Assads giftgas
Læsetid: 9 min.

Syrien var Obamas største udenrigspolitiske fejltagelse – det billede sætter forfatter til ny bog spørgsmålstegn ved

Obama var tættere end hidtil antaget på at gå i krig med Syrien, efter at et giftgasangreb kostede 1.400 civile livet, afslører The Washington Post-journalisten Joby Warrick i ny bog. Obamas skrækscenarie var, at Islamisk Stat ville få fat i Assads nervegas. Derfor blev tilintetgørelsen af Syriens nervegas, den »mindst dårlige løsning«, siger forfatteren, som dermed nuancerer Obamas stærkt kritiserede rolle
Den 21. august 2013 lancerede det syriske regime et massivt kemisk våbenangreb i to forstæder til Damaskus kontrolleret af den syriske oprørshær. Mindst 1.400 mennesker, heriblandt 400 børn, led en grusom død.

Den 21. august 2013 lancerede det syriske regime et massivt kemisk våbenangreb i to forstæder til Damaskus kontrolleret af den syriske oprørshær. Mindst 1.400 mennesker, heriblandt 400 børn, led en grusom død.

Mohammed Badra/EP

Udland
17. marts 2021

Barack Obama havde trukket en streg i sandet. Hvis Syriens præsident, Bashar al-Assads, militær skulle ty til brug af nervegas mod civile og oprørshæren i Syriens borgerkrig, ville han »blive draget til ansvar af USA og det internationale samfund,« sagde den amerikanske præsident i en tale i juli 2012, da folkelige protester i byen Dara’a året forinden havde udviklet sig til en regulær borgerkrig i landet.

En måned senere blev Obama under en pressekonference spurgt til Syriens kemiske våbenlagre.

Han svarede: »Vi har gjort det klart over for Assads regime … at for os er det en rød linje, hvis vi opdager, at han begynder at flytte rundt på et bundt kemiske våben eller bruger dem.«

Obamas sikkerhedsrådgivere løftede øjenbrynene, da de hørte ham bruge udtrykket »rød linje«. Det var ikke et udtryk, han havde anvendt før.

I Det Hvide Hus forestillede ingen sig, at denne formulering et år senere ville hjemsøge Obama og fremkalde en sikkerhedspolitisk krise, der ville svække USA’s evne til at afskrække Assad fra at bruge masseødelæggelsesvåben mod sin egen befolkning.

Den 21. august 2013 lancerede det syriske regime et massivt kemisk våbenangreb i to forstæder til Damaskus kontrolleret af den syriske oprørshær. Mindst 1.400 mennesker, heriblandt 400 børn, led en grusom død. Det var det største dødstal på en enkelt dag i den ti år lange borgerkrig.

Verden holdt vejret. Ville Obama gennemføre en militær straffesanktion mod Assad og Syrien, der i yderste konsekvens kunne trække USA og andre spillere ind i borgerkrigen?

I USA og i udlandet lød den næsten enstemmige kritik i de anspændte dage efter angrebet og i tiden, der fulgte, at præsidenten havde begået løftebrud og undergravet USA’s troværdighed som supermagt. Hvis Obama var uvillig til at bruge militær magt til at straffe Assad, burde han have undladt at nævne en rød linje.

Men ifølge en ny bog var Obama i timerne og dagene efter det kemiske våbenangreb rent faktisk fast besluttet på at straffe Assad-regimet med krydsermissiler. Det skriver Pulitzer-vinderen Joby Warrick i bogen »RED LINE«.

Forfatteren har siden 1996 arbejdet som journalist for The Washington Post, hvor hans speciale er international terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben. I bogen fremlægger han et mere detaljeret og nuanceret billede af de efterretninger og overvejelser, der indgik i præsident Obamas beslutningsproces, end offentligheden har været bekendt med indtil nu.

»Præsident Obama beordrede Pentagon til at identificere militære mål med den hensigt at gå til angreb inden for nogle få dage,« fortæller Warrick i et interview med Information.

Og havde det ikke været for et hold af FN’s våbeninspektører, der tilfældigvis opholdt sig i Damaskus under og efter selve angrebet, ville Obama ifølge Warricks regeringskilder angiveligt have givet ordre til en militær straffeaktion.

Warricks i øvrigt neutrale udlægning åbner således døren på klem for en alternativ tolkning af Obamas beslutning om at holde krudtet tørt, hvilket af kritikere i et bredt politisk spektrum er blevet kaldt hans største udenrigspolitiske fadæse.

Svenskeren sagde nej!

Inden Warrick begyndte på sit bogprojekt, var han godt klar over, at Obamas hensyn til FN-holdets sikkerhed i Damaskus spillede en rolle i beslutningsprocessen.

»Men det kom som en virkelig overraskelse at høre fra troværdige kilder, at Obama råbte og skreg til sine medarbejdere om, at de skulle få FN til at trække inspektørholdet ud nu. FN-ambassadør Samantha Power nærmest tryglede generalsekretær Ban Ki-moon om at gøre det. Men den svenske holdleder, Åke Sellström, ville ikke høre tale om det,« fortæller Warrick.

Han tilføjer: »Jeg er ikke i tvivl om, at Obama mente det alvorligt. Han ville slå til i de første dage.«

Den erfarne svenske våbeninspektør genkendte straks de karakteristiske symptomer på nervegas, da han så tv-billeder af ofrene for angrebet, der fandt sted kun fire-fem kilometer fra FN-holdets hotel i Damaskus. Han havde her en enestående mulighed for at dokumentere en krigsforbrydelse, som han ikke ville lade sig glide af hænde.

»Sellström gik ud fra, at amerikanerne ville starte en bombekampagne, men han agtede ikke at forlade Syrien, før FN-holdet var færdig med sit arbejde,« skriver Warrick.   

Bogen er en gribende fortælling om den absolut mest gruopvækkende af en lang liste over krigsforbrydelser, der blev begået af Assad-regimet i en borgerkrig, som var uhyggelig tæt på at udarte sig til en lille verdenskrig.

I sin research har Warrick lavet 250 interview, læst tusinder af dokumenter og gennemgået flere gigabytes med fotos og videoer.

I bogen får man et detaljeret kendskab til en muldvarp i Syriens kemiske våbenprogram – en ingeniør, der har studeret i USA, og som udvikler en ny kemisk formel for nervegas. I 1990’erne bliver han CIA-agent med bugnende bankkonti i Schweiz som betaling for at forsyne USA med et detaljeret indblik i Assads våbenarsenal. I 2001 bliver muldvarpen opdaget og henrettet. 

Ifølge Warrick vidste CIA angiveligt mere end de russiske efterretningstjenester om Assads kemiske våbenlaboratorier, om et arsenal på 1.400 ton sarin og om specialenheder i hæren, der var trænet til at droppe den dødbringende nervegas fra luften.

Det er baggrunden for Obamas gentagne advarsler til Assad – uofficielle og officielle – om at lade giftgassen blive liggende i depoter rundt omkring i Syrien.

Et af ofrene for Assads giftangreb i 2013 i to forstæder til Damaskus kontrolleret af den syriske oprørshær.

Et af ofrene for Assads giftangreb i 2013 i to forstæder til Damaskus kontrolleret af den syriske oprørshær.

Hamza Al-Ajweh

Men hvorfor er denne historie så vigtig i en ti år lang krig, der har kostet op imod en halv million syrere livet, smadret landets infrastruktur, udbombet storbyer som Aleppo og sendt over fem millioner på flugt til Syriens nabolande?

Svaret er ikke umiddelbart indlysende, indtil Warrick præciserer, hvor uhyggeligt tæt Islamisk Stat (ISIS) og den anden islamistiske oprørsgruppe, al-Nusra, var på at komme i besiddelse af nervegas.

I Det Hvide Hus var man ifølge forfatterens kilder overbevist om, at de to organisationer ikke ville have nogen samvittighedskvaler ved at bruge nervegas i Syrien såvel som i andre lande – for eksempel til attentater mod undergrundsbaner i London eller New York.

Skrækslagne israelere 

Men der var én omstændighed, som vejede særligt tungt for Obama, da han i juli og august 2012 – et år før angrebet på Ghouta – advarede Assad om, at han ville blive draget til ansvar for brug af nervegas.

»Det tog mig virkelig lang tid at finde ud af, hvad der specifikt foranledigede Obama til at slå alarm den sommer. Det var et tidligere højtstående regeringsmedlem, der indvilgede i at fortælle mig, hvad der skete,« fortæller Warrick.

I foråret 2012 havde Israel forsynet USA med angiveligt pålidelige efterretninger om en mobilisering af Syriens krigsførende kemiske våbenenheder og om noget nervegas, der skulle være blevet taget ud af depoter. Israelske analytikere vurderede, at Syrien havde planer om at overføre noget af giftgassen til Hizbollah i Libanon, en livsvigtig allieret for Assad-regimet.

»Israelerne var skræmte. Det ville være en katastrofe for dem, hvis det skete. Netanyahu-regeringen havde ikke i sinde at lade det ske, så hvis USA ikke reagerede, ville Israel blive nødt til at gøre noget,« siger Joby Warrick.

De alarmerende efterretninger fra Israel skulle et år senere blive til virkelighed. I foråret 2013 verificerede USA’s efterretningstjenester, at Assads styrker var ansvarlig for flere relativt små kemiske våbenangreb mod civile. I juni lagde Obamas udenrigspolitiske rådgiver, Ben Rhodes, dokumentation frem til offentligheden.

Og her fremlægger The Washington Post-journalisten en anden afsløring, der kan demonstrere, at Obama havde ment sin advarsel til Assad året før, i sommeren 2012, alvorligt.

Præsidenten underskriver et memorandum, hvori han beordrer CIA til at træne soldater og officerer fra Syriens Frie Hær og forsyne dem med våben. En milliard dollar bliver afsat til programmet.

CIA’s hemmelige våbenprogram – der først kommer til offentlighedens kendskab senere – er ifølge Warricks kilder Obamas gengældelsesaktion over for Assad, der har »overtrådt den røde linje« og brugt nervegas i en mindre skala i foråret 2013.

USA’s træning og bevæbning af Syriens Frie Hær virker efter hensigten. Oprørerne erobrer territorium i 2013-14; Assads styrker tvinges i defensiven. Det er formentlig også forklaringen på, at regimet i august 2013, trods Obamas advarsel, beslutter sig til at lancere de horrible angreb med nervegas mod de to forstæder til Damaskus.

Bundet på hænder og fødder

FN-inspektørernes tilstedeværelse i Syriens hovedstad og tilladelsen, de indhenter fra regeringen og oprørsgrupperne, til at besigtige gerningsstederne – tage prøver og interviewe vidner og ofre – spiller ifølge Joby Warricks bog en overordentlig vigtig rolle for Obamas beslutning om at sparke bolden til hjørne.

Så snart Sellström beslutter sig til at blive i Damaskus i dagene efter angrebet på Ghouta, er Obama bundet på hænder og fødder, mener forfatteren. Hvis han affyrer krydsermissiler, vil Assad utvivlsomt tage FN-inspektørerne som gidsler. Og hvad gør Obama så?

Præsidenten kan ikke beordre CIA eller Pentagon til at likvidere Assad. Det er i strid med amerikansk lov. I Det Hvide Hus har juridiske rådgivere endda svært ved at finde et lovligt grundlag for et bombardement af Syrien uden en godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd.

USA kan selvsagt ikke bombardere de kemiske våbenlagre. Det kan ifølge eksperter resultere i udsivning af giftgas og dræbe massevis af civile. Og hvad nytter det at ødelægge syriske jagerfly og militære installationer, hvis Assad får lov at beholde sine kemiske våbenlagre?

Trods disse betænkeligheder er præsidenten tæt på at ’trykke på knappen’. Søndag den 30. august går han en tur i parken omkring Det Hvide Hus med sin stabschef, Denis McDonough (nu præsident Joe Bidens minister for krigsveteraner).

McDonough spørger Obama, hvad han har i sinde at gøre, hvis Assad som gengæld for en bombning med krydsermissiler accelererer sine angreb med giftgas mod territorier besat af oprørshæren.

»Er det næste skridt så, at vi sender amerikanske specialstyrker ind, der skal indtage og sikre de kemiske våbendepoter?«

Efter gåturen beslutter Obama, at han ikke personligt vil tage ansvaret for beslutningen. Han vil først anmode Kongressen om bemyndigelse til at gå i krig med Syrien. Det utrolige ved historien – atter en ukendt nyhed i Warricks bog – er, at man i Det Hvide Hus regnede med, at det ville blive let at finde et flertal i Kongressen.

En resolution kommer aldrig til afstemning. Lovgiverne henviser til meningsmålinger, der viser, at 70 procent af de amerikanske vælgere er imod et militært angreb på Syrien.

»Et problem fra Helvede«

Så er det, at en idé – der er blevet luftet af flere rådgivere – vinder opbakning fra en præsident, der synes at være løbet tør for alternativer: Måske kan Syriens vigtigste allierede, Rusland, hjælpe med at overtale Assad til at opgive sit arsenal af kemiske våben?

En plan, som kun kan lade sig gøre, hvis Obama holder fast i sin udtalelse om, at Assad vil blive draget til ansvar for at have trådt over den røde linje. Som bekendt erklærer Rusland sig enig. Et år senere – i sommeren 2014 – er Syriens arsenal af nervegas blevet tilintetgjort på et skib i Middelhavet af en særlig maskine designet af Pentagon.

En bedrift, som den danske flåde bidrog til med to krigsskibe, der i en farlig mission – beskrevet i detaljer i bogen – henter nervegassen i en havn i Syrien.

Senere viser det sig, at Assad-styret har snydt USA og Rusland og beholdt små mængder giftgas, som bliver brugt i angreb mod civile i 2017. Trods det opfatter Joby Warrick tilintetgørelsen af op til 90 procent af Syriens nervegas for »den mindst dårlige løsning på, hvad Hillary Clinton har kaldt et problem fra Helvede«.

»Nervegas var Assads kronjuveler mod Israels atomvåbenprogram. At han lod næsten alt blive tilintetgjort var et kæmpe nederlag for hans regime,« mener forfatteren.

Og måske vigtigst af alt undgik man, at nervegas faldt i hænderne på terrorgrupper som Islamisk Stat midt i en borgerkrig, hvor våbendepoter lå spredt rundt i landet.

»Vi ved, at ISIS aktivt søgte at komme i besiddelse af kemiske våben, og de ville uden tvivl have brugt dem. Det ville have været en ubegribelig katastrofe, som kunne have tvunget USA og NATO til at sende styrker til Syrien.«

Joby Warrick – RED LINE, The Unraveling of Syria and America’s Race to Destroy the Most Dangerous Arsenal in the World. 346 sider, Doubleday, 2021

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fortællingen om at Assad-styret stod bag giftgasangrebet i Ghouta er stærkt kontroversiel og strider mod almindelig, militær logik, da Assad-styret på tidspunktet for angrebet havde momentum i krigen og var på nippet til at indtage Ghouta. Assad-styret, som absolut ingen militær eller politisk fordel havde af det kemiske angreb, var tilmed stærkt opmærksomme på at Obama/USA ville være næsten tvunget til at angribe det syriske styre militært, såfremt der opstod anledning til at bebrejde Assad-styret for kemisk krigsførsel.

På det tekniske plan har flere eksperter da også i alvorlig grad udfordret den amerikanske fortælling; herunder den tidligere våbeninspektør Richard Lloyd (idag ansat v. Tesla), som udgav følgende, sønderlemmende kritik af de amerikanske meldinger om at man vidste at Assad stod bag:
"x The Syrian Improvised Chemical Munitions that Were Used in the August 21,
Nerve Agent Attack in Damascus Have a Range of About 2 Kilometers

x The UN Independent Assessment of the Range of the Chemical Munition Is in
Exact Agreement with Our Findings

x This Indicates That These Munitions Could Not Possibly Have Been Fired at
East Ghouta from the “Heart”, or from the Eastern Edge, of the Syrian Government Controlled Area Shown in the Intelligence Map Published by the
White House on August 30, 2013.

x This mistaken Intelligence Could Have Led to an Unjustified US Military
Action Based on False Intelligence.

x A Proper Vetting of the Fact That the Munition Was of Such Short Range
Would Have Led to a Completely Different Assessment of the Situation from
the Gathered Data

x Whatever the Reasons for the Egregious Errors in the Intelligence, the Source
of These Errors Needs to Be Explained.

x If the Source of These Errors Is Not Identified, the Procedures that Led to this
Intelligence Failure Will Go Uncorrected, and the Chances of a Future Policy
Disaster Will Grow With Certainty."

https://www.voltairenet.org/IMG/pdf/possible-implications-of-bad-intelli...

Mht. de øvrige påstande om kemisk krigsførsel, er bevisførelsen meget sparsom og usikkerheden om ansvaret betydelig. Hvis vi ser på det påståede kemiske angreb i Douma 2018, som er det eneste reelt velundersøgte tilfælde af muligt kemisk angreb i Syrien, har en skandale udviklet sig i FN-organet OPCW, idet en række deltagere på FN-missionen i Douma offentligt har påklaget at deres rapportering af OPCW's ledelse blev fordrejet og manipuleret, således at den kunne godtgøre det amerikanske krydsermissilangreb, som skete umiddelbart efter det påståede angreb. Aktuelt har en række fremtrædende fagfolk/eksperter, intellektuelle og tidligere FN-topfolk skrevet et åbent brev til OPCW's ledelse, hvori de kraftigt opfordrer til at OPCW's ledelse lytter til de inspektører, som den selv sendte til Douma. Aaron Maté gav forleden dette perspektiv på den aktuelle situaion:
https://www.youtube.com/watch?v=olLcUxnDZ2o

NB: Artiklen omtaler, så vidt jeg kan se, ikke at Obama blev rådet til at lade FN-undersøgelsen blive færdiggjort, af Angela Merkel. Dette er bevidnet af Ben Rhodes, som i øvrigt også kunne berette at Clapper fortalte Obama at sagen i Ghouta ikke var en 'slam dunk'.
https://www.theatlantic.com/international/archive/2018/06/inside-the-whi...

Emil Davidsen, Jan Jensen og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar
Atilla Thcengiz

Borgerkrigen i Syrien kan betegnes som Obama’s største udenrigspolitiske succes idet det er lykkedes USA at dele landet i tre på den mest billige måde og uden at indsætte soldater i stor skala. At dele Irak i tre havde været en meget bekostelig affære i penge såvel som blod. De store tabere er Syrien og Tyrkiet som havde regnet med et indgreb som i Libyen men blev taget grundigt ved næsen af Obama og endte med at modtage 5 millioner flygtninge, bruge 40 milliarder dollars på dem samt iværksætte bekostelige militære operationer i det nordlige Syrien for at forhindre en de-facto kurdisk stat langs den syriske grænse med adgang til Middelhavet og dermed en alternativ energi korridor til den tyrkiske.

Nervegas angreb var “fake” og iscenesat af jihadister og havde til formål at inddrage USA direkte i krigen da det skulle være Obama’s såkaldte “røde linje”. Nej, hans røde linje var at kurderne blev løbet over ende af IS, og da det virkelig så slemt ud ringede han til Tyrkiets præsident - delte med offentligheden et billede med baseball han havde under samtalen - og dikterede hvad der skulle gøres, herunder transport af kurdiske guerillaer fra Nordirak til Syrien via tyrkisk territorium.

I dag sidder kurderne på 1/3 del af Syrien, det mest frugtbare og energirige, har en hær på 60-70.000 bevæbnet til tænderne af USA som er de-facto protektor for Nordøst Syrien såvel som Nord Irak.

Atilla Thcengiz

Telefonsamtalen fandt sted i sommer 2015, og baseball battet viste sig frem bogstaveligt da Obama aktiverede det Gülenistiske netværk til at begå et fejlslagen militærkup i Juli 2016. Her overspillede han måske sin hånd men det har godt nok forårsaget en hel del havoc og kaos. Tyrkiet kunne først påbegynde sine militære operationer i Nord Syrien i 2017 efter at Gülenisterne blev renset fra militærtoppen, tidligere planer og forsøg herpå var faktisk bleven blokeret af disse USA-tro elementer.

At Obama ikke havde noget imod og faktisk støttede IS og lignende sålænge de kun bekæmpede Assad er hævet over enhver tvivl.

Utrolige påstande fra kommentator feltet ....

Syrien var før borgerkrigen i geopolitisk forstand russisk interesseområde. Russerne har og havde store havne og baser i Syrien. Ligesom Saudi Arabien er amerikansk interesseområde.

At nogle ser Syrien som Obamas største udenrigspolitiske fejltagelse, betyder netop at Syrien stadig er russisk interesseområde - på trods af at borgerkrigen burde havde kunnet vippe Syrien over til at blive amerikansk interesseområde.

Ib Gram-Jensen

Man kan prøve at søge Voltaire Network og Thierry Meyssan på Wikipedia.

Atilla Thcengiz, jeg er enig i at tyrkerne ikke ser ud til at vinde, hvad de troede - og det beror jo fortrinsvist på at amerikanerne lykkedes med at skabe den kurdiske zone, som nu har retning mod annektering af både syrisk og irakisk land. Der er skabt en stærkt favorabel situation for amerikanerne, som bringer dem på linje med Israel som ulovlig besættelsesmagt i Syrien. Og de vestlige medier, de vestlige opinionsdannere og politikere, er komplet tavse herom - hvormed det om føje år bliver en art grundvilkår at amerikanerne 'beskytter kurdernes land', hvilket kan reparere lidt på fortællingen om amerikanske svigt af kurderne (som historisk set ligner en obligatorisk øvelse). Denne gang er tyrkerne blevet narret, hvilket tilmed har et skær af politisk korrekthed over sig - og står i et fornuftigt forhold til Bidens udmeldinger om at Erdogan skal ned på jorden.

Og imens dette sker, er der også tavst i Danmark; et Danmark hvis demokratiske arv er smuldret ind til den rene utilitarisme gennem de seneste årtier, og hvor det anses som rimelige bidrag til de offentlige samtaler at spytte kortfattede, uinformerede negationer ud - eller forsøg på at skyde budbringere. Selvom internationalt ansete fagfolk fra MIT, tidligere FN-våbeninspektører på stribe, fredsforskere, velestimerede, uafhængige journalister og intellektuelle som Chomsky, Ellsberg, Sachs, Robins, Zizek m.fl. alle har gjort stærkt opmærksom på at Syrienkrigen langtfra er, hvad den fremstilles som af vestlige myndigheder og medier.

Atilla Thcengiz

Mit ærinde er ikke at begræde tyrkernes tab, men at komme med et anderledes og “skævt” syn på og vurdering af syrienkrigen end den gængse i vesten. Det er en tragedie af usete dimensioner at et land bringes bevidst ud i det totale sammenbrud af diverse aktører som ikke vil kendes ved deres skumle mål og gerninger, og prøver gang på gang at narre offentligheden herom. Washington Post-journalistens nye bog som omtales her i artiklen er det seneste skud på stammen.

Sören Tolsgaard

Jeg vil ikke kloge mig på de højest komplicerede forhold i Mellemøsten, men er der mon ikke noget reelt i den synsvinkel, Atilla Thcengiz anlægger ovenfor?

Ét er, at man altid kan klandre Vesten og særlig USA for at blande sig, men er der ikke noget om, at nogle af de eksisterende statsdannelser må og skal opløses i mere naturlige enheder, hvis området skal afspændes?

Hvad vi så i Sovjetunionen, Jugoslavien og Østeuropa var vel et uundgåeligt forløb, som disse folkeslag før eller siden måtte begive sig ud i, om end det måske kunne være nået med færre blodsudgydelser. I hvert fald har det forhindret, at nogle mindre folkeslag blev opslugt af ufrivillige unioner. Nu ser vi tilløb til opløsning efter national identitet i Vesteuropa: Brexit, som kan medføre et selvstændigt Skotland, det rumler i Catalonien, Belgien, Italien - og EU stritter naturligvis imod.

Syrien ville næppe kunne opretholdes som en national enhed af et alawit-domineret diktatur, som dog næppe heller ville give magten fra sig uden modstand. For Rusland er alliancen med Assad en given sag, idet alawitterne befolker middehavskysten, hvor de russiske flådestyrker holder til. Kurdernes bastion i NØ-Syrien er til gengæld en oplagt chance for USA: Der er olie, alawitterne og tyrkerne holdes i skak, IS nedkæmpes og det altsammen i kraft af kurdernes indædte kamp for og uomtvistelige ret til et selvstyre, som både naboer og stormagter hidtil har nægtet dem.

Det minder i og for sig meget om situationen, da Jugoslavien gik i opløsning. Midler og mål kan diskuteres og tiden må vise, om USAs taktik har skaffet dem en holdbar allieret i regionen, eller om kurderne atter kommer til at føle sig snydt, så de hellere samarbejder med Assad og Rusland, eller muligvis spiller på flere heste, som det ofte synes at være tilfældet i det mellemøstlige virvar ..

Atilla Thcengiz

Jugoslavien var et velfungerende socialistisk reelt alternativ til EU, dets videre eksistens post-USSR kunne ikke længere tolereres og blev derfor opløst efter samme del&hersk princip med en blodig borgerkrig og etniske udrensinger til følge. Det kan man kun begræde, og det gør mange x-jugoslavere. Det er en skamplet i Europas nyere historie.

Det er korrekt at kurderne blev slemt undertrykt under Assad regimet, men de har indtil videre spillet deres kort ret klogt: nægtede at bekæmpe Assad militært trods US og Tyrkiets forsøg på at lokke dem, nægtede at bekæmpe IS i starten og indtil IS begyndte at tage kontrol over Mosul og true med at udvide dets ekspansion langt ind i Kirkuk og Nord Irak. Deres rolle har ikke været så heroisk som det fremstilles, IS’s sammenbrud skyldes primært en intens indsats fra Iran, Shia Irak og massive bombninger fra luft af USA og allierede. Kurdernes hovedrolle var for det meste at rykke mandskab ind i de af IS etnisk og religiøst udrensede og tømte territorier. De udgjorde ca. 10% af befolkningen før krigens start og sidder idag på 30% af Syrien. Efter at landet nu er blevet affolket i stor skala har de måske nu endda en demografisk fordel.

Det glemmes ofte at det olierige Kirkuk og Mosul historisk har været beboet af et stort flertal af Turkmenere som har måttet finde sig i at blive fordrevet væk af kurderne post US-intervention.

Det kurdiske problem er først og fremmest et regionalt problem som bør løses af de regionale magter. Når man ikke har kunnet løse det indtil fornyelig, ja så kommer stormagterne til og lader den ene lokale aktør spille mod den anden som de lystrer.

Det skal heller ikke glemmes at der under den moderne tyrkiske republiks tilblivelse var store lokale oprør fra kurdernes side. De var finanserede og fremprovokerede af det Britiske Imperium, og i sidste instans ser det ud til at det igen er BP, Chevron, Texas Oil mv. der vil være vindere af denne efterhånden evigt kørende konflikt.

Iht. opløsningskrigen i Jugoslavien så var der vel tale om en klassisk socialdemokratisk funderet statsdannelse, som flirtede med finanskapitalismen - hvilket bragte problemer, som omgående blev udnyttet af højredrejede nationalister og private kapitalinteresser i flere af de jugoslaviske republikker og Vesten. Tolsgaard, du skriver at krigen/opløsningen var uundgåelig - men det vurderer du vel primært ud fra en realpolitisk betragtning (altså dét forhold at Jugoslavien uundgåeligt måtte blive ombragt af EU-udviklingen, NATO-interesser og neoliberalismen)? Meget lidt taler for at etnisk-religiøse spænder bidrog til krigsudbruddene, omend disse blev bannerført i vestlige medier mhp. underbelysning af de politiske motiver og sammenhænge.

USA vedtog yderligere lovgivning, som cementerede at Jugoslavien ville gå i opløsning; dette berører Michael Parenti bl.a. i dette særdeles kritiske foredrag fra 1999, som tager udgangspunkt i hans værk 'To kill a nation': https://www.youtube.com/watch?v=YZ6QpjPTaG8

spænder=spændinger

Atilla Thcengiz

Klassisk socialdemokrati er vel at foretrække frem for den uhæmmede, destruktive jungle-kapitalisme af neoliberalisme. Gad vide om at det ville lykkedes Bernie Sanders - en klassisk socialdemokrat - at få overdraget magten på en fredelig måde hvis det var ham i stedet for Biden. Jeg frasiger mig og fordømmer enhver form for opportunisme og revisionisme ;-)

Enig, Atilla Thcengiz - og interessant/sigende er det vel når man sammenholder krigsudviklingen i specielt Bosnien i 1990'erne, hvor utallige ekstremistiske jihad-krigere fra Mellemøsten og Asien indrulleredes i den bosnisk-muslimske hær og siden . stod bag false flag-manøvrer (Gorazde, bomberne i Sarajevo m.v.) som i sidste instans provokerede NATO-intervention i form af ulovlige bombardementer i Serbien. Noget lignende var tilfældet i Kosova - og det er ikke mærkeligt at en lang række iagttagere peger på at serberne tidligt i forløbet tabte informationskrigen i Vesten, hvilket også kan blive den historiske erfaring iht. det syriske styre.

Hvis du ikke er bekendt med den, så er 'Yugoslavia: The Avoidable War' fra 1999 af Bogdanich særdeles informativ på områder, som det vestlige narrativ ignorerer/undertrykker. https://www.youtube.com/watch?v=3dUAIK3pAyQ&t=1835s