Interview
Læsetid: 4 min.

Professor: Europa bliver klemt i konflikten mellem USA og Kina

USA og Kina kan være på vej ind i en eskalerende konflikt, som gør det svært for EU at finde sine ben, vurderer professor Ole Wæver efter sidste uges topmøde. Europæerne må spørge sig selv, hvor langt de vil gå for at forblive allierede med USA
Udland
22. marts 2021

Både stemningen og temperaturen var omkring frysepunktet, da amerikanske og kinesiske diplomater i den forgangne uge mødtes til forhandlinger i den amerikanske delstat Alaska.

Mødet var det første mellem parterne siden indsættelsen af præsident Joe Biden og blev indledt med hårde retoriske angreb fra begge sider. Højst usædvanligt udspillede hele slagsmålet sig for øjnene af den fremmødte verdenspresse fremfor bag lukkede døre.

Hvis mødet var noget forvarsel om, hvordan forholdet mellem USA og Kina vil udvikle sig i de kommende år, kan vi se frem til en lang isvinter. Det vurderer Ole Wæver, professor i international politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

»Når retorikken løber løbsk allerede på det første møde, er det da foruroligende. Det var klart mere konfrontatorisk, end de fleste havde ventet,« siger han.

Hvis konflikten mellem de to lande eskalerer, sætter det EU i en svær position, vurderer professoren. EU er allieret med USA, men har også netop indgået en frihandelsaftale med Kina og har ingen interesse i en konflikt med kineserne. Spørgsmålet er, hvilket ben EU skal stå på i de kommende år. Skal de europæiske lande holde sig i kulissen, eller vil de blive nødt til at engagere sig mere i Asien for at forblive allierede med USA.

»Det er i virkeligheden den helt store europæiske diskussion,« siger Ole Wæver.

»Både på europæisk plan og i hvert land, også i Danmark.«

Analysen i mange europæiske lande er ifølge ham, at de ingen interesse har i at engagere sig i rivaliseringen mellem de to stormagter. I stedet kommer EU formentlig til at kritisere Kina på nogle konkrete områder, når det er nødvendigt, uden at bidrage til en ny kold krig.

»Vi skal lige markere en gang imellem, når Kina gør noget, vi ikke vil være med til. Og for godt venskabs skyld skal vi også indimellem markere, at vi godt forstår, hvad amerikanerne har gang i. Men i det store billede vil den dominerende europæiske linje indtil videre være at undgå at blive part i ny konfrontation med Kina.«

Pisse terræn af

Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, indledte topmødet med at kritisere det kinesiske regime for dets fremfærd i Xinjiang, Hongkong og Taiwan samt for påståede cyberangreb mod USA. Kina udfordrer den regelbaserede globale verdensorden, mente han.

Den kinesiske delegation angreb omvendt USA for at »nedslagte« sin sorte befolkning og for en ny række sanktioner mod Kina. USA er en bølle, som bør blande sig uden om Kinas interne anliggender, lød det.

Så var stemningen ligesom sat.

Meget af bragesnakken kunne nok ses som ren positionering fra begge sider i et forsøg på at opnå det bedst mulige udgangspunkt for forhandlinger. Det er almindeligt inden et nyt forhandlingsforløb, vurderer Ole Wæver.

»Måske var det bare et indledende forsøg på at pisse noget terræn af,« siger han.

Det er den optimistiske udlægning.

Ubehagelig situation

Den pessimistiske udlægning er, at regeringerne i både USA og Kina har en indenrigspolitisk interesse i at spille hårdt mod hårdt, hvilket kan føre til yderligere konflikt.

Præsident Xi Jinping bruger i stigende grad udenrigspolitikken til at legitimere sig selv, vurderer Ole Wæver. I nogle år har regeringen kunnet bryste sig af, at den havde løftede millioner af kinesere ud af fattigdom. Men nu må den snart finde på noget nyt. Derfor forsøger regeringen i stigende grad at score point i befolkningen ved at sætte Kina på det globale verdenskort.

I USA har den nye præsident Biden en interesse i at vise, at han skam er mindst lige så hård over for Kina som forgængeren Trump. Faktisk kan han vise sig at være endnu hårdere, vurderer Ole Wæver.

Trump havde ingen klar ideologi og zigzaggede i alle retninger. Men mange af Bidens folk er ideologer fra Clinton-æraen, som er overbeviste om, at USA skal blande sig aktivt i andre landes anliggender.

»Det er den her lidt overambitiøse, dominerende tilgang, som vi så under Clinton-administrationen,« siger Wæver.

Der er altså en vis risiko for, at forholdet mellem de to stormagter kan blive endnu koldere.

»Så det er en lidt ubehagelig situation,« siger professoren.

Farlig situation

På spørgsmålet om, hvorvidt verden er blevet et mere ustabilt sted siden topmødet, svarer han:

»Ja, lidt. Risikoen for en eskalerende konflikt mellem USA og Kina ligger jo som en mulighed.«

Det er helt i overensstemmelse med lærebøgerne om geopolitik, at det slår gnister, når en opstigende magt begynder at hale ind på en større stormagt.

»Det er en farlig situation,« siger Ole Wæver.

Til gengæld må man regne med, at der er lidt mere »klogskab« på den amerikanske side nu end under den forrige præsident, vurderer han. Men det bliver en vanskelig fase at gå igennem. Vi skal nok vænne os til, at rivaliseringen mellem USA og Kina vil sætte dagsorden i de næste 15-20 år, siger professoren.

Den amerikanske udenrigsminister Blinken vil i denne uge rejse til Bruxelles for at deltage i et møde med andre NATO-landes udenrigsministre. På dagsordenen er blandt andet en plan for, hvordan man kan skabe en modvægt til Kina.

Men hvordan reagerer USA, hvis EU-landene på længere sigt ikke ønsker at engagere sig i konflikten? Risikerer vi, at amerikanerne trækker sig mere og mere fra den historiske alliance med Europa?

»Det kommer til at blive en af de store diskussioner i de kommende år,« siger Ole Wæver.

»Om amerikanerne kan presse Europa ved at sige, at de kun opfatter os som nære allierede, hvis vi også er tilstede derude, hvor det betyder noget for dem. Og så må vi omvendt spørge os selv, hvad det egentlig er, vi har brug for amerikanerne til i Europa. Det kommer til at blive en af de helt store diskussioner.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I USA er enhver "sin egen lykkes smed" - gerne med en seksløber i bæltet - eller en pistol i lommen.
I Kina følger man vist nok en gammel samfundsorden fra Konfutses tid, hvor det var samfundets vel, der var det vigtigste, men vist nok dermed også borgernes vel.
Vi ved alt for lidt om, hvordan Kina er, og hvordan det er at være kineser.
Og hvad er baggrunden for kinesernes holdning til deres uighurere?
Vi mangler i dén grad saglig information!