Biden presser verdens ledere tilbage i klimakampen

Der er i sig selv noget bevægende i, at en gammel mand på 78, bedstefar med syv børnebørn og det meste bag sig, kaster sig ud i et frygtindgydende felttog for at omkalfatre selve The American Way of Living og samtidig ansporer resten af verden til at realisere den mest radikale omstilling af samfundene og den globale økonomi i århundreder.

Der er så meget, der kan gå galt undervejs, så megen institutionel og mental træghed, så stærke modvillige kapitalinteresser, så snævre og kortsigtede nationale dagsordner, at chancerne for at lykkes og komme rettidigt i mål er tvivlsomme.

Men ikke desto mindre indleder han altså felttoget, Joe Biden, selvskreven medlem af Bedsteforældrenes Klimaaktion.

»USA venter ikke, prisen for forsinkelse er for stor. Vor nation er stålsat på at handle nu,« meddeleler USA’s præsident i den erklæring, der blev lagt på Det Hvide Hus’ hjemmeside ved begyndelsen af Bidens virtuelle klimatopmøde, Leaders Climate Summit, der løber torsdag og fredag med taler fra 40 stats- og regeringschefer foruden repræsentanter for verdenssamfundets institutioner – FN, IMF, Verdensbanken og ledende erhvervs- og finanssektorfolk.

Det er i samme erklæring, at den amerikanske regering annoncerer et nyt forpligtende klimamål, indleveret til FN’s klimasekretariat torsdag: 50-52 procent nettoreduktion af de amerikanske drivhusgasudledninger i 2030, målt i forhold til 2005-niveauet. Som del af dette skal USA’s elsektor være 100 procent fri for CO2-forurening i 2035.

Joe Biden meddelte også torsdag, at USA vil fordoble sin økonomiske klimabistand fra 2024.

Mange ambitioner, få løfter

Efter førstedagen af Joe Bidens klimatopmøde kan man fastslå flere ting: Ingen af dagens mange regeringsrepræsentanter anfægter længere klimatruslens alvor endsige behovet for mere ambitiøs handling, og ingen går i infight med hinanden om skyld og ansvar. Der er et unisont signal om, at alle kræfter nu må sættes ind for at bremse klimaændringerne. Men samtidig præsenterede kun én af de pågældende stats- og regeringschefer nye forpligtende klimamål, som synes at leve op til Parisaftalens mål om at bremse den globale opvarmning før 1,5 grader.

Alle talere bragte noget med til festen i form af budskaber om nye grænseoverskridende klimapartnerskaber, udvidede investeringsprogrammer for vedvarende energi, penge til ulandes klimaindsats, kampagner for skovplantning m.m. Men kun få annoncerede nye skærpede CO2-reduktionsmål, kaldet Nationally Determined Contributions (NDC’er) i FN-jargonen, og de, der gjorde det, brugte forskellige basisår og målår, som gør det til en større udfordring for de dygtigste klimanørder at omregne, så ambitionsniveauerne kan sammenlignes.

USA’s eget nye klimamål – 50-52 procent reduktion i 2030 – er et spring fremad i forhold til målet fra Barack Obamas tid: 26-28 procents reduktion i 2025 i forhold til 2005, ifølge fagfolk ved forskergruppen Carbon Brief svarende til 38 procent reduktion i 2030.

For at være på ret kurs mod 1,5 graders målet bør det amerikanske mål imidlertid være på 57-63 procent reduktion i 2030, vurderer et andet forskerhold, Climate Action Tracker.

Tilsvarende er EU’s netop vedtagne 2030-mål et fremskridt, men ikke fremskridt nok. Målet om mindst 55 procent nettoreduktion i 2030 burde være 65 procent, siger fagfolk.

På ret kurs blandt de store udledere er formentlig kun Storbritannien med det nye mål annonceret tirsdag: 78 procent reduktion af udledningerne i 2035, målt i forhold til 1990.

»Vi ønsker at se tilsvarende ambitioner verden rundt,« sagde den britiske premierminister Boris Johnson, da han talt på klimamødet torsdag. Hjemme i Storbritannien efterlyser miljøorganisationer og klimafolk de politiske beslutninger, der kan gøre det ambitiøse mål til virkelighed.

Blandt de øvrige meldinger var Japans opjustering af sit ambitionsniveau til 46 procent udledningsreduktion i 2030 sammenlignet med 2013-niveauet og Canadas nye bud om 40-45 procent reduktion i 2030, målt i forhold til 2005. Når Canada ikke går længere, er det, fordi premierminister Justin Trudeau ikke vil lukke landets profitable, men stærkt klima- og miljøbelastende tjæresandsfelter.

Kina uden mål

Kinas Xi Jinping havde ikke noget NDC-mål med, gentog blot, at de kinesiske udledninger skal toppe i 2030, og at Kina skal nå CO2-neutralitet i 2060. Til gengæld understregede den kinesiske leder – ligesom regeringslederne fra blandt andet Saudi-Arabien, Brasilien og Sydafrika – at princippet fra Parisaftalen om ’fælles, men differentieret ansvar’ stadig gælder: Kodeord for at de rige i-lande fortsat skal forpligte sig til mere end verdens udviklingslande.

Sydafrikas budskab var, at landets CO2-udledninger skal toppe i 2025, Saudi-Arabien bebudede, at 50 procent af landets elforbrug vil blive dækket af grønne energikilder i 2030. Brasiliens Jair Bolsonaro lovede at stoppe illegal fældning af Amazonas’ regnskov i 2030 og hævdede, at Brasilien vil nå netto-nul udledning i 2030, takket være den enorme evne til CO2-opsugning, regnskoven rummer. Rusland, Indien og Australien havde ikke noget nyt klimamål med, Sydkorea bebudede, at et nyt NDC-mål er på vej.

Sådan fyldtes førstedagen af Joe Bidens klimamøde af løfter om lederskab på klimaområdet, men fravær af forpligtende nye mål, der kan sikre vejen til Paris-målene. Ifølge Carbon Action Tracker har 51 lande siden Parisaftalen i 2015 indleverede nye NDC-mål til FN’s Klimasekretariat, hvoraf kun en del er skærpede mål, syv lande har foreslået nye mål, men ikke indleveret dem, og 106 lande har ikke siden 2015 opdateret deres klimamål.

Alle verdens lande skulle ifølge Parisaftalen have øget deres ambitionsniveau forud for det klimamøde i december sidste år, COP26, som blev aflyst på grund af coronapandemien – nu har virussen forlænget fristen frem til november i år, hvor man håber at kunne afholde COP26 i Glasgow.

Tilbage på sporet

Rundt om klimatopmødet har nobelpristagere og erhvervsledere afsendt appeller til de politiske ledere om at tage ansvar, unge og ældre klimaaktivister har aktioneret, og internationale nøglepersoner og autoriteter har leveret deres budskaber om den truende situation, verden står i.

FN’s Generalsekretær Antonio Guterres advarede torsdag om, at »vi står på afgrundens rand«, mens den tidligere leder af FN’s klimasekretariat Christiana Figueres skriver i sit nyhedsbrev, at i takt med at »videnskaben forbedres, vil det ikke overraske mig, hvis vi når frem til, at 2050 er for sent at nå til netto-nul udledning, hvis Parisaftalens temperaturmål skal være inden for rækkevidde«.

Ord er taknemmelige, og torsdag var der mange af dem. Men selv om mange af de officielle budskaber var præget af varm luft og fugle på taget, så binder ord også. Løfterne og advarslerne sætter sig spor i den kollektive bevidsthed og vender tilbage til afsenderne fra civilsamfundets aktivister. I bedste fald som påmindelser om, hvad der skal leveres, i værste fald som anklager om svigt og hykleri.

I et brev offentliggjort i magasinet Vogue op til klimamødet, skriver den svenske klimaaktivist Greta Thunberg:

»Jeg har mødt mange verdensledere, og selv de indrømmer, at deres mål ikke er på linje med, hvad de har forpligtet sig til. Det er naturligt. De gør blot, hvad de anser for politisk muligt. Deres job er at opfylde vælgeres ønsker, og hvis vælgere ikke kræver reel klimahandling, så vil der naturligvis ikke ske nogen reel forandring. Det er heldigvis sådan, demokratiet virker.«

Bedstefaren i Det Hvide Hus har ikke reddet verden, men han har bragt den internationale klimakamp tilbage på sporet.