Langsomme samtaler
Læsetid: 11 min.

Tidligere Verdensbankchef: Globaliseringen har undermineret den sociale kontrakt, nu må vi lave en ny

Den egyptiskfødte leder af London School of Economics, Minouche Shafik, har været med til at forme og præge globaliseringen. Nu har hun skrevet en bog, som er hendes bud på, hvordan man kan reparere alt det, der er gået i stykker, og skabe solidaritet i det 21. århundrede
Den egyptiskfødte leder af London School of Economics, Minouche Shafik, har været med til at forme og præge globaliseringen. Nu har hun skrevet en bog, som er hendes bud på, hvordan man kan reparere alt det, der er gået i stykker, og skabe solidaritet i det 21. århundrede

Jesse Jacob

Udland
27. marts 2021

Langsomme samtaler findes også som ugentlig podcast. Du kan høre den her eller ved at søge på ’Langsomme samtaler’ i din podcast-app.

Minouche Shafik er en af de forskere, som var med til at forme globaliseringen. Det gjorde hun ikke som filosof eller politisk teoretiker med radikale visioner og vilde ideer for en ny verdensorden. Hun gjorde det som økonom i de internationale institutioner, som foreslog strukturreformer og markedstilpasninger til stater, der ville have hjælp til at skabe vækst og velstand:

»Globaliseringen var en fantastisk præstation, som gjorde markederne mere effektive. Millioner og atter millioner blev løftet ud af fattigdom, og levestandarden blev hævet for rigtig mange mennesker,« siger Shafik i dag fra sit hjem i London.

Hun var den yngste vicepræsident i Verdensbankens historie og, som hun selv siger med et smil, også den første, der blev gravid, mens hun havde jobbet. Shafik var nemlig også den første kvinde. Siden fik hun også en ledende stilling i Den Internationale Valutafond, IMF:

»Der blev gjort virkelig store fremskridt og skabt langt større fleksibilitet i produktionen og arbejdslivet. Der blev produceret enorme mængder af velstand, der blev lavet globale forsyningskæder,« fortæller Shafik.

»Men den sociale kontrakt, som skulle være grundlaget i samfundene, blev ødelagt af globaliseringen. De fremskridt, jeg talte om, medførte også en masse chok i produktionen og arbejdslivet, og dem blev folk ikke beskyttet imod.«

Det er derfor, der er så meget modstand mod globaliseringen nu, mener Shafik:

»Hvis folk ikke føler, de selv får noget ud af fordelene ved den stigende velstand, støtter de selvfølgelig ikke globaliseringen. Det er forklaringen på den splittelse, vi ser i så mange samfund. Det er det, der er problemet for globaliseringen i dag.«

En bog til de vrede masser

For at løse det problem har Minouche skrevet en ny bog, som er intet mindre end et forsøg på at definere en kontrakt for samfundene i det 21. århundrede: What We Owe Each Other: A New Social Contract for a Better Society:

»Vores samfund har de seneste år været domineret af vrede. Jeg har selvfølgelig været optaget af at forstå den vrede, som er kommet med populismen, Brexit og Trump. Og jeg er blevet mere og mere overbevist om, at vreden skyldes, at folk er blevet frataget både sikkerhed og muligheder i deres samfund, fordi den sociale kontrakt er blevet opsagt.«

Blå bog

  • Minouche Shafik er født i Egypten i 1962.
  • Hendes familie flyttede senere til USA, hvor hun voksede op, inden hun selv rejste til London og studerede økonomi. Hun er i dag både britisk og amerikansk statsborger.
  • Shafik blev som 36-årig den yngste vicepræsident i Verdensbankens historie, siden blev hun ’deputy manager’ i Den Internationale Valutafond, inden hun blev en del af ledelsen i Bank of England.
  • Minouche Shafik har siden 2017 været leder af London School of Economics og har netop udgivet bogen ’What We Owe Each Other: A New Social Contract for a Better Society.’

Det er et konkret forslag i hendes nye bog, at samfundet forpligter sig til at tilbyde genoptræning til dem, der mister deres job efter globaliseringens chok. De skal ikke bare have tilbud om uddannelse, for mange af dem, der blev gjort til økonomiske tabere af udflytning og effektivisering, er også tabere i det akademiske uddannelsessystem:

»Samfundet skal tilbyde nye fagligheder gennem træningsforløb, der sætter dem i stand til at finde nye job. Og de skal forstå, at det ikke er deres personlige nederlag, men at det er samfundets ansvar at hjælpe dem. De skal have bevidstheden om, at de ikke er overladt til sig selv.«

En skole som forandrer verden

Minouche Shafik blev født i en velstående familie i Alexandria, Egypten. Men på grund af politisk turbulens måtte familien forlade landet og rejse til USA og starte forfra. Den kom til Georgia i 1960’erne, hvor sorte og hvide sad adskilt i busser og på restauranter og gik i separate skoler.

Familien flyttede en del rundt i sydstaten, og den unge Minouche oplevede det specielle, at hun i nogle byer blev regnet for sort og i andre for hvid. Som ganske ung havde hun set samfundet fra overklassen i Egypten og den nedre middelklasse i USA fra de sortes og fra de hvides perspektiv.

Indtil hun rejste til London for at studere økonomi på London School of Economics:

»For mig personligt var det den mest internationale stemning, jeg nogensinde havde oplevet. 70 procent af de studerende kom fra udlandet, og det var en af de bedste skoler for de sociale videnskaber i Europa. Det forandrede og formede mig for livet at komme til London School of Economics,« husker hun:

»Skolen havde en lang tradition for at tænke fundamentalt over hele forholdet mellem økonomi og samfund, den blev grundlagt for at forandre verden.«

William Beveridge havde som leder af London School of Economics i 1942 udgivet den såkaldte Beveridge-rapport, der i dag anses for det ideologiske grundlag for den britiske velfærdsstat:

»Det var en fantastisk historie, at en tænker på skolen på et tidspunkt med revolutionære omvæltninger kom med nogle forslag, der ikke bare påvirkede Storbritannien, men fik indflydelse over hele Europa og i udviklingslande.«

Da Friedrich von Hayek var ansat ved skolen, udgav han Vejen til Trældom, der blev et ideologisk hovedværk for nyliberalismen og en inspiration for Margaret Thatcher og Ronald Reagan. Mange år senere blev Anthony Giddens leder for London School of Economics og skrev den lille bog om Den Tredje Vej, som blev et manifest for New Labour og Tony Blair.

Efter sin karriere som cheføkonom i Verdensbanken og Den Internationale Valutafond og senere som del af ledelsen i Bank of England er Shafik vendt tilbage som leder af den skole, hvor hun selv studerede:

»Jeg mener, vi er i en situation nu, hvor vi har brug for et nyt paradigme. Ligesom der var brug for et nyt paradigme efter Anden Verdenskrig. Jeg håber, at min bog kan være et bidrag til tænkning om, hvad det nye paradigme for vores samfund skal være.«

Vi skal ikke slette historien

– Vi er også i en situation nu, hvor eliteuniversiteterne er blevet meget magtfulde institutioner, som præger samfundet, men også bliver politisk udfordret. Hvordan ser du London School of Economics som institution i samfundet?

»Jeg ved godt, at der er en masse modstand mod eksperter og ekspertise … Jeg fører personligt en kampagne for at ændre på det,« svarer Shafik med et bestemt smil:

»Den virkelige udfordring for universiteter i dag er at være eliteinstitutioner uden at blive elitære. Det bestræber vi os på her på skolen. Det handler om at give adgang til studerende fra alle sociale klasser og med forskellige baggrunde. Men vi skal også dele vores ideer med et stort publikum, så vi kan være med til at forme den offentlige debat. Vi skal demonstrere, at folk, som bruger lang tid på at tænke over specifikke ting, bidrager til fællesskabet.«

– Der er også en kamp om, hvad der skal være kanon på universiteterne. En vigtig videnskabelig udfordring af hele kanon, men også en tendens til, at farlige tanker, som kan virke anstødelige, bliver fjernet?

»Jeg er enig med dig i, at det er sundt, at vi har den diskussion om, hvem og hvad vi studerer. At vi ikke tager nogle ideer for givet, bare fordi de har været brugt i lang tid. Det er det gode ved hele debatten om afkolonisering,« svarer Shafik.

Men det kan må ikke føre til, forklarer Shafik determineret, at tanker eller værker bandlyses. Hendes attitude afspejler, at hun har været i den her diskussion mange gange før og slået fast, hvad London School of Economics står for:

»Det er bestemt ikke sundt at aflyse eller slette dele af historien. Det, som man kan og skal gøre, er at tilføje nye perspektiver.«

Shafik bruger kampen om statuerne i det offentlige rum til at gøre sin holdning klar:

»Vi har en statue af Winston Churchill foran vores parlament i London. Uanset hvad man mener om Churchill, er det ikke sådan, at vi skal rive den ned. Det, som man har gjort, er, at man også har rejst statuer af Nelson Mandela, Mahatma Gandhi og Millicent Fawcett, som kæmpede for kvinders ret til at stemme. For mig at se er det den rigtige løsning: Vi skal ikke benægte dele af vores historie, men vi skal udvide den og gøre den bredere.«

– Under pandemien har offentligheden både oplevet et meget stærkt behov for videnskabsfolk og set, at de kan tage helt fejl. Hvordan har corona efter din opfattelse påvirket forståelsen af videnskab i offentligheden?

»Jeg tror, det har været utroligt godt for folk at se videnskabsfolk diskutere i offentligheden. Det er jo ikke videnskabeligt at erklære, at man kender hele sandheden om et så komplekst fænomen. Med diskussionen om COVID-19 har befolkningen været vidne til, hvordan videnskabsfolk deler data og undersøgelser, korrigerer hinanden og bliver i stand til ud fra de samme informationer at nå nogenlunde samme konklusioner. Den debat, vi har haft det seneste år, vil efter min vurdering øge videnskaberne og forskningens måde at arbejde på.«

Folk har brug for samfundet

En anden konsekvens af pandemien, som Shafik er optaget af, er, at samfundets forpligtelser og indretninger bliver genforhandlet. Hun henviser til målinger foretaget på London School of Economics af befolkningens opfattelser af fællesskabet før og under pandemien:

»Der er to interessante overordnede tendenser i de 24 lande, som er blevet undersøgt,« fortæller Shafik:

»Den ene er, at mange er ængstelige og føler, de er blevet svigtet af samfundet. Den anden er, at fordi de længe har været afskåret fra kontakt til andre mennesker, så sætter de meget mere pris på fællesskab, solidaritet og lighed.«

Det er den sociale tilstand, Shafiks bog er skrevet ind i:

»Hvis man kan ramme den fornemmelse af, at vi virkelig har brug for hinanden, og at vi skylder hinanden mere, så tror jeg på, at der muligheder for at lave en bedre social kontrakt.«

Jesse Jacob

Shafik gennemgår i What We Owe Each Other menneskelivet fra fødsel til død og foreslår reformer på alle niveauer. Overordnet tror hun på to ting: institutioner og uddannelse. Hvis uligheden skal udlignes, skal børn tidligt i institutioner og formes af fællesskabets pædagogik. Danmark bliver ofte fremhævet som globalt forbillede i Shafiks bog.

Men uddannelse må vi ifølge Shafik gentænke anderledes fundamentalt:

»Den gamle model sagde, at du går i skole, fra du er omkring seks år, til du er midt i tyverne. Præmissen er, at den uddannelse, du får, holder, indtil du skal på pension. Men den model er død.«

Det er der tre årsager til, forklarer Shafik. Den første og vigtigste er, at folk kommer til at arbejde meget længere. Måske helt op til de er tres år, efterhånden som levetiden stiger. Den anden er teknologiske forandringer, og den tredje er behovet for at skifte job, som bliver større, når arbejdsmarkedet forandres:

»Vi skal tænke vores arbejdsliv på en helt ny måde, som samfundets institutioner skal være med til at realisere,« siger Shafik:

»Vi har vænnet os til at forestille os vores arbejdsliv som en stige, du klatrer opad i en lineær bevægelse, indtil du stopper på toppen«. Men folk kan ikke holde til at optimere sig selv gennem et helt liv, pointerer Shafik. Vi skal også have mulighed for at gå ned i tempo og produktivitet. Og for at gå ud og ind af det produktive liv undervejs:

»Vi skal i stedet forestille os arbejdslivet som at klatre i et træ. Du suser ikke lige til toppen. Du klatrer nogle gange til siden og ser noget nyt, som du bliver nysgerrig på. Så tager du måske en anden gren. Og sådan skal du også kunne kravle ned igen. Pension er ikke bare et punkt, hvor du springer ned fra stigen, men noget, du nærmer dig gennem deltidsarbejde og andre former for engagement.«

Arbejdslivet er som at klatre i træer

– Den store udfordring for den model er, at de økonomiske vindere meget ofte er uddannelsessystemets vindere. Livslang læring er jo en fordel for dem, som har studeret på universitetet, mens mange jo har forladt uddannelsessystemet tidligere, fordi de hellere ville arbejde og ikke brød sig om at gå i skole?

»Det er helt klart den store risiko her. Når vi taler om uddannelse af unge mennesker, taler vi om pædagogik. Men sådan kan man ikke efteruddanne voksne mennesker, fordi de skal lære ting på en helt anden måde. De vil ikke gå i klassisk skole. De vil lære ting, som de selv oplever er relevante og nyttige i deres liv. De kan bedre lide at lære noget gennem erfaring end gennem studier af bøger. Den sociale kontrakt, vi skylder dem, er, at samfundet tilbyder den form for uddannelse, som de selv finder meningsfuld.«

Shafik kalder det for ’andragogik’, som er læreprocesser for voksne i modsætning til pædagogik for børn:

»Det er helt afgørende, at vi tænker grundigt over, hvordan vi udvikler nye modeller for uddannelser, som passer til voksne, som skal lære nye færdigheder på mange forskellige måder.«

– Du har selv været med til at forme globaliseringen og foreslår nu et langt mere kollektivt svar og et større fælles ansvar. Du er leder for en ny institution, hvorfra ledere tidligere har skrevet værker, der greb aktivt ind og forandrede samfundet. Er det ambitionen med din egen nye bog?

»Jeg håber, at nogle af ideerne i min bog hjælper samfundet med at gøre sig nogle forestillinger om, hvordan vi får lavet en ny balance mellem tryghed og muligheder for alle. Hvis vi gør det, og det skal være vores mål for det 21. århundrede, kan vi bruge fremskridtene i effektivitet og velstand til at skabe samfund, der hænger meget bedre sammen socialt, og som skaber en solidaritet, folk kan mærke og stole på i deres liv.«

Denne artikel er en redigeret version af en samtale, som fandt sted d. 15. marts 2021. Du kan se eller gense videosamtalen i sin fulde længde her.

 

Se hvem Rune Lykkeberg interviewer næste gang og tilmeld dig det virtuelle arrangement her. Det er gratis for Informations abonnenter.

Serie

Langsomme samtaler der sætter verden sammen

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branko Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden.

Alle afsnit findes også som podcast. Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

  • Tim Jackson: Kapitalismen er modstanderen. Og kapitalismen ... det er os selv

    16. maj 2022
    På bestilling af den britiske regering leverede klimaøkonomen Tim Jackson for 12 år siden en rapport, som anviste hele den konkrete vej til et bæredygtigt samfund. Den blev afvist af politikerne. Nu har han skrevet en anderledes bog, som skaber forudsætninger i vores hoveder og kroppe for, at vi kan skabe den overgang i dag, der mislykkedes dengang
  • Emanuele Coccia: Filosofien begik den værste fejl i Vestens historie

    6. maj 2022
    Planterne bygger den verden, som mennesker lever i. De er fundamentet for vores liv – men vi ved det ikke, fordi den moderne filosofi og det moderne universitet udstødte planterne og naturvidenskaben fra vores tænkning, forklarer den italienske filosof, Emanuele Coccia
  • Thomas Piketty: De grønne og sociale bevægelser vinder kun, hvis de også udfordrer kapitalismen

    23. april 2022
    Vi kan ifølge den franske økonom Thomas Piketty ikke løse tidens vigtigste problemer, hvis vi ikke indstiller os på at forene kampen for ligestilling, mod klimaforandringer, racisme og global ulighed i én og samme kamp for at transformere det økonomiske system. Det fortæller han i denne samtale om sin nyeste og mest aktivistiske bog
Podcast

Langsomme samtaler der sætter verden sammen

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branco Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden. Interviewene kan også ses på video.

Seneste podcasts

  • Tim Jackson: Kapitalismen er modstanderen. Og kapitalismen ... det er os selv

    16. maj 2022
    På bestilling af den britiske regering leverede klimaøkonomen Tim Jackson for 12 år siden en rapport, som anviste hele den konkrete vej til et bæredygtigt samfund. Den blev afvist af politikerne. Nu har han skrevet en anderledes bog, som skaber forudsætninger i vores hoveder og kroppe for, at vi kan skabe den overgang i dag, der mislykkedes dengang
  • Emanuele Coccia: Filosofien begik den værste fejl i Vestens historie

    6. maj 2022
    Planterne bygger den verden, som mennesker lever i. De er fundamentet for vores liv – men vi ved det ikke, fordi den moderne filosofi og det moderne universitet udstødte planterne og naturvidenskaben fra vores tænkning, forklarer den italienske filosof, Emanuele Coccia
  • Thomas Piketty: De grønne og sociale bevægelser vinder kun, hvis de også udfordrer kapitalismen

    23. april 2022
    Vi kan ifølge den franske økonom Thomas Piketty ikke løse tidens vigtigste problemer, hvis vi ikke indstiller os på at forene kampen for ligestilling, mod klimaforandringer, racisme og global ulighed i én og samme kamp for at transformere det økonomiske system. Det fortæller han i denne samtale om sin nyeste og mest aktivistiske bog
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Hvordan får vi - globalt - skabt et nyt begreb om velstand,
som ikke tager udgangspunkt i forbrug og retten til at spise kød, så tit vi ønsker det?

Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

@Lise Lotte Rahbek

Den eneste måde at få mange nok, til at ændre adfærd til en mere bæredygtig adfærd.

Det er er at skrue på økonomiske håndtag, der får social slagside.

Det nytter ikke noget, at ville friholde den lavere middel og underklasse , hvis du vil opnå at flere ryger mindre, drikker mindre og spiser mindre kød.

Den højere middel og overklasse kan altid betale sig fra, at blive ramt,.
Men de udgør de færreste, og de udgør derfor ikke en målgruppe, der kan bidrage af betydning, med et lavere forbrug.

Jeg selv er en uforbederlig storforbruger af kød, og jeg ønsker det ikke anderledes.

Den eneste måde at få mig med på "spis mindre kød agendaen", det er at gøre det så dyrt for mig at spise kød, at jeg ikke har råd til at spise så meget kød som jeg plejer.

Det vil virke på mig, men det vil også skade min livskvalitet, for jeg kan virkelig ikke se mig selv spise vegetarisk, endsige vegansk:-(

Uden højere afgifter der har social slagside, må vi vente på at min generation dør ud, og de yngre tager over, som vil denne dagsorden, fordi de har lyst til den, og ikke fordi de er nødt til det.

Jeg kan lige som fornemme på hele debatten om klima, at en del ikke mener, at vi har tid til at vente på, at jeg og mine stiller træskoene, før der sker en radikal omstilling.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Steffen Gliese

Danny Hedegaard, det er bare med at komme i gang - det er ganske let, lækkert og betydeligt mere interessant.
Her har vi nu udviklet det princip at spise kød to gange om ugen, fisk to gange om ugen og grønt 3 gange om ugen. Og så kan de fleste jo også med fordel skrue ned for mængderne.

Lise Lotte Rahbek

Danny Hedegaard
Det kommer helt af sig selv med en ny landbrugsreform, når antallet af køer reduceres - så bliver prisen højere. ;-)
Jeg er selv kødspiser og en glad en af slagsen. Jeg er bare ok med at det mere og mere bliver lyst kød, fra gris og høns, jeg spiser, fremfor oksekød, og at der er flere grøntsager involveret i den daglige kost. At jeg dyrker mange af dem selv, gør det også billigere i budgettet.

Når jeg nævner forbrug som velstands-målestok, er det fordi, vi , menneskeheden, ikke kan blive ved med at grave flere råstoffer op af jorden eller fælde skovarealer (uden genplantning) . Planeten kan ikke fabrikere flere råstoffer. Der er dem, der er eller som vi kan dyrke frem.
Så hvordan kan vi have velstand uden accellerere 'vækst' og at alle skal have et smukt nyt køkken og nogle flere smartfones og biler og huse på over 200 m2 og flere kæledyr og årstidsbestemte spisestel og .. og .. og?

Dorte Andersen

"Hvis uligheden skal udlignes, skal børn tidligt i institutioner og formes af fællesskabets pædagogik. Danmark bliver ofte fremhævet som globalt forbillede i Shafiks bog."
Uligheden vokser (vistnok) mere i Danmark end så mange andre steder. Det kan jo sagtens ske, selv om man er det land i verden, der lader sine mindste blive passet allermest af en skare af fremmede voksne... Sociologer har for længst vist at uddannelsessystemet på ingen måde alene kan mindske ulighed og økonomisk uretfærdighed. "Fællesskabets pædagogik"....Hvem skal bestemme, hvad det er?...

Minouches ide om at genoptage og italesætte den sociale kontrakt er yderst relevant. Hendes løsninger på diverse problematikker som er grundlaget for at tale om en sådan er der nok flere der har bud på.

Sociale kontrakter kan også have slagsider det gælder f.eks. indplaceringen af kvindefagenes løn ved tjenestemandsreformen fra 1969. En indplacering der lige siden har kostet et betydeligt løntab for den kvindelig arbejdskraft og tilhørende lave pensioner. Her gik kvinder fra at varetage familiens ve og vel til en indtræden på arbejdsmarkedet. Hvad var premissen for denne kontrakt. Kvinders arbejde er mindre værd end andres og den opfattelse er stadig udbredt vil jeg påstå.

Har vi en klimakrise så bør man måske indføre ratioinering i stedet. Det har man levet med tidligere under og efter 2. verdenskrig så det er ikke nogen ny måde at løse et problem på. Den ydre fjende bliver klimakrisen som hele fællesskabet står sammen om at bekæmpe. Som med Corona. Vi får en fælles ydre fjende.

Andre tiltag vil ganske givet føles uretfærdige, og det er præcis de samme grupper der bliver ramt som under den økonomiske krise. Og uretfærdighed fører til vrede. Et godt eksempel er de gule veste i Frankrig som så vidt jeg husker blev skudt af netop med en afgift på bensinpriser. Det splitter mere end det samler.

Men der er selvfølgelig heller ingen der ønsker rationeringer p.t. selv om det nok ville være det mest effektive og mest fornuftige at gøre set ud fra et hensyn til miljøet og fremtidige generationer.

Minouche mener at det er folks well-being der skal fokuseres på, for det er nemlig det folk sætter deres kryds ved - det er ikke viser det sig pengepungens størrelse. Og well-being det vil sige at have et meningsfuldt job og et mentalt og fysisk godt helbred. Så det må vi håbe alle kan bevare til laaaangt op i alderen for en af hendes løsninger er samtidig at vi skal arbejde længere.

Der er så megen uretfærdighed i den måde velstanden bliver fordelt på både internt i landene og mellem landene så det kan blive et sprængfarligt emne. For måske pengepungen alligevel spiller en rolle i hvert fald hvis man får en fornemmelse af samtidig at blive pisset på.

Arbejd til vi dør
https://www.youtube.com/watch?v=SeDOvKtRIgU