England overvejer et opgør med fodboldens pengemænd efter Super League-skandalen

At uventede kriser skaber uventede helte blev bekræftet igen tirsdag, hvor den engelske premierminister, Boris Johnson, blev hyldet for sin rolle som manden, der var med til at redde landets fodboldkultur fra angrebet fra storkapitalen i form af de 12 klubber bag det såkaldte Super League-projekt.

Boris Johnson kommer ellers fra den britiske overklasse og har aldrig udtrykt nogen særlig affinitet for arbejderklassens foretrukne fritidsfornøjelse.

Hans yndlingssport siges at være Wall Game; det brutale, rugbylignende spil, der praktiseres på den eksklusive privatskole Eton, hvor han er uddannet. Og så sent som tirsdag formiddag bekræftede hans talsperson, at premierministeren »ikke var tilhænger af noget fodboldhold« og ikke kunne huske, hvornår han sidst havde sat foden på et fodboldstadion.

Få timer senere var tonen en noget anden.

Da havde Boris Johnson personligt grebet ind i den eskalerende krise omkring den europæiske fodboldliga for tophold, Super League, via et virtuelt møde med repræsentanter fra det engelske fodboldforbund og Premier League samt oprørte fodboldfans.

På mødet kaldte premierministeren med de populistiske instinkter ideen om en Super League for et fodboldmæssigt »kartel« og lovede at gøre alt, hvad han kunne for at forhindre den nye piratliga i at blive ført ud i livet, herunder at kaste en »lovmæssig bombe« på den.

»Det kan synes mærkeligt, at en indædt tilhænger af det frie marked som mig argumenterer for, at staten og regeringen skal gribe ind i sager, der handler om sport og konkurrence (…) men fodbold er anderledes. Fodbold er lige så vigtigt for denne nation som vores kulturarv,« sagde Johnson – der i øvrigt også fik tid til at græmmes over, at landets stolte fodboldklubber var blevet »bankernes legetøj.«

Og set på bagkant er det hævet over enhver tvivl, at premierministerens personlige indgriben og håndfaste trusler mod de engelske deltagere i Super League var en af de ting, der fik de medsammensvorne bag udbryderkonceptet til at ryste på hånden.

For ét er at overvinde tilhængernes vrede og tåle hånen fra det samlede korps af fodboldkommentatorer. Noget helt andet er at blive udsat for det engelske lovgivningsapparats kollektive styrke.

Eller som en kilde fra en af de involverede klubber sagde til The Times:

»Det er aldrig godt for fodbolden, når premierministeren involverer sig personligt i sagen. Så skal man pludselig forholde sig til trusler om en uafhængig kontrolinstans, en dybdegående analyse af hele sporten, og guderne må vide hvad ellers. Det kan godt være, at det er naivt, at ingen (af de engelske klubber bag Super League, red.) forventede sådan en form for reaktion – men det er altså sandheden.«

Og nu er sandheden som bekendt også, at Super League-projektet er dødt, og overalt i de engelske medier hyldes Boris Johnson som en af dets banemænd.

Ja, selv den venstreorienterede og notorisk regeringskritiske The Guardian taler om premierministerens »autentiske og principfaste« modstand mod projektet.

Undskyld, undskyld, undskyld

Skal man forsøge at kigge fremad, så er det store spørgsmål naturligvis, hvilke konsekvenser dette ildefarne projekt får for dets hovedaktører og de reguleringsmæssige rammer, som de optræder inden for – både på kortere og længere sigt.

Man kan i hvert fald starte med at konstatere, at de involverede klubber allerede er i fuld gang med at identificere de syndebukke, som kan kastes ud over ringborgen for at formilde de rasende horder.

Således meldte Manchester United allerede tirsdag aften ud, at deres administrerende direktør Ed Woodward stopper med øjeblikkelig virkning.

Woodward har ellers i årevis været en af de mest magtfulde skikkelser i engelsk fodbold. Men han var også en af chefarkitekterne bag Super League-konceptet, og det har altså kostet ham karrieren.

Derudover har de implicerede klubber også fået meget travlt med at undskylde deres engagement i Super League, som de med et pludseligt og fælles klarsyn har indset var meget forkert.

»Vi har lyttet nøje til reaktionen fra vores fans, den britiske regering og andre centrale stakeholders. Vi forbliver tro mod vores forpligtelse til at samarbejde med aktører i hele fodboldmiljøet for at producere holdbare løsninger på de længerevarende udfordringer, der præger sporten,« lød det således fra Manchester United i en pressemeddelelse holdt i det managementagtige newspeak, der illustrerer, hvor langt ledelsen i topklubberne efterhånden har fjernet sig fra de menige fans på pubberne.

Mens Liverpools ejer John W. Henry dog i det mindste udviste det hensyn at kommunikere i et ærligt og direkte sprog til klubbens fans i en tv-optagelse:

»Jeg vil gerne undskylde til alle fans og tilhængere af Liverpool FC for den uro, jeg har forårsaget over de sidste 48 timer. Det siger sig selv, at projektet aldrig skulle være gennemført uden støtte fra tilhængerne. Det er der ingen, der har forestillet sig. Over de sidste to døgn har I meget klart sagt, at I ikke kan acceptere det. Vi hører jer. Jeg hører jer.«

Den tyske model

Det er dog tvivlsomt, om menneskeofringer og undskyldninger af mere eller mindre oprigtig karakter er nok til at redde storklubberne fra de konsekvenser, som deres handlinger har udløst.

Hjulene er nemlig sat i bevægelse, som man siger på den anden side af Nordsøen. Og den britiske regering har allerede benyttet balladen til at genopfriske et af sine valgløfter fra valget i 2019, nemlig løftet om at gennemgå hele fodboldbranchens ejerstruktur og overveje at gennemtvinge andre ejerformer af Premier League-klubberne i stedet for det oligarksystem, der findes i dag, hvor stort set alle klubber i Englands bedste række er i hænderne på oversøiske rigmænd.

»Hele projektet med en Super League viser, hvor ude af trit med virkeligheden, ejerne af de største fodboldklubber er,« udtalte den engelske kultur- og sportsminister Oliver Dowden. »Fodbold er først og fremmest for tilhængerne. Den fanbaserede analyse af fodboldsporten, som vi snarest igangsætter, skal sikre, at episoder som denne aldrig vil gentage sig. Og jeg er helt overbevist om behovet for at gennemføre reformer på dette område.«

Det åbne spørgsmål er naturligvis, hvilke reformer regeringen sigter imod. Lige nu er der kraftig medvind til tankerne om at implementere en såkaldt tysk ejermodel; altså en model, hvor tilhængerne altid ejer mindst 50,1 procent af klubberne, ligesom det er tilfældet i Bundesligaen.

Det er dog usikkert, om Johnson og hans ministre i sidste ende ønsker at gå så vidt. Dels er det tvivlsomt, om en konservativ regering virkelig vil gennemføre den omfattende ekspropriation af personlig ejendom, som en sådan model ville kræve.

Og dels har den tyske model ikke just løst problemet med manglende konkurrence i toppen af den germanske fodboldpyramide. Her har Bayern München som bekendt resideret enerådigt i otte år i træk.

Hvis man spørger en af Englands mest højprofilerede fodboldkommentatorer, den tidligere Manchester United-forsvarer Gary Neville, er der dog ingen tvivl. De implicerede ejere skal sparkes ud af klubberne sporenstregs. Og det gælder ikke mindst den amerikanske Glazer-familie, der ejer hans egen hjerteklub:

»Jeg kan ikke leve med deres angreb på hver eneste fodboldfan i landet,« sagde han til Sky Sports. »De har overskredet grænsen. De er ådselædere, og de skal sparkes ud af denne fodboldklub og ud af landet.«