»Jeg skal online, så jeg kører lige til Polen.«
Før corona var farjoken så sikker som amen i kirken, når min familie og jeg opholdt os på min svigerfars faldefærdige gods i østtyske Mecklenburg-Vorpommern: På et eller andet tidspunkt magtede jeg ikke længere, at mobildækningen knap nok rakte til at åbne en simpel hjemmeside, så jeg truede med at tage bilen og drøne over på den anden side af grænsen. I Polen er dækningen nemlig generelt bedre end i Tyskland. Og i den østtyske landsby har bredbånd – ligesom i store dele af Tyskland – hidtil været en by i Rusland.
Under coronakrisen er joken ikke rigtig sjov længere. For den tyske digitaliseringskrise rækker langt ind i den offentlige forvaltning. Og den er ved at blive et alvorligt problem her i et af verdens rigeste lande, der surfede temmelig suverænt gennem første coronabølge sidste år.
Dengang høstede Tyskland og Angela Merkels regering international anerkendelse for de lave tyske coronatal. I dag ligger Tyskland middelmådigt i den europæiske coronasump.
