Langsomme samtaler
Læsetid: 12 min.

Amerikansk historiker: Joe Bidens første 100 dage er lige så ambitiøse, som Roosevelts var

Joe Biden har på de første 100 dage skabt en alliance med den nye venstrefløj i USA og udnyttet pandemien til at give USA en helt ny begyndelse. Men demokraterne skal ifølge den amerikanske historiker Gary Gerstle vinde tre valg i træk herfra, hvis Bidens begyndelse skal føre til blivende forandringer
Joe Biden har på de første 100 dage skabt en alliance med den nye venstrefløj i USA og udnyttet pandemien til at give USA en helt ny begyndelse. Men demokraterne skal ifølge den amerikanske historiker Gary Gerstle vinde tre valg i træk herfra, hvis Bidens begyndelse skal føre til blivende forandringer

Jesse Jacob

Udland
29. april 2021

Langsomme samtaler findes også som ugentlig podcast. Du kan høre den her eller ved at søge på ’Langsomme samtaler’ i din podcast-app.

Gary Gerstle er overrasket og imponeret: »Joe Biden har afsløret en eminent forståelse for det særlige historiske moment i amerikansk politik,« forklarer han.

»Han har ikke alene taget nogle meget ambitiøse og vidtgående ideer til sig. Han har også lagt en meget intelligent strategi for, hvordan de skal implementeres.«

Gerstle har set meget i amerikansk politik og gennem et helt liv undersøgt de brud og overgange, som kom til at transformere USA. Som historiker har han forsket i de store linjer, og som forfatter har han skrevet nogle helt afgørende bøger om politisk orden i Amerika i det tyvende århundrede.

Men han havde ikke forudset, hvordan Joe Biden i de første 100 dage som præsident ville tilbyde amerikanerne en ny social kontrakt og foreslå de største offentlige investeringer siden Anden Verdenskrig. At han ville føre an i en global kamp for beskatning af de store selskaber og sætte sig igennem over ledelsen i militæret for at trække de amerikanske styrker hjem fra Afghanistan. Og måske vigtigst af alt: at han ville engagere sig i at transformere den amerikanske produktion, transport og energisektor, så USA kan lede verden i kampen mod klimaforandringerne.

»Hvis man skal bedømme ham på de første 100 dage i Det Hvide Hus, så minder Joe Biden mest om Franklin D. Roosevelt, der står som den største præsident i det tyvende århundrede. Han har forstået sin opgave og sine muligheder. Og han har grebet det hele,« siger Gerstle over Zoom foran sin bogreol hjemme i Cambridge, Massachusetts:

»Om han så kan blive lige så succesrig som Roosevelt …,« Gerstle smiler og vender sine håndflader opad:

»Det er et helt andet spørgsmål. For han står over for alle mulige store forhindringer. Men planerne og ambitionerne er der.«

En ny politisk orden

Jeg opdagede selv Gary Gerstle, som er professor i amerikansk historie ved University of Cambridge i England, da jeg for nogle år siden læste en antologi, han havde redigeret om den epoke i amerikansk politik, der blev grundlagt med Franklin D. Roosevelts såkaldte New Deal-reformer i 1930’erne. The Rise and Fall of the New Deal Order, 1930-1980 hed bogen, som fortæller om dannelsen af den amerikanske socialstat, udviklingen af offentlige institutioner og en social kontrakt, hvor de rigeste betalte en meget stor del af deres indkomst og formue til fællesskabet, som til gengæld gjorde USA til det tyvende århundredes stormagt i verden.

Nu er Gerstle ved at skrive The Rise and Fall of the Neoliberal Order, som skal udkomme til næste år. Og han står for mig som den helt rigtige at spørge om, hvordan vi i det store perspektiv skal forstå de første 100 dage med Biden som præsident.

»Det, der sker, er, at en politisk orden, som har været meget dominerende, falder fra hinanden,« siger Gerstle:

»Det gjorde den allerede i 2016, hvor Bernie Sanders angreb den fra venstre, og Donald Trump uden rigtig at vide eller ville det angreb den fra højre. Deres gennembrud afslørede, at det var tid til nye stemmer og tanker.«

Roosevelt byggede sit politiske verdensbillede på fire friheder: Ytringsfrihed, religionsfrihed, frihed fra nød og frihed fra frygt. Den nyliberale orden, som varede fra cirka 1980 til 2020 byggede ifølge Gerstle på fire andre friheder: Fri bevægelighed for kapital, for mennesker og for information og fri handel.

»Nyliberalismen satte menneskenes, pengenes og informationens fri bevægelighed over andre hensyn som retfærdighed og lighed og lovede, at en verden uden grænser og barrierer for kapital og arbejdskraft ville gøre alle mere velstående og frie. Det var nyliberalisternes drøm om den globaliserede verden,« siger Gerstle og ryster på hovedet:

»Men den forfærdelige krise i 2008 udstillede, at det var en ren fantasi. I de 13 år, der er gået siden, er folk i amerikansk politik begyndt at tænke anderledes og skabe nye ideer. Venstrefløjen, som har været marginaliseret og uden indflydelse, begynder at blive hørt igen. Klimakatastrofen, som truer hele vores civilisation, er konteksten for det. Den kalder på store handlinger og forandringer, som ingen demokratisk leder kan ignorere længere.«

Blå bog

  • Gary Gerstle er uddannet historiker og professor i amerikansk historie ved University of Cambridge.
  • Han er forfatter til blandt andre de prisbelønnede bøger Liberty and Coercion: The Paradox of American Government from the Founding to the Present fra 2015 og American Crucible: Race and Nation in the Twentieth Century fra 2001.
  • Han har redigeret antologierne The Rise and Fall of the New Deal Order, 1930-1980 fra 1989 og Beyond the New Deal Order fra 2019.
  • Til næste år udkommer The Rise and Fall of the Neoliberal Order.

– Biden er også gået imod toppen af det amerikanske militær og har annonceret, at han ville trække de amerikanske styrker hjem fra Afghanistan på 20-årsdagen for terrorattentaterne i New York og Washington. Det står monumentalt som opgør med en æra defineret ved terrorisme?

»Det er både en afslutning på krigen mod terror og en afslutning på de uendelige krige, USA har ført i verden. De har ikke bragt noget godt med sig. Men de har også bidraget til at militarisere vores eget samfund. Noget af den vold, vi har i USA, den hvide terrorisme, politifolk, der slår ihjel, og skyderierne i vores hverdag, er forbundet med vores militære engagementer. Hundredtusinder af amerikanerne har været sendt ud på meget svære opgaver og er kommet hjem med meget store omkostninger,« forklarer Gerstle:

»Tilbagetrækningen fra Afghanistan er et bemærkelsesværdigt opgør med hans egen forhenværende chef, Obama, som ville ud, men ikke følte, at han havde opbakningen til det, og i stedet for udviklede andre avancerede måder at føre krig på. Bidens beslutning fuldbyrder en tendens, der har været i gang længe, og som vil få store konsekvenser. Det er afslutningen på det, vi kalder Pax Americana, altså ideen om, at USA’s militære tilstedeværelse kan skabe en fredeligere verden.«

Pandemi og venstrefløj

Jeg så selv flere valgarrangementer med Joe Biden for lidt over et år siden. Han fremstod som et løfte om det modsatte af Trump og ikke meget mere. Der var ingen politisk inspiration eller planer for at reformere USA så drastisk, som han har gjort nu. Hvordan så du ham som kandidat?

»Joe Biden var kendt som erfaren politiker, der var god til at tale med folk og havde mange venner i politik. Men der er ingen store reformer, som bærer hans navn, og han fremstod som en moderat demokrat fra en lille stat, der ikke brød sig om de store forandringer. Mange anså ham for at være i lommen på den store kemikaliekoncern DuPont, som støttede ham. Jeg forventede ikke store reformer fra ham«.

– Hvordan forklarer du hans forvandling?

»Der er to grunde. Den ene er pandemien. Biden er ikke nogen god taler, han har en talefejl, og der var under valgkampen situationer, hvor han fremstod svækket. Men han reagerede på de grusomme konsekvenser, som pandemien har haft for amerikanerne, med ekstraordinær omsorg og empati. Han har selv oplevet nærmest ufattelige personlige tragedier,« siger Gerstle og minder om, at Biden først mistede sin kone og datter i et trafikuheld og senere sin voksne søn, der døde af kræft:

»Det har gjort Biden i stand til at sætte sig ind i andres folk smerte og tale ærligt og åbent om lidelser. Det er det absolutte modsatte af Donald Trump, og det havde amerikanerne virkelig brug for under COVID-19, som har taget så mange liv og hærget så meget herovre.«

Den anden årsag er, at Biden forstod den nye venstrefløj som en allieret og ikke som en trussel:

»Bernie Sanders og Elizabeth Warren repræsenterer en genfødsel af venstrefløjen i amerikansk politik, som vi ikke har set siden 1970’erne. Biden forstod, at han som moderat demokrat i en periode, hvor venstrefløjen igen kom til at fylde meget i partiet og samfundet, måtte forhandle med dem.«

Biden er ifølge Gerstle den første demokratiske præsident i årtier, som er på arbejderklassens side imod de store virksomheder. Det var spektakulært, at han offentligt tog parti for arbejderne i Alabama i deres konflikt med Amazon. Og det er opsigtsvækkende, at han opfordrer dem til at organisere sig og har fremlagt lovforslag, som gør det nemmere blive medlem af fagforeninger. Han vil omfordele penge fra de rigeste til fællesskabet. Og han har erklæret, at han er villig til at lytte til alle forslag til finansiering af sine store reformer, hvis bare de kun tager penge fra dem, som tjener over 400.000 dollar om året.

»Det minder meget om Roosevelt,« siger Gerstle:

»Han indså, at man skal knytte venstrefløjen og midten i partiet sammen i fælles projekter og en fælles dagsorden. Det blev Roosevelts platform, som gjorde hans reformer så stærke, at de førte til blivende forandringer af det amerikanske samfund. Det er en utroligt svær øvelse, men det er historisk set vejen til succes for Det Demokratiske Parti«.

– Et politisk projekt bliver først til en orden, når den er så stærk, at de ideologiske modstandere overtager den. Spørgsmålet er for mig, om man i USA i dag – uden en fælles offentlighed og uden fælles forståelse af, hvad der er virkeligt og med total politisk polarisering – kan grundlægge en ny orden?

»Det er det vigtigste spørgsmål overhovedet. Roosevelts visioner var så stærke, at republikaneren Eisenhower overtog dem. Reagan, der siden blev den store nyliberalist i USA’s historie, var selv tilhænger af the New Deal i 1960’erne. Og demokraten Clinton endte med at blive mindst lige så nyliberalistisk som Reagan. Det korte svar på, hvordan det lykkes er, at man skal vinde mindst tre valg i træk, fordi man så vil have præget institutionerne, samfundet og økonomien på en måde, som er permanent. Og det andet parti vil være tvunget til at erkende, at det er den nye virkelighed,« svarer Gerstle.

Kan demokraterne i dag etablere sådan et greb om magten?

»Det bliver igen utroligt vanskeligt, men Biden gør efter min opfattelse det rigtige. Han er ikke ideologisk militant. Han siger ikke til republikanerne, at nu skal de æde The Green New Deal fra venstrefløjen, at nu skal de betale historisk kompensation til de sorte på grund af fortidens slaveri, og han angriber ikke de hvide og anklager dem for at være uvidende om alle deres hvide privilegier. Hvis man tager den slags ideologiske kampe i et splittet samfund, splitter man det endnu mere og ødelægger det for sig selv.«

Generelt undgår Biden de ord, som kan virke frastødende på højrefløjen og bekræftende for venstrefløjen. Han taler ind i en amerikansk fællesnævner og til en enighed på tværs af partierne om, at arbejderne skal have bedre job og bedre muligheder. At de rige har for meget, og at de store virksomheder bidrager for lidt til fællesskabet. At økonomien skal være mere retfærdig, og at amerikanerne har fortjent forsikring mod sygdom, beskyttelse mod den globale konkurrence og ordentlig fælles infrastruktur:

»Biden satser målrettet på at lave politik, som gør amerikanernes hverdagsliv bedre. Han satser på, at han kan tiltrække republikanske vælgere, hvis han kan vise dem, at regeringen kan hjælpe dem ud af pandemien og med at få arbejde. De skal mærke, at de får flere penge i lommerne, og at deres børn får bedre chancer. Det var det, Reagan også gjorde. Han spurgte hver enkelt amerikaner, da han skulle genvælges, om de selv syntes, deres liv var bedre end fire år tidligere.«

Immigration som problem

– Det forekommer mig, at immigration er det tema, hvor det er sværest for Biden at opnå et pragmatisk kompromis mellem venstrefløjen og centrum i amerikansk politik?

»Der er en stærk venstrefløj, som kræver åbne grænser for dem, der flygter fra sult, elendighed og forfølgelse. Bidens første impuls var at følge den del af venstrefløjen og åbne for folk fra Centralamerika, som virkelig har behov for at komme ind. Dem, som Trump nægtede adgang eller placerede under rædselsfulde vilkår i bure ved grænsen. Det var Bidens største fejl indtil nu, og det ser ud til blive hans største problem.«

Det handler ikke kun om, siger Gerstle, den ideologiske modsætning mellem venstrefløjen i Det Demokratiske Parti og de republikanske vælgere. Immigration er et moralsk problem, fordi der vil komme flere og flere mennesker i de kommende år, som flygter fra klimaforandringer og fattigdom og søger sikkerhed, samtidig med at flertallet i de privilegerede lande bliver mere og mere skeptiske over for at dele deres land med fremmede:

»Der er allerede flere flygtninge i verden end efter Anden Verdenskrig, og det tal vil kun vokse med klimaforandringerne. Hele ideen om fri bevægelighed støder på grund i realiteterne her. Det er ikke tilfældigt, at Biden har valgt at overlade det her problem til sin vicepræsident, Kamala Harris. Biden har hurtigt måttet erkende, at han havde fejllæst situationen, og at han skal være ekstremt forsigtig her.«

Det amerikanske monarki

– Biden har lige holdt klimatopmøde. Det er ekstremt opmuntrende, at han som USA’s præsident tager et ansvar for at samle verdens ledere i en fælles indsats mod klimaforandringerne. Men hvordan kan vi stole på, at der ikke kommer en ny republikaner og trækker USA ud af det hele om fire år?

»Det kan I desværre ikke stole på. Vores problemer med klima starter og slutter herhjemme. Det skyldes den politiske situation, du selv nævnte tidligere. Hvordan kunne Trump med et pennestrøg trække USA fra Parisaftalen, som Obama havde underskrevet i 2015? Det kunne han, fordi den aldrig var blevet fremlagt i Kongressen, så den kunne blive vedtaget som en egentlig traktat. Det blev den ikke, fordi det ville kræve to tredjedeles flertal i Senatet. Og det havde Obama ingen chance for at opnå. Det har Biden heller ikke.«

Det betyder ifølge Gerstle i praksis, at det amerikanske demokrati fungerer som et moderne monarki, hvor præsidenter regerer som konger, der kan omgøre det, den foregående har udrettet.

»Det er en meget, meget dårlig måde at regere et land på. Så længe den politiske situation er sådan herhjemme, vil verden heller ikke kunne regne med USA. Man vil ikke kunne lave en bindende klimaaftale med USA, iranerne vil ikke kunne lave en ny atomaftale med os, og vi vil ikke kunne lave en ny ikkespredningsaftale om atomvåben. Polariseringen i USA er en konstant forhindring for, at vi kan gøre os gældende i verden.«

Det er derfor, det er så ekstremt vigtigt, at Joe Bidens projekt lykkes, siger Gerstle. Håbet er, at det gennem konkrete forbedringer af hverdagslivet, oplevelsen af retfærdighed i økonomien og af, at den grønne omstilling giver bedre muligheder for arbejderklassen, vil lykkes Biden og demokraterne at vinde opbakning fra republikanske vælgere. Frygten er, at republikanerne vinder flertal i begge kamre i Kongressen ved midtvejsvalget i 2022 og præsidentvalget i 2024. Og de så kan rive alt det i stykker, som Biden har bygget op.

»Det gode er, at der trods alt var så mange, som stemte imod Trumps visioner for fremtidens Amerika. Hvis det skal fortsætte, skal Biden overbevise republikanske vælgere om, at hans vej og ideologi vil hjælpe dem. Hans første 100 dage har været overbevisende og ambitiøse. Men hvis du inviterer mig tilbage at tale med dig i 2022 eller 2024, vil jeg være mere tryg ved at udtale mig om, hvorvidt USA igen kan tage ansvaret for nogle af de ekstremt store problemer i verden, vi alle sammen står over for.«

Dette er en redigeret udgave af en samtale, som blev gennemført på Zoom tirsdag den 27. april. Du kan se eller gense videosamtalen i sin fulde længde her.

 

Se hvem Rune Lykkeberg interviewer næste gang og tilmeld dig det virtuelle arrangement her. Det er gratis for Informations abonnenter. 

Serie

Langsomme samtaler der sætter verden sammen

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branko Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden.

Alle afsnit findes også som podcast. Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

Podcast

Langsomme samtaler der sætter verden sammen

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer nogle af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Cornel West og Branco Milanovic, kommer de rundt om poesi og popmusik, politik og moralsk orden. Interviewene kan også ses på video.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vældig interessant samtale her
- Mere af det her, Rune!

Steen Sommer

Et interview/samtale og analyse, fra et virkelig vidende menneskes ud - og fremsyns perspektiv. Giver trods mange overskyggende kriser, forhåbninger.

Kendte ikke til Gary Gerstle.

Tak til Rune Lykkeberg for at bringe denne frem

Hanne Utoft

"»Der er en stærk venstrefløj, som kræver åbne grænser for dem, der flygter fra sult, elendighed og forfølgelse. Bidens første impuls var at følge den del af venstrefløjen og åbne for folk fra Centralamerika, som virkelig har behov for at komme ind. Dem, som Trump nægtede adgang eller placerede under rædselsfulde vilkår i bure ved grænsen. Det var Bidens største fejl indtil nu, og det ser ud til blive hans største problem.«"

Naturligvis er det et stort problem at Biden ikke har gjort noget progressivt ved migrantsituationen ved den mexicanske grænse; endnu et brudt valgløfte.

Biden-administrationen bygger desuden videre på Trumps mur - tilmed eksproprierer man fortsat privat ejendom fra nedre middelklasse mhp. at kunne bygge videre.

Bidens løfter til arbejderklassen er for en stor part fortsat uopfyldte - og mht. den offentlige option i sundhedsforsikring er det helt opgivet. Det samme gælder den stabiliserende og fredsudviklende udenrigspolitik; her trapper Biden op overfor Rusland, Kina, Iran og Syrien - foruden at fastholde Trumps reaktionære støtte til kupaktiviteter i Venezuela og Nicaragua. I Yemen har han foretaget lidt kosmetisk ændring på den amerikanske våbenforsyning - og scoret lidt humanitære point på denne konto.

Mht. 15 dollar minimumløn; der er gjort et håbløst forsøg - og der planlægges endnu ét. Mht. eftergivelse af studielån; intet nyt. Mht. infrastrukturplanen; den fremlagte er underfinansieret og klart utilstrækkelig. Mht. Covid-19 programmet/lovpakken; denne har midlertidig karakter, hvorfor der absolut intet kan siges om nogen strukturel forandring - den kan vise sig at være en lap.

Og ... Washington Post har netop annonceret at man indstiller sin præsidentielle løgnedetektor; der er åbenbart ikke brug for den post-Trump. Hvilket signal, nu hvor en præsident, som historisk har løjet mindst lige så meget som Trump, sidder på posten. Men et signal, som indskriver sig i den ukritiske begejstringsbølge, som på propagandistisk vis skyller hen over Vesten - især blandt socialliberale og intellektuelle - og naturligvis vil vende det blinde øje til en lang række af Biden-administrationens nu- og fremtidige gerninger. Længe leve det illusionsbårne tilskuerdemokrati.

Thomas Bruun

Tak til dig Hanne, at udstille avisens fuldkomment kritikløse gengivelse af "Demokratisk"propaganda" og omgang rendyrket bullshit sammenligning af Biden og FDR. Han er ikke engang så "progressive" som Carter var i sin tid. Skal man endelig lave en sammenligning, så er det Ronald Reagan vi skal støve af og selv her ligger Biden til højre for.

Det er mere end patetisk trist, at så godt som samtlige danske medier ukritisk gentager amerikanske mediers (minus Fox "News", der dog på ingen måde er nogen journalistisk bastion heller) propaganda, der efterhånden mere og mere spytter ligeså meget uvirkeligt mundlort, som det nordkoreanske statsmedie. Ejes de efterhånden også af de samme oligarker som de amerikanske...? Beskæmmende er det i hvert tilfælde og har været det længe.