Præsident Joe Biden besluttede i sidste uge at trække de sidste styrker ud af Afghanistan og dermed afslutte USA’s længste krig. Men hvad sker der, når USA og de NATO-allierede trækker sig ud?
Svaret på det spørgsmål handler også i høj grad om, hvordan Afghanistans nabolande stiller sig.
Tyrkiets Erdogan vil styrke sin position i Centralasien
Som det eneste muslimske land, der er medlem af NATO, har Tyrkiet altid haft en særstatus i Afghanistan. I årevis har tyrkerne været involveret i uddannelsen af afghanske regeringsstyrker, men de har – trods pres fra Washington – aldrig været i direkte kamp mod Taleban.
I dag er Tyrkiet muligvis det eneste i land i verden, som afghanere fra alle politiske ståsteder er villige til at stole på. Det forklarer, hvorfor præsident Biden kort efter meddelelsen om tilbagetrækningen af amerikanske tropper, overdrog den tyrkiske præsident Erdogan ansvaret for fredsforhandlingerne med Taleban. De finder sted i Istanbul efter Eid-højtiden i midten af maj, og mange håber, at en endelig fredsaftale kan komme på plads.
For præsident Erdogan er rollen som mægler en tiltrængt gave fra Washington. Forholdet mellem USA og Tyrkiet har ramt et historisk lavpunkt, så nu får Erdogan en kærkommen mulighed for at skabe tillid til Biden-administrationen.
Men den helt store gevinst for Erdogan handler om mere end det.
Over de senere år har tyrkerne haft en ambition om at spille en større rolle internationalt. Ankara har involveret sig i forskellige regioner fra Libyen i Nordafrika til Nagorno-Karabakh i Kaukasus, og nu tyder alt på, at Tyrkiet ligesom en række andre asiatiske lande ønsker at udfylde et tomrum efter amerikanernes exit og måske spille en større rolle i Centralasien.
Tyrkiet har allerede fuldført mere end 1.300 projekter i Afghanistan siden 2001. Man har bidraget til forskellige samfundssektorer såsom uddannelse, sundhed og militær. Der er blevet bygget hospitaler, skoler og veje.
Ankara har også åbnet konsulater i Mazar-e Sharif og Herat og forbereder sig på at åbne et tredje i Kandahar, Talebans tidligere højborg. Hvis alt går efter planen med fredsforhandlingerne i Istanbul, vil Tyrkiet efter den amerikanske tilbagetrækning få mulighed for at styrke sin position i Centralasien og måske også forbedre forholdet til Washington efter flere års uenigheder om kurderne i Syrien og køb af kontroversielle russiske missiler.
For Iran er hovedprioriteten stabilitet i Afghanistan
Irans forhold til Afghanistan har altid været modsætningsfyldt. Da USA efter invasionen i 2001 smed talebanerne ud af Kabul, skete det blandt andet med hjælp fra Revolutionsgarden. Iran støttede altså op om invasionen og samarbejdede i de første måneder fuldt ud med USA. Teheran var meget aktiv i dannelsen af den afghanske regering og lokkede afghanske krigsherrer til genopbygningskonferencen i Bonn i december 2001.
Men alt ændrede sig en måned senere i januar 2002, da USA’s daværende præsident George W. Bush stemplede Iran, Irak og Nordkorea som »ondskabens akse«. Siden har iranerne haft et formelt forhold til den afghanske regering, samtidig med at man har støttet Taleban med våben for at underminere den amerikanske tilstedeværelse.
Nu trækker amerikanerne sig endelig ud; et mål, iranerne har haft for øje i 20 år. Men USA’s tilbagetrækning kan faktisk gå hen og blive en hovedpine for Teheran. For hvis der er noget, iranerne frygter, er det ustabilitet i nabolandet.
Iran er ligesom Indien og Rusland ikke interesseret i, at Taleban bliver magtfuldkomne i Kabul som i 1990’erne. Ironisk nok støtter iranerne altså op om de amerikanskbyggede semidemokratiske institutioner, og officielt insisterer Teheran på en ligelig magtfordeling mellem afghanerne.
At stabilitet for iranerne har højeste prioritet, hænger sammen med det faktum, at Iran deler grænse både med Afghanistan og Pakistan. To ustabile naboer med en masse sunnimilitante ekstremister, der lever af at smugle mennesker, våben og opium.
Desuden deler afghanerne og iranerne vandressourcer, der udspringer i Hindu Kush-bjergene i Afghanistan. Enhver konflikt om magten i Kabul kan potentielt føre til uro i de østlige iranske provinser.
Så alt i alt tyder meget på, at iranerne foretrækker en konstruktiv og pragmatisk vej, den dag USA trækker sig ud. Iranerne vil efter alt at dømme samarbejde med andre regionale magter, der arbejder for fred i Afghanistan, og sikre, at der er ro i nabolandet efter 20 års krig.
Rusland vil holde jihadismen i ave
Da USA for 20 år siden invaderede Afghanistan for at vælte Taleban-regimet, støttede Rusland op om Washingtons krig mod terror.
Russerne bakkede fuldt ud om den nye afghanske regering ledet af Hamid Karzai. Senere blev russerne dog mistroiske over for Washingtons militære tilstedeværelse. Frygten for permanente amerikanske baser i baghaven har fyldt en del lige siden.
De senere år er forholdet mellem Moskva og Washington blevet forværret på grund af blandt andet konflikterne i Syrien og Ukraine. Det har fået Rusland til at investere mere tid i Afghanistan efter flere års politisk fravær.
I dag er russerne tilbage, og spørgsmålet om sikkerhed i Afghanistan fylder meget i russisk politisk bevidsthed. Bekymringen er, at øget ustabilitet kan sprede sig i Centralasien og destabilisere Ruslands nærområder. Strømmen af narkotika, der ankommer til Rusland, er et vedvarende problem, men det er især truslen fra ekstremistiske ideologier, der fylder i Rusland.
For at sikre fred taler russerne i dag med samtlige politiske og militante grupperinger i Afghanistan, herunder Taleban. Og da Taleban har vist sig umulig at besejre militært, er det russernes overbevisning, at det er nødvendigt at engagere bevægelsen politisk for en stabil fremtid.
Ligesom Iran og Indien er russerne heller ikke interesseret i, at Taleban tager hele magten i Afghanistan. For at undgå kaos har russerne derfor arbejdet på at styrke forholdet til de regionale magter i Asien, herunder især Pakistan, som stadig trækker i trådende, når det kommer til Taleban.
Alt i alt kan russerne glæde sig over, at USA trækker sig tilbage fra Ruslands sydlige flanke. Nu handler det bare om at sikre stabiliteten, og på lidt længere sigt handler det måske om at styrke den geopolitiske position i regionen efter 20 års amerikansk tilstedeværelse.
Pakistan vil holde Indien ude og Kabul i skak
I tyve år har Pakistan spillet et risikabelt dobbeltspil i Afghanistan. På den ene side har Islamabad indkasseret milliardbeløb i amerikansk militærstøtte for at bekæmpe den afghanske gren af Taleban, mens selv samme Taleban har haft frit lejde over grænsen og placeret sit hovedkvarter på den pakistanske side.
Det har været muligt, fordi USA har haft brug for pakistanske militær- og flybaser i jagten på al-Qaeda. I begyndelsen af krigen forsøgte Pakistan at holde Taleban-støtten hemmelig. I dag rejser Taleban-ledere uden videre mellem Pakistan og Mellemøsten eller Kina og tilbage igen, når Afghanistans fremtid er til forhandling.
Ikke overraskende har de pakistanske forbindelser til NATO-alliancens fjender vakt vrede i både Washington og Kabul. Når Pakistan har holdt fast i sin strategi, skyldes det landets historiske og omfattende fokus på ærkefjenden Indien.
Militæret og efterretningsvæsnet er dominerende institutioner i den pakistanske stat, og de er overbevist om, at Indien ønsker at styrke sin position i Afghanistan for at svække Pakistan. Skrækscenariet er en krig med Indien på to fronter. Rationalet er derfor, at Indien for enhver pris må holdes ude af Afghanistan. Samtidig har Pakistan på slet skjult maner udnyttet og huset militante grupperinger, der har gennemført terrorangreb i Indien.
Men prisen har været høj. Islamisk militarisme lever i bedste velgående på den pakistanske side af grænsen, og her har regeringens parløb med USA ikke været populært. Det gælder både blandt flere regionale oprørsgrupper, der er i konflikt med militæret, samt hos den pakistanske gren af Taleban. Borgerkrig i Afghanistan vil selvsagt forværre den i forvejen skrøbelige sikkerhedssituation i flere dele af Pakistan. Samtidig vil en eskalering af krigshandlingerne mellem Taleban og den afghanske regering med stor sandsynlighed sende flygtningestrømme ind over grænsen.
Alligevel er Pakistan et af de lande i regionen, der står til at vinde mest ved USA’s tilbagetrækning. Årtiers involvering i Afghanistans interne anliggender og det tætte parløb med Taleban sikrer pakistansk indflydelse og skaber flere problemer for New Delhi end for Islamabad.
Indien har ikke meget godt at sige om USA’s exit
Den indiske forsvarschef, Bipin Rawat, udtalte forleden til avisen The Hindu, at han er bekymret. Med det amerikanske tilbagetog fra Afghanistan befinder landet sig i ukendt territorium, hvor Taleban kan udnytte et magttomrum, der samtidig risikerer at skabe plads for terrorgrupper som Islamisk Stat.
Set fra New Delhi er der ikke meget godt at sige om det amerikanske exit – eller den måde, USA har håndteret processen på. Indien havde helst set, at forhandlingerne om Afghanistans fremtid foregik på Kabul-regeringens præmisser med klare krav om at opretholde landets demokratiske styreform.
I stedet har USA valgt at trække sig fra landet uden at stille den form for ultimatum. Taleban sidder derfor med gode kort på hånden.
For Indien ville det værste scenarie være, hvis Taleban overtog kontrollen med hele landet og genindførte det islamiske styre, der kendetegnede bevægelsens tid ved magten før 2001. Det er ikke en periode, New Delhi tænker tilbage på med glæde. Taleban tillod etableringen af adskillige islamistiske grupper, der med eller uden støtte fra Pakistan siden udførte angreb i den indiske del af Kashmir. Det gælder militante grupper som Jaish-e-Mohammad og Lashkar-e-Taiba, der begge har tætte bånd til Taleban og al-Qaeda. Indien har beskyldt sidstnævnte for at stå bag terrorangrebet på landets parlament i 2001 og Mumbais finanscentrum i 2008 samt et selvmordsangreb i indisk Kashmir for to år siden, der kostede 40 indiske sikkerhedsstyrker livet.
Efter Talebans fald var Indien det første land til at indgå en strategisk partnerskabsaftale med regeringen i Kabul, mens milliarder af indiske udviklingsmidler er gået til infrastruktur, humanitær bistand og udviklingsprojekter.
Delhi ser fortsat et demokratisk Afghanistan som det bedste værn mod fjendtligsindede islamistiske grupper og pakistansk indflydelse. Derfor er Indien blandt præsident Ghanis mest udtalte støtter. Men den afghanske leder skal ikke regne med, at indiske soldater kommer ham til undsætning, selv hvis Taleban nærmer sig Kabul.
Kina frygter krig og terror i grænselandet
For Kina har USA’s massive militære tilstedeværelse i Afghanistan aldrig været nem at acceptere. Men nøgternt set har få nationer været mere begunstiget af NATO-styrkernes tilstedeværelse end netop Kina.
Forholdet mellem de to nabolande var alt andet end godt, da Taleban var ved magten. Kina beskyldte dengang Afghanistan for at træne og beskytte muslimske separatister fra den kinesiske Xinjiang-provins. For selv om de to landes grænse blot er på 76 kilometer – den korteste af Kinas mange landegrænser – har den stor bevågenhed i Beijing.
Den kinesiske partistat har længe har haft et nervøst forhold til sine muslimske borgere i Xinjiang og har de seneste år reageret ved at spærre hundredtusindvis af dem inde i interneringslejre og underlægge resten en ekstrem grad af overvågning og kontrol. Den kinesiske ledelse frygter derfor, at den magtkamp imellem Taleban og den siddende afghanske regering, der må forventes at følge den amerikanske tilbagetrækning, vil lede til kaos og krig og en forværret sikkerhedssituation i grænselandet.
Kina har derfor indledt egne forhandlinger med Taleban for at stå bedre i tilfælde af et magtskifte i Kabul. Det handler også om at beskytte økonomiske interesser og muligheder i det ressourcerige naboland. Et statsejet kinesisk selskab har investeret tre milliarder dollar i en kobbermine – den største udenlandske investering i Afghanistan til dato.
Aftalen blev indgået for over ti år siden og skulle oprindeligt også føre til konstruktionen af en jernbane og et kulkraftværk. Men på grund uoverensstemmelser mellem den afghanske og kinesiske regering ligger mineområdet stadig øde hen. Taleban ved magten vil næppe gøre det nemmere at investere i landet – det vil en langvarig borgerkrig med sikkerhed heller ikke.
I hvilket omfang Kina vil forsøge at øge sin indflydelse i Afghanistan, afhænger også af, hvordan andre lande positionerer sig. Pakistan og Kina har tætte bilaterale relationer, og heller ikke den kinesiske ledelse er interesseret i, at se Indien få mulighed for at indtage en mere prominent rolle i regionen.
