Kvinder og corona
Læsetid: 9 min.

På én måned blev 101.000 fyret under coronakrisen i Italien. 99.000 af dem var kvinder

Under coronakrisen i Italien er det især kvinderne, der har mistet deres arbejde. Økonomer advarer om, at det kan sætte sig dybe spor, og at det vil marginalisere kvinder politisk og samtidig svække muligheden for at grave landet fri af den økonomiske krise. EU’s genopretningsfond risikerer at gøre mere skade end gavn for kvindernes position i samfundet
»Italien har aldrig været et nemt sted for kvinder at arbejde, men krisen har på kort tid smadret de små fremskridt, der trods alt var blevet opnået de seneste år.« Sådan lyder det fra økonomiprofessor Azzurra Rinaldi, som Information taler med i Rom.

»Italien har aldrig været et nemt sted for kvinder at arbejde, men krisen har på kort tid smadret de små fremskridt, der trods alt var blevet opnået de seneste år.« Sådan lyder det fra økonomiprofessor Azzurra Rinaldi, som Information taler med i Rom.

Francesco Pistilli

Udland
8. marts 2021

»98 procent!« Azzurra Rinaldi slår ud med armene, ledsaget af en vantro latter. Så stor en andel af de 101.000 italienere, der mistede deres arbejde i december, var kvinder.

Det synes hun er værd at gentage: Hele 99.000 kvinder blev fyret, mens samme skæbne blot overgik to tusind mænd.

»Det er jo et vanvittigt tal,« udbryder økonomiprofessoren fra det romerske universitet Unitelma Sapienza.

Og for hende sætter tallet, der kommer fra det nationale statistikbureau ISTAT, en fed streg under det faktum, at kvinderne er blevet usædvanligt hårdt ramt af coronakrisen.

»Italien har aldrig været et nemt sted for kvinder at arbejde, men krisen har på kort tid smadret de små fremskridt, der trods alt var blevet opnået de seneste år,« siger hun.

Den negative udvikling skaber en kædereaktion, forklarer Azzurra Rinaldi: Uligheden mellem kønnene vokser, kvindernes politiske stemme svækkes, og Italiens mulighed for at grave sig ud af den dybe økonomiske krise forsvinder næsten helt, når kvinderne glider ud af arbejdsstyrken.

»Vi er inde i en nedadgående spiral,« siger hun.

Azzurra Rinaldi sidder ved spisebordet i hjemmet i Rom. Det er her, hun med sin mand og tre piger på tre, syv og ti år spiser, arbejder og har hjemmeundervisning.

Som mange andre familier i Italien og Europa har de forpustet hængt i for at få det hele til at løbe rundt under nedlukningen. I Italien har skolerne og daginstitutionerne været lukket længere end noget andet sted i Europa i løbet af pandemien, og nu hvor de trods alt er åbne igen, bliver døtrene alligevel skiftevis sendt hjem i længere perioder, hver gang der konstateres coronavirus hjemme hos en af klassekammeraterne.

Det er et kaos, fortæller Azzurra Rinaldi.

»Sandheden er, at det har været et benhårdt år,« siger hun. »Min mand og jeg har delt vores arbejdstid i lige store dele og forsøger at nå det hele, men i de fleste italienske familier fungerer det jo ikke sådan. Der er det kvinderne, som har ofret sig selv og deres arbejde.«

Krisen fortsætter, og stadigt flere familier tvinges til at beslutte, hvem af forældrene der skal blive hjemme med børnene.

»Og fordi kvinderne oftest er dem, der tjener mindst, er på usikre deltidskontrakter og har færre muligheder for avancement, så er det hovedsageligt kvinderne, der bliver hjemme,« fortsætter hun.

»Det er måske nok et rationalt valg for de enkelte familier, men for ligestillingen og samfundet som sådan er det en katastrofe.«

»Der er stor risiko for, at mange af kvinderne får svært ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet,« advarer hun.

Dybere kløft

At det økonomiske chok fra pandemien har ramt kvinder hårdere end mænd er måske nok et mønster, man kan genkende i resten af Europa. Men det gør specielt ondt i Italien, hvor kvinder allerede før krisen havde den laveste beskæftigelsesprocent i EU – og hvor der var den største forskel i andelen af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.

 

I løbet af hele 2020 mistede tre gange flere italienske kvinder end mænd ifølge ISTAT deres arbejde, og mens kvindernes beskæftigelsesprocent lige før pandemiens udbrud var krøbet op på 51 procent, så er den nu faldet til 48,4 procent.

Det er på landsplan, men der er store regionale forskelle. Værst ser det ud i den sydlige del af Italien. Eksempelvis er det under en tredjedel af kvinderne i regionen Campania, hvor Napoli er hovedby, der er i arbejde.

For italienske mænd lyder beskæftigelsesprocenten på 67 procent – hvilket i øvrigt også er den gennemsnitslige beskæftigelsesprocent for kvinder i hele EU – altså næsten 20 procentpoint højere end for de italienske kvinder.

Udviklingen i Italien betyder, at den allerede dybe kløft mellem mænd og kvinder bliver endnu dybere.

»Krisen har forværret den strukturelle ulighed mellem kønnene, ikke kun i Italien, men i hele Europa,« siger Alessia Centioni, leder af European Women Alliance i Bruxelles.

»Vi ser det, hver gang der er en krise – ved finanskrisen i 2008 og nu med pandemien: Kvinder er mere udsatte og rammes hårdere, og situationen gøres mere dramatisk af, at der ikke er politisk opmærksomhed på det her problem.«

At flere kvinder end mænd har mistet deres arbejde er i høj grad en konsekvens af, at de udgør langt den største andel af arbejdsstyrken i de sektorer, der har været hårdest ramt af krisen, eksempelvis som ansatte i butikker, restauranter eller turistindustrien.

Samtidig har kvinder generelt også påtaget sig størstedelen af ansvaret for at passe børnene, når børnehaverne og skolerne har været lukket. Det har tvunget mange kvinder til at blive hjemme fra arbejde.

Det har ikke kun ramt dem selv, at de ikke fuldt ud har kunnet passe deres arbejde, men har også ført til en stadigt mere presset sundhedssektor, hvor der er langt flere kvinder end mænd ansat.

Ingen politisk deltagelse

Men selv om krisen har ramt kvinder hårdest, så har deres udfordringer været stort set fraværende i de afgørende politiske beslutninger om, hvordan man har skullet navigere ind og ud af nedlukningerne.

»Især i starten af pandemien blev kvindernes stemme slet ikke hørt. Og det er fortsat et problem,« siger Giovanna Badalassi, økonomiprofessor fra Modena og Reggio Emilia Universitet.

Hun har også grundlagt Ladynomics, en organisation, der fokuserer på økonomisk ulighed mellem mænd og kvinder.

Som eksempel peger hun på den ekspertkomité, der blev oprettet ved pandemiens start, og som skulle rådgive regeringen om, hvornår og hvordan Italien skulle skiftevis åbne og lukke landet, alt efter hvordan smitten udviklede sig: Den bestod af 20 mænd og lige præcis nul kvinder.

Konsekvensen var, siger Giovanna Badalassi, at der stort set ikke var noget fokus på, hvordan skolenedlukningerne ville påvirke familiernes – og især kvindernes – situation.

Som Azzurra Rinaldi udtrykker det:

»Når kvinderne ikke er til stede der, hvor beslutningerne bliver taget, så bliver der heller ikke taget hensyn til dem. Alle beslutninger tages af ældre mænd, der er vokset op med, at mændene arbejder, og kvinderne tager sig af børnene – der er intet blik for den situation, kvinder med arbejde befinder sig i. I stedet bliver det bare taget for givet, at det der med familien, det tager kvinderne sig da bare af. For det har de jo altid gjort.«

Giovanna Badalassi mener, at den nuværende krise kan sætte sig dybe spor. For den lavere beskæftigelsesprocent vil ifølge hende føre til, at kvinder vil blive yderligere marginaliseret politisk – for politisk magt og indflydelse vokser ud af beskæftigelse.

»Historisk set har kvinders frigørelse hængt tæt sammen med adgangen til arbejdsmarkedet. Jo flere kvinder, der er i arbejde, jo større en magtfaktor bliver de. De bliver mere opmærksomme på egne rettigheder og får en større politisk stemme. Men Italien er stærkt forsinket på det område,« siger Giovanna Badalassi.

»Nu hvor flere kvinder mister deres arbejde, så mister de også uafhængighed og indflydelse og føler sig i mindre grad som borgere med en politisk stemme.«

Alessia Centioni er ligeledes bekymret for denne udvikling.

»Kvinders repræsentation i regeringen er svag, og det er medvirkende til, at regeringen ikke tager kvinders situation alvorligt,« mener hun.

»Der er ingen konkrete tiltag på bordet, der har som mål at mindske uligheden mellem kønnene i Italien.«

Fri til at arbejde

For Alessia Centioni er det et enormt problem, at der ikke bliver gjort en større indsats for at sikre kvinders adgang til arbejdsmarkedet, både når der er og ikke er en pandemi – ikke kun for kvinderne, men for hele Italien. For man forspilder en chance for at udnytte kvinder som en vækstmotor, der kan redde landet ud af et økonomisk morads.

»Et land, der ikke investerer i sine kvinder, har ingen fremtid,« siger hun.

Azzurra Rinaldi er enig.

»At investere i kvinders tilknytning til arbejdsmarkedet er den største mulighed for at skabe vækst, Italien har,« siger Azzurra Rinaldi.

Hun peger på økonomiske udregninger, der viser, at hvis 60 procent af Italiens kvinder var i arbejde, så ville Italiens bruttonationalprodukt vokse med syv procent – en gigantisk gevinst i et land, hvor økonomien har stået bomstille hele dette århundrede.

»Der er adskillige ton økonomisk litteratur, som viser, at hvis man går væk fra den traditionelle model, hvor manden er den eneste familieforsørger og i stedet får to indkomster, så vil BNP vokse betydeligt. Det er egentlig ret simpelt,« siger hun.

Og alligevel gøres der ikke synderligt meget – hverken i den nuværende krise eller tidligere – for at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet.

»Det er uforståeligt,« siger Azzurra Rinaldi og peger på, hvad der bør være det første skridt:

»Det mest presserende er at give kvinderne fri til at arbejde.«

For selv når der ikke er en pandemi, kommer mange kvinder ikke ud på arbejdsmarkedet. Der er ikke nok pladser i børnehaver og på plejehjem, og der er samtidig en traditionel forventning om, at de skal tage sig af børn og ældre.

Der skal derfor investeres på den front fra statens side, mener Azzurra Rinaldi.

»Den italienske stat har ikke opbygget en velfærdsstat med et tilstrækkeligt antal børnehaver og plejehjem. Man har bare overladt det til kvinderne at tage sig af børnene og de ældre, for det er jo ret bekvemt og også umiddelbart gratis. Men det skader Italiens økonomi, at kvinderne ikke bliver givet fri til at tage et arbejde – et lønnet arbejde, vel at mærke,« siger hun.

EU-midler skaber ulighed

Der er udbredt enighed om, at EU kan spille en stor rolle for at presse forandringer igennem i Italien, som netop står til at modtage 1.500 milliarder kroner fra EU’s genopretningsfond. Pengene bliver blandt andet udbetalt på betingelse af, at midlerne bruges med fokus på at skabe større lighed mellem kønnene.

I EU-Parlamentet har der også rejst sig en bevægelse, anført af den tyske parlamentariker Alexandra Geese fra De Grønne, der kæmper for krav om, at mindst halvdelen af beløbet fra genopretningsfonden skal investeres på en måde, så kvinders forhold forbedres.

Giovanna Badalassi ser da også EU’s genopretningsfond som »en enorm mulighed«. Men som de foreløbige italienske planer for investering af genopretningsmidlerne ser ud er det tvivlsomt, at de rent faktisk vil medføre den positive forskel.

»Det kommer an på, hvordan pengene bliver brugt. På tværs af Europa arbejder kvinder fortsat i overvældende grad i specifikke sektorer, men hvis man primært investerer EU-midlerne i eksempelvis udbygningen af infrastruktur, hvor langt flere mænd er ansat, så er vi jo lige vidt,« siger Giovanna Badalassi.

Azzurra Rinaldi tager skridtet videre og beskriver genopretningsfonden som negativ for ligestillingen. På bestilling fra den Europæiske Frie Alliance har hun over for EU-Parlamentet i Bruxelles præsenteret en rapport om konsekvenserne af EU’s genopretningsfond på ligestillingen mellem mænd og kvinder. Hendes klare konklusion er, at midlerne, som det ser ud nu, rent faktisk vil give mænd et langt større løft end kvinder.

»Vores udregninger viser tydeligt, at med den måde EU’s genopretningsfond er skruet sammen på, så vil den øge uligheden mellem kønnene. Blandt andet fordi midlerne i stor grad vil blive brugt på eksempelvis byggeri og transport, hvor der er færre kvindelige ansatte.«

En stor del af EU-midlerne er også øremærket digitalisering og grøn omstilling, som i sig selv kan ses som positive skridt fremad, men det er ikke nødvendigvis tilfældet, hvis fokus er på at skabe mere lighed.

»Både når det gælder digitalisering og grøn omstilling, gør det sig også gældende, at det vil skabe flere job til mænd end kvinder, da der også her er en overrepræsentation af mænd,« siger Azzurra Rinaldi.

»Der er ingen tiltag til at udligne det faktum, at investeringsplanerne, som de ser ud nu, vil forværre uligheden mellem mænd og kvinder.«

Giovanna Badalassi var for nylig indkaldt til en høring i det italienske parlament for at fremlægge forslag til, hvordan midlerne fra EU’s genopretningsfond kan bruges til at forbedre kvinders vilkår.

Hun opfordrede blandt andet til øgede investeringer i »social infrastruktur« – børnehaver, plejehjem med mere – for at kvinders arbejdskraft kunne blive frigjort. Desuden foreslog hun, at der skal investeres mere ligeligt mellem sektorer, hvor der er flest mænd eller kvinder ansat, at der investeres i lige stort omfang i virksomheder ejet af mænd som af kvinder, og at der ved alle investeringsprojekter skal foretages en vurdering af, om mænd og kvinder nyder lige stor gavn af dem.

Og så tilskyndede hun til, at der skal flere kvinder med i de politiske rum, hvor der besluttes, hvordan midlerne skal investeres.

For Azzurra Rinaldi er der meget på spil.

»Hvis vi som land ikke håndterer EU’s genopretningsfond på en effektiv måde, så misser vi en enorm mulighed for at skabe positive ændringer, både for Italien og for de italienske kvinder,« siger hun.

Serie

Kvindernes kampdag 2021

Der er gået et år med livet med corona, og den 8. marts er det Kvindernes Internationale Kampdag. I denne serie taler vi med kvinder i mange aldre om kvindekamp og ligestilling i 2021 – og om at være kvinde under en epidemi. Artiklerne er samlet i avisen på kampdagen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Dengang Berlusconi var regeringschef i Italien tilbragte jeg et par uger på motorcykeltur i landet. På de hoteller jeg boede på var der selvfølgelig TV, og der kunne man se alle Berlusconi's RAI kanaler.

Når man så nyheder på en RAI kanal, så var de stort set alle bygget over samme læst. Først en reel nyhed, og så en historie om en håbefuld italiensk (kvindelig) model som havde fået et nyt job, hvilket hun glad fortalte om iført bikini og silikone. Så en nyhed mere, efterfulgt af en anden model som sensationelt havde fået et nyt job som hun fortalte om iført en anden bikini.

Jeg blev sgu lidt forarget på kvindernes vegne, men når jeg prøvede at bringe emnet op ift. de italienske kvinder jeg mødte på min vej, var svaret, til min store forundring, noget ala: "Du forstår ikke italienere. Det skal man være italiener for at forstå. Sådan er Italien og italienere bare". Jeg undrer mig stadig.