Det kinesiske dilemma
Læsetid: 9 min.

Forfatter: Kina afpresser både frie samfund og firmaer. Derfor må vi sætte hårdt mod hårdt

Efter præsident Trumps omskiftelige Kina-politik bør Joe Biden stramme kursen over for det aggressive kinesiske styre og bruge pressionsmidler til at tvinge præsident Xi Jingping til indrømmelser. Det mener The Washington Post-skribent Josh Rogin, forfatter til en ny bog om »det vigtigste udenrigspolitiske problem i verden«
Kinesiske arbejdere plukker bomuld i Xinjiang. Mange vestlige virksomheder, der aftager bomuld høstet af tvangsarbejdere i Xinjiang, er fanget i et penibelt dilemma. Hvis de fortsætter med at købe bomuld i Xinjiang, bliver de straffet af en forbrugerboykot på vestlige markeder; hvis de stopper, risikerer de at miste adgang til det store kinesiske forbrugermarked.

Kinesiske arbejdere plukker bomuld i Xinjiang. Mange vestlige virksomheder, der aftager bomuld høstet af tvangsarbejdere i Xinjiang, er fanget i et penibelt dilemma. Hvis de fortsætter med at købe bomuld i Xinjiang, bliver de straffet af en forbrugerboykot på vestlige markeder; hvis de stopper, risikerer de at miste adgang til det store kinesiske forbrugermarked.

AFP/Ritzau Scanpix

Udland
9. april 2021

Man kan sige, hvad man vil om præsident Donald Trumps Kina-politik. Den var kaotisk og usammenhængende, præget af intern kappestrid mellem forskellige fløje i regeringen og endte i begyndelsen af 2020 med en halvbagt handelsaftale og i slutningen af året med en ophedet antikinesisk retorik og sanktioner mod Kina for overgrebene i Hongkong og Xinjiang.

Men trods denne siksakkurs var Trump den første amerikanske præsident, der turde sætte hårdt mod hårdt og risikere en handelskrig for at tvinge Kina til at holde inde med tyveri af amerikansk teknologi og forskelsbehandling af amerikanske selskaber og investorer på det kinesiske marked.

Det mener Kina-eksperten og The Washington Post-skribenten Josh Rogin, forfatter til den nyligt udgivne bog Chaos Under Heaven – Trump, Xi, and the Battle for the 21st Century, hvor han kalder truslen fra Kina, »det vigtigste udenrigspolitiske problem i verden«.

»Trumps villighed til at konfrontere kinesernes unfair og uetiske handelsmetoder er ikke overraskende. Det var noget, han havde talt om i flere årtier, inden han blev præsident,« siger Rogin i et interview med Information.

Faktisk, fortæller forfatteren, var Trumps syn på Kina forbavsende konsekvent. Han havde i lang tid håbet at blive præsidenten, der ville rette op på USA’s store handelsunderskud med Kina, akkumuleret gennem de sidste 20 år.

»Men det forehavende mislykkedes for Trump, fordi han konstant skiftede taktik og ikke lagde sig fast på en strategi. Han anede ikke, hvordan han skulle komme i mål. I bund og grund var denne fiasko et udslag af politisk inkompetence,« siger Rogin.

Josh Rogin er en indflydelsesrig kommentator på The Washington Post, hvis klummer om USA’s Kina-politik bliver læst af folk, der vil vide noget om, hvad der rør sig på den front i Kongressen og i Det Hvide Hus.

I bogen lægger han ikke skjul på sin sympati for den fløj i Trump-regeringen, der anså Kinas ambitioner om at vinde mere global indflydelse for en dødsensalvorlig trussel mod en liberal verdensorden, som USA har været leder af siden Anden Verdenskrig.

»Kina har sat sig for at skabe en ny international orden, hvor de ustraffet kan gøre, hvad de vil,« siger Rogin. 

»Under præsident Xi Jinping er Kina blevet et mere totalitært system. Jeg tror ikke, deres mål er at opnå verdensherredømme, men snarere at gøre verden sikker for et autokrati som Kina. Og det kræver, at andre lande ikke modsætter sig Xi’s metoder.«

Autokrati vs. demokrati

Forfatterens syn på Kina deles tilsyneladende af Joe Bidens regering. Under sin første pressekonference i slutningen af marts refererede præsidenten til en ideologisk kappestrid mellem autokratiske og demokratiske lande.

»Hvad der står på spil er, hvilket system der vinder – autokrati eller demokrati,« sagde han.

Det er et synspunkt, der deles af indflydelsesrige Biden-rådgivere som udenrigsminister Antony Blinken, sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan og Kurt Campbell, ansvarlig for Asien i det nationale sikkerhedsråd.

»Disse Biden-rådgivere ved, at USA ikke kan skrue tiden tilbage. I Obama-regeringen slog de til lyd for en moderat og pragmatisk linje over for Kina. Men i de fire år under Trump vågnede de op til udfordringen fra Kina,« siger Rogin.

Han tilføjer:

»Jeg tror, Bidens rådgivere vil holde fast i den hårdkogte Kina-linje, Trumps udenrigsminister Mike Pompeo og Kina-rådgiveren Matt Pottinger førte i den anden halvdel af 2020.«

Men det er ifølge forfatteren ikke ensbetydende med, at Blinken, Sullivan og Campbell vil være i stand til at opretholde deres indflydelse over Bidens Kina-politik. Andre rådgivere har andre kæpheste.

Som et eksempel på, hvad der kan ske i de næste par år, forestiller Rogin sig hypotetisk, at USA og Kina bliver enige om en fælles front mod klimaforandring. Kort før præsident Biden og præsident Xi Jingping skal underskrive en erklæring, indvender den kinesiske præsident: ’Jeg gør det kun, hvis I nedtrapper straftolden og fjerner sanktionerne.’

I den situation vil andre rådgivere løfte deres røster. Man kan forestille sig, at tidligere udenrigsminister John Kerry, international klimaudsending, og tidligere chef for Obamas miljøagentur Gina McCarthy, Bidens klimakoordinator, vil argumentere, at kampen mod klimaforandring må have forrang for andre presserende emner.

»Hvad gør Biden så? Vi ved det ikke, og han ved det sikkert heller ikke endnu,« siger Josh Rogin.

»Det antyder blot, hvor stor en udfordring det er at have en modspiller på verdensscenen, der ikke følger det samme regelbaserede system som de demokratiske lande. Kina kan i kraft af sin økonomiske magt tvinge frie og åbne samfund til at vælge mellem rivaliserende interesser.«

Etisk dilemma

Og det er ikke kun politikere i vestlige demokratier i USA, Europa, Latinamerika og Asien, der vil føle sig tvunget af en totalitær supermagt med kolossal økonomisk indflydelse til at vælge mellem Skylla og Charybdis (nødvendigt valg mellem to onder, red.). Det er også – og måske især – erhvervskoncerner, kapitalfonde og banker, forudser Rogin.

»Desværre er det kinesiske marked så tiltrækkende, og deres selskaber så kapitalstærke, at det kan friste individer og virksomheder i frie og åbne samfund til at underprioritere hensynet til menneskerettighederne, til den nationale sikkerhed og til folkesundheden.«

Forfatteren nævner flere eksempler. Flere amerikanske universiteter har taget imod tilskud fra kinesiske virksomheder og fonde og angiveligt pålagt sig selvcensur, når det gælder kritik af Kina. 

Vestlige virksomheder som H&M, Zara, Hugo Boss og Burberry, der aftager bomuld høstet af tvangsarbejdere i Xinjiang, er fanget i et penibelt dilemma. Hvis de fortsætter med at købe bomuld i Xinjiang, bliver de straffet af en forbrugerboykot på vestlige markeder; hvis de stopper, risikerer de at miste adgang til det store kinesiske forbrugermarked.

Efter at H&M for nylig erklærede, at de vil stoppe med at aftage bomulden, er navne og adresser på den svenske koncerns butikker i Kina ikke længere mulige at finde på det kinesiske internet. Flere af dem har måttet lukke.

I en anden paradoksal sag har teleselskabet Ericsson offentligt protesteret mod den svenske regerings forbud mod den kinesiske konkurrent Huaweis 5G-netværk adgang til det svenske marked. Årsagen? Beijing truede med at gøre gengæld mod Ericssons fabrik og salg af teleudstyr i Kina.

»Vi er afhængige af frihandel. For os drejer det sig om at få adgang til markeder,« sagde Ericssons administrerende direktør Börje Ekholm for nylig til The Wall Street Journal. 

»Det er et frygteligt dilemma, det kinesiske styre stiller disse multinationale koncerner over for. Nogle vælger at blive i Kina, andre holder sig væk,« siger Rogin.

Når det kommer til stykket, er det formentligt kun muligt at tvinge Kina i defensiven og til at give indrømmelser, såfremt USA, EU, Storbritannien, Canada, Japan, Indien, Sydkorea, Australien og andre lande i Østasien danner en fælles front mod Kina.

»Det er noget, USA og andre frie og åbne samfund bør sætte sig ned og diskutere så hurtigt som muligt,« mener den amerikanske Kina-ekspert.

»I mine øjne er der ingen tvivl om, at hvis alle disse lande står sammen, vil de have en bedre chance for at overbevise Kinas ledere om, at de bør lytte til os og gøre noget for at ændre deres opførsel som for eksempel at stoppe folkedrabet i Xinjiang.«

Josh Rogin fortsætter:

»Kina skal ikke have lov til at afpresse og sanktionere lande som Australien, blot fordi australierne forbyder Huawei og kræver en upartisk WHO-undersøgelse af coronavirussens oprindelse. De må ikke bruge deres leverancer af mundbind og vaccine til at få modtagerlande til at smække hælene i og rette sig ind efter Kinas politiske linje.«

Begrænsede midler

Lige nu er det for tidligt at bedømme, hvilke midler der vil være effektive, og hvor lang tid det vil tage for en koalition af demokratiske lande at få de kinesiske ledere til at fralægge sig deres afpresningsmetoder, mener Rogin.

»Sandheden er, at ingen ved, hvad der skal til, fordi det er er blevet næsten umuligt at forstå, hvad der rør sig i toppen af det kinesiske kommunistparti under præsident Xi,« siger han.

»Magten er blevet mere og mere koncentreret i en enkelt person; Xi har udrenset alle kritikere, så der er kun nikkedukker tilbage. Det er en farlig situation, fordi det let kan føre til, at Xi overvurderer Kinas indflydelse globalt og gør noget overilet, der så kan afføde en uventet hård reaktion fra USA.«

Indtil videre har præsident Biden i en to timer lang samtale med Xi tydeliggjort, at USA ikke vil fravige sin skarpe kritik af Kinas brud på menneskerettighederne i Xinjiang-provinsen og Kinas overtrædelse af sin erklæring i 1984 om at ville acceptere Hongkong-indbyggeres demokratiske rettigheder efter Storbritanniens afhændelse af kronkolonien i 1997.

På den økonomiske front har Biden-regeringen desuden besluttet at bevare straftolden på 25 procent, der af Trump blev pålagt kinesiske importvarer til en værdi af 250 mia. dollar om året såvel som en anden straftold på 7,5 pct., der er pålagt varer til en værdi af 112 mia. dollar. Den samlede værdi af USA’s import fra Kina i 2020 var 435 mia. dollar.

»Straftold kan tjene som en løftestang. Hvorfor skulle vi smide den væk, inden vi begynder forhandlinger med Kina,« sagde Bidens handelsrepræsentant, Katherine Tai, i sidste uge.

Men for USA er der også en strategisk fordel i at holde fast i en høj straftold i en længere tidsperiode, mener Kina-eksperten.

»Både i Trump-regeringen og i Bidens kreds af Kina-rådgivere opfatter man straftold som et effektivt pressionsmiddel. Det er rigtigt, at den på kort sigt ikke gør særligt ondt på kinesiske eksportører, men omkostningerne stiger, som tiden går, og i mellemtiden bliver amerikanske firmaer og forbrugere vant til de højere priser.«

Et andet effektivt pressionsmiddel, Biden har arvet fra Trump, er et forbud mod at lade den kinesiske telekoncern Huawei deltage i konkurrencen om at bygge et 5G-netværk i USA. Selv det kinesiske sociale medie TikTok anses i USA for at være en sikkerhedstrussel.

I marts lagde USA, EU og Storbritannien yderligere pres på Kina gennem sanktioner mod myndighedspersoner, der menes at være ansvarlige for overgrebene i Hongkong og i Xinjiang.

Indtil videre synes det voksende pres på Beijing ikke at have haft nogen effekt. Tværtimod har kineserne givet igen af samme skuffe og endda gjort gengæld med sanktioner, som har ramt flere personer i EU, end EU’s sanktioner har ramt i Kina.

Kinesisk propaganda

Internt i USA forventer Rogin, at FBI vil optrappe sin overvågning af kinesiske diplomater, forretningsfolk, investorer, akademikere, forskere og studerende.

Indtil for nylig har vestlige efterretningstjenester ikke været særlig opmærksomme på, hvor let et bytte nogle politikere, forretningsfolk og akademikere er blevet for det kinesiske kommunistpartis udenlandske propagandaorgan, Den Forenede Front.

I sin bog vier Josh Rogin et kapitel til Den Forenede Fronts bestræbelser på at bestikke sig til politisk indflydelse i USA – og afpresse dem, som er i deres sold.

Australien var det første vestlige land, der for alvor blev udsat for denne type kinesisk afpresning og påvirkningskampagne. En situation, der blev nøje beskrevet i den australske akademiker Clive Hamiltons bog fra 2018, Silent Invasion, der har været en inspiration for Rogins forskning.

Den tiltagende ideologiske og økonomiske kappestrid med Kina er særlig svær at håndtere for lande som USA, Canada og Australien, der har store kinesiske immigrantsamfund, mener Rogin.

En øget overvågning kan nemlig i værste fald føre til en heksejagt på asiatisk-amerikanere, svarende til jagten på kommunister i 1950’ernes USA. Sidste år beskrev Trump ofte coronavirus som »den kinesiske virus«, hvilket kan være forklaringen på, at hadefulde ytringer mod og overfald på asiatisk-amerikanere er steget brat under pandemien.

»Det er virkeligt en foruroligende udvikling,« siger Rogin.

»For mig er der ingen tvivl om, at Trumps og nogle republikaneres retorik og hysteri gav næring til had og vold. Men vi bør også huske på, at al misinformationen om USA, som det kinesiske kommunistpartis propagandaorgan spreder rundt i verden og i USA præcist har til formål at øge de etniske spændinger i det amerikanske samfund, ligesom Rusland prøver at undergrave vores demokratiske institutioner ved hjælp af misinformation.«

’Josh Rogin, Chaos Under Heaven – Trump, Xi, and the Battle for the 21st Century’. 356 s. Houghton Mifflin Harcourt, 2021

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jacob Nielsen

Jeg tror at vi europæerer skal fokusere på Rusland og hvad de vil benytte tomrummet til, hvis det udvikler sig til en væbnet konflikt i det sydkinesiske hav. For vi bliver nødt til at sørge for vores egen sikkerhed, uden den stærke dreng i klassen, som siden WW2 har givet os sikkerhedsgarantier og samtidig betalt for det.

Men vi er slet ikke klar til nogen konflikt på europæisk jord, eller i nærområdet, og med den fodslæbende militære oprustning som foregår, vil det være en smal sag for Rusland at tage dele af Ukraine, de baltiske lande, etc. Vores nærrighed, vil koste os dyrt.

Jacob Nielsen, 09. april, 2021 - 08:29

Vi har skam selv betalt for vores sikkerhedspolitik, ved at lade os udplyndre af amerikanske virksomheder i skattely, som siden 2VK er øget ganske betragtelig af amerikanske virksomheder.

Flere af de store virksomheders økonomiske skattetænkning har udhulet andre virksomheders muligheder, - der kan f.eks. ikke bruges de samme penge på reklamer, som de amerikanske, som kan bruge løs af de sparede penge i skat til de lande de opererer i.

Blev vi og andre lande ikke udplyndret så groft, ville vi sagtens kunne betale selv for vort forsvar, - som det er nu skal vi bukke for de falske rabatter og nedslag i prisen på militært isenkram, som Amerika vil tildele os.

Vi er nu ikke så langt bagud overfor Rusland som Amerika gerne vil have det til at se ud som, tidligere opgørelse udefra viser et helt andet billede, - forholdet mellem Vesten og Rusland er 10:1 i Vestens favør, og det gælder økonomisk, militært materiel, og teknologisk overlegenhed, samt logistisk funktionelt.

- Det slet ikke så galt til alligevel.

Forholdet til Kina er noget anderledes, for her bestemmer kræmmersjælene udviklingen, der er inge Amerikansk politik på området, og har ikke været det i årtier, kun stigningerne på aktiebørsen Wall-Street i Amerika, og fortjenesterne ved at lade varerne producere i Asien og ikke mindst i Kina, der nu er en økonomisk stormagt, det politisk optræder som ligemand til Amerika, og udøver sin exceptionelisme helt på samme måde som Amerika igennem årtider har udøvet sin over for omverdenen.

Angående tyveri af amerikansk teknologi, - forstår man amerikanerne, - og alligevel ikke for, ingen har som Amerika i mange år formået at tilegne sig teknologi udefra omverdenen i det skjulte, med deres elektronisk teknologisk e forspring, - men tys tys det taler vi ikke om - vel!

Alvin Jensen, Viggo Okholm, Jørgen Tryggestad, Arne Albatros Olsen, Peter Beck-Lauritzen, Anders Graae, jens christian jacobsen, nils valla, John Andersen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar

Gert Romme, 09. april, 2021 - 09:50

Jeg tror du kan lægge afgifter på i det uendelige, - i nytteløshedens tjeneste, det rammer kun os selv, i nakken, - men mest af alt så vil kræmmerstanden ikke acceptere dette, for det forstyrrer deres indtjening, og det skal politikerne da ikke blande sig i.

Kræmmerne i Amerika har altid været politiske, den symbiose som kræmmerne har indgået med politikerne har en meget lang historie, som kræmmerne ikke vil har brudt af politikerne, - det er jo kræmmerne der har gjort Amerika rigt.

Det eneste der måske kan ryste Kina, er hjemtagelsen af arbejdspladserne som kræmmerne i sin tid outsourcede til Kina, - men, og der er et men, hvad skal vestens kræmmere så sætte i stedet(?), Afrikanske arbejdspladser - måske, det er stadig billig arbejdskraft kræmmerne går efter.

Den dyre vestlige arbejdskraft vil betyde en rutsjetur så stejl nedad på aktiemarkedet i Wall-Street, der slår bunden ud af krisen i 1930erne på Wall-Street, og hverken tør eller vil noget politisk stå fadder til.

Hvad så hvis Kina overlever dette tilbageslag, og endog profiterer på det, med sine billige gode varer på verdensmarkedet, - hvem bliver så "sorte-Per"?

Anders Graae, jens christian jacobsen og John Andersen anbefalede denne kommentar
John Andersen

”Kina afpresser både firmaer og frie samfund. Derfor må vi sætte hårdt mod hårdt.”
Det er en påstand man har hørt så ofte i de senere år, at mange tror at det er sandt. Vi høre også jævnligt at fremmede firmaer skal aflevere deres knowhow for at få lov til at operere i Kina. Problemet er nok at den nuværende verdensleder er ved at miste kapløbet og vil gøre ALT for at stække Kina, og vi følger selvfølgelig bare med uanset prisen. Donald Trump har talt for en ”verdens decoupling” med Kina og har brugt både trusler og belønning til amerikanske firmaer for at trække sig ud. Det er derfor meget interessant at netop det Amerikanske Chamber of Commerce i Kina har tilkendegivet at 80% af deres firmaer ikke har nogen planer om at forlade Kina. Og for det Engelske Chamber of Commerce viste en undersøgelse at det var godt 70%, eller også var det omvend med 80%. Er det ikke også underligt at både Elon Musk og Warren Buffett, som er blandt de rigeste i Amerika har investeret milliarder i Kina. Eller er de bare dumme?

Firmaer flyttet til Kina fra Vesten er lige-så-meget "Afpressere af frie samfund".
Så vidt jeg ved er ingen firmaer flyttet til Kina for bedre at kunne batale sin skat eller for bedre at kunne betale rimelig løn til sine ansatte.

Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

@ Espen Bøgh.

Jeg synes det helt reelt folkevalgte politikere "bestemmer" over samfundets penge og hvor mange af pengene det gavnligt private rager til sig.

jens christian jacobsen

Interessant at en kritisk avis som Information lægger navn og spalteplads til en ukritisk og applauderende gennemgang af en Trump-økonoms forbitrelse over at Kina er ved at overhale USA økonomisk. I stedet kan man læse flere oplyste indlæg i dette kommentarfelt. Tak for dem.
Burcharth kunne bruge sin tid bedre på en historisk gennemgang af de amerikanske overgreb på andre lande og andre befolkninger. Både dem der blev begrundet med indtjening og de, der blev begrundet med demokrati. Eller til en begyndelse: Hvad er det helt konkret for 'regelbrud', udbytninger, tvang og andet som USA mener Kina begår? I Burcharths artikel står der kun at de finder sted. men ikke hvor, hvornår og hvordan. Det er sådan propaganda forsøger at virke.

Mikael Velschow-Rasmussen, Alvin Jensen, Henrik Ilskov-Jensen, Torben Arendal, kjeld hougaard, Jørgen Tryggestad, Flemming Berger, Palle Yndal-Olsen, nils valla, Michael Helm, Espen Bøgh, Anders Graae, Karsten Nielsen, Ron Levy og John Andersen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

En klar og tydelig oprindelses-angivelse på alle varer, kunne give forbrugerne muligheden for at vælge standpunkt overfor gode og dårlige produktionformer, ja, kombineret med åbne skattelister, kunne "skatte-undragere" også blive bedømt, ude eller inde!

Amerika har ca. 600 militærbaser rundt om i verden, Kina har en. USA fører endeløse krige med flere lande, og udpiner befolkningen i Venezuela og Iran med brutale sanktioner. Kina har ikke været i krig den sidste menneskealder. Det sydkinesiske hav er spækket med amerikanske krigsskibe, samtidig med at USA planlægger at etablere en stor kæde af missiler rettet mod Kina på de nærliggende øer. Men den amerikanske journalist og koldkriger Josh Rogin er bekymret over Kinas aggressivitet.
Og Burcharth gengiver det hele ukritisk.

Mikael Velschow-Rasmussen, Alvin Jensen, Henrik Ilskov-Jensen, Torben Arendal, kjeld hougaard, Jørgen Tryggestad, Palle Yndal-Olsen, Anders Graae, nils valla, Karsten Nielsen og John Andersen anbefalede denne kommentar
Henrik Ilskov-Jensen

Kina vil ikke vide af de menneskerettigheder, der er udformet i Vesten, og udspringer af Menneskerettighedserklæringen af 1789 under Den Franske Revolution, og som efter afslutningen af Anden Verdenskrig kun blev "interantionale", fordi Vesten på det tidspunkt var den altdominerende civilisation både militært og økonomisk.

Her i Vesten vil vi ikke vide af sharia, der er udformet af en anden civilisation end vores, og under andre forudsætninger og i andre samfundsformer end dem vi har i vor del af verden.

Hvad er egentlig forskellen på Kina, der ikke vil underlægge sig vor individualistiske menneskerettighedbaserede verdensforståelse, og Vesten, der ikke vil anerkende den islamiske civilisations teokratiske sharia-baserede verdensforståelse?

Hvis Vesten har ret til at forlange menneskerettigheder overholdt i Kina, (hvor der næsten ikke bor vesterlændinge), har den islamiske verden så ligeledes ret til at forlange respekt for sharia i Vesten (hvor der bor mange muslimer)?

Hvis svaret er NEJ, hvorfor da ikke?

Det er meget naivt i kapitalimens navn, at have en illusion om os mod dem, som main stream platforme udlægger det.

De afrikanske lande har ikke haft megen succes med at afstå fra at afpresse vestlige firmaer og vestlige frie samfund. Så godt er det heller ikke gået de Sydamerikanske lande, der også må slås med benhård fattigdom, og stadig har svært ved at starte virksomheder med vækstpotentiale . Det lader absolut til at være en fornuftig udviklingsmodel Kina har valgt.

Tja: nu er vi igen tilbage omkring hvem er de gode og hvem er de onde?
Hvem vil hele menneskehedens vel selv om det skal koste os rige et stop i vækst?
Kina tromler frem med ret så sofistikerede metoder og menneskelig set er de vel hverken værre eller bedre end os?
Vi europæere bilder os stadig ind at vi er de bedste, når nu vi selv skal sige det, men vi skal da lige have noget våbenisenkram der kan sikre det og uha som en skriver i forhold til Rusland så fører vi 10-1 er det noget at være stolt af? Hvorfor tror vi at det altid er de andre der er onde? Vi kan slet ikke forstå at de andre ikke kan se vi er "gode". Er det jeg skriver her ikke grundlæggende menneskets tragedie?

nils valla, 09. april, 2021 - 11:22

Ja, - men det gør de sgu ikke i Danmark, det gør bankerne og de andre pengeinstitutioner som udsteder obligationer m.v.

Hver gang der gives lån til egne boliger, så trykker såvel bankerne som kreditinstitutionerne "penge", - og som vi ser det stiger boligpriserne helt uhømmet.

Den enkleste kontrolmodel til styring af dette er, at staten angiver mængden af stigningen i ny udlåns-kapital til boliger - 2 pct. for 2021, og hvis bankerne og kreditinstitutionerne udlåner mere, får de en bøde, og samtidig hæfter de for ansvaret selv, hvis en recession indtræder.

Alvin Jensen, nils valla og Henrik Ilskov-Jensen anbefalede denne kommentar