En arabisk konge, en oprørsk prins og en dronninge(sted)mor – forstå magtkampen i det jordanske kongehus

Hvad der umiddelbart lignede en banal paladsintrige i Jordans kongefamilie i sidste uge, kan eskalere til en national krise, der ifølge kilder i Amman truer det ellers stabile arabiske monarki med borgerkrigslignende tilstand, medmindre demokratiske reformer gennemføres her og helst nu.

Efter en uges dramatisk uvished, hvor kong Abdullah II satte sin yngre halvbror, den 41-årige prins Hamzah i husarrest for »opfordring til oprør«, og arresterede dele af hans personlige stab og netværk, synes normaliteten at være genoprettet.

Søndag blev kong Abdullah og krisens hovedperson filmet sammen ved en kransenedlæggelse i Amman i anledning af Jordans 100 år som selvstændigt monarki. Men uden at der – som normalt – blev holdt taler eller på anden måde markeret forbrødring.

Baggrunden for postyret er prins Hamzahs stedse mere åbne tilslutning til den jordanske oppositions kritik af det autoritære kongedømmes korruption og nepotisme. For første gang høres åben kritik af kong Abdullahs person ved demonstrationer og i radioshows, hvor folk ringer i ind. Traditionelt er politisk dissens rettet mod regeringen, da monarken er hævet over kritik og i øvrigt jævnlig fyrer sine premierministre, hvis den folkelige kritik bliver for højlydt.

Men en anstrengt økonomi og svigtende turisme som følge af coronapandemien – samt svækket politisk position som følge af Israels tilnærmelse til de rige Golf-monarkier – har ført til krav om afholdelse af »nye gennemsigtige og demokratiske« valg, der »repræsenterer folket og med rum for frihed«, lyder det fra oppositionsgruppen ’Hirak Shaabi’ (Folkebevægelsen).

Ved det seneste valg i november 2020 var stemmeprocenten 29, og ifølge en repræsentant for oppositionen, der udtaler sig til Information mod løfte om anonymitet, kan alternativet blive, at »krisen eskalerer fra at være en konflikt med regeringen til en konflikt med troninstitutionen«.

Oppositionen har erklæret, at kløften mellem det overvældende flertal af fattige og klassen af indflydelsesrige korrupte og pengestærke med gode forbindelser til hoffet, nu er så dyb, at samfundet kan bryde i brand når som helst.

Vred prins i husarrest

Krisen nåede kongefamilien lørdag den 4. april, da militærchefen, general Yusuf Houneiti, opsøgte prins Hamzah i hans palads med en ordre om at »ophøre med at omgås visse kredse og personer«, der er erklærede kritikere af den 59-årige kong Abdullah.

Prins Hamzah har det seneste år deltaget i møder med såvel en bredt funderet sekulær opposition af faglige ledere, pensionerede officerer, intellektuelle og embedsmænd samlet i Folkebevægelsen. Ligesom han har plejet omgang med de beduinklaner i det sydlige Jordan, der danner makronbunden i det jordanske monarki, og som aldrig fuldt ud har sluttet op om den i deres øjne alt for vestlige kong Abdullah. Abdullah er søn af kong Husseins (konge af Jordan 1952-99, red.) anden britiske hustru og hovedsagelig vokset op i England og USA, og hans ’gebrokne’ arabisk er generelt til grin.

Det hører med til billedet af konflikten, at da den populære kong Hussein kort før sin død i 1999 gjorde Abdullah til sin efterfølger, var det med påbud om, at Hamzah blev udnævnt til kronprins. Det skete, men i 2004 ændrede Abdullah arvefølgen og gjorde sin egen søn, Hussein, til kronprins, hvilket Hamzah – i hvert fald udadtil – accepterede.

Prins Hamzah blev efter generalstabschefens besøg tilbageholdt i sit palads ligesom i hvert fald 18 personer i hans stab eller med forbindelser til prinsen blev arresteret, sigtet for ’tilskyndelse til oprør’.

Prins Hamzah reagerede på de sociale medier med at lække optagelsen af den fjendtlige ordveksling med generalstabschefen og fortalte i en udsendt video, at han var ’anbragt i husarrest’. Her udtalte han også, at »situationen i Jordan har nået et punkt, hvor ingen kan tale eller udtrykke en mening om noget som helst uden at blive arresteret eller chikaneret, og at jeg ikke er ansvarlig for det jordanske folks manglende tillid til regimet, men dette regime tværtimod er ansvarlig for nepotisme og korruption«.

Ligner sin far

Prins Hamzah (hvis mor er kong Husseins fjerde hustru, den amerikanskfødte dronning Noor med syriske rødder og dermed stedmor til kong Abdullah, red.) – mestrer Jordans arabiske dialekter. Han ligner sin far kong Hussein til forveksling og er så folkeligt populær, at en klanleder i Karak, beduinernes hovedby i det sydlige Jordan, citeres for at sige, at »vi elsker og ærer hele kongefamilien, men hvis der blev afholdt en folkeafstemning i dag, ville vi vælge Hamzah som konge, for han er den, der spejler vores tanker og drømme«.

Ved en spontan demonstration i Karak lød parolen »kollonuna Hamzah – Vi er alle Hamzah«. Og i nogle døgn så det ud, som om situationen truede med at komme ud af kontrol. Et dekret om total medietavshed om sagen blev onsdag i sidste uge fulgt op med en skriftlig erklæring fra kong Abdullah på det nationale tv, hvor han meddelte, at »prins Hamzah opholder sig sammen med sin familie i min varetægt og under min beskyttelse«.

Dronning Noor og andre kongelige har tilmed – og ganske usædvanligt – givet deres besyv med i konflikten, hvilket yderligere afslørede dyb splittelse i den kongelige familie. Dronning Noor twittede søndag, at »sandhed og retfærdighed vil sejre for alle de uskyldige ofre for denne onde bagvaskelse«.

I et nu slettet tweet svarede prinsesse Firyal, en tante til både Abdullah og Hamzah, at »dronning Noor og hendes sønner (...) tilsyneladende blinde ambition« er »en nytteløs vildfarelse«. »Bliv nu voksne, drenge,« tilføjede hun.

Den israelske saudi-forbindelse

Udadtil synes kong Abdullah med oplæsningen af erklæringen på tv og søndagens kransenedlæggelsen at have bekræftet, at halvbroren er tilgivet, og at hans sagsmappe er lukket med en beslutning om at lade ham vende tilbage til den royale inderkreds.

Men bortset fra det korte tv-klip er prinsen ikke set siden, han udsendte sin video onsdag i sidste uge, og det har ikke været muligt at komme i kontakt med ham. Det vides ikke, hvor han opholder sig, og om han frivilligt er i kongens ’varetægt’, men officielt er han taget til nåde.

Det storsind omfatter ikke 18 personer, der er fængslet i forbindelse med aktionen mod prins Hamzah. En af de mest prominente er den tidligere hofchef og finansminister Basem Awdallah, en voldsomt upopulær skikkelse, der har gennemført en stribe neoliberalistiske indgreb, ved privatiseringer og frasalg af størstedelen af de statsejede virksomheder, der lagde Jordans statslige økonomi i ruiner.

Awdallah blev for nogle år siden desuden rådgiver for den saudiarabiske kronprins og regent Mohammed Bin Salman, og beskyldes for som ’konsulent’ at have bistået med udarbejdelsen af den såkaldte Abraham-aftale, fredsaftalen mellem Israel og Forenede Arabiske Emirater. Han skal endvidere have opkøbt palæstinensiske ejendomme i det arabiske Jerusalem og videresolgt dem til israelere, hvorfor han er forhadt af både jordanere og palæstinensere, der udgør halvdelen af Jordans befolkning.

Awdallah, der menes at have jordansk, saudiarabisk og amerikansk statsborgerskab, var blandt de anholdte i efterklangen af prins Hamzahs husarrest. Men det vides ikke, om han er blev løsladt og eventuelt sendt tilbage til Saudi-Arabien, der anmodede om hans løsladelse.

Imidlertid er analytikere enige om, at påstanden om, at han skulle være i ledtog med prins Hamzah i komplot mod kongen, er usandsynlig. Analytikere i Amman siger til Information, at formålet med koblingen til Awdallah udelukkende har til formål at miskreditere prinsen.

Dette understøttes yderligere af Hassan Barari, en respekteret jordansk politilog ved Qatar Universitetet, der i Financial Times påpeger, at Hamzahs kontakter med oppositionen og klanlederne i Karak netop var rettet mod Awdallahs økonomiske politik som finansminister og tæt på kong Abdullah.

Ro på – men hvor længe?

Mandag var der tilsyneladende ro på i Jordan. Angiveligt har prinsen underskrevet en erklæring, hvor han tilsiger kongen fuld loyalitet, og som er blevet oplæst på jordansk tv.

En jordansk analytiker, Soufian Tell, siger dog i en kommentar til den egyptiske oppositions-tv-kanal i Istanbul, Mekameleen, at når Jordans konge skriver breve til folket i stedet for at gå direkte på tv, er det af to grunde: at han ikke mestrer den arabiske jordanske dialekt. Og at man normalt ville forvente at se prins Hamzah i den situation stå ved hans side, da han nu har erklæret, at prinsen er benådet.

Derfor antager iagttagere i Amman, at krisen er afsluttet fuldstændigt. Men at »gløder forbliver under asken«. Hvilket udgør en fortsat udfordring for tronen, hvis hidtidige krisehåndtering hovedsagelig har bestået i at feje problemerne ind under paladsets gulvtæpper med en form for krisestyring, der går årtier tilbage.

Hirak Shaabi – Folkebevægelsen – har med prins Hamzah-affæren fået et argument i afvisningen af den gængse formel for stabilitet, som går ud på, at kongen har kunnet bevare sin autoritære magt i de ti år efter Det Arabiske Forår ved at advare befolkningen mod, at enhver dissens kan omdanne Jordan til et nyt Syrien eller Irak.

Kongen har solgt sig selv som garanten for stabilitet i landet, der med grænse til Israel, den besatte Vestbred, Syrien, Irak og Saudi-Arabien er geografisk centrum i en krigs- og kriseplaget region. Jordanerne har hidtil købt denne fortælling, men Folkebevægelsen mener, at det ikke kan blive værre end nu med en ungdomsarbejdsløshed på 50 procent, generelt svigtende økonomi og en regering uden kontakt med befolkningens behov.

Heller ikke de jordanske beduinstammer tror længere på kongens garanti for stabilitet, da det især er netop disse beduiner, der er ramt af den økonomiske krise og ligegyldigheden over for den udbredte korruption i den rige og indflydelsesrige Amman-overklasse.

»En redning for Jordan og for kongehuset vil være at starte en proces henimod at gennemføre et reelt demokratisk konstitutionelt monarki,« understreger Folkebevægelsen.