kontroversielt standpunkt, men det er nødvendigt at tage den debat nu,« siger hun.

Hills kollega i det afroamerikanske handelskammer, Derreck Johnson, er stærk tilhænger af, at sorte virksomheder under ansættelser giver fortrin til etniske minoriteter. I hans restauration, Home of Chicken and Waffles i Oakland, er alle 48 medarbejdere farvede amerikanere, og et flertal er tidligere fængselsfanger.

»Det er ikke godt at blive for afhængig af det offentlige. Vi skal være med til at løfte os selv op,« siger Johnson.

»Vores indtægter skal cirkulere i det sorte samfund. Vi skal handle mere med hinanden og putte vores penge i afroamerikanske banker.«