Økonomen, der forudså finanskrisen: Pas på – coronaøkonomiens boble brister

USA’s økonomi er på vej ind i et såkaldt K-formet opsving.

Et K har et opadgående og et nedadgående ben, og det er de to veje, vi er på nu: Amerikanere i trygge fuldtidsstillinger med faste ydelser og finansiel polstring har udsigt til at klare sig bedre og er på vej op i en tid, hvor aktiemarkederne når nye højder.

De arbejdsløse og deltidsindsatte i prekære job, som er tynget af gæld eller kun har lille opsparing, er derimod på vej ned og har udsigt til at få det værre.

Vi ser dermed en udvikling, hvor kløften mellem Wall Street og Main Street, mellem den økonomiske elite og almindelige mennesker, fordybes. De rekordhøje aktiekurser gavner kun de få: De 50 procent fattigste besidder så lidt som 0,7 procent af markedets totale aktiekapital, mens de ti procent rigeste råder over 87,2 procent – heraf den rigeste ene procent alene over 51,8 procent.

De 50 rigeste enkeltpersoner ejer tilsammen lige så stor velstand som de 165 millioner i bunden.

Uligheden stiger, i takt med at techgiganterne udbygger deres dominans. Tre job i den amerikanske detailhandel går tabt for hvert nyt job, Amazon skaber. Og vi ser det samme mønster i de øvrige sektorer, hvor techgiganterne vinder frem.

De almindelige lønmodtagere er stadigt hårdere spændt for og har stadigt mindre råd til at deltage i statusræset. Dette skyldes stagnerende reallønninger i kombination med stigende leveomkostninger og øgede forbrugsforventninger.

I årtier har man forsøgt at ’løse’ problemet gennem ’demokratisering’ af finansvæsenet, det vil sige ved at gøre det muligt for lavindkomstgrupper og økonomisk skrantende husholdninger at låne mere, end deres økonomi kunne bære, til boligkøb og herefter benytte formodede friværdier som ’kontanthæveautomater’.

Udvidelsen af forbrugerkreditter – af realkreditlån og af forbrugslån – skabte den boble, der i 2008 bristede med finanskrisen, da millioner mistede job, hjem og opsparing (amerikanske huskøbere afkræves dog i dag et langt højere kontant indskud, før de kan få boliglån, end i tiden op til 2008, red.).

Gig-økonomi

Den samme millenniumgeneration, som hoppede på limpinden dengang, forsøges nu narret på ny. Men nu får arbejdstagere, som ernærer sig i den såkaldte gig-økonomi, det vil sige som deltidsarbejdende ’freelancere’ og selvstændige, tilbudt et nyt slags reb at hænge sig selv i, og igen sker det i den finansielle demokratiserings navn. Millioner har åbnet konti via Robinhood eller andre investeringsapps, hvor de kan geare deres beskedne opsparinger i gentagne spekulationer i værdiløse aktier.

Game Stop-affæren i januar, da små heroiske daytradere i fælles flok gik til angreb på onde short-sælgende hedgefonde, har skygget for den grimme realitet, at mængder af håbløse, jobløse, kompetenceløse individer nu igen forsøges udnyttet. Stadigt flere lader sig overbevise om, at økonomisk fremgang ikke skal findes i gode job, hårdt arbejde og tålmodig opsparing, men i ’bliv rig i en fart’-fiduser og hasarderede satsninger på aktiver uden underliggende værdi såsom kryptovalutaer eller shitcoins, som jeg foretrækker at kalde dem.

Tag ikke fejl: Den populistiske fortælling om en hær af små Davider fra millenniumgenerationen, der tvang Wall Streets Goliath i knæ, understøtter endnu en bestræbelse på at flå flere godtroende amatørinvestorer. Og ganske som i 2008 vil det uundgåelige resultat blive endnu en opblæst aktieboble.

Kø til uddeling af fødevarehjælp i Bronx, USA.

Spencer Platt

Forskellen er, at hensynsløse populistiske kongresmedlemmer denne gang har angrebet de finansielle formidlere for ikke at tillade de sårbare småinvestorer at lade sig udnytte endnu mere.

For at gøre ondt værre er markederne nu begyndt at bekymre sig over udfaldet af eksperimentet med massiv likviditetsskabelse gennem budgetunderskud, som USA’s centralbank og finansministerium gennemfører som opkøbsprogrammer – også kaldet kvantitative lempelser.

Et voksende kor af kritikere advarer nu om, at denne politik kan udløse en overophedning af økonomien, der vil tvinge centralbanken til at hæve renten hurtigere end forventet. De nominelle og reelle obligationsrenter stiger allerede, og det ryster risikable aktiver som aktier.

På grund af disse bekymringer for et amokudsalg udløst af centralbanken risikerer det opsving, som skulle have styrket markederne, nu at vige pladsen for en ’markedskorrektion’, altså aktiefald og stabilisering på lavere niveau.

I mellemtiden har Kongressens demokratiske flertal lanceret en redningspakke på 1.900 milliarder dollar, der omfatter endnu flere direkte støtteudbetalinger til husholdningerne. Men da millioner af amerikanere allerede er bagud med gældsafdrag og husleje og har fået henstand med tilbagebetaling af realkreditlån, kreditkortgæld og andre lån, vil en betydelig del af disse udbetalinger gå til at tilbagebetale gæld, eller de vil blive sat til side som opsparing.

Måske vil kun en tredjedel af stimulansen reelt blive omsat til nyt forbrug.

Forsyningschok

Konsekvensen vil i så fald blive, at pakkens effekter på vækst, inflation og obligationsrenter bliver mindre end forventet. Og da den forøgede opsparing ender med at blive kanaliseret over i køb af statsobligationer, vil det, som var tænkt som en redning for husholdningerne, i stedet blive en redning for banker og andre långivere.

Ganske vist kan der stadig komme inflation, hvis effekterne af budgetunderskuddet – forårsaget af forbundsstatens ekspansive finanspolitik og af centralbankens storstilede opkøbsprogrammer – kombineres med negative forsyningschok (hvis produktionsapparatet ikke kan leve op til forøget efterspørgsel, når forbrugere får flere penge, hvilket kan skabe varemangel, red.). Så kan der opstå stagflation – det vil sige, når stigende inflation og faldende produktion sker på samme tid.

Faren for negative forsyningschok er taget til som følge af den nye kolde krig mellem USA og Kina, der risikerer at udløse en proces imod afglobalisering og økonomisk ’balkanisering’, hvor stadigt flere lande vil gribe til protektionistiske foranstaltninger og tilbagetrækning af investeringer og produktion.

Men dette er et scenarie, der først vil melde sig på mellemlangt sigt, ikke i 2021.

Ser vi kun på i år, kan væksten stadig blive mindre end forventet. Nye mutationer af coronavirus dukker stadig frem og vækker ny bekymring for, at de eksisterende vacciner muligvis ikke er nok til at afslutte pandemien.

De gentagne op- og nedlukninger undergraver tilliden, og det politiske pres for en genåbning af økonomien vokser, uanset at virussen endnu ikke er inddæmmet. Mange små og mellemstore virksomheder risikerer stadig at gå i fallit, og alt for mange mennesker står over for truende langtidsledighed.

Listen over de patologier, der kan ramme økonomien, er lang og omfatter stigende ulighed, større gældsbyrder for virksomheder og arbejdstagere, og hertil kommer de politiske og geopolitiske risici.

Aktiemarkederne vil stadig fråde, hvis ikke ligefrem boble, fordi de fodres af en så tilpasningsvillig pengepolitik. I disse dage ser vi en forskel mellem priser på aktier og indtjening på aktier, som er lige så stor som under boblerne umiddelbart før krakkene i 1929 og 2000.

Mellem de stadigt stigende låneoptagelser og potentialet for bobler i såkaldte blankocheckselskaber (tomme selskaber, der bruger kapital fra børsnoteringen til at opkøbe selskaber, som efter fusionen bliver børsnoteret, red.), tech-aktier og kryptovalutaer, giver dagens markedsmani rigeligt med grunde til bekymring.

I den situation vil den amerikanske centralbank sandsynligvis frygte, at markederne kollapser på stedet, hvis den lukker af for flere kvantitative lempelser. Og så længe stigende offentlig og privat gældsætning forhindrer, at centralbanken omsider kan vende tilbage til sin normale opgave – at holde inflationen nede – forøges risikoen for stagflation på mellemlangt sigt.

Og det samme gør faren for en hård landing for aktiemarkeder og samfundsøkonomier.

Nouriel Roubini er professor i økonomi ved Stern School of Business, New York University, tidligere økonomisk rådgiver for præsident Bill Clinton og Barack Obamas finansminister, Timothy Geithner. Som en af ganske få økonomer forudså han finanskrisen i 2008.

© The Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.