Analyse
Læsetid: 12 min.

Ezra Klein: Der er fire forklaringer på Joe Bidens forvandling fra kompromismager til reformator

Det lå ikke i kortene, at den lunkne kompromismager Joe Biden på sine første 100 dage ville stille forslag om en række progressive forandringer og træde i karakter som USA’s mest dynamiske præsident i årtier. Men selv om Bidens kursskifte er uventet, er det ikke uforklarligt, skriver den kendte New York Times-podcastvært og forfatter Ezra Klein
Den gængse forklaring på Joe Bidens dramatiske forvandling lyder, at den skyldes coronapandemien. Men det er ikke rigtigt. En af forklaringerne er den fornyelse, der er sket i demokraternes partiapparat. Her ses Joe Biden for bordenden sammen med fra venstre chef for Det Nationale Økonomiske Råd, Brian Deese, vicepræsident Kamala Harris, finansminister Jane Yellen og økonomisk rådgiver Cecilia Rouse.

Den gængse forklaring på Joe Bidens dramatiske forvandling lyder, at den skyldes coronapandemien. Men det er ikke rigtigt. En af forklaringerne er den fornyelse, der er sket i demokraternes partiapparat. Her ses Joe Biden for bordenden sammen med fra venstre chef for Det Nationale Økonomiske Råd, Brian Deese, vicepræsident Kamala Harris, finansminister Jane Yellen og økonomisk rådgiver Cecilia Rouse.

AL DRAGO

Udland
29. april 2021

Joe Biden indså ikke fra den ene dag til den anden, at han havde taget fejl i de 30 år, han har været i politik.

Jeg har dækket hans politiske arbejde i flere år, både da han var senator, da han var vicepræsident under Obama og under den selvransagelsesproces, som valgnederlaget til Trump sendte demokraterne ud i. Her var Joe Biden sjældent – hvis nogensinde – den stemme, der talte for radikale forandringer og en ny kompromisløs politisk linje.

Når man ser på, hvor meget han har udrettet i sine første 100 dage som præsident, kan det være svært at tro, at det er den samme mand.

Den gængse forklaring lyder, at Bidens dramatiske forvandling skyldes coronapandemien. USA står midt i en historisk sundhedskrise, og det skulle have overbevist Joe Biden om, at han har været nødt til at udvise ekstraordinær handlekraft.

Den køber jeg ikke. Coronavirus kan højst forklare hans redningspakke. Men Bidens beskæftigelsespakke, American Jobs Plan til 2.300 milliarder dollar, der skal skabe millioner af job, især i infrastrukturprojekter, og hans kommende American Family Plan til 4.000 milliarder dollar, der skal opgradere uddannelsesektoren, finansiere nye børnepasningstilbud og åbne for betalt sygeorlov, er endnu mere vidtgående udspil, der rækker ud over pandemiens horisont.

Tilsammen tegner de et billede af et omfattende opgør med status quo fra før pandemien, både for USA’s befolkning og for verden. En status quo, Biden endda selv har været med til at skabe, og som han aldrig før har udvist særlig interesse for at ændre på.

Ezra Klein

Født 9. maj 1984.

Amerikansk journalist, politisk analytiker og New York Times-kommentator og podcastvært.

Medstifter af netmagasinet vox.com og tidligere redaktør samme sted, hvor han også var vært på The Ezra Klein Show-podcast.

Desuden forfatter til bogen ’Why We’re Polarized’ fra 2020.

For at forstå, hvorfor præsident Biden har brudt så afgørende med sin egen politiske linje, har jeg i de seneste 100 dage talt med stabsmedlemmer i Det Hvide Hus, med demokratiske kongresmedlemmer, med politiske iagttagere og med Biden-regeringens kritikere. Her er fire bud på en forklaring.

1) Det Republikanske Parti dur ikke som forhandlingspartner

Mange ser årsagen til demokraternes store politiske opbrud i de stærke ideologiske strømninger på partiets venstrefløj. En langt væsentligere faktor er imidlertid det institutionelle forlis, der er sket på den amerikanske højrefløj.

Det har i årtier været normalt for USA’s demokratiske præsidenter, at de har skullet forsøge at komme republikanske vælgergrupper og i hvert fald svingvælgere i møde for på den måde at tage brodden af kritikken fra republikanerne i opposition.

Det var derfor, en tredjedel af Obamas stimulanspakke fra 2009 bestod af skattelettelser. Og det var også derfor, at Obamas sygesikringsreform, Affordable Care Act, var så tydeligt inspireret af den republikanske guvernør Mitt Romneys tidligere sygesikringsreform for staten Massachusetts. Og det var også baggrunden for, at præsident Bill Clintons første finanslov kom til at rumme så mange barske besparelser.

Som senator og som vicepræsident har Joe Biden altid bakket helhjertet op om en tilgang, der gik ud på at bygge bro. Pr. instinkt har han søgt tværpolitiske løsninger og gerne set sig selv som den helt rigtige mand til at skabe de store forlig.

Men hen over de seneste ti år har en stadig mere uforsonlig holdning hos republikanske kongresmedlemmer gjort det af med de traditionelle demokratiske forhåbninger om at føre politik hen over midten.

En central erfaring er netop forløbet omkring Obamas Affordable Care Act: Til trods for at reformen endte som et udvandet ideologisk kompromis, har den mødt indædt modstand fra republikanerne. Et andet eksempel er dengang, den daværende republikanske formand for Repræsentanternes Hus, John Boehner, opgav at få et flertal af sine partifæller til at stemme for den finanslov, han selv havde forhandlet på plads med præsident Barack Obama.

Opsigtsvækkende var også Boehners senere modstand mod overhovedet at sætte Obamas immigrationslovpakke til afstemning i Repræsentanternes Hus i 2013. Og senest har noget af det mest ødelæggende for den demokratiske forligsvilje været den linje, den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, lagde for dagen, da han først saboterede godkendelsen af Merrick Garland, Obamas nominerede kandidat til ny højesteretsdommer, og senere lagde sig i selen for hurtigt at få udpeget en konservativ afløser for den afdøde højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg.

Den slags erfaringer har gjort, at demokraterne i Senatet har mistet tiltroen til, at McConnell nogensinde kan blive en konstruktiv forligspartner. Den erkendelse har fået demokraterne til at tage konsekvensen: De har slået hånden af ham én gang for alle.

 

Approval ratings

Grafen herover viser Bidens såkaldte approval ratings. Det vil sige tilfredshedsmålinger over, hvor mange af vælgerne, der mener, at han gør et godt job som præsident på dag 98 (Biden har siddet 100 dage fredag den 30. april) sammenlignet med tidligere præsidenter på samme tidspunkt.

Bidens tilfredshedsmålinger har i perioden ligget på 53 procent i gennemsnit, mens antallet af amerikanere, der er utilfredse med Biden har stabiliseret sig på omkring 41 procent.

Der er imidlertid en stor kløft mellem de demokratiske og republikanske vælgere i deres bedømmelse af Biden. Ifølge tænketanken Brookings har republikanske og demokratiske vælgere aldrig været mere uenige i deres vurdering af præsidenten, end tilfælder er med Joe Biden. Kløften målt på køn og uddannelse ligger også på rekordniveau.

Og Biden er den eneste præsident, der i den periode hvor der er blevet foretaget målinger – måske nogensinde – der får støtte af mindre end halvdelen af de hvide amerikanere på dette tidspunkt i hans regeringsperiode.

Hverken Barack Obama, Joe Bidens vigtigste strategiske rådgivere eller størsteparten af de demokratiske kongresmedlemmer tror længere på, at republikanerne kan overtales til at stemme for de større demokratiske lovforslag.

Da Mitch McConnell sagde, at »det kun vil gå op for den amerikanske befolkning, at der foregår en stor debat, hvis oplægget ikke er tværpolitisk«, blev hans budskab taget ad notam hos demokraterne. Og siden da er demokraterne holdt op med at tænke i udvandede forslag for at imødekomme de republikanske politikere.

Med kursskiftet er der sat helt nye rammer for politikudviklingen: Demokraterne forhandler nu indbyrdes, og selv om deres sigte stadig kan være at udvikle politik, der er populær nok til, at nogle republikanske vælgere vil støtte den, betyder det mindre, om de republikanske politikere vil.

Retorisk lægger Biden ganske vist stadig op til tværpolitiske løsninger i Kongressen. Men hans regering har overladt det til republikanerne at bevise deres gode vilje og at gøre det på regeringens præmisser. Mere end noget andet har dette skifte åbnet for, at demokraterne har fået større ambitioner i lovgivningsarbejdet.

2) Nye kriser har skabt en ny generation af demokratiske politikere

Et bemærkelsesværdigt generationsskifte i Det Demokratiske Parti er slået igennem: Washington styres i dag i vidt omfang af talentfulde 20-30-årige, der regner på tallene, skitserer lovudkastene og briefer partiledelsen.

Der er markant forskel på tidens nye demokratiske politikere og de foregående generationer, hvis formative år blev defineret af årene med stagflationen i 1970’erne, reaganismens fremmarch i 1980’erne og ​​Clinton-boomårene i 1990’erne.

I stedet er de vokset op i en tid med finanskrise, lammende studiegæld, nye racespændinger og den tiltagende klimatrussel. Der findes undtagelser fra enhver regel – tag bare Bernie Sanders – men generelt har den yngre generation en helt anden holdning til statsmagtens rolle, ​​til markedets betydning og til, hvilke risici politikerne skal tage mest alvorligt.

Jeg har spurgt Brian Deese, den 43-årige leder af USA’s nationale økonomiske råd, hvordan han oplever generationsskiftet. Deese blev allerede betragtet som et økonomisk vidunderbarn i Obama-regeringen. Nu er det ham, der leder præsidentens vigtigste rådgivningsorgan om økonomisk politik. Brian Deese er enig i, at den nye generation af demokratiske stabsmedlemmer ser helt anderledes på verden end den forrige.

»De lægger meget større arbejde i at indkredse de dybereliggende årsager til det seneste årtis stigende økonomiske ulighed. Og de er samtidig langt mere åbne over for nytænkning af den politiske magt og dens dynamikker,« har han fortalt mig.

Deese peger på, at Bidens kursskifte også har vakt fornyet interesse for at finde veje til at styrke de amerikanske fagforeninger – Bidens jobplan lægger sågar op til, at retten til at organisere sig skal lovfæstes. Det er nye toner, som Richard Trumka, leder af USA’s største fagforbund, AFL-CIO, har kaldt »en game changer«.

Biden vil samtidig gennemføre en industripolitik, hvor regeringen direkte subsidierer forskellige industrier for at styre den økonomiske vækst – et markant brud med de økonomiske ideer, der har været fremherskende fra Jimmy Carters præsidenttid til Obamas.

»Den næste generation af økonomer har gjort oprør imod deres forgængere ved at gøre uligheden til nøglespørgsmålet, på samme måde som min generation gjorde oprør mod vores forgængere ved at gøre markedsincitamenter til nøglespørgsmålet. Det er en god ting,« siger Larry Summers, der var finansminister under Bill Clinton og chef for USA’s nationale økonomiske råd under Barack Obama.

3) Biden har mindre tillid til økonomer – ligesom de fleste andre

Obamas store frustration var, at politikere ikke forstod sig på økonomi. Bidens konstante frustration er, at økonomer ikke forstår sig på politik.

Flere økonomer, både i og uden for Biden-regeringen, fortæller, at USA har fået en ny regering, hvor økonomer og finansfolk helt enkelt har langt mindre indflydelse, end man så i tidligere regeringer. Nogle af dem er frustrerede over tabet af indflydelse. Andre har dog fundet sig fint til rette med den nye afbalancering af rollerne.

Der er i dag ikke noget, som ligner den indflydelsesakse, Larry Summers og andre havde i første del af ​​Obamas præsidenttid, eller som Robert Rubin (daværende finansminister, red.) og Summers havde i Clintons regeringstid.

Nok taler Janet Yellen, Bidens finansminister, stadig med vægt i interne diskussioner, og det samme gør nogle af de øvrige økonomer, men de er ikke længere dominerende. Denne forandring afspejler til dels, hvordan Biden selv ser på tingene: Han er mindre akademisk og mere naturligt skeptisk over for den måde, økonomer ser på verden og menneskelig adfærd på end både Obama og Clinton. Men det stikker endnu dybere.

Ved sin magtovertagelse skulle Biden-regeringen forholde sig til flere tidligere regeringers nu kompromitterede økonomiske paradigme. 15 år med finanskriser, eksploderende ulighed og gentagne tilfælde af gældspanik, der aldrig kom til at afspejle sig i højere rentesatser, har lavet buler i den fagøkonomiske ekspertise.

Kernen i paradigmeskiftet er dog først og fremmest klimakrisen.

»Mange fagøkonomer erkendte allerede i 1980’erne, at markedet ikke ville kunne dække alles behov, og at man ville få brug for en beskeden mængde offentlig støtte for at rette op på de relative markedssvigt,« siger Felicia Wong, præsident for Roosevelt Institute. »Men de så ikke klimakrisen komme. Den er ikke en fiasko i markedets marginaler. Det er markedet selv, der skaber dens destruktive kraft.«

Chefen for USA’s nationale økonomiske råd, Brian Deese, er noget så sjældent som en klimanørd, der nu har påtaget sig lederansvaret for nervecentret i Det Hvide Hus og i de økonomiske politiske beslutninger. Han er ikke i tvivl om, at klimakrisens omfang og den hastighed, hvormed vi skal finde modtræk imod den, nødvendigvis må forudsætte en anden og langt mere aktiv rolle for statsmagten.

»Hvis man tænker på tværs af de store systemer i vores land – transportsystemet er et af dem, elektricitets- og energisystemet et andet – så bliver vi ganske enkelt nødt til at lave helt om på disse systemer for at løse problemet med klimaforandringer,« siger han.

Økonomer har som bekendt deres egne ideer til at løse klimaforandringerne – en høj afgift på udledning af CO2 er den vigtiste – men Biden og hans hold ser grundlæggende klimaet som et politisk problem. Ideen om, at en CO2-afgift er det væsentligste svar på klimaforandringerne, anser de som så afkoblet fra den politiske virkelighed, at det kan blive alt for farligt at gå den vej.

Deese har selv stærke holdninger til emnet.

»Jeg vil sige det endnu mere radikalt,« siger han. »Det må være sådan, at amerikanerne selv kan se og mærke, at investeringerne i at opbygge et mere robust elnet faktisk forbedrer deres tilværelse og skaber nye jobmuligheder til dem selv og deres naboer.«

Ved siden af klimaet vejer også andre politiske risici tungere for Biden-regeringen end for tidligere regeringer. Dette er endnu en lektie, der blev lært i Obama-årene.

Obamas hold kunne ubestrideligt notere sig en række reelle politiske succeser: De forhindrede endnu en stor depression, regulerede den finansielle sektor bedre og udvidede adgangen til sundhedsforsikring, så den kom til at dække over 20 millioner mennesker mere.

Men demokraterne mistede allerede flertallet i Repræsentanternes Hus i 2010, hvilket reelt satte punktum for Obamas dagsorden. Herefter tabte de Senatet i 2014, og siden vandt Donald Trump Det Hvide Hus i 2016, hvorefter demokraterne satte flertallet i Højesteret over styr i måske en hel generation.

Mange Obama-medarbejdere, der nu arbejder i Bidens stab, indrømmer i dag, at de fokuserede så meget på økonomiske risici, at de overså de politiske – men man kan ikke lave en god økonomisk politik, hvis man mister den politiske magt. Biden-holdet frygter derimod, at hvis det ikke lykkes dem at gennemføre deres politik, vil en Trump-lignende stærk mand kunne genvinde magten.

Den frygt kan også forklare, hvorfor de ikke føler sig ramt af kritikken af stimuluscheckene på 1.400 dollar for ikke at være effektivt målrettede mod de fattigste. Som en af ​​Bidens økonomiske rådgivere siger:

»Hvis vi ikke kan vise folk, at vi er parat til hjælpe dem med en ordentlig røvfuld penge, kan landet være tilbage på Trumps hænder i løbet af nul komma fem.«

4) Biden er politiker i ordets egentlige forstand

Bidens forståelse af sin lederrolle handler om, at det er op til ham at mærke, hvad landet ønsker, intuitivt fornemme, hvad amerikanerne vil og ikke vil acceptere og herefter arbejde inden for denne ramme.

I USA har politiske ledere, der vakler i deres holdninger, ikke det bedste ry. Vi kan lide faste overbevisninger og mener, at ledere helst skal følge deres eget hoved – mange af os opfatter endda ’politiker’ som et skældsord.

Men Bidens forståelse af politikerens opgave har givet ham fleksibilitet til at ændre sig, i takt med at landet ændrer sig. Da stemningen var mere konservativ, og ideen om en stor og indgribende statsmagt skræmte folk, mens den private foretagsomheds dyder var i højsædet, afspejlede Biden denne politiske grundholdning, opfordrede til afbalancerede budgetændringer og advarede mod »velfærdsmødre, der kører luksusbiler«.

Men så ændrede landet sig – og det gjorde han også.

En yngre generation har pustet ny vitalitet i den amerikanske venstrefløj, og Bernie Sanders’ to valgkampagner har bevist styrken i dens politik. Imens har republikanerne selv opgivet al finanspolitisk mådehold, mens Trump afstak en frygtet kurs – uden dog helt at følge den – for en populistisk konservatisme, der kombinerer fremmedhad med populær økonomisk politik.

Stagnerende reallønninger, klimakrisen, orkanen Katrina og en pandemi beviste imidlertid, at der er mere skræmmende ord på engelsk end sætningen »jeg kommer fra staten, og jeg er her for at hjælpe«, som Ronald Reagan udtrykte det.

Selv da Biden stillede op som den moderate kandidat ved det demokratiske primærvalg, var hans dagsorden rykket til venstre for alt, hvad han havde støttet tidligere. Men så gjorde han noget usædvanligt: ​​I stedet for at svinge tilbage til centrum ved præsidentvalget gik han længere til venstre. Og gjorde så det samme én gang til, da han havde vundet valget.

Biden har gjort op med demokraternes mangeårige faste tro på, at de var nødt til at udforme deres politik ud fra indviklede kalkuler om, hvordan den bedst kunne appellere til en bred og broget sammensætning af målgrupper.

Han har understreget, at ansvarligt lederskab ikke kun kan gå ud på ikke at bruge for mange statsmidler på at løse sociale og økonomiske problemer. Ansvarligt lederskab må også indebære, at sociale og økonomiske problemer ikke bliver så store, at de kommer ud af kontrol. Frygt for at gøre for lidt – ikke for at gøre for meget – ser ud til at definere Joe Bidens præsidenttid.

Som den pseudonyme Twitter-kommentator, James Medlock har udtrykt det: Den æra, hvor man kunne sige (som Bill Cllinton gjorde i 1996, red.), at »den stærke stats æra er forbi«, er nu selv forbi.

© The New York Times og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Man kan frygte for højrefløjens reaktioner. Bare det lykkes for Biden!

Alvin Jensen, Susanne Kaspersen, Kurt Nielsen, Elisabeth From, Svend-Erik Runberg, Carsten Hansen, Mads Berg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Ezra Klein overser en meget vigtig faktor: Kamala Harris. Hun holder sig klogt i baggrunden og overlader scenen til Joe Biden. Men den førte politik passer lige til den linje, hun trak op som selvstændig kandidat.

Alvin Jensen, Jacob Schmidt og Peter Mikkelsen anbefalede denne kommentar

Endelig tegn på at GOP ikke har førstefødselsretten over politiske kurs, endsige vetoret - Deres forfærdelige Trump og kupforsøg har kostet dem dyrt i form af legitimitet, tænker jeg. Men holder nu Biden, har han flertallet, vil han kunne han gøre som tilsyneladende sin agt! Spændingen stiger...

Alvin Jensen, Niels Bent Johansen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Jeg tror ikke at Ezra Klein overser Kamala Harris, men det er nu engang Biden der bestemmer det hele. Harris har nøjagtigt så meget indflydelse eller synlighed, som Biden ønsker hun skal have.

Alvin Jensen, Niels Bent Johansen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Mikael Velschow-Rasmussen

Der er godt nok stor forskel på, med hvilke øjne der ses !

Der skrives:
- "Når man ser på, hvor meget han har udrettet i sine første 100 dage som præsident, kan det være svært at tro, at det er den samme mand".

Og det han skulle ha' udrettet skulle fx være:
- " ... Bidens beskæftigelsespakke, American Jobs Plan til 2.300 milliarder dollar, der skal skabe millioner af job, især i infrastrukturprojekter, og hans kommende American Family Plan til 4.000 milliarder dollar, der skal opgradere uddannelsesektoren, finansiere nye børnepasningstilbud og åbne for betalt sygeorlov ... ".

Hmmm ...

Først og fremmest er 'pakkerne' jo ikke vedtaget endnu.
Dernæst ta'r de jo ikke fat på de grundlæggende systemiske ting i det amerikanske samfund, der gør, at ulighed etc. stiger. Idet pengen jo først og fremmest kommer til at havne i lommerne på erhvervsinteresserne.
Så der er ikke, hverken udrettet noget, eller noget radikalt reformerende over Bidens udspil/udtalelser.

Næehhh ...

Lad os i stedet se lidt på det, han rent faktisk har udrettet. Og lad os se om det matcher med handlingerne for en stor reformator !

1. Straks han var i det "Hvide Hus", kastede Biden flere dollars og våben ind i et rædselinferno i Yemen. Hvor Trump havde 'stallet' lidt med at smide flere bomber i hovedet på uskyldige civile, kvinder og børn, i noget der ligner en både uretfærdig og ulovlig krig. (i øvrigt væsentligt værre end i både Ukraine og Syrien)

2. Biden og demokraterne nægtede at høre folket, da disse forlangte en tilkendegivelse angående demokraternes villighed til at stemme for "Medicare for all" - (søg efter "force the vote").
Hvilket indikerer, at der heller ikke her vil komme et paradigmeskift i forhold til et reformerende lovforslag.

3. Biden brød sit løfte om en check på 2000 dollars, som han havde lovet i valgkampen for at matche den plan Trump ville gå i gang med at udføre.
Så de 1400 dollars er altså ikke:
- " ... masser af penge smidt efter almindelige amerikanere ... "
Og i øvrigt er der store problemer med at få administrationen til at udbetale disse penge.

4. Biden overtog blot Trumps politik angående immigration ved grænsen til Mexico uden at gøre noget ved problemet med adskillelse af børn fra deres forældre.
Sjovt som AOC** (Alexandria Ocasio-Cortez) ikke længere hyler op om "Children in Cages".

**: Jeg havde selv store forventninger til AOC, men det ser desværre ud til, at store magt- og kapital-interesser desværre har fået stækket hende lidt.

5. Biden forsøger at få gennemført, at skat på virksomhedsoverskud hæves fra 21% til 28%.
Det skal i den sammenhæng siges, at Trump havde fået sat satsen ned fra 35% til 21%. Så det virker ikke specielt reformerende ikke engang at gå tilbage til Obama's pre-Trump niveau.
Det virker mere som BAU (Business-as-usual), eller som Biden inden valget sagde til de amerikanske magt- og kapital-intersser:
- " ... Der kommer basalt set ikke til at ske nogen ændringer, hvis jeg bliver præsident ... ".

6. Biden blev i et horribelt interview fremprovokeret til at kalde Putin for en "killer" uden sjæl.
Der er sgu ikke meget frelser og reformator over den slags krigsliderlige udtalelser. Det militærindustrielle kompleks har selvfølgelig fået våde drømme herefter, men det er jo også dem der trækker i trådene bag Biden, og dem der 'bestiller' den slags udtalelser.

Hele miseren medfører jo desværre nok, at det bliver sværere og sværere for Putin blot at indtage et defensivt standpunkt overfor USA (og ligeledes med Xi Jinping og den tilsvarende krigsretorik imod Kina). Men dette er jo så også lige præcis, hvad Pentagon håber på. Så de på denne måde kan få flere penge til militær, krig, død og ødelæggelse rundt omkring i verden, hvilket jo som bekendt gavner profitten i den højtestimerede amerikanske variant af det såkaldt kapitalistiske system.

Martin Rønnow Klarlund, Per Torbensen, Torben Arendal, Mads Kjærgård, Jan Jensen, Hans Aagaard, Jens Kofoed, Claus Nielsen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Sjovt så forskelligt at medierne beskriver Trump og Biden. Bl.a. de 2000$ som blev til 1600$. Det er som om medierne slet ikke havde hørt Biden tusinde gange sige, at de 2000$ ville "Go Out the Door" hvis han blev præsident. Strange times..

Mads Kjærgård

Forunderligt, at man skulle blive vidne til Jesu genkomst! Biden er åbenbart i stand til at gå på vandet? Som Big Brother sagde "hvis folk tror jeg flyver, ja så flyver jeg."
Jeg tænker lidt, at man kan omskrive det til, såfremt medierne påstår, "at Biden flyver", ja så flyver han sørme. Den mand kunne ikke lave en fejl om han så prøvede på det. Jeg tænker, at han kunne genstarte Vietnamkrigen og slippe afsted med det!

Per Torbensen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne kommentar